21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/6

1.1

Kvinders beskæftigelse bør ikke længere rejses som en debat om ligestilling, men i stedet anskues som en økonomisk nødvendighed med henblik på at skabe velstand og arbejdspladser i Den Europæiske Union - en samfundsmæssig nødvendighed for at kunne tage de demografiske, sociale og miljømæssige udfordringer op og sikre bæredygtig vækst.

1.2

Kvinders øgede beskæftigelsesfrekvens har allerede bidraget markant til væksten de sidste 50 år. Det er dog nødvendigt at gennemføre mere fokuserede foranstaltninger på såvel EU-plan som nationalt plan for at drage fuld nytte af det potentiale, som kvinders bidrag til vækst rummer. Det er ikke desto mindre vigtigt at sikre brede politikker, som ikke kun omfatter de mest indlysende økonomiske hindringer, men også tager højde for områder som skat, velfærdsydelser og pensionsordninger, arbejdstagerrettigheder, beslutningstagning, iværksætteri, uddannelse, stereotyper og vold. Det står også klart, at både kvinder og mænd skal spille en rolle, hvis disse yderst komplekse problemer skal løses. Kvinder og mænd skal også involveres i dialog og samarbejde mellem de relevante aktører og i gennemførelsen af bedste praksis.

1.3

Sideløbende med de specifikke henstillinger nedenfor og i hele teksten er de vigtigste forudsætninger for at få kvinderne til at deltage mere i beskæftigelsen og bidrage til vækst følgende:

2.1

Udvalget er stærkt overbevist om, at den økonomiske vækst i sig selv ikke længere er nok til at sikre reelle fremskridt i samfundet, hvis ikke den er inklusiv og bæredygtig. Ligestilling bliver således en vigtig betingelse for at realisere sådanne fremskridt. Samtidig bør målingen af BNP ikke længere kun baseres på produktions/forbrugsparadigmet, men skal indbefatte indikatorer som trivsel og bæredygtighed (økonomisk, socialt og miljømæssigt) for at bevæge sig i retning af "en mere afbalanceret politik" (3).

2.2

Ligestilling anskues ofte som en begrænsning eller en omkostning. Det er nødvendigt at forstå omkostningen ved manglende ligestilling og ligestillingens positive økonomiske bidrag som en investering og en produktiv faktor.

2.3

Europa 2020-målene – især dette at øge beskæftigelsesfrekvensen blandt de 20-64-årige til 75 % i 2020 og mindske antallet af personer, der er fattige eller fattigdomstruede, med mindst 20 mio. – kan umuligt realiseres, hvis ikke kvinder involveres stærkere på arbejdsmarkedet og i det offentlige liv. Desuden ville fuld konvergens i deltagelses- og erhvervsfrekvensen udgøre en stigning på ca. 12 % i BNP pr. indbygger i 2030 (4).

2.4

I lyset af det faldende antal personer i arbejdsstyrken (5) kan EU ikke nå op på den ønskede vækst uden at øge kvindernes beskæftigelsespotentiale. I 2012 lå mænds (20-64) beskæftigelsesfrekvens på 74,6 %, mens den kun lå på 62,4 % for kvinder. Når beskæftigelsen måles i fuldtidsækvivalenter, er situationen tilmed værre, idet den aktuelle beskæftigelse blandt kvinder svarer til 53,5 % af den samlede kvindelige fuldtidsarbejdende arbejdsstyrke (6).

2.5

Kvinders øgede beskæftigelsesfrekvens har allerede bidraget markant til væksten de sidste 50 år. Men der er vigtigt at bemærke, at det arbejde, kvinder udfører i hjemmet, ikke medindregnes som et bidrag til økonomien. En udvikling af jobs bestående i tjenesteydelser til familier ville bidrage til at omdanne dette usynlige arbejde til betalt arbejde og ville generere skatteindtægter, pensionsbidrag osv.

2.6

EØSU henleder opmærksomheden på, at arbejdsløse kvinder ikke altid indbefattes i statistikkerne og ikke registreres som ledige, men i realiteten er en uudnyttet ressource. Kvinders dalende beskæftigelsesfrekvens udmøntes nemlig ikke direkte i arbejdsløshed, men inaktivitet, manglende beskæftigelse eller sort arbejde, eftersom den "demotiverende" effekt giver sig udslag i lille udbud af kvinders arbejdskraft. De statistiske oplysninger på nationalt og europæisk plan kan således ikke afspejle den reelle situation. EØSU anmoder om, at de statistiske oplysninger, der indsamles og udarbejdes på europæisk plan om kvinders beskæftigelse, i højere grad opsplittes i forhold til de private tjenesteydelsessektorer.

2.7

EØSU anfører, at den årlige vækstundersøgelse bør opstille mål for kvinders erhvervsfrekvens (7), eftersom målrettede politikker kan udjævne kløften mellem mænd og kvinder og fremme inklusion, hvorved den europæiske økonomis vækstpotentiale kan øges markant (8). Sådanne politikker – herunder (men ikke kun) tilvejebringelse af pasningsmuligheder for forsørgede familiemedlemmer og fjernelse af økonomiske hindringer for sekundære forsørgeres erhvervsarbejde – er væsentlige for at øge kvinders erhvervsfrekvens. Medlemsstaterne bør bruge disse politikker til at forbedre beskæftigelsesegnetheden og støtte adgangen til jobs og tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

2.8

Rendyrket sparepolitik fører til nedskæringer i den offentlige sektor og den offentlige service, og det er mere sandsynligt at kvinder mister deres jobs, da de udgør størsteparten af de ansatte i den offentlige sektor. De grupper, der oplever det største fald i levestandard på grund af nedskæringer i den offentlige service, er eneforsørgere, som også mest er kvinder. Samtidig er der flest kvinder, der står for ulønnet pleje, så det er sandsynligvis dem, der må klare skærene som følge af nedskæringerne i social- og sundhedssektoren (9). Kommissionen bør udarbejde en samlet undersøgelse af virkningerne af besparelser på ligestillingen for at udtænke mere kvalitative løsninger. Den bør også undersøge, hvorledes spareindgrebene har påvirket omfanget og kvaliteten af kvinders beskæftigelse i såvel den offentlige som den private tjenesteydelsessektor.

2.9

Det er bemærkelsesværdigt, at EU's politikere fokuserer på den generelle beskæftigelsesegnethed, men ikke finder foranstaltninger til at få fat i potentialet hos de økonomisk inaktive kvinder, som kunne yde et stort bidrag til væksten i EU.

2.10

EØSU henstiller, at kønsaspektet inddrages mere, når der tildeles EU-midler, og opfordrer både EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gennemføre henstillingerne i evalueringen af Den Europæiske Socialfonds støtte til ligestilling (10).

3.1

Omkring 50 % af stigningen i EU-landenes BNP mellem 1960 og 2008 kan tilskrives højere uddannelsesniveauer; ca. halvdelen af denne stigning skyldes kvinders højere uddannelsesniveauer (11).

3.2

EIGE (12) og OECD dokumenterer i rapporter, at kvinder af en række forskellige grunde gives færre beskæftigelsesmuligheder end mænd og får lavere løn for det samme arbejde, også selv om kvinder i dag i de fleste EU-lande har højere uddannelsesniveau end mænd.

3.3

Systematiske forskelle (13) mellem mænds og kvinders studievalg hindrer økonomierne i at udnytte talentpuljen fuldt ud og fører til en fejlallokering af den menneskelige kapital, tab af innovationspotentiale og lavere økonomisk vækst. EU-institutionerne og medlemsstaterne bør tage kønsuligheden på uddannelsesområdet op ved at fremme en mentalitetsændring blandt elever/studerende, lærere, forældre og det øvrige samfund. Sådanne tiltag skal ske tidligt i en elevs/studerendes liv før dannelsen af de stereotype opfattelser af og holdninger til, hvad drenge og piger er gode til og kan lide at gøre.

3.4

Udvalget anbefaler især at rette opmærksomheden mod initiativer og projekter med finansiering fra EU-instrumenter (finansiering fra Socialfonden, programmerne for livslang læring osv.). Disse instrumenter kan bruges til at øge mulighederne for de kvinder, der vender tilbage til arbejdsmarkedet, for at generhverve færdigheder og finde beskæftigelse og/eller forkvinders karriereudvikling.

4.1

De fleste medlemsstater står over for en dobbelt udfordring, dvs. en aldrende befolkning og lave fødselstal. Disse faktorer vil medføre en faldende arbejdsstyrke i løbet af de næste 20 år, hvis mænd og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet forbliver uændret (14).

4.2

Der er behov for at sikre varige ændringer i den fremherskende ulighed mellem kvinder og mænd i de europæiske samfund. Støtte til en bedre balance mellem arbejde og familie for mænd er et vigtigt skridt i retning af at opnå en mere ligelig fordeling af det ulønnede arbejde mellem kvinder og mænd. En mere ligelig fordeling af forældreorloven mellem begge forældre ville mindske arbejdsgivernes manglende incitamenter til at ansætte kvinder i den fødedygtige alder.

4.3

Ændringer i efterspørgslen efter arbejdskraft – f.eks. i forbindelse med fremkomsten af nye produktionsmetoder og ændrede arbejdsvilkår og især overgangen fra fremstilling og landbrug til tjenester – er vigtige incitamenter til at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og forklarer den øgede efterspørgsel efter kvindelig arbejdskraft.

4.4

Skønt deltidsarbejde har fået flere kvinder til at indgå i den formelle arbejdsstyrke, kan dette på lang sigt begrænse uddannelsesmuligheder, karriereudsigter, påvirke pensionsydelserne og øge risikoen for fattigdom såvel på kort sigt som i alderdommen. Dette gælder især "ufrivillig" deltid, som i de seneste år har bredt sig (15), idet kvinderne som reaktion på krisen tilbydes deltidsarbejde og er nødsagede til at acceptere det, enten fordi de ikke har andre ansættelsesmuligheder eller ikke ønsker at miste jobbet. Der bør fokuseres mere på den store skævhed mellem kvinder og mænd, der arbejder på deltid (hhv. 31,6 % og 8 %). Alle hindringer for at bevæge sig fra deltidsarbejde til fuldtidsarbejde bør fjernes.

4.5

Udvalget bemærker, at politikker, som støtter husholdninger med to indtægter og hjælper udearbejdende forældre med at klare deres familiemæssige forpligtelser, er af stor betydning for at øge kvindernes deltagelse. Et passende miks af støtte både i penge og materiel støtte spiller også en vigtig rolle.

4.6

Højere skattesatser for den sekundære forsørger kan mindske kvinders erhvervsfrekvens, da de fjerner kvinders incitament til at deltage på arbejdsmarkedet (16). Derfor bør skattesystemet og velfærdsydelserne tilpasses, så de ikke afholder de sekundære forsørgere fra at arbejde.

4.7

Der bør især gives opmærksomhed til uformelt arbejde, usikre ansættelsesforhold herunder proformaselvstændigt arbejde. Dette rammer kvinder mere end mænd, hvilket gør dem mere udsatte for at blive udnyttet. EU-medlemsstaterne skal straks ratificere den 189. ILO-konvention om anstændigt arbejde for hushjælp (17), hvori der fastsættes arbejdsmarkedsstandarder for hushjælp.

5.1

EØSU opfordrer kraftigt de politiske beslutningstagere til at mindske uligheden mellem mænd og kvinder ved at eliminere de kønsbestemte lønforskelle (som gennemsnitligt ligger på 16,2 %), da lige løn ikke bare vil give kvinder, men hele samfundet fordele – i henhold til EU-merværdivurderingen vil 1 % nedgang i lønforskel øge den økonomiske vækst med 0,1 % (18).

5.2

EØSU er også betænkeligt ved den meget store kønsbestemte forskel i pensioner – EU-gennemsnittet ligger på 39 % (19) – hvilket er mere end dobbelt så stort som lønforskellene. En særligt foruroligende faktor er problemets manglende synlighed. Der er ikke blot store forskelle i de fleste EU-lande, men de er også i høj grad komplekse, fordi de afhænger af beskæftigelsesforløbet (især forskelle i løn, antal arbejdede timer og år), pensionssystemer og især af indvirkningen af indtjening i løbet af karrieren på pensionsydelserne og på det omfang, pensionssystemerne kompenserer for afbrud i karrieren for at passe børn eller plejekrævende familiemedlemmer.

5.3

EØSU mener derfor, at såvel fjernelsen af den kønsbestemte lønforskel som tilføjelsen af "familietid" – til at passe børn og ældre, bistå et familiemedlem under kortvarende og/eller længerevarende sygdom osv. – i pensionsakkumuleringssystemet for både mænd og kvinder (og samtidig sikre de ansatte ret familieorlov til pleje og pasning) ville mindske de kønsbestemte pensionsforskelle (20).

6.1

OECD fremhæver i en nylig undersøgelse (21), at kønsskævheden inden for iværksætteri er stor og vanskelig at slippe af med i mange henseender og bl.a. hidrører fra subjektive præferencer for iværksætteri, virksomhedsstørrelse og økonomiske resultater samt adgang til og udnyttelse af finansiel kapital. Kvindelige iværksættere har yderligere mål end blot gevinstmaksimering for øje, og deres bredere resultatmål understreger deres bidrag til den sociale og økonomiske udvikling.

6.2

Hvis flere kvinder får hjælp til at starte virksomhed, og eksisterende virksomheder ledet af kvinder får støtte til at vokse, vil det bidrage (22) til mere jobskabelse, mere innovation og økonomisk vækst samt nedbringe social udstødelse. Det er nødvendigt med en betydelig indsats for at udnytte virksomhedernes fulde potentiale inden for økonomisk vækst og jobskabelse i Europa, især efter krisen.

6.3

EØSU har allerede foreslået følgende tiltag til fremme af iværksætteri blandt kvinder på EU-plan (23).

7.1

Internationale undersøgelser (24) bekræfter, at kvinder i ledelsespositioner har en positiv virkning på virksomhedernes økonomiske resultater, virksomhedskultur, ledelsesstil og modstandsdygtighed over for krisen. Kvinder tager færre risici og prioriterer bæredygtig udvikling, men hindringerne for at få større kønslighed i beslutningsprocessen stikker langt dybere end, hvad der åbent indrømmes.

7.2

EØSU håber, at alle offentlige og private beslutningsorganer med selvregulering for øje vedtager en minimumsstandard for lige deltagelse i beslutningstagning. Børsnoterede selskaber og offentlige organer bør fremme gennemsigtige ansøgnings- og ansættelsesprocedurer og en kultur baseret på inklusion og valgfrihed. Uden både mænds og kvinders villighed til at tage positive initiativer opnår vi ikke meget.

7.3

EØSU anbefaler, at de politiske beslutningstagere og virksomhederne undersøger følgende områder for at sikre lige deltagelse af mænd og kvinder i alle beslutningsorganer:

7.4

For at gennemføre strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015) (25) opfordrer EØSU til lige repræsentation af mænd og kvinder i det offentlige liv og især i politik, da den nuværende underrepræsentation begrænser kvinders deltagelsesrettigheder (26). EU-institutionerne og medlemsstaterne samt arbejdsmarkedsparternes organisationer bør optræde som forbilleder og opstille ligestillingsmål i deres politiske og administrative organer, især på topniveau.

8.1

En vigtig faktor, der påvirker kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, er adgangen til fuldtidsbørnepasningsordninger især for små børn. Stigende offentlige udgifter til pasningsordninger er direkte knyttet til en stigning i kvinders fuldtidsbeskæftigelse (27).

8.2

Det er derfor nødvendig at gennemføre Barcelonamålene. I henhold til en rapport, som Kommissionen for nyligt har udarbejdet, havde kun 10 medlemsstater i 2010 nået Barcelonamålene for børn under 3 år. Samme år havde kun 11 medlemsstater realiseret målet om 90 % for kategorien af børn mellem 3 år og den skolepligtige alder (28).

8.3

Da medlemsstaterne med de højeste fødselstal også er dem, der har gjort mest for at lette balancen mellem arbejdsliv og privatliv for forældre, og hvor kvinderne har høj erhvervsfrekvens (29), bør medlemsstaterne yde mere effektiv, tilgængelig og kvalitativ støtte til familier med børn via politikker (30) som:

9.1

Skønt piger de seneste årtier har opnået højere uddannelsesniveauer, hvilket har øget kvinders indtjeningspotentiale, er samfundets holdninger til kvinders arbejde og konflikten mellem familieværdier og ligestilling fortsat en hindring for ligestilling på arbejdsmarkedet.

9.2

EØSU er især betænkeligt ved diskrimination mod kvinder, der f.eks. er handikappede, migranter eller tilhører en etnisk minoritet. I den henseende opfordrer det til en meget hurtig gennemførelse af ligestillingsdirektivet (31).

9.3

Vold mod kvinder er ikke kun et uacceptabelt socialt fænomen. Det har også store økonomiske omkostninger. Det anslås, at vold mod kvinder beløber sig til en årlig omkostning på 32 mia. EUR i Europarådets 47 medlemsstater (32). Offentlige politikker til at bekæmpe kønsbaseret vold har en vigtig rolle at spille. Det traditionelle billede af kvinders rolle i samfundet vil først ændre sig, når kvinder har adgang til magt på lige fod med mænd.

9.4

Medieindustriens rolle er afgørende for at fremme ligestillingen. Medierne afspejler ikke kun, men skaber også sociokulturelle mønstre og normer og er en stærk aktør i den offentlige meningsdannelse og på kulturområdet. Det et netop medieindhold, der skaber bred forståelse for ligestillingens komplekse karakter hos alle aktører i samfundet, herunder de politiske beslutningstagere og offentligheden, og det haster derfor med at takle den vedvarende ulighed i form af underrepræsentation (især på højere niveauer), hindringer for forfremmelse og lav løn (i forhold til mænd) i mediesektoren (33).