19.2.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/37

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer

KOM(2010) 289 endelig — 2010/0160 (COD)

(2011/C 54/12)

Ordfører: Carmelo CEDRONE

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede henholdsvis den 23. juni 2010 og den 13. juli 2010 under henvisning til artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer

KOM(2010) 289 endelig – 2010/0160 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 25. november 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 467. plenarforsamling den 8.-9. december 2010, mødet den 8. december, følgende udtalelse med 172 stemmer for, 12 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Denne udtalelse omhandler andet trin af Kommissionens tretrinstilgang til regulering af kreditvurderingsbureauer. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at EU i forbindelse med dette alvorlige problem, der har haft så katastrofale følger for økonomien, virksomhederne og borgerne i EU (uden at der endnu er til at se en ende på det), har reageret resolut, blandt andet med det foreliggende forslag, og derved har tilskyndet til lignende reaktioner på internationalt plan. EØSU håber, at dette arbejde vil blive videreført støt og konsekvent.

1.2   EØSU mener endvidere, at der hurtigst muligt må gøres noget ved det forhold, at koordineringen af kontrollen ikke er fulgt med integrationen af finansmarkederne, men stadig henhører under de enkelte medlemsstater, hvilket har været med til at udløse krisen. Derfor ser EØSU positivt på dette forslag om at overdrage tilsynet med kreditvurderingsbureauerne til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) (1). For at den kan fungere effektivt, må de relevante nationale bestemmelser tilpasses, og den forvirring, der endnu hersker, må afklares ved at gå endnu videre end de foreliggende forslag, således som nogle lande har krævet.

1.3   EØSU bifalder også forslagene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (2), navnlig vedrørende de grundlæggende spørgsmål: gennemsigtighed og interessekonflikter, information, konkurrence, og udenlandske kreditvurderingsbureauer. EØSU er godt klar over, at emnet er kompliceret, men beklager alligevel den forsinkede ikrafttrædelse af forordningen, som allerede burde have taget højde for de ændringer, der nu foreslås.

1.4   EØSU er også bekymret over statsgældens specifikke karakter og navnlig over, at der ikke oprettes et europæisk organ til vurdering af statsgæld. Udvalget ser frem til resultatet af den offentlige høring, som nu er undervejs (3).

1.5   Det er efter EØSU's opfattelse af den allerstørste vigtighed, at europæiske filialer af bureauer med hovedsæde uden for EU's område bliver omfattet af den nye tilsynsordning. I denne forbindelse hilser EØSU de relevante bestemmelser i forordningen fra 2009 velkommen. Den bedste løsning må være en aftale inden for G20 for at skabe globale regler, som kan sikre overensstemmelse mellem de forskellige retssystemer på området og skabe internationale adfærdskodekser, som alle bureauerne skal respektere. Overvågningen kunne således varetages af Financial Stability Board, som også skulle have sanktionsbeføjelser i samråd med de forskellige landes overvågningsorganer. EØSU er glad for, at denne proces allerede er sat i gang på foranledning af EU.

1.6   EØSU mener, at reformprocessen, som nu er sat i værk, bør gøres færdig hurtigere.

1.7   Det er absolut nødvendigt at genskabe »forbrugernes« og investorernes tillid til finansmarkedet, og dette kan kun ske ved at give indtryk af og vished for, at problemet tages alvorligt. Derfor må der træffes forholdsregler og skrides hårdt ind over for de »aktører«, som ikke overholder reglerne.

1.8   EØSU anser det for positivt, at man i lyset af den rolle, som kreditvurderingsbureauerne har spillet i den seneste krise på ejendoms- og finansmarkederne verden over, har iværksat et tretrinsprogram for at regulere de opgaver, som disse bureauer varetager for investorerne og forbrugerne (jf. det dokument, som Kommissionen har fremlagt om den offentlige høring om dette emne). Kreditvurderingsbureauerne har en meget vigtig opgave med at fremskaffe den nødvendige information for at undgå overdreven risikotagning i forbindelse med kreditoperationer, hvilket i sig selv er vigtigt for at sikre stabilitet og sikkerhed på finansmarkederne, men at de også bedømmer suveræne staters kreditværdighed forekommer mindre rimeligt. EØSU ser frem til inddragelsen af statsgæld i høringen om en fremtidig forordning.

1.9   Nogle få kreditvurderingsbureauer har oligopol på at vurdere risikoen ved de finansielle instrumenter eller forpligtelser, som investorer, banker, forsikringsselskaber eller nationale regeringer binder sig til. Denne situation må tages op til nærmere overvejelse, først og fremmest fordi de informationer, der leveres af disse bureauer, har karakter af offentligt gode, og de tjenesteydelser, de leverer, er således af almen interesse. EØSU bifalder derfor, at det var nye europæiske virksomheder i kreditvurderingssektoren, der som de første søgte om godkendelse som kreditvurderingsbureau hos ESMA.

1.10   Når kreditvurderingsbureauerne bedømmer en suveræn stats finansielle bæredygtighed (landerisici), således som det for nylig skete med nedgraderingen af kreditvurderingen for Grækenland og andre EU-lande, som har optaget store lån på de internationale markeder, rejser der sig umiddelbart et problem med sammenhængen mellem deres aktiviteter og de mål, der tilstræbes (på gennemsigtig og ansvarlig vis at levere information, som er relevant for markedet), men der indtræder også en mulig interessekonflikt mellem private internationale investorer (som benytter denne bedømmelse i vurderingen af risiciene ved deres investeringsaktiviteter) og borgerne/forbrugerne i det land, som rammes af konsekvenserne af en erklæring om, at landet muligvis er ude af stand til at indfri sin gæld – på trods af det faktum, at insolvensen skyldes inkompetence og magtmisbrug fra politikernes side.

1.11   Kreditvurderingsbureauerne kan foretage en effektiv vurdering af statsgæld, forudsat at de har instrumenter og egnede metoder til deres rådighed og opererer under overholdelse af de regler, som de kompetente offentlige myndigheder har fastlagt til dette formål.

1.12   EØSU mener, at vurdering af statsgæld er en sag af offentlig interesse. Det bifalder den offentlige høring, som Kommissionen har iværksat, og ser frem til at fremlægge en velovervejet udtalelse herom, når tiden er inde. EØSU håber, at statsgælden vil blive vurderet af et uafhængigt internationalt eller europæisk agentur, der oprettes specielt til formålet, med henblik på at varetage den offentlige interesse – et agentur, som skal arbejde hurtigt og transparent og som råder over de hertil egnede instrumenter.

1.13   Det afgørende er, at der på kreditvurderingsområdet opstår en stærkere konkurrence mellem kreditvurderingsbureauer, der er uafhængige af hinanden og af tredjeparter. EØSU foreslår endvidere, at man i tilfælde af forsinkelser eller manglende enighed på internationalt plan også overvejer muligheden for at oprette et europæisk agentur til vurdering af statsgæld. Der bør også tilskyndes til oprettelse af et autoritativt europæisk bureau for almindelig kreditvurdering for at fremme konkurrencen i sektoren.

1.14   I tilslutning til forslaget om europæisk overvågning af kreditvurderingsbureauerne bifalder EØSU, at de store spørgsmål, der knytter sig hertil (sanktioner, konkurrence, interessekonflikter, information) er blevet behandlet i forordningen fra 2009 (4).

1.15   EØSU anser det for positivt, at medlemsstaterne får mindre frie hænder til at fastlægge de love, der skal gælde for sektoren. Formålet hermed er at fremme informationsudvekslingen og sammenhængen mellem de forskellige lovgivninger for at undgå at udvande effekten af det europæiske tilsyn.

1.16   EØSU foreslår at fremme harmoniseringen af de nationale regler til beskyttelse af brugerne af finansielle produkter og tjenesteydelser (forbrugere, virksomheder osv.). Man kan også forestille sig, at den europæiske tilsynsmyndighed (i dag Det Europæiske Finanstilsynssystem – ESFS) udvides med én eller flere forbrugerrepræsentanter udpeget af arbejdsmarkedets parter og forbrugerorganisationerne.

1.17   EØSU foreslår at tilskynde til udbygning af systemet til fremskaffelse af finansiel information i bred forstand ved at fremme pluraliteten og indførelsen af nye regler om større gennemsigtighed og effektivitet i evalueringsmetoderne, navnlig hvad angår derivater.

1.18   EØSU foreslår at afskaffe det nuværende system med selvregulering, også internationalt. Det er nødvendigt at videreføre koordineringsprocessen mellem de forskellige kompetente myndigheder, indføre en streng regulering, som skal gælde for alle, og skabe sikkerhed for, at den håndhæves. EU bør i de internationale organer gøre alt, for at dette mål bliver nået.

1.19   Endelig foreslår EØSU at gøre forordningen enklere og klarere, så den bliver lettere at forstå og anvende. Komplicerede regler er nemmere at omgå.

1.20   EØSU opfordrer til, at man ophæver kravet om, at værdipapirer skal vurderes af kreditvurderingsbureauer, for at de kan sælges (også foreslået af Financial Stability Board). Ved at ophæve denne betingelse for, at værdipapirer kan markedsføres, ville man undgå passiv accept af finansielle instrumenter, som er forbundet med stor risiko, selv om de har en høj rating. EØSU deler de Larosière-gruppens bekymring for, at anvendelse af kreditvurderinger på lovpligtig kapital fjerner for meget af ansvaret fra de finansielle institutioner, samtidig med at det cementerer kreditvurderingsbureauernes oligopol. EØSU bifalder, at dette emne tages op i den igangværende offentlige høring om den fremtidige forordning.

2.   Baggrund

2.1   Som bekendt er de alvorlige mangler i reguleringen og tilsynet med den internationale finansverden nogle af de grundlæggende årsager til den nylige krise. Desuden har krisen tydeligt vist det selvmodsigende i at have en finanssektor og bankgrupper, der opererer som globale virksomheder, mens de reguleres og går nedenom og hjem som nationale retssubjekter (Mervyn King, nationalbankdirektør i Bank of England).

2.2   Det samme gør sig gældende inden for EU, hvor krisen har gjort det endnu mere presserende at få fastlagt en europæisk referenceramme for såvel regulering som tilsyn. Stillet over for et stadigt mere integreret finansmarked er det gået op for os, at medlemsstaterne vedtager vidt forskellige regler og tilsynsordninger.

2.3   Kommissionen har anlagt en trinvis tilgang til reguleringen af kreditvurderingsbureauer. I den første tid efter bankkrisen var opmærksomheden rettet mod regulering og overvågning med særlig vægt på vurdering af komplekse derivater og de dermed forbundne interessekonflikter. Den manglende evne til at vurdere disse instrumenter bidrog konkret til krisen (5).

2.4   Parallelt med det lovgivningsmæssige fremskridt, som kulminerede i forordningen fra 2009, førte de Larosière-gruppens resultater til beslutningen om et hovedeftersyn af finansiel regulering og overvågning i EU. Der er siden blevet vedtaget et forslag om indførelse af en tilsynsramme i to lag i EU. I det nederste lag er der tre forskellige tilsynsorganer. Et af dem, ESMA (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), skal have ansvaret for tilsynet med kreditvurderingsbureauer. Forordningsforslaget, der er emnet for denne udtalelse, behandler kun de ændringer, som er nødvendige for at indarbejde ESMA's beføjelser i forordningen fra 2009.

2.5   Den bankbaserede finanskrise er blevet afløst af statsgældskrisen, og det har rejst et nyt sæt af spørgsmål om kreditvurderingsbureauernes rolle i forbindelse med bl.a. staters gældsætning. Det er muligt, at denne nye aktivitetsfase vil resultere i en tredje forordning, som for nuværende kun findes i form af et dokument om den offentlige høring dateret den 5. november 2010. Kapiteloverskrifterne giver et fingerpeg om de emner, den vil omhandle: anvendelse af kreditvurdering af lovpligtig kapital, vurdering af statsgæld, fremme af konkurrencen i kreditvurderingssektoren, kreditvurderingsbureauernes privatretlige ansvar og potentielle interessekonflikter. Det må forventes, at EØSU vil afgive en velbegrundet udtalelse om disse emner, når den nye tidligere omtalte forordning foreligger.

2.6   Hertil kommer, at også de harmoniserede EU-regler giver et stort spillerum for skøn og for nationale løsninger og desuden mulighed for nationale »fortolkninger« ved omsættelsen af reglerne.

2.7   De Larosière konstaterede, at kreditvurderingsbureauerne har vist sig at have alvorlige begrænsninger, især i forbindelse med komplekse derivater, når man ser på de vurderingsmetoder, de anvender, den manglende information og gennemsigtighed og deres indlysende interessekonflikter (4).

2.8   Desuden er der tale om et veritabelt oligopol, eftersom der kun er tre vurderingsbureauer, som kontrollerer ca. 90 % af kreditvurderingsmarkedet: Moody's, Standard & Poor’s samt Fitch, som næsten alle er amerikanske. Det er, som vi ved, dem, der har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den globale finansielle og økonomiske krise. »Udsteder-betaler«-princippet fungerer rimeligt godt for stats- og virksomhedsgæld, men det medførte en stor interessekonflikt i forbindelse med vurderingen af komplicerede derivater. Dette har skabt et usundt interessefællesskab til skade for gennemsigtigheden i de gennemførte transaktioner.

2.9   Men som om intet var hændt, er det stadig de samme bureauer, der bliver ved med at afgive vurderinger, som ikke nødvendigvis er objektive. Eksempelvis nedvurderede Standard & Poor's i april måned (26.4.2010) den græske kreditværdighed til et niveau svarende til Aserbajdsjan, uanset at EU havde bevilget 110 mia. EUR til Grækenland.

2.10   Det var først efter disse hændelser og kritikken fra fremtrædende europæiske ledere mod kreditvurderingssystemets virkemåde, at Det Europæiske Råd besluttede at lancere ovennævnte offentlige høring, bl.a. om statsgældsspørgsmålet. Nogle af regeringerne i medlemsstaterne afskyr ideen om, at markederne kan afsløre de fejltagelser og fejldispositioner, der er begået af uansvarlige regeringer, selv om regeringer i umindelige tider har misligholdt statslige gældsforpligtelser. Foreløbig vedrører denne udtalelse revisionen af forordningen fra 2009.

2.11   Således har Kommissionen med sin meddelelse af 2.6.2010 (6) gjort status over, hvad der er gjort, og hvad der endnu mangler at blive gjort (se vedlagte tabeller) for at skabe et europæisk finanssystem, som er mere sikkert, mere gennemsigtigt og mere ansvarligt, og som står til tjeneste for realøkonomien og samfundet som helhed.

2.12   Dette er baggrunden for kravet om et centralt tilsyn med kreditvurderingsbureauer, der er aktive i EU, idet ansvaret herfor overdrages til det nye europæiske finanstilsynssystem og de tre europæiske tilsynsmyndigheder, mens de grundlæggende spørgsmål i forbindelse med dette tilsyn bliver taget op senere.

3.   Foreslåede ændringer til forordning (EF) nr. 1060/2009

3.1   Genstand, anvendelsesområde og definitioner (Ændringer i afsnit I)

3.1.1   Et centralt element af stor betydning er som nævnt, at man bevæger sig væk fra det nationale tilsyn i retning af et europæisk, idet Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, ESMA, får overdraget en stor del af kontrolbeføjelserne over for bureauer, som er registreret i Europa, såvel som bureauer fra andre lande, der opererer i Europa (europæiske filialer).

3.1.2   I artikel 4 opføres alternative investeringsfonde, således at de behandles på samme måde som de øvrige finansielle institutter i EU i forbindelse med brug af kreditvurderinger. Hvis alternative investeringsfonde bruger kreditvurderinger i reguleringsøjemed, skal de derfor være udstedt af et kreditvurderingsbureau, som er registreret eller godkendt i henhold til den nye forordning.

3.2   Udstedelse af kreditvurderinger, adgang til oplysninger (Ændringer i afsnit II)

3.2.1   Udstedere af strukturerede finansielle instrumenter eller tilknyttede tredjeparter bør give konkurrerende kreditvurderingsbureauer adgang til de oplysninger, som de har givet til et bestemt kreditvurderingsbureau, men de må ikke bruge disse oplysninger til andre formål end kreditvurdering. På denne måde skulle man kunne undgå interessekonflikter for kreditvurderingsbureauerne, som betales af udstederne, dvs. af de samme, som har bedt om vurderingen (sic!) (»udsteder betaler-modellen«).

3.3   Registreringsprocedure og tilsyn med kreditvurderingsaktiviteter (Ændringer i afsnit III)

3.3.1   Med indførelsen af den fælles tilsynsmyndighed må de nuværende bestemmelser om en kollegiebaseret tilsynskoordination ophæves (afskaffelse af tilsynskollegier) for at muliggøre en mere effektiv tilsynsføring med disse bureauer, som ofte opererer i flere retsområder. Den europæiske myndighed kan desuden anmode Kommissionen om at regulere registreringsproceduren og standarderne vedrørende de oplysninger, der skal indgives. De har beføjelse til at udbede sig oplysninger, iværksætte undersøgelser af eventuelle overtrædelser af forordningen og foretage kontrolundersøgelser osv.

3.4   Samarbejde mellem ESMA og de nationale myndigheder (Ændringer i afsnit III)

3.4.1   De nationale myndigheder skal fortsat føre kontrol med den brug, de overvågede enheder (banker, forsikrings- eller investeringsselskaber) gør af kreditvurderinger; de skal udveksle oplysninger om bureauerne, samarbejde og yde bistand til ESMA.

3.4.2   ESMA kan delegere visse opgaver til de nationale myndigheder, også af hensyn til omkostningerne. Nærmere bestemt omfatter de opgaver, der kan delegeres, undersøgelsesopgaver og kontrolundersøgelser på stedet, vurderinger af ansøgninger om registrering og eventuelle aspekter vedrørende tilsynet. På dette område bør der udstedes nærmere retningslinjer af ESMA, som dog fortsat vil have ansvaret herfor.

3.5   Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser (Ændringer i afsnit IV, kapitel I)

3.5.1   ESMA kan anmode Kommissionen om at pålægge kreditvurderingsbureauerne sanktioner for at bringe en overtrædelse til ophør gennem offentliggørelse af en meddelelse, få udleveret krævede oplysninger eller underkaste et bureau en undersøgelse. Hvis et bureau overtræder forordningen kan ESMA opkræve en bøde, anmode om midlertidigt forbud mod udstedelse af nye vurderinger, kræve, at overtrædelsen bringes til ophør og endog trække registreringen tilbage.

3.5.2   Udvalgsprocedurerne er tilpasset Lissabontraktaten.

3.6   Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser (Ændringer i afsnit IV, kapitel II)

3.6.1   Når ESMA engang er oprettet og operationel, skal de nationale myndigheder bringe deres beføjelser på dette område til ophør. Der skal også fastlægges regler for fremsendelse af sagsakter og oplysninger fra de nationale myndigheder.

3.7   EØSU mener, at resultatet af den offentlige høring om kreditvurderingsbureauer, som Kommissionen for nyligt har iværksat, falder i tråd med konklusionerne i denne udtalelse. EØSU vil eventuelt uddybe de spørgsmål, der behandles heri.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Kommissionens nye forslag går i den rigtige retning ved at flytte tilsynet fra nationalt til europæisk plan, idet der er tale om en meget kompliceret aktivitet, som ikke kan give tilfredsstillende resultater alene via et kollegiebaseret samarbejde mellem staterne, som anført i den foregående forordning (7). Desuden følger forslaget den rigtige kurs, som de Larosière-rapporten allerede havde anvist (8). Måske er den foreslåede retsakt en smule vag, eftersom den ikke altid indeholder klare løsninger.

4.2   Bortset herfra ændrer det foreliggende forslag ikke meget ved de regler, som kreditvurderingsbureauerne skal overholde i henhold til den tidligere forordning (september 2009) for at blive registreret eller gennemføre deres aktiviteter.

4.3   Det vigtigste spørgsmål drejer sig dog om de bureauer, der opererer uden for Europa, og som ikke berøres af de foreslåede ændringer: hvem er egentligt berørt af den europæiske forordning? Hvorledes kan man imødegå de vurderinger, som afgives af f.eks. Moody’s, Standard & Poor’s og Fitch, som stadig er de mest indflydelsesrige bureauer på trods af de ulykker, de har forårsaget? Er det tilstrækkeligt at kontrollere deres europæiske filialer for at sætte en stopper for deres verdensoligopol?

4.4   Man kender de vigtigste bureauer, der opererer på verdensplan: Moody’s, Standard & Poor’s, Fitch ratings, Dun & Bradstreet, A. M. Best, Egan-Jones Ratings Company (alle amerikanske), Dominion Bond Rating (Canada), Baycorp Advantage (Australien), China Credit Information Credit (Kina), Japan Credit Rating (Japan), Rating Agency Malaysia (Malaysia), NKC Independent Economists (Sydafrika). Men hvad med Europa? Det er en kendsgerning, at Europa, verdens største økonomiske magt, IKKE HAR noget kreditvurderingsbureau, heller ikke for statsgaranterede lån!

4.5   Den angelsaksiske gruppe af bureauer vidner om den angelsaksiske kapitalismes tidligere dominans, som der ikke blev gjort afbræk i efter de to verdenskrige, og de specifikke operationelle spørgsmål, som knytter sig til Asiens økonomier. Det er overraskende, at der ikke er dukket europæiske bureauer op, siden det fælles marked blev etableret, selv om Finch, der er fransk ejet, har lagt sit hovedsæde uden for Frankrig. Det forhold, at et kreditvurderingsbureau med global rækkevidde ikke er kommet på banen i EU siden 1957, kan sammenlignes med EU's lige så ringe resultater på det højteknologiske område i samme tidsrum. EU er ikke grobund for iværksættere i moderne brancher. Bureauet vil tage konkurrenceelementet op i sin høring. Manglen på iværksættervirksomhed bør undersøges nærmere.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   EØSU ser positivt på, at der nu oprettes en europæisk tilsynsmyndighed for de finansielle markeder. Forslaget er uden tvivl et positivt skridt i den rigtige retning, som gør de retlige rammer bedre egnede til de behov, der er opstået, i et forsøg på at gengive markederne, borgerne og virksomhederne tillid og sikkerhed. Forslaget er dog endnu ikke vidtgående nok til at nå de ønskede mål.

5.2   Forslaget om, at vurderingen af alternative investeringsfonde – hvis det ønskes – overdrages til et registreret eller godkendt bureau, må også ses som noget positivt.

5.3   Det er derimod vanskeligere med det nuværende forslag at gøre »udsteder betaler«-modellen gennemsigtig, objektiv og konkurrencedygtig, i og med at der stadig findes en interessekonflikt i systemet. De bureauer, som befinder sig i en sådan situation, bør dog ikke have lov til at afgive vurderinger om deres forretningspartnere. Det er positivt, at der er indledt en proces hen imod en tilnærmelse af reglerne på internationalt plan som det eksempelvis er tilfældet i USA, i Japan osv.

5.4   EØSU bifalder – også af hensyn til omkostningerne – at nogle opgaver delegeres til de nationale myndigheder, men under den forudsætning, at dette sker med en klar ansvarsfordeling mellem EU-myndigheder og nationale myndigheder. Især er det vigtigt, at forpligtelserne overholdes, og at indgrebene præciseres mht. rigtighed af oplysningerne, registrering og kontrolundersøgelser på stedet.

5.5   EØSU bifalder indførelsen af princippet om sanktioner over for de bureauer, som ikke opfylder deres forpligtelser eller ikke overholder forordningen.

5.6   Det egentlige problem, som politikkerne står over for – det er jo ikke »skolebørn«, vi har at gøre med – er ikke blot at finde frem til klare regler med en kraftig afskrækkende virkning, men snarere at håndhæve dem. Det er i denne forbindelse nødvendigt at fastlægge sanktioner også over for ledelsen og de ansvarlige i markedstilsynsmyndighederne på europæisk og internationalt plan, hvis de ikke gør deres pligt, i betragtning af de skader, som deres passivitet påfører bankerne og den sunde finansverden samt økonomien, virksomhederne og borgerne. De gør kun spekulationen og alle dem, der står bag, en stor tjeneste. I det mindste burde de betale en personlig pris for deres sløseri. Der er vanskeligt at tale om »etik«, som det er gjort fra flere side i disse urolige tider, uden ansvar og følgelig uden sanktioner.

5.7   Behandlingen af de internationale spørgsmål er heller ikke helt tilstrækkelig. Desuden bør der også ses nærmere på spørgsmålene vedrørende brugerne af de finansielle produkter, dvs. virksomhederne, men især også borgerne.

---

(1)  Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed.

(2)  Herefter »forordningen fra 2009«.

(3)  »Offentlig høring om kreditvurderingsbureauer« af 5. november 2010.

(4)  Jf. EØSU's udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer, EUT C 277/25 af 17.11.2009, s. 117.

(5)  Et resumé af forordningen fra 2009 findes under punkt 3 i EØSU's udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer, EUT C 277/25 af 17.11.2009, s. 117.

(6)  Regulering af finansielle tjenesteydelser med sigte på bæredygtig vækst (KOM(2010) 301 endelig).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer.

(8)  Jf. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelser om følgende forslag: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, KOM(2009) 499 endelig – 2009/0140 (COD); Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed, KOM(2009) 501 endelig – 2009/0142 (COD); Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger, KOM(2009) 502 endelig - 2009/0143 (COD); Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed, KOM(2009) 503 endelig – 2009/0144 (COD), EUT C 339/08 af 14.12.2010, s. 34.

---