10.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 73/23

—

Afgørelse vedtaget af Rådet og repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, af 16. juni 2011 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af lufttransportaftalen mellem Amerikas Forenede Stater som den første part, Den Europæiske Union og dens medlemsstater som den anden part, Island som den tredje part og Kongeriget Norge som den fjerde part og om undertegnelse på Unionens vegne og midlertidig anvendelse af en tillægsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater som den første part, Island som den anden part og Kongeriget Norge som den tredje part om anvendelsen af lufttransportaftalen mellem Amerikas Forenede Stater som den første part, Den Europæiske Union og dens medlemsstater som den anden part, Island som den tredje part og Kongeriget Norge som den fjerde part (2011/708/EU) (1), annulleres.

—

Virkningerne af afgørelse 2011/708/EU opretholdes.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Med dette søgsmål har Kommissionen nedlagt påstand om, at »afgørelse vedtaget af Rådet og repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet« af 16. juni 2011 (Afgørelse 2011/708/EU) (herefter »den anfægtede afgørelse« eller »den anfægtede foranstaltning«), som blev vedtaget på lufttransportområdet, annulleres. Den vedrører undertegnelse og midlertidig anvendelse af Islands og Kongeriget Norges tiltrædelse af lufttransportaftalen mellem Amerikas Forenede Stater som den første part, og EU og dens medlemsstater som den anden part, samt undertegnelse og midlertidig anvendelse af tillægsaftalen hertil.

2)

Søgsmålet er støttet på følgende tre anbringender:

3)

Kommissionen har for det første gjort gældende, at Rådet med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), sammenholdt med artikel 218, stk. 2 og 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), for så vidt som det fremgår af artikel 218, stk. 2 og 5, TEUF, at Rådet er den institution, der er bemyndiget til at godkende undertegnelse og midlertidig anvendelse af aftaler. Afgørelsen burde derfor udelukkende være truffet af Rådet og ikke også af medlemsstaterne, forsamlet i Rådet.

4)

Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Rådet ved at vedtage den anfægtede afgørelse har tilsidesat artikel 218, stk. 8, første afsnit, TEUF, sammenholdt med artikel 100, stk. 2, TEUF, i medfør af hvilke Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal. Afgørelsen vedtaget af medlemsstaterne forsamlet i Rådet er ikke en afgørelse truffet af Rådet, men en retsakt, der er vedtaget af medlemsstaterne kollektivt som repræsentanter for deres regeringer og ikke i deres egenskab af medlemmer af Rådet. På grund af sin art kræver en sådan retsakt enstemmighed. Det følger heraf, at det forhold, at begge afgørelser træffes som én afgørelse, og at sidstnævnte gøres til genstand for enstemmighed, bevirker, at reglen om kvalificeret flertal i artikel 218, stk. 8, TEUF fratages sin betydning.

5)

Endelig har Rådet tilsidesat formålene fastsat i traktaterne og princippet om loyalt samarbejde fastsat i artikel 13, stk. 2, TEU. Rådet burde have udøvet sine beføjelser således, at EU’s institutionelle rammer og de EU-procedurer, der er fastlagt i artikel 218 TEUF, ikke omgås, og skulle have gjort dette i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i traktaterne.