8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/153

1.1

EU's udvidelse med 10 nye medlemsstater på én gang rejser ikke kun kvantitative problemer.

En samlet analyse af udvidelsens indvirkning på Unionens struktur og funktionsmåde var et af hovedemnerne på Det Europæiske Konvent og har foranlediget en række initiativer, som har sat sig spor i traktatudkastet.

Også for sektorpolitikkernes vedkommende kræver udvidelsen overvejelser over, hvilke konsekvenser den vil få for de forskellige berørte sektorer (1).

1.2

Hvad angår EU's forbrugerpolitik og forbrugerret er der imidlertid aldrig blevet foretaget en systematisk og indgående undersøgelse af de kvalitetsmæssige konsekvenser af udvidelsen eller af de eventuelle ændringer og tilpasninger, som kræves for at tilpasse disse områder til et nyt marked med hen ved 500 millioner forbrugere.

1.2.1

På det møde, som EØSU afholdt den 14.-15. marts 2003 i Thessaloniki, blev det understreget, at udvidelsen kunne medføre gennemgribende kursændringer i forbrugerpolitikken, som også ville få indvirkning på traktaten, den konkrete fastlæggelse af nye tiltag på forbrugerbeskyttelsesområdet og gennemførelsen af dem på en tilstrækkelig harmoniseret måde i hele EU, hvor forskellene mellem de nationale lovgivninger uvægerligt vil vokse betydeligt.

1.3

Det gælder om at skabe et egentligt kvalitativt spring fremad — at nå frem til en anden indfaldsvinkel, en anden tilgang til beskyttelsen af forbrugerne, sikre deres høring og deltagelse og garantere deres repræsentation på alle niveauer i den politiske beslutningstagning, som nu vil foregå i andre omgivelser med forskellige karakteristika, en anden forbrugerpraksis og andre forbrugsvaner, kulturelle traditioner, love og adfærdskodekser.

1.4

Målet med denne initiativudtalelse har således været at tilskynde til en så indgående drøftelse som muligt af udvidelsens følger for forbrugerpolitikken og forbrugerretten, som kunne munde ud i forslag om forbrugerpolitiske retningslinier for tiden efter de nye medlemsstaters fulde integration, eller eventuelle ændringer af EU-retten vedrørende beskyttelse, forsvar og fremme af forbrugernes interesser og inddragelse af forbrugerne, eller endog nye lovgivningsinitiativer, som måtte anses for nødvendige.

2.1

For at forberede udarbejdelsen af denne udtalelse har vi anset det for nødvendigt at indhente så præcise oplysninger som muligt om de vanskeligheder, der har været med anvendelsen af EU-retten i de nye tiltrædelseslande.

2.2

I dette øjemed blev der sendt to spørgeskemaer til fremtrædende personer med ansvar for forbrugerspørgsmål fra den offentlige administration, forbrugerorganisationer og visse erhvervsorganisationer, som er direkte beskæftiget med dette område. Der blev også afholdt en høring den 2. december 2003 med mange aktive deltagere.

2.3

Ud fra høringens resultater og en analyse af svarene på spørgeskemaerne og under hensyntagen til de bilaterale kontakter, der blev knyttet under det forberedende arbejde, kan der på grundlag af nærværende udtalelse drages konklusioner og fremsættes henstillinger om eventuelle ændringer af retningslinierne for forbrugerpolitikken i tiden efter udvidelsen.

3.1

Der synes at være bred enighed om, at det vigtigste mål med en realistisk forbrugerpolitik i et udvidet indre marked må være at skabe forudsætningerne for, at forbrugerne kan blive medspillere på markedet, og tilvejebringe de midler og mekanismer, der skal til for at forbrugerne kan deltage i fastlæggelsen af politiske retningslinier på de områder, som er relevante for forbrugerne (2).

3.2

Ganske vist spiller de statslige, regionale og lokale administrationer i medlemsstaterne og de relevante tjenestegrene i de forskellige institutioner og organisationer på EU-plan en vigtig rolle for opnåelsen af dette mål, men det er den almindelige opfattelse, at forbrugerne selv af eget initiativ og ud fra deres organisationsret må afgøre, hvorledes de bedst kan organisere sig for at forsvare og repræsentere deres interesser og — på de forskellige niveauer i den politiske og lovgivningsmæssige beslutningsproces — deltage i drøftelsen og fastlæggelsen af retningslinierne for politikken på de områder, som er relevante for dem.

3.3

Grundprincippet på dette område må således være fuld anerkendelse af forbrugernes frie ret til at organisere sig og forvalte forbrugeranliggender ved at slutte sig sammen på lokalt, regionalt, nationalt, fællesskabs- og internationalt plan for at sikre passende repræsentation af deres interesser og deltagelse i alle instanser, hvor de beslutninger, der vedrører dem, bliver truffet.

Det er helt klart, at det påhviler den lovgivende myndighed på nationalt eller EU-plan at sikre dette.

3.4

Der er imidlertid almindelig enighed om, at der er behov for at fastlægge fælles kriterier, som kan sikre, at de organisationer, forbrugerne opretter på deres eget frie initiativ, overholder de samme grundlæggende principper for demokratisk struktur og virksomhed for at sikre forbrugerne som helhed en effektiv og uafhængig repræsentation.

3.4.1

Man fandt således, at de kriterier, der fastlægges i visse EU-retsakter om parametre for forbrugerorganisationers repræsentativitet for at sikre, at de er sammenlignelige i hele EU, var ret utilstrækkelige (3).

3.4.2

EU har også defineret en række kriterier for anerkendelse af repræsentative forbrugerorganisationer, f.eks. i direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (4).

3.4.2.1

Disse kriterier kan — i og med at de fastlægges ved »administrativ« afgørelse i medlemsstaterne — imidlertid ikke anvendes som ensartet definition af repræsentative forbrugerorganisationer på et identisk og sammenligneligt grundlag i de forskellige medlemsstater i det indre marked.

3.5

Man har indkredset en række karakteristika i et forsøg på at fastlægge en ensartet definition på en repræsentativ forbrugerorganisation, herunder især:

3.5.1

Det blev også foreslået, at kooperative sammenslutninger af f.eks. forbrugere sidestilles med forbrugerorganisationer (5).

3.5.2

Der blev endvidere peget på muligheden for at kræve, at organisationernes repræsentativitet skal anerkendes officielt af et godkendt offentligt organ i medlemsstaterne. Det blev dog også understreget, at støtten til forbrugerorganisationerne skal baseres på deres tekniske kvalifikationer og deres arbejdsresultater og ikke kun på myndighedernes godkendelse af dem.

3.6

Da der er tale om et ømtåleligt emne, hvis betydning anerkendes, mener EØSU, at Kommissionen bør behandle det grundigt i en meddelelse om emnet.

3.7

Jævnsides hermed blev der indkredset flere mangler eller lakuner i de eksisterende systemer, som må afhjælpes for at forbrugerne kan være passende repræsenteret især på EU-plan via de organisationer, der repræsenterer deres generelle eller specifikke interesser.

3.7.1

Særlig vigtig er den nødvendige uddannelse af de tekniske ledere og undervisere i ovennævnte forbrugerorganisationer (6).

3.7.2

Ved siden af de almene informationsprogrammer for forbrugere generelt, bør forbrugerorganisationerne ligeledes have særskilt og forudgående information, så de kan videreformidle den til deres medlemmer eller forbrugerne som helhed i deres respektive hjemlande eller regioner.

3.7.3

Forbrugerorganisationernes egen repræsentation på EU-plan bør styrkes i de forskellige EU-organer, enten direkte eller via deres paraplyorganisationer. EØSU bifalder dog Kommissionens seneste initiativ til omstrukturering af det nuværende forbrugerudvalg (7) og udpegelse af en ansvarlig for forbrugerrelationer i Generaldirektoratet for Konkurrence (8), hvilket burde følges op inden for de øvrige politikområder, som vedrører forbrugerne (9).

3.7.4

Lige så vigtigt er det at få genoptaget afholdelsen af periodiske europæiske forbrugerfora for at udbygge og forbedre dialogen, informationen og samarbejdet mellem forbrugerorganisationerne.

4.1

En passende forbrugerrepræsentation kræver først og fremmest tilstrækkelig finansiering af deres repræsentative organer såvel organisatorisk som operationelt (10).

4.2

Uanset de gældende ordninger i de enkelte lande, har nogle forbrugerrepræsentanter givet udtryk for, at det kun gennem kraftig støtte og opmuntring fra EU vil være muligt at udstyre forbrugerorganisationerne med de midler, der er nødvendige for, at de kan forsvare, fremme og repræsentere forbrugerne på regionalt, nationalt, EU- og internationalt plan, som er deres mission (11).

4.3

Det blev påpeget, at forbrugerorganisationerne i sig selv med de midler, som medlemskontingenterne indbringer, eller som de fremskaffer på eget initiativ, har vanskeligt ved at overleve økonomisk og dermed sikre deres uafhængighed og autonomi over for politiske og økonomiske magthavere (12).

For at bevare disse principper bør enhver finansiel støtte som hovedregel gå til foranstaltninger, programmer, projekter og initiativer, især vedrørende uddannelse af tekniske ledere, forbrugeruddannelse og afholdelse af kollektive foranstaltninger til beskyttelse af forbrugernes generelle interesser og ikke til den almindelige drift af sådanne organisationer.

4.4

Den nuværende EU-støtteramme for forbrugerorganisationer er fastlagt i afgørelse 20/2004/EF af 8. december 2003 om en generel ramme for finansiering af Fællesskabets aktioner til støtte for forbrugerpolitikken for perioden 2004-2007 (13) og i »Revision af det rullende handlingsprogram som led i Fællesskabets strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006« af 15. september (14).

5.1

Artikel 153 knæsætter udtrykkeligt minimumsharmonisering og et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes interesser som et grundprincip for EU's forbrugerpolitik (15).

5.2

Derfor indeholder de fleste direktiver på forbrugerbeskyttelsesområdet — hvilket ikke er nyt (16) og heller ikke ændret i forfatningsudkastet — en såkaldt »minimumsklausul«, der som regel er formuleret således:

»Medlemsstaterne kan inden for det område, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med Traktaten, for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne« (17).

5.3

Det ser dog ud til — i hvert fald siden grønbogen om Forbrugerbeskyttelse i Den Europæiske Union (18) og Kommissionens nylige meddelelse om Strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006 (19) — at kursen nu er lagt om i retning af total harmonisering som et middel til at tilnærme lovgivningerne på områder med tilknytning til forbrugerbeskyttelse.

5.3.1

Dette fremgår især af de nylige direktivforslag om forbrugerkredit (20) og illoyal handelspraksis (21) og sammen med den overdrevne vægt, der lægges på princippet om gensidig anerkendelse (22), tegner der sig et billede af en generel kurs, som ikke kun er anlagt i bestemte sager med henvisning til emnets karakter eller behovet for at sikre gennemførelsen af grundlæggende aspekter af det indre marked.

5.3.2

EØSU erkender især i lyset af udvidelsen af EU til 25 medlemslande, at der kan være en fordel ved at anvende lovgivningsinstrumenter, som sikrer, at de retsordener, der regulerer de juridiske forbindelser mellem virksomheder eller mellem virksomheder og forbrugere, er så ensartede som muligt, når der er tale om foranstaltninger, som udelukkende eller først og fremmest skal sikre, at det indre marked fungerer.

5.3.2.1

Derfor mener EØSU, at der overalt, hvor det kan lade sig gøre, og under hensyntagen til den konkrete sags karakter bør anvendes forordninger (»europæiske love«  (23) som de betegnes i forfatningsudkastet) eller, hvis dette ikke er muligt, direktiver (»rammelove« ifølge den nye terminologi), hvor målet er maksimal harmonisering som et middel til bedre at garantere den afledte rets klarhed og sikkerhed.

5.3.3

EØSU er dog af den opfattelse, at denne form for harmonisering udelukkende bør gennemføres, hvis der er garanti for, at forbrugerbeskyttelsen fastlægges på det højeste niveau set i forhold til den teknologiske udvikling, videnskabelige indsigt og det fremherskende kulturmønster.

5.4

I alle andre tilfælde, hvor de interesser, der skal beskyttes, ikke i det væsentligste og grundlæggende sigter mod det indre markeds gennemførelse eller funktionsmåde, og hvor det tværtimod først og fremmest drejer sig om forbrugerbeskyttelse, kan dette efter EØSU's mening bedst ske ved at opretholde princippet om minimumsharmonisering — altid på et højt beskyttelsesniveau — men således at medlemsstaterne får mulighed for at opretholde eller indføre strengere beskyttelsesforanstaltninger, der skal være forenelige med traktaten, som fastsat i artikel 153, stk. 5.

5.5

Med tiltrædelsen af over ti nye medlemsstater vil EØSU råde Kommissionen til at revidere den tilgang, den nu har anlagt med maksimal harmonisering over en kam, og begrænse denne til de situationer, hvor det drejer sig om at gennemføre det indre marked eller få det til at fungere. I alle disse tilfælde skal forbrugerne sikres beskyttelse på det højeste niveau set i forhold til den aktuelle videnskabelige viden, den teknologiske udvikling og kultur- og samfundsudviklingen på det pågældende område.

5.6

Med »aktuel videnskabelige viden« menes videngrundlaget for beslutningstagerne på det forbrugerpolitiske område. Den omfatter de anerkendte resultater af:

Hvis videngrundlaget er utilstrækkeligt, bør der udvikles en effektiv forskningskapacitet.

5.7

Endvidere opfordrer EØSU til, at forordningen (eller den europæiske lov ifølge den nye betegnelse) om muligt anvendes som den type retsakt, der er bedst egnet til at sikre reel tilnærmelse af lovgivningerne og effektivt garantere juridisk klarhed i de retlige forbindelser (24).

6.1

Nogle af de grundlæggende principper i traktaten er bærende elementer i den afledte ret, og de bør altid være ledetråden i fastlæggelsen af arten, det væsentlige indhold, hensigtsmæssigheden og det materielle anvendelsesområde af de foranstaltninger, der træffes til regulering af de forskellige sektorer og som led i EU's politik på de forskellige områder.

Forbrugerretten er således ikke nogen undtagelse.

6.2

De vigtigste af disse principper er subsidiaritetsprincippet (25), princippet om gensidig anerkendelse og forsigtighedsprincippet.

6.3

Uden at komme nærmere ind på subsidiaritetsprincippets rækkevidde, hvad angår dets anvendelse i forbrugerlovgivningen, kan det fastslås, at formuleringen af princippet — set i lyset af artikel 153 — indebærer, hvad nogle forfattere betegner som »dobbelt subsidiaritet« (26).

6.3.1

Ud over den frasortering, der følger af den almene, »primære« subsidiaritet i artikel 3 B, har lovgiveren ønsket at filtrere de foranstaltninger, der er anført i artikel 153, stk. 3, litra b), gennem en endnu finere sigte, der fungerer som en egentlig »sekundær« subsidiaritet. Dette betyder, at disse fællesskabsforanstaltninger kun er tilladelige, hvis de kan bestå den subsidiaritetsprøve, der ligger i kravet om, at de skal supplere eller støtte medlemsstaternes initiativer på de nævnte områder.

6.3.2

Medlemsstaterne skal altså altid have taget initiativ til foranstaltninger på nationalt plan eller have planer herom, før Fællesskabet på det pågældende område kan udvikle en foranstaltning for at supplere eller støtte sådanne nationale initiativer.

6.3.3

Følgelig har Fællesskabet overhovedet ikke nogen selvstændig initiativret, end ikke til at træffe foranstaltninger på de få nævnte områder, heller ikke hvis dets indsats kunne begrundes ud fra subsidiaritetsprincippet som defineret i artikel 3 B, medmindre der er tale om en opfølgning af foranstaltninger, som medlemsstaterne specifikt har taget initiativ til.

6.4

Derfor er det meget vigtigt, at forbrugerrepræsentanterne i alle tilfælde og i lyset af den konkrete anvendelse af subsidiaritetsprincippet gør det klart over for EU-institutionerne, at fortolkningen af dette princip ikke må blokere for vedtagelsen af nødvendige og passende forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger.

6.5

Om princippet om gensidig anerkendelse (27) havde EØSU lejlighed til at udtale sig indgående i initiativudtalelsen fra november 2000 (28), som var en opfølgning af Kommissionens vigtige meddelelse »Gensidig anerkendelse i forbindelse med overvågningen af handlingsplanen for det indre marked«  (29).

6.6

Kommissionen har på sin side for forskellige sektorer offentliggjort programmer for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager og af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (30).

6.7

Hvad angår foranstaltninger på forbrugerområdet har der været en stigende tendens til at udvide anvendelsesområdet til flere sektorer, især når målet samtidig er total harmonisering.

6.8

Skønt anvendelsen af princippet generelt forekommer berettiget, er der områder, hvor dets anvendelse indebærer, at forbrugerne bliver underkastet lovgivningen i forskellige medlemsstater, hvilket skaber uklarhed og i høj grad kan afholde folk fra at handle over grænserne (31).

6.9

Derfor henleder EØSU Kommissionens opmærksomhed på, at princippet om gensidig anerkendelse bør anvendes forsigtigt og under hensyntagen til situationen i den enkelte sektor som et middel til at tilnærme lovgivningerne.

6.10

Derimod mener EØSU, at forsigtighedsprincippet, som blev forankret i EU-retten med Maastricht-traktaten og kun gælder for miljøpolitikken, bør betragtes som et retsprincip, der er fælles for EU's politik på alle områder, og i særdeleshed for forbrugerbeskyttelsespolitikken, hvor det har store praktiske konsekvenser såsom systematisk og objektiv risikovurdering og omvendt bevisbyrde til fordel for forbrugerne som generel regel i erstatningslovgivningen (32).

7.1

Som nævnt har begrebet horisontalitet eller tværgående tilgang — der blev indskrevet i EF-traktaten med Amsterdam-traktaten, efter at Kommissionen havde nævnt det i flere af sine programmer (33) — i dag fået betydeligt større vægt i Kommissionens politiske retningslinier. Desuden er det nedfældet i forfatningsudkastet som en grundlæggende rettighed (34).

7.2

I Kommissionens meddelelse »Strategi for forbrugerpolitikken 2006-2006«  (35) står der faktisk at læse: »Forbrugerne berøres af specifikke regler for forbrugerbeskyttelse, men også af andre vigtige EU-politikker såsom bl.a. politikken om det indre marked, miljø og bæredygtig udvikling, transport, finansielle tjenesteydelser, konkurrence, landbrug og udenrigshandel. Forbrugerpolitik som sådan kan ikke udarbejdes uden hensyntagen til andre områder, der berører forbrugerne. Det er vigtigt, at der sker en systematisk indarbejdning af de områder, der optager forbrugerne, i de relevante EU-politikområder«  (36).

7.3

I praksis er dette princip imidlertid ikke systematisk blevet omsat i konkrete foranstaltninger som led i gennemførelsen og udviklingen af EU's politik på forskellige områder. I førnævnte strategipapir blev dette mål heller ikke prioriteret højest, således som EØSU havde foreslået i sin udtalelse om Kommissionens meddelelse (37).

7.4

Det er derfor vigtigt, at der fastsættes gennemsigtige mekanismer og indføres en troværdig praksis, som sikrer, at der ved vedtagelsen af enhver foranstaltning på et hvilket som helst område under EU's kompetence altid tages hensyn til forbrugernes interesser og garanteres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (38).

7.5

Derfor anbefaler EØSU, at Kommissionen overvejer, om der vil være behov for at styrke de menneskelige og materielle ressourcer i GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse og omlægge dets fremgangsmåder og procedurer med henblik på koordineringen med de øvrige generaldirektorater.

7.5.1

Ligeledes bør de øvrige EU-institutioner, lige fra Rådet til Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og EØSU selv, tage op til overvejelse, om de kan organisere sig på anden måde, som bedre kan sikre effektiv hensyntagen til forbrugerbeskyttelsen i alle EU-politikker.

8.1

Med tilvæksten af stadig mere komplicerede love og bestemmelser inden for forbrugerret er det tilrådeligt — om ikke uomgængeligt nødvendigt — at arbejde videre på at forbedre og forenkle lovgivningen.

8.2

Kommissionen er begyndt at beskæftige sig mere og mere med disse aspekter af EU's lovgivningsproduktion (39).

8.3

EØSU har på sin side delt Kommissionens bekymring på dette felt (40), og dets Markedsobservatorium har siden 2002 haft emnet »forenkling« på sit faste program.

8.4

EØSU glæder sig derfor over den interinstitutionelle aftale, der er indgået mellem EP, Rådet og Kommissionen på dette område (41), og henviser i øvrigt til sine kommentarer i de nævnte udtalelser, især i den, der for nylig er vedtaget om Kommissionens sidste meddelelse om emnet (42).

8.5

Det er faktisk et vigtigt spørgsmål, som — især når det gælder forbrugerret, som grundlæggende henvender sig til almindelige borgere — fortjener særlig stor opmærksomhed og fortsatte bestræbelser på at forenkle lovgivningen, så den bliver mere forståelig og nemmere at anvende (43).

8.6

Et andet led i denne indsats er kodificering, som Kommissionen i øvrigt har taget fat på — om end i mindre skala — for flere direktivers vedkommende.

8.7

I de forskellige betydninger, som begrebet »kodificering« kan antage, forekommer det ikke hensigtsmæssigt at udarbejde en egentlig Europæisk Forbrugerkodeks (44). Man bør snarere arbejde videre i retning af en koordineret gennemarbejdning af EU-bestemmelserne på vigtige områder for at gøre bestemmelserne i forskellige lovinitiativer forenelige og systematisere emnerne.

8.8

En løsning, der ofte nævnes som middel til reduktion af lovgivningen, er øget anvendelse af selv- og samregulering.

8.8.1

Uden at ville foregribe den udtalelse, som EØSU er ved at udarbejde om dette emne, kan det allerede nu fastslås, at det på et marked, som endnu ikke er konsolideret og hvor informationen som bekendt er mangelfuld — især når det gælder forbrugerret — kun vil være muligt at udvikle alternative systemer til selv- og samregulering inden for en veldefineret lovramme med klare parametre og kriterier for indgriben, hvilket EØSU i øvrigt også påpegede i sin udtalelse om illoyal handelspraksis (45).

9.1

EØSU har længe påpeget, hvilken afgørende rolle forbrugerinformation og -uddannelse spiller for beskyttelsen af forbrugerne og forsvaret af deres rettigheder.

9.2

Især hvad angår information af forbrugerne har EØSU fremført, at specifik information om de enkelte tjenester eller produkter eller tilfældig udvalgt information, den være sig nok så udtømmende, ikke er tilstrækkelig. Der er brug for generel information om forbrugernes rettigheder som grundlag for en målrettet, der er afpasset til de respektive produkter eller tjenester (46).

9.3

Hvad angår forbrugeruddannelse har EØSU i en nylig initiativudtalelse ikke alene fremhævet »den oplyste forbruger«, men også behandlet forbrugeruddannelsens indhold og metoder samt den rolle, som de forskellige aktører i uddannelsesprocessen spiller (EU, medlemsstaterne, forbrugerorganisationer, erhvervssammenslutninger osv.) (47).

9.4

I forbindelse med en nytænkning af forbrugerpolitikken, som er en nødvendig følge af udvidelsen, vil oplysning og uddannelse af forbrugerne blive endnu vigtigere for at sikre effektiv fremme af forbrugernes rettigheder og beskyttelse, skønt det altid må overlades til medlemsstaterne og forbrugerorganisationerne af fastlægge retningslinier og kriterier, så indsatsen tilpasses de reelle forhold på det nationale, regionale eller lokale marked.

9.4.1

I denne vigtige opgave er det ikke kun skoler, forbrugerorganisationer, virksomheder, erhvervsorganisationer og medlemsstaterne, som har en rolle at spille.

EU har ikke alene til opgave at koordinere initiativerne, men også at tilskynde og fremme foranstaltninger, som kan forbedre informationen og udvide forbrugernes viden (48).

9.4.2

Disse foranstaltninger bør ikke begrænse sig til passende finansiel støtte, men også bestå i udvikling af kampagner og fælles informations- og uddannelsesprogrammer.

9.4.3

De bør omfatte såvel forbrugere som erhvervsorganisationer og vare- og tjenesteleverandører samt lovgivere og dem, der anvender bestemmelserne, især jurister (dommere, advokater, statsadvokater osv.).

10.1

Det er et aspekt af afgørende betydning, der behandles i det nylige forslag til forordning om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (KOM(2003) 443 endelig af 18.7.2003), som EØSU allerede har afgivet udtalelse om (49).

10.2

For at systemet til overvågning af overtrædelser af EU-regler kan blive stadig mere effektivt og dets gennemførelse på nationalt plan sikre, at det faktisk bliver håndhævet, må der gøres noget ved de begrænsninger ved denne forordning, der er blevet påvist.

Et af de punkter, der straks bør rettes op på, er dets anvendelsesområde, som er for snævert.

11.1

EØSU er helt klar over, at ændringer af lovgivningen ikke får nogen umiddelbar effekt eller omgående resultater. Derfor vil EØSU i nærværende gennemgang af de forskellige spørgsmål, som trænger til at blive uddybet eller forbedret, ikke kun fokusere på behovet for at konsolidere og fremme en effektiv anvendelse af gældende ret, men også understrege, at processen skal foregå gradvis og samordnet, så den ikke skævvrider den nødvendige balance mellem de interesser, der står på spil, dog uden at glemme, at forbrugerne oftest er den svagere part i forbrugsanliggender.

11.2

Det er ud fra denne synsvinkel at EØSU vil pege på nogle områder, som efter dets mening trænger til at blive set efter i sømmene med henblik på en forbedring af de gældende lovrammer for de retlige relationer, som direkte vedrører forbrugerne.

11.2.1

Et af disse områder er forbrugernes sikkerhed i forbindelse med tjenesteydelser og leverandørens ansvar for mangelfulde tjenesteydelser.

11.2.2

I 1992 blev det pågældende direktivforslag (50) stillet i bero. Det giver derfor anledning til fornyet håb, at Kommissionen nu på Rådets og Parlamentets opfordring til den om at »fastslå behovene, mulighederne og de vigtigste mål for Fællesskabets indsats vedrørende tjenesteydelsers sikkerhed«  (51) har besluttet at sætte dette emne på dagsordenen igen med sin rapport af 6. juni 2003 (52) og med sit nye direktivforslag om tjenesteydelser på det indre marked (53).

11.2.3

Man kan dog frygte, at den kurs, som Kommissionen har anlagt i dette spørgsmål, ikke vil udmønte sig i punktuelle og effektive reguleringstiltag, hvis principperne om subsidiaritet og komplementaritet i forhold til medlemsstaternes politik bliver fortolket på en uhensigtsmæssig måde (54).

11.2.4

Et andet af de områder, hvor der er stort behov for regulering på EU-plan, er definitionen af grundlæggende forsyningspligtydelser og af de principper, som bør gælde herfor, mht. ydelsernes kontinuitet og almene karakter, rimelige priser, ret til adgang, valgfrihed osv. (55)

11.2.4.1

Som det fremgår af udtalelserne om dette emne (56), mener EØSU, at udvidelsen af EU kræver fastlæggelse af præcise retningslinier i betragtning af privatiseringen af visse grundlæggende forsyningspligtydelser og — helt uomgængeligt — indkredsning af de centrale forsyningspligtydelser, hvori luftfarten, jernbaner, el, gas, post- og telekommunikation naturligt indgår (57).

11.2.4.2

Da der ikke findes kvalitetsindikatorer, som er tilstrækkeligt præcise til, at der kan foretages en komparativ evaluering af disse tjenester, afventes med spænding den meddelelse, som Kommissionen har bebudet om en metodik til horisontal evaluering af forsyningspligtydelser (58).

11.2.5

Der er også behov for på EU-plan at få harmoniseret lovvalgsreglerne for forpligtelser uden for kontraktforhold.

11.2.5.1

Kommissionens initiativ til fremlæggelse af et forslag til forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (59) fortjener derfor særlig omtale. Dette forslag er sammen med EØSU's bemærkninger i sin udtalelse (60) herom et nøgleelement i harmoniseringen af lovgivningen i det udvidede EU på et område af stor betydning for en passende beskyttelse af forbrugerne.

11.3

Hvad angår retten til information, især når det gælder fødevarer (61), bør der — ud over stadige forbedringer af mærkningen, så den bliver mere forståelig for forbrugerne — også anvendes nye moderne kanaler, som kan forbedre forbrugeroplysningen (Internet, grønne numre, hjælpetjenester for forbrugerne osv.) uden at forglemme identifikationen af varens oprindelse (62).

11.4

Når det gælder beskyttelse af sundhed og sikkerhed, er det de nationale myndigheders reaktionsevne, der bestemmer, om RAPEX-systemet (63) kan fungere endnu mere effektivt. EØSU peger igen på behovet for at satse på kvaliteten af kontrollen på EU-markedet gennem projekter, der kan bidrage til at skabe og udvikle medlemsstaternes markedskontrolmekanismer, især i de nye medlemsstater, og således støtte såvel forbrugerorganisationer som de kompetente offentlige myndigheder (64).

11.4.1

Forbrugerorganisationerne skal på deres side fremlægge pålidelig information om sikrere produkter og tjenesteydelser og formidle resultaterne af kontrol foretaget på nationalt plan.

11.5

Med hensyn til beskyttelsen af forbrugernes økonomiske interesser er der flere aspekter, som fortjener at blive taget op og omarbejdet.

11.5.1

Hvad producentens ansvar  (65) angår, har det nuværende system en indbygget ubalance mellem den bevisbyrde, som forbrugeren er underlagt, og de tilfælde, hvor producenten fritages for ansvar. Derved stilles forbrugerne ringere.

11.5.1.1

Der er således god grund til at fortsætte det igangværende arbejdet med revisionen af direktiv 85/374/EØS af 25. juli 1985 efter de retningslinier, der blev anbefalet i grønbogen om produktansvar (66), og som er blevet fulgt op af en række undersøgelser, Kommissionen (67) i mellemtiden har ladet udarbejde.

11.5.2

Over for begrænsningen af forbrugerbeskyttelsen ved dørsalg  (68) til de tilfælde, hvor der er tale om udtrykkelig anmodning fra forbrugeren, må der tages visse forbehold, da bevisførelsen er vanskelig og der ofte kan optræde grænsetilfælde, som ikke giver retssikkerhed. EØSU mener, at dette spørgsmål bør undersøges på ny for at definere begrebet formodning (om god tro), således at forbrugeren beskyttes mod bedrageri. Desuden bør hele direktivet revideres i lyset af de aktuelle illoyale og aggressive salgsmetoder og de EU-tekster, der behandler disse problemer.

11.5.3

For så vidt angår aftaler vedrørende fjernsalg  (69) , vil det være af stor betydning, at det obligatorisk skal fastsættes, at leverandøren har bevisbyrden for, at en forbruger har modtaget forudgående oplysninger eller skriftlig bekræftelse, eller at fristerne er blevet overholdt, eller at forbrugeren har givet sit samtykke (70). Endvidere vil det være relevant at undersøge, om oplysningskravene er passende i aftaler om fjernsalg, der indgås online.

11.5.4

EØSU udtrykker bekymring over udøvelsen af fortrydelsesretten, hvor der er brug for harmonisering af fristerne i de forskellige lovtekster og fastlæggelse af klare regler for udøvelsen af denne ret, især når det gælder fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (71) og forbrugerkredit (72). EØSU peger på behovet for at forenkle dette system, som er kompliceret og lidet gennemskueligt (73).

11.5.5

Med hensyn til beskyttelse af forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår  (74) vil det være nyttigt, hvis Kommissionen kunne udarbejde en systematisk og ajourført oversigt over generelle kontraktvilkår, som udtrykkeligt er erklæret for urimelige enten i medlemsstaternes eller Domstolens retspraksis, og videregive disse oplysninger til forbruger- og erhvervsorganisationer (75).

11.5.5.1

I øvrigt er det almindeligt anerkendt, at reguleringen af dette område er forældet, og Kommissionen må hurtigst muligt nå til ende med sin revision i forlængelse af sin beretning om direktivets anvendelse (76) og de utallige arbejdsmøder, den har afholdt om dette emne.

11.5.6

Med hensyn til problematikken omkring forbrugerkredit  (77) har EØSU allerede haft lejlighed til at udtale sig om Kommissionens nylige forslag på dette område (78), men det skal endnu en gang understreges, at der er behov for at bekæmpe anvendelsen af ågerrenter og skabe balance mellem forbrugernes og kreditinstitutternes rettigheder og pligter. Forskellene mellem de nationale bestemmelser på dette område og det uensartede forbrugerbeskyttelsesniveau — en situation som kan blive forværret med de nye medlemsstaters tiltrædelse — kan svække forbrugernes tillid til markedet for finansielle tjenesteydelser og skabe konkurrenceforvridninger.

11.5.7

Et spørgsmål, der — som EØSU flere gange har påpeget — hurtigst muligt bør tages op på EU-plan er den overdrevne gældsætning i private husholdninger, der har grebet om sig og som frygtes at eskalere med den forventede rentestigning (79).

11.5.8

EØSU mener ligeledes, at det er vigtigt at udvikle lovgivningen om sikkerhed i forbindelse med elektroniske betalinger  (80), og Kommissionens nylige initiativ til lancering af en debat om skabelse af et ensartet retsområde for elektroniske betalinger i det indre marked (81).

11.5.8.1

Der savnes dog stadig en samlet tilgang til elektronisk handel, som er nødvendig for at vinde forbrugernes tillid, hvilket blev klart påvist på konferencen i Dublin i anledning af Den Europæiske Forbrugerdag 2004.

11.5.8.1.1

Hertil kommer, at det arbejde, der hidtil er gjort for at skabe systemer for akkreditering af de forretningsdrivende end ikke er mundet ud i selvreguleringstiltag, som kunne give forbrugerne mulighed for at finde web-steder på Internettet, som de kan have tillid til

11.5.8.1.2

Det er således glædeligt, at Kommissionen på det seneste har taget initiativer, som — trods deres begrænsninger — sigter mod at fremme en mere sikker anvendelse af Internettet (82), og som vedrører beskyttelsen af mindreårige og den menneskelige værdighed samt berigtigelsesretten inden for audiovisuelle tjenester og informationstjenester (83).

11.5.8.2

Der findes ikke nogen international retsramme svarende til den, EU har indført med »Bruxelles 1«-forordningen, som er afgørende for en sikker afvikling af internationale elektroniske transaktioner. Derfor er en konvention om retlig kompetence og fuldbyrdelse af domme på det civil- og handelsretlige område et vigtigt mål, som bør forfølges på Haag-konferencen.

11.5.9

Et område af fundamental betydning er harmoniseringen af aftaleretten, som Kommissionen har taget fat på med opbakning fra EØSU (84). Denne proces bør føres videre og intensiveres med særlig vægt på standardisering især af visse kontrakttyper af særlig interesse for forbrugerne (85).

11.5.10

Efter offentliggørelsen af direktivet om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (86), hvor der fokuseres på spørgsmål vedrørende garantier ved køb af varer, er den kritik, som EØSU's udtalelse (87) rettede mod dette forslag stadig aktuel, især hvad angår forholdet mellem handelsmæssige og retlige garantier og proceduren for at gøre dem gældende.

11.5.10.1

Det, der er behov for nu, er ikke kun at udvide direktivets anvendelsesområde til eftersalgsservice (88). Kommissionen må frem for alt nøje følge, hvorledes direktivet bliver omsat i medlemsstaterne, fordi reguleringen er så kompliceret og vanskelig at indbygge i den nationale lovgivning.

11.5.11

Et område, hvor man længe har ventet på et udspil fra Kommissionen i forlængelse af grønbogen om forbrugerbeskyttelse (89), er illoyal handelspraksis.

11.5.11.1

I sin udtalelse om emnet (90) har EØSU dog allerede givet udtryk for sin skuffelse og store bekymring over kursen og hovedlinierne i det instrument, der er under forberedelse.

11.5.11.2

Det er derfor et emne, som må følges på meget tæt hold og med stor opmærksomhed af forbrugerrepræsentanterne, især i de nye medlemsstater.

11.5.12

Ligeledes har EØSU tilkendegivet sin utilfredshed med forslaget til forordning om salgsfremmende foranstaltninger  (91) og gentager her sin bekymring over forslagets endelige udformning og dets kompatibilitet med forslaget om illoyal handelspraksis, idet det frygter, at disse to instrumenter — i stedet for at bidrage til at fremme forbrugernes interesser — ender med at blive et tilbageskridt i forhold til den nuværende forbrugerbeskyttelse.

11.6

Endelig hvad angår adgang til domstolene anser EØSU det for nødvendigt at udbygge ikke kun beskyttelsen af ensartede kollektive, almene eller individuelle forbrugerrettigheder (92) gennem den hårdt tiltrængte revision af direktivet om søgsmål med påstand om forbud (93). Dets anvendelsesområde bør udvides, så det muliggør egentlige kollektive søgsmål, som ikke blot udrydder ulovlig og illegal praksis, men også fremmer skadeserstatning og de legitime interesser, som den enkelte forbruger har i en klagesag, især for så vidt angår hurtig og så vidt muligt gratis adgang til domstolene (94). I denne forbindelse gentager EØSU sin støtte ikke kun til alternativ konfliktløsning (95), men også til mæglingsprocedurer. Det anser det for meget vigtigt, at de nationale myndigheder får operationel og teknisk støtte til udformning og indførelse af sådanne procedurer (96).

11.6.1

EØSU går endvidere ind for, at der vedtages en bindende retsakt, som under hensyntagen til subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet kan sikre, at de mål, Kommissionen nævner i sin henstilling på dette område (97), især principperne om forbrugerens frihed og om uvildighed og ordningens gennemsigtighed. Hvad der i dag blot er henstillinger, som ikke i praksis er blevet anvendt effektivt og generelt, bør således gøres til bindende forskrifter.

11.7

EØSU glæder sig over de seneste initiativer fra Kommissionen på området retligt samarbejde, herunder især forordningerne om konkurs (98) og om retternes kompetence (Bruxelles-konventionen) (99), forslaget til forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (»Rom II«) (100), grønbogen om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt (»Rom I«) (101), og forslaget til forordning om fastlæggelse af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at fremme gennemførelsen af et europæisk civilretligt område (102).Kommissionen opfordres til at gå videre med skabelsen af et fælles retsområde som grundlag for de proceduremæssige aspekter af gennemførelsen af det indre marked, som er særligt vigtigt i et udvidet EU.

12.1

Fremme af forbrugernes interesser samt inddragelse og beskyttelse af forbrugerne bør altid være et mål for EU's politik på alle områder, som en ægte europæisk borgerrettighed.

12.2

Med optagelsen af over ti nye medlemsstater, hvor forbrugerbeskyttelse er et ret nyt begreb, må hele forbrugerpolitikken nytænkes for at tilpasse den til de nye realiteter på et marked med næsten 500 mio. forbrugere.

12.3

EU og dets institutioner har en afgørende rolle at spille i opstillingen af prioriteter ved omarbejdningen af de retlige og institutionelle rammer og de nødvendige handlingsprogrammer til sikring af en effektiv forbrugerpolitik, som kan garantere og virkeliggøre disse mål.

12.4

EØSU vil med denne initiativudtalelse bidrage til fastlæggelsen af en sådan politik som talsmand for civilsamfundets bekymring og med særlig vægt på inddragelsen af repræsentanterne fra de nye medlemsstater.

12.5

EØSU mener, at de mest presserende opgaver for forbrugerpolitikken er:

12.6

EØSU går ind for, at stærke og uafhængige repræsentative forbrugerorganisationer er grundlaget for en effektiv politik til beskyttelse af forbrugerne og fremme af deres interesser og deltagelse.

12.7

EØSU mener, at det i dette øjemed er nødvendigt at garantere, at forbrugerorganisationerne finansieres på passende vis, så de kan udvikle foranstaltninger, programmer, projekter og initiativer.

12.8

EØSU mener, at fastlæggelsen af kriterier for forbrugerorganisationernes repræsentativitet og deltagelse kan bidrage afgørende til en mere effektiv forbrugerpolitik.

12.9

EØSU mener, at der gradvis og uden at forglemme behovet for at opretholde balancen mellem de forskellige interesser, bør arbejdes videre på igangværende eller nye lovgivningsinitiativer, især på følgende områder:

12.10

Endvidere mener EØSU, at den gældende EU-lovgivning bør revideres og modstridende bestemmelser udryddes for at tilpasse lovgivningen til det udvidede indre marked, især på følgende områder:

12.11

EØSU henviser til sit forslag om oprettelse af et EU-forskningscenter for forbrugerspørgsmål, som skal bidrage til videngrundlaget for forbrugerpolitikken (103).

12.12

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at indarbejde forbrugerbeskyttelsen og forbrugerdeltagelsen som et prioriteret mål i deres politik på alle områder.

12.13

EØSU anbefaler Kommissionen at tage hensyn til forslagene og ideerne i nærværende udtalelse ved fastlæggelsen af nye retningslinier for forbrugerpolitikken og regelmæssigt at offentliggøre rapporter om situationen på forbrugs- og forbrugerområdet i Europa.

—

»Samhørighedspolitikkens fremtid i relation til udvidelsen og overgangen til den videnbaserede økonomi«, som Henri Malosse var ordfører for, EFT C 241 af 7.10.2002.

—

»Udvidelsens økonomiske og sociale konsekvenser i ansøgerlandene«, som Dimitris Dimitriadis og Eva Belabed var ordførere for, EUT C 85 af 8.4.2003.

—

»Udvidelsens konsekvenser for ØMU'en« (CES 1018/2002), som Bruno Vever var ordfører for, EUT C 61 af 14.3.2003.

—

»EU's udvidelse og konsekvenserne for Det Indre Marked«, som Eva Belabed var ordfører for, EUT C 85af 8.4.2003.

—

»Transport/udvidelsen«, som Dethmer H. Kielman var ordfører for, EUT C 61 af 14.3.2003.

—

»Finansiel førtiltrædelsesstøtte«, som Kenneth Walker var ordfører for, EUT C 61 af 14.3.2003.

—

»Opfyldelse af de økonomiske adgangskriterier: udfordringerne for ansøgerlandene i forbindelse med EU-udvidelsen«, som Bruno Vever var ordfører for, EFT C 193 af 10.7.2001.

—

»Skovbrugssektoren og udvidelsen af EU«, som Seppo Kallio var ordfører for, EFT C 149 af 21.6.2002.

—

(Se endvidere EØSU's udtalelse herom, ordfører: Bernardo Hernández Bataller (INT/180) af 17.7.2003EFT C 234 af 30.9.2003).