Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D2283

    Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2283 af 11. december 2017 til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (»iTrace III«)

    EUT L 328 af 12.12.2017, p. 20–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2017/2283/oj

    12.12.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 328/20


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2017/2283

    af 11. december 2017

    til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (»iTrace III«)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende i betragtninger:

    (1)

    I EU's globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik fra 2016 (»EU's globale strategi«) fremhæves det, at Den Europæiske Union vil fremme fred og garantere sine borgeres og sit områdes sikkerhed samt optrappe sit bidrag til den fælles sikkerhed.

    (2)

    Den ulovlige fremstilling, overførsel og handel med konventionelle våben, herunder håndvåben og lette våben (»SALW«), samt den voldsomme ophobning og ukontrollerede spredning heraf er centrale aspekter af denne udfordring både i og uden for Europa. Disse ulovlige aktiviteter øger usikkerheden i Europa og dets nabolande og i mange andre regioner i verden, forværrer konflikter og undergraver postkonfliktfredsopbygning og udgør dermed en alvorlig trussel mod den europæiske fred og sikkerhed.

    (3)

    I EU-strategien af 16. december 2005 for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med SALW samt ammunition hertil (»EU's SALW-strategi«), som fastlægger retningslinjerne for Unionens indsats på SALW-området, understreges det, at SALW bidrager til en forværring af terrorismen og den organiserede kriminalitet, og at de er en vigtig faktor i forbindelse med udløsning og spredning af konflikter samt sammenbrud af statslige strukturer.

    (4)

    EU's SALW-strategi fastslår desuden, at Unionen skal styrke og støtte ordninger til overvågning af sanktioner samt støtte styrkelsen af eksportkontrollen og fremme Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (1), bl.a. gennem fremme af foranstaltninger til at forbedre gennemsigtigheden.

    (5)

    Med FN's handlingsprogram vedrørende forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af ulovlig handel med SALW i alle dens aspekter (»FN's handlingsprogram«), som blev vedtaget den 20. juli 2001, har alle FN's medlemsstater forpligtet sig til at forebygge ulovlig handel med SALW eller omledning heraf til uautoriserede modtagere og navnlig til at tage hensyn til risikoen for omledning af SALW til den ulovlige handel, når anmodninger om eksporttilladelser vurderes.

    (6)

    Den 8. december 2005 vedtog FN's Generalforsamling et internationalt instrument, der skal sætte staterne i stand til i tide og på pålidelig vis at identificere og spore ulovlige SALW.

    (7)

    På anden gennemgangskonference om FN's handlingsprogram i 2012 bekræftede alle FN's medlemsstater på ny deres tilsagn om at forebygge ulovlig handel med SALW, herunder omledning heraf til uautoriserede modtagere, og deres tilsagn i FN's handlingsprogram vedrørende vurdering af anmodninger om eksporttilladelser.

    (8)

    Den 24. december 2014 trådte våbenhandelstraktaten (»ATT«) i kraft. Formålet med ATT er at fastsætte de højest mulige fælles internationale standarder for regulering eller forbedring af reguleringen af den internationale handel med konventionelle våben, at forebygge og udrydde ulovlig handel med konventionelle våben og forebygge omledning heraf. Unionen bør støtte alle FN's medlemsstater i at gennemføre effektiv kontrol med våbenoverførsler for at sikre, at våbenhandelstraktaten bliver så effektiv som muligt, navnlig for så vidt angår gennemførelsen af artikel 11.

    (9)

    Unionen har tidligere støttet Conflict Armament Research Ltd. (CAR) ved Rådets afgørelse 2013/698/FUSP (2) og (FUSP) 2015/1908 (3) (iTrace I og II).

    (10)

    Unionen ønsker at finansiere iTrace III, tredje fase af denne globale rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige SALW og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition. Dette vil mindske risikoen for ulovlig handel hermed og bidrage til at nå ovenstående mål, herunder ved at give nationale våbeneksportmyndigheder relevante og rettidige oplysninger om ulovlig våbenhandel og derved bidrage til Europas fælles sikkerhed, jf. EU's globale strategi —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Med henblik på gennemførelsen af EU's globale strategi og EU's SALW-strategi og fremme af fred og sikkerhed har de projektaktiviteter, der skal modtage støtte fra Unionen, følgende specifikke mål:

    fortsat vedligeholdelse af et brugervenligt globalt informationsstyringssystem for omledte eller ulovligt handlede SALW og andre omledte eller ulovligt handlede konventionelle våben og ammunition hertil (»iTrace«), der er dokumenteret i konfliktramte områder, med henblik på at stille relevante oplysninger til rådighed for politiske beslutningstagere, eksperter i kontrol med konventionelle våben og embedsmænd, der beskæftiger sig med kontrol af eksport af konventionelle våben, så de kan udvikle effektive evidensbaserede strategier og projekter til bekæmpelse af den ulovlige spredning af SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil

    uddannelse og vejledning af nationale myndigheder i konfliktramte stater i at udvikle en bæredygtig national kapacitet til at identificere og spore ulovlige våben, fremme et kontinuerligt samarbejde med iTrace-projektet, blive bedre til at fastsætte prioriteter for fysisk sikkerhed og lagerforvaltning (PSSM), mere effektivt udforme nationale krav til våbenkontrol og retshåndhævelsesbistand (navnlig EU-finansierede initiativer såsom iARMS) og styrke dialogen med EU-missioner og -initiativer

    hyppigere og længerevarende feltforskning inden for SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil, der ulovligt er i omløb i konfliktramte områder, med henblik på at generere iTrace-data for at imødekomme klare krav fra medlemsstaterne og EU-delegationerne

    direkte støtte til medlemsstaternes myndigheder med ansvar for kontrol med våbeneksport og politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol, herunder gentagne rådgivningsbesøg til medlemsstaternes hovedstæder forestået af projektmedarbejdere under iTrace, en døgnbetjent supporttjeneste, der kan yde øjeblikkelig rådgivning om risikovurdering og strategier for bekæmpelse af omledning, udvikling af sikre dashboardapplikationer til stationær og mobil brug, der kan give øjeblikkelig meddelelse om omledning efter eksport, og en foranstaltning, hvorved projektmedarbejdere under iTrace efter anmodning kan forsyne medlemsstaterne med en verificering efter afsendelse

    øget bevidsthed om resultaterne af projektet gennem opsøgende arbejde, fremme af formålet med og de disponible funktioner i iTrace over for internationale og nationale politiske beslutningstagere, eksperter i kontrol med konventionelle våben og myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser samt styrkelse af den internationale kapacitet til at overvåge den ulovlige spredning af SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil samt hjælpe politiske beslutningstagere med at fastlægge de vigtigste indsatsområder for international bistand og internationalt samarbejde og mindske risikoen for omledning af SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil

    tilvejebringelse af rapporter om nøglepolitikspørgsmål, der bygger på data fra feltundersøgelser og lægges i iTrace-systemet, om særlige områder, som kræver international opmærksomhed, herunder væsentlige mønstre for den ulovlige handel med SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil og den regionale udbredelse af ulovligt handlede våben og ammunition hertil.

    Unionen finansierer dette projekt, som beskrives nærmere i bilaget til denne afgørelse.

    Artikel 2

    1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»HR«) har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.

    2.   Den tekniske gennemførelse af det projekt, der er omhandlet i artikel 1, udføres af Conflict Armament Research Ltd. (»CAR«).

    3.   CAR udfører sine opgaver under HR's ansvar. Med henblik herpå indgår HR de nødvendige aftaler med CAR.

    Artikel 3

    1.   Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af projektet i artikel 1 er på 3 474 322,77 EUR. Det samlede anslåede budget for det overordnede projekt er på 3 993 676,97 EUR, der samfinansieres med CAR og det tyske forbundsudenrigsministerium.

    2.   De udgifter, der finansieres med beløbet i stk. 1, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

    3.   Kommissionen overvåger, at de i stk. 1 omhandlede finansielle referencegrundlag forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår Kommissionen den nødvendige aftale med CAR. Det skal fremgå af aftalen, at CAR sørger for, at Unionens bidrag bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.

    4.   Kommissionen bestræber sig på at indgå den aftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i denne proces og om datoen for indgåelse af aftalen.

    Artikel 4

    1.   HR aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige beskrivende rapporter, som CAR udarbejder hvert kvartal. Disse rapporter skal danne udgangspunkt for Rådets evaluering. Med henblik på at bistå Rådet med dets evaluering af resultaterne af denne rådsafgørelse udfører en ekstern enhed en evaluering af projektet.

    2.   Kommissionen aflægger rapport om de finansielle aspekter af det i artikel 1 omhandlede projekt.

    Artikel 5

    1.   Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    2.   Denne afgørelse udløber 24 måneder efter indgåelse af aftalen omhandlet i artikel 3, stk. 3. Den udløber dog seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen, hvis der ikke er indgået aftale i denne periode.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 2017.

    På Rådets vegne

    F. MOGHERINI

    Formand


    (1)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).

    (2)  Rådets afgørelse 2013/698/FUSP af 25. november 2013 til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (EUT L 320 af 30.11.2013, s. 34).

    (3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1908 af 22. oktober 2015 til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (»iTrace II«) (EUT L 278 af 23.10.2015, s. 15).


    BILAG

    iTrace – global rapporteringsmekanisme vedrørende SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil

    1.   Baggrund og begrundelse for støtte ved den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

    1.1.

    Denne afgørelse bygger på flere på hinanden følgende rådsafgørelser om bekæmpelse af de destabiliserende følger af omledning af og ulovlig handel med SALW og andre konventionelle våben, navnlig Rådets afgørelse 2013/698/FUSP af 25. november 2013 (1) og (FUSP) 2015/1908 af 22. oktober 2015 (2), der oprettede og forbedrede iTrace, den globale rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige SALW og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil.

    Den ulovlige spredning af SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil er en vigtig faktor, der undergraver staters stabilitet og forværrer konflikter, og som udgør en alvorlig trussel for fred og sikkerhed. Som anført i EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med håndvåben og lette våben samt ammunition hertil (EU's SALW-strategi) bidrager ulovlige våben og ammunition hertil til en forværring af terrorismen og den organiserede kriminalitet og er en vigtig faktor i forbindelse med udløsning og spredning af konflikter samt sammenbrud af statslige strukturer. Nylige resultater fra iTrace-projektet i Irak, Libyen og Syrien og fra andre komplekse konflikter tæt på Unionens ydre grænser bekræfter antagelserne i EU's SALW-strategi.

    De aktiviteter, der blev udført i henhold til afgørelse (FUSP) 2015/1908, førte til iTrace, et globalt initiativ til overvågning af våben til konflikter. Mekanismen anvendes i 27 konfliktramte stater, herunder i Afrika, Mellemøsten, Syd- og Østasien og senest i Latinamerika. iTrace er verdens største offentlige register over omledte konventionelle våben, og det skal støtte stater i deres bestræbelser på at opspore og imødegå omledning i henhold til forpligtelserne i våbenhandelstraktatens (»ATT's«) artikel 11 og kriterium 7 i Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (3). iTrace sikrer præcis rapportering om leverancer af våben og ammunition til væbnede oprørs- og terrorstyrker, som udgør en trussel mod Unionens sikkerhed, herunder al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb og Daesh eller Islamisk Stat; den underretter hurtigt og i al fortrolighed medlemsstaternes eksportkontrolmyndigheder om risici for omledning efter eksport; den forsyner EU-delegationerne og medlemsstaternes diplomatiske missioner i konfliktramte regioner med afgørende realtidsoplysninger om ulovlig handel med våben og konfliktdynamikker og udbreder kendskabet til våbenkontrol og foranstaltninger til bekæmpelse af omledning gennem en hyppig og meget virkningsfuld global medieindsats.

    1.2.

    Medlemsstaterne opfordrer dog i stigende grad iTrace-projektet til at give direkte, personlige briefinger til nationale myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser (herunder hyppige besøg til hovedstæderne) og til at stille flere forskellige ressourcer til rådighed for politiske beslutningstagere inden for kontrol med våbeneksport.

    Denne afgørelse har derfor til formål at fortsætte og forbedre projektets arbejde i henhold til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1908 ved fortsat at give Unionens politiske beslutningstagere, våbenkontroleksperter og embedsmænd, der beskæftiger sig med våbeneksportkontrol, systematisk indsamlede og relevante oplysninger, som vil støtte dem i at udvikle effektive evidensbaserede strategier mod omledning og ulovlig spredning af konventionelle våben og ammunition hertil med henblik på at forbedre den internationale og regionale sikkerhed. Afgørelsen vil således fortsat støtte dem i at kombinere en vellykket reaktiv strategi med passende forebyggende tiltag med henblik på at imødegå ulovligt udbud og ulovlig efterspørgsel og i at sikre effektiv kontrol med konventionelle våben i tredjelande.

    1.3.

    I afgørelsen fastsættes det, at det offentligt tilgængelige iTrace-onlinesystem fortsat vedligeholdes og udbygges yderligere. De projekter, der er omfattet af afgørelse (FUSP) 2015/1908, vil blive styrket gennem: 1) hyppigere og længerevarende missioner med henblik på indsamling af data om ulovlige leverancer af konventionelle våben til konfliktramte regioner, 2) skræddersyede støttepakker til medlemsstaterne, der omfatter direkte rådgivning,individuelt tilpassede data og rapporter, en døgnbetjent supporttjeneste samt opgaver med verificering efter afsendelse og 3) uddannelse og vejledning af nationale myndigheder i konfliktramte stater med henblik på at opbygge kapacitet til at bekæmpe omledning, styrke forvaltningen af våben og øge indsamlingen af iTrace-data.

    2.   Overordnede mål

    Den indsats, som er beskrevet herunder, vil yderligere støtte det internationale samfund i bekæmpelsen af de destabiliserende følger af omledning af og ulovlig handel med SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil. Den vil fortsat give politiske beslutningstagere, våbenkontroleksperter og embedsmænd, der beskæftiger sig med våbeneksportkontrol, relevante oplysninger, som vil støtte dem i at udvikle effektive evidensbaserede strategier mod omledning og ulovlig spredning af SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil med henblik på at forbedre den internationale og regionale sikkerhed. Mere specifikt vil indsatsen:

    a)

    give konkrete oplysninger om ulovlig handel med SALW og andre konventionelle våben, der er nødvendige for at foretage en mere effektiv overvågning af gennemførelsen af FN's handlingsprogram vedrørende ulovlig handel med SALW

    b)

    styrke gennemførelsen af det internationale mærknings- og sporingsinstrument

    c)

    afdække væsentlige ruter og enheder, der er involveret i omledning af konventionelle våben og ammunition hertil til konfliktramte regioner eller internationale terrororganisationer, og som bevis for, at grupper og enkeltpersoner er indblandet i ulovlig handel, til støtte for national retsforfølgning

    d)

    styrke samarbejdet mellem relevante FN-organer og -missioner og andre internationale organisationer inden for sporing af SALW og andre konventionelle våben samt for at tilvejebringe oplysninger til direkte støtte for eksisterende overvågningsmekanismer, herunder INTERPOLS system til registrering og sporing af ulovlige skydevåben (iARMS), der supplerer iTrace, og med hvilket der sikres samordning

    e)

    give relevante oplysninger til fastlæggelse af de vigtigste indsatsområder for internationalt samarbejde og international bistand til effektivt at bekæmpe omledning af og ulovlig handel med SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil, såsom finansiering af projekter vedrørende lagersikkerhed eller grænseforvaltning

    f)

    tilvejebringe en mekanisme til at hjælpe med overvågning af gennemførelsen af våbenhandelstraktaten, særlig for at opdage omledning af overførte konventionelle våben samt for at bistå regeringer med at vurdere risikoen for omledning forud for eksport af konventionelle våben, særlig risikoen for omledning i modtagerlandet eller genudførsel på uønskede vilkår, og

    g)

    yde skræddersyet støtte til EU-medlemsstaterne som hjælp til at vurdere og afbøde risikoen for omledning.

    3.   Projektets bæredygtighed og resultater på lang sigt

    Indsatsen vil skabe en holdbar ramme for løbende overvågning af den ulovlige spredning af SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil. Den forventes at øge de eksisterende våbenrelaterede oplysninger betydeligt og at støtte den målrettede udvikling af effektive politikker til kontrol med konventionelle våben og våbeneksport betydeligt. Mere specifikt vil projektet:

    a)

    udvide iTrace-informationsstyringssystemet til sikring af langsigtet indsamling og analyse af data vedrørende ulovlige konventionelle våben

    b)

    udstyre politiske beslutningstagere og eksperter inden for kontrol med konventionelle våben med et værktøj til at udforme mere effektive strategier og indsatsområder for bistand og samarbejde (f.eks. ved at fastlægge mekanismer til samarbejde, koordinering og udveksling af oplysninger på subregionalt og regionalt plan, der skal etableres eller styrkes, og ved at identificere usikre nationale lagre, utilstrækkelig forvaltning af lagerbeholdninger, ulovlige overførselsruter, mangelfuld grænsekontrol og utilstrækkelig retshåndhævelseskapacitet)

    c)

    omfatte indbygget fleksibilitet til at generere politisk relevante oplysninger trods hurtigt skiftende politiske krav

    d)

    betydeligt øge effektiviteten hos internationale organisationer og enkeltpersoner, der udfører våbenovervågning, ved at stille en stadig mere omfattende mekanisme til udveksling af oplysninger til rådighed, og

    e)

    opbygge en bæredygtig national kapacitet i konfliktramte stater til at identificere og spore ulovlige våben og deltage mere effektivt i internationale processer vedrørende våbenkontrol og retshåndhævelse.

    4.   Beskrivelse af indsatsen

    4.1.   Projekt 1: Uddannelse og vejledning af nationale myndigheder i konfliktramte stater i identificering af våben og international sporing.

    4.1.1.   Projektets formål

    Projektet vil udbyde uddannelse »efter behov« om identificering, sporing og forvaltning af våben til lokale partnere og om nødvendigt personer, der deltager i fredsstøttende operationer (herunder FN- og EU-missioner samt sanktionsovervågningsgrupper og -paneler). Uddannelsen vil bygge på en række tjenester, som CAR har udbudt siden 2014 — om end budgetteret uden for projekterne iTrace I og II — og som har vist sig at være afgørende for at fremme projekterne.

    4.1.2.   Projektaktiviteter

    Projektet vil anvende medarbejdere fra de teams, der foretager feltundersøgelser, til at undervise på gradvist mere tekniske niveauer, som omfatter:

    a)

    en introduktion til indsamling af data om våben med henvisning til specifikke sager

    b)

    grundlæggende identificering af våben og effektive teknikker til våbendokumentation

    c)

    operative standardprocedurer for indsamling af dokumentation og dokumentationens sporbarhedskæde

    d)

    kravet om langtrækkende, regionale og internationale undersøgelser

    e)

    gennemførelsen af det internationale sporingsinstrument

    f)

    international våbensporing og våbensporingssystemer (navnlig INTERPOL og Europol)

    g)

    anvendelse af »big data« og tendensanalyser, og

    h)

    muligheder for teknisk bistand (internationalt) og retshåndhævende foranstaltninger.

    Disse aktiviteter vil blive gennemført sideløbende med feltundersøgelserne under iTrace og omfatte fælles undersøgelser (vejledning), som gennemføres i samarbejde med nationale statslige myndigheder.

    4.1.3.   Projektresultater

    Projektet vil:

    a)

    tilskynde de nationale myndigheder til at give de iTrace-teams, der foretager feltundersøgelser, bedre adgang for at imødekomme de gentagne opfordringer til, at iTrace-teams skal yde teknisk bistand og fælles undersøgelseskapacitet, og i lyset af den øgede mængde iTrace-data

    b)

    yde konkret kapacitetsbistand til nationale regeringer, der er ramt af konsekvenserne af omledning af våben, men mangler redskaberne til at identificere og rapportere om våben, der omledes til konflikter — dette er ofte et forstadie til en mere effektiv indenlandsk forvaltning af våben og støtter som sådan gennemførelsen af ATT, ITI og PoA samt programmeringen af fysisk sikkerhed og lagerforvaltning (PSSM) og forbindelserne med internationale retshåndhævende instanser, herunder INTERPOL (iARMS) og Europol

    c)

    støtte en styrket dialog, navnlig udpege centrale interessenter til andre EU-støttede initiativer (f.eks. EU-missioners forbindelser med værtsregeringer) og kickstart-initiativer såsom PSSM-programmering (f.eks. EU-støttede lagerforvaltningsprojekter).

    4.1.4.   Indikatorer for projektets gennemførelse

    Op til 30 feltbesøg vedrørende uddannelse og vejledning med vægt på gentagne besøg for at støtte de nationale myndigheder i opbygningen af sporingskapacitet.

    Projektet vil blive gennemført over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.1.5.   Projektbegunstigede

    Uddannelses- og vejledningsaktiviteterne under iTrace vil være til direkte gavn for nationale interessenter i konfliktramte stater, herunder retshåndhævende instanser og anklagere. Programmet vil yde indirekte støtte til nationale dialoger med Union-finansierede og andre våbenkontrolinitiativer og dermed tilskynde til at anvende internationale sporingsmekanismer (herunder INTERPOL's iARMS-system og Europol) og lette samarbejdet med Union-støttede lagerforvaltningsprojekter og andre SALW-kontrolprojekter.

    4.2.   Projekt 2: Styrkede feltundersøgelser, som skal bruges til yderligere at forsyne iTrace-systemet med dokumentation i realtid om omledning af og ulovlig handel med SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil samt andre relevante oplysninger

    4.2.1.   Projektets formål

    Projektet vil øge hyppigheden og varigheden af feltforskning inden for SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil, der er i omløb i konfliktramte områder. Projektet vil prioritere lande af særlig interesse for medlemsstaterne, herunder bl.a. Irak, Libyen, Mali, Sydsudan, Somalia, Syrien og Yemen.

    Indgåelse af formelle aftaler om udveksling af oplysninger med EU- og FN-missioner og med en række organisationer vil ligesom selektiv fremsendelse af formelle sporingsanmodninger til nationale regeringer fremme projektet. Desuden vil projektet fortsat udføre dokumentationsundersøgelse og verificering (gennem feltundersøgelser) af eksisterende oplysninger om relevante overførsler, der er indhentet fra andre organisationer end CAR, og som skal indføres i iTrace-systemet.

    4.2.2.   Projektaktiviteter

    Følgende aktiviteter vil blive iværksat inden for rammerne af dette projekt:

    a)

    udsendelse af kvalificerede våbeneksperter, der skal foretage feltanalyser af ulovlige SALW og andre konventionelle våben, ammunition og materiel hertil, som er indsamlet i konfliktramte lande

    b)

    analyse, gennemgang og verificering af dokumentation om ulovlige SALW og andre ulovlige konventionelle våben, ammunition hertil og brugerne heraf, herunder bl.a. fotografier af våben, komponentdele samt indvendige og udvendige mærkninger, emballage, dokumentation for forsendelse i tilknytning hertil og resultaterne af feltundersøgelserne (brugere, leverandører og overførselsruter)

    c)

    gennemgang og verificering af yderligere nyere dokumentation om ulovlige SALW og andre konventionelle våben og ammunition hertil, der er indsamlet af andre organisationer end CAR, herunder rapporter fra FN's sanktionsovervågningsgrupper, civilsamfundsorganisationer og de internationale nyhedsmedier

    d)

    overførsel af al indsamlet og gennemgået dokumentation til iTrace-informationsstyringssystemet og -onlinekortlægningsportalen

    e)

    udpegning af og støtte til lokale partnere med henblik på at sikre løbende dataindsamling til støtte for iTrace i hele varigheden af den foreslåede indsats og derefter

    f)

    fortsatte forbindelser med nationale regeringer for på forhånd at fastlægge nationale kontaktpunkter og en koordineringsmekanisme med henblik på at præcisere omfanget af CAR's undersøgelser og afbøde mulige interessekonflikter forud for undersøgelserne.

    Projektet vil blive gennemført gradvist over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.2.3.   Projektresultater

    Projektet vil:

    a)

    på stedet dokumentere de fysiske beviser for omledte eller ulovligt handlede konventionelle våben og ammunition hertil i konfliktramte regioner

    b)

    verificere og arbejde videre med tilfælde af ulovlig handel på baggrund af dokumentation, der er indsamlet af CAR, af organisationer med gældende aftaler om udveksling af oplysninger med CAR og eventuelt af andre organisationer, om omledte eller ulovligt handlede konventionelle våben og ammunition hertil i alle regioner

    c)

    tilvejebringe konkret visuel dokumentation for omledte eller ulovligt handlede konventionelle våben og ammunition hertil, herunder fotografier af enheder, serienumre, fabriksmærkninger, kasser, følgesedler, forsendelsesdokumenter og slutbrugercertificering

    d)

    udarbejde skriftlige beskrivelser af ulovlig aktivitet, herunder handelsruter, aktører, der er involveret i omledning eller ulovlig overførsel, og vurderinger af medvirkende faktorer (herunder ineffektiv lagerforvaltning og -sikkerhed samt forsætlige statsorganiserede ulovlige forsyningsnet)

    e)

    overføre ovennævnte dokumentation til iTrace-informationsstyringssystemet og -onlinekortlægningsportalen med henblik på fuld offentlig formidling og til medlemsstaterne gennem sikre stationære og mobile platforme.

    4.2.4.   Indikatorer for projektets gennemførelse

    Op til 50 udsendelser (herunder længerevarende udsendelse, når det er relevant) i hele den toårige periode med henblik på at skaffe dokumentation til overførsel til iTrace-informationsstyringssystemet og -onlinekortlægningsportalen.

    Projektet vil blive gennemført over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.2.5.   Projektbegunstigede

    iTrace vil indeholde stadig mere omfattende oplysninger, der er direkte målrettet først og fremmest medlemsstaters politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol og myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser samt EU-institutioner, -agenturer og -missioner. Disse begunstigede i Unionen vil også have adgang til fortrolige oplysninger gennem sikre stationære og mobile platforme, som iTrace stiller til rådighed.

    Offentlige oplysninger vil fortsat være tilgængelige for alle begunstigede i Unionen og for begunstigede uden for Unionen, navnlig politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol og myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser i tredjelande. Men også regionale og internationale organisationer (herunder FN's sanktionsovervågningsgrupper, FN's fredsbevarende missioner, UNODC, UNODA og INTERPOL), ikkestatslige forskningsorganisationer (herunder the Bonn International Center for Conversion (BICC), Group for Research and Information on Peace (GRIP), Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) og Small Arms Survey, interesseorganisationer (herunder Amnesty International og Human Rights Watch) samt de internationale nyhedsmedier vil nyde godt af de oplysninger, som iTrace offentliggør.

    4.3.   Projekt 3: Direkte støtte til medlemsstaternes myndigheder med ansvar for kontrol med våbeneksport og politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol

    4.3.1.   Projektets formål

    iTrace-projektmedarbejdere vil arbejde tæt sammen med nationale myndigheder i Unionen med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser. Oplysninger fra nationale myndigheder i Unionen med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser vil blive behandlet med behørig respekt og fortrolighed. iTrace vil også fortsat være i kontakt med en række nationale myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser fra tredjelande. Disse forbindelser vil støtte flere afgørende aspekter af de internationale bestræbelser på at bekæmpe omledning af og ulovlig handel med konventionelle våben og styrke de internationale foranstaltninger til bekæmpelse af omledning, herunder:

    a)

    give myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser detaljerede data og dokumentation om påvist omledning

    b)

    støtte eller tilvejebringe, på officiel anmodning af medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser, kapacitet til verificering efter afsendelse eller levering for medlemsstaterne.

    4.3.2.   Projektaktiviteter

    Følgende aktiviteter vil blive iværksat inden for rammerne af dette projekt:

    a)

    iTrace-hold sendt på gentagne besøg hos de relevante myndigheder i medlemsstaternes hovedstæder for at orientere om spørgsmål vedrørende bekæmpelse af omledning og rapportere om internationale undersøgelser

    b)

    en døgnbetjent helpdesk, der kan give øjeblikkelig rådgivning om bekæmpelse af omledning og potentielt negative pressepåstande, der stammer fra ubekræftet tredjepartsrapportering

    c)

    skræddersyet udvikling for medlemsstatsmyndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser af onlinetavler, som vil streame sikrede data fra iTrace-systemet og advare om parter med en historie, der omfatter omledning af våben, profilere bestemmelsessteder med høj risiko og i realtid rapportere om omledning af nationalt fremstillede våben, og

    d)

    støtte eller tilvejebringelse, på officiel anmodning af medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser, af slutanvendelseskontrol (-verificering) efter levering for medlemsstaterne gennem iTrace-feltundersøgelseshold.

    Projektet vil blive gennemført over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.3.3.   Projektresultater

    Projektet vil:

    a)

    bistå EU-medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser med at identificere omledning efter eksport på deres anmodning

    b)

    tilvejebringe oplysninger til støtte for en fuld omledningsrisikoanalyse foretaget af medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser (i overensstemmelse med våbenhandelstraktaten og fælles holdning 2008/944/FUSP) inden udstedelse af eksporttilladelser

    c)

    sørge for, at medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser har kapacitet til verificering efter afsendelse på deres anmodning

    d)

    støtte medlemsstaternes politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol med oplysninger i realtid om tendenser vedrørende omledning og ulovlig handel til støtte for nationalt engagement i internationale politiske processer, og

    e)

    bistå medlemsstaternes nationale retshåndhævende myndigheder på deres anmodning til støtte for strafferetlig efterforskning, hvor det er relevant.

    4.3.4.   Indikatorer for projektets gennemførelse

    Udformning og udvikling foretaget af de nuværende iTrace-systemudviklere af skræddersyede stationære og mobile tavler, som i realtid vil streame oplysninger fra sikre dele i iTrace-systemet til medlemsstaternes nationale myndigheder. En helpdesk, som vil være bemandet med iTrace-projektmedarbejdere, vil yde fuld støtte til medlemsstaternes myndigheder med ansvar for kontrol med våbeneksport og politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol. Op til 30 besøg i medlemsstaternes hovedstæder på anmodning.

    Projektet vil blive gennemført over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.3.5.   Projektbegunstigede

    Alle interesserede medlemsstater med besøg i hovedstæder og missioner vedrørende verificering efter afsendelse på anmodning.

    4.4.   Projekt 4: Opsøgende arbejde rettet mod interessenter og international koordinering

    4.4.1.   Projektets formål

    Projektet vil demonstrere fordelene ved iTrace over for internationale og nationale politiske beslutningstagere, eksperter i kontrol med konventionelle våben og myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser. Initiativer i forbindelse med det opsøgende arbejde udformes desuden med henblik på at koordinere udvekslingen af oplysninger yderligere og skabe bæredygtige partnerskaber med enkeltpersoner og organisationer, der kan generere oplysninger, som kan overføres til iTrace-systemet.

    4.4.2.   Projektaktiviteter

    Følgende aktiviteter vil under behørig hensyntagen til at undgå overlapning med andre aktiviteter, for eksempel om opsøgende arbejde vedrørende våbenhandelstraktaten, blive iværksat inden for rammerne af dette projekt:

    a)

    fremlæggelser ved iTrace-projektmedarbejdere på relevante internationale konferencer om ulovlig handel med konventionelle våben inden for alle områder. Medarbejderfremlæggelserne udformes til at demonstrere iTrace med fokus på 1) dets konkrete fordele med hensyn til at bidrage til overvågningen af gennemførelsen af FN's handlingsprogram, våbenhandelstraktaten og andre relevante internationale instrumenter, 2) dets anvendelighed i fastlæggelsen af indsatsområder for international bistand og internationalt samarbejde og 3) dets anvendelighed som et værktøj til risikovurdering for myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser

    b)

    fremlæggelser ved iTrace-projektmedarbejdere for nationale regeringer og fredsbevarende operationer. Medarbejderfremlæggelserne udformes til at demonstrere iTrace over for relevante missionstjenestegrene med henblik på at opfordre til og udvikle formelle aftaler om udveksling af oplysninger, der kan generere oplysninger, som kan overføres til iTrace-systemet, samt hjælpe politiske beslutningstagere med at fastlægge indsatsområder for international bistand og internationalt samarbejde.

    Projektet vil blive gennemført over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.4.3.   Projektresultater

    Projektet vil:

    a)

    demonstrere iTraces anvendelighed og konceptet med at dokumentere, indsamle og udveksle oplysninger om omledning over for nationale og internationale politiske beslutningstagere, der arbejder med at gennemføre aftaler om kontrol med konventionelle våben og våbeneksport (FN's handlingsprogram, våbenhandelstraktaten og andre relevante internationale instrumenter) og vurdere gennemførelsen heraf

    b)

    tilvejebringe relevante oplysninger til at hjælpe politiske beslutningstagere og eksperter i kontrol med konventionelle våben med at fastlægge indsatsområder for international bistand og internationalt samarbejde og at udforme effektive strategier for bekæmpelse af omledning

    c)

    forsyne myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser med dybdegående oplysninger om iTrace og værktøjet til risikovurdering samt åbne mulighed for yderligere feedback og systemforbedring

    d)

    lette udvekslingen af oplysninger mellem nationale regeringer og FN's fredsbevarende operationer, herunder databehandling og -analyse ved hjælp af iTrace-systemet

    e)

    lette netværksarbejdet i den stadig større gruppe af eksperter i kontrol med konventionelle våben, der udfører undersøgelser på stedet af omledning af og ulovlig handel med konventionelle våben og ammunition hertil

    f)

    øge synligheden i offentligheden af sporing af konventionelle våben og ammunition hertil som et middel til at bistå med overvågningen af gennemførelsen af FN's handlingsprogram, ITI, våbenhandelstraktaten og andre internationale og regionale instrumenter til kontrol med våben og våbeneksport.

    4.4.4.   Indikatorer for projektets gennemførelse

    Op til 20 konferencer om opsøgende arbejde med deltagelse af iTrace-medarbejdere. Alle konferencerne vil omfatte præsentationer af iTrace. Dagsordenerne for konferencerne og korte referater heraf vil indgå i den endelige rapport.

    Projektet vil blive gennemført over hele den toårige iTrace-projektperiode.

    4.4.5.   Projektbegunstigede

    Afsnit 4.2.5 indeholder en fuldstændig liste over omfattede personer og organisationer, som er de samme som de begunstigede i dette projekt.

    4.5.   Projekt 5: iTrace-politikrapporter

    4.5.1.   Projektets formål

    Projektet vil tilvejebringe rapporter om nøglepolitikspørgsmål, der bygger på data fra feltundersøgelser og lægges i iTrace-systemet. Rapporterne udformes således, at de fremhæver bestemte områder af international interesse, herunder vigtige mønstre inden for ulovlig handel med konventionelle våben og ammunition hertil, den regionale udbredelse af ulovligt handlede våben og ammunition hertil samt indsatsområder, der kræver international opmærksomhed.

    4.5.2.   Projektaktiviteter

    Dybdegående analyser, der fører til udarbejdelse, gennemgang, redigering og offentliggørelse af op til 10 iTrace-politikrapporter.

    4.5.3.   Projektresultater

    Projektet vil:

    a)

    tilvejebringe op til 10 rapporter, der hver fokuserer på et særskilt spørgsmål af international interesse

    b)

    sikre, at iTrace-politikrapporterne sendes til alle medlemsstaterne

    c)

    udforme en målrettet strategi for opsøgende arbejde med henblik på at sikre den størst mulige globale dækning

    d)

    fastholde indsatsens synlighed på den politiske scene og i de internationale nyhedsmedier ved bl.a. at fremlægge aktuelle oplysninger om ulovlige våben samt tilvejebringe politikrelevante analyser til støtte for løbende våbenkontrolprocesser og skræddersyede rapporter med henblik på at vække størst mulig interesse i de internationale nyhedsmedier.

    4.5.4.   Indikatorer for projektets gennemførelse

    Op til 10 iTrace-politikrapporter online, der udarbejdes i perioden for den foreslåede indsats og distribueres globalt.

    4.5.5.   Projektbegunstigede

    Afsnit 4.2.5 indeholder en fuldstændig liste over omfattede personer og organisationer, som er de samme som de begunstigede i dette projekt.

    5.   Placering

    Projekt 1 og 2 vil kræve omfattende udsendelser af eksperter i konventionelle våben til konfliktramte områder. Disse udsendelser vil blive vurderet i det enkelte tilfælde under hensyn til sikkerhed, adgang og tilgængelighed af oplysninger. CAR har allerede etableret kontakter eller har igangværende projekter i mange af de pågældende lande. Projekt 3 vil blive gennemført i medlemsstatshovedstæder (med foretagelse af andre indenlandske rejser alt efter den pågældende medlemsstats behov). Projekt 4 vil blive gennemført på internationale konferencer og samordnes med nationale regeringer og relevante organisationer i hele verden for at sikre den størst mulige synlighed for projektet. Projekt 5 vil blive gennemført i Belgien, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige.

    6.   Varighed

    Den samlede forventede varighed af alle projekterne er 24 måneder.

    7.   Gennemførelsesinstans og Unionens synlighed

    CAR forankrer små feltundersøgelseshold i lokale forsvars- og sikkerhedsstyrker, fredsbevarende eller fredsstøttende personel og andre aktører med sikkerhedsmandater. Hver gang disse styrker eller missioner sikrer våben eller dokumentationsindsamlingssteder, indsamler CAR's hold al tilgængelig dokumentation om våben og materiel hertil samt brugergrupper. Derefter går CAR i gang med at spore alle entydigt identificerbare enheder og foretager langtrækkende undersøgelser af våbenoverførsler, levering af militært udstyr og støtte til parter, der truer freden og stabiliteten.

    CAR samarbejder med nationale myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser om at rekonstruere de leverandørkæder, der er ansvarlige for at levere våben til væbnede konflikter, ved at identificere ulovlig aktivitet og omledning af våben fra lovlige til ulovlige markeder. CAR registrerer alle oplysninger i sit iTrace-system for våbenovervågning, som med over 100 000 konfliktvåbenregistreringer er det største register for konfliktvåbendata i verden.

    CAR anvender disse oplysninger til a) at gøre medlemsstaterne opmærksom på omledning af våben og ammunition samt b) at muliggøre målrettede initiativer til bekæmpelse af omledning, herunder reviderede eksportkontrolforanstaltninger og international diplomatisk indsats.

    Denne metode har vist sig næsten øjeblikkelig at kunne opdage omledning, med CAR-felthold, der har underrettet medlemsstater om omledte våben, mens de stadig anvendes i konfliktramte områder (f.eks. på stedet i Mosul, Irak). I visse tilfælde har CAR's hold opdaget uautoriserede videreoverførsler inden for to måneder, efter at de pågældende våben havde forladt fabrikken.

    Den 22. oktober 2015 støttede afgørelse (FUSP) 2015/1908 CAR i forbindelse med fortsættelsen og udvidelsen af iTrace-projektet, der er oprettet ved Rådets afgørelse 2013/698/FUSP. Projekterne, som benævnes henholdsvis iTrace I og II, har klart etableret iTrace som et betydeligt konfliktvåbenovervågningsinitiativ på verdensplan og ydet direkte støtte til medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udstedelse af våbeneksporttilladelser og politiske beslutningstagere inden for våbenkontrol.

    Desuden opfordrede EU-handlingsplanen for bekæmpelse af ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer den 2. december 2015 til »udvidelse af anvendelsen af iTrace« og anbefalede, at en national retshåndhævende myndighed, der opdager omledning af våben og ammunition, kontrollerer dette i forhold til registreringer i iTrace.

    CAR træffer alle nødvendige foranstaltninger for at gøre opmærksom på, at indsatsen er finansieret af Unionen. Sådanne foranstaltninger gennemføres i overensstemmelse med Kommissionens håndbog i kommunikation og synlighed for EU's optræden udadtil, der er udarbejdet og offentliggjort af Kommissionen.

    CAR vil således sikre synligheden af Unionens bidrag gennem passende omtale og PR, som fremhæver Unionens rolle, sikrer åbenhed i dens indsats og skaber øget bevidsthed om grundene til afgørelsen og om Unionens støtte til den og resultaterne af denne støtte. Det materiale, der produceres i forbindelse med projektet, vil på en iøjnefaldende måde vise EU-flaget i overensstemmelse med EU's retningslinjer for korrekt anvendelse og gengivelse af flaget.

    8.   Rapportering

    CAR vil udarbejde periodiske beskrivende rapporter hvert kvartal.


    (1)  Rådets afgørelse 2013/698/FUSP af 25. november 2013 til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (EUT L 320 af 30.11.2013, s. 34).

    (2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1908 af 22. oktober 2015 til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (»iTrace II«) (EUT L 278 af 23.10.2015, s. 15).

    (3)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).


    Top