EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008XC0216(03)

Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse for- og efterspændte tråde og strenge af ulegeret stål (PSC-tråde og -strenge) med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUT C 43 af 16.2.2008, p. 9–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/9


Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse for- og efterspændte tråde og strenge af ulegeret stål (PSC-tråde og -strenge) med oprindelse i Folkerepublikken Kina

(2008/C 43/04)

Kommissionen har modtaget en klage i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, (»grundforordningen«) (1), hvori det hævdes, at visse for- og efterspændte tråde og strenge af ulegeret stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»det pågældende land«) importeres til dumpingpriser, hvorved EF-erhvervsgrenen forvoldes væsentlig skade.

1.   Klagen

Klagen blev indgivet den 3. januar 2008 af Eurostress Information Service (»ESIS«) (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for størstedelen, i dette tilfælde over 25 %, af den samlede produktion i Fællesskabet af visse for- og efterspændte tråde og strenge af ulegeret stål (PSC-tråde og -strenge (PSC = pre- and post-stressing concrete/for- og efterspændt beton)).

2.   Varen

Den vare, der påstås indført til dumpingpriser, er visse tråde af ulegeret stål (ikke belagt, ikke overtrukket eller belagt, overtrukket med zink) og snoet tråd af ulegeret stål (også belagt eller overtrukket) med et indhold af karbon på 0,6 vægtprocent og derover, med største tværmål over 3 mm, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«), normalt tariferet under KN-kode ex 7217 10 90, ex 7217 20 90, ex 7312 10 61, ex 7312 10 65 og ex 7312 10 69. Disse KN-koder angives kun til orientering. Varerne er kendt som for- og efterspændte tråde og strenge (PSC-tråde og -strenge).

3.   Påstand om dumping

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsatte klageren den normale værdi for Folkerepublikken Kina på grundlag af prisen i et land med markedsøkonomi, som er anført i punkt 5, stk. 1, litra d). Påstanden om dumping er baseret på en sammenligning af den således beregnede normale værdi og eksportpriserne for den pågældende vare ved salg til eksport til Fællesskabet.

På dette grundlag er de beregnede dumpingmargener betydelige.

4.   Påstand om skade

Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den pågældende vare fra Folkerepublikken Kina samlet er steget i absolutte tal og målt i markedsandel.

Det hævdes, at den pågældende indførte vares mængde og priser bl.a. har haft negative følgevirkninger for EF-erhvervsgrenens markedsandel, hvilket har betydelige negative følger for EF-erhvervsgrenens samlede resultater, rentabiliteten og beskæftigelsen.

5.   Procedure

Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EF-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og indleder hermed en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 5.

5.1.   Procedure for fastsættelse af dumping og skade

Undersøgelsen vil fastslå, om den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina importeres til dumpingpriser, og om denne dumping har forvoldt skade.

a)   Stikprøver

I betragtning af det store antal parter, der er involveret i denne procedure, kan Kommissionen beslutte at anvende stikprøver, jf. grundforordningens artikel 17.

i)   Udtagning af stikprøver af eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksportører/producenter eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen og afgive følgende oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder inden for fristen i punkt 6, litra b), nr. i), og i den form, der er angivet i punkt 7:

navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer samt kontaktperson

omsætningen i lokal valuta og mængden i ton af den pågældende vare fremstillet af virksomheden og solgt til eksport til Fællesskabet i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

omsætningen i lokal valuta og mængden i ton af den pågældende vare fremstillet af virksomheden og solgt på hjemmemarkedet i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

en udførlig beskrivelse af virksomhedens aktiviteter i forbindelse med produktionen af den pågældende vare

navnene på alle forretningsmæssigt forbundne virksomheder (2), der er involveret i produktion og/eller salg (på eksport- og/eller hjemmemarkedet) af den pågældende vare, og en udførlig beskrivelse af disse virksomheders aktiviteter

andre relevante oplysninger, som kan være til nytte for Kommissionen ved udtagningen af stikprøven.

Ved at afgive ovenstående oplysninger indvilger virksomheden i at indgå i stikprøven. Hvis virksomheden udvælges til at deltage i stikprøven, indebærer dette besvarelse af et spørgeskema og accept af kontrol på stedet af besvarelsen. Hvis virksomheden anfører, at den ikke ønsker at indgå i en eventuel stikprøve, vil den blive anset for ikke at have samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Konsekvenserne af manglende samarbejde er beskrevet i punkt 8 nedenfor.

For at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige til udtagelsen af stikprøven af eksportører/producenter, vil Kommissionen desuden kontakte myndighederne i eksportlandene og alle kendte sammenslutninger af eksportører/producenter.

Eftersom en virksomhed ikke kan være sikker på at blive inddraget i stikprøveundersøgelsen, anbefales eksportører/producenter, som ønsker at fremsætte krav om individuel margen (3), at anmode om et spørgeskema inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. i), i denne meddelelse og indsende det inden udløbet af fristen i punkt 6, litra a), nr. ii), første punktum, i denne meddelelse. Se dog punkt 5, litra b), sidste punktum, i denne meddelelse.

ii)   Stikprøver af importører

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle importører eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen og afgive følgende oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra b), nr. i), og i den form, der er angivet i punkt 7:

navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer samt kontaktperson

virksomhedens samlede omsætning i EUR i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

det samlede antal ansatte

en udførlig beskrivelse af virksomhedens aktiviteter i forbindelse med den pågældende vare

mængden i ton og værdien i EUR af importen til og videresalget på markedet i Fællesskabet i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007 af den pågældende importerede vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina

navnene på alle forretningsmæssigt forbundne virksomheder (2), der er involveret i produktion og/eller salg af den pågældende vare, og en udførlig beskrivelse af deres aktiviteter

andre relevante oplysninger, som kan være til nytte for Kommissionen ved udtagningen af stikprøven.

Ved at afgive ovenstående oplysninger indvilger virksomheden i at indgå i stikprøven. Hvis virksomheden udvælges til at deltage i stikprøven, indebærer dette besvarelse af et spørgeskema og accept af kontrol på stedet af besvarelsen. Hvis virksomheden anfører, at den ikke ønsker at indgå i en eventuel stikprøve, vil den blive anset for ikke at have samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Konsekvenserne af manglende samarbejde er beskrevet i punkt 8 nedenfor.

Kommissionen vil endvidere kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af importører.

iii)   Stikprøver af EF-producenter

I betragtning af det store antal EF-producenter, der støtter klagen, agter Kommissionen at undersøge den skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen, ved hjælp af stikprøver.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle EF-producenter eller deres repræsentanter om at meddele følgende oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder inden for fristen i punkt 6, litra b, nr. i), og i den form, der er angivet i punkt 7:

navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer samt kontaktperson

virksomhedens samlede omsætning i EUR i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

en udførlig beskrivelse af virksomhedens aktiviteter i forbindelse med den pågældende vare

værdien i EUR af salget af den pågældende vare på markedet i Fællesskabet i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

mængden i ton af salget af den pågældende vare på markedet i Fællesskabet i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

mængden i ton af produktionen af den pågældende vare i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007

navnene på alle forretningsmæssigt forbundne virksomheder (2), der er involveret i produktion og/eller salg af den pågældende vare, og en udførlig beskrivelse af disse virksomheders aktiviteter

andre relevante oplysninger, som kan være til nytte for Kommissionen ved udtagningen af stikprøven.

Ved at afgive ovenstående oplysninger indvilger virksomheden i at indgå i stikprøven. Hvis virksomheden udvælges til at deltage i stikprøven, indebærer dette besvarelse af et spørgeskema og accept af kontrol på stedet af besvarelsen. Hvis virksomheden anfører, at den ikke ønsker at indgå i en eventuel stikprøve, vil den blive anset for ikke at have samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Konsekvenserne af manglende samarbejde er beskrevet i punkt 8 nedenfor.

iv)   Endelig udtagning af stikprøver

Alle interesserede parter, der ønsker at meddele oplysninger af relevans for udtagningen af stikprøven, skal gøre dette inden for fristen i punkt 6, litra b), nr. ii).

Kommissionen agter at foretage den endelige udtagning af stikprøverne, efter at den har hørt de interesserede parter, der har erklæret sig villige til at indgå i stikprøven.

Virksomheder, der indgår i stikprøverne, skal besvare et spørgeskema inden for fristen i punkt 6, litra b), nr. iii), og samarbejde i forbindelse med undersøgelsen.

Hvis der ikke udvises tilstrækkelig samarbejdsvilje, kan Kommissionen træffe afgørelse på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 17, stk. 4, og artikel 18. Undersøgelsesresultater, der baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, kan som anført i punkt 8 være mindre gunstige for den pågældende part.

b)   Spørgeskemaer

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til undersøgelsen, vil den sende spørgeskemaer til de virksomheder i EF-erhvervsgrenen, der indgår i stikprøven, og til alle producentsammenslutninger i Fællesskabet, til de eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina, der indgår i stikprøven, til alle eksportør/producentsammenslutninger, til de importører, der indgår i stikprøven, til alle importørsammenslutninger, som er nævnt i klagen, og til myndighederne i de pågældende eksportlande.

Eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina, der anmoder om en individuel margen med henblik på anvendelse af grundforordningens artikel 17, stk. 3, og artikel 9, stk. 6, skal indsende besvarelser af spørgeskemaet inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra a), nr. ii), i denne meddelelse. De skal derfor anmode om et spørgeskema inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. i). De pågældende bør imidlertid være opmærksomme på, at Kommissionen, selv i tilfælde hvor der anvendes stikprøver af eksportører/producenter, kan beslutte ikke at beregne individuelle margener for dem, hvis antallet af eksportører/producenter er så stort, at individuelle undersøgelser vil være urimeligt byrdefulde og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen.

c)   Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer

Alle interesserede parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter, fremsende andre oplysninger end det besvarede spørgeskema og fremlægge dokumentation herfor. Disse oplysninger og dokumentationen herfor skal være Kommissionen i hænde inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. ii).

Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de anmoder herom og påviser, at der er særlige årsager til, at de bør høres. Anmodningen skal indgives inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. iii).

d)   Valg af land med markedsøkonomi

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), påtænkes det at vælge Tyrkiet som et egnet land med markedsøkonomi med henblik på at fastsætte den normale værdi for Folkerepublikken Kina. Interesserede parter anmodes om at fremsætte bemærkninger til dette valg inden for den særlige frist, der er fastsat i punkt 6, litra c).

e)   Markedsøkonomisk behandling

For de eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina, der hævder og fremlægger tilstrækkeligt bevis for, at de arbejder på markedsøkonomiske vilkår, dvs. at de opfylder kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), vil den normale værdi blive fastsat i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Eksportører/producenter, som agter at fremsætte behørigt begrundede krav, skal gøre det inden udløbet af den særlige frist i punkt 6, litra d). Kommissionen vil sende formularer til fremsættelse af krav til alle de eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina, der indgår i stikprøven eller er nævnt i klagen, og til alle sammenslutninger af eksportører/producenter, der er nævnt i klagen, samt til myndighederne i Folkerepublikken Kina.

5.2.   Procedure for vurdering af Fællesskabets interesser

Hvis det kan godtgøres, at der forekommer dumping og forvoldes skade som følge heraf, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Fællesskabets interesser at indføre antidumpingforanstaltninger. Med henblik herpå kan EF-erhvervsgrenen, importørerne og deres repræsentative sammenslutninger samt repræsentative brugere og repræsentative forbrugerorganisationer give sig til kende og indgive oplysninger til Kommissionen inden for den generelle frist i punkt 6, litra a), nr. ii), forudsat at de kan godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den pågældende vare. De parter, der har handlet i overensstemmelse med foregående punktum, kan inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. iii), anmode om at blive hørt, idet de skal angive de særlige årsager til, at de bør høres. Der gøres opmærksom på, at oplysninger, der indgives i henhold til artikel 21, kun tages i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

6.   Frister

a)   Generelle frister

i)   For parter til at anmode om spørgeskemaer eller andre formularer

Alle interesserede parter bør anmode om et spørgeskema eller andre formularer så hurtigt som muligt og senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

ii)   For parter, der ønsker at give sig til kende og indsende besvarelser af spørgeskemaer og eventuelle andre oplysninger

Medmindre andet er angivet, skal alle interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter og afgive besvarelser af spørgeskemaer eller alle andre oplysninger senest 40 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen. Medmindre andet er angivet, skal eksportører/producenter, der er omfattet af denne procedure og ønsker at anmode om individuelle undersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, indsende besvarelser af spørgeskemaet senest 40 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Det skal bemærkes, at de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne giver sig til kende inden for ovennævnte frist.

Virksomheder, der er udtaget til en stikprøve, skal indgive besvarelse af spørgeskemaet inden for fristerne i punkt 6, litra b), nr. iii).

iii)   Høringer

Interesserede parter kan desuden anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 40 dage.

b)   Særlig frist for udtagning af stikprøver

i)

De oplysninger, der er nævnt i punkt 5, stk. 1, litra a), nr. i), ii) og iii), bør være Kommissionen i hænde senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, da Kommissionen agter at høre de interesserede parter, som har erklæret sig villige til at indgå i stikprøven, om den endelige udtagning af prøven senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

ii)

Alle andre oplysninger, der er relevante for udtagningen af stikprøven, jf. punkt 5, stk. 1, litra a), nr. iv), skal være Kommissionen i hænde senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

iii)

Besvarelser af spørgeskemaerne fra parter, der indgår i stikprøven, skal være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven.

c)   Særlig frist for valg af et land med markedsøkonomi

Parter i undersøgelsen kan fremsætte bemærkninger til valget af Tyrkiet, der som nævnt i punkt 5, stk. 1, litra d), anses for at være et egnet land med markedsøkonomi med henblik på fastsættelsen af den normale værdi for Folkerepublikken Kina. Disse bemærkninger skal være Kommissionen i hænde senest ti dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

d)   Særlig frist for fremsættelse af krav om markedsøkonomisk status og/eller individuel behandling

Behørigt dokumenterede krav om markedsøkonomisk status (jf. punkt 5. stk.1, litra e)) og/eller om individuel behandling i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 5, skal være Kommissionen i hænde senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

7.   Skriftlige indlæg, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance

Alle indlæg og anmodninger fra interesserede parter skal indgives skriftligt (ikke i elektronisk form, medmindre andet er angivet) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse og telefon- og faxnummer. Alle skriftlige indlæg, herunder de oplysninger, der anmodes om i denne meddelelse, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance, som de interesserede parter videregiver som fortroligt materiale, skal være forsynet med påtegningen »Limited« (4) og skal, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2, være ledsaget af et ikke-fortroligt sammendrag med påtegningen »For inspection by interested parties«.

Kommissionens adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: J-79 4/23

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 295 65 05

8.   Manglende samarbejde

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har indgivet urigtige eller vildledende oplysninger, ses der bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og resultatet af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

9.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 6, stk. 9, blive afsluttet senest 15 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, kan der ikke træffes midlertidige foranstaltninger senere end 9 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

10.   Behandling af personoplysninger

Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indhentes i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).

11.   Høringskonsulent

Det skal bemærkes, at hvis der opstår vanskeligheder i forbindelse med parternes udøvelse af retten til at forsvare sig, kan de anmode høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel om at gribe ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene og kan om nødvendigt mægle i proceduremæssige spørgsmål, der vedrører beskyttelse af parternes interesser i forbindelse med denne procedure, navnlig hvad angår spørgsmål om aktindsigt, fortrolige oplysninger, forlængelse af frister og behandling af skriftlige og/eller mundtlige henvendelser. Yderligere oplysninger og kontaktoplysninger findes på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel (http://ec.europa.eu/trade).


(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Forordning senest ændret ved forordning (EF) nr. 2117/2005 (EUT L 340 af 23.12.2005, s. 17).

(2)  Udtrykket forretningsmæssigt forbundne virksomheder er defineret i artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1).

(3)  Der kan fremsættes krav om individuelle margener i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, for virksomheder, der ikke indgår i stikprøven, grundforordningens artikel 9, stk. 5, vedrørende individuel behandling i sager, der berører lande uden markedsøkonomi/lande med overgangsøkonomi, og grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), for virksomheder, der gør krav på markedsøkonomisk status. Det skal bemærkes, at krav om individuel behandling er underkastet bestemmelserne i grundforordningens artikel 9, stk. 5, og at krav om markedsøkonomisk status er underkastet bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b).

(4)  Dette betyder, at dokumentet kun er til internt brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om gennemførelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).

(5)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top