15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/21

1.1

EØSU mener, at de høje standarder for sociale forhold, sundhedshygiejne, fødevaresikkerhed, miljø, retsforhold, søfartssikkerhed, god administrativ praksis samt kontrol, som EU-ordningen kræver, er et fremragende eksempel på fornuftig og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

1.2

Anvendelsen af disse principper fordyrer dog omkostningerne ved et produkt, som skal konkurrere med produkter fra andre lande med mere lempelige bestemmelser på alle disse områder. EU bør fortsat arbejde for, at alle disse elementer kommer til at gælde for verdens øvrige flåder: harmonisering efter den højeste fællesnævner med den europæiske standard som referenceramme for de øvrige aktører.

1.3

EØSU mener, at den største udfordring, som EU's tropiske tunfiskerisektor står over for, er dens overlevelse i en situation med illoyal konkurrence fra tredjelandes fiskerflåder og med en streng retlig ramme, som EU selv har skabt.

1.4

Anvendelsen af en stabil lovgivning, som også fremmer fri, men fair konkurrence, er det mål, som EU bør kæmpe for på internationalt plan. Det er afgørende, at der udformes en integreret EU-politik med sammenhæng mellem alle dens facetter, så det bliver muligt at opretholde konkurrenceevnen og bæredygtigheden i EU's tropiske tunfiskerisektor i dens tre aspekter: det økonomiske, det sociale og det miljømæssige som defineret i konventionen om biologisk diversitet, der blev undertegnet i Rio de Janeiro i 1992.

1.5

Hvad angår pirattruslen anmoder udvalget om, at medlemsstaterne og Rådet tager passende skridt til at sikre, at mandatet for »Atalanta«-operationen specifikt kommer til at omfatte beskyttelse af tunfiskerflåden.

1.6

EØSU mener, at videreførelsen af fiskeripartnerskabsaftalerne er afgørende for, at EU's tunfiskerflåde kan fortsætte sine aktiviteter. Ligeledes opfordres Kommissionen til at udvide nettet af tunaftaler under hensyntagen til EU's fiskerflådes behov og til omgående at undersøge muligheden for at indføre en undtagelse fra eksklusivklausulen i fiskeripartnerskabsaftalerne, således at EU's flåde også kan opnå private fiskerilicenser, forudsat at ressourcernes tilstand tillader det ifølge de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger.

1.7

EU er i de regionale fiskeriorganisationer gået i spidsen for at fremme principperne om ansvarligt og bæredygtigt fiskeri, hvilket er afgørende for at opnå en hensigtsmæssig forvaltning af ressourcerne på verdensplan. Udvalget mener, at den europæiske indsats på dette område bør forstærkes.

1.8

Opretholdelsen af AVS- og GSP+-præferenceordningerne uden ændringer - såsom den nylige fritagelse af Papua Ny Guinea og Fiji fra oprindelsesreglerne, der skaber ubalance på verdensmarkedet for tun - er af vital betydning for at sikre fremtiden for den europæiske industri og dens aktiviteter i tredjelande. Udvalget mener, at man med udsigten til mulige forstyrrelser i EU's tunsektor bør analysere og i givet fald anvende de overvågnings- og beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Stillehavslandene.

1.9

Opretholdelsen af den europæiske told på forarbejdede tunprodukter er af afgørende betydning for at bevare den europæiske industris konkurrenceevne. Udvalget mener, at man bør søge at opnå det bedst mulige beskyttelsesniveau såvel inden for WTO som i EU's handelsforhandlinger med tredjelande.

1.10

I betragtning af alt dette mener EØSU, at EU-institutionerne bør forsvare princippet om fællesskabspræference. Ligeledes mener det, at udligningsgodtgørelsen for tropiske tunfisk, som den europæiske flåde leverer til konservesindustrien, bør føres tilbage til sit oprindelige niveau, dvs. 93 % af EU's referencepris, eftersom denne i de seneste år er faldet betydeligt, helt ned til 87 % af produktionsprisen.

2.1

I Europa begyndte tunfiskeriet at udvikle sig midt i det 20. århundrede, i Spanien og Frankrig, for at dække den stigende efterspørgsel fra konservesindustrien, som forsynede det indre marked. Oprindeligt var der tale om kystfiskeri efter hvid tun (Thunnus alalunga). Med tiden og de teknologiske forbedringer blev fiskeriet udvidet til sydligere farvande efter fangster af tropiske tunarter: gulfinnet tun (Thunnus albacares), bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) og i mindre omfang storøjet tun (Thunnus obesus). I begyndelsen foregik fiskeriet i farvande tæt ved Frankrig, Spanien og Portugal. Senere hen, i 60'erne og 70'erne, blev fiskeriet udvidet til farvandene langs Afrikas vestlige kyster; i 80'erne og 90'erne til Det Indiske Ocean og den østlige del af Stillehavet og endelig i begyndelsen af det 21. århundrede til den vestlige del af Stillehavet.

2.2

Det fiskeri efter tropisk tunfisk, som drives af EU's trawlerflåde, er pelagisk og selektivt. Målet er de store stimer af tun, som er koncentreret i det tropiske bælte i de tre store verdenshave. Fangsterne foregår enten på åbent hav eller i tredjelandes eksklusive økonomiske zoner (EEZ).

2.3

Tunfisk, som er meget eftertragtede på grund af deres ernæringsmæssige egenskaber, indgår i den basale kost i mange lande i verden, handles i stort omfang og er en vigtig indtægtskilde for de lande, som deltager i fiskeriet, forarbejdningen og markedsføringen.

2.4

Disse omstændigheder er den vigtigste grund til, at tunfiskeriet er en meget vigtig økonomisk aktivitet i visse lande. I dag fanges der over 4 mio. tons tropisk tunfisk over hele verden med alle fangstredskaber, hvoraf trawlfiskeriet tegner sig for 2 mio. tons. Generelt er bestandene af disse arter i en god udnyttelsesstand og er omfattet af passende forvaltningsprogrammer i hvert ocean i de regionale fiskeriorganisationers regi.

2.5

EU's tunfiskerflåde består af 54 frysetrawlere (34 spanske og 20 franske), som tilsammen fanger omkring 400 000 ton årligt, svarende til 10 % af fangsterne på verdensplan.

2.6

De fleste af disse fartøjer fisker i internationale farvande og i henhold til de 13 fiskeripartnerskabsaftaler mellem EU og tredjelande (6 i Atlanterhavet, 4 i Det Indiske Ocean og 3 i Stillehavet).

2.7

I hele verden er der ca. 30 lande med tilsammen ca. 580 tropiske tunfiskerfartøjer, som har en kapacitet på 650 000 bruttotons (1). EU's trawlerflåde udgør med sine 97 500 BT 9 % af fartøjerne og 15 % af verdens tunfangstkapacitet.

2.8

Det vigtigste fangstområde for tropiske tunfisk er Stillehavet med 67 % af verdens fangster, efterfulgt af Det Indiske Ocean med 22 % og Atlanterhavet med 11 %.

2.9

Fangsterne af tropisk tunfisk forvaltes af fire specifikke regionale fiskeriorganisationer:

2.10

EU's flåde er omfattet af talrige administrative inspektioner, som foretages af forskellige nationale ministerier og flere generaldirektorater i Kommissionen. For at et fartøj kan sejle og markedsføre sin produktion under en EU-medlemsstats flag, skal det opfylde de administrative krav, der stilles for at opnå certifikater for tonnage, skrog, maskiner, køleanlæg, mandskab, sødygtighed, søredning, sikkerhed og hygiejne på arbejdspladsen, autorisationsnummer, særlige fiskeritilladelser, fiskerilicenser i de forskellige lande, hvor de fisker, satellitkontrol, kontrol udført af observatører om bord, fangstkontrol via den elektroniske logbog, salgskontrol osv. At holde de nævnte certifikater, tilladelser og licenser ajour kræver en daglig forvaltning, årlig fornyelse og jævnlig revision, som ikke pålægges nogen anden fiskerflåde i verden med så stor intensitet. Alle disse krav fordyrer de europæiske fiskerflåders driftsomkostninger betydeligt.

2.11

Ligeledes er EU's tunfiskerflåde forpligtet til at overholde bestemmelserne under den fælles fiskeripolitik til forskel fra tredjelandes flåder. Overholdelsen af principperne i denne politik, som er baseret på ansvarligt fiskeri, de regionale fiskeriorganisationers anbefalinger, opfyldelse af regler på områderne hygiejne, søfart, sikkerhed, miljø og social sikring af arbejdstagerne indebærer høje omkostninger for de europæiske redere og begrænser deres konkurrenceevne over for fartøjer fra lande, hvor disse krav ikke gælder eller håndhæves mere lempeligt.

2.12

I de seneste år er EU's flåde også blevet bebyrdet med de problemer, som følger med pirattruslen i Det Indiske Ocean. Ud over den frygt og usikkerhed, som mandskabet på tunfartøjerne udsættes for under udøvelsen af deres legitime erhvervsaktivitet, fører denne situation til nedgang i fiskeriet og til større driftsomkostninger, fordi der er brug for sikkerhedstjenester om bord.

2.13

Den største aftager af produktionen af tropisk tunfisk er konservesindustrien, der anses for at være verdens største fiskeriforarbejdningssektor. Europa er verdens største marked med et forbrug af tropisk tunfisk på dåse på 800 000 tons om året, hvoraf over halvdelen importeres fra tredjelande.

3.1

EU's tunfiskerflåde har i de seneste 50 år udviklet sig parallelt med EU's forarbejdningsindustri for tropisk tunfisk.

3.2

Tun var den første fiskerivare, som blev totalt fritaget for fællesskabstold for at beskytte forarbejdningsindustrien. Det daværende EØF fastlagde en udligningsgodtgørelse til rederne svarende til forskellen mellem salgsprisen og 93 % af den årligt fastsatte referencepris. Med den senere nedsættelse af denne procentsats til 87 % har de europæiske redere i de seneste år ikke fået udbetalt denne godtgørelse, og den er nu totalt virkningsløs.

3.3

EU's flåde og konservesindustri har gennem mange år gavnet den økonomiske udvikling i tredjelande i henhold til EU's handelspolitik. Yaoundé-, Lomé- og Cotonou-aftalerne har således skabt en stabil ramme om handelen mellem AVS-landene og EU. Ligeledes har den generelle præferenceordning (GSP+) sat skub i handelen mellem EU og dets handelspartnere i Mellemamerika og Det Andinske Fællesskab.

3.4

I henhold til de økonomiske partnerskabsaftaler har AVS-landene fri adgang til det europæiske marked, når de eksporterer tropiske tunfiskeprodukter (hele eller fileterede fisk eller som fiskekonserves). Produkterne er omfattet af en toldsats på 0 %. Disse betingelser har givet EU's tunforarbejdningsindustri mulighed for at investere direkte i Elfenbenskysten, Ghane, Madagascar, Seychellerne og Mauritius og indirekte i Kenya og Senegal. Disse investeringer har medvirket til at skabe over 40 000 arbejdspladser i disse lande og fremmet overførsel af teknologi.

3.5

Tilsvarende har EU indført den generelle præferenceordning (GSP+) med henblik på at udvide de gunstige handelsbetingelser til landene i Mellem- og Sydamerika med anvendelse af en nultold på fiskeriprodukter. De europæiske investeringer er gået til lande som Ecuador, El Salvador, Guatemala, Brasilien (det generelle GSP-arrangement med en toldsats på 24 % for konserves) og Chile (gennem en frihandelsaftale med EU) og indirekte til Colombia og Venezuela og har derigennem bidraget til at bevare 50 000 direkte arbejdspladser i tunindustrien.

3.6

Takket være disse aftaler har europæiske virksomheder overflyttet en del af deres fartøjer til tredjelande i Afrika, Amerika og Oceanien, og de er nu indregistreret i de pågældende lande, som EU betragter som dets foretrukne partnere og hvori det anbefaler integration af fangst- og forarbejdningssektoren eller oprettelse af jointventures med virksomheder fra disse lande.

3.7

En del af EU's tropiske flådes fangster på 400 000 tons bliver efter landing forarbejdet på disse fabrikker, som er opført i tredjelande. EU's flåde skaber mange arbejdspladser i havnene, betaler havneafgifter for losning og omladning af fisk, provianterer i de forskellige havne i disse tredjelande og bidrager betydeligt til deres udvikling.

3.8

Lad os derfor se på tunsektoren i sin helhed: flåden og forarbejdningsindustrien har udviklet sig side om side og skabt en unik europæisk fiskerisektor med en tværfaglig og transnational struktur i kraft af de mange interesser, som de europæiske virksomheder har til fælles. EU's tunsektor har som tidligere nævnt foretaget en række investeringer og har i overensstemmelse med EU's retningslinjer skabt økonomisk aktivitet i tredjelande, som nyder godt af de præferenceordninger, EU har tildelt dem.

4.1

Den største udfordring, som EU's tunfiskerflåde og tunfiskeindustri står over for, er den illoyale konkurrence fra andre aktører, der har sat sig som mål af ekspandere på det europæiske marked, hvor 50 % af verdensproduktionen (EU plus tredjelande) af tropisk tunfiskekonserves bliver konsumeret.

4.2

Verdensproduktionen af tunfiskekonserves ligger på ca. 1 600 000 tons, hvoraf EU producerer omkring 330 000 tons (2).

4.3

De største konkurrenter til EU's tunfiskerflåde er de asiatiske trawlerflåder, der fisker efter tun i verdens rigeste fangstområde, Stillehavet, som tegner sig for over 60 % af verdens fangster af tropisk tunfisk. Disse flåder forsyner først og fremmest den største zone for forarbejdet tropisk tunfisk, som er trekantsområdet mellem Thailand, Filippinerne og Indonesien. Deres produkter, som er af ringere kvalitet, er overordentligt konkurrencedygtige på prisen på det europæiske marked, hvoraf det allerede har en andel på 35 % på trods af en told på 24 %.

4.4

Også tunforarbejdningssektoren lider ligesom flåderne under problemer - som beskrevet ovenfor - med faldende konkurrencedygtighed over for tredjelande, der hverken er AVS-lande eller omfattet af den generelle præferenceordning SPG+. I de fleste tilfælde er det utvivlsomt faktorer såsom indkøb af billigere råvarer, lavere afgifter, forskelle i løn og social sikring for arbejdstagerne og ringere sundhedsgarantier for de forarbejdede produkter, der sænker produktionsomkostningerne og gør det muligt at sælge de importerede varer til en lavere pris end de europæiske produkter.

4.5

Overordnet set er der to forskellige modeller for tunproduktion i verden. Den ene er den model, der følges af EU's flåde eller EU's investeringer i tredjelande (AVS eller GSP), som forsyner forarbejdningsindustrien i EU eller i AVS-GSP-landene efter de højeste standarder for sikkerhed på arbejdspladsen, social sikring, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og overholdelse af reglerne om ansvarligt fiskeri. Den anden model, som er i ekspansion, anvendes af flåder og industrier, der ikke bekymrer sig lidt særligt om bæredygtighed og har meget lavere standarder for sociale forhold, arbejdsvilkår og sundhedshygiejne.

4.6

Ligesom det kræves af AVS- og GSP-landene, at de for at få adgang til en præferenceordning i EU skal tiltræde en række internationale konventioner om alle disse aspekter, bør de øvrige lande, som eksporterer til EU, opretholde de samme standarder for at kunne få adgang til EU's marked, så der sikres en fair konkurrence med EU's produktion og med dets foretrukne partnere.

4.7

En anden alvorlig trussel mod opretholdelsen af EU's aktiviteter inden for tunsektoren er ændringen af den EU-lovgivning, som regulerer den fine balance på verdensmarkedet for tun. Denne lovgivning har via de økonomiske partnerskabsaftaler spillet en nøglerolle mht. at kanalisere investeringerne og udviklingen af EU's tunsektor i retning af de lande, som EU har udpeget som foretrukne partnere.

4.8

Denne udviklingsmodel, som har givet særligt gode resultater i tunsektoren, trues af forhandlingerne i WTO, EU's mulige forhandlinger med andre lande eller grupper af lande inden for rammerne af frihandelsaftaler og den nylige ændring af oprindelsesreglerne (3), som giver Papua Ny Guinea og Fiji ret til »global sourcing«.

4.9

Såvel inden for rammerne af WTO som i de bilaterale forhandlinger er den største fare for tunsektoren ophævelsen af toldsatserne for forarbejdede tunprodukter. Frosne hele tunfisk har i over 30 år været helt liberaliseret (med en nulsats) med det mål at sikre forsyningen af EU's forarbejdningsindustri, og EU-flåden er derfor tvunget til at konkurrere åbent med andre flåder, som eksporterer frosne hele tunfisk til det europæiske marked. Ikke desto mindre vil en yderligere liberalisering af forarbejdede tunprodukter kun forværre situationen for EU's industri og medføre tab af arbejdspladser og økonomisk aktivitet til gavn for udenlandske konkurrenter, som har lavere omkostninger.

4.10

Tildelingen af ordningen med »global sourcing« for fiskeriprodukter til Papua Ny Guinea og Fiji inden for rammerne af den økonomiske partnerskabsaftale med Stillehavslandene ødelægger balancen på verdens tunmarked med katastrofale konsekvenser for EU's og andre AVS- og GSP-landes industri. Ophævelsen af kravet om, at tun forarbejdet i Papua Ny Guinea eller Fiji skal være af AVS- eller fællesskabsoprindelse for at opnå en nultold på EU's marked, har mobiliseret de største konkurrenter, først og fremmes asiatiske, som nu er gået i gang med at opføre nye forarbejdningsanlæg i Papua Ny Guinea.

4.11

Med denne indrømmelse er EU ved at fremprovokere en overudnyttelse af tunbestandene i Stillehavet, som i forvejen er presset til det yderste. Hertil kommer, at de virksomheder, som vil få adgang til EU's marked med nultold, hovedsageligt er de asiatiske, som opmuntres til at øge produktionskapaciteten for konserves på et marked, hvor priserne er trykket på grund af et for stort udbud. EU's tilstedeværelse i den vestlige og centrale del af Stillehavet er begrænset til 4 tunfartøjer i overensstemmelse med et politisk ønske fra landene i Forum Fisheries Agency, som ledes af Papua Ny Guinea.

4.12

Denne indrømmelse stiller de øvrige AVS- og GSP-lande ringere i konkurrencen, fordi Papua Ny Guinea og Fiji hermed får en unik fordel hvad angår adgang til billige råvarer: de førstnævnte lande skal overholde oprindelsesreglerne og sidstnævnte ikke. Det kan også åbne mulighed for »hvidvaskning« af produkter fra illegalt fiskeri.

4.13

En anden udfordring for EU's tropiske tunfiskerflåde er opretholdelsen af nettet af fiskeripartnerskabsaftaler. Dette net er af fundamental betydning, fordi det sikrer EU's flåde adgang til stærkt vandrende bestande inden for en ramme med retssikkerhed og gennemsigtighed, som er enestående i verden. De tropiske tunfiskestimer bevæger sig i rum og tid uden at følge et fast mønster, og for at kunne drive fiskeri har tunflåden derfor brug for flest mulige fiskeriaftaler i de tre største oceaner.

4.14

I dag er der en alvorlig mangel på fiskerilicenser til tunfiskerflådens frysefartøjer i Atlanterhavet, hvilket blandt andet skyldes de seneste års nedgang i antallet af aftaler, især på grund af piraterne i Det Indiske Ocean, som har medført, at nogle af de fartøjer, der fisker i dette område, søger tilflugt i Atlanten, hvor fiskeriet stadigt kan foregå med et minimum af sikkerhed. Derfor anses det for absolut nødvendigt, at EU anmoder kyststaterne om en udvidelse af kvoten af licenser i alle fiskeripartnerskabsaftalerne i Atlanten, forudsat at ressourcernes tilstand tillader det ud fra de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger.

4.15

Da en sådan udvidelse af kvoten kan trække længere ud, end det er ønskværdigt, eftersom dette ikke afhænger EU alene, foreslår EØSU, at man hurtigst muligt undersøger muligheden for fritagelse fra eksklusivklausulen i fiskeripartnerskabsaftalerne, som forbyder europæiske redere at skaffe sig private fiskerilicenser i de lande, hvormed der er indgået en fiskeripartnerskabsaftale. På den måde kan den europæiske flåde opnå private fiskerilicenser, forudsat at ressourcernes tilstand tillader det ifølge de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger.

4.16

Den tropiske tunfiskerflåde mener, at EU i overensstemmelse med Rådets konklusioner fra 2004 bør konsolidere fiskeripartnerskabsaftalernes betydning i reformen af den fælles fiskeripolitik og igen føre en politik for udvidelse af nettet af fiskeriaftaler med de vigtigste lande i hvert enkelt ocean ved at forhandle om nye aftaler med følgende lande:

4.17

Endvidere anser EU's tunfiskerflåde det for absolut nødvendigt, at EU fortsat er med i de regionale tunfiskeriorganisationer og går i spidsen for et ansvarligt fiskeri således, som EU gør i dag i kraft af sin tunfiskerflådes optræden.

4.18

EU er sammen med Japan og Korea den eneste kontraherende part i de 4 regionale tunfiskeriorganisationer (ICCAT, IOTC, IATTC, WCPFC) og bør sørge for at råde over de nødvendige midler til konsekvent og objektivt at spille en rolle med hensyn til at fremme principperne om ansvarligt fiskeri.

4.19

EØSU mener, at EU bør arbejde for at udbrede et forvaltningssystem, der er så homogent og sammenhængende på verdensplan som muligt, som et klart svar på den omstændighed, at markedet for tropisk tunfisk er totalt globaliseret, og med målsætningen om oprettelse af et internationalt organ til forvaltning af de horisontale spørgsmål vedrørende verdens tunfiskeri. Et sådant globalt forvaltningssystem er Kobe-forhandlingsprocessen om revisionen af de regionale tunfiskeriorganisationers funktionsmåde så småt ved at bane vej for.

4.20

Med hensyn til piraterne i Det Indiske Ocean er EU's tunfiskerflåde alvorligt bekymret over de tiltagende piratangreb mod tunfartøjer, som har bredt sig i løbet af 2009 og 2010, idet de finder sted stadigt længere fra somaliske farvande – undertiden 1 000 sømil fra den somaliske kyst og endog inden for Seychellernes og andre kystlandes (Kenyas, Tanzanias) eksklusive økonomiske zone.

4.21

Tunfiskerflåden er særligt sårbar over for piratangreb. Til forskel fra handelsskibene, som konstant er på farten, ligger tunfartøjerne stille i to til tre timer med nettet ude, hvilket øger faren for, at piraterne angriber og border dem. Desuden gør det lille fribord og agterrampen på disse fartøjer det lettere for piraterne at komme om bord.

4.22

På grund af alt dette haster det med at få ændret mandatet for »Atalanta«-operationen (Rådets fælles foranstaltning 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster) for specifikt at medtage beskyttelse af den tunfiskerflåde, der driver fiskeri i Det Indiske Ocean, for at forhindre angreb og kapringer som i tilfældet med »Playa de Bakio« (2008) og »Alakrana« (2009).

4.23

På grund af manglen på licenser i Atlanten og de kvoterestriktioner, som er aftalt i de regionale fiskeriorganisationer i Stillehavet, er det i dag meget vanskeligt for de europæiske tunfartøjer at fiske andre steder end i Det Indiske Ocean. Desuden er mange arbejdstagere i rederierne og i tredjelandene afhængige af tunflådens aktiviteter i Det Indiske Ocean, som giver beskæftigelse såvel på konservesfabrikkerne som i de havne, hvor fartøjerne lægger an. Hvis disse aktiviteter indstilles, vil det medføre tab af talrige arbejdspladser ikke alene i EU, men også i Seychellerne, Madagascar, Kenya, Mauritius osv.

4.24

Det er disse udfordringer, som EU's tropiske tunfiskerflåde og tunforarbejdnings- og tunkonservesindustri står over for, og som truer denne sektors stabilitet og videre eksistens på verdensplan: de indebærer ikke nogen økonomisk udgift for Den Europæiske Fiskerifond (EFF), men kræver kun politiske beslutninger fra EU's side.