EU’s skattepolitik

EU kan ikke pålægge eller inddrive skatter — det kan kun EU-medlemsstaterne. EU’s skattepolitik fokuserer primært på et velfungerende indre marked, dvs. at grænseoverskridende økonomisk aktivitet ikke vanskeliggøres af skattemæssige hindringer, og at konkurrenceforvridning undgås. Formålet er at sikre, at borgere og virksomheder ikke oplever vanskeligheder med hensyn til dobbeltbeskatning, konkurrenceforvridning, anmodning om tilbagebetaling af skat og indhentning af oplysninger om skatteregler i de andre medlemsstater.

EU’s harmoniseringsbestræbelser har primært haft fokus på lovgivning om skat, der pålægges varer og tjenesteydelser (indirekte skatter og afgifter, såsom merværdiafgift (moms) og punktafgifter på energiprodukter, elektricitet, alkohol og bearbejdet tobak), og sekundært på skat af indtægter og overskud (direkte skatter). Der er dog sket fremskridt med hensyn til foranstaltninger til håndtering af skatteunddragelse af opsparinger og gensidig bistand mellem skattemyndigheder.

Artikel 110 til 113 i traktaten om EU’s funktionsmåde indeholder specifikke bestemmelser om beskatning. Vedtagelsen af harmoniseret skattelovgivning kræver enstemmighed blandt alle medlemsstaterne i Rådet — et forhold, der har været en bremseklods for vedtagelsen af fælles regler. Som følge heraf har en gruppe på 11 medlemsstater for nylig fået tilladelse til at oprette et styrket samarbejde mellem hinanden inden for beskatning af finansielle transaktioner, og der gøres nu større brug af ikke-bindende metoder, såsom henstillinger, som et middel til at opnå koordinering på skatteområdet.