Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D0197

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/197 af 2. februar 2017 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 for så vidt angår visse frister for anvendelsen af UN/CEFACT-standarderne for udveksling af fiskerioplysninger (meddelt under nummer C(2017) 457)

C/2017/0457

EUT L 31 af 4.2.2017, pp. 27–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/197/oj

4.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 31/27


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/197

af 2. februar 2017

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 for så vidt angår visse frister for anvendelsen af UN/CEFACT-standarderne for udveksling af fiskerioplysninger

(meddelt under nummer C(2017) 457)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (1), særlig artikel 111 og 116,

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 af 8. april 2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (2), særlig artikel 146j, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Flagmedlemsstaternes systemer bør være i stand til at sende FOS-meddelelser og besvare anmodninger om FOS-data efter standarden fra De Forenede Nationers center for lettelse af samhandel og e-handel (UN/CEFACT) i overensstemmelse med artikel 146f i forordning (EU) nr. 404/2011.

(2)

Ifølge artikel 146d i forordning (EU) nr. 404/2011 skal alle meddelelser, herunder FOS-data, overføres via det elektroniske netværk til udveksling af fiskeridata »transportlaget«, som Kommissionen har stillet til rådighed for medlemsstaterne.

(3)

I Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 (3) er der fastsat frister for ibrugtagningen af UN/CEFACT-standarderne til udveksling af fiskerioplysninger.

(4)

Transportlagsnetværket blev fire måneder forsinket, og medlemsstaterne har brug for tilstrækkelig tid til installation og afprøvning.

(5)

Visse frister i gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 for ibrugtagningen af disse UN/CEFACT-standarder bør derfor udsættes.

(6)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Udveksling af FOS-data

Artikel 1 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 affattes således:

»Artikel 1

1.   Fra den 1. februar 2017 ændres det format, der skal anvendes til rapportering af FOS-data, jf. artikel 146f i forordning (EU) nr. 404/2011, og de respektive gennemførelsesdokumenter som anført i formatet UN/CEFACT P1000-7: Specifikationer for »Vessel Position domain« som offentliggjort på siden »Master Data Register« på Europa-Kommissionens websted for fiskeri.

2.   Fra den 1. juli 2018 skal flagmedlemsstaternes systemer være i stand til at besvare anmodninger om FOS-data, jf. artikel 146f, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011, i det format, som er ændret i henhold til stk. 1 i denne artikel.«

Artikel 2

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. februar 2017.

På Kommissionens vegne

Karmenu VELLA

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.

(2)   EUT L 112 af 30.4.2011, s. 1.

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1138 af 11. juli 2016 om ændring af de formater, der er baseret på UN/CEFACT-standarden for udveksling af fiskerioplysninger (EUT L 188 af 13.7.2016, s. 26).


Top