23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/229

1.1

EØSU er enigt i, at medlemsstaterne skal efterleve deres internationale politiske forpligtelser. Støtte, via det foreliggende forordningsforslag, til de medlemsstater, som gør dette, og påvisning over for hele verden af, at EU tager det alvorligt med i praksis at holde løfter, som er afgivet i IMO-sammenhæng, vejer langt tungere end eventuelle, rent spekulative og meget begrænsede negative konsekvenser, som måske eller måske ikke vil opstå.

2.1

Forordning (EF) nr. 417/2002 som ændret ved forordning (EF) nr. 1726/2003 indførte foranstaltninger om forbud mod transport af svære olier i enkeltskrogede olietankskibe til eller fra havne i EU's medlemsstater med det formål at nedsætte risikoen for utilsigtet olieforurening i europæiske farvande.

2.2

Et tilsvarende forbud, baseret på EU's foranstaltninger, er påbudt på verdensplan af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) via den nye regel 13G og 13H i bilag I til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (MARPOL 73/78). I henhold til stk. 7 i regel 13G og stk. 5, 6 og 7 i regel 13H i den nævnte MARPOL-konvention kan administrationerne imidlertid på visse betingelser fritage tankskibe fra forbuddet. Dette var et nødvendigt kompromis for at opnå opbakning til en verdensomspændende ordning. Det italienske EU-formandskab afgav, efter de forudgående gængse og indbyrdes bindende koordineringsdrøftelser, på alle medlemsstaters og Kommissionens vegne umiddelbart derefter en erklæring om, at ingen af dem ville gøre brug af disse undtagelsesmuligheder. Efter ikrafttrædelsen den 5. april 2005 lod én medlemsstat imidlertid allerede den 18. april 2005 vide, at den ville benytte sig af den undtagelse, som er genstand for det foreliggende kommissionsforslag. I månederne derefter har mange medlemsstater i overensstemmelse med koordinationsaftalen meddelt IMO, at de ikke vil gøre brug af undtagelsesmulighederne. Fire medlemsstater har endnu ikke officielt meddelt dette, men har allerede oplyst Coreper og dermed Kommissionen og de øvrige medlemsstater om, at de meget snart vil følge de øvrige 19 medlemsstaters eksempel.

2.3

Kommissionen minder om de politiske aftaler forud for og umiddelbart efter vedtagelsen af IMO-forbuddet og det italienske EU-formandskabs erklæring i IMO i december 2003 om, at de dengang 15 og nu 25 medlemsstater ikke vil gøre brug af undtagelserne i MARPOL-konventionen.

2.4

Kommissionen foreslår at ændre forordning (EF) nr. 417/2002 for at omsætte det politiske tilsagn til en lov, som udvider forordningens rækkevidde, således at det forbydes at transportere svære olieprodukter med alle enkeltskrogede tankskibe, som fører en medlemsstats flag, uanset hvilken jurisdiktion de havne, offshoreterminaler eller havområder, som de besejler, henhører under.

3.1

EØSU minder om, at det i sin udtalelse om Erika II (1) støttede forbuddet mod, at enkeltskrogede tankskibe bruges til transport af de mest forurenende, svære olietyper.

3.2

Medlemsstaterne bør principielt overholde de politiske tilsagn, som er afgivet på internationalt plan, og bør sikre sammenhæng i EU's politik. Imidlertid indledes forslaget med en kort begrundelse, hvor hovedvægten kun lægges på de politiske tilsagn og især den erklæring, som EU afgav, da den nye regel 13H i MARPOL blev vedtaget.

3.3

I udtalelsen om Erika II henstillede EØSU, at EU foreslår »IMO, at der under MARPOL-konventionen udpeges meget miljøfølsomme områder, som bør undgås af tankskibe, der transporterer svær brændselsolie« og at der etableres »obligatoriske ruteordninger« i overensstemmelse med SOLAS-konventionen (2). IMO reagerede på forslag fra interesserede parter og udpegede en række særligt følsomme havområder (vesteuropæiske farvande, Østersøen, De Kanariske Øer, Galapagos-øerne) og udvidede Great Barrier Reef til at omfatte Torres-strædet (Australien-Papua Ny Guinea). Disse områder tillige med Sabana-Camagüey-øhavet (Cuba), Malpelo-øen (Columbia), havet omkring Florida Keys (USA) og Paracas National Reserve (Peru), som blev etableret mellem 1997 og 2003, beskyttes af tilknyttede foranstaltninger som områder, der skal undgås af tank- og andre skibe, ruteforanstaltninger, rapporteringssystemer og lodsning. Etableringen af disse eller lignende områder skal opfattes som en afspejling af kyststaternes forsøg på at mindske risikoen for forurening fra enkeltskrogede tankskibe.

3.4

Ifølge statistiske oplysninger, som medlemsstaterne og Kommissionen forelagde IMO i april 2003 (3), var der i november 2002 ca. 660 enkeltskrogede tankskibe i kategori 2 (20.000 tons dødvægt og derover) i drift, hvoraf 160 supertankere (VLCC og ULCC, tankskibe på 200.000 tons dødvægt og derover), hovedsagelig til transport af råolie fra Den Persiske Golf til USA og Japan. Olietankere kan tages ud af drift af mange forskellige årsager eller kan oplægges når som helst. Ved udgangen af 2006 vil der højst være under 50 af disse supertankere i drift, og tallet vil falde hvert år, indtil udfasningen er afsluttet i 2010. Dette siger intet om de eventuelle økonomiske og sociale interesser, som kan være inde i billedet for den ene medlemsstat, der har valgt at bruge undtagelsen. Det er endnu ikke muligt at indhente nøjagtige oplysninger om, hvilke skibe der eventuelt berøres ved at konsultere det pågældende lands skibsregister, hvorfor EØSU finder det uværdigt at indlade sig på gisninger. Selv om det, således som det forlyder, skulle dreje sig om ca. 23 skibe og 3-400 nationale søfolk, så er »udflagning« ikke det første alternativ; årvågne iværksættere/redere vil blot søge at finde andre olieprodukter at transportere, hvor markedet er lige så gunstigt.

3.5

Det foreliggende forslags anvendelsesområde bygger på eksisterende regler for tankskibe på over 5.000 t. Dog bør det genovervejes, om der bør nedfældes særlige regler for tankskibe på under 5.000 t.

4.1

Afslutningsvis mener EØSU, at det bør tydeliggøres, eller defineres, hvad der skal forstås ved »svære olier« (i den engelske version »heavy grade oil products«) i det foreslåede nye stk. 3a i artikel 1.

4.2

I forordning 417/2002 henvises der i artikel 4, stk. 4 og 5, til samme forordnings stk. 3. Det foreliggende forslag til forordning går ud på at tilføje et stk. 3a til artikel 4, hvorved ovennævnte henvisninger ikke længere finder anvendelse; dette er på ingen måde forordningsforslagets formål.