1)

Kan de løsninger, som Domstolen udviklede i dom af 24. januar 2019, Morgan Stanley & Co International, sag C-165/17, finde anvendelse på den situation, hvor en filial i en medlemsstat dels foretager momspligtige transaktioner, dels udfører tjenesteydelser for sit hovedsæde og for filialer med hjemsted i et tredjeland?

2)

Når filialen, der har hjemsted i en medlemsstat, kræver fradragsret på grundlag af de udgifter, den har haft i forbindelse med udførelsen af tjenesteydelser for hovedsædet i et tredjeland, dvs. udførsel af finansielle og bankmæssige tjenesteydelser, kan den afgiftspligtige da fradrage momsen i henhold til artikel 169, litra a), eller artikel 169, litra c) [i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT, L 347, s. 1)]?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, og filialen kan kræve fradrag i henhold til artikel 169, litra a), på hvilken betingelse kan de bankmæssige transaktioner, som er udført af hovedsædet, der er etableret i et tredjeland, da anses for at berettige til fradrag, såfremt de var udført i den medlemsstat, hvor de momspålignede udgifter er blevet afholdt? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, og filialen kan kræve fradrag i henhold til artikel 169, litra c), på hvilke betingelser kan kunden da anses for at være etableret uden for Den Europæiske Union, når filialen er beliggende i Den Europæiske Union og sammen med hovedsædet udgør én retlig enhed?