Torsdag, den 7. maj 2009
P6_TC1-COD(2008)0244

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 7. maj 2009 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/…/EF om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 63, stk. 1, nr. 1, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Der skal foretages en række væsentlige ændringer af Rådets direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (4). Direktivet bør af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)	En fælles asylpolitik, herunder et fælles europæisk asylsystem, er en grundlæggende del af Den Europæiske Unions målsætning om gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er åbent for alle, der på grund af omstændighederne berettiget søger beskyttelse i Fællesskabet.

(3)

Det Europæiske Råd nåede på sit ekstraordinære møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 til enighed om at arbejde i retning af at oprette et fælles europæisk asylsystem, som bygger på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling og New York-protokollen af 31. januar 1967, hvorved det garanteres, at ingen sendes tilbage til forfølgelse, og at ‘non-refoulement’-princippet overholdes.

(4)	I konklusionerne fra Tammerfors hedder det, at et fælles europæisk asylsystem på kort sigt bør indebære fælles minimumsvilkår for modtagelse af asylansøgere.

(5)	Fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere er et positivt skridt i retning af en europæisk asylpolitik.

(6)

Første fase i oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem, som på længere sigt bør føre til en fælles procedure og en ensartet retsstilling, som er gyldig i hele Unionen, for dem, der har fået asyl, er nu blevet fuldført. Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 4. november 2004 Haagprogrammet, som fastsætter de mål, der skal realiseres på området frihed, sikkerhed og retfærdighed i perioden 2005-2010. ║ Kommissionen opfordres i Haagprogrammet til at afslutte evalueringen af de retlige instrumenter, som er blevet vedtaget i første fase, og at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet anden fases instrumenter og foranstaltninger med henblik på deres vedtagelse inden 2010.

(7)	I lyset af resultatet af de evalueringer, der er foretaget, er det hensigtsmæssigt på nuværende stadium at bekræfte de principper, der ligger til grund for direktiv 2003/9/EF, for at sikre bedre modtagelsesforhold for asylansøgere.

(8)	For at sikre, at asylansøgere får samme behandling overalt i Unionen, bør dette direktiv finde anvendelse i alle faser af og på alle former for procedurer vedrørende ansøgninger om international beskyttelse og på alle centre og faciliteter, hvor asylansøgere indkvarteres.

(9)

Medlemsstaterne bør stræbe efter at sikre fuld overholdelse af principperne om barnets tarv og vigtigheden af familiens enhed ved anvendelse af dette direktiv i overensstemmelse med henholdsvis De Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder og Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder.

(10)	Hvad angår behandlingen af personer, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, er medlemsstaterne bundet af forpligtelserne i henhold til folkeretlige instrumenter, som de er parter i.

(11)	Der bør for modtagelse af asylansøgere fastsættes minimumsstandarder, som normalt vil kunne sikre dem en værdig levestandard og ensartede levevilkår i alle medlemsstaterne.

(12)	Harmoniseringen af modtagelsesforholdene for asylansøgere bør kunne begrænse sekundære bevægelser blandt asylansøgere som følge af forskellene mellem modtagelsesforholdene.

(13)

Med henblik på at sikre, at alle ansøgere om international beskyttelse behandles lige, samt sikre overensstemmelse med gældende EU-ret på asylområdet, navnlig Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (5), bør dette direktivs anvendelsesområde udvides til at omfatte ansøgere om subsidiær beskyttelse.

(14)	For at fremme asylansøgeres økonomiske uafhængighed og begrænse større forskelle mellem medlemsstater, er det vigtigt at fastlægge klare regler om asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet.

(15)	Hurtig identifikation og overvågning af personer med særlige behov bør have høj prioritet for nationale myndigheder for at sikre, at modtagelsesforholdene tilrettelægges specielt med henblik på at tilgodese deres særlige behov.

(16)

Frihedsberøvelse af asylansøgere bør ske i overensstemmelse med det underliggende princip om, at en person ikke kan frihedsberøves alene af den grund, at vedkommende søger international beskyttelse, navnlig i overensstemmelse med medlemsstaternes folkeretlige forpligtelser, herunder navnlig artikel 31 i Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling. Medlemsstater bør navnlig ikke straffe asylansøgere for ulovlig indrejse eller ophold, og deres bevægelsesfrihed bør kun begrænses, hvis det er nødvendigt. Frihedsberøvelse af asylansøgere bør kun være mulig under meget klart afgrænsede usædvanlige omstændigheder fastlagt i dette direktiv og bør være i overensstemmelse med nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet, for så vidt angår både formen for frihedsberøvelse og formålet hermed. Hvis asylansøgere frihedsberøves, bør de have ret til at få sagen prøvet ved en national domstol.

(17)

Frihedsberøvede asylansøgere bør behandles med fuld respekt for den menneskelige værdighed, og deres modtagelsesforhold skal tilrettelægges således, at deres behov i denne situation tilgodeses. Medlemsstaterne bør navnlig sikre overholdelsen af artikel 37 i FN-konventionen af 1989 om barnets rettigheder.

(18)	For at sikre overholdelsen af de minimumsretsplejegarantier, der består i, at de pågældende skal have mulighed for at kontakte organisationer eller grupper af personer, som yder juridisk bistand, bør der gives oplysninger om sådanne organisationer og grupper af personer.

(19)	Misbrug af modtagelsessystemet bør hindres ved at specificere, under hvilke omstændigheder modtagelsesforhold for asylansøgere kan indskrænkes, eller modtagelsen inddrages, samtidig med at alle asylansøgere sikres en værdig levestandard.

(20)	Det bør sikres, at de nationale modtagelsessystemer og samarbejdet mellem medlemsstaterne med hensyn til modtagelse af asylansøgere fungerer effektivt.

(21)	Der bør tilskyndes til passende koordinering mellem de kompetente myndigheder med hensyn til modtagelse af asylansøgere, og der bør derfor gøres en indsats for at fremme et harmonisk forhold mellem lokalsamfundene og indkvarteringscentrene.

(22)	Minimumsstandarder indebærer, at medlemsstaterne skal have beføjelser til at indføre eller bibeholde gunstigere bestemmelser for tredjelandsstatsborgere og statsløse, der anmoder en medlemsstat om international beskyttelse.

(23)	Medlemsstaterne opfordres derfor til at anvende dette direktivs bestemmelser i forbindelse med procedurer for behandling af ansøgninger om andre former for beskyttelse end den, der følger af direktiv 2004/83/EF.

(24)

For at dække eventuelle forbedringer i minimumsstandarderne for modtagelse af asylansøgere bør der ske en tilsvarende forhøjelse af de midler, EU stiller til rådighed til dækning af udgifterne til sådanne forbedringer, særlig i medlemsstater, hvis asylsystemer er under specifikt og uforholdsmæssigt stort pres, navnlig på grund af deres geografiske eller demografiske situation.

(25)	Gennemførelsen af dette direktiv bør evalueres med jævne mellemrum.

(26)

Målet for dette direktiv, nemlig indførelsen af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, er dette direktiv ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(27)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret) anerkender . Dette direktiv tilsigter således især, at den menneskelige værdighed respekteres fuldt ud, og at anvendelsen af artikel 1, 4, 6, 7, 18, 24 og 47 i chartret fremmes, og bør gennemføres i overensstemmelse hermed.

(28)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det tidligere direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af de tidligere direktiver.

(29)	Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag II, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af dette direktiv -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

FORMÅL, DEFINITIONER OG ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at indføre minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)   ‘ansøgning om international beskyttelse’: en ansøgning om international beskyttelse som defineret i artikel 2, litra g), i direktiv 2004/83/EF

b)   ‘asylansøger’: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som der endnu ikke er taget endelig stilling til

c)   ‘familiemedlemmer’: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af asylansøgerens familie, der befinder sig i samme medlemsstat i forbindelse med dennes ansøgning om international beskyttelse:

d)   ‘procedurer’ og ‘rekurs’: de procedurer og klageformer, der er fastsat af medlemsstaterne efter national ret

e)   ‘mindreårig’: en tredjelandsstatsborger eller en statsløs person under 18 år

f)   ‘uledsagede mindreårige’: mindreårige, som ankommer til en medlemsstats område uden at være ledsaget af en myndig person, der er ansvarlig for vedkommende i henhold til loven eller ifølge sædvane, så længe de ikke reelt befinder sig i en sådan persons varetægt; denne definition omfatter mindreårige, der efterlades alene efter at være rejst ind på medlemsstaternes område

g)   ‘modtagelsesforhold’: alle foranstaltninger, som medlemsstaterne anvender i forhold til asylansøgere i overensstemmelse med dette direktiv

h)   ‘materielle modtagelsesforhold’: modtagelsesforhold, der omfatter indkvartering, kost og tøj, hvad enten dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af de tre, samt lommepenge

i)   ‘frihedsberøvelse’: enhver indespærring af en asylansøger, som en medlemsstat foretager på et særligt sted, hvor asylansøgeren er berøvet sin bevægelsesfrihed

j)   ‘indkvarteringscenter’: et hvilket som helst sted, der bruges til kollektiv indkvartering af asylansøgere.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere og statsløse, der indgiver en ansøgning om international beskyttelse på en medlemsstats område, herunder ved grænsen, eller i en medlemsstats transitområder, og som har tilladelse til at opholde sig på dette område som asylansøgere, og på deres familiemedlemmer, hvis de er omfattet af denne ansøgning om international beskyttelse i henhold til den gældende nationale lovgivning.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på anmodninger om diplomatisk eller territorialt asyl, der indgives til medlemsstaternes repræsentationer.

3.   Dette direktiv anvendes ikke, hvis bestemmelserne i Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (6) finder anvendelse.

4.   Medlemsstaterne kan beslutte at anvende dette direktiv på procedurerne for behandling af ansøgninger om andre former for beskyttelse end den, der følger af direktiv 2004/83/EF.

Artikel 4

Gunstigere bestemmelser

Medlemsstaterne kan indføre eller bibeholde gunstigere bestemmelser om modtagelsesforhold for asylansøgere og ║ nære slægtninge til asylansøgeren, der befinder sig i samme medlemsstat, når de er afhængige af asylansøgeren, eller af humanitære årsager, i det omfang disse bestemmelser er forenelige med dette direktiv.

KAPITEL II

ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM MODTAGELSESFORHOLDENE

Artikel 5

Information

1.   Medlemsstaterne informerer asylansøgerne mindst om de fastsatte ydelser og de forpligtelser, de skal overholde for så vidt angår modtagelsesforholdene, inden for en rimelig frist på ikke over 15 dage efter, at de har indgivet deres ansøgning om international beskyttelse til den kompetente myndighed.

Medlemsstaterne sørger for, at asylansøgerne informeres om de organisationer eller grupper af personer, der yder specifik juridisk bistand, og om de organisationer, der vil kunne hjælpe eller informere dem om de modtagelsesforhold, der er til rådighed, herunder lægebehandling.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at den information, der er nævnt i stk. 1, gives skriftligt og ▐ på et sprog, som asylansøgerne forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Oplysningerne kan om nødvendigt også gives mundtligt.

Artikel 6

Dokumenter

1.   Medlemsstaterne sørger for, at asylansøgerne inden tre dage efter, at de har indgivet deres asylansøgning til de kompetente myndigheder, får et dokument udstedt på navn, som bekræfter deres status som asylansøgere, eller som attesterer, at de pågældende har tilladelse til at opholde sig på medlemsstatens område, indtil der er truffet afgørelse om asylansøgningen, eller mens den behandles.

Der kræves ingen yderligere dokumentation for at sikre adgang til de rettigheder og fordele, som asylansøgere har i henhold til dette direktiv.

Kan indehaveren af det i første afsnit omhandlede dokumentet, ikke ║ færdes frit på hele eller en del af medlemsstatens område, skal dette fremgå af dokumentet.

2.   Medlemsstaterne kan undlade at anvende denne artikel, når en asylansøger er frihedsberøvet, og i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen, eller i forbindelse med en procedure til afgørelse af, om asylansøgeren er berettiget til lovlig indrejse på en medlemsstats område. I særlige tilfælde kan medlemsstaterne under behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse forsyne asylansøgerne med andre bevisdokumenter svarende til det i stk. 1 nævnte dokument.

3.   Det i stk. 1 nævnte dokument er ikke nødvendigvis et bevis for asylansøgerens identitet.

4.   Medlemsstaterne vedtager de nødvendige foranstaltninger for at sørge for, at asylansøgere får udstedt det i stk. 1 omhandlede dokument, der skal være gyldigt i lige så lang tid, som asylansøgerne har tilladelse til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område eller ved dennes grænse.

5.   Medlemsstaterne kan udstede et rejsedokument til asylansøgere, når tungtvejende humanitære årsager kræver deres tilstedeværelse i en anden stat.

Artikel 7

Opholdssted og retten til at færdes frit

1.   Asylansøgere kan færdes frit på værtsmedlemsstatens område eller på et område, som de har fået anvist af denne medlemsstat. Det anviste område må ikke berøre privatlivets ukrænkelighed, og det skal give tilstrækkelige muligheder for at sikre adgang til alle de ydelser, der er omhandlet i dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, hvor asylansøgeren skal opholde sig i almenhedens interesse, af hensyn til den offentlige orden, eller når det er nødvendigt for en hurtig behandling og effektiv opfølgning af ansøgningen.

3.   Medlemsstaterne kan gøre adgangen til materielle modtagelsesforhold betinget af, at asylansøgerne opholder sig et bestemt sted, som medlemsstaterne anviser. En sådan afgørelse, som kan være generel, træffes individuelt og i overensstemmelse med national lovgivning.

4.     I tilfælde, hvor det af retlige hensyn og af hensyn til den offentlige orden viser sig nødvendigt, kan medlemsstaterne tilbageholde en asylansøger på et bestemt sted i overensstemmelse med national lovgivning.

5.   Medlemsstaterne fastsætter mulighed for at give asylansøgerne midlertidig tilladelse til at forlade det i stk. 2 og 3 omhandlede opholdssted og/eller det i stk. 1 omhandlede anviste område. Afgørelser træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes, hvis de er negative.

Asylansøgeren skal ikke anmode om tilladelse til at overholde aftaler med myndighederne og domstolene, hvis den pågældendes tilstedeværelse er nødvendig.

6.   Medlemsstaterne kræver, at asylansøgerne meddeler de kompetente myndigheder deres nuværende adresse og hurtigst muligt informerer disse myndigheder om eventuelle adresseændringer.

Artikel 8

Frihedsberøvelse

1.   Medlemsstaterne kan ikke frihedsberøve en person alene med den begrundelse, at vedkommende ansøger om international beskyttelse, jf. Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne  (7).

2.   Medlemsstaterne kan om nødvendigt og på grundlag af en konkret vurdering af den enkelte sag, frihedsberøve en ansøger på et bestemt sted i overensstemmelse med national lovgivning, såfremt andre mindre strenge tvangsmidler ikke kan anvendes effektivt. En ansøger kan kun frihedsberøves på et bestemt sted:

a)	for at fastlægge, fastslå eller kontrollere vedkommendes identitet eller nationalitet

b)	for at fastslå, hvilke forhold ansøgningen om international beskyttelse støttes på, når disse under andre omstændigheder kunne gå tabt

c)	i forbindelse med en procedure, med henblik på at afgøre, om vedkommende har ret til indrejse på området

d)	hvis det sker af hensyn til beskyttelse af den nationale sikkerhed eller offentlige orden.

Dette stykke finder anvendelse med forbehold af artikel 11.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at den nationale lovgivning indeholder regler vedrørende alternativer til frihedsberøvelse, såsom regelmæssig rapportering til myndighederne, stillelse af økonomisk sikkerhed eller en forpligtelse til at forblive på et bestemt sted.

Artikel 9

Frihedsberøvede asylansøgeres retsgarantier

1.   Frihedsberøvelsen skal være så kort som mulig. Navnlig må frihedsberøvelse i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), b) eller c), ikke overskride det tidsrum, der med rimelighed kan siges at være nødvendigt for at gennemføre de administrative procedurer, der skal følges ved indhentning af oplysninger om asylansøgerens nationalitet eller identitet eller om de forhold, som ansøgningen støttes på, eller for at gennemføre den relevante procedure med henblik på at afgøre, om vedkommende har ret til indrejse på området.

Sådanne administrative procedurer skal gennemføres med den fornødne omhu. Der kan ikke ske fortsat frihedsberøvelse på grund af forsinkelser i proceduren , som ikke kan tilskrives asylansøgeren.

2.   Afgørelsen om frihedsberøvelse træffes af en retsinstans. I hastende tilfælde kan afgørelsen træffes af administrative myndigheder, idet afgørelsen om frihedsberøvelse da skal bekræftes af en retsinstans inden for 72 timer regnet fra frihedsberøvelsens påbegyndelse. Hvis retsinstansen fastslår, at frihedsberøvelsen er ulovlig, eller der ikke træffes afgørelse inden for denne 72 timers periode, løslades den pågældende asylansøger straks.

3.   Der træffes skriftlig afgørelse om frihedsberøvelse. Afgørelsen skal indeholde den faktiske og retlige begrundelse og angive den maksimale varighed af frihedsberøvelsen.

4.   Frihedsberøvede asylansøgere underrettes straks om årsagen til frihedsberøvelsen, om dens maksimale varighed og om procedurerne i henhold til national lovgivning for at opnå en prøvelse af afgørelsen om frihedsberøvelse på et sprog, som de forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.

5.   Fortsat frihedsberøvelse tages med rimelige mellemrum op til fornyet prøvelse af en retsinstans enten på anmodning af den pågældende asylansøger eller af retsinstansens egen drift.

Frihedsberøvelse kan ikke forlænges unødigt.

6.   Medlemsstater sikrer , at der efter anmodning ydes den nødvendige gratis juridiske bistand og/eller repræsentation i henhold til artikel 15, stk. 3-6, i direktiv 2005/85/EF.

Procedurerne for adgang til juridisk bistand og/eller repræsentation i sådanne tilfælde fastsættes i national lovgivning.

Artikel 10

Vilkår under frihedsberøvelsen

1.   Medlemsstater må ikke anbringe frihedsberøvede asylansøgere i fængsler. Frihedsberøvelse må kun foregå i særlige forvaringscentre.

Frihedsberøvede asylansøgere holdes adskilt fra andre tredjelands statsborgere, som ikke har indgivet ansøgning om international beskyttelse, medmindre det er nødvendigt at sikre familiens enhed, og ansøgeren har givet sit samtykke.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvede asylansøgere har mulighed for at få kontakt, herunder besøgsrettigheder, med juridiske repræsentanter , familiemedlemmer , socialrådgivere og repræsentanter for trossamfund . De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) og andre relevante og kompetente nationale, internationale og ikke-statslige organisationer og organer skal ligeledes have mulighed for at kommunikere med og besøge ansøgere i forvaringscentre.

3.     Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvede asylansøgere har adgang til den nødvendige lægehjælp og til fornøden psykologisk behandling.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvede asylansøgere straks får ajourførte oplysninger om de regler, der gælder i centret, og beskriver deres rettigheder og forpligtelser på et sprog, de forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.

Artikel 11

Frihedsberøvelse af sårbare grupper og personer med særlige behov

1.   Mindreårige kan ikke frihedsberøves, medmindre det sker til varetagelse af ║ deres tarv, jf. artikel 23, stk. 2, og kun efter, at der er taget hensyn til resultatet af den konkrete undersøgelse af deres situation i overensstemmelse med stk. 5 i denne artikel ║.

Uledsagede mindreårige kan ikke frihedsberøves.

2.   Frihedsberøves mindreårige ║, skal de have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, herunder udendørs leg og rekreation, der passer til deres alder.

3.   Frihedsberøvede familier skal have separat indkvartering, der sikrer passende privatliv.

4.   Frihedsberøves kvindelige asylansøgere ║, sikrer medlemsstaterne, at de indkvarteres adskilt fra mandlige asylansøgere, medmindre der er tale om familiemedlemmer, og alle berørte personer har givet deres samtykke.

5.   Personer med særlige behov frihedsberøves ikke, medmindre en konkret undersøgelse af deres situation foretaget af en uafhængig fagmand attesterer, at deres helbred, herunder deres mentale sundhed, og trivsel ikke vil blive væsentligt forværret som følge af frihedsberøvelsen.

Frihedsberøves personer med særlige behov ║, sikrer medlemsstaterne regelmæssigt tilsyn og passende støtte.

Artikel 12

Familier

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til så vidt muligt at bevare familiens enhed for asylansøgere på deres område, hvis asylansøgerne får stillet bolig til rådighed af medlemsstaten. Disse foranstaltninger finder anvendelse med asylansøgernes samtykke.

Artikel 13

Helbredsundersøgelser

Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgerne underkastes en helbredsundersøgelse af hensyn til den offentlige sundhed.

Artikel 14

Skolegang og undervisning for mindreårige

1.   Medlemsstaterne giver mindreårige børn af asylansøgere samt mindreårige asylansøgere adgang til uddannelsessystemet på betingelser, der svarer til dem, som gælder for værtsmedlemsstatens egne statsborgere, så længe en udvisningsforanstaltning vedrørende dem selv eller deres forældre ikke er gennemført. Denne uddannelse kan finde sted i indkvarteringscentrene.

Medlemsstaterne kan ikke afbryde undervisning på sekundærtrinnet, blot fordi den mindreårige har nået myndighedsalderen.

2.   Adgangen til uddannelsessystemet skal sikres så hurtigt som muligt, efter at ansøgningen om international beskyttelse er indgivet af enten den mindreårige eller dennes forældre, og må under ingen omstændigheder udsættes i mere end tre måneder efter, at ║ ansøgning om international beskyttelse er indgivet.

Indslusningskurser, herunder sprogkurser, som har til formål at lette mindreåriges adgang til det nationale uddannelsessystem og/eller til særlig undervisning, som er beregnet på at støtte deres integration i systemet, skal tilbydes efter behov.

3.   Er der ║ er mulighed for adgang til uddannelsessystemet som omhandlet i stk. 1 som følge af den mindreåriges særlige situation, tilbyder medlemsstaten alternative undervisningsformer i overensstemmelse med national lovgivning og praksis.

Artikel 15

Beskæftigelse

1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har adgang til arbejdsmarkedet senest seks måneder efter datoen for indgivelse af ansøgningen om international beskyttelse.

2.   Medlemsstaterne beslutter i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, på hvilke vilkår ansøgeren får adgang til arbejdsmarkedet uden at begrænse asylansøgerens adgang til arbejdsmarkedet unødigt.

3.   Adgangen til arbejdsmarkedet må ikke trækkes tilbage under rekursprocedurerne, når indbringelse af en negativ afgørelse til prøvelse efter normalproceduren har opsættende virkning, før der er meddelt negativ afgørelse i klagesagen.

Artikel 16

Erhvervsuddannelse

Medlemsstaterne kan give asylansøgere adgang til erhvervsuddannelse, uanset om ansøgeren har adgang til arbejdsmarkedet eller ej.

Adgang til erhvervsuddannelse, der er forbundet med en arbejdskontrakt, afhænger af, i hvilket omfang ansøgeren har adgang til arbejdsmarkedet efter bestemmelserne i artikel 15.

Artikel 17

Generelle regler om materielle modtagelsesforhold og lægebehandling

1.   Medlemsstaterne sørger for, at der er materielle modtagelsesforhold til rådighed for asylansøgere, når de indgiver ansøgning om international beskyttelse.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold giver ansøgere ║ en rimelig levestandard, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og mentale sundhed.

Medlemsstaterne sørger for, at en sådan levestandard også opretholdes, når det drejer sig om personer med særlige behov, jf. artikel 22, og frihedsberøvede personer.

3.   Medlemsstaterne kan gøre alle eller nogle af de materielle modtagelsesforhold og lægebehandlinger betinget af, at asylansøgerne ikke har tilstrækkelige midler til at opretholde en levestandard, som deres sundhed kræver, og til at sikre deres underhold.

4.   Medlemsstaterne kan kræve, at asylansøgerne dækker eller bidrager til dækningen af omkostningerne i forbindelse med de materielle modtagelsesforhold og de lægebehandlinger, der er omhandlet i dette direktiv, jf. stk. 3, når asylansøgerne råder over tilstrækkelige midler, f.eks. hvis de har arbejdet i en rimelig periode.

Vider det ║ sig, at en ansøger havde tilstrækkelige midler til at dække de materielle modtagelsesforhold og lægebehandling, da disse basale behov blev opfyldt, kan medlemsstaterne kræve tilbagebetaling fra asylansøgeren.

5.     De materielle modtagelsesforhold kan stilles til rådighed i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af disse tre.

Yder medlemsstaterne materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller værdikuponer, fastlægges størrelsen af disse i overensstemmelse med principperne i denne artikel.

Artikel 18

Bestemmelser om materielle modtagelsesforhold

1.   Stilles der ║ gratis indkvartering til rådighed, skal det ske i en af følgende former eller en kombination heraf:

a)	lokaler, der anvendes med henblik på indkvartering af asylansøgere under behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen

b)	indkvarteringscentre, hvor der sikres en passende levestandard

c)	private huse, lejligheder, hoteller eller andre bygninger, der egner sig til indkvartering af asylansøgere.

2.   Medlemsstaterne sikrer asylansøgere, der er indkvarteret på en af de i stk. 1, litra a), b) og c), omhandlede måder:

a)	beskyttelse af deres familieliv

b)	mulighed for at kommunikere med deres familie, deres juridiske rådgivere, repræsentanter for ║ UNHCR ║ og ikke-statslige organisationer ║, som medlemsstaterne anerkender.

Medlemsstaterne tager hensyn til køn, alder og den situation, som personer med særlige behov befinder sig i, i forbindelse med ansøgere i de i stk. 1, litra a) og b), omhandlede lokaler og indkvarteringscentre.

Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at forhindre overfald og kønsspecifik vold, herunder seksuelle overgreb, i de lokaler og indkvarteringscentre, der er nævnt i stk. 1, litra a) og b).

3.   Medlemsstaterne sørger for, at mindreårige børn af asylansøgere og mindreårige asylansøgere indkvarteres sammen med deres forældre eller med det voksne familiemedlem, der ifølge loven eller sædvane har ansvaret for dem, hvis dette varetager de pågældende mindreåriges tarv.

4.   Medlemsstaterne sørger for, at asylansøgere kun overføres fra en indkvartering til en anden, når det er nødvendigt. Medlemsstaterne giver asylansøgerne mulighed for at informere deres juridiske rådgivere om overførslen og om deres nye adresse.

5.   Personalet i indkvarteringscentrene skal have en passende uddannelse og har tavshedspligt som defineret i national ret med hensyn til de oplysninger, de får kendskab til under deres arbejde.

6.   Medlemsstaterne kan inddrage asylansøgerne i forvaltningen af de materielle ressourcer og de ikke-materielle aspekter af livet i centret gennem et repræsentativt rådgivende organ eller råd bestående af beboere.

7.   Med henblik på at bistå asylansøgerne skal juridiske og andre rådgivere for asylansøgere og repræsentanter for UNHCR eller ikke-statslige organisationer, der repræsenterer UNHCR, og som er anerkendt af medlemsstaten, gives adgang til indkvarteringscentrene og de andre indkvarteringsfaciliteter. Denne adgang kan kun begrænses af grunde, der vedrører indkvarteringscentrenes og -faciliteternes samt asylansøgernes sikkerhed.

8.   I behørigt begrundede tilfælde kan medlemsstaterne undtagelsesvis fastsætte andre bestemmelser om materielle modtagelsesforhold end dem, der er fastsat i denne artikel, i en rimelig periode, der skal være så kort som muligt, når

a)	der er behov for en første vurdering af ansøgerens særlige behov

b)	den sædvanlige indkvarteringskapacitet midlertidigt er opbrugt

c)	asylansøgeren er frihedsberøvet eller tilbageholdes ved grænseovergangssteder.

Sådanne andre forhold skal under alle omstændigheder dække de basale behov.

Artikel 19

Lægebehandling

1.   Medlemsstaterne sørger for, at asylansøgere får den nødvendige lægebehandling, som mindst skal omfatte akut lægehjælp og absolut nødvendig behandling af sygdomme eller sindslidelser.

2.   Medlemsstaterne yder den nødvendige lægebehandling eller anden form for behandling til asylansøgerne med særlige behov, herunder den fornødne psykiatriske behandling ▐.

Artikel 20

Torturofre

Medlemsstaterne sørger for, at torturofre hurtigt henvises til et behandlingscenter, der er tilpasset deres situation.

KAPITEL III

INDSKRÆNKNING ELLER INDDRAGELSE AF MATERIELLE MODTAGELSESFORHOLD

Artikel 21

Indskrænkning eller inddragelse af materielle modtagelsesforhold

1.   Medlemsstaterne kan indskrænke materielle modtagelsesforhold ║ hvis asylansøgeren:

a)	forlader det opholdssted, der er fastlagt af den kompetente myndighed, uden at underrette myndigheden, eller, hvis dette kræves, uden tilladelse, eller

b)	undlader at overholde sin mødepligt, at imødekomme anmodninger om at fremkomme med oplysninger eller at møde til personlige samtaler vedrørende asylproceduren i en rimelig periode, der fastlægges i national ret, eller

c)	allerede har indgivet en asylansøgning i samme medlemsstat.

Når asylansøgeren opspores eller frivilligt melder sig hos de kompetente myndigheder, træffes der på grundlag af årsagerne til den pågældendes forsvinden en begrundet afgørelse om genoptagelse af adgangen til visse eller alle materielle modtagelsesforhold

2.   Medlemsstaterne kan indskrænke eller inddrage materielle modtagelsesforhold, hvis en ansøger har skjult finansielle midler og derfor uberettiget har draget nytte af de materielle modtagelsesforhold.

3.   Medlemsstaterne kan iværksætte sanktioner i tilfælde af alvorlige overtrædelser af de bestemmelser, der er fastlagt for indkvarteringscentrene, samt i tilfælde af groft voldelig adfærd.

4.   Afgørelser om indskrænkningen eller inddragelsen af materielle modtagelsesforhold eller om sanktioner som omhandlet i stk. 1, 2 og 3 træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes. Afgørelser baseres på den pågældendes særlige situation, specielt med hensyn til personer, der er omfattet af artikel 22, under hensyn til proportionalitetsprincippet. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder underhold, adgang til akut lægebehandling og nødvendig behandling af sygdomme eller sindslidelser.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold ikke inddrages eller indskrænkes, før der er truffet en negativ afgørelse.

KAPITEL IV

BESTEMMELSER VEDRØRENDE PERSONER MED SÆRLIGE BEHOV

Artikel 22

Almindeligt princip

1.   Medlemsstaterne tager i den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv hensyn til situationen for personer med særlige behov. Sårbare personer, såsom mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre, gravide kvinder, enlige forældre med mindreårige børn, ofre for menneskehandel, ofre for kvindelig kønslemlæstelse, personer med sindslidelser og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter, betragtes altid som personer med særlige behov.

2.   Medlemsstaterne fastlægger procedurer i den nationale lovgivning for straks, når en ansøgning om international beskyttelse indgives, at afgøre, om ansøgeren har særlige behov, og hvilke behov der i så fald er tale om. Medlemsstaterne skal sikre tilstrækkelig støtte til personer med særlige behov under hele asylproceduren og sikre hensigtsmæssigt tilsyn med deres situation.

Artikel 23

Mindreårige

1.   Den mindreåriges tarv kommer i første række, når medlemsstaterne skal gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der vedrører mindreårige. Medlemsstaterne sikrer en tilstrækkelig høj levestandard med henblik på barnets fysiske, mentale, åndelige, moralske og sociale udvikling.

2.   Ved vurdering af barnets tarv tager medlemsstaterne især behørigt hensyn til følgende faktorer:

a)	muligheder for familiesammenføring

b)	den mindreåriges trivsel og sociale udvikling, under særlig hensyntagen til den mindreåriges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund

c)	sikkerhedshensyn, navnlig hvis der er risiko for, at barnet er offer for menneskehandel

d)	den mindreåriges egen mening under hensyntagen til vedkommendes alder og modenhed.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige har adgang til fritidsaktiviteter, herunder leg og rekreation, der er passende for deres alder, i de lokaler og på de indkvarteringscentre, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a) og b).

4.   Medlemsstaterne sørger for, at mindreårige, der har været udsat for misbrug, vanrøgt, udnyttelse, tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller som har lidt under væbnede konflikter, får adgang til rehabilitering, og tilbyder dem en passende psykiatrisk behandling og kvalificeret rådgivning, når der er behov derfor.

Artikel 24

Uledsagede mindreårige

1.   Medlemsstaterne træffer ▐ foranstaltninger til at sikre, at uledsagede mindreårige repræsenteres af en værge. Der udpeges en værge, der skal rådgive og beskytte barnet og sikre, at alle beslutninger træffes i overensstemmelse med barnets tarv. En sådan værge bør have den nødvendige ekspertise inden for børneforsorg til at sikre varetagelse af barnets tarv og tilstrækkelig hensyntagen til barnets retlige, sociale, helbredsmæssige, psykiske, materielle og uddannelsesmæssige behov. Agenturer eller enkeltpersoner, hvis interesser eventuelt kunne være i modstrid med barnets, kan ikke komme i betragtning som værger. De kompetente myndigheder skal regelmæssigt vurdere disse mindreåriges situation.

2.   Uledsagede mindreårige, der indgiver en ansøgning om international beskyttelse, skal fra det tidspunkt, hvor de får tilladelse til indrejse, til de er nødt til at forlade den medlemsstats område, hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet eller behandles, anbringes:

a)	hos myndige familiemedlemmer

b)	hos en plejefamilie

c)	i indkvarteringscentre med særlige faciliteter for mindreårige

d)	i andre former for indkvartering, der egner sig for mindreårige.

Medlemsstaterne kan anbringe uledsagede mindreårige på 16 år og derover i indkvarteringscentre for voksne asylansøgere.

Så vidt muligt må søskende ikke skilles ad under hensyntagen til den pågældende mindreåriges tarv og navnlig til barnets alder og modenhed. Flytning af uledsagede mindreårige fra ét indkvarteringssted til et andet skal begrænses til et minimum.

3.   Medlemsstaterne fastlægger procedurer i national lovgivning for at opspore en uledsaget mindreårigs familiemedlemmer. De begynder hurtigst muligt efter indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse, at opspore den uledsagede mindreåriges familiemedlemmer under varetagelse af den mindreåriges tarv. I de tilfælde, hvor der kan foreligge en trussel mod den mindreåriges eller dennes nære familiemedlemmers liv eller integritet, særlig hvis de er blevet i hjemlandet, må det sikres, at indsamlingen, behandlingen og videregivelsen af oplysninger om de pågældende foretages på et fortroligt grundlag, så man undgår at bringe deres sikkerhed i fare.

4.   ║ Personer, der arbejder med uledsagede mindreårige, skal have og løbende modtage relevant uddannelse i uledsagede mindreåriges behov og har tavshedspligt som defineret i national ret i forbindelse med de oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.

Artikel 25

Ofre for tortur og vold

1.   Medlemsstaterne sørger for, at personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller andre former for grov vold, bliver behandlet for de skader, som ovennævnte handlinger har forårsaget, navnlig ved at få adgang til rehabilitering, som gør det muligt at få medicinsk og psykologisk behandling.

2.   Personer, der arbejder med ofre for tortur, voldtægt og andre former for grov vold, skal have og løbende modtage relevant uddannelse i ofres behov og har tavshedspligt som defineret i national ret i forbindelse med de oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.

KAPITEL V

REKURS

Artikel 26

Rekurs

1.   Medlemsstaterne sørger for, at der som led i de procedurer, der er fastlagt i den nationale lovgivning, kan iværksættes rekurs til prøvelse af afgørelser vedrørende tildeling, inddragelse eller indskrænkning af ydelser i henhold til dette direktiv eller over afgørelser truffet i henhold til artikel 7, som berører asylansøgere individuelt. Der skal i det mindste i sidste instans være ret til prøvelse af de faktiske omstændigheder og den retlige vurdering ved en retsinstans.

2.   Medlemsstaterne sikrer , at der efter anmodning ydes den nødvendige gratis retshjælp og/eller repræsentation i henhold til artikel 15, stk. 3-6, i direktiv 2005/85/EF.

Procedurerne for adgang til retshjælp og/eller repræsentation i sådanne tilfælde fastsættes i national ret.

KAPITEL VI

FORANSTALTNINGER, DER SKAL GØRE MODTAGELSESSYSTEMET MERE EFFEKTIVT

Artikel 27

Kompetente myndigheder

Alle medlemsstater meddeler Kommissionen, hvilke myndigheder der er ansvarlige for at opfylde forpligtelserne i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen eventuelle ændringer i oplysningerne om disse myndigheder.

Artikel 28

System for styring, overvågning og kontrol

1.   Medlemsstaterne etablerer de relevante mekanismer for under behørig hensyntagen til deres forfatningsmæssige opbygning at sikre, at der indføres passende styring, overvågning og kontrol af modtagelsesforholdenes niveau.

2.   Medlemsstaterne indgiver årligt fra […] de relevante oplysninger til Kommissionen i formularen i bilag I.

Artikel 29

Personale og midler

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de myndigheder og andre organisationer, der gennemfører dette direktiv, modtager den nødvendige grundlæggende uddannelse til imødekommelse af både mandlige og kvindelige asylansøgeres behov.

2.   Medlemsstaterne afsætter de nødvendige midler til at iværksætte de nationale bestemmelser, der indføres til gennemførelse af dette direktiv.

KAPITEL VII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 30

Rapporter

Kommissionen aflægger senest den […] rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv og foreslår i givet fald de nødvendige ændringer.

Medlemsstaterne sender senest den […] Kommissionen alle oplysninger, der er relevante for udarbejdelsen af denne rapport, herunder de statistiske oplysninger, der er nævnt i artikel 28, stk. 2.

Efter at have fremlagt den nævnte rapport aflægger Kommissionen mindst hvert femte år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv.

Artikel 31

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel […] [de artikler, hvori der er foretaget materielle ændringer i forhold til det tidligere direktiv] og bilag I senest den […]. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne sender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 32

Ophævelse

Direktiv 2003/9/EF ophæves med virkning fra den [dagen efter den dato, der er angivet i dette direktivs artikel 31, stk. 1, første afsnit], uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag II, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af direktivet.

Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 33

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvende dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel […] [Artikler, der er uændrede i forhold til det tidligere direktiv] og bilag I finder anvendelse fra den [dagen efter den dato, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, første afsnit].

Artikel 34

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

---

(1)  EUT C ║

(2)  EUT C ║

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 7. maj 2009

(4)  EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18.

(5)  EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12.

(6)  EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12.

(7)  EUT L 326 af 13.12.2005, s. 13.