Tredje skadesforsikringsdirektiv

Den Europæiske Union (EU) har indført en ordning med udstedelse af én enkelt EU-dækkende tilladelse, som betyder, at forsikringsselskaber med hovedsæde i en EU-medlemsstat kan åbne filialer og tilbyde tjenesteydelser under kontrol af myndighederne i den medlemsstat, hvor de har deres hovedsæde. Formålet er at give forsikringstagerne mulighed for at vælge netop den forsikring, der bedst dækker deres behov.

RETSAKT

Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anden direkte forsikringsvirksomhed end livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) [Se ændringsretsakter].

RESUMÉ

Dette direktiv omhandler forsikringer og adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring for forsikringsselskaber, der er etableret i en medlemsstat eller ønsker at etablere sig.

Adgang til udøvelse af forsikringsvirksomhed

Selskaber, som ønsker adgang til at udøve direkte forsikringsvirksomhed, skal ansøge om administrativ tilladelse ved myndighederne i den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har sit hjemsted. Med en sådan tilladelse kan selskabet udføre sin virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

Forsikringsselskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed, skal opfylde visse formkrav.

Virksomhederne skal:

• begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og dermed direkte forbundne forretninger
• fremlægge en driftsplan, der blandt andet skal indeholde oplysninger om arten af de risici, som selskabet har til hensigt at dække, sammensætningen af minimumsgarantifonden og grundprincipperne for genforsikring
• råde over den fastsatte garantifond.

Selskabet skal ligeledes underrette de kompetente myndigheder om alle aktionærers eller selskabsdeltageres identitet.

Harmonisering af betingelserne for udøvelse af forsikringsvirksomhed

Ansvaret for det finansielle tilsyn med et forsikringsselskab henhører udelukkende under hjemlandets kompetence. Det finansielle tilsyn dækker forsikringsselskabets samlede virksomhed og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og oprettelsen af forsikringsmæssige hensættelser og repræsentative aktiver. Medlemsstaterne kræver af de forsikringsselskaber, der har deres hjemsted på deres område, at de regelmæssigt fremlægger materiale, der er nødvendigt for udøvelsen af tilsynet, samt statistisk materiale..

Hjemlandet pålaegger ethvert forsikringsselskab at afsætte tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser i forhold til dets samlede virksomhed. De forsikringsmæssige hensættelser og udjævningshensættelser sker i form af investeringer og tilgodehavender eller af andre aktiver.

De kompetente myndigheder har beføjelse til at tilbagekalde selskabets tilladelse i tilfælde, hvor selskabet:

• ikke udnytter tilladelsen inden for 12 måneder
• ikke længere opfylder adgangsbetingelserne
• ikke overholder sine forpligtelser.

Bestemmelser om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser

Et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden medlemsstats område, meddeler den kompetente myndighed i hjemlandet dette og indsender en række oplysninger, navnlig arten af den påtænkte virksomhed eller tjenesteydelse.

Forsikringstager skal altid informeres om navnet på den medlemsstat, hvor selskabet er hjemmehørende, samt om filialen, som kontrakten indgås med.

TILHØRENDE RETSAKTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv). Direktivet har som mål dels at forbedre beskyttelsen af EU-borgere, der udsættes for en trafikulykke under et midlertidigt ophold i udlandet, dvs. i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl, og i et tredjeland, hvis nationale forsikringsbureau har tilsluttet sig ordningen med det grønne kort. Direktivet tager sigte på at lette erstatningsproceduren og forpligter forsikringsselskaberne til at udpege en skadesbehandlingsrepræsentant i hver medlemsstat og til at etablere informationsstrukturer, der kan identificere det ansvarlige forsikringsselskab. Det giver desuden mulighed for, at skadelidte kan rejse krav direkte overalt i EU, således at erstatningskravet kan rettes direkte til skadevolders forsikringsselskab.

Seneste ajourføring: 25.10.2011