14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/44

1.1

Europæiske detailhandlere har som en reaktion på de sociale og økonomiske forandringer, der har fundet sted gennem de sidste 20 år, navnlig forbrugernes ændrede behov, skabt systemet med store detailhandelskæder. Den grundlæggende idé er at gøre indkøb nemmere for forbrugerne ved at sætte et bredt udvalg af fødevarer og andre varer til salg under samme tag. Set ud fra et markedsføringsmæssigt synspunkt sigter de store detailhandelskæder på at tiltrække stadig flere forbrugere ved at præsentere varerne på en tillokkende måde og sælge dem til konkurrencedygtige priser. Fødevaredetailhandelen har undergået de mest gennemgribende ændringer med hensyn til dens størrelse og betydning, og denne udvikling har haft størst indvirkning på forbrugerne. I Det Forenede Kongerige købes 80 % af fødevarerne i de store detailhandelskæder. Dette tal er et af de højeste i EU. Meget store supermarkeder og hypermarkeder kan tilbyde forbrugerne op til 20.000 produktgrupper.

1.2

Gennem årene har de store detailhandelskæder givet de handlende betragtelige fordele i form af produktudvalg og fordelagtige priser. De store detailhandelskæder har navnlig tilbudt forbrugerne et stort udbud af forskellige fødevarer under samme tag samt gratis og rummelige parkeringsfaciliteter. De er både børne- og handicapvenlige, og nogle af dem tilbyder banktjenester samt forfrisknings- og genbrugsfaciliteter. Mange detailhandelskæder tilbyder onlinehandel og udbringningsservice i lokalområdet. Muligheden for at foretage det ugentlige indkøb på ét og samme sted til lave priser gør supermarkederne attraktive for forbrugerne og forklarer væksten i de store detailhandelskæders andel af det samlede detailmarked.

1.3

I de fleste nye medlemsstater har de store detailhandelskæder en mindre markedsandel end detailhandelskæderne i EU-15, men deres markedsandel er hurtigt voksende.

De store detailhandelskæder har forskellige forretningsstrukturer:

1.4

De store detailhandelskæders markedsandel varierer dog stærkt fra medlemsstat til medlemsstat. I Ungarn tegner de tre største detailhandelskæder sig for 29 % af detailmarkedet, og i Det Forenede Kongerige kontrollerer de tre største detailhandelskæder 60 % af detailmarkedet, mens de tre største detailhandelskæder i Irland sidder på 66 % af detailmarkedet. Tallene for de tre største detailhandelskæders andel af detailmarkedet i de følgende nye medlemsstater er: Polen 14,2 %, Tjekkiet 25,4 %, Slovakiet 42,6 % og Slovenien 77,3 %. Der har i de sidste 10 år været en tendens til, at detailfødevaremarkedet domineres af et lille antal meget store detailhandelskæder. I gennemsnit udgør supermarkedernes salg af fødevarer 70 % af detailmarkedet (kilde: GfK ConsumerScan/Household Panel).

2.1

På baggrund af indsamlede data fra AC Nielsen sammensatte GD for Det Indre Marked i perioden september 2002 — oktober 2003 en kurv af paneuropæiske mærkevarer, som kan købes i 14 EU-medlemsstater (1), og sammenlignede priserne herpå. Følgende prisindeks viser, at priserne varierede betydeligt fra land til land i EU-14. Med udgangspunkt i en EU-medianværdi på 100 viser prisindekset de laveste og højeste priser i de benævnte medlemsstater:

2.2

Paneuropæiske mærkevarer som de ovenfor nævnte har en høj grad af forbrugeranerkendelse i hele EU.

Prisforskellene er større ved generiske mærkevarer og ikke-mærkevarer. Heller ikke her er der noget tydeligt mønster med hensyn til prisforskellene mellem medlemsstaterne.

2.3

Mens disse prisforskelle på mærkevarer og ikke-mærkevarer giver os et øjebliksbillede af den aktuelle situation, bør en hyppig overvågning af priser bidrage til at fastslå, hvorvidt priserne på disse varer konvergerer over tid, hvilket er at forvente i et fuldt velfungerende indre marked. Ifølge GD for Det Indre Marked bør prisforskellene i et velfungerende indre marked ikke være så store, som det her har vist sig at være tilfældet. I en tilsvarende undersøgelse i USA har prisforskellene vist sig at være mindre end i EU-14.

2.4

Der er flere årsager til prisspredningen, herunder forskelle i driftsomkostninger, såsom omkostninger til lønninger, transport og affaldshåndtering, lagerstørrelse og omsætning, lokale skatter og afgifter og priskonkurrenceniveauet på både køber- og sælgerside. Forbrugernes forskellige præferencer og smag, som i vid udstrækning afhænger af kulturelle sædvaner, kan også spille en betydelig rolle. Endvidere må lokale markedsforhold, såsom klimaet og forsyningskædens situation, også tages i betragtning.

3.1

Gennem de sidste fem år har de største fødevaredetailhandlere reklameret med slogans som »faste lavpriser hver dag«, »få mere for pengene«, »få gode fødevarer for færre penge« og »vi hjælper Dem med at spare penge hver dag«. Det hævdes til stadighed, at de store detailhandelskæder i forbrugernes øjne er de bedste til at tvinge de uretfærdigt høje priser ned. Dette skyldes naturligvis, at forbrugerne tillægger prisfaktoren stor betydning. I princippet skulle det være en god nyhed for forbrugerne, navnlig på kort sigt. Men man bør ikke desto mindre tage højde for de langsigtede konsekvenser heraf. Det er nødvendigt, at landbrugerne får en rimelig pris med henblik på at sikre en fortsat forsyning af fødevarer af høj kvalitet, som produceres under de bedst mulige miljømæssige betingelser. Samtlige involverede aktører i forarbejdnings- og distributionsleddet skal også sikres et rimeligt afkast.

3.2

Den britiske supermarkedskæde ASDA, som ejes af den amerikanske Wal-Mart-gigant, har med erklæringen »vores mål er at gøre varer og tjenester mere økonomisk overkommelige for alle« gjort prisnedsættelser til en filantropisk mission. Den nye filosofi synes at gå ud på at bruge så få penge som muligt på mad. Ofte forsøger detailhandelskæderne gennem deres reklamekampagner at få forbrugerne til at tro, at det vigtigste ved mad er dens pris. Den andel af husholdningernes indkomster, der går til mad, falder støt i hele Europa (se bilag 1).

3.3

Detailhandelskæderne har haft tradition for at føre de mest aggressive priskampagner for basisvarer, der virker som »omsætningsfremmere«, eftersom de indkøbes hyppigt, mens de har sat fortjenstmarginerne på andre varer op, uden at forbrugerne er bevidste herom. I nogle medlemsstater sælges disse »omsætningsfremmere« ofte til under kostprisen. Salg af fødevarer til under kostpris er forbudt i en række medlemsstater som f.eks. Belgien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg og Portugal samt i Spanien og Grækenland under særlige omstændigheder.

3.4

Salg af varer til under kostpris og aggressiv prispolitik kan i sidste ende føre til en konkurrenceforvridende praksis.

4.1

Den voksende detailhandelssektor har skabt flere tusinde job i hele EU. Mange af disse er lavtlønnede, og der er ofte tale om deltidsjob. Det fremgår af en nylig undersøgelse offentliggjort på Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårs webside (Industrial Relations in the Retail Sector, October 2004, Comparative Study), at ca. 60 % af de ansatte inden for detailhandelen er kvinder, og at der også er en stor andel af unge og kortuddannede arbejdstagere. Lønnen er relativt lav, og der er en høj grad af deltids- og weekendarbejde. Industrien gennemgår i øjeblikket store strukturændringer med en koncentrations- og diversifikationsproces, og den er under pres for at foretage en omstrukturering, deregulering og nedskæring af arbejdspladser. Et andet karakteristisk træk er den sædvanlige lønforskel mellem mænd og kvinder, hvilket skal ses i lyset af det høje antal kvinder i deltidsjob og deres koncentration i lavstatusjob.

4.2

De store detailhandelskæder ansætter folk i en lang række forskellige funktioner. Men kassedamerne og dem, der fylder varer på hylderne, befinder sig ofte nederst i lønskalaen, og alt afhængigt af beskæftigelsessituationen i den enkelte medlemsstat ligger lønningerne i bunden eller lige derover.

4.3

Studerende, deltidsansatte, midlertidigt ansatte og ansatte, som har familiemæssige forpligtelser eller andet arbejde, kan drage fordel af fleksible arbejdstider. Det er yderst vigtigt, at deltidsansatte ikke udsættes for forskelsbehandling.

4.4

Det er nødvendigt, at de europæiske detailhandlere udvikler sig i retning af forbrugertjenester af høj kvalitet, der ydes af et kompetent personale, som arbejder på sikre og gode ansættelsesvilkår. De store detailhandelskæders fortsatte koncentration afføder nye konkurrencestrategier (f.eks. priskrige), et hårdt pres for at holde omkostningerne, herunder lønomkostningerne, nede, deregulerede åbningstider, senere åbningstider og weekendarbejde.

4.5

Om end fødevarepriserne er blevet sænket gennem konkurrencebaseret prisfastsættelse, øget effektivitet inden for indkøb, administration, lagerstyring, markedsføring samt fødevarer af god kvalitet, er det ikke desto mindre et faktum, »at billige fødevarer ofte indebærer billig arbejdskraft, og det må vi begynde at være meget mere opmærksomme på, hver gang vi opfordrer supermarkederne til at føre en indbyrdes priskrig«, siger professor Tim Long fra Thames Valley University.

4.6

På tilsvarende måde bør vi være opmærksomme på de gældende arbejdsvilkår, når vi importerer varer fra tredjelande.

5.1

Koncentrationen inden for fødevaredetailhandelen er vokset stærkt i hele Europa. Fra 1993 til 2002 voksede de 5 største fødevaredetailkæders markedsandel i gennemsnit med 21,7 % til et gennemsnit på 69,2 % i EU-15. I 2002 varierede andelen fra 37 % i Italien og 52,7 % i Grækenland til 94,7 % i Sverige (kilde: rapport fra London Economics 2003 til det britiske miljøministerium).

5.2

I nogle medlemsstater tenderer køber- og sælgersiden mod at være lige koncentrerede. I andre medlemsstater udgøres indkøbsgrupper teknisk set af uafhængige detailhandlere, herunder frivillige kæder, og købersiden er derfor på nationalt plan mere koncentreret end sælgersiden.

5.3

Hypermarkederne er ved at udvide deres tjenester og produktsortiment, mens discountbutikkerne vil fortsætte med at ekspandere, navnlig inden for fødevaresektoren, og samtidig med, at de koncentrerer sig om lave priser, vil de gå over til at tilbyde produkter af højere kvalitet til den lavest mulige pris.

5.4

Den seneste udvikling i frugt- og grøntsektoren har fjernet sig fra en produktorienteret markedsføringsstrategi. Detailhandelskæderne ønsker at koncentrere deres indkøb om en lille gruppe af store foretrukne leverandører, som de kan samarbejde med året rundt. EØSU har i en tidligere udtalelse (2) sagt følgende: »Det store udbud af friske frugter og grøntsager fremhæves som en særlig fordel ved hypermarkeder. De ugentlige markeder fremhæves til gengæld for deres bedre kvalitet, friske varer, store udvalg, pålidelighed og menneskelige kontakt«.

5.5

Detailhandelskæderne har opfordret leverandørerne, især leverandørerne af fødevarer, til at konsolidere sig. Dette har f.eks. været tilfældet med brødleverancer. Navnlig i Irland og Det Forenede Kongerige har priskonkurrence om brød ført til lukning af en lang række bagerier, og markedet domineres nu af få meget store bagerier. Dette har gjort det muligt for supermarkederne at forsyne forbrugerne med lavprisbrød med en reduceret næringsværdi. Brød med en højere næringsværdi tilbydes også, men prisen er højere.

5.6

Mange supermarkeder har ligeledes deres eget bageri inde i butikken. Frosne bageriprodukter tilberedt på en fabrik indkøbes og færdigtilberedes i butikken.

6.1

London Economics anfører i sin rapport fra 2003, at der i 2001 ikke forekom at være nogen medlemsstater, som systematisk registrerede den største forskel mellem priser ab landmand og detailpriser. Generelt varierer prisforskellen mellem 1 og 5 gange prisen ab landmand. For så vidt angår brød, hvis hovedingrediens er hvede, kan forskellen mellem prisen ab landmand og detailprisen være op til 30 gange prisen ab landmand, hvilket afspejler den store andel af ikke-landbrugsrelaterede omkostninger i forbindelse med fremstilling af brød.

6.2

I 2001 øgedes forskellen mellem prisen ab landmand og detailprisen for lammekød i Det Forenede Kongerige og Irland, mens den mindskedes i Frankrig og Tyskland. Med hensyn til frugt og grønt var der enten ingen markant udvikling i forskellen mellem prisen ab landmand og detailprisen, eller også var der et lille fald. Engrosmarkedet for frugt og grøntsager har i et stykke tid oplevet en nedgang, mens spotmarkedet har bevaret sin betydning for friske produkter, hvilket nogle gange har ført til store prissvingninger alt efter vejrforholdene og forsyningssituationen. Indkøberne i de store detailhandelskæder er begyndt at indgå sæson- eller helårskontrakter med et lille antal leverandører for derved at bringe stabilitet i sektoren for friske produkter og reducere omkostningerne. Dette vil stabilisere spredningen mellem priserne ab landmand og detailpriserne. Priskrige kan indebære, at de primære producenter tager mindre fortjenstmarginer og får større omkostninger.

6.3

Hvis de store detailhandelskæders magtposition som køber fører til lavere priser for deres leverandører, og hvis denne prisreduktion føres over på detailprisen, vil den procentuelle fortjenstmargen, som går til landmanden, ikke nødvendigvis mindskes, men derimod vil den reelle pris ab landmand falde, og landmanden vil således få en lille eller ingen fortjeneste.

6.4

Ifølge en undersøgelse udført af National Farmers Union i Det Forenede Kongerige i 2002 kostede en kurv med fødevarer indeholdende oksekød, æg, mælk, brød, tomater og æbler i gennemsnittet 55 euro i et supermarked, hvoraf landmændene fik omkring 16 euro, dvs. mindre end en tredjedel af kurvens detailværdi. Ser man på produkterne enkeltvis, gik 26 % af den endelige detailpris på oksekød, 8 % af prisen på brød og 14 % af prisen på bacon til landmændene.

6.5

Detailprisindekset (i faste priser) for samtlige landbrugsvarer faldt med 27 % i EU-15 i perioden 1990-2002. I nominelle priser var priserne ab landmand stort set stabile i samme periode. Den markante forskel mellem udviklingen i priserne ab landmand og detailfødevarepriserne har været omgærdet af stor opmærksomhed, men der er ikke enighed om, hvad der ligger til grund for den divergerende prisudvikling (2003-rapport fra London Economics).

6.6

Det skal bemærkes, at de store detailhandelskæder tilbyder stadig flere varer af mærket Fair-Trade, hvilket er en god udvikling. I en artikel i avisen Wall Street Journal den 8. juni 2004 skrev Steve Steckton og Erin White vedrørende supermarkedernes salg af Fair Trade-produkter, at Sainsburys (britisk supermarkedskæde) havde solgt Fair Trade-bananer til en pris, der var fire gange højere end prisen på almindelige bananer og 16 gange højere end den pris, producenterne får. Tesco fastsatte for nylig prisen for et pund Fair Trade-kaffe til 3,46 dollar, mens producenten får omkring 44 cent over verdensmarkedsprisen. Emily Dardaine, frugtproduktmanager i Fair-trade labelling organisation international (FLO), en sammenslutning af Fair-Trade-grupper med base i Tyskland, siger, at supermarkederne udnytter mærket til at øge deres fortjeneste, da de ved, at forbrugerne er villige til at betale lidt mere for en Fair Trade-vare.

7.1

Markedskoncentrationens varierende art og omfang i EU's forskellige medlemsstater er en faktor, der må tages hensyn til, når man undersøger de store detailhandelskæders fremgangsmåder over for leverandørerne. Da forbrugerne lægger stor vægt på priserne, og forbrugerefterspørgslen også påvirker udbuddet, bliver der som antydet ovenfor lagt et betydeligt pres på detailhandelen for at sænke priserne. Fast besluttet på at tilbyde forbrugerne lave priser lægger de store detailhandelskæder pres på leverandørerne for at få dem til at reducere priserne. Dette gælder for fødevaresektoren og primært på markeder med meget høj koncentration. Med det mål at opnå endnu bedre betingelser fra leverandørerne truer de store detailhandelskæder dem ustandseligt med at trække deres produkter ud af varesortimentet. Endvidere flytter mange af de helt store detailhandelskæder ofte deres indkøbere fra en afdeling til en anden for at undgå, at der udvikles et personligt forhold mellem indkøberne og leverandørerne. Indkøberne har til opgave at blive ved med at forsøge at få stadig billigere fødevarer fra leverandørerne. De kan enten fremme eller knække en virksomhed ved at trække produkter ud af varesortimentet og skifte til en anden virksomhed, navnlig i de tilfælde hvor leverandøren har foretaget store investeringer for at levere en specifik produktlinje til en given detailhandelskæde. Ofte har leverandørerne, især de små, ikke de finansielle midler til at imødekomme detailhandelskædernes krav. Hvor stor chance har en landmand for at få en rimelig pris på markeder, hvor de store detailhandelskæder er så købekraftige?

7.2

Ud over evnen til at opnå rabatter på transaktioner fra leverandørerne kan indkøbernes magt komme til udtryk i de kontraktuelle forpligtelser, som detailhandlerne pålægger leverandørerne, herunder betaling for optagelse af produkter i varesortimentet, vederlag for adgang til hyldeplads (slotting fees), rabatter med tilbagevirkende kraft på allerede solgte varer, et urimeligt højt bidrag til detailhandlernes salgsfremmende foranstaltninger og en insisteren på eksklusiv levering.

7.3

De store detailhandelskæder sætter ofte deres leverandører af fødevarer under et stærkt økonomisk pres ved at betinge sig lange betalingsfrister, som nogle gange kan være på op til 120 dage (180 dage i sjældne tilfælde) efter levering af fødevarerne. I modsætning hertil betaler forbrugerne varen umiddelbart ved købet. Lange betalingsfrister bidrager i stort omfang til detailhandelskædernes fortjeneste, da leverandørerne således yder rentefrie lån.

7.4

Nogle gange tvinger detailhandelskæderne deres leverandører til i en periode at levere fødevarer til under kostpris til gengæld for fortsat at markedsføre disse fødevarer i supermarkedet, hvilket kan føre til alvorlige økonomiske tab for leverandørerne og landmændene.

7.4.1

Indførelsen af et online-auktionssystem har også styrket de store detailhandelskæders position i forsyningen af billige produkter til deres egne mærker. Med dette system kan de store detailhandelskæder finde leverandører, som tilbyder at levere produkter (navnlig egne/private mærker) via Internettet. Leverandørerne konkurrerer indbyrdes om at tilbyde produkter til den laveste pris.

7.5

Der dukker stadig flere egne (private) mærker op i alle de større detailhandelskæder. Denne udvikling er tydeligst i Irland og Det Forenede Kongerige samt på vækstmarkederne. Den høje vækst i private mærker på vækstmarkederne er ifølge Jane Perrin fra AC Nielsen direkte forbundet med de globale detailhandleres ekspansion ud over deres traditionelle geografiske grænser. Eftersom kvaliteten af nogle egne mærker er steget, har detailhandlerne med få markedsføringsomkostninger formået at øge deres fortjeneste.

7.6

Systemet med egne mærker giver supermarkederne mere magt, når de forhandler med deres leverandører.

7.7

Detailhandlernes strategier med egne mærker (private mærker) har fået større betydning i et miljø, hvor succesrige detailkoncepter hurtigt kan kopieres, idet de hjælper detailhandlerne med at udskille sig fra deres konkurrenter.

7.8

Dette magtskifte fra leverandør til detailhandler går langt ud over de fordele, som udspringer af ejerskabet af hyldeplads, og gevinsterne ved eget mærke (privat mærke). Takket være loyalitetskort har detailhandlerne i dag større indsigt i forbrugernes identitet, profil og forbrugsmønstre end nogen anden leverandør. Denne indsigt styrkes yderligere gennem detailhandlernes ugentlige kontakt med kunderne.

7.9

Selvom de store detailhandelskæder promoverer deres egne mærkevarer (private mærkevarer), betyder forbrugernes efterspørgsel, at de også bliver nødt til at markedsføre de kendte mærkevarer ved siden af deres egne. Detailhandelskæderne ønsker ikke desto mindre at reducere antallet af mærkevareleverandører og har indført et system med kategoristyring. Detailhandelskæderne anvender kategoristyring som et middel til at reducere antallet af individuelle leverandører, som forsyner dem, og herigennem reducere deres omkostninger og øge deres margener. For hver produktgruppekategori vælger detailhandlerne en førende leverandør, der skal anskaffe og levere alle de nødvendige produktgrupper i den pågældende kategori. En virksomhed med et førende mærke udvælges normalt til også at levere en række andre relaterede produkter til gengæld for at bevare sit mærke i varesortimentet. F.eks. kunne en leverandør af mærke cheddarost blive bedt om at levere alle andre af detailhandelskæden efterspurgte oste, som leverandøren ville skulle skaffe fra andre leverandører. Dette system tilgodeser de største leverandørvirksomheder og begrænser således små og lokale leverandørers markedsadgang. Det kan også indskrænke forbrugernes valgmuligheder.

7.10

Mange små og mellemstore virksomheder er særdeles sårbare, navnlig hvis de i høj grad afhænger af en af de store detailhandelskæder. Disse kan kræve en årlig rabat på 2 % i de følgende tre år. Hvis dette krav ikke imødekommes, finder detailhandelskæden en anden leverandør. For at overleve er de små og mellemstore virksomheder nødt til at reducere omkostningerne og fortjenstmarginerne, hvilket indebærer lavere priser til landmændene, færre beskæftigede og en forringelse af slutprodukternes kvalitet.

8.1

Forbrugerne vil fortsat kræve fordelagtige priser af supermarkederne, en konstant forsyning af sikre fødevarer af høj kvalitet, kvalitetsservice og et behageligt indkøbsmiljø.

8.2

Forbrugerne bør indlede en dialog med de største producenter og leverandører af fødevarer med henblik på at få et mere afbalanceret syn på de politikker, der føres på detailniveauet.

8.3

Forbrugerne bør ligeledes underrettes, når leverandører yder særlige rabatter eller lavpristilbud.

8.4

Forbrugerne har behov for bedre information om alle aspekter af fødevaremarkedet og de langsigtede konsekvenser af deres krav. Lavindkomstfamilier har ofte ikke megen nytte af tilbuddene om fødevarer til lave priser fra de meget store supermarkeder i byernes udkant, da de ikke har adgang til egnede transporttjenester til disse supermarkeder.

8.5

Problemstillinger som fedme og bæredygtigt forbrug optager forbrugerne meget, og detailhandlerne bør indtage en fælles holdning hertil.

9.1

Som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik (afkobling) vil landmændenes beslutninger om, hvad de vil producere, i højere grad afhænge af signalerne fra detailsektoren vedrørende pris og efterspørgsel. Den støtteordning, der førhen var en integreret del af den fælles landbrugspolitik, vil ikke længere sikre en mindstepris, hvilket betyder, at detailhandelskæderne i langt større udstrækning end tidligere vil bestemme priserne i fødevarekæden. En større EU-import af fødevarer vil ligeledes være tilbøjelig til at trække priserne ab landbrug i en nedadgående retning, hvis verdensmarkedspriserne er lave. Dette vil sandsynligvis føre til meget større svingninger i fødevarepriserne på baggrund af udbud og efterspørgsel.

9.2

Hvis landmændene over en periode oplever faldende indkomster og øgede omkostninger, vil flere af dem dreje nøglen om. En sådan udvikling vil kunne afføde en reduceret fødevareproduktion i Europa, hvilket ville hæmme udviklingen af et multifunktionelt landbrug i EU. Det ville ligeledes forhale virkeliggørelsen af målet om opretholdelse og udvikling af levedygtige landdistrikter. For at forhindre en sådan udvikling må også landmændene tænke i nye baner, hvad angår dyrkningsmetoder og valg af produkter. Et alternativ kan være at finde nye nicher og f.eks. satse på produkter af højere kvalitet eller helt nye produkter, nye distributionsmetoder og nye samarbejdsformer (f.eks. indkøbssammenslutninger og landbrugsbutikker i byerne), økoturisme m.v. for at styrke deres position.

9.3

Det er vanskeligt at foretage sammenligninger af priserne ab landmand og detailpriserne for hele EU-markedet, da det er umuligt at udregne forarbejdningssektorens og detailsektorens respektive omkostninger og marginer. Det står dog klart, at landmanden — såfremt de store detailhandelskæder indleder en politik med priser for landbrugsvarer, der ligger under kostprisen — som den sidste i kæden vil få en nedsat pris, da forarbejdningsleddet og detailleddet fortsat vil tage en margen med henblik på overlevelse.

a)

Der er tiltro til, at de store detailhandelskæder sælger sikre fødevarer.

b)

De store detailhandelskæder er regelmæssigt i kontakt med kunderne, eftersom disse kommer der for at foretage deres ugentlige indkøb.

c)

Loyalitetskort tilvejebringer en detaljeret profil af kundernes indkøbsadfærd, hvorved de store detailhandelskæder får en omfattende kundedatabase og en vigtig kilde til markedsoplysninger.

d)

De kortlægger forbrugernes behov via markedsundersøgelser.

e)

De påvirker indkøbsadfærden gennem lavpristilbud, rabatter, kundeservice samt butikkernes indretning og koncept. De store detailhandelskæder er i den sammenhæng i stand til at påvirke markedsudviklingen.

11.1

Der er behov for flere oplysninger om og større gennemsigtighed af prisstrukturen og fortjenstmarginerne mellem detailhandlerne, leverandørerne (fødevareforarbejdningsleddet) og de primære producenter.

11.2

Medlemsstaterne skal sikre, at der findes en passende konkurrence mellem regionerne inden for medlemsstaterne, og fremme samarbejde mellem små landbrugsbedrifter, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlen så de kan imødegå konkurrencen fra de store producenter, forarbejdningsvirksomheder og distributionsnet. Medlemsstaterne og EU-institutionerne skal endvidere sikre tilstedeværelsen af forskellige former for handel og undgå fuldstændig liberalisering af markedet, da det vil føre til yderligere koncentration på markedet.

11.3

GD for Det Indre Marked bør fortsætte med at undersøge og evaluere forbrugerpriserne i hele EU med henblik på at sikre en passende og gennemsigtig konkurrence i hele Fællesskabet.

11.4

Et af de områder af konkurrencelovgivningen, som bør behandles, er definitionen af almen interesse, som ikke bør indskrænkes til kun at omfatte priser og markedskræfter.

11.5

De store detailhandelskæders købekraft er stadig et område, konkurrencemyndighederne skal beskæftige sig med.

11.6

Fødevaredetailhandelen vil muligvis i fremtiden ligge i hænderne på et meget lille antal aktører, hvilket kan føre til en begrænsning af forbrugernes valgmuligheder og højere priser. Det er vigtigt, at Kommissionen og medlemsstaternes regeringer er bevidste herom.

11.7

EU skal sikre, at det opretholder en produktion af fødevarer, der er tilstrækkelig stor til at brødføde dets egne borgere. Vi må ikke blive afhængige af fødevareforsyninger fra tredjelande.

11.8

Det vil være hensigtsmæssigt at foretage en grundig undersøgelse og analyse af prisafsmitningen og forskellen mellem priser ab landmand og de store detailhandelskæders priser på fødevarer.