2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/65

Ordfører:

Giuseppe GUERINI

Medordfører:

Krister ANDERSSON

1.1.

EØSU mener, at deleøkonomien ved at skabe social værdi inden for den digitale økonomi kan give EU-landene nye muligheder for vækst og udvikling, idet den er i stand til at mobilisere uudnyttede ressourcer og opmuntre de enkelte borgere til selv at tage initiativer. EØSU skelner klart mellem deleøkonomien, den digitale økonomi og platformsøkonomien som følge af deres forskelligheder, når det gælder intensitet, og i hvilken udstrækning de fokuserer på inklusion og samarbejde.

1.2.

Deleøkonomien har fået vind i sejlene gennem udbredelsen af de nye informations- og kommunikationsteknologier og ikke mindst i kraft af de digitale platforme og den store udbredelse af smartphones, men EØSU anser det for vigtigt at se på deleøkonomien i sin helhed og ikke kun som en del af den digitale økonomi.

1.3.

EØSU er af den opfattelse, at EU ikke må forspilde denne lejlighed, som deleøkonomien giver, til at innovere det system, der danner rammen om relationerne mellem myndigheder, virksomheder, borgere og markeder. I betragtning af den særligt smidige og hurtige udvikling i denne sektor er det meget vigtigt, at skattesystemerne og beskatningsordningerne bliver tilpasset intelligent og fleksibelt til det nye miljø, som deleøkonomien trives i, og mere generelt til den digitale økonomi.

1.4.

EØSU anser det ikke for nødvendigt med en ny og særskilt skatteordning for virksomheder i deleøkonomien. Derimod er det efter EØSU's mening vigtigt at udvide samarbejdet og koordineringen mellem medlemsstaterne og de forskellige berørte myndigheder i medlemsstaterne, således at de offentlige myndigheder kan holde trit med tempoet og dynamikken i den digitale økonomi og deleøkonomien.

1.5.

EØSU anbefaler, at systemet for beskatning af deleøkonomien respekterer princippet om neutralitet (dvs. ikke hindrer markedets udvikling) ved at fastlægge passende og fair skattemekanismer for de forskellige typer virksomheder, der opererer inden for deleøkonomien eller i de traditionelle sektorer.

1.6.

EØSU håber, at der snarest bliver udformet et ensartet og integreret europæisk system, som kan sikre fælles regler for den digitale økonomi i de forskellige medlemsstater, eftersom de digitale netværk har en naturlig tendens til at operere på tværs af grænserne. Det ville derfor være skadeligt, hvis de enkelte medlemsstater udvikler forskellige ordninger, og der er brug for en ægte europæisk tilgang.

1.7.

EØSU opfordrer de europæiske myndigheder til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få etableret former for internationalt samarbejde uden for Europa med henblik på at fastlægge visse grundregler for den digitale økonomi, idet potentialet i de digitale netværk allerede nu gør det muligt at drive handel med tjenester og varer over hele verden via en digital platform beliggende kun ét sted på planeten.

1.8.

EØSU anser det endvidere for nødvendigt, at de gældende regler og principper bliver tilpasset hensigtsmæssigt til de nye vilkår, som — blandt andet i kraft af de muligheder, der er skabt af de nye teknologier — afviger fra tidligere, for at sikre en ensartet og forholdsmæssig behandling af alle økonomiske aktører, hvad enten de driver virksomhed på traditionel vis eller inden for den digitale økonomi.

1.9.

EØSU tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om vedtagelsen af overordnede lovrammer for den digitale økonomi med henblik på at koordinere og harmonisere skattereglerne for disse nye former for økonomisk aktivitet.

1.10.

Efter EØSU's mening kan det i det stadigt mere grænseoverskridende og stadigt mindre stedbundne miljø, hvori den digitale økonomi og deleøkonomien trives, vise sig nyttigt at afprøve et »virtuelt fast forretningssted«, ikke mindst med henblik på en mere enkel forvaltning af skattesystemet og frem for alt for at lette momsopkrævningen.

1.11.

EØSU anser det også for vigtigt at huske på, at det ud over en passende skatteordning er vigtigt at garantere beskyttelse og respekt for: i) forbrugerrettigheder; ii) privatlivets fred og regler om behandling af personoplysninger; iii) arbejdstagere og tjenesteydere, der deltager i de nye forretningsmodeller og i aktiviteterne på formidlingsplatformene.

2.1.

Det fremgår tydeligt af forskellige data, at deleøkonomien tager til i omfang og vokser hurtigt. I 2015 skønnedes deleøkonomien i EU at have genereret indtægter på omkring 28 mia. EUR (så sent som det foregående år var indtægterne kun halvt så store).

2.1.1.

Siden 2015 har større platformes betydelige investeringer yderligere forstærket sektorens udvikling i et sådant omfang, at det skønnes, at deleøkonomien i fremtiden vil kunne nå en omsætning på mellem 160 og 572 mia. EUR på EU-plan.

2.2.

Som det fremgår af tallene, spreder deleøkonomien sig til flere og flere sektorer og har potentiale til at generere merværdi, skabe beskæftigelse på flere niveauer og sikre de europæiske forbrugere effektive tjenester til konkurrencedygtige priser.

2.3.

Deleøkonomien giver dog anledning til en række udfordringer for den europæiske lovgiver, der har til opgave at fastlægge principper og regler, som sikrer en klar og forudsigelig retlig ramme (1). EU-lovgivningen må dog ikke undergrave det store innovationspotentiale, denne sektor hidtil har lagt for dagen.

2.4.

På engelsk bruges termen »collaborative economy« (kollaborativ økonomi) ofte synonymt med »sharing economy« (deleøkonomi). I 2015 medtog Oxford English Dictionary »sharing economy« blandt de nye ord og definerede det som et økonomisk system, hvor aktiver eller tjenesteydelser deles mellem privatpersoner, enten gratis eller mod vederlag, typisk via internettet.

2.5.

Kommissionen har anvendt betegnelsen »kollaborativ økonomi« i sin meddelelse af 2. juni 2016 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi. I nærværende udtalelse bruges udtrykket »deleøkonomi«.

2.6.

Nærmere bestemt forstås der ved deleøkonomi forretningsmodeller, hvor aktiviteter formidles via formidlingsplatforme, som giver mulighed for midlertidig brug af varer eller tjenester ofte leveret af privatpersoner.

2.6.1.

Deleøkonomien omfatter tre typer aktører: (i) tjenesteydere, der deler aktiver, ressourcer, tid og/eller færdigheder og kan være privatpersoner eller erhvervsdrivende; (ii) brugere af sådanne tjenester; (iii) mellemmænd, som via en onlineplatform (formidlingsplatforme) fører tjenesteyderne sammen med slutbrugerne. Transaktioner inden for deleøkonomien indebærer normalt ikke et ejerskifte og kan udføres med henblik på fortjeneste eller uden fortjeneste.

2.7.

Mere specifikt giver deleøkonomien lettere og mere effektiv adgang, end det tidligere var tilfældet, til varer og tjenester gennem platforme, som formidler kontakt og samarbejde og gør det lettere at matche forbrugernes efterspørgsel med udbuddet af varer og tjenester, der kan leveres af enten erhvervsdrivende eller ikkeerhvervsdrivende.

2.8.

Brugen af effektive teknologier og formidlingsplatforme har revolutioneret flere sektorer såsom kort- og langdistancetransport, hotelsektoren samt udlejningen af huse eller værelser, hvilket giver mulighed for meget hurtigt og effektivt at matche udbud og efterspørgsel.

2.8.1.

I dette miljø har en række store aktører, der som oftest har sæde uden for EU, vundet indpas på markedet, og de er klare eksempler på deleøkonomiens stigende konsolidering. De har demonstreret det store vækstpotentiale i denne sektor, men har også afsløret de problemer, som deleøkonomien stiller lovgivere over for set ud fra et juridisk og skattepolitisk synspunkt og med hensyn til arbejdslovgivning og regulering af forsikrings- og pensionsrettigheder for arbejdstagerne.

2.9.

I tilslutning til ovennævnte sektorer er deleøkonomien også begyndt at vinde fodfæste inden for andre sektorer, såsom visse finansielle tjenesteydelser, personlig pleje og sundhedstjenester. Flere sektorer og tjenester vil følge efter i de kommende år og give deleøkonomien en endnu mere fremtrædende plads: det er derfor klart, at en passende debat om de regulerings- og skattemæssige aspekter af området nu ikke blot er nyttig, men nødvendig.

3.1.

Udbredelsen af IKT-redskaber og tingenes internet har skabt grobund for mange nye teknologiske virksomheder. I dag findes der en lang række nye forretningsmodeller, som er udsprunget af den digitale økonomi og deleøkonomien. Disse modeller skiller sig ud fra hinanden ved deres struktur og virksomhedens samt referencemarkedernes størrelse, måden, hvorpå de anvender teknologierne samt den organisatoriske model. Med hensyn til skattebehandlingen kan de dog opdeles i tre store hovedgrupper:

3.2.

Hvad angår modellen med store platforme for generel søgning på nettet, giver platformen mulighed for behandling af data og skabelse af merværdi, som således kan tilpasses forbrugernes specifikke behov og sælges.

3.3.

I denne forbindelse vil EØSU gerne påpege den specifikke værdi af data, der endog er blevet betegnet som »den nye valuta« (2). Merværdien er momspligtig, og princippet om bestemmelsessted anvendes. Det kan imidlertid være svært at vurdere omfanget af værdiskabelsen på forskellige stadier og derfor være svært at fordele skattepligten.

3.4.

De nye forretningsmodellers hurtige vækst kræver en samlet vurdering af værdiskabelse og skattepligt.

3.5.

Hvad angår platforme, der formidler kontakt mellem udbud og efterspørgsel (Uber-modellen), drejer et vigtigt indledende spørgsmål sig om muligheden for at fastsætte regler og krav vedrørende markedsadgang, som skal gælde for digitale platforme, der opererer i deleøkonomien, og — frem for alt — for de tjenesteydere, der bruger sådanne platforme.

3.5.1.

Kravene vedrørende markedsadgang kan blandt andet være en officiel tilladelse til at drive virksomhed, en licens eller minimumskrav til kvaliteten (f.eks. lokaliteternes størrelse eller køretøjstype, krav om forsikring eller depositum osv.). Den skabte indtægt bliver ofte vurderet og tilskrevet en person eller en erhvervsvirksomhed, der pålægges selskabsskat.

3.6.

I henhold til tjenesteydelsesdirektivet skal de krav vedrørende markedsadgang, der fastsættes i de enkelte medlemsstater, være velbegrundede og proportionelle og tage hensyn til den specifikke forretningsmodel og de innovative tjenester, der er tale om, uden at begunstige en forretnings- eller tjenesteydelsesmodel frem for andre (princippet om neutralitet).

3.7.

EØSU er enigt i Kommissionens bemærkning i den Årlige Vækstundersøgelse 2016, ifølge hvilken en mere fleksibel regulering af markederne for tjenesteydelser, inklusiv dem i deleøkonomien, vil føre til højere produktivitet ved at gøre det lettere for nye aktører at komme ind på markedet, få priserne for tjenesteydelserne til at falde og give forbrugerne flere valgmuligheder.

3.8.

Det er derfor håbet, at markedsadgangskravene for deleøkonomien — hvis sådanne findes i de forskellige nationale retssystemer — er i overensstemmelse med tjenesteydelsesdirektivet og sikrer: i) lige vilkår for de forskellige markedsdeltagere i sektorer, hvor traditionelle aktører og deleøkonomiens aktører opererer side om side; ii) lovfæstede krav, der er klare, enkle og egnede til at fremme innovationspotentialet og de muligheder, som deleøkonomien kan give stadig flere mennesker.

4.1.

Deleøkonomien, der er karakteriseret ved at levere onlinetjenester via digitale platforme, er ikke længere nødvendigvis bundet til ét geografisk sted ligesom de traditionelle økonomiske aktiviteter. Det er derfor vigtigt, at der også for deleøkonomien udarbejdes en passende og klar lovramme, der afspejler Kommissionens overordnede mål om at beskatte overskud dér, hvor de skabes.

4.2.

EØSU bemærker, at retssikkerheden kan styrkes af en regulering, hvorefter virksomheder, der udbyder og understøtter tjenester inden for deleøkonomien, betragtes som havende skattemæssig tilknytning til Europa. I denne forbindelse og i lyset af de digitale virksomheders særlige karakteristika er der netop en debat i gang om muligheden for at definere en ny form for virtuel etablering af virksomhederne, der kan betegnes som »virtuelt fast forretningssted«. Det er en interessant konstruktion, der har til formål at overvinde problemerne med at fastlægge hjemstedet for denne type aktivitet, men ideen må dog tages op til brede drøftelser og undersøges nærmere i de kommende år. En sådan løsning ville gøre det muligt at fastlægge et hjemsted i EU for aktiviteter, der foregår på det digitale marked, så man ville sikre, at den økonomiske værdi af en transaktion bliver beskattet i Europa og mere generelt dér, hvor værdien skabes.

4.3.

Deleøkonomien kan muligvis gøre noget af de nationale skattemyndigheders arbejde lettere takket være digitaliseringen af betalinger foretaget via formidlingsplatforme og takket være disse betalingers fulde sporbarhed. Betalingssystemernes udformning vil kunne gøre det lettere for erhvervsdrivende i sektoren at opfylde deres skatteforpligter, som det er tilfældet i Estland, hvor proceduren for, hvordan chauffører og nogle tjenesteudbydere angiver deres indkomst, er blevet forenklet i samarbejde med de digitale platforme.

4.4.

Generelt håber EØSU, at udvekslingen af præcise og sporbare informationer mellem skattemyndigheder, erhvervsdrivende og formidlingsplatforme vil bidrage til at reducere den administrative byrde i forbindelse med skattebetaling inden for deleøkonomien og håndhævelsesbyrden for skattemyndighederne, når samarbejdet bliver enklere og mere sikkert i det teknologiske miljø, hvori transaktionerne finder sted.

5.1.

Med hensyn til beskatningen af deleøkonomien er det interessant, at Kommissionens ekspertgruppe om beskatning af den digitale økonomi i sin rapport af 28. maj 2014 konkluderede, at der ikke bør indføres en særskilt skatteordning for den digitale økonomi og de digitale virksomheder, og at det vil være mere hensigtsmæssigt at tilpasse de eksisterende skatteregler og -modeller til den nye situation ved at udnytte, at de transaktioner, der foretages på deleøkonomiens platforme, i vid udstrækning er sporbare med henblik på forvaltningen af skatteopkrævningen.

5.2.

I praksis må Kommissionen og de nationale skattemyndigheder være særligt opmærksomme på de nye forretningsmodeller — især når platformene har sæde uden for EU — for at fordele beskatningen af den økonomiske merværdi ligeligt og proportionelt mellem de forskellige aktører: leverandører, brugere og formidlingsplatforme.

5.3.

EØSU mener, at man bør følge en fornuftig og proportionel tilgang, når de gældende generelle regler og principper på skatteområdet skal tilpasses til deleøkonomien. Denne tilgang bør sikre klare og forudsigelige regler for markedsdeltagerne for ikke at påføre for store udgifter til overholdelse, som kan true væksten i en nyudviklet sektor med store fremtidsudsigter, omend disse endnu ikke helt kan forudses eller måles.

5.4.

Et eventuelt fremtidigt europæisk initiativ vedrørende beskatningen af den digitale økonomis forretningsmodeller bør tage hensyn til de forskellige tiltag til bekæmpelse af skatteunddragelse, som Kommissionen de senere år har sat i værk på skatteområdet, således at de forskellige lovtiltag koordineres inden for en bred og sammenhængende ramme.

5.5.

Der er behov for et harmoniseret initiativ vedrørende beskatningen af den digitale økonomi for at styrke EU's indre marked og fremme dets vækst, eftersom denne sektor allerede udgør en betydelig del af den europæiske økonomi og efter alt at dømme vil spille en endnu større rolle i de kommende år.

5.5.1.

I denne henseende giver traktatens artikel 113 og 115 et solidt retsgrundlag for fastlæggelse regler for både direkte og indirekte beskatning af deleøkonomien for at konsolidere det indre marked og forbedre dets funktionsmåde.

5.6.

Nogle medlemsstater har valgt at træffe foranstaltninger for at beskatte den digitale økonomi gennem en ny, bindende lovgivning, mens andre har vedtaget retningslinjer for sektorens aktører. Som nævnt ovenfor er der dog brug for et initiativ om beskatning af den digitale økonomi på europæisk niveau.

5.7.

EØSU håber derfor, at der kan gennemføres lovgivningsinitiativer på europæisk plan om beskatning af den digitale økonomi, og at man sørger for tilstrækkelig koordinering og inddragelse af medlemsstaterne. Målet bør være a styrke det indre marked og til fulde udnytte de muligheder, som den digitale økonomi byder på.

5.8.

Tjenesteydere i deleøkonomien er naturligvis skattepligtige, men der er visse vanskeligheder ved at identificere skatteyderne, ikke mindst fordi disse kan udøve deres aktiviteter enten erhvervsmæssigt (f.eks. kontinuerlig udbydelse af tjenesteydelser) eller lejlighedsvist (som en form for et tilskud til indkomsten, uden at det bliver til erhverv). Ud over vanskeligheden ved at identificere skatteyderne er det ofte en kompliceret opgave at beregne den skattepligtige indkomst præcist.

5.9.

I denne henseende betragter EØSU fastsættelsen af mindsteindkomsttærskler som en nyttig metode til at afgøre, om en bestemt aktivitet skal betragtes som erhvervsmæssig eller ej. Udvalget håber imidlertid, at fastlæggelsen af sådanne tærskler underbygges med passende dokumentation eller begrundelser.

5.10.

Når det gælder de nye forretningsmodeller, er der brug for koordinering på EU-plan for at forebygge dobbeltbeskatning og skattemisbrug. God praksis for beskatningsmodeller, især for virksomheder, hvis aktiviteter består i at matche udbud og efterspørgsel via digitale platforme, bør indføres og gennemføres af medlemsstaterne. Kommissionen bør sørge for samordning af reglerne ved at fastlægge nogle fælles, delte regler i et direktiv.

5.11.

Samtidig opfordrer EØSU de nationale skattemyndigheder til at offentliggøre vejledninger og retningslinjer for at give klare anvisninger til tjenesteydere, der driver virksomhed i deleøkonomien. Da tjenesteyderne ofte er privatpersoner, er der i praksis et behov for at informere om deres skattepligt, da de ofte ikke er ved, at de er skattepligtige.

5.12.

EØSU håber, at der i den europæiske og nationale lovgivning vil blive fastlagt mekanismer til fremme af samarbejdet mellem aktører i deleøkonomien og skattemyndighederne. Takket være den omfattende brug af pålidelige og sporbare data vil et sådant samarbejde kunne fremme skattemæssig forenkling og gennemsigtighed, og der er endda for visse aktiviteters vedkommende mulighed for, at digitale platforme kan blive »stedfortrædende opkrævere af direkte skatter« i samarbejde med skattemyndighederne.

5.12.1.

I denne forbindelse understreger EØSU, at man for at sikre klarhed på skatteområdet må være særligt opmærksom på de nye forretningsmodellers hurtige udvikling og vækst, som giver endnu mere anledning til bekymring over den skattemæssige usikkerhed og indvirkningen heraf på handel og investeringer på tværs af grænserne, især hvad angår international beskatning (3).

5.13.

EØSU påpeger, at deleøkonomien har potentiale til at udvide det nationale beskatningsgrundlag ved at bidrage til økonomien med nye job og nye ressourcer. For at udnytte dette nye skattegrundlag bør de kompetente nationale myndigheder udvikle mere effektive systemer til udveksling og deling af data mellem myndighederne. Disse data vil sammen med de nye teknologiske muligheder kunne skabe større skattemæssig sikkerhed med deraf følgende lavere omkostninger for både tjenesteydere og skattemyndigheder. Da den digitale platform, tjenesteyderen og kunden kan befinde sig i forskellige medlemsstater, må dette spørgsmål undersøges nærmere på europæisk plan af hensyn til den grænseoverskridende beskyttelse af data.

6.1.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt deleøkonomiens aktiviteter er momspligtige, må der først og fremmest skelnes mellem på den ene side de forskellige nye forretningsmodeller — aktiviteter, der for eksempel kan udøves enten direkte af formidlingsplatformene eller af de enkelte tjenesteydere, der lader sig registrere på disse platforme, og på den anden side modeller, der benytter platformene til at udøve forskellige aktiviteter såsom salg af reklameplads eller af brugernes data med henblik på visning af reklamer.

6.2.

For den sidstnævnte kategoris vedkommende er virksomhederne allerede underlagt selskabsskat. De indsamler oplysninger om brugerne — hver gang en bruger indtaster en søgning, indsamler disse virksomheder oplysninger, som de derefter kan sælge til annoncører og andre interesserede parter, og hvis der skabes en merværdi, bør der opkræves moms af dataudvekslingen (indsamling og salg af data).

6.3.

Hvad angår de modeller, der matcher udbud og efterspørgsel, kan man anlægge den betragtning, at de skaber en »merværdi« ved at yde en tjeneste og muliggøre en transaktion/et bytte mellem kunder og chauffører. En sådan merværdi bør derfor være momspligtig.

6.4.

Generelt set må der i momsmæssig henseende skelnes mellem forskellige situationer afhængigt af betalingsformen for deleøkonomiens tjenester: i) tilfælde, hvor tjenester ydes mod betaling af et pengebeløb; ii) tilfælde, hvor vederlaget for tjenesten ikke ydes i penge, men i form af en anden tjeneste eller et ikkepengemæssigt vederlag; iii) tilfælde, hvor tjenesten ydes gratis og uden nogen modydelse.

6.5.

Den momsordning, der vil kunne anvendes på den første type (punkt i)), kan udledes af reglerne og principperne i den gældende lovgivning som anført af EU-Domstolen, mens den anden type (punkt ii)) muligvis ikke er omfattet af de momsregler, der gælder i dag.

6.5.1.

Hvad angår de konkrete tilfælde, der muligvis falder ind under punkt ii), opfordrer EØSU til en nøje undersøgelse af, hvorvidt aktiviteter på formidlingsplatformene er momspligtige eller ej. I dag er den retlige ramme på dette område faktisk uklar, især når det gælder tjenester, for hvilke der som før omtalt ikke opkræves pengebetaling, men som udnytter data om forbrugerne, deres præferencer og vaner til kommercielle formål.

6.6.

Efter EØSU's mening er det vigtigt, at Kommissionen tager spørgsmålet om momspligt i deleøkonomien op, og at den som en del af sin handlingsplan fastsætter regler for området eventuelt ved at anvende forenklede regler og principper under visse omsætningstærskler — som det allerede er gjort i nogle lande — for at begrænse udgifterne til overholdelse, især for små og mellemstore virksomheder og udbydere af lejlighedsvise tjenester.

6.7.

Endvidere vil det være nyttigt, at Kommissionen og de nationale skattemyndigheder tilskynder til samarbejde og koordinering vedrørende anvendelsen af momsreglerne på deleøkonomien.

7.1.

EØSU støtter Europa-Parlamentets udtalelse om den europæiske dagsorden for den kollaborative økonomi, hvor EP »bemærker, at europæiske iværksættere udviser en stærk tilbøjelighed til at skabe kollaborative platforme til sociale formål og erkender en stigende interesse for den kollaborative økonomi baseret på kooperative forretningsmodeller« (4).

7.2.

Deleøkonomiens særlige karakteristika, dens innovationspotentiale og behovet for at bringe skattereglerne i overensstemmelse med sektorens eksponentielle vækst taler til fordel for at inddrage det organiserede civilsamfund i de høringer og undersøgelser, som Kommissionen har taget initiativ til. Formålet bør være at samle sektorens interessenter, repræsentanter for EU-institutioner/nationale skattemyndigheder og akademiske specialister for at indlede fælles overvejelser om spørgsmål vedrørende beskatningen af deleøkonomien.

7.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå yderligere henstillinger for at forbedre informationsudvekslingen mellem de nationale skattemyndigheder og sikre skattelighed for tjenesteyderne. Udvalget mener, at en opfølgende udtalelse vil være nødvendig for nærmere at vurdere, hvad der kræves på det skattepolitiske område, og hvilke virkninger og resultater beskatningen af den digitale økonomi vil få.

7.4.

Hvad angår rettighederne for de arbejdstagere og forbrugere, der deltager i deleøkonomien, henviser EØSU til sin udtalelse om Deleøkonomi og selvregulering  (5). I denne sammenhæng er det dog vigtigt at minde om, at deleøkonomien har en meget betydelig indvirkning på arbejdsmarkedet, hvilket gør det nødvendigt at være særligt opmærksom på beskyttelsen af arbejdstagerne, især for så vidt angår bidragene til social beskyttelse og sygesikring samt pensionssystemet.

7.4.1.

I denne henseende understreger EØSU endnu en gang behovet for at vurdere deleøkonomiens indvirkning på arbejdsmarkedet og påpeger, at den fulde beskyttelse af arbejdstagere og tjenesteydere er et mål, som EU og de nationale lovgivere til stadighed bør have i erindring.