13.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 345/120

Ordfører:

Laure Batut

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) minder om, at EU's energipakke ønsker at sætte »forbrugeren i centrum«, og efterlyser en definition og en gennemførelse af dette princip. Forbrugeren kan kun udfylde sin nye rolle, hvis han kan støtte sig til tydelige tekster, der sætter ham i stand til at agere. Det er EØSU's opfattelse, at hvis energiunionen skal blive en succes, er der brug for en fremtidsvision om, hvad borgerne og virksomhederne har at vinde med dette projekt, som f.eks. mere lighed.

1.2.

EØSU mener, at en indsats i forhold til energiefterspørgslen, der baserer sig på bevidstgørelse af borgere og fagfolk (undervisning, uddannelse), kan gøre disse ansvarlige for deres energivalg og -adfærd. Energieffektiviteten kan medtages i opgørelser over energibehov, kan bidrage til at reducere forbruget og dermed påvirke omkostningerne, selv når priserne stiger. Den kan dog ikke i sig selv løse de energirelaterede problemer vedrørende klimaændringer, forsyningssikkerhed eller energifattigdom (1). Energieffektivitet og ikkeforbrug af energi udgør ikke energikilder.

1.3.

EØSU foreslår, at dataanalysen i de kommende år udvides med inddragelse af undersøgelser af flere energikilder, og at man interesserer sig for tre slags forbrug, nemlig husholdningernes, industriens og servicevirksomhedernes.

1.4.

Rapporten bør endvidere omfatte en evaluering af hvordan energiefterspørgslen tilfredsstilles, således at man får kendskab til, i hvor stort omfang behovene opfyldes til en overkommelig pris (artikel 14 i EUF-traktaten).

1.5.

EØSU foreslår endvidere, at rapporten beskæftiger sig med de beløb, som virksomhederne og/eller forbrugerne betaler til FoU og til omsættelse af forskningen i energilagring i praksis. Dette bør afspejles i energiprisen og i omkostningerne til finansiering af netværkene.

1.6.

Miljøomkostningerne bør evalueres og oplysningerne herom være let tilgængelige for alle.

1.7.

EØSU foreslår, at Kommissionens toårige rapporter om energipriser og -omkostninger indledes af en ordforklaring, som letter forståelsen for alle forbrugere.

1.8.

I samme gennemsigtighedsøjemed anmoder udvalget Kommissionen om at tilføje et faktablad for hver af de undersøgte medlemsstater med fem referencepunkter for hver energikilde:

2.1.

I 2014 udarbejdede Kommissionen en første rapport om energipriser og -omkostninger i Den Europæiske Union (EU). Mangelfuldheden af de indsamlede data fik Kommissionen til at foreslå en forordning (2) om europæiske statistikker over priserne på naturgas og elektricitet.

2.2.

Målsætningen er at gøre status over udviklingen af det indre marked for energi, som ikke er fuldført, og at bidrage til at fastlægge, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at styrke energieffektiviteten og forsyningssikkerheden på dette område med delt kompetence.

3.1.

Den foreliggende rapport fra Kommissionen er således nummer to i rækken. Rapporten vurderer situationen med hensyn til energipriser på områderne gas, elektricitet og olieprodukter og disses konsekvenser for husholdningerne og erhvervslivet, ligesom den fremhæver EU's strategiske politikker med henblik på at virkeliggøre energiunionen.

4.1.

Kommissionen nævner visse forudsætninger for at influere på priserne, nemlig øget energieffektivitet og anvendelse af alternativ energi, hvor EU ønsker at være verdensførende.

4.2.

EU-medlemsstaternes nettoimport af elektricitet genereret af fossilt brændstof — og parallelt hermed deres afhængighed — er steget, hvilket har sat nyt liv i den vanskelige debat om skiferolie og -gas.

4.3.

Engrospriserne er faldet regelmæssigt siden 2008 og har konvergeret i det indre marked, hvilket har ført til et fald i prisen på kul og gas. Imidlertid er der mange nationale faktorer, der forhindrer, at dette fald smitter af på detailpriserne, som fortsat stiger, idet den gennemsnitlige pris for husholdningerne er steget med 3,2 % i samme periode:

4.4.

Elektricitetspriserne for virksomhederne er steget mindre, nemlig mellem 0,8 og 3,1 % om året fra 2008 til 2015, idet de »store« forbrugere kan nyde godt af særlige takster.

4.5.

Kommissionen anfører, at der er meget store forskelle mellem medlemsstaterne, idet forskellen for husholdningerne kan være helt oppe på 300 %, på grund af skatte- og afgiftskomponenten (59 % i Danmark, 5 % i Malta).

4.6.

Den gennemsnitlige elektricitetspris i Europa er højere end i USA, men betydeligt lavere end i Japan.

5.1.

Gas udgør 23 % af EU's primære energiforbrug, og 15 % går til elektricitetsproduktion. Gas dækker næsten »en tredjedel af både husholdningernes og industriens endelige energibehov«.

5.2.

EU importerer 69 % af sin gas fra et begrænset antal leverandører og er tvunget til at følge verdensprisernes udsving.

5.3.

Engrospriserne er faldet med 50 % siden 2013, primært på grund af en svag global efterspørgsel, USA's produktion af skifergas og indekseringen af gasprisen efter olieprisen.

5.4.

Detailpriserne er steget med 2 % om året siden 2008 for husholdningerne. Også hér spiller skatte- og afgiftskomponenten, som er steget med 4,2 % om året, en betydelig rolle og forklarer — sammen med netafgifterne — forskellene medlemsstaterne imellem, hvor den højeste pris (i Sverige) er fire gange højere end den laveste (i Rumænien).

5.5.

For virksomhederne og de »store« industriforbrugere er priserne faldet, og det er energikomponenten, der har størst betydning for prisdannelsen, hvilket har ført til, at engrospriserne har smittet af på detailpriserne, og til at der er sket en større konvergens i det indre marked.

5.6.

På verdensplan ligger Europa konvergensmæssigt i midten med en nedadgående tendens siden 2013, omend over priserne i USA og Rusland.

6.1.

Fra maj 2014 til januar 2016 faldt dollarprisen på råolie på 19 måneder med 77 %, hvorefter den er steget, men dog er forblevet på halvdelen af 2014-prisen.

6.2.

Detailprisen er blevet påvirket i mindre grad, da euroen er faldet i forhold til dollaren, og eftersom skatter og afgifter er en vigtig komponent i prisen.

EU har fastsat minimumssatser for punktafgifter (4), men næsten alle medlemsstater vælger at fastsætte højere satser. I 2015 tegnede afgifterne sig for 63 % af den gennemsnitlige detailpris på benzin og 57 % af dieselprisen, med forskelle fra den ene medlemsstat til den anden.

6.3.

Sammenfattende kan det fastslås, at priserne på de tre energikilder er faldet siden den seneste rapport, og at faldet har påvirket engrospriserne. Det har også påvirket detailpriserne for olieprodukter, mens priserne for gas og elektricitet er steget på grund af stigende netomkostninger og især stigende skatter og afgifter.

7.1.

For de tre energikilder har husholdningernes forbrug ligget forholdsvis stabilt siden 2008.

Deres udgifter er steget som følge af stigningen i detailpriser på gas og el (eksklusiv transport). Den del af indkomsten, der går til energi, varierer betydeligt mellem medlemsstaterne, hvilket naturligvis mest berører fattige husholdninger: 8,6 % i 2016 mod 6,2 % i 2004. Husholdningernes forbrug er faldet med 4 % i perioden.

7.2.

Kommissionen understreger, at sociale foranstaltninger rettet mod sårbare forbrugere er nødvendige for at bekæmpe energifattigdommen.

8.1.

For 14 energiintensive industrisektorers vedkommende faldt virksomhedernes energiomkostninger mellem 2008 og 2013, og energiomkostningernes andel af produktionsomkostningerne har i de seneste år i gennemsnit ligget mellem 5 og 10 %. Dette skyldes faldende priser for de store forbrugere, fritagelser og reduktioner i energiskatter og -afgifter og ikke i nævneværdig grad tiltag for øget energieffektivitet.

8.2.

Kommissionen mener, at EU's økonomi internationalt set ikke er en stærkt energiintensiv økonomi, og at konkurrenceevnen og et velfungerende energimarked burde bidrage til, at virksomhederne og husholdningerne kan forsynes med den nødvendige energi på så rentabel vis som muligt, idet enhver inflationsskabende effekt undgås, og uden at der anvendes offentlig støtte, som vil være urimeligt konkurrenceforvridende. I 2012 blev der således udbetalt 113 mia. EUR, hvoraf 17,2 mia. i direkte støtte, og i 2014 blev der opkrævet 263 mia. i energiskatter, svarende til 1,88 % af EU's BNP.

9.1.

Energi er et centralt element for økonomierne og husholdningerne. Forbruget af energi afstedkommer CO2-emissioner, som er skadelige for klimaet og levende væsener. EU har indledt en omstilling til en kulstoffattig økonomi. En forståelse af mekanismerne for fastlæggelse af energiomkostningerne og -priserne bør kunne befordre en bedre omstilling og bekæmpelse af energifattigdommen (5).

9.2.

Den foreliggende rapport fra Kommissionen viser, at der ikke er én pris på energi i EU, men forskellige priser for de forskellige energivektorer, der varierer afhængigt af den geografiske placering, nationale praksisser, tidspunktet for og karakteren af brugernes forbrug.

9.3.

Et »barometer« for husholdningernes energipriser (European Climate Foundation) publiceres i flere europæiske lande, og Kommissionen udgiver på sin side sine rapporter hvert andet år.

10.1.

Olie, kul og gas, som sammen med biomasse, kerneenergi og elektricitet stadig leverer hovedparten af den energi, der forbruges i verden, kan ikke oplagres og transporteres i samme grad:

10.2.

Energipriserne har en virkning på en sektors konkurrenceevne, der er en funktion af den mængde energi, der forbruges direkte, og den energi, der indgår i det mellemliggende forbrug ved fremstillingen af et gode. En lav energiomkostning kan påvirke konkurrenceevnen (jf. amerikansk skifergas) uden dermed at være en strukturel produktivitetsfaktor.

10.3.

Mange medlemsstater importerer energi fra deres EU-naboer eller fra andre lande i naboområdet. Den geopolitiske situation har således konsekvenser for forsyningssikkerheden og priserne.

10.4.

Prisen for en tønde olie fastsættes altid i dollars. Derfor spiller valutakurserne og dermed europæisk økonomis generelle konkurrenceevne en rolle for konkurrencen og for prisdannelsen for slutforbrugeren.

10.5.

Den energipris, der betales af virksomhederne og husholdningerne, påvirker den globale efterspørgsel. I EU-handelen foregår vareudvekslingen primært inden for EU og vedrører forarbejdede produkter, som er følsomme over for variationer i energiprisen.

11.1.1.

Omkostninger eller priser? I daglig tale bruger man ofte begreberne i flæng. Kommissionens rapport [COM(2017) 769] ville have vundet i klarhed, hvis den var startet med dette punkt.

11.1.2.

Det mest oplagte er prisen. Prisen er udvekslingsværdien af en enhed energigode eller -tjenesteydelse. På et fuldstændig »frit« marked ville den udgøres af balancepunktet mellem udbud og efterspørgsel.

11.1.3.

På et sofistikeret verdensmarked findes der lige så mange priser, som der er markeder. Og i hver enkelt transaktionsetape påvirkes prisen af ydre elementer (eksternaliteter). Dertil kommer medlemsstaternes interne politiske elementer, f.eks. sektorens struktur, afgifter, klima, husholdningernes købekraft, virksomhedernes konkurrenceevne osv.

11.1.4.

Energiunionen kunne under overholdelse af nærhedsprincippet udglatte disse elementer, der skaber forskelle og urimeligheder mellem europæerne.

11.2.1.

Omkostningerne udgøres af prisen for de energiråstoffer, der er nødvendige for fremstillingen af en vare eller en tjenesteydelse, og tilrådighedsstillelsen for forbrugerne (»Les prix et les coûts des sources d'énergie«, Jean-Marie Martin-Amouroux, 20.2.2017). Der kan være meget betydelige forskelle i omkostningerne afhængigt af valget af produktionsvejen for den forbrugte energi (SWD(2016) 420 final).

11.2.2.

For SMV'erne, der udgør 90 % af den europæiske økonomi, kan det, selv om de ikke er klassificeret som store energibrugere, forholde sig således, at omkostningen for den energi, de benytter, og omkostningen for den energi, der er indlagret i de råprodukter, de forarbejder, kan have en betydelig indvirkning på fabrikationsprisen for de fremstillede goder og på salget af disse.

11.2.3.

Dertil kommer, at energiomkostningerne ikke er en faktor, der let kan ændres. Der er tale om en pålagt udgift. Når den udgør en væsentlig andel af fremstillingsprisen, belaster den varernes salgspris. Dermed påvirkes forbrugernes købekraft, og efterspørgslen kan blive hæmmet (som det f.eks. er tilfældet med biler). For virksomheden er energikilden substituerbar: hvis olie bliver for dyr, går man over til gas osv.

11.2.4.

Spørgsmålet om energiomkostningerne hænger sammen med EU's diplomati og fastlæggelse af en EU-industripolitik, ikke kun for de energiforbrugsintensive sektorer.

12.1.

Det foreliggende dokument indgår i pakken »Ren energi til alle europæere« (6), hvor Kommissionen gør status over energipriser og -omkostninger i Europa. EØSU beklager, at omstillingsperspektivet ikke har en større plads. Prisdifferentiering som funktion af forskellige kilder til elektricitetsproduktion ville være lettere at forstå. En vares energiindhold afhænger af hele produktionskæden og af energiomkostningerne. Virksomhedernes konkurrenceevne står på spil og dermed deres evne til at skabe varige arbejdspladser og beskytte miljøet.

12.2.

EU's forskellige tekster har gjort EU til en fælles reference i landenes kamp mod drivhusgasserne, for energieffektivitet og fremme af vedvarende energikilder. Men valget af »miks« tilkommer medlemsstaterne. Der er forskelle mellem disse, navnlig med hensyn til afgifter og deres måde at bekæmpe klimaforandringerne på. Der er tale om en situation, der skaber dumping, hvilket vanskeliggør forvaltning af energiunionen (7).

12.3.

Med en udelukkende konkurrencebaseret tilgang, som var i højsædet i firserne, tager man hverken hensyn til de globale realiteter i energisektoren eller til EU's nye kurs: forbrugeren er i »centrum for systemet«, man kan ikke længere beklage hverken »markedets manglende perfektion«, de mange tilfælde af offentlig intervention for at støtte energisektoren, hvilket er det samme som »subsidier«, eller beskatningsgrundlaget for de offentlige indtægter. Man kan betegne dette som en omfordeling, der kompenserer for energiens samfundsmæssige omkostning, der er blevet utålelig for mange borgere.

12.4.

Forøgelsen af prisen på energi, og navnlig på elektricitet, kan medføre en udflytning af beskæftigelse. En stabil politik er afgørende vigtig for lønmodtagerne, virksomhederne og investorerne.

12.5.

Uligheden mellem enkeltpersoner og mellem medlemsstater er fortsat notorisk. Den forekommer også mellem virksomheder, de store forbrugere og de øvrige, og mellem privatpersoner og virksomheder. Liberaliseringen af det europæiske marked, som har ødelagt de nationale monopoler til fordel for indførelse af konkurrence med henblik på at tilgodese forbrugerne, har være forbundet med større gas- og elregninger for slutbrugerne, men har ikke forhindret, at der er opstået oligopoler uden konkurrence. Udvalget finder, at begrebet lighed mellem »forbrugerne«, man kunne også sige »udligning«, kunne gøres til et EU-begreb.

12.6.

Ifølge en meddelelse fra Kommissionen, der vedrører hurtigere innovation inden for ren energi (8), er »energisystemet (…) nået til et vendepunkt«, idet »vedvarende energi bliver mere og mere omkostningseffektiv«. Det Europæiske Råd har vedtaget foranstaltninger vedrørende dekarbonisering af økonomien og integration af energimarkedet. Vedvarende energi udgør en stigende del af elektricitetsproduktionen, og energiintensitetsraten — der måler energiforbruget i forhold til den økonomiske ydeevne — er faldende, navnlig i de udviklede økonomier.

12.7.

Med den foreliggende meddelelse fremlægges der en pakke af lovgivningsmæssige foranstaltninger på grundlag af tre overordnede mål:

12.8.

EU's tilgang til spørgsmålene om priser og omkostninger bør ændre sig radikalt og tage de sårbare forbrugere i betragtning. Samtidig bør det bestemmes, i hvilket omfang der skal være offentlig støtte til vedvarende energikilder, således at husholdningerne ikke rammes for hårdt af de afledte afgifter. Kommissionen lægger op til en mere intuitiv og forbrugerorienteret regional tilgang, med henblik på fremskridt i retning af et indre marked.

12.9.

Kommissionen understreger, at sociale foranstaltninger rettet mod sårbare forbrugere er nødvendige for at bekæmpe energifattigdommen. Det er meget fint, men det er ikke disse energisektorers store virksomheders indtjening, der finansierer disse foranstaltninger. Det er de øvrige borgere og de skatter, de betaler, samt medlemsstaternes budgetter.

12.10.

Udvalget bemærker, at rapporten indeholder en lang række oplysninger, der er indsamlet fra et stort antal aktører, men beklager, at denne gennemsigtighed både hvad angår priser og omkostninger ikke strækker sig helt ned til husholdningsniveauet. For vedvarende energikilder kan netværksomkostninger udgøre 50 % (rapport fra Centre d’analyse stratégique, 2012, Frankrig). Gode statistikker, således som der lægges op til i Kommissionens forslag til forordning (se fodnote 1), er nødvendige, for at forbrugerne kan vælge og træffe beslutninger. De bør omfatte miljøomkostningerne og være let tilgængelige for dem, for hvem disse foranstaltninger iværksættes, og som ønsker at forstå, hvorfor og hvordan de opnår og betaler for energien.