31992L0049

RAADETS DIREKTIV 92/49/EOEF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedroerende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om aendring af direktiv 73/239/EOEF og 88/357/EOEF (tredje skadesforsikringsdirektiv)

RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 57, stk. 2 og artikel 66,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1) ,

i samarbejde med Europa-Parlamentet(2) ,

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg(3) , og

ud fra foelgende betragtninger:

1) Det er noedvendigt at gennemfoere det indre marked for direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring paa grundlag af baade reglerne om fri etableringsret og reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser for at goere det lettere for forsikringsselskaber med hjemsted i Faellesskabet at daekke risici, der bestaar inden for Faellesskabet;

2) Raadets andet direktiv (88/357/EOEF) af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedroerende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsaettelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemfoerelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om aendring af direktiv 73/239/EOEF(4) , har allerede i vidt omfang bidraget til gennemfoerelsen af det indre marked for direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring ved at give forsikringstagere, der paa grund af deres art, deres stoerrelse eller arten af den risiko, som skal forsikres, ikke har behov for saerlig beskyttelse i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, fuld frihed til at benytte det videst mulige forsikringsmarked;

3) direktiv 88/357/EOEF udgoer derfor et vigtigt skridt hen imod en indbyrdes tilnaermelse af de nationale markeder inden for et integreret marked, et skridt, som boer suppleres med andre faellesskabsinstrumenter med det formaal at give alle forsikringstagere, uanset deres art eller stoerrelse eller arten af den risiko, som skal forsikres, mulighed for at benytte ethvert forsikringsselskab med hjemsted i Faellesskabet, som udoever sin virksomhed dér i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, samtidig med at der sikres dem en tilstraekkelig beskyttelse;

4) naervaerende direktiv indgaar i hele komplekset af allerede gennemfoert faellesskabslovgivning, herunder navnlig Raadets foerste direktiv (73/239/EOEF) af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udoevelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring(5) og Raadets direktiv 91/674/EOEF af 19. december 1991 om forsikringsselskabers aarsregnskaber og konsoliderede regnskaber(6) ;

5) den valgte fremgangsmaade bestaar i at gennemfoere en harmonisering paa de vigtigste punkter og i det omfang, det er noedvendigt og tilstraekkeligt for at naa frem til en gensidig anerkendelse af tilladelser og forsigtighedstilsynsordninger, som vil goere det muligt at udstede en enkelt tilladelse, som daekker hele Faellesskabet, og at anvende princippet om hjemlandstilsyn;

6) derfor er adgang til og udoevelse af forsikringsvirksomhed for fremtiden betinget af en enkelt administrativ tilladelse udstedt af myndighederne i den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har sit hjemsted; med denne tilladelse kan selskabet paabegynde sin virksomhed overalt i Faellesskabet i henhold til enten reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser; filialmedlemsstaten eller den medlemsstat, hvor der praesteres tjenesteydelser, kan ikke laengere afkraeve forsikringsselskaber, der oensker at udoeve forsikringsvirksomhed dér, og som allerede har faaet en tilladelse i hjemlandet, en ny tilladelse; for at tage hensyn hertil er det noedvendigt at aendre direktiv 73/239/EOEF og 88/357/EOEF;

7) det paahviler for fremtiden de kompetente myndigheder i hjemlandet af foere tilsyn med forsikringsselskabets oekonomiske soliditet, navnlig med dets solvens og oprettelsen af tilstraekkelige forsikringsmaessige hensaettelser, og med, at disse daekkes af kongruente aktiver;

8) visse bestemmelser i naervaerende direktiv fastsaetter minimumsnormer; hjemlandet kan foreskrive strengere regler for de forsikringsselskaber, der er tilladt af dets egne kompetente myndigheder;

9) medlemsstaternes kompetente myndigheder boer have de noedvendige kontrolbefoejelser til at sikre, at forsikringsselskabet udoever sin virksomhed paa betryggende vis i hele Faellesskabet, hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser; de skal i saerdeleshed kunne vedtage egnede beskyttelsesforanstaltninger eller paalaegge sanktioner med det formaal at forhindre uregelmaessigheder og eventuelle overtraedelser af bestemmelserne vedroerende forsikringstilsyn;

10) det indre marked indebaerer et omraade uden indre graenser med adgang til at udoeve enhver form for forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring i hele Faellesskabet, og ethvert behoerigt tilladt forsikringsselskab faar derfor mulighed for at daekke en hvilken som helst af de risici, der er omhandlet i bilaget til direktiv 73/239/EOEF; med henblik herpaa er det noedvendigt at ophaeve den monopolstilling, der i nogle medlemsstater er indroemmet visse organer med hensyn til daekning af bestemte former for risici;

11) bestemmelserne om overdragelse af forsikringsbestanden boer tilpasses til den ved naervaerende direktiv indfoerte retlige ordning med en enkelt tilladelse;

12) paa de vigtigste punkter er der ved direktiv 91/674/EOEF allerede gennemfoert en harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser vedroerende oprettelse af de forsikringsmaessige hensaettelser, som forsikringsselskaberne skal oprette til daekning af indgaaede forpligtelser, og denne harmonisering muliggoer en gensidig anerkendelse af disse reserver;

13) der boer foretages en samordning af reglerne vedroerende spredningen, lokaliseringen og kongruensen af de aktiver, der kan medgaa til daekning af de forsikringsmaessige hensaettelser, med henblik paa at fremme den gensidige anerkendelse af medlemsstaternes bestemmelser; denne samordning boer tage hensyn dels til de foranstaltninger for saa vidt angaar frie kapitalbevaegelser, der er vedtaget ved Raadets direktiv 88/361/EOEF af 24. juni 1988 om gennemfoerelse af Traktatens artikel 67(7) , dels til Faellesskabets udvikling hen imod Den OEkonomiske og Monetaere Union;

14) hjemlandet kan dog ikke kraeve, at forsikringsselskaberne investerer de aktiver, der medgaar til daekning af deres forsikringsmaessige hensaettelser, i bestemte kategorier af aktiver, da et saadant krav er uforeneligt med de foranstaltninger til liberalisering af kapitalbevaegelser, der er fastsat i direktiv 88/361/EOEF;

15) i afventning af et direktiv om investeringsydelser, som bl. a. harmoniserer begrebet organiseret marked, er det noedvendigt med henblik paa naervaerende direktiv og uden af foregribe den senere harmonisering at fastlaegge en midlertidig definition af dette begreb, som vil blive afloest af den definition, der er harmoniseret paa faellesskabsplan, og som paalaegger markedets hjemland det ansvar, som naervaerende direktiv midlertidigt paalaegger forsikringsselskabets hjemland;

16) det er noedvendigt at supplere listen over elementer, der kan anvendes til daekning af den i henhold til direktiv 73/239/EOEF paabudte solvensmargen, for at tage hensyn til de nye finansielle instrumenter og faciliteter, som andre finansielle institutioner kan henregne til deres egenkapital;

17) inden for rammerne af et integreret forsikringsmarked boer der gives forsikringstagere, der paa grund af deres art, deres stoerrelse eller arten af den risiko, som skal daekkes, ikke har behov for saerlig beskyttelse i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, fuld frihed til at vaelge den lovgivning, der skal gaelde for forsikringsaftalen;

18) det er ikke en noedvendig forudsaetning for gennemfoerelsen af det indre marked for forsikringer, at der er sket en samordning af forsikringsaftaleretten; medlemsstaternes mulighed for at gennemtvinge anvendelse af deres lovgivning paa forsikringsaftaler, der daekker risici, som befinder sig paa deres omraade, udgoer en tilstraekkelig garanti for de forsikringstagere, der har behov for saerlig beskyttelse;

19) inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det stoerst mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Faellesskabet, saaledes at han kan vaelge den forsikring, der passer bedst til hans behov; det paahviler den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, at paase, at der ikke findes nogen hindring for, at de forsikringsprodukter, der tilbydes i Faellesskabet, kan afsaettes paa dens omraade, forudsat at de ikke er i strid med gaeldende retsregler begrundet i almene hensyn i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, og saafremt disse hensyn ikke er beskyttet af hjemlandets retsreglerne, forudsat at disse retsregler anvendes ikke-diskriminerende paa ethvert selskab, der udoever virksomhed i denne medlemsstat, er objektivt begrundet og staar i et rimeligt forhold til det tilstraebte maal.

20) medlemsstaterne skal kunne sikre, at forsikringsprodukterne og de aftaledokumenter, der anvendes ved daekning af risici, der bestaar paa deres omraade, hvad enten der er tale om virksomhed udoevet i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, overholder gaeldende specifikke retsregler begrundet i almene hensyn; de tilsynsordninger, der skal anvendes, boer tilpasses kravene i det indre marked uden at vaere en forudsaetning for udoevelsen af forsikringsvirksomhed; det forekommer ikke rimeligt at opretholde ordninger med forudgaaende godkendelse af forsikringsbetingelserne; der boer derfor indfoeres andre ordninger, som passer bedre til kravene i det indre marked, og som goer det muligt for samtlige medlemsstater at sikre forsikringstagerne den fornoedne beskyttelse;

21) forsikringsselskabet boer, naar forsikringstageren er en fysisk person, oplyse denne om, hvilken lovgivning der skal gaelde for aftalen, samt om bestemmelserne vedroerende behandling af klager fra forsikringstagere vedroerende aftalen;

22) i visse medlemsstater traeder privat eller frivilligt indgaaet sygeforsikring delvis eller fuldstaendig i stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger;

23) arten og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne goer det berettiget, at myndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, loebende kraever anmeldelse af de almindelige og specielle aftalebetingelser med henblik paa kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstaendigt traeder i stedet for den sygesikring, der er indbygget i den sociale sikringsordning; denne kontrol maa ikke vaere en betingelse for afsaetning af forsikringsprodukterne; sygeforsikring, som delvist eller fuldstaendigt traeder i stedet for den sygesikring, der er indbygget i den sociale sikringsordning, adskiller sig paa grund af sit saerpraeg fra anden skadeforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er noedvendigt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgaaet sygeforsikring uanset alder eller sundhedstilstand;

24) nogle medlemsstater har indfoert specifikke retsforskrifter til dette formaal; begrundet i almene hensyn er det muligt at vedtage eller bibeholde saadanne retsforskrifter, saafremt de ikke uforholdsmaessigt begraenser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog skal anvendes paa samme maade uanset forsikringsselskabets hjemland; de paagaeldende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlemsstat; disse forskrifter kan fastsaette, at der skal vaere aaben adgang, tariffastsaettelse paa et ensartet grundlag for hver aftaletype og livsvarig daekning; det samme maal kan ogsaa naas, hvis det kraeves, at forsikringsselskaber, som tegner private eller frivilligt indgaaede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til daekningen under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en praemie, som ikke overstiger et fastsat maksimum, og at de skal deltage i tabsudligningsordninger; det kan ogsaa kraeves, at privat eller frivilligt indgaaet sygeforsikring teknisk fungerer paa lignende maade som livsforsikring;

25) som foelge af den samordning, der er gennemfoert ved direktiv 73/239/EOEF som aendret ved naervaerende direktiv, er den mulighed, som Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 7, stk. 2, litra c), i samme direktiv har for at forbyde, at sygeforsikring udoeves sideloebende eller samtidig med andre klasser, ikke laengere berettiget og boer derfor bortfalde;

26) medlemsstaterne kan kraeve af alle forsikringsselskaber, der paa deres omraade for egen risiko tegner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsikring i deres nationale lovgivning; dette krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhoerer under hjemlandets kompetence;

27) udoevelsen af den frie etableringsret goer en fast tilstedevaerelse i filialmedlemsstaten paakraevet; for at der, for saa vidt angaar ansvarsforsikring for motorkoeretoejer, kan tages individuelle hensyn til de sikrede og de skadelidte, er det noedvendigt, at der i filialmedlemsstaten findes passende strukturer, som skal indhente alle noedvendige oplysninger i tilknytning til erstatningskrav i forbindelse med denne risiko, og som har tilstraekkelige befoejelser til at repraesentere forsikringsselskabet over for de personer, som har lidt skade, og som vil kunne kraeve erstatning, herunder ogsaa befoejelse til at udbetale en saadan erstatning, og til at repraesentere selskabet eller om noedvendigt lade det repraesentere i retten eller over for myndighederne i den paagaeldende medlemsstat i forbindelse med saadanne erstatningskrav;

28) inden for rammerne af det indre marked kan en medlemsstat ikke laengere forbyde samtidig udoevelse af forsikringsvirksomhed paa sit omraade i henhold til reglerne om fri etableringsret og reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser; det er derfor noedvendigt at afskaffe medlemsstaternes mulighed herfor i henhold til direktiv 88/357/EOEF;

29) der boer indfoeres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, naar et forsikringsselskab i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, ikke overholder gaeldende bestemmelser begrundet i almene hensyn, som gaelder for det;

30) nogle medlemsstater paalaegger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, hvorimod flertallet af dem anvender saerlige skatter og andre former for afgifter, herunder ekstrabidrag til garantifonde; i de medlemsstater, hvor saadanne skatter og bidrag opkraeves, varierer deres struktur og procentsats meget; det boer undgaas, at de bestaaende forskelle resulterer i konkurrencefordrejning mellem medlemsstaterne med hensyn til forsikring; med forbehold af yderligere samordning kan anvendelse af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gaelder i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, afhjaelpe en saadan ulempe; det tilkommer medlemsstaterne at fastsaette de bestemmelser, som skal sikre opkraevningen af disse skatter og bidrag;

31) det kan vaere noedvendigt med jaevne mellemrum at foretage tekniske tilpasninger af de detaljerede regler i naervaerende direktiv for at tage hensyn til udviklingen inden for forsikringsbranchen; Kommissionen vil, inden for rammerne af de gennemfoerelsesbefoejelser, der er tillagt den ved Traktatens bestemmelser, foretage saadanne tilpasninger, for saa vidt de er noedvendige, efter hoering af den ved direktiv 91/675/EOEF(8) nedsatte forsikringskomité;

32) der maa fastsaettes specifikke bestemmelser for at sikre overgangen fra den retlige ordning, der gaelder paa tidspunktet for gennemfoerelsen af naervaerende direktiv, til den ved direktivet indfoerte ordning; disse bestemmelser skal have til formaal at hindre, at der paalaegges medlemsstaternes kompetente myndigheder en ekstra arbejdsbyrde;

33) i henhold til Traktatens artikel 8 C skal der tages hensyn til omfanget af den indsats, der maa goeres af oekonomier paa forskellige udviklingstrin; der maa derfor indroemmes visse medlemsstater en overgangsordning, der muliggoer en gradvis gennemfoerelse af dette direktiv -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I DEFINITIONER OG ANVENDELSESOMRAADE

Artikel 1

I dette direktiv forstaas ved:

a) forsikringsselskab: ethvert selskab, som har opnaaet administrativ tilladelse i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 73/239/EOEF;

b) filial: et forsikringsselskabs agenturer eller filialer, under hensyn til artikel 3 i direktiv 88/357/EOEF;

c) hjemland: den medlemsstat, hvor hjemstedet for det forsikringsselskab, der daekker risikoen, er beliggende;

d) filialmedlemsstat: den medlemsstat, hvor den filial, der daekker risikoen, er beliggende;

e) den medlemsstat, hvor der praesteres tjenesteydelser: den medlemsstat, hvor risikoen bestaar i henhold til artikel 2, litra d), i direktiv 88/357/EOEF, naar den daekkes af et forsikringsselskab eller en filial, der er beliggende i en anden medlemsstat;

f) kontrol: den forbindelse, der bestaar mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i direktiv 83/349/EOEF(9) , eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et selskab;

g) kvalificeret deltagelse: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne, eller enhver anden mulighed for at udoeve en betydelig indflydelse paa driften af det selskab, hvori der besiddes en kapitalinteresse.

Ved anvendelsen af denne definition i forbindelse med artikel 8 og 15 i naervaerende direktiv samt de andre niveauer for deltagelse, der er omhandlet i artikel 15, medregnes de stemmerettigheder, der er naevnt i artikel 7 i direktiv 88/627/EOEF(10) ;

h) moderselskab: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EOEF;

i) datterselskab: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EOEF; ethvert datterselskab af et datterselskab anses ogsaa for at vaere datterselskab af det moderselskab, der staar i spidsen for disse foretagender;

j) reguleret marked: et kapitalmarked, som af selskabets hjemland betragtes som et reguleret marked i afventning af en definition, der skal fastlaegges inden for rammerne af et direktiv om investeringsydelser, og som er karakteriseret ved:

- en regelmaessig funktion, og

- det forhold, at bestemmelser, der er vedtaget eller godkendt af de berettigede myndigheder, fastlaegger betingelserne for markedets funktion, betingelserne for adgang til markedet og, naar direktiv 79/279/EOEF af 5. marts 1979 om samordning af betingelserne for vaerdipapirers optagelse til officiel notering paa en fondsboers(11) anvendes, de betingelser for optagelse til notering, der er fastsat ved naevnte direktiv, og, naar dette direktiv ikke anvendes, de betingelser, disse finansielle instrumenter skal opfylde for faktisk at kunne omsaettes paa markedet.

I forbindelse med naervaerende direktiv kan et reguleret marked vaere etableret i en medlemsstat eller i et tredjeland. I sidstnaevnte tilfaelde skal markedet vaere anerkendt af selskabets hjemland og opfylde tilsvarende krav. De finansielle instrumenter, der omsaettes dér, skal vaere af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de instrumenter, der omsaettes paa det eller de regulerede markeder i den paagaeldende medlemsstat;

k) kompetente myndigheder: de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at foere tilsyn med forsikringsselskaber.

Artikel 2

1. Dette direktiv finder anvendelse paa de forsikringer og forsikringsselskaber, der er naevnt i artikel 1 i direktiv 73/239/EOEF.

2. Naervaerende direktiv finder hverken anvendelse paa de forsikringer og transaktioner eller selskaber og institutioner, som direktiv 73/239/EOEF ikke finder anvendelse paa, eller paa de organer, der er naevnt i artikel 4 i dette.

Artikel 3

Uanset artikel 2, stk. 2, traeffer medlemsstaterne alle noedvendige foranstaltninger for senest den 1. juli 1994 at ophaeve den monopolstilling med hensyn til adgang til udoevelse af virksomhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indroemmet organer, der er etableret paa deres omraade, og som er naevnt i artikel 4 i direktiv 73/239/EOEF.

AFSNIT II ADGANG TIL UDOEVELSE AF FORSIKRINGSVIRKSOMHED

Artikel 4

Artikel 6 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 6

Adgang til udoevelse af direkte forsikringsvirksomhed er betinget af en forudgaaende administrativ tilladelse.

Ansoegning om denne tilladelse skal indgives til hjemlandets myndigheder af:

a) selskaber, der etablerer hjemsted paa denne medlemsstats omraade;

b) selskaber, der efter at have modtaget den i foerste afsnit omhandlede tilladelse udvider deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller til andre forsikringsklasser.«

Artikel 5

Artikel 7 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 7

1. Tilladelsen gaelder for hele Faellesskabet. Den giver selskabet ret til at udoeve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

2. Tilladelsen gives saerskilt for hver forsikringsklasse. Den omfatter hele den paagaeldende klasse, medmindre ansoegeren kun oensker at daekke en del af de risici, der i henhold til punkt A i bilaget hoerer under denne klasse.

a) Hver medlemsstat har dog mulighed for at meddele tilladelse for de grupper af klasser, der er anfoert i punkt B i bilaget, idet tilladelsen faar den deri fastsatte tilsvarende benaevnelse.

b) En tilladelse, der gives for en klasse eller for en gruppe af klasser, omfatter ligeledes daekning af accessoriske risici, der henhoerer under en anden klasse, saafremt de i punkt C i bilaget fastsatte betingelser er opfyldt.«

Artikel 6

Artikel 8 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 8

1. Hjemlandet kraever, at forsikringsselskaber, der ansoeger om tilladelse:

a) antager en af foelgende former:

- for Kongeriget Belgien: »société anonyme«/»naamloze vennootschap«, »société en commandite par actions«/»commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d'assurance mutuelle«/»onderlinge verzekeringsvereniging«, »société coopérative«/»cooeperatieve vennootschap«

- for Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«

- for Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«, »oeffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«

- for Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de prévoyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code rural«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«

- for Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«

- for Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua die assicurazione«

- for Storhertugdoemmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »association d'assurance mutuelles«, »société cooperative«

- for Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«

- for Det Forenede Kongerige: »Incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies registered under the Industrial an Provident Societies Acts«, »societes registered under the Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«

- for Den Hellenske Republik: »anonymi etaireia", "allilasfalistikos synetairismos«

- for Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«

- for den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«.

Et forsikringsselskab kan ligeledes tage form af et europaeisk selskab, naar dette bliver indfoert.

Endvidere kan medlemsstaterne i givet fald oprette selskaber i en offentligretlig form, naar disse virksomheders formaal er udoevelse af forsikringsvirksomhed paa samme vilkaar som dem, der gaelder for privatretlige selskaber;

b) begraenser deres formaal til forsikringsvirksomhed og dermed direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmaessig virksomhed;

c) fremlaegger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 9;

d) raader over den i artikel 17, stk. 2, fastsatte minimumsgarantifond;

e) faktisk ledes af personer, der opfylder de foreskrevne krav til haederlighed og til kvalifikationer eller erhvervserfaring.

2. Et selskab, der ansoeger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre klasser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun omfatter en del af de risici, der er omfattet af en klasse, skal fremlaegge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 9.

Det skal endvidere godtgoere, at det raader over den i artikel 16 fastsatte solvensmargen, og, hvis der i henhold til artikel 17, stk. 2, for disse andre klasser kraeves en stoerre minimumsgarantifond end tidligere, at det er i besiddelse dette minimum.

3. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfoerer love eller administrative bestemmelser, der foreskriver godkendelse af vedtaegterne og fremlaeggelse af alt materiale, der er noedvendigt for den normale gennemfoerelse af tilsynet.

Medlemsstaterne maa dog ikke fastsaette bestemmelser, der foreskriver forudgaaende godkendelse eller loebende anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer og af formularer og andre trykte dokumenter, som et selskab agter at anvende over for forsikringstagerne.

Medlemsstaterne maa hverken opretholde eller indfoere krav om forudgaaende anmeldelse eller godkendelse af tarifforhoejelser, medmindre saadanne krav er et led i en almindelig priskontrolordning.

Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne underkaster selskaber, der ansoeger om eller har faaet tilladelse for klasse 18 i punkt A i bilaget, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel, herunder laegeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de raader over med henblik paa at opfylde deres forpligtelser i forbindelse med denne klasse.

4. Ovennaevnte bestemmelser kan ikke foreskrive, at ansoegninger om tilladelse behandles under hensyntagen til markedets oekonomiske behov.«

Artikel 7

Artikel 9 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 9

Den i artikel 8, stk. 1, litra c), naevnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation vedroerende:

a) arten af de risici, som selskabet har til hensigt at daekke

b) grundprincipperne for genforsikring

c) sammensaetningen af minimumsgarantifonden

d) de anslaaede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal daekkes, henhoerer under klasse 18 i punkt A i bilaget, de midler, som selskabet raader over med henblik paa at yde den lovede assistance

endvidere for de foerste tre regnskabsaar:

e) de anslaaede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administrationens opbygning, navnlig de loebende almindelige omkostninger og provisioner

f) de anslaaede praemier eller bidrag og skadesudgifter

g) den sandsynlige oekonomiske stilling

h) de anslaaede finansielle midler til daekning af forpligtelser og solvensmargen.«

Artikel 8

Hjemlandets kompetente myndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at paabegynde forsikringsvirksomhed, foer de har faaet meddelelse om alle aktionaerers eller selskabsdeltageres identitet, det vaere sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret deltagelse i selskabet, og om stoerrelsen af deres kapitalandel.

Samme myndigheder naegter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til noedvendigheden af at sikre en sund og forsigtig forvaltning af forsikringsselskabet ikke er overbevist om aktionaerernes eller selskabsdeltagernes egnethed.

AFSNIT III HARMONISERING AF BETINGELSERNE FOR UDOEVELSE AF FORSIKRINGSVIRKSOMHED Kapitel 1

Artikel 9

Artikel 13 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 13

1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med et forsikringsselskab, herunder tilsyn med den virksomhed, det udoever gennem filialer og som led i praestation af tjenesteydelser, henhoerer udelukkende under hjemlandets kompetence.

2. Det finansielle tilsyn daekker forsikringsselskabets samlede virksomhed og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og oprettelsen af forsikringsmaessige hensaettelser og de aktiver, der medgaar til daekning heraf i overensstemmelse med de regler og den praksis, der gaelder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget paa faelleskabssniveau.

Har de paagaeldende selskaber tilladelse til at daekke de risici, der er klassificeret i klasse 18 i punkt A i bilaget, omfatter tilsynet ogsaa kontrol med de tekniske midler, som selskabet raader over for at kunne udfoere de assistanceopgaver, det har paataget sig, dersom hjemlandets lovgivning foreskriver kontrol med disse midler.

3. Hjemlandets kompetente myndigheder kraever, at der i alle forsikringsselskaber findes en tilfredsstillende administrativ og regnskabsmaessig praksis og fyldestgoerende interne kontrolprocedurer.«

Artikel 10

Artikel 14 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 14

Naar et forsikringsselskab, der har faaet tilladelse i en medlemsstat, udoever sin virksomhed gennem en filial i en anden medlemsstat, skal filialmedlemsstaten soerge for, at hjemlandets kompetente myndigheder efter forudgaaende meddelelse herom til filialmedlemsstatens kompetente myndigheder, selv eller ved personer, de bemyndiger hertil, paa stedet kan kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for det finansielle tilsyn med selskabet. Filialmedlemsstatens kompetente myndigheder kan deltage i denne kontrol.«

Artikel 11

Artikel 19, stk. 2 og 3, i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»2. Medlemsstaterne kraever af de forsikringsselskaber, der har deres hjemsted paa deres omraade, at de regelmaessigt fremlaegger materiale, der er noedvendigt for udoevelsen af tilsynet, samt statistisk materiale. De kompetente myndigheder sender hinanden det materiale og de oplysninger, der har relevans for udoevelsen af tilsynet.

3. Hver medlemsstat traeffer alle passende foranstaltninger med henblik paa, at de kompetente myndigheder har de noedvendige befoejelser og midler til at foere tilsyn med virksomheden i forsikringsselskaber, der har hjemsted paa deres omraade, herunder virksomhed, der udoeves uden for dette omraade i overensstemmelse med Raadets direktiver vedroerende denne virksomhed, og med henblik paa disses gennemfoerelse.

Disse befoejelser og midler skal bl. a. give de kompetente myndigheder mulighed for:

a) at skaffe sig indgaaende viden om selskabets situation og samlede virksomhed, navnlig

- ved indhentning af oplysninger eller rekvirering af dokumentation vedroerende forsikringsvirksomheden

- ved kontrol paa stedet i det paagaeldende selskabs forretningslokaler

b) at traeffe tilstraekkelige og noedvendige foranstaltninger over for selskabet, dets ledelse eller de personer, som kontrollerer selskabet, for at sikre, at selskabets virksomhed er i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, som selskabet skal overholde i de forskellige medlemsstater, og isaer i overensstemmelse med driftsplanen, dersom denne er obligatorisk, samt for at undgaa eller fjerne uregelmaessigheder, der vil kunne bringe de sikredes interesser i fare

c) at sikre gennemfoerelsen af disse foranstaltninger, om noedvendigt gennem tvangsforanstaltninger og i givet fald ved rettens hjaelp.

Medlemsstaterne kan ligeledes fastsaette, at de kompetente myndigheder skal have mulighed for at indhente alle oplysninger vedroerende forsikringsaftaler, som maeglerne er i besiddelse af.«

Artikel 12

1. Artikel 11, stk. 2 til 7, i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Hver medlemsstat tillader paa de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikringsselskaber, der har hjemsted paa dens omraade, overdrager hele eller en del af deres forsikringsbestand, hvad enten den bestaar af aftaler indgaaet i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Faellesskabet, hvis de kompetente myndigheder i det overtagende selskabs hjemland godtgoer, at selskabet, overdragelsen taget i betragtning, har den fornoedne solvensmargen.

3. Naar en filial paataenker at overdrage hele eller en del af sin forsikringsbestand, hvad enten aftalerne er indgaaet i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal filialmedlemsstaten hoeres.

4. I de i stk. 2 og 3 omhandlede tilfaelde meddeler de kompetente myndigheder i det afgivende forsikringsselskabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor risiciene bestaar.

5. De kompetente myndigheder i de hoerte medlemsstater meddeler de kompetente myndigheder i det afgivende forsikringsselskabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre maaneder efter modtagelsen af anmodningen; har de hoerte myndigheder ikke svaret ved udloebet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse eller et stiltiende samtykke.

6. En overdragelse, der tillades i henhold til denne artikel, skal i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, offentliggoeres som foreskrevet i den nationale lovgivning. Overdragelsen kan uden videre goeres gaeldende over for de beroerte forsikringstagere, de sikrede og enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.

Denne bestemmelse beroerer ikke medlemsstaternes ret til at fastsaette, at forsikringstagerne skal have mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.

Artikel 13

1. Artikel 20 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 20

1. Hvis et selskab ikke efterkommer bestemmelserne i artikel 15, kan den kompetente myndighed i selskabets hjemland forbyde den frie raadighed over aktiverne efter at have underrettet de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor risiciene bestaar.

2. Med henblik paa genoprettelse af den finansielle situation i et selskab, hvis solvensmargen ikke laengere udgoer det minimum, der er foreskrevet i artikel 16, stk. 3, kraever den kompetente myndighed i hjemlandet en genoprettelsesplan, der skal forelaegges den til godkendelse.

Den kompetente myndighed kan undtagelsesvis, hvis den er af den opfattelse, at selskabets finansielle situation vil forvaerres yderligere, desuden begraense eller forbyde den frie raadighed over selskabets aktiver. Den underretter da myndighederne i de andre medlemsstater, paa hvis omraade selskabet udoever sin virksomhed, om alle trufne foranstaltninger, og disse myndigheder traeffer paa den foerste myndigheds anmodning de samme foranstaltninger som denne.

3. Hvis solvensmargenen ikke laengere naar den i artikel 17 definerede garantifond, kraever den kompetente myndighed i hjemlandet af selskabet en kortfristet finansieringsplan, der skal forelaegges den til godkendelse.

Den kan endvidere begraense eller forbyde den frie raadighed over selskabets aktiver. Den underretter myndighederne i de medlemsstater, paa hvis omraade selskabet udoever virksomhed, herom, og disse traeffer paa dens anmodning de samme foranstaltninger.

4. I de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede tilfaelde kan de kompetente myndigheder desuden traeffe alle egnede foranstaltninger til beskyttelse af de sikredes interesser.

5. Hver medlemsstat vedtager de bestemmelser, der er noedvendige for, at den i de tilfaelde, der er naevnt i stk. 1, 2 og 3, paa anmodning af selskabets hjemland og i overensstemmelse med sin nationale lovgivning kan forbyde den frie raadighed over de aktiver, der befinder sig paa dens omraade; hjemlandet skal angive, hvilke aktiver der skal vaere omfattet af disse foranstaltninger.«

Artikel 14

Artikel 22 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 22

1. En tilladelse, der er meddelt forsikringsselskabet af den kompetente myndighed i hjemlandet, kan tilbagekaldes af denne myndighed, hvis selskabet:

a) ikke goer brug af tilladelsen inden for en frist paa tolv maaneder, udtrykkeligt giver afkald herpaa eller ikke har udoevet sin virksomhed i en periode paa over seks maaneder, medmindre der i den paagaeldende medlemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i saadanne tilfaelde uden videre bortfalder

b) ikke laengere opfylder adgangsbetingelserne

c) ikke inden for de indroemmede frister har kunnet gennemfoere de foranstaltninger, der er fastsat i en kraevet genoprettelsesplan eller finansieringsplan som omhandlet i artikel 20

d) groft tilsidesaetter de forpligtelser, der paahviler det i medfoer af de bestemmelser, som gaelder for det.

I tilfaelde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter den kompetente myndighed i hjemlandet de kompetente myndigheder i de oevrige medlemsstater herom, og disse skal traeffe alle noedvendige foranstaltninger for at forhindre det paagaeldende selskab i at paabegynde nye forretninger paa deres omraade i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Herudover traeffer foerstnaevnte myndighed sammen med sidstnaevnte myndigheder alle egnede foranstaltninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begraenser navnlig den frie raadighed over selskabets aktiver i medfoer af artikel 20, stk. 1, stk. 2, andet afsnit, eller stk. 3, andet afsnit.

2. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal udfoerligt begrundes og meddeles det paagaeldende selskab.«

Artikel 15

1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der paataenker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret deltagelse i et forsikringsselskab, forinden skal underrette de kompetente myndigheder i hjemlandet herom med angivelse af stoerrelsen af den kapitalandel, der paataenkes erhvervet. Enhver fysisk eller juridisk person skal ligeledes underrette hjemlandets kompetente myndigheder, hvis vedkommende paataenker at foroege sin kvalificerede deltagelse saa meget, at vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved naar op paa eller overstiger en taerskel paa 20 %, 33 % eller 50 %, eller at forsikringsselskabet derved bliver vedkommendes datterselskab.

Hjemlandets kompetente myndigheder skal inden for en frist paa hoejst tre maaneder fra datoen for den i foerste afsnit naevnte underretning goere indsigelse mod den paataenkte erhvervelse eller foroegelse, hvis de under hensyn til noedvendigheden af at sikre en sund og forsigtig forvaltning af forsikringsselskabet ikke er overbevist om den i foerste afsnit naevnte fysiske eller juridiske persons egnethed. Hvis myndighederne ikke goer indsigelse, kan de fastsaette en frist for gennemfoerelsen af den paagaeldende erhvervelse eller foroegelse.

2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der paataenker direkte eller indirekte at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikringsselskab, forinden skal underrette hjemlandets kompetente myndigheder herom med angivelse af stoerrelsen af den kapitalandel, der derefter besiddes. Enhver fysisk eller juridisk person skal ligeledes underrette de kompetente myndigheder, hvis vedkommende har til hensigt at formindske sin kvalificerede deltagelse saa meget, at vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved naar ned under en taerskel paa 20 %, 33 % eller 50 %, eller at forsikringsselskabet derved ophoerer med at vaere vedkommendes datterselskab.

3. Saa snart forsikringsselskaberne har faaet kendskab dertil, giver de hjemlandets kompetente myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhaendelser af andele i deres kapital, som bevirker, at deltagelsen stiger over eller falder under en af de taerskler, som er naevnt i stk. 1 og 2.

Endvidere meddeler de mindst en gang om aaret aktionaerers eller selskabsdeltageres identitet, som besidder en kvalificeret deltagelse, samt stoerrelsen af denne andel, saaledes som den bl. a. fremgaar af de registrerede data paa den aarlige generalforsamling eller af de oplysninger, som modtages i henhold til de bestemmelser, der gaelder for boersnoterede selskaber.

4. Medlemsstaterne fastsaetter, at hjemlandets kompetente myndigheder i tilfaelde af, at de i stk. 1 omhandlede personers indflydelse vil kunne vaere til skade for en forsigtig og sund forvaltning af forsikringsselskabet, skal kunne traeffe de fornoedne foranstaltninger for at bringe denne situation til ophoer. Saadanne foranstaltninger kan bl. a. bestaa i paabud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stemmerettigheder, der er knyttet til de paagaeldende aktionaerers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.

Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder den i stk. 1 foreskrevne pligt til forudgaaende underretning. Hvis en kapitalandel erhverves paa trods af indsigelse fra de kompetente myndigheder, skal medlemsstaterne, uafhaengigt af andre sanktioner, suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, erklaere de afgivne stemmer ugyldige eller annullere dem.

Artikel 16

1. Medlemsstaterne foreskriver, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der har handlet paa de kompetente myndigheders vegne, har tavshedspligt. Denne tavshedspligt indebaerer, at de fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med deres hverv, ikke maa videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattende form, saaledes at de enkelte forsikringsselskaber ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfaelde, der er omfattet at straffelovgivningen.

Naar et forsikringsselskab er erklaeret konkurs eller er traadt i likvidation som foelge af en domstolskendelse, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedroerer tredjemand, der er involveret i forsoeg paa at redde forsikringsselskabet, dog videregives under en civil retssag.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater udveksler oplysninger i henhold til de direktiver, der gaelder for forsikringsselskaber. Disse oplysninger er undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

3. Medlemsstaterne kan kun indgaa samarbejdsaftaler, der indebaerer udveksling af oplysninger, med de kompetente myndigheder i tredjelande, hvis de oplysninger, der saaledes meddeles, er beskyttet af en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er fastsat i denne artikel.

4. De kompetente myndigheder, der i henhold til stk. 1 eller 2 modtager fortrolige oplysninger, maa kun anvende disse i forbindelse med udoevelsen af deres hverv:

- til undersoegelse af, om betingelserne for adgang til at udoeve forsikringsvirksomhed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, saerlig med hensyn til forsikringsmaessige hensaettelser, solvensmargen, administrativ og regnskabsmaessig praksis samt intern kontrol, eller

- til paalaeggelse af sanktioner, eller

- hvis den kompetente myndigheds afgoerelser paaklages til en hoejere administrativ myndighed, eller

- i forbindelse med domstolsproevelse i henhold til artikel 56 eller saerbestemmelser i de direktiver, der er vedtaget vedroerende forsikringsselskaber.

5. Stk. 1 og 4 er ikke til hinder for udveksling af oplysninger inden for samme medlemsstat, hvis der findes flere kompetente myndigheder, eller medlemsstaterne imellem, mellem de kompetente myndigheder og:

- de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med andre finansieringsinstitutter og med kreditinstitutter, samt de myndigheder, der foerer tilsyn med kapitalmarkederne,

- de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber og lignende procedurer, og

- personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber,

med henblik paa varetagelsen af deres tilsynsopgaver, eller til hinder for, at der gives de organer, der forvalter (obligatoriske) likvidationsprocedurer eller garantifonde, oplysninger, som er noedvendige for, at de kan udfoere deres arbejde. De oplysninger, som de paagaeldende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

6. Endvidere kan medlemsstaterne uanset bestemmelserne i stk. 1 og 4, i henhold til lovbestemmelser give tilladelse til, at visse oplysninger meddeles andre afdelinger i deres centraladministration, som er ansvarlige for lovgivningen vedroerende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstituter, investeringsservice og forsikringsselskaber, samt inspektoerer, som handler efter fuldmagt fra de paagaeldende afdelinger.

Oplysningerne maa imidlertid kun gives, saafremt det er noedvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet.

Medlemsstaterne fastsaetter dog, at oplysninger, der modtages efter stk. 2 og 5, samt oplysninger, der stammer fra kontrol paa stedet som omhandlet i artikel 14 i direktiv 73/239/EOEF, aldrig maa videregives som naevnt i naervaerende stykke, medmindre den kompetente myndighed, der har givet oplysningerne, eller den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrollen paa stedet er foretaget, har givet sit udtrykkelige samtykke.

Kapitel 2

Artikel 17

Artikel 15 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 15

1. Hjemlandet paalaegger ethvert forsikringsselskab at afsaette tilstraekkelige forsikringsmaessige hensaettelser i forhold til dets samlede virksomhed.

Stoerrelsen af disse forsikringsmaessige hensaettelser opgoeres efter de regler, der er fastsat i direktiv 91/674/EOEF.

2. Hjemlandet forlanger af ethvert forsikringsselskab, at dets forsikringsmaessige hensaettelser vedroerende den samlede virksomhed er daekket af kongruente aktiver i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 88/357/EOEF. For saa vidt angaar risici, der bestaar i Faellesskabet, skal disse aktiver befinde sig dér. Medlemsstaterne kraever ikke af forsikringsselskaberne, at deres aktiver skal befinde sig i en bestemt medlemsstat. Hjemlandet kan dog lempe reglerne for aktivernes lokalisering.

3. Hvis hjemlandet tillader, at de forsikringsmaessige hensaettelser daekkes af tilgodehavender hos genforsikrere, fastsaetter det den tilladte procentdel. Det kan i saa fald ikke stille krav om, hvor disse tilgodehavender skal befinde sig.«

Artikel 18

Artikel 15a i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 15a

1. Medlemsstaterne kraever, at forsikringsselskaber, der har hjemsted paa deres omraade, og som daekker risici, der er klassificeret i klasse 14 i punkt A i bilaget, i det foelgende benaevnt »kreditforsikring«, skal oprette udjaevningshensaettelser (en udligningsreserve), som skal daekke et eventuelt teknisk tab eller en skadesprocent, der er hoejere end gennemsnittet inden for denne forsikringsklasse ved afslutningen af regnskabsaaret.

2. Udjaevningshensaettelserne skal beregnes efter de regler, som hjemlandet fastsaetter, ifoelge en af de fire metoder, der er anfoert i punkt D i bilaget, og som betragtes som aekvivalente.

3. Op til de beloeb, der er beregnet ifoelge metoderne i punkt D i bilaget, medregnes udjaevningshensaettelserne ikke i solvensmargenen.

4. Medlemsstaterne kan fritage forsikringselskaber, der har hjemsted paa deres omraade, fra kravet om oprettelse af udjaevningshensaettelser for kreditforsikringsklassen, hvis deres indtaegt fra praemier og bidrag i denne klasse udgoer mindre end 4 % af den samlede praemie og bidragsindtaegt og mindre end 2 500 000 ECU.«

Artikel 19

Artikel 23 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

Artikel 20

Ved valget af de aktiver, der medgaar til daekning af de forsikringsmaessige hensaettelser, skal der tages hensyn til arten af de forretninger, som selskabet udfoerer, for at sikre sikkerheden, afkastet og likviditeten af selskabets investeringer, idet selskabet skal soerge for en passende diversificering og spredning af sine anbringelser.

Artikel 21

1. Hjemlandet kan kun tillade, at forsikringsselskaber tilvejebringer daekning for deres forsikringsmaessige hensaettelser ved hjaelp af foelgende kategorier af aktiver:

A. Investeringsaktiver

a) obligationer og andre penge- og kapitalmarkedsinstrumenter

b) udlaan

c) aktier og andre kapitalandele med variabelt afkast

d) andele i institutter for kollektiv investering i vaerdipapirer og andre investeringsfonde

e) grunde og bygninger samt tinglige rettigheder i forbindelse med fast ejendom.

B. Tilgodehavender

f) tilgodehavender hos genforsikrere, herunder genforsikrernes andel i de forsikringsmaessige hensaettelser

g) genforsikringsdepoter og tilgodehavender hos afgivende forsikringsselskaber

h) tilgodehavender hos forsikringstagere og maeglere i forbindelse med direkte forsikringsforretninger og genforsikringsforretninger

i) tilgodehavender som foelge af restvaerdier eller subrogation

j) krav paa skattetilbagebetalinger

k) tilgodehavender hos garantifonde.

C. Andre aktiver

l) materielle anlaegsaktiver bortset fra grunde og bygninger, vaerdiansat paa grundlag af en forsigtig afskrivning

m) anfordringstilgodehavender i banker og kassebeholdning; indlaan i kreditinstitutter og alle andre virksomheder, der er befoejet til at modtage indlaan

n) forudbetalte erhvervelsesomkostninger

o) paaloebne renter og optjent leje samt andre periodeafgraensningsposter

For sammenslutningen af forsikringsgivere kaldet Lloyd's omfatter kategorierne af aktiver ligeledes garantier og remburser, der er udstedt af kreditinstitutter som defineret i direktiv 77/780/EOEF(12) eller af forsikringsselskaber, samt verificerbare beloeb, der stammer fra livsforsikringspolicer, naar de repraesenterer midler, der ejes af medlemmerne.

Det forhold, at et aktiv eller en kategori af aktiver er medtaget i listen i foerste afsnit, medfoerer ikke, at alle saadanne aktiver automatisk tillades som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser. Hjemlandet fastsaetter mere detaljerede regler for, hvorledes tilladte aktiver maa anvendes; med henblik herpaa kan det kraeve tinglig sikkerhed eller garantistillelse, navnlig for tilgodehavender hos genforsikrere.

Ved fastlaeggelse og anvendelse af reglerne skal hjemlandet navnlig soerge for, at foelgende principper overholdes:

i) aktiver, som daekker de forsikringsmaessige hensaettelser, vaerdiansaettes eksklusive gaeld, der er stiftet med henblik paa erhvervelse af disse aktiver

ii) samtlige aktiver vaerdiansaettes paa et forsigtigt grundlag, idet der tages hensyn til risikoen for, at de ikke kan realiseres. Isaer tillades materielle anlaegsaktiver bortset fra grunde og bygninger kun som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser, saafremt de vaerdiansaettes paa grundlag af en forsigtig afskrivning

iii) udlaan, uanset om de ydes til virksomheder, en stat, en international institution, en lokal eller regional myndighed eller fysiske personer, tillades kun som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser, hvis de frembyder tilstraekkelige garantier med hensyn til deres sikkerhed, uanset om disse garantier bygger paa laantagers betalingsevne, paa pantebreve, bankgarantier, garantier fra forsikringsselskaber eller andre former for sikkerhed

iv) afledte instrumenter saasom optioner, futures og swaps i forbindelse med aktiver, som daekker de forsikringsmaessige hensaettelser, kan anvendes, naar de bidrager til at mindske investeringsrisikoen eller muliggoer en effektiv portefoeljepleje. Saadanne instrumenter vaerdiansaettes paa et forsigtigt grundlag og kan tages i betragtning ved vaerdiansaettelsen af de underliggende aktiver

v) vaerdipapirer, der ikke omsaettes paa et reguleret marked, tillades kun som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser, saafremt de kan realiseres paa kort sigt

vi) tilgodehavender hos tredjemand tillades kun som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser, efter at de tilsvarende gaeldsposter over for samme tredjemand er trukket fra

vii) vaerdien af de tilgodehavender, der tillades som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser, skal beregnes paa et forsigtigt grundlag, idet der tages hensyn til risikoen for, at de ikke kan realiseres. Isaer tillades tilgodehavender hos forsikringstagere og maeglere i forbindelse med direkte forsikringsforretninger og genforsikringsforretninger kun, saafremt det ikke er mere end tre maaneder siden, de forfaldt til betaling

viii) naar der er tale om aktiver i form af en investering i et datterselskab, som paa forsikringsselskabets vegne forvalter samtlige eller en del af forsikringsselskabets investeringer, tager hjemlandet med henblik paa anvendelsen af de i denne artikel omhandlede regler og principper hensyn til de underliggende aktiver, der indehaves af datterselskabet; hjemlandet kan behandle andre datterselskabers aktiver paa samme maade

ix) forudbetalte erhvervelsesomkostninger tillades kun som daekning for forsikringsmaessige hensaettelser, saafremt dette er foreneligt med metoderne for beregning af praemiehensaettelserne.

2. Uanset stk. 1 kan hjemlandet undtagelsesvis og paa anmodning af forsikringsselskabet for en tidsbegraenset periode traeffe behoerigt begrundet afgoerelse om, at andre kategorier af aktiver kan medgaa til daekning af de forsikringsmaessige hensaettelser, jf. dog artikel 20.

Artikel 22

1. For saa vidt angaar de aktiver, der daekker de forsikringsmaessige hensaettelser, stiller hjemlandet krav om, at hvert forsikringsselskab ikke investerer mere end:

a) 10 % af de samlede forsikringsmaessige bruttohensaettelser i en grund eller en bygning eller i flere grunde eller bygninger, der ligger saa taet sammen, at de reelt kan betragtes som en enkelt investering

b) 5 % af de samlede forsikringsmaessige bruttohensaettelser i aktier og andre omsaettelige vaerdipapirer, der kan sidestilles med aktier, i obligationer og andre instrumenter paa penge- og kapitalmarkedet fra samme selskab eller i laan til samme laantager, taget under ét, idet der ses bort fra laan til en statslig, regional eller lokal myndighed eller en international organisation, hvoraf en eller flere medlemsstater er medlem. Denne graense kan forhoejes til 10 %, hvis selskabet ikke investerer mere end 40 % af sine forsikringsmaessige bruttohensaettelser i laan til laantagere eller i tilsvarende vaerdipapirer hos udstedere, hos hvilke selskabet investerer mere end 5 % af sine aktiver

c) 5 % af de samlede forsikringsmaessige bruttohensaettelser i ikke-sikrede laan, hvoraf 1 % i et enkelt ikke-sikret laan, bortset fra laan til kreditinstitutter, til forsikringsselskaber, i det omfang der er tilladt i henhold til artikel 8 i direktiv 73/239/EOEF, og til investeringsinstitutter, der er etableret i en medlemsstat

d) 3 % af de samlede forsikringsmaessige bruttohensaettelser i kontanter

e) 10 % af de samlede forsikringsmaessige bruttohensaettelser i aktier, andre vaerdipapirer, der kan sidestilles med aktier, og obligationer, der ikke omsaettes paa et reguleret marked.

2. Det forhold, at stk. 1 ikke fastlaegger begraensninger for investering i en bestemt kategori af aktiver, er ikke ensbetydende med, at aktiverne inden for denne kategori uden begraensning boer tillades til daekning for de forsikringsmaessige hensaettelser. Hjemlandet fastsaetter mere detaljerede regler for anvendelsen af de aktiver, der kan tillades. Ved fastlaeggelsen og anvendelsen af disse regler skal hjemlandet navnlig soerge for, at foelgende principper overholdes:

i) de aktiver, der daekker de forsikringsmaessige hensaettelser, skal vaere saa diversificerede og skal vaere investeret saa spredt, at det sikres, at der ikke foreligger nogen uforholdsmaessig stor afhaengighed af en kategori af bestemte aktiver, et specielt investeringsmarked eller en speciel investering

ii) investeringer i aktiver, der som foelge af enten deres art eller udstederens soliditet indebaerer et hoejt risikoniveau, skal begraenses til et forsigtigt omfang

iii) ved begraensningerne for saerlige kategorier af aktiver tages der hensyn til, hvorledes genforsikringsandelen er behandlet ved beregningen af de forsikringsmaessige hensaettelser

iv) naar der er tale om aktiver i form af en investering i et datterselskab, som paa forsikringsselskabets vegne forvalter samtlige eller en del af dettes investeringer, tager hjemlandet med henblik paa anvendelsen af de i denne artikel omhandlede regler og principper hensyn til de underliggende aktiver, der indehaves af datterselskabet; hjemlandet kan behandle andre datterselskabers aktiver paa samme maade

v) den procentvise andel af de aktiver, der daekker de forsikringsmaessige hensaettelser, som udgoeres af ikke likvide investeringer, skal begraenses til et forsigtigt niveau

vi) naar aktiverne omfatter laan til visse kreditinstitutter eller obligationer udstedt af saadanne institutter, kan hjemlandet ved anvendelsen af reglerne og principperne i denne artikel tage hensyn til de underliggende aktiver, der indehaves af disse kreditinstitutter. Der maa kun forholdes saaledes, hvis kreditinstituttet har sit hjemsted i en medlemsstat, udelukkende tilhoerer denne medlemsstat og/eller dennes lokale myndigheder, og dets virksomhed i henhold til vedtaegterne bestaar i at formidle laan til staten eller lokale myndigheder eller laan, som sikres af disse, eller laan til organer, der har en taet tilknytning til staten eller de lokale myndigheder.

3. Med hensyn til de detaljerede regler for, hvorledes de tilladte aktiver maa anvendes, behandler medlemsstaten:

- laan, der ikke er sikret af banker, forsikringsselskaber, ved pant eller paa anden maade, mere restriktivt end laan, der er sikret saaledes

- investeringsinstitutter, der ikke er samordnet i henhold til direktiv 85/611/EOEF(13) , og oevrige investeringsfonde mere restriktivt end de investeringsinstitutter, der er samordnet i henhold til samme direktiv

- vaerdepapirer, der ikke omsaettes paa et reguleret marked, mere restriktivt end dem, der omsaettes paa et saadant marked

- vaerdipapirer, obligationer og andre instrumenter paa penge- og kapitalmarkedet, der ikke er udstedt af stater, af en af disses lokale eller regionale myndigheder eller af selskaber, der henhoerer under zone A, som omhandlet i direktiv 89/647/EOEF(14) , eller som er udstedt af internationale organisationer, som ingen af Faellesskabets medlemsstater er medlem af, mere restriktivt end samme finansielle instrumenter, som er udstedt af ovennaevnte.

4. Medlemsstaterne kan forhoeje den i stk. 1, litra b) naevnte graense til 40 % for visse obligationer, naar de er udstedt af et kreditinstitut, der har sit hjemsted i en medlemsstat, og som i henhold til lovgivningen er underkastet et saerligt offentligt tilsyn med henblik paa at beskytte indehaverne af disse obligationer. Specielt skal provenuet fra udstedelsen af disse obligationer i henhold til loven investeres i aktiver, der i tilstraekkelig grad i obligationernes samlede loebetid daekker de forpligtelser, der foelger heraf, og som ifoelge fortrinsret anvendes til tilbagebetaling af hovedstol og betaling af paaloebne renter i tilfaelde af misligholdelse fra emittentens side.

5. Medlemsstaterne kan ikke kraeve, at forsikringsselskaberne skal investere i bestemte kategorier af aktiver.

6. Uanset stk. 1 kan hjemlandet undtagelsesvis paa anmodning fra forsikringsselskabet for en tidsbegraenset periode traeffe behoerigt begrundet afgoerelse om, at de regler, der er fastsat i stk. 1, litra a) til e), kan fraviges, jf. dog artikel 20.

Artikel 23

Bilag 1, nr. 8 og 9 i direktiv 88/357/EOEF affattes saaledes:

»8. Forsikringsselskaberne kan have ikke-kongruente aktiver til daekning af et beloeb paa hoejst 20 % af deres forpligtelser i en bestemt valuta.

9. Hver medlemsstat kan bestemme, at kravet i de foregaaende bestemmelser om, at forpligtelser skal daekkes af aktiver udtrykt i en medlemsstats valuta, ligeledes anses for opfyldt, hvis disse aktiver er udtrykt i ecu.«

Artikel 24

Artikel 16, stk. 1 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»1. Hjemlandet paalaegger ethvert forsikringsselskab at oprette en i forhold til dets samlede virksomhed tilstraekkelig solvensmargen.

Solvensmargenen svarer til selskabets formue fri for enhver paaregnelig forpligtelse og med fradrag af immaterielle vaerdier. Den omfatter navnlig:

- den indbetalte aktiekapital eller, for gensidige forsikringsselskaber, den faktiske grundfond plus eventuelle medlemskonti, forudsat at disse konti opfylder alle foelgende kriterier:

a) vedtaegterne fastsaetter, at betalinger fra disse konti til medlemmerne kun kan foretages, hvis solvensmargenen ikke herved falder under det kraevede niveau, eller efter selskabets oploesning, hvis hele selskabets oevrige gaeld er afviklet

b) vedtaegterne fastsaetter, for saa vidt angaar betalinger af andre aarsager end individuelle medlemsophoer, at de ansvarlige myndigheder underrettes herom mindst en maaned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde betalingen, og

c) de relevante bestemmelser i vedtaegterne kan kun aendres, efter at de kompetente myndigheder har erklaeret, at de ikke har nogen indvending mod aendringen, jf. dog kriterierne i litra a) og b);

- halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, naar den indbetalte del udgoer 25 % af denne kapital eller fond

- reserver (lovmaessige og frie), der ikke modsvarer forpligtelserne

- overfoert oberskud

- ekstrabidrag, som gensidige og gensidig-lignende forsikringsselskaber med variable bidrag kan kraeve af deltagerne i loebet af et regnskabsaar, med et beloeb paa indtil halvdelen af forskellen mellem de maksimale bidrag og de faktisk opkraevede bidrag; disse mulige ekstrabidrag kan dog ikke daekke mere end 50 % af margenen

- efter anmodning fra forsikringsselskabet de dokumenterede skjulte reserver, der skyldes en for lav ansaettelse af aktiverne, i det omfang saadanne skjulte reserver ikke har karakter af et undtagelsestilfaelde

- kumulative praeferenceaktier og ansvarlig indskudskapital kan medtages, men i saa fald hoejst med et beloeb svarende til 50 % af margenen, hvoraf ansvarlig indskudskapital med fast loebetid eller kumulative praeferenceaktier med fast loebetid hoejst maa udgoere 25 %, forudsat at mindst foelgende betingelser er opfyldt:

a) i tilfaelde af et forsikringsselskabs konkurs eller likvidation findes der bindende aftaler om, at ansvarlig indskudskapital eller praeferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og foerst fyldestgoeres, naar al anden udestaaende gaeld er betalt.

For ansvarlig indskudskapital skal ligeledes foelgende betingelser vaere opfyldt:

b) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning

c) for indskudskapital med fast loebetid skal den oprindelige loebetid vaere mindst fem aar. Senest et aar inden tilbagebetalingsdatoen forelaegger forsikringsselskabet med henblik paa godkendelse de kompetente myndigheder en plan over, hvorledes solvensmargenen vil blive fastholdt paa eller bragt op paa det kraevede niveau ved loebetidens udloeb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudskapital kan udgoere af solvensmargenen, nedsaettes gradvis i loebet af mindst de sidste fem aar inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet tilbagebetaling af saadanne midler, naar anmodning herom indgives af det emitterende forsikringsselskab, og dets solvensmargen ikke derved falder under det kraevende niveau

d) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen loebetid, skal der gaelde et opsigelsesvarsel paa fem aar, medmindre indskudskapitalen ikke laengere medregnes som en komponent af solvensmargenen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgaaende samtykke specielt kraeves for tilbagebetaling foer tiden. I sidstnaevnte tilfaelde underretter forsikringsselskabet mindst seks maaneder inden datoen for den foreslaaede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den faktiske og den kraevede solvensmargen foer og efter denne tilbagebetaling. De kompetente myndigheder giver kun tilladelse til tilbagebetalingen, hvis der ikke er risiko for, at forsikringsselskabets solvensmargen falder under det kraevende niveau

e) laaneaftalen maa ikke indeholde nogen klausul om, at gaelden under naermere angivne omstaendigheder, bortset fra likvidation af forsikringsselskabet, skal tilbagebetales inden den aftalte forfaldsdato

f) laaneaftalen kan kun aendres, efter at de kompetente myndigheder har erklaeret, at de ikke har nogen indvendinger mod aendringen

- vaerdipapirer med ubestemt loebetid og andre instrumenter - herunder andre kumulative praeferenceaktier end de i foregaaende led omhandlede - der opfylder foelgende betingelser, op til 50 % af margenen for de i forrige led naevnte vaerdipapirer og ansvarlig indskudskapital:

a) de maa ikke kunne tilbagebetales paa ihaendehaverens initiativ eller uden den kompetente myndigheds forhaandsgodkendelse

b) aftaler i forbindelse med gaeldsstiftelsen skal give forsikringsselskabet mulighed for at udskyde betaling af renter paa gaelden

c) laangiverens krav mod forsikringsselskabet skal efterstilles al anden ikke efterstillet gaeld

d) de for udstedelsen af vaerdipapirerne gaeldende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gaeld og ikke betalte renter skal kunne medgaa til daekning af tabene, samtidig med at forsikringsselskabet skal kunne fortsaette sin virksomhed

e) kun faktisk indbetalte beloeb tages i betragtning.«

Artikel 25

Senest tre aar efter dette direktivs gennemfoerelse forelaegger Kommissionen Forsikringskomitéen en rapport om behovet for en yderligere harmonisering af solvensmargenen.

Artikel 26

Artikel 18 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 18

1. Medlemsstaterne fastsaetter ingen regler for valget af de aktiver, der ikke medgaar til daekningen af de forsikringsmaessige hensaettelser i henhold til artikel 15.

2. Med forbehold af artikel 15, stk. 2, artikel 20, stk. 1, 2, 3 og 5, og artikel 22, stk. 1, sidste afsnit, afstaar medlemsstaterne fra at begraense den frie raadighed over de roerlige og faste aktiver, der indgaar i de tilladte forsikringsselskabers formue.

3. Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for de foranstaltninger, som medlemsstaterne er berettigede til at traeffe i deres egenskab af ejere af eller deltagere i de paagaeldende selskaber, under beskyttelse af de sikredes interesser.«

Kapitel 3

Artikel 27

Artikel 7, stk. 1, litra f), i direktiv 88/357/EOEF affattes saaledes:

»f) for saa vidt angaar de risici, der er omhandlet i artikel 5, litra d), i direktiv 73/239/EOEF, kan parterne frit vaelge, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse.«

Artikel 28

Den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, kan ikke forhindre forsikringstageren i at indgaa en aftale med et forsikringsselskab, der har faaet tilladelse i henhold til artikel 6 i direktiv 73/239/EOEF, naar aftalen ikke er i strid med gaeldende retsregler begrundet i almene hensyn i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar.

Artikel 29

Medlemsstaterne maa ikke fastsaette bestemmelser om, at der kraeves forudgaaende godkendelse eller loebende anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer og af formularer og andre trykte dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne. Med henblik paa at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan de alene kraeve, at de paagaeldende betingelser og de oevrige dokumenter paa opfordring skal kunne forelaegges, uden at dette dog maa goeres til en forhaandsbetingelse for, at et selskab kan udoeve sin virksomhed.

Medlemsstaterne maa hverken opretholde eller indfoere krav om forudgaaende meddelelse om eller godkendelse af tarifforhoejelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.

Artikel 30

1. Artikel 8, stk. 4, litra b), i direketiv 88/357/EOEF udgaar. Artikel 8, stk. 4, litra a), affattes derefter saaledes:

»a) Med forbehold af litra c) gaelder artikel 7, stk. 2, tredje afsnit, naar forsikringsaftalen giver daekning i flere medlemsstater, hvoraf mindst en kraever lovpligtig forsikring«.

2. Uanset om andet maatte vaere fastsat, kan en medlemsstat, der paalaegger forpligtelse til at tegne en forsikring, kraeve, at dens kompetente myndighed faar meddelelse om de almindelige og specielle betingelser i de lovpligtige forsikringer, foer de anvendes.

Artikel 31

1. Inden en forsikringsaftale indgaas, skal forsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om foelgende:

- hvilken lovgivning der skal gaelde for aftalen, hvis parterne ikke kan vaelge frit, eller, naar parterne frit kan vaelge lovgivning, hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslaar

- bestemmelserne vedroerende behandling af klager fra forsikringstagere vedroerende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette beroerer forsikringstagerens adgang til at anlaegge retssag.

2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gaelder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.

3. Gennemfoerelsesbestemmelserne til denne artikel fastlaegges i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar.

AFSNIT IV BESTEMMELSER VEDROERENDE FRI ETABLERINGSRET OG FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Artikel 32

Artikel 10 i direktiv 73/239/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 10

1. Et forsikringsselskab, der oensker at etablere en filial paa en anden medlemsstats omraade, meddeler den kompetente myndighed i hjemlandet dette.

2. Medlemsstaterne kraever, at et forsikringsselskab, som oensker at etablere en filial i en anden medlemsstat, indgiver foelgende oplysninger sammen med den i stk. 1 naevnte meddelelse:

a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial

b) en driftsplan, hvori bl. a. angives arten af den paataenkte virksomhed og filialens organisatoriske struktur

c) en adresse i filialmedlemsstaten, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, idet den paagaeldende adresse er den samme adresse som den, hvortil alle meddelelser til den generalbefuldmaegtigede sendes

d) navn paa filialens generalbefuldmaegtigede, som skal have tilstraekkelige befoejelser til at forpligte selskabet over for tredjemand samt til at repraesentere det over for filialmedlemsstatens myndigheder og domstole. Med hensyn til Lloyd's maa dette, i tilfaelde af eventuelle tvister i filialmedlemsstaten, der hidroerer fra indgaaede forpligtelser, ikke medfoere stoerre vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedroerte selskaber af saedvanlig type. Med henblik herpaa skal den generalbefuldmaegtigedes kompetence isaer omfatte befoejelse til i denne egenskab at give moede i retten som sagsoegt med befoejelse til at forpligte de paagaeldende forsikringsgivere i Lloyd's.

Hvis forsikringsselskabet agter at lade sin filial daekke risiciene i forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget, bortset fra fragtfoerernes ansvar, skal det fremlaegge en erklaering om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garantifond i filialmedlemsstaten.

3. Medmindre den kompetente myndighed i hjemlandet henset til den paataenkte etablering har grund til at naere mistillid til den administrative strukturs egnethed, forsikringsselskabets finansielle situation eller de ansvarlige lederes og den generalbefuldmaegtigedes haederlighed og kvalifikationer eller erhvervserfaring, videresender den senest tre maaneder efter modtagelsen af alle de i stk. 2 naevnte oplysninger disse til den kompetente myndighed i filialmedlemsstaten og underretter det beroerte forsikringsselskab herom.

Hjemlandets kompetente myndighed attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet raader over minimumssolvensmargenen, beregnet i overensstemmelse med artikel 16 og 17.

Naegter den kompetente myndighed i hjemlandet at videresende de i stk. 2 naevnte oplysninger til den kompetente myndighed i filialmedlemsstaten, skal dette afslag begrundes over for det beroerte selskab inden tre maaneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger. Et saadant afslag eller manglende svar kan goeres til genstand for domstolsproevelse i hjemlandet.

4. Inden forsikringsselskabets filial paabegynder sin virksomhed, har den kompetente myndighed i filialmedlemsstaten en frist paa to maaneder fra modtagelsen af de i stk. 3 naevnte oplysninger til i givet fald at meddele hjemlandets kompetente myndighed de vilkaar, som begrundet i almene hensyn skal gaelde for udoevelsen af denne virksomhed i filialmedlemsstaten.

5. Saa snart der foreligger en meddelelse fra den kompetente myndighed i filialmedlemsstaten eller, hvis denne ikke sender nogen meddelelse, saa snart den i stk. 4 naevnte frist er udloebet, kan filialen etableres, og den kan paabegynde sin virksomhed.

6. I tilfaelde af aendring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c), eller d), skal forsikringsselskabet skriftligt meddele de kompetente myndigheder i hjemlandet og i filialmedlemsstaten den paagaeldende aendring, mindst en maaned foer aendringen foretages, saaledes at den kompetente myndighed i hjemlandet og i filialmedlemsstaten kan handle i henhold til henholdsvis stk. 3 og stk. 4.«

Artikel 33

Artikel 11 i direktiv 73/239/EOEF udgaar.

Artikel 34

Artikel 14 i direktiv 88/357/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 14

Ethvert selskab, der for foerste gang i en eller flere medlemsstater agter at udoeve sin virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give de kompetente myndigheder i hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici, det har til hensigt at daekke.«

Artikel 35

Artikel 16 i direktiv 88/357/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 16

1. De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler inden for en frist paa en maaned efter den i artikel 14 naevnte meddelelse den eller de medlemsstater, paa hvis omraade selskabet agter at udoeve sin virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, foelgende:

a) et certifikat, hvori det godtgoeres, at selskabet raader over minimumssolvensmargenen beregnet i overensstemmelse med artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EOEF

b) de klasser, inden for hvilke selskabet har ret til at virke

c) arten af de risici, som selskabet har til hensigt at daekke i den medlemsstat, hvor der praesteres tjenesteydelser.

Samtidig underretter de det beroerte selskab herom.

Medlemsstater, paa hvis omraade et selskab agter at praestere tjenesteydelser og i forbindelse hermed daekke risiciene i forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EOEF bortset fra fragtfoererens ansvar, kan kraeve, at selskabet:

- meddeler navn og adresse paa den i artikel 12a, stk. 4, i naervaerende direktiv naevnte repraesentant

- fremlaegger en erklaering om, at selskabet er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garantifond i den medlemsstat, hvor der praesteres tjenesteydelser.

2. Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 naevnte oplysninger inden for den fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette selskabet om aarsagerne hertil. Naegtelsen kan goeres til genstand for domstolsproevelse i hjemlandet.

3. Selskabet kan begynde sin virksomhed paa den attesterede dato, hvor det er blevet underrettet om den i stk. 1, foerste afsnit, omhandlede meddelelse.«

Artikel 36

Artikel 17 i direktiv 88/357/EOEF affattes saaledes:

»Artikel 17

Enhver aendring, som selskabet agter at foretage i de i artikel 14 omhandlede oplysninger, underkastes fremgangsmaaden i artikel 14 og 16.«

Artikel 37

Artikel 12, stk. 2, andet og tredje afsnit, og stk. 3, samt artikel 13 og 15 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

Artikel 38

De kompetente myndigheder i filialmedlemsstaten eller i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne praesteres, kan kraeve, at de oplysninger, som de i henhold til dette direktiv har lov til at anmode om vedroerende de forsikringsselskabers virksomhed, som opererer paa deres omraade, gives paa den paagaeldende medlemsstats officielle sprog.

Artikel 39

1. Artikel 18 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Filialmedlemsstaten eller den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne praesteres, maa ikke fastsaette bestemmelser om, at der kraeves forudgaaende godkendelse eller loebende anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer og af formularer og andre trykte dokumenter, som selskabet agter at anvende over for forsikringstagerne. Med henblik paa at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes, kan de alene kraeve, at ethvert selskab, der oensker at udoeve forsikringsvirksomhed paa deres omraade i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, paa opfordring skal kunne forelaegge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at anvende, uden at dette dog maa goeres til en forhaandsbetingelse for, at selskabet kan udoeve sin virksomhed.

3. Filialmedlemsstaten eller den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne praesteres, maa hverken opretholde eller indfoere krav om forudgaaende meddelelse om eller godkendelse af tarifforhoejelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.

Artikel 40

1. Artikel 19 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Ethvert selskab, der udoever virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forelaegge de kompetente myndigheder i filialmedlemsstaten og/eller i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne praesteres, alle de dokumenter, der forlanges af det med henblik paa gennemfoerelsen af denne artikel, for saa vidt selskaber, der har deres hjemsted i disse medlemsstater, ogsaa er forpligtet dertil.

3. Hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat konstaterer, at et selskab, der paa denne medlemsstats omraade har en filial eller driver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, overtraeder de retsregler i naevnte medlemsstat, der gaelder for det, henstiller de til det paagaeldende selskab at bringe disse ulovlige forhold til ophoer.

4. Foretager vedkommende selskab sig ikke det noedvendige, giver de kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat de kompetente myndigheder i hjemlandet meddelelse herom. Disse traeffer snarest muligt alle noedvendige foranstaltninger med henblik paa, at det paagaeldende selskab bringer de ulovlige forhold til ophoer. De kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat underrettes om arten af disse foranstaltninger.

5. Hvis selskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse foranstaltninger viser sig at vaere utilstraekkelige, eller den paagaeldende medlemsstat ikke traeffer nogen foranstaltninger, fortsat overtraeder de retsregler, der gaelder i den paagaeldende medlemsstat, kan denne, efter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet meddelelse herom, traeffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller standse yderligere overtraedelser og, saafremt det er strengt noedvendigt, forbyde selskabet at indgaa flere forsikringsaftaler paa dens omraade. Medlemsstaterne drager omsorg for, at det paa deres omraade er muligt at give forsikringsselskaberne de noedvendige meddelelser.

6. Stk. 3, 4 og 5 beroerer ikke medlemsstaternes ret til i noedstilfaelde at traeffe egnede forholdsregler for at forhindre lovovertraedelser paa deres omraade. Dette indebaerer ogsaa mulighed for at forhindre et forsikringsselskab i at fortsaette med at indgaa nye forsikringsaftaler paa deres omraade.

7. Stk. 3, 4 og 5 beroerer ikke medlemsstaternes ret til at paalaegge sanktioner ved overtraedelser paa deres omraade.

8. Hvis det selskab, der har gjort sig skyldig i overtraedelsen, har et etableret forretningssted eller besidder ejendom i den paagaeldende medlemsstat, kan dennes kompetente myndigheder i overensstemmelse med den nationale lovgivning ivaerksaette de for saadanne overtraedelser fastsatte administrative sanktioner over for dette etablerede forretningssted eller denne ejendom.

9. Enhver foranstaltning, der traeffes i henhold til stk. 4 til 8, og som omfatter sanktioner eller begraensninger i udoevelsen af forsikringsvirksomhed, skal behoerigt begrundes og meddeles det paagaeldende selskab.

10. Kommissionen forelaegger hvert andet aar den Forsikringskomité, der er nedsat ved direktiv 91/675/EOEF, en rapport, der viser antallet og arten af tilfaelde, hvor der i den enkelte medlemsstat er givet afslag som omhandlet i artikel 10 i direktiv 73/239/EOEF eller i artikel 16 i direktiv 88/357/EOEF, begge som aendret ved naervaerende direktiv, eller truffet foranstaltninger i henhold til stk. 5 i naervaerende artikel. Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen ved at give den de oplysninger, der er noedvendige for udarbejdelsen af rapporten.

Artikel 41

Dette direktiv er ikke til hinder for, at forsikringsselskaber med hjemsted i en medlemsstat ved anvendelse af ethvert foreliggende kommunikationsmiddel kan reklamere for deres ydelser i filialmedlemsstaten eller i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne praesteres, saa laenge de ikke tilsidesaetter eventuelle regler om saadanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.

Artikel 42

1. Artikel 20 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Saafremt et forsikringsselskab traeder i likvidation, opfyldes forpligtelserne i forbindelse med forsikringsaftaler, der er indgaaet gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, paa samme maade som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes eller de begunstigedes nationalitet.

Artikel 43

1. Artikel 21 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Naar en forsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgaas, goeres bekendt med, i hvilken medlemsstat hjemstedet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgaas, er beliggende.

Hvis der udleveres dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i foregaaende afsnit naevnte oplysninger.

De i foerste og andet afsnit omhandlede forpligtelser vedroerer ikke de i artikel 5, litra d), i direktiv 73/239/EOEF omhandlede risici.

3. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder daekning, samt forsikringsbegaeringen, dersom den er bindende for forsikringstageren, skal angive adressen paa hjemstedet og i givet fald paa filialen af det forsikringsselskab, der yder daekningen.

Hver medlemsstat kan kraeve, at navn og adresse paa den repraesentant for forsikringsselskabet, der er naevnt i artikel 12a, stk. 4, i direktiv 88/357/EOEF, ogsaa anfoeres i de dokumenter, der er naevnt i foerste afsnit.

Artikel 44

1. Artikel 22 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Forsikringsselskaber skal saerskilt for forsikringsvirksomhed, der udoeves i henhold til reglerne om fri etableringsret, og for forsikringsvirksomhed, der udoeves i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, meddele den kompetente myndighed i hjemlandet beloebet for praemier, skadesudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, for hver medlemsstat og for hver gruppe af klasser samt, for saa vidt angaar forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget til direktiv 78/239/EOEF, bortset fra fragtfoererens ansvar, skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgifter.

Grupperne af klasser defineres saaledes:

- ulykker og sygdom (1 og 2)

- bilforsikring (3, 7 og 10; tallene vedroerende klasse 10, bortset fra fragtfoererens ansvar, praeciseres senere)

- brand og andre skader paa ejendom (8 og 9)

- luftfarts-, soe- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12)

- almindelig ansvarsforsikring (13)

- kredit og kaution (14 og 15)

- oevrige klasser (16, 17 og 18).

Hjemlandets kompetente myndigheder videregiver inden for en rimelig frist og i samlet form disse oplysninger til de kompetente myndigheder i de beroerte medlemsstater, der anmoder derom.

Artikel 45

1. Artikel 24 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Dette direktiv beroerer ikke medlemsstaternes ret til at kraeve, at selskaber, der udoever virksomhed paa deres omraade i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, paa samme vilkaar som de selskaber, der har faaet en tilladelse der, skal vaere medlem af og deltage i enhver ordning, der skal garantere de sikrede eller de skadelidte tredjemaend betaling af erstatningsydelser.

Artikel 46

1. Artikel 25 i direktiv 88/357/EOEF udgaar.

2. Med forbehold af senere harmonisering er alle forsikringsaftaler udelukkende paalagt de indirekte skatter og parafiskale afgifter, hvormed forsikringspraemierne er belastet i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar i henhold til artikel 2, litra d), i direktiv 88/357/EOEF, samt for Spaniens vedkommende de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udfoerelse af dets opgaver i forbindelse med godtgoerelse af tab paa grund af usaedvanlige begivenheder i denne medlemsstat.

Uanset artikel 2, litra d), foerste led, i direktiv 88/357/EOEF, betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende paa en medlemsstats omraade, med undtagelse af goder i erhvervsmaessig transit, ved anvendelsen af naervaerende stykke som en risiko, der bestaar i denne medlemsstat, selv om ejendommen og dens indbo ikke er daekket af samme forsikringspolice.

Den lovgivning, der finder anvendelse paa aftalen efter artikel 7 i direktiv 88/357/EOEF, har ingen indflydelse paa den gaeldende skattemaessige ordning.

Med forbehold af senere harmonisering anvender hver medlemsstat paa de selskaber, som daekker risici paa dens omraade, de nationale bestemmelser vedroerende de foranstaltninger, der skal sikre opkraevning af de indirekte skatter og parafiskale afgifter, som skal erlaegges i henhold til foerste afsnit.

AFSNIT V OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 47

Forbundsrepublikken Tyskland kan udskyde anvendelsen af artikel 54, stk. 2, andet afsnit, foerste punktum, indtil den 1. januar 1996. I denne periode finder bestemmelserne i nedenstaaende stykke anvendelse i den i artikel 54, stk. 2, omhandlede situation.

Naar det tekniske beregningsgrundlag for praemierne er blevet meddelt hjemlandets kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 54, stk. 2 andet afsnit, tredje punktum, fremsender disse myndigheder straks de paagaeldende oplysninger til myndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, saaledes at disse kan fremsaette deres bemaerkninger hertil. Hvis hjemlandets myndigheder ikke tager hensyn til bemaerkningerne, underretter de i deltajer og med angivelse af begrundelsen herfor myndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar.

Artikel 48

Medlemsstaterne kan indroemme de forsikringsselskaber, der har hjemsted paa deres omraade, og for hvilke vaerdien af de grunde og bygninger, som medgaar til daekning af de forsikringsmaessige hensaettelser, ved meddelelsen af dette direktiv overstiger den i artikel 22, stk. 1, litra a), fastsatte procentsats, en frist til at efterkomme ovennaevnte bestemmelse, der udloeber senest den 31. december 1998.

Artikel 49

Kongeriget Danmark kan udskyde anvendelsen af dette direktiv paa lovpligtige arbejdsskadeforsikringer indtil den 1. januar 1999. I denne periode finder den i artikel 12, stk. 2, i direktiv 88/357/EOEF fastsatte undtagelse for arbejdsulykker fortsat anvendelse i Danmark.

Artikel 50

Spanien er indtil den 31. december 1996 og Graekenland og Portugal indtil den 31. december 1998 omfattet af foelgende overgangsordning for aftaler, der daekker risici, der udelukkende bestaar i en af disse medlemsstater, og som ikke er defineret i artikel 5, litra d), i direktiv 73/239/EOEF:

a) uanset artikel 8, stk. 3, i direktiv 73/239/EOEF og artikel 29 og 39 i naervaerende direktiv kan de kompetente myndigheder i de paagaeldende medlemsstater kraeve at faa meddelt de almindelige og specielle forsikringsbetingelser, inden disse bringes i anvendelse.

b) stoerrelsen af de forsikringsmaessige hensaettelser i tilknytning til de aftaler, der er omhandlet i denne artikel, fastsaettes under tilsyn af den beroerte medlemsstat efter regler, som den har fastsat, eller saafremt saadanne regler ikke findes, efter praksis paa dens omraade i overensstemmelse med dette direktiv. Daekningen af disse hensaettelser ved aekvivalente eller kongruente aktiver og lokaliseringen af disse aktiver finder sted under tilsyn af denne medlemsstat efter dennes regler eller praksis, der vedtages i overensstemmelse med dette direktiv.

AFSNIT VI AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 51

Foelgende tekniske tilpasninger, der skal foretages i direktiv 73/239/EOEF og 88/357/EOEF samt i naervaerende direktiv, vedtages efter fremgangsmaaden i direktiv 91/675/EOEF:

- udvidelse af artikel 8, stk. 1, litra a), i direktiv 73/239/EOEF til ogsaa at omfatte andre retlige former

- aendringer af listen i bilaget til direktiv 73/239/EOEF; tilpasning af listens terminologi, for derved at tage hensyn til udviklingen paa forsikringsmarkederne

- praecisering af de i artikel 16, stk. 1, i direktiv 73/239/EOEF opregnede komponenter, der indgaar i solvensmargenen, for derved at tage hensyn til udviklingen af nye finansielle instrumenter

- aendring af stoerrelsen af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EOEF omhandlede minimumsgarantifond for derved at tage hensyn til den oekonomiske og finansielle udvikling

- aendring af den liste over aktiver, der kan medgaa til daekning af forsikringsmaessige hensaettelser, som er fastlagt i artikel 21 i naervaerende direktiv, og af de regler for risikospredning, som er fastsat i artikel 22 i naervaerende direktiv, for derved at tage hensyn til udviklingen af nye finansielle instrumenter

- aendring af lempelserne i kongruensreglerne i bilag 1 til direktiv 88/357/EOEF, for derved at tage hensyn til udviklingen af nye instrumenter til daekning af valutakursrisici eller til fremskridtene hen imod Den OEkonomiske og Monetaere Union

- praecisering af definitionerne med henblik paa at sikre en ensartet anvendelse af direktiv 73/239/EOEF og 88/357/EOEF samt naervaerende direktiv i hele Faellesskabet.

Artikel 52

1. Filialer, der inden ikrafttraedelsen af gennemfoerelsesbestemmelserne til naervaerende direktiv har paabegyndt deres virksomhed efter de i vaertslandet gaeldende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmaaden i artikel 10, stk. 1 til 5, i direktiv 73/239/EOEF. Fra naevnte ikrafttraedelsesdato er de omfattet af artikel 15, 19, 20 og 22 i direktiv 73/239/EOEF samt artikel 40 i naervaerende direktiv.

2. Artikel 34 og 35 beroerer ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab, der inden ikrafttraedelsen af gennemfoerelsesbestemmelserne til naervaerende direktiv har udoevet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

Artikel 53

I direktiv 73/239/EOEF indsaettes foelgende artikel:

»Artikel 28a

1. Hver medlemsstat tillader paa de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at agenturer og filialer, der er etableret paa dens omraade og omhandlet i dette afsnit, overdrager hele eller en del af deres forsikringsbestand til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis de kompetente myndigheder i denne medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 26 omhandlede medlemsstat bekraefter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornoedne solvensmargen.

2. Hver medlemsstat tillader paa de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at agenturer og filialer, der er etableret paa dens omraade og omhandlet i dette afsnit, overdrager hele eller en del af deres forsikringsbestand til et forsikringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, hvis de kompetente myndigheder i denne medlemsstat bekraefter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornoedne solvensmargen.

3. Saafremt en medlemsstat paa de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at agenturer og filialer, der er etableret paa dens omraader og omhandlet i dette afsnit, overdrager hele eller en del af deres forsikringsbestand til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette afsnit og etableret paa en anden medlemsstats omraade, skal den sikre sig, at de kompetente myndigheder i det overtagne selskabs hjemland eller i givet fald i den i artikel 26 omhandlede medlemsstat bekraefter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornoedne solvensmargen, samt at en saadan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og at sidstnaevnte er indforstaaet med overdragelsen.

4. Den medlemsstat, hvor det overdragende agentur eller den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 naevnte tilfaelde tilladelse til overdragelsen, efter at have modtaget godkendelse fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, saafremt denne ikke er den medlemsstat, hvor det overdragende agentur eller den overdragende filial er beliggende.

5. De kompetente myndigheder i de hoerte medlemsstater meddeler de kompetente myndigheder i det overdragende forsikringsselskabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre maaneder efter anmodningens modtagelse; har de hoerte myndigheder ikke svaret ved udloebet af denne frist, betragtes dette som en positiv udtalelse eller et stiltiende samtykke.

6. En overdragelse, der tillades i henhold til denne artikel, skal i den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, offentliggoeres som foreskrevet i den nationale lovgivning. Overdragelsen kan uden videre goeres gaeldende over for de beroerte forsikringstagere, de forsikrede og enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.

Denne bestemmelse beroerer ikke medlemsstaternes ret til at fastsaette, at forsikringstagerne skal have mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.«

Artikel 54

1. Uanset om andet maatte vaere fastsat, kan en medlemsstat, hvor aftaler til daekning af de risici, der er naevnt i forsikringsklasse 2 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EOEF, delvist eller fuldstaendigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale sikringsordning, kraeve, at aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i forbindelse med den paagaeldende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat, og at de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlemsstatens kompetente myndigheder, foer de anvendes.

2. Medlemsstaterne kan kraeve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere paa lignende maade som livsforsikring, naar

- de betalte praemier beregnes paa grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger, som gaelder for den medlemsstat, hvor risikoen bestaar, efter de matematiske metoder, der anvendes i forsikring

-der oprettes en alderdomsreserve

-forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsaettes af den medlemsstat, hvor risikoen bestaar

-aftalen aabner mulighed for at haeve praemierne eller nedsaette ydelserne selv for bestaaende aftaler

-aftalen aabner mulighed for, at forsikringstageren kan aendre sin bestaaende aftale til en ny aftale i henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages hensyn til hans erhvervede rettigheder. Der skal isaer tages hensyn til alderdomsreserven, og der kan kun kraeves ny laegeundersoegelse ved oeget daekning.

I saa fald skal medlemsstatens myndigheder offentliggoere de i foerste afsnit omhandlede sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets myndigheder. Praemierne skal ud fra rimelige aktuarmaessige antagelser vaere tilstraekkelige til, at selskaberne kan opfylde alle deres forpligtelser vedroerende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet kraever, at det tekniske grundlag for beregningen af praemierne meddeles dens kompetente myndigheder, inden produktet tages i brug. Dette stykke gaelder ogsaa, naar bestaaende aftaler aendres.

Artikel 55

Medlemsstaterne kan kraeve af alle forsikringsselskaber, der paa deres omraade for egen risiko tegner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for forsikring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende henhoerer under hjemlandets kompetence.

Artikel 56

Medlemsstaterne paaser, at alle afgoerelser, der traeffes over for et forsikringsselskab i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til naervaerende direktiv, kan goeres til genstand for domstolsproevelse.

Artikel 57

1. Medlemsstaterne vedtager senest den 31. december 1993 de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme dette direktiv, og saetter dem i kraft senest den 1. juli 1994. De underetter straks Kommissionen herom.

Naar medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggoerelsen ledsages af en saadan henvisning. De naermere regler for denne henvisning fastsaettes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 58

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Luxembourg, den 18. juni 1992.

Paa Raadets vegne Vitor MARTINS Formand

(1) EFT nr. C 244 af 28. 9. 1990, s. 28, og EFT nr. C 93 af 13. 4. 1992, s. 1.

(2) EFT nr. C 67 af 16. 3. 1992, s. 98, og EFT nr. C 150 af 15. 6. 1992

(3) EFT nr. C 102 af 18. 4. 1991, s. 7.

(4) EFT nr. L 172 af 4. 7. 1988, s. 1. Direktivet er aendret ved direktiv 90/618/EOEF (EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 44).

(5) EFT nr. L 228 af 16. 8. 1973, s. 3. Direktivet er senest aendret ved direktiv 90/618/EOEF (EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 44).

(6) EFT nr. L 374 af 31. 12. 1991, s. 7.

(7) EFT nr. L 178 af 8. 7. 1988, s. 5.

(8) EFT nr. L 374 af 31. 12. 1991, s. 32.

(9) EFT nr. L 193 af 18. 7. 1983, s. 1.

(10) EFT nr. L 348 af 17. 12. 1988, s. 62.

(11) EFT nr. L 66 af 13. 3. 1979, s. 21. Direktivet er senest aendret ved direktiv 82/148/EOEF (EFT nr. L 62 af 5. 3. 1982, s. 22).

(12) EFT nr. L 322 af 17. 12. 1977, s. 30. Direktivet er senest aendret ved direktiv 89/646/EOEF (EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1).

(13) EFT nr. L 375 af 31. 12. 1985, s. 3. Direktivet er aendret ved direktiv 88/220/EOEF (EFT nr. L 100 af 19. 4. 1988, s. 31).

(14) EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 14.