10.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 73/21

1)

Skal artikel 43 EF og 49 EF fortolkes således, at de i princippet er til hinder for en national lovgivning, som den italienske bestemmelse i artikel 88 i T.U.L.P.S., som bestemmer, at »Bevilling til indgåelsen af væddemål udelukkende må gives til dem, der har opnået koncession eller tilladelse fra et ministerium eller et andet organ, som loven forbeholder ret til at organisere eller afholde væddemål, samt til personer, som i kraft af koncessionen eller tilladelsen repræsenterer koncessionshaveren eller indehaveren af tilladelsen«, og artikel 2, stk. 2b, i lovdekret nr. 40 af 25. marts 2010, ophøjet til lov nr. 73/2010, på baggrund af hvilken »artikel 88 i den konsoliderede lovtekst vedrørende lovene om den offentlige sikkerhed (Testo unico delle leggi di pubblica sicurezza), i medfør af kongeligt dekret nr. 773 af 18. juni 1931 som ændret, skal fortolkes således, at den heri omhandlede tilladelse — hvor den udstedes til kommercielle aktiviteter i forbindelse med afvikling og indsamling af offentlige spil med pengegevinster — kun kan gøres gældende efter udstedelse til indehaverne af samme aktiviteter af en koncession med henblik på afvikling og indsamling af sådanne spil fra Ministero dell’economia e delle finanze — Amministrazione autonoma dei monopoli di Stato (uafhængigt organ under Økonomi- og Finansministeriet, som forvalter statsmonopolerne)«?

2)

Skal artikel 43 EF og 49 EF fortolkes således, at de i princippet er til hinder for en national lovgivning, som den, der findes i artikel 38, stk. 2, i lovdekret nr. 223 af 4. juli 2006, ophøjet til lov nr. 248/2006, ifølge hvilken Artikel 1, stk. 287, i lov nr. 311 af 30. december erstattes af følgende:

»287.   Ministero dell’economia e delle finanze — Amministrazione autonoma dei monopoli di Stato træffer foranstaltninger til fastlæggelse af de nye metoder til fordeling af væddemål om andre begivenheder end hestevæddeløb i henhold til følgende kriterier:

Spørgsmålet vedrørende foreneligheden af artikel 38, stk. 2, med ovennævnte fællesskabsretlige principper omhandler udelukkende de dele af bestemmelsen, hvorved: a) der fastlægges en generel tendens til beskyttelse af koncessioner udstedt inden det ændrede regelsæt, b) der indføres pligt til åbning af nye salgssteder i en vis afstand fra allerede eksisterende salgssteder, som i sidste ende kan garantere faktisk opretholdelse af de opnåede markedspositioner. Spørgsmålet vedrører endvidere den generelle fortolkning, som Amministrazione autonoma dei monopoli di Stato har anlagt af den omhandlede artikel 38, stk. 2, idet der i koncessionsaftalerne (artikel 23, stk. 3) indføres en bortfaldsklausul i tilfælde af direkte eller indirekte udførelse af grænseoverskridende spilleaktiviteter, der kan sammenlignes med den af koncessionen omfattede aktivitet.

3)

Hvis dette spørgsmål besvares bekræftende, dvs. hvis de nationale bestemmelser anført ovenfor anses for at være forenelige med fællesskabsretten, skal artikel 49 EF da fortolkes således, at det, såfremt der foretages en begrænsning i den frie udveksling af tjenesteydelser begrundet i et alment hensyn, skal overvejes, hvorvidt dette almene hensyn allerede med de retsforskrifter, kontrolforanstaltninger og inspektioner, som tjenesteyderen er underlagt i den stat, hvor vedkommende er hjemmehørende, i tilstrækkelig grad er blevet tilgodeset?

4)

Hvis dette spørgsmål i henhold til formuleringen i det foregåede punkt besvares bekræftende skal den forelæggende ret derved ved prøvelsen af forholdsmæssigheden af en sådan begrænsning tage hensyn til, at kontrollen i henhold til de relevante forskrifter i det land, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, er lige så indgående eller endog mere indgående end i det land, hvor tjenesteydelsen modtages?