Sag anlagt den 24. september 2009 — Italien mod Kommissionen

(Sag T-379/09)

2009/C 282/110

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato F. Arena)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den italienske regering har for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans anfægtet Kommissionens beslutning K(2009) 5497 af 13. juli 2009 om statsstøtte nr. 6/2004 (ex NN. 70/01) og C 5/2005 (ex NN 71/04), som Italien har gennemført til fordel for drivhusgartnere (fritagelse for afgift på fyringsolie anvendt til opvarmning af drivhuse).

Søgsmålet er støttet på fem anbringender.

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning er udtryk for en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, for så vidt som de lovbestemmelser, hvorefter statsstøtten er fundet uforenelig med fællesmarkedet, ikke indeholder selektivitetskendetegnet såvel på grund af muligheden for alle erhvervsdrivende i sektoren for at drage fordel af de lavere andele af afgiften på fyringsolie anvendt til opvarmning af drivhuse som i medfør af den væsentlige forskel mellem dyrkning i drivhuse og dyrkning under åben himmel, hvori produktionsomkostningerne forbundet med fyringsolie til opvarmning ikke findes.

Med det andet anbringende har sagsøgeren, idet den påberåber sig en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, ligeledes anført, at visse af de konkurrenceforvridninger, der er en følge af de pågældende lovbestemmelser, ikke foreligger. Den har til støtte for sin tankegang ligeledes påberåbt sig de fællesskabsretlige retningslinjer for land- og skovbrugssektoren 2007-2013, som i punkt 167 udtrykkeligt angiver, at hele eller delvise fritagelser for afgifter på brændstof bestemt til primær landbrugsvirksomhed ikke kan skabe konkurrenceforvridninger som følge af den beskedne størrelse af landbrugsbedrifterne i Den Europæiske Union.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at det foreligger en begrundelsesmangel hvad angår den fastslåede konkurrenceforvridning.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 8 i direktiv 92/81/EØF (1), artikel 15 i direktiv 2003/96/EF (2) samt af EF-traktatens artikel 33, 36 og 87. Det gøres særligt gældende, at fritagelserne var udtrykkeligt tilladt i henhold til nævnte direktiver, og at efterprøvelsen af foreneligheden med fællesskabsretten under alle omstændigheder udføres under hensyntagen ikke alene til konkurrencereglerne, men ligeledes og især til bestemmelserne om den fælles landbrugspolitik. I den forbindelse gøres det gældende, at den fælles landbrugspolitik skal gå forud for konkurrencereglerne. Det følger heraf, at de omstridte foranstaltninger er i overensstemmelse med formålene fremsat i traktatens artikel 33, og at der ikke er plads til at påberåbe sig anvendelsen af bestemmelserne om statsstøtte.

Med det femte og sidste anbringende har sagsøgeren anført, at der er sket en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, idet den dog har gjort gældende, at undtagelsen i henhold til denne regel finder anvendelse under udtrykkelig henvisning til, at undtagelsen finder anvendelse som følge af varetagelsen af miljøet, der er henvist til i de fællesskabsretlige retningslinjer for støtte i landbrugssektoren i 2000.

(1)  Rådets direktiv 92/81/EØF af 19.10.1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12).

(2)  Rådets direktiv 2003/96/EF af 27.10.2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, af 31.10.2003, s. 51).