Appel iværksat den 14. september 2009 af Mineralbrunnen Rhön-Sprudel Egon Schindel GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Ottende Afdeling) den 8. juli 2009 i sag T-226/08 — Mineralbrunnen Rhön-Sprudel Egon Schindel GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design); andre parter i appelsagen: Schwarzbräu GmbH

(Sag C-364/09 P)

2009/C 267/81

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Mineralbrunnen Rhön-Sprudel Egon Schindel GmbH (ved Rechtsanwalt P. Wadenbach)

De andre parter i appelsagen:

Appellanten har nedlagt følgende påstande

I forhold til den tredje påstand nedlægger appellanten subsidiært påstand om, at EF-varemærke nr. 505503 »ALASKA« i hvert fald erklæres ugyldigt for følgende varer: »Mineralvand og kulsyreholdige vande og andre ikke-alkoholholdige drikke i klasse 32«.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er iværksat til prøvelse af Retten i Første Instans’ dom, hvorved Harmoniseringskontoret blev frifundet i en sag, som appellanten havde anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 8. april 2008 af Harmoniseringskontorets Fjerde Appelkammer. Ved denne afgørelse afslog appelkammeret appellantens begæring om at få EF-varemærket »ALASKA« erklæret ugyldigt for alle de af registreringen omfattede varer (Mineralvand og kulsyreholdige vande og andre ikke-alkoholholdige drikke; frugtdrikke og frugtsaft; saft og andre præparater til fremstilling af drikke).

Mellem parterne er det i det væsentlige omtvistet, hvorvidt der foreligger en absolut registreringshindring i form af et friholdelsesbehov for en angivelse vedrørende en geografisk oprindelse.

Appellanten gør i appelskriftet gældende, at Retten har anlagt en urigtig fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 40/94 (herefter »varemærkeforordningen«), hvilket navnlig begrundes ud fra de i retspraksis udviklede principper.

Ifølge ordlyden af den ovennævnte bestemmelse i EF-varemærkeforordningen kræver et EF-varemærkes udelukkelse fra registrering blot, at varemærket udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne de af registreringen omfattede varers geografiske oprindelse. Heraf følger, at også geografiske betegnelser, som vil kunne anvendes af virksomheder, i forhold til sidstnævnte skal friholdes som angivelser vedrørende den geografiske oprindelse for den pågældende varegruppe. Anvendelsen af den nævnte bestemmelse i EF-varemærkeforordningen afhænger ikke af, at der består et konkret, aktuelt eller tungtvejende friholdelsesbehov.

Hvis Retten i det foreliggende tilfælde havde anvendt EF-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra c), og de i retspraksis udviklede principper rigtigt, skulle den have fastslået, at Alaska er det største drikkevandsreservoir i USA, at den relevante kundekreds forbinder Alaska med en naturlig overflod af rent vand i dets forskellige former, at der i Alaska finder fremstilling af mineralvand sted i et erhvervsmæssigt relevant omfang, og at en markedsføring inden for Fællesskabet allerede gennemføres, hvorfor en fortsat markedsføring reelt kommer i betragtning. Heraf følger entydigt, at betegnelsen »ALASKA« fremover af konkurrenter vil kunne anvendes som oprindelsesbetegnelse.

Retten har derimod anvendt bestemmelsen i EF-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra c), og de i retspraksis udviklede principper retsstridigt, idet den ved at foretage en opportunitetsefterprøvelse — det vil sige, om markedsføringen af mineralvand fra Alaska inden for Fællesskabet ud fra et erhvervsmæssigt synspunkt (konkurrencesituationen, transportomkostningerne) giver mening — har opstillet yderligere krav, som gå videre end de ovennævnte principper. Disse yderligere krav er i henseende til EF-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra c), til ordlyden heraf, og navnlig i henseende til de i retspraksis udviklede principper for strenge og vil føre til en alt for vidtgående fortolkning, som ikke er forenelig med formålet med den fællesskabsretlige regulering.