1)

Følger det af EU-retten, navnlig af artikel 4, stk. 3, TEUF, artikel 288, stk. 3, TEUF og artikel 260, stk. 1, TEUF, at artikel 15, stk. 1, stk. 2, litra g), og stk. 3, i Europa-Parlamentets direktiv 2006/123/EF (1) (herefter »tjenesteydelsesdirektivet«) har direkte virkning i forbindelse med en verserende retssag mellem privatpersoner således, at de nationale bestemmelser i § 4 i den tyske Verordnung über die Honorare für Architekten- und Ingenieurleistungen (lovbekendtgørelse om honorarer for arkitekt- og ingeniørydelser) fra 1996 i affattelsen fra 2002 (herefter »HOAI 2002«), som er i strid med dette direktiv, og hvorefter de minimumssatser for arkitekters og ingeniørers projekterings- og tilsynsydelser, der er fastsat i denne honorarordning — bortset fra visse undtagelsestilfælde — er bindende, og en honoraraftale med lavere satser end minimumssatserne, der indgås i kontrakter med arkitekter og ingeniører, er ugyldig, ikke længere finder anvendelse, selv om der er tale om krav på grundlag af en arkitektkontrakt, der blev indgået i 2004, dvs. før vedtagelsen af tjenesteydelsesdirektivet?

2)