(1)

Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, der blev godkendt af Unionen den 5. oktober 2016 (2) (»Parisaftalen«), har til formål at styrke indsatsen mod klimaændringer, bl.a. ved at sikre, at investeringsstrømmene fremmer lave drivhusgasemissioner og en klimarobust udvikling.

(2)

Den 11. december 2019 vedtog Kommissionen sin meddelelse til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Den europæiske grønne aftale« (3). Den europæiske grønne pagt er en ny vækststrategi, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der i 2050 ikke længere er nogen nettoemissioner af drivhusgasser, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen. Gennemførelsen af den europæiske grønne pagt kræver, at der sendes klare, langsigtede signaler til investorerne for at undgå strandede aktiver og skaffe bæredygtig finansiering.

(3)

I forordning (EU) 2016/1011 fastlægges der EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Metodologien for disse benchmarks er baseret på de forpligtelser, der er fastsat i Parisaftalen. Det er nødvendigt at præcisere de minimumsstandarder, der finder anvendelse på begge typer benchmarks. EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks forfølger de samme mål, men er forskellige med hensyn til deres ambitionsniveau. De fleste af minimumsstandarderne bør derfor være fælles for begge typer benchmarks, men tærsklerne bør variere afhængigt af typen af benchmark.

(4)

Der findes på nuværende tidspunkt ikke nok data til at vurdere det CO2-aftryk, der følger af beslutninger truffet af statslige enheder. Statslige udstedelser bør derfor ikke være anerkendte bestanddele af EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.

(5)

Fordi metodologien for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks er baseret på de forpligtelser, der er fastsat i Parisaftalen, er det nødvendigt at anvende 1,5 °C-scenariet med ingen eller begrænset overskridelse, jf. særrapporten om global opvarmning på 1,5 °C fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) (4) (»IPCC-scenariet«). Dette IPCC-scenarie er i overensstemmelse med Kommissionens mål om at nå en nettodrivhusgasemission på nul senest i 2050 som fastsat i den europæiske grønne pagt. For at efterleve IPCC-scenariet bør investeringer reallokeres fra aktiviteter, der er afhængige af fossile brændstoffer, til grønne aktiviteter eller aktiviteter, der anvender vedvarende energi, og disse investeringers klimamæssige virkninger bør forbedres år for år.

(6)

De sektorer, der angivet i hovedafdeling A-H og hovedafdeling L i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 (5), herunder olie-, gas, mine- og transportsektoren, er sektorer, der i høj grad bidrager til klimaændringer. For at sikre, at EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks giver et realistisk billede af realøkonomien, herunder realøkonomien i sektorer, der aktivt bør reducere drivhusgasemissioner, for at målene i Parisaftalen kan nås, bør disse benchmarks eksponering for disse sektorer ikke være mindre end eksponeringen i deres underliggende investeringsunivers. Dette krav bør dog kun finde anvendelse på EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks, der er egenkapitalbenchmarks, for at sikre, at kapitalinvestorer, som støtter målene i Parisaftalen, gennem dialog og stemmeafgivning bevarer deres indflydelse på virksomhedens overgang til mere bæredygtige aktiviteter.

(7)

Beregningen af drivhusgasemissioner bør være sammenlignelig og ensartet. Det er derfor nødvendigt at fastlægge regler om, hvor ofte disse beregninger skal ajourføres og i givet fald om, hvilken valuta der skal anvendes.

(8)

En dekarbonisering baseret udelukkende på drivhusgasemissioner under anvendelsesområde 1 og 2 kan føre til ulogiske resultater. Det bør derfor præciseres, at minimumsstandarder for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks ikke kun bør tage højde for direkte emissioner fra virksomheder, men også emissioner, der vurderes på livscyklusbasis og dermed inkluderer drivhusgasemissioner under anvendelsesområde 3. Grundet den utilstrækkelige kvalitet af de data, der på nuværende tidspunkter foreligger for drivhusgasemissioner under anvendelsesområde 3, er det nødvendigt at fastsætte en passende tidsplan for gradvis indførelse og at give mulighed for at anvende fossile brændstofreserver i en begrænset tidsperiode. Tidsplanen for gradvis indførelse bør baseres på fortegnelsen over økonomiske aktiviteter i forordning (EF) nr. 1893/2006.

(9)

Benchmarkadministratorer bør have mulighed for at give en højere vægtning til virksomheder på grundlag af de dekarboniseringsmålsætninger, som disse virksomheder har fastsat. Der bør derfor fastlægges specifikke regler for dekarboniseringsmål, som de enkelte virksomheder indberetter.

(10)

EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks bør påvise deres evne til at dekarbonisere fra et år til det andet. Det minimale dekarboniseringsforløb bør beregnes ved anvendelse af IPCC-scenariet. For at forebygge grønvaskning bør betingelser for afvigelse fra dekarboniseringsforløbet og for retten til fortsat mærkning af et benchmark som EU-benchmark for klimaovergangen eller Paristilpasset EU-benchmark desuden præciseres.

(11)

Det primære parameter for beregning af dekarboniseringsforløbet bør være drivhusgasintensiteten, fordi dette parameter sikrer sammenlignelighed på tværs af sektorer og sikrer uvildighed blandt sektorer. For at beregne drivhusgasintensiteten er det nødvendigt at kende markedsværdien af den pågældende virksomhed. Når benchmarks anvendes på fastforrentede virksomhedsinstrumenter, er det muligt, at der ikke foreligger nogen markedsværdi for virksomheder, som ikke har børsnoterede værdipapirer, der er kapitalandele. Det bør derfor fastsættes, at benchmarkadministratorer, når EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks anvendes på fastforrentede virksomhedsinstrumenter, bør have mulighed for at anvende drivhusgasemissioner, der er beregnet på grundlag af absolutte tal, snarere end på grundlag af drivhusgasintensiteten.

(12)

For at sikre, at data om drivhusgasemissioner er sammenlignelige og ensartede, bør der fastlægges regler for, hvordan ændringer i drivhusgasintensiteten eller absolutte drivhusgasemissioner skal beregnes.

(13)

For at nå målene i Parisaftalen er det nødvendigt, at både EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks har en baselineprocentsats for reduktion af eksponeringen for drivhusgasintensive aktiver sammenlignet med deres moderbenchmark (»parent benchmark«) eller underliggende investeringsuniverser. Denne procentsats for reduktion bør dog være større for Paristilpassede EU-benchmarks, som grundet deres udformning er mere ambitiøse end EU-benchmarks for klimaovergangen.

(14)

Paristilpassede EU-benchmarks bør ikke bidrage til fremme af investeringer i finansielle instrumenter, der udstedes af virksomheder, der overtræder globale standarder såsom FN's Global Compact-principper. Det er derfor nødvendigt at fastsætte specifikke udelukkelseskriterier, der er baseret på klimarelaterede hensyn eller andre miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) hensyn. EU-benchmarks for klimaovergangen bør senest den 31. december 2022 bringes i overensstemmelse med disse udelukkelseskriterier, jf. den i forordning (EU) 2016/1011 fastsatte tidsplan.

(15)

For at støtte en nedgang i brugen af forurenende energikilder og en reel overgang til vedvarende energikilder bør også virksomheder, hvis indtægter fra kul, olie eller gas overstiger en fastsat procentdel, udelukkes fra EU-benchmarks for klimaovergangen. Der bør tages højde for ændringerne i den andel, som disse energikilder udgør af den globale primære energiforsyning fra 2020-2050, således som forventet i IPCC-scenariet, med henblik på fastsættelse af disse specifikke udelukkelser. Mellem 2020 og 2050 forventes det navnlig i henhold til tabel 2.6 i IPCC's særrapport om global opvarmning på 1,5 °C, at brugen af kul vil falde mellem 57 % og 99 %, og at brugen af olie vil falde mellem 9 % og 93 %, mens brugen af gas forventes at stige med 85 % eller falde med 88 %. Der kan bruges gas i løbet af overgangen til en lavemissionsøkonomi, navnlig som erstatning for kul, hvilket forklarer det bredere forventede udviklingsinterval, selv om den forventede mediannedgang for brugen heraf ligger på 40 %. Af samme årsag er det nødvendigt at udelukke virksomheder, hvis indtægter fra el-produktionsaktiviteter overstiger en fast procentdel.

(16)

For at sikre gennemsigtighed om den metodologi, der anvendes for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks, bør der fastlægges regler om de nødvendige oplysninger vedrørende dekarboniseringsforløbet og datakilder for begge kategorier af benchmarks. Af samme grund bør der fastlægges oplysningskrav for benchmarkadministratorer, der anvender estimeringer på data om drivhusgasemissioner, hvad enten disse leveres af eksterne dataleverandører eller ej.

(17)

For at understøtte harmoniseringen af metodologien for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks bør der fastlægges regler om kvaliteten og nøjagtigheden af datakilder —