EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005AE0384

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/2/EF om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farvestoffer og sødestoffer og direktiv 94/35/EF om sødestoffer til brug i levnedsmidler KOM(2004) 650 endelig — 2004/0237 (COD)

EUT C 255 af 14.10.2005, p. 59–60 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/59


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/2/EF om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farvestoffer og sødestoffer og direktiv 94/35/EF om sødestoffer til brug i levnedsmidler

KOM(2004) 650 endelig — 2004/0237 (COD)

(2005/C 255/11)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. november 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Ann Davison til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 17. marts 2005.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 416. plenarforsamling den 6.-7. april 2005, mødet den 6. april 2005, følgende udtalelse med 136 stemmer for, 2 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Baggrund

1.1

Dette er den sjette ændring om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farvestoffer og sødestoffer inden for de seneste ti år og den tredje om sødestoffer.

1.2

Ændringerne af direktiv 95/2/EF, som byggede på princippet om positivlister, vedrører »andre tilsætningsstoffer end farvestoffer og sødestoffer«. Det betyder, at der hovedsagelig fokuseres på aromaer, emulgatorer og stabilisatorer samt konserveringsmidler.

1.3

Formålet med ændringerne er at fjerne, reducere, reevaluere, godkende, udvide, præcisere og omdøbe bestemte tilsætningsstoffer til fødevarer i de relevante kategorier. Disse ændringer tager hensyn til udtalelser fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om nye forslag vedrørende tilsætningsstoffer og udvidelsen af visse eksisterende tilsætningsstoffers anvendelsesområde. Med ændringerne vil der også blive indført harmoniseret kontrol af tilsætningsstoffer, som er nødvendige for oplagring og brug af aromaer. (For øjeblikket gælder forskellige love i de enkelte medlemsstater.)

1.4

De nye bestemmelser skal sikre, at tilsætningsstoffer kun vil blive tilladt, når deres sikkerhed er blevet evalueret, den teknologiske brug er begrundet og ingen indvendinger mod indtagelser er blevet konstateret.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU foreslog i sin tid, at man oprettede en Europæisk Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og er tilfreds med den efterfølgende adskillelse af risikovurdering og risikoforvaltning, samt at EFSA synes at tage hensyn til behovet for nye produkter. Udvalget håber, at medlemsstaterne afsætter tilstrækkeligt med ressourcer til at styrke EFSA's nye fremgangsmåde. EØSU bifalder denne ajourføring af lovgivningen og har visse detaljerede bemærkninger.

3.   Særlige bemærkninger

Det ville være mere præcist, hvis Kommissionen i sine dokumenter tilføjer e-numre, som anført på etiketten, ved de nævnte tilsætningsstoffer.

3.1   Natriumforbindelser

Teksten nævner en række natriumforbindelser. EØSU er bekymret for, at forbrugerne ud fra mærkningen ikke kan se, at der er tale om salt, som kan bidrage til deres maksimale samlede anbefalede acceptable daglige indtagelse (ADI) på 6 gram. De kan derfor ikke reagere hensigtsmæssigt på råd om at mindske deres saltindtagelse.

3.2   Nitritter og nitrater

Kommissionen ønsker efter råd fra EFSA at begrænse den tilladte mængde i videst omfang uden at bringe fødevaresikkerheden i fare. Nitrater og nitritter er nyttige konserveringsmidler, men et for stort forbrug er forbundet med risici. Kommissionen foreslår derfor en strategi, som opstiller en maksimal grænse. Af hensyn til forbrugernes sikkerhed ønsker EØSU så lav en basislinje som muligt, eventuelt med forskellige niveauer for forskellige produkter for at opnå dette.

3.3   Overgangskost og kosttilskud og kost med særligt medicinsk formål

EØSU støtter Kommissionens forslag om, at man i al lovgivning erstatter begrebet »overgangskost« med »forarbejdede levnedsmidler baseret på cerealier og babymad«, og at man præciserer formuleringen vedrørende kosttilskud og kost med særligt medicinsk formål.

3.4   p-Hydroxybenzoater

3.4.1

Disse skulle tages op til ny vurdering, og EFSA har fastsat en samlet acceptabel daglig indtagelse (ADI) på 0-10 mg/kg pr. vægtenhed for gruppen af methyl- og ethyl-p-hydroxybenzoesyreestere og deres natriumsalte. Man anbefaler imidlertid at fjerne godkendelsen af propylparaben, som har indvirkning på produktionen af kønshormoner og på hannernes kønsorganer hos unge rotter. Det foreslås også, at muligheden for at anvende p-hydroxybenzoater i flydende kosttilskud fjernes.

3.4.2

Udvalget er klar over, at EFSA's beregning af ADI tillader en sikkerhedsmargin for børn og andre sårbare grupper. Man er enig i, at godkendelsen skal trækkes tilbage, hvis der ikke kan påvises et niveau uden observerede negative effekter.

3.5   Geleringsmidler i minibægre med gelé

I lyset af den veldokumenterede fare for kvælning foreslås muligheden for at anvende en række geldannende tilsætningsstoffer fjernet. EØSU støtter forbuddet, men påpeger, at det er desserternes form og konsistens, som udgør risikoen, ikke tilsætningsstofferne selv. Der er brug for et bredere forbud, så de helt forhindres i at blive bragt på markedet. Da der ikke findes nogen bestemmelser i den generelle fødevarelovgivning eller i direktivet om produktsikkerhed om at indføre et forbud mod selve produktet, forbydes produktet via de tilsætningsstoffer, det indeholder. Udvalget finder, at det bør være muligt for EU at forbyde et usikkert fødevareprodukt.

3.6   Erythritol

Dette er et sødemiddel, som forekommer naturligt i visse frugter, svampe, fermenterede levnedsmidler og ost, men er også nyttigt til andre formål og foreslås tilladt til forskellige formål. EØSU støtter denne afgørelse, men undrer sig over formuleringen »camouflerer uønskede smagsindtryk«, der får det til at lyde som om, at fødevarer, der ikke er friske, kan camoufleres. EØSU noterer sig fordelene ved et nyt sødestof til særlige grupper af hyppige brugere såsom diabetikere. Det giver dem ikke kun flere produkter at vælge imellem, som indeholder kunstige sødestoffer, men virker mindre afførende, hvilket i dette tilfælde ikke er nødvendigt at angive i mærkningen.

3.7   4-Hexylresorcinol

3.7.1

Dette foreslås anvendt som alternativ til og ikke som erstatning for sulfitter som middel til at modvirke brunfarvning af krebsdyr. Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har konkluderet, at det er acceptabelt under forudsætning af, at restkoncentrationen i krebsdyrkødet ikke overstiger 2 mg/kg.

3.7.2

EØSU er bekymret over, at der spises alt for meget krebsdyrkød — for eksempel af folk, der bor langs kysten. EFSA bør vurdere, hvorvidt 4-hexylresorcinol eller sulfitter eller en blanding, er mest sikkert for forbrugerne.

3.8   Sojabønnehemicellulose

Dette er fremstillet af fibre fra (traditionel) soja og er godkendt af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler. Alle sojabønneprodukter inklusive sojabønnehemicellulose skal mærkes på grund af potentielle allergener.

3.8.1

EØSU accepterer denne ændring i brugen af sojabønnehemicellulose, da det nødvendige i disse begrænsede anvendelser er fastslået.

3.9   Ethylcellulose

Det fremstilles af træmasse eller bomuld og anvendes i vidt omfang som fyldstof i farmaceutiske tabletter. EFSA fandt ikke, at der var behov for nogen som helst ADI. EØSU støtter forslaget om at udvide dets anvendelsesområde ligesom for anden cellulose.

3.10   Udvidet anvendelse af allerede godkendte kosttilskud

Kommissionen foreslår, at man udvider anvendelsen af tre kosttilskud, nemlig natriumhydrogen-karbonat, sorbater og benzoater og siliciumdioxid.

Natriumhydrogen-carbonat

Tilsætningsstoffet blev oprindelig defineret som et hjælpemiddel ved fremstilling, der ikke falder ind under Kommissionens kompetenceområde. Det er nu blevet omdefineret, men dets anvendelse har Kommissionen ikke sat spørgsmålstegn ved, da det allerede er tilladt i økologiske fødevarer.

Sorbater og benzoater i krebsdyr

Det foreslås, at man udvider anvendelsen af ovennævnte på basis af, at forbruget ikke forventes at stige væsentligt. EØSU mener, at gennemsnitsforbruget af sådanne produkter kan dække over betydelig variation, og sætter spørgsmålstegn ved, om storforbrugere er tilstrækkeligt beskyttede. Udvalget bifalder, at Kommissionen er i færd med at indsamle flere oplysninger om benzoater.

Siliciumdioxid

Kommissionen bør præcisere sit syn gående ud på, at højere dosis af siliciumdioxid er at foretrække frem for at opretholde et stort forbrug af organiske farvestoffer.

3.11   Tidsplan

Suspenderingen af markedsføringen af minibægre med gelé skal forblive i kraft, indtil og medmindre de nye regler indføres og har samme virkning.

Bruxelles, den 6. april 2005

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


Top