28.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/34

1.1

EØSU er af Europa-Kommissionen blevet opfordret til at undersøge, hvordan civilsamfundet i Japan har udviklet sig og overveje, hvordan Den Europæiske Union (EU) kan samarbejde med det med henblik på en yderligere styrkelse af forbindelserne mellem EU og Japan.

1.2

EU og Japan har mange fælles værdier og interesser. På mange områder er der på officielt plan et etableret og velfungerende samarbejde.

1.3

Der er en voksende interesse i Japan for regionalt samarbejde baseret på »funktionel integration«.

1.4

Civilsamfundets rolle i Japan bliver stadig vigtigere, selv om fokus stadigvæk oftest er rettet mod lokale og regionale spørgsmål.

1.5

For tiden er det kun inden for forholdsvis få områder, at der er stærke forbindelser mellem civilsamfundet i EU og Japan, selv om den voksende erkendelse af fælles udfordringer viser, at tiden er moden til at intensivere kontakten.

1.6

Det vil tage lang tid at etablere og skabe stærkere forbindelser, og det vil være af afgørende betydning at finde de bedste partnere.

1.7

Et vigtigt første skridt kunne være afholdelsen af et møde med det formål at identificere fælles problemer og drøfte, hvordan man kan gå i gang med at løse dem.

1.8

Det bør rutinemæssigt overvejes, hvilke civilsamfundsorganisationer på begge sider der bør deltage i relevante seminarer og lignende arrangementer.

1.9

På længere sigt kan man forestille sig en mere struktureret dialog efter samme mønster som rundbordsdialogen.

1.10

De to europæiske institutter (herefter EU-centre) i Japan kan danne basis for netværk og partnerskaber.

1.11

Finansieringsbehovet bør kunne nedbringes ved at gøre øget brug af teknikker som videokonferencer og tale over internettet.

2.1

På baggrund af et tidligere tiltagende samarbejde besluttede EU og Japan i 2001 at indlede et årti med samarbejde mellem EU og Japan under overskriften »Udformning af en fælles fremtid« (1). Handlingsplanen indeholdt fire afsnit (»målsætninger«). I den sidste målsætning (målsætning IV) med overskriften »Tilnærmelse mellem befolkninger og kulturer «indgik etablering af forbindelser til civilsamfundet og fremme af udveksling mellem regioner. Også målsætning III (Håndtering af de globale og samfundsmæssige udfordringer) er relevant.

2.2

I den seneste tid har der været en række meget vellykkede begivenheder og arrangementer, der har berørt forbindelserne til civilsamfundet: Året for udveksling mellem mennesker i 2005, oprettelsen af to EU-centre i Japan (2), et i Tokyo-området (3) og et i Kansai (4) og afholdelsen af et fælles symposium i Bruxelles i april 2005 med det formål at drøfte de fremskridt, der indtil da var gjort med handlingsplanen »Udformning af en fælles fremtid«, og om der var behov for at ændre handlingsplanen i lyset af de ændrede forhold i Japan, EU og andre steder.

2.3

Formålet med denne udtalelse er at undersøge, hvordan civilsamfundet i Japan har udviklet sig, og hvordan der kan indledes et samarbejde med civilsamfundet i EU, herunder navnlig EØSU, med henblik på at styrke EU's forbindelser til Japan yderligere (5).

2.4

EØSU definerer »civilsamfundet «som »alle organisatoriske strukturer, hvis medlemmer har målsætninger og ansvar af almen interesse, og som fungerer som mæglere mellem de offentlige myndigheder og befolkningen« (6).

3.1

Japan er en vigtig aktør i det østlige Asien, som er en region, der økonomisk får større og større betydning, og hvor det regionale samarbejde er i hastig udvikling, men hvor der også er voksende bekymringer vedrørende sikkerheden. I takt med at den østasiatiske region, herunder Kina, bliver vigtigere for EU, vil et tættere samarbejde med Japan sikre en balance og omfatte øget samarbejde om regionale spørgsmål (7).

3.2

Endvidere er Japan en af EU's strategiske partnere. Selv om Europa og Japan er beliggende på hver sin side af kloden, og selv om vi hver især har komplekse og meget særegne kulturer, har vi meget til fælles. Begge er store økonomiske enheder, som ønsker at spille en større rolle på internationalt plan. Vi har mange grundlæggende fælles værdier og deler mange fælles interesser og bekymringer. Begge er demokratiske samfund. Det er i vores gensidige interesse at styrke og uddybe vores samarbejde og gensidige forståelse.

3.3

Økonomisk er Japan EU's femtestørste eksportmarked med 6,6 %, og EU er Japans næststørste eksportmarked. Den årlige vækst i Japans BNP er for tiden på 2,7 %, og arbejdsløsheden ligger omkring 4,5 %. Japan bidrager med ca. 14 % af verdens samlede BNP (Kinas bidrag er på 3,4 %), og gennemsnitsindkomsten pr. indbygger er på 32 230 USD (i Kina er den 780 USD).

3.4

I starten af samarbejdet var det især områderne vedrørende handel og andre økonomiske faktorer, der blandt andet omfattede betydelige udenlandske investeringer i begge retninger, der interesserede parterne. Økonomiske reformer er afgørende for at begge parter kan forbedre konkurrenceevnen i en globaliseret verden og samtidig bevare egne sociale modeller, uden at glemme målet om bæredygtig vækst.

3.5

Der er nu et velfungerende samarbejde mellem EU og Japan inden for mange sektorer. Eksempelvis er der etableret faste debatfora om industripolitik, videnskab og teknologi, informationsteknologi, beskæftigelse, sociale anliggender, elektronisk handel, forskning, udviklingsbistand og miljøbeskyttelse. Vores japanske partnere viste i 2006 en særlig interesse for udøvelsen af virksomhedernes sociale ansvarlighed. Derudover tages der i dialogen mellem EU og Japan om lovgivningsmæssige reformer (der blev etableret for ca. 12 år siden) konsekvent fat på alle lovgivningsmæssige spørgsmål. Yderligere oplysninger om nogle af programmerne findes i bilag I. Mange af Kommissionens generaldirektorater og EU's medlemsstater deltager i denne dialog.

3.6

I Japan er der, hvad der kan beskrives som en gradvist voksende »følelse af nærhed «til Europa. Dog er der stadig kun begrænset kendskab til de medlemsstater, der sidst er kommet med.

4.1

Som nævnt ovenfor er den japanske kultur meget forskellig fra EU's (8), og der hersker andre sociale betingelser. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at civilsamfundsorganisationerne i Japan er anderledes. Den mest udtalte forskel er, at staten indtil for nylig havde temmelig stor indflydelse på udformningen af civilsamfundet. Med undtagelse af arbejdsmarkedets parter skulle organisationerne godkendes af myndighederne og var derefter underlagt deres kontrol.

4.2

Dette blev accepteret af offentligheden, da kombinationen af en elitær centraladministration og betydelige erhvervsinteresser (understøttet af parlamentarikerne) resulterede i hurtig og effektiv politisk beslutningstagning og gennemførelse, hvilket alt sammen skabte økonomisk vækst (9). Under disse forhold var civilsamfundets rolle i styringsprocessen meget begrænset. Faktisk var begreber som civilsamfundet, styreformer og ansvarlighed dengang slet ikke en del af det almindelige ordforråd.

4.3

I slutningen af 1980'erne bristede den såkaldte »økonomiske boble«, hvilket indledte en periode med deflation og økonomisk stagnation, som først for nylig er blevet vendt. Så i 1990'erne efter en række skandaler, der involverede højtstående embedsmænd, begyndte befolkningens tiltro til statens og de store erhvervsinteressers dominans at vakle. Dette sammenholdt med den dårlige håndtering af rednings- og genopbygningsarbejdet efter det store Hanshin-Awaji-jordskælv i Kobe i 1995 demonstrerede nogle civilsamfundsorganisationers effektivitet (og potentiale) over for offentligheden. Dette førte i 1998 til vedtagelsen af en ny lov om almennyttige organisationer, hvori det anerkendtes, at civilsamfundsorganisationer kan yde et vigtigt bidrag til god offentlig forvaltning (10). Med loven blev mange hindringer for etableringen af almennyttige organisationer og størstedelen af de meget belastende administrative tilsyn fjernet. Loven udgjorde en af de ændringer, der har gjort det japanske samfund og japansk politik mindre reguleret og centraliseret.

4.4

Siden da er civilsamfundet begyndt at ændre sig. Nye organisationer skyder frem med stor hast, især vokser de grupper, der lægger vægt på at være uafhængige af myndighederne. Det spørgsmål, der nu diskuteres i Japan, er, hvordan man bedre kan udnytte alle de ressourcer, der er til rådighed i det japanske samfund. Dette vil øge betydningen af civilsamfundsorganisationerne, ligesom de vil få større indflydelse. Der er ved at være skabt en større forståelse for den demokratiske deltagelsesproces, og alle lovforslag lægges nu ud på internettet, således at der kan fremsættes bemærkninger til dem. Alligevel føler civilsamfundsorganisationerne ikke, at civilsamfundets synspunkter (bortset fra arbejdsmarkedets parters) tilstrækkeligt ofte afspejles i de endelige beslutninger.

4.5

Debatten om det japanske civilsamfund er normalt delt i to: Den første drejer sig om de ikke-statslige organisationer (ngo'er), som primært yder bistand i udlandet til udviklings- og humanitært arbejde. De finansieres overvejende af regeringen (udenrigsministeriet) og arbejder tæt sammen med myndighederne om de programmer, der får offentlig udviklingsbistand, og holder regelmæssige møder med regeringen om fremme af en tæt dialog og et snævert samarbejde. Deres økonomiske og menneskelige ressourcer er imidlertid stadig begrænsede.

4.6

Den anden vedrører de almennyttige organisationer, der dækker en bred vifte af aktiviteter, med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, brancheforeninger, faglige sammenslutninger, miljø-, forbruger-, landbrugs-, kultur- og øvrige organisationer. Disse aktører vil spille en afgørende rolle i den begyndende sociale dialog i japanske virksomheder eller udenlandsk ejede virksomheder om deres sociale ansvar, dog baseret på frivillighed. Endvidere spiller organisationer inden for sundhedssektoren en meget vigtig rolle. Disse organisationer modtager undertiden økonomiske midler fra myndighederne. En meget stor del af disse organisationer beskæftiger sig først og fremmest med at finde lokale og regionale løsninger på lokale og regionale problemer, og de virker til gavn for lokalsamfundene. Følgelig er der ikke så mange nationale almennyttige organisationer.

4.7

Ungdommen er også godt repræsenteret af studenterorganisationer og andre organisationer.

5.1

Selv om der er talrige og regelmæssige forbindelser mellem myndighederne i EU og Japan (se 3.5 ovenfor og bilag), hvis betydning gang på gang fremhæves af de politiske ledere på begge sider, er forbindelserne mellem civilsamfundsorganisationerne noget mere begrænsede. På nogle områder er der dog allerede etableret stærke og aktive forbindelser.

5.3

Rundbordsdialogen mellem erhvervslivet i EU og Japan (arbejdsgivere) har fundet sted årligt de sidste ti år med henblik på at drøfte en styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser og i stadig større grad globale spørgsmål som for eksempel energi. Deres anbefalinger fremlægges på det årlige bilaterale topmøde mellem EU og Japan for de politiske ledere, som har accepteret at tage dem med i overvejelserne. Endvidere har virksomhedsorganisationer i EU og Japan længe haft gang i en dialog om en lang række emner.

5.4

I lyset af de verdensomspændende udfordringer vedrørende fødevaresikkerhed og mærkning har forbrugerorganisationer i EU og Japan afholdt møder de sidste 6 år. Andre eksempler på samarbejde er de årlige dialoger mellem journalister, borgerbevægelser, ngo'er og miljøaktivister. Hertil kommer det allerede etablerede akademiske samarbejde mellem universiteter, højere læreanstalter og forskningsinstitutter, som vil blive styrket af de to nyligt oprettede EU-centre i Japan. Der er et særlig tæt bånd mellem de akademiske institutioner i Japan og mellem andre lignende institutioner i Japan og i EU.

5.5

I erkendelse af at personlige kontakter er en forudsætning for at skabe bedre forståelse, blev EU og Japan enige om, at 2005 skulle være året for udveksling mellem mennesker. Programmet blev vellykket med afholdelse af omkring 1.900 arrangementer, og det drøftes nu at afholde et opfølgningsprogram. Udfordringen ligger i at fastholde og bygge videre på de opnåede resultater.

5.6

De nuværende forbindelser er meget nyttige og viser, at det er muligt at etablere varige kontakter, der bygger på fælles udfordringer, der skal takles i en verden i forandring, hvor praksis og standarder er blevet globaliseret, og hvor det er stadig vigtigere at være konkurrencedygtig. Disse udfordringer omfatter bæredygtig udvikling (især energisikkerhed, grønt indkøb (12) og naturressourcer), udviklingsbistand (EU og Japan er på verdensplan de største bidragydere), aldrende befolkninger (med de deraf følgende konsekvenser for pensioner, sundhedsydelser og social bistand), immigration, arbejde i multietniske samfund, ligevægt mellem arbejds- og familieliv og beskæftigelse. Virksomhedernes sociale ansvar er et område, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at vi har fælles interesser. Det samme er tilfældet med ligestillingsspørgsmål. En udveksling af synspunkter om disse emner kunne være nyttig.

5.7

EØSU har en uformel kontakt til EU-centret i Kansai. Denne kontakt er for tiden den eneste forbindelse, men mange EØSU-medlemmer har erfaringer med samarbejde med japanske organisationer.

6.1

Det er klart, at civilsamfundet har en vigtig opgave i forbindelse med håndteringen af de fælles udfordringer, både i EU og i Japan, inden for rammerne af fælles tiltag og i vores indbyrdes forhold. Gennem bilaterale diskussioner og ved at indtage klare standpunkter kan civilsamfundsorganisationer bidrage til den løbende politiske proces mellem EU og Japan. Der er oplagte muligheder for at udvikle de relevante afsnit af handlingsplanen mellem EU og Japan (13) yderligere med inddragelse af civilsamfundet, og det er klart, at dette arbejde kan yde et vigtigt bidrag til at styrke forbindelserne mellem EU og Japan.

6.2

Formålet med at etablere kontakter mellem civilsamfundet i Japan og i EU må først og fremmest være at lære hinanden at kende og forstå hinanden. Dette vil igen føre til etableringen af netværkssamarbejde. Først derefter kan vi begynde et egentligt samarbejde, hvor vi bidrager til de stærke forbindelser, der findes mellem vores respektive myndigheder. Dette vil ikke ske over en kort periode, men det ville være nyttigt at bede Kommissionen og de japanske myndigheder om at støtte et indledende møde med henblik på at identificere fælles problemer og drøfte den videre udvikling, herunder hvilke organisationer der bedst kan repræsentere begge parter (14). Derefter kan arbejdet gøres mere målrettet, og der kan tages fælles initiativer. Deltagerne i dette møde bør være repræsentanter for civilsamfundet i EU og Japan, som kan danne grundlag for yderligere netværkssamarbejde. Fra EU's side bør hovedparten af de delegerede komme fra EØSU og arbejdsmarkedets parter på EU-niveau.

6.3

Kommissionen bør overveje deltagelse fra civilsamfundsorganisationer fra både EU og Japan i alle relevante seminarer og lignende arrangementer. Den bør endvidere opfordre de japanske myndigheder til at gøre det samme. Dette vil over tid skabe forståelse mellem parterne og etablere et netværk, der kan udnyttes til alle former for kontakt. Udvælgelsen af disse arrangementer bør være et fast punkt på dagsordenen på møder mellem Kommissionen og dens japanske modparter.

6.4

Udvælgelsen af emner, der er egnet til drøftelse med civilsamfundsorganisationerne, vil være afgørende. I det omfang der på møder på officielt plan skal drøftes emner, hvortil civilsamfundsorganisationer kan yde et værdifuldt bidrag, bør Kommissionen og de japanske myndigheder overveje at anmode EØSU om at udarbejde et sådant bidrag i samarbejde med de japanske modparter. På sådanne fælles møder kunne fagforeningerne blandt andet drøfte de vigtigste ILO-normer. Til en start kan dette arbejde udføres i grupper nedsat til formålet, og, hvor det er relevant, bør det overvejes at etablere rådgivende ad hoc-grupper (15).

6.5

Da regionalt samarbejde får stadig større betydning for Japan, kunne europæiske civilsamfundsorganisationer bidrage med deres erfaringer og på den måde hjælpe lande på forskellige udviklingsstadier med at blive mere integrerede i overensstemmelse med doktrinen om »funktionel integration«. I den sammenhæng kunne de erfaringer, som de nyere medlemsstater har gjort med at etablere levedygtige civilsamfundsorganisationer og tilskynde myndighederne til at konsultere dem og inddrage dem i beslutningstagningen, være interessante. EU's succes med at inddæmme og mindske potentielle rivaliseringer og konflikter kunne også tjene som en nyttig model til imødegåelse af regionale sikkerhedshensyn.

6.6

Oprettelsen af de to EU-centre i Japan (EU-centret i Tokyo og EU-centret i Kansai) giver mulighed for at skabe netværk og forståelse. For eksempel:

EU-centret i Kansai er allerede i gang med at overveje mulighederne for at være medarrangør af en række seminarer/workshops om bestemte emner. Mærkning af fødevarer, miljøbeskyttelse og det aldrende samfund er oplagte som nogle af de første hovedemner.

6.7

Det er endvidere vigtigt at bemærke, at universiteter (og lignende organisationer) spiller en meget vigtig rolle i det japanske samfund og kan være en anden vej til bedre forståelse mellem civilsamfundsorganisationerne. De kan også sikre inddragelse af de unge, hvilket vil være helt afgørende for skabelsen af langvarige kontakter.

6.8

EØSU bør også overveje at nedsætte en mindre kontaktgruppe til at bistå med ajourføring og fungere som kontaktpunkt for de japanske partnere. Når civilsamfundene har opnået en bedre forståelse af hinanden, bør det på længere sigt overvejes at etablere en form for stående forum i stil med en rundbordsdialogen.

6.9

Der bør holdes kontakt til det blandede parlamentariske udvalg EU-Japan, så det sikres, at der er forståelse for civilsamfundets rolle og potentiale, og at det, hvor det er relevant, udnyttes i alles interesse.

6.10

Finansieringen vil som altid være afgørende. Omkostningerne ved disse arrangementer burde imidlertid ikke være så store, og i mange tilfælde kan nye teknikker som videokonferencer og tale over internettet (Voice over Internet Protocol (VoIP) — telefonmøder) være med til at holde omkostningerne nede først og fremmest ved kontakten mellem de små ad hoc-grupper, der måtte blive nedsat.