This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62017CA0611
Case C-611/17: Judgment of the Court (Grand Chamber) of 30 April 2019 — Italian Republic v Council of the European Union (Actions for annulment — Common fisheries policy — Conservation of resources — International Convention for the Conservation of Atlantic Tunas — Total allowable catch (TAC) for Mediterranean swordfish — Regulation (EU) 2017/1398 — Fixing of fishing opportunities for 2017 — Exclusive competence of the European Union — Determination of the reference period — Reliability of the basic facts — Scope of judicial review — Article 17 TEU — Management of the EU’s interests within international bodies — Principle of relative stability — Conditions under which applicable — Principles of non-retroactivity, legal certainty, legitimate expectation and non-discrimination)
Sag C-611/17: Domstolens dom (Store Afdeling) af 30. april 2019 — Den Italienske Republik mod Rådet for Den Europæiske Union (Annullationssøgsmål — den fælles fiskeripolitik — bevarelse af ressourcer — den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet — den samlede tilladte fangstmængde (TAC) for sværdfisk i Middelhavet — forordning (EU) 2017/1398 — fastsættelse af fiskerimulighederne for 2017 — Unionens enekompetence — fastlæggelse af referenceperioden — pålideligheden af de tilgrundliggende faktiske forhold — omfanget af domstolsprøvelsen — artikel 17 TEU — forvaltning af Unionens interesser ved internationale organer — princippet om relativ stabilitet — betingelser for anvendelse — princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om forbud mod forskelsbehandling)
Sag C-611/17: Domstolens dom (Store Afdeling) af 30. april 2019 — Den Italienske Republik mod Rådet for Den Europæiske Union (Annullationssøgsmål — den fælles fiskeripolitik — bevarelse af ressourcer — den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet — den samlede tilladte fangstmængde (TAC) for sværdfisk i Middelhavet — forordning (EU) 2017/1398 — fastsættelse af fiskerimulighederne for 2017 — Unionens enekompetence — fastlæggelse af referenceperioden — pålideligheden af de tilgrundliggende faktiske forhold — omfanget af domstolsprøvelsen — artikel 17 TEU — forvaltning af Unionens interesser ved internationale organer — princippet om relativ stabilitet — betingelser for anvendelse — princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om forbud mod forskelsbehandling)
EUT C 220 af 1.7.2019, p. 3–3
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
1.7.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 220/3 |
Domstolens dom (Store Afdeling) af 30. april 2019 — Den Italienske Republik mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-611/17) (1)
(Annullationssøgsmål - den fælles fiskeripolitik - bevarelse af ressourcer - den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet - den samlede tilladte fangstmængde (TAC) for sværdfisk i Middelhavet - forordning (EU) 2017/1398 - fastsættelse af fiskerimulighederne for 2017 - Unionens enekompetence - fastlæggelse af referenceperioden - pålideligheden af de tilgrundliggende faktiske forhold - omfanget af domstolsprøvelsen - artikel 17 TEU - forvaltning af Unionens interesser ved internationale organer - princippet om relativ stabilitet - betingelser for anvendelse - princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om forbud mod forskelsbehandling)
(2019/C 220/04)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved F. Naert og E. Moro, som befuldmægtigede)
Intervenienter til støtte for sagsøgte: Kongeriget Spanien (først ved V. Ester Casas, derefter ved M.J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved F. Moro og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede)
Konklusion
1) |
Rådet for Den Europæiske Union frifindes. |
2) |
Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet. |
3) |
Kongeriget Spanien og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger. |