(1)

Fremkomsten af den digitale økonomi har i væsentlig grad påvirket den måde, hvorpå Unionens momssystem fungerer, da det ikke er egnet til de nye digitale forretningsmodeller og ikke giver mulighed for fuldt ud at udnytte de data, der genereres ved digitalisering. Rådets direktiv 2006/112/EF (3) bør ændres for at tage hensyn til denne udvikling.

(2)

Momsindberetningsforpligtelserne bør tilpasses for at håndtere de udfordringer, der er forbundet med platformsøkonomien, og mindske behovet for flere momsregistreringer i Unionen.

(3)

»Momsgabet« er den samlede forskel mellem de momsindtægter, der forventes i henhold til momslovgivningen og supplerende momsbestemmelser, og det beløb, der reelt opkræves. I 2020 blev momsgabet anslået til 93 mia. EUR i Unionen. En betydelig del af momsgabet udgøres af svig, navnlig svig i forbindelse med forsvundne forhandlere inden for Fællesskabet, anslået til 40-60 mia. EUR. I rapporten om de endelige resultater fra konferencen om Europas fremtid offentliggjort i maj 2022 opfordrede borgerne til foranstaltninger til harmonisering og koordinering af skattepolitikken i medlemsstaterne for at forhindre skatteunddragelse og skatteundgåelse samt foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne for at sikre, at alle virksomheder i Unionen betaler deres rimelige andel af skatterne. Initiativet vedrørende moms i den digitale tidsalder er i overensstemmelse med disse mål.

(4)

For at øge skatteopkrævningen i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner og bringe den nuværende fragmentering, der skyldes medlemsstaternes gennemførelse af forskellige indberetningssystemer, til ophør bør der fastsættes regler for Unionens krav til digital indberetning. Sådanne regler bør sikre, at skattemyndighederne modtager oplysninger om hver enkelt transaktion for at gøre det muligt at sammenligne data, øge skattemyndighedernes kontrolkapacitet og skabe en afskrækkende virkning med hensyn til manglende overholdelse af reglerne, samtidig med at overholdelsesomkostningerne for virksomheder, der er aktive i forskellige medlemsstater, reduceres, og hindringerne på det indre marked fjernes.

(5)

For at lette automatisering af indberetningsprocessen for både afgiftspligtige personer og skattemyndigheder bør de transaktioner, der skal indberettes til skattemyndighederne, dokumenteres elektronisk. Anvendelse af elektronisk fakturering bør være standardsystemet for udstedelse af fakturaer. Medlemsstaterne bør dog have mulighed for at tillade andre fakturaer i forbindelse med indenlandske leveringer.

(6)

For at maksimere interoperabiliteten bør elektroniske fakturaer i princippet være i overensstemmelse med den europæiske standard, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1870 (4) (»den europæiske standard«), som efterkommer den af Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU (5) fremsatte anmodning om at udarbejde en europæisk standard for den semantiske datamodel for kerneelementerne i en elektronisk faktura. Medlemsstaterne bør dog fortsat kunne tillade andre standarder for indenlandske leveringer.

(7)

De medlemsstater, der har kompetence til at fastsætte faktureringsregler, bør træffe foranstaltninger, som kan omfatte akkrediteringsordninger, for at sikre, at elektroniske fakturaer udstedt af afgiftspligtige personer overholder de tilladte standarders tekniske syntaks og semantik og indeholder alle de nødvendige data, der er fastsat i disse standarder. Disse foranstaltninger bør træffes for så vidt angår enten afgiftspligtige personer, der skal udstede en faktura, eller tredjepartstjenesteydere eller begge. De personer, der er omfattet af sådanne foranstaltninger, vil være ansvarlige for anvendelsen heraf. Disse foranstaltninger bør dog ikke forhindre afgiftspligtige personer i at vælge midlerne til at udstede og sende deres fakturaer til en kunde, dvs. enten direkte på egen hånd eller med tredjeparters eller, hvis en sådan findes, gennem en offentlig portals mellemkomst.

(8)

De nationale digitale indberetningssystemers effektivitet kan blive bragt i fare, hvis afgiftspligtige personer ikke opfylder forpligtelsen til at udstede elektroniske fakturaer for så vidt angår de transaktioner, der er omfattet af en indberetningspligt. I lyset af digitaliseringen af transaktioner og økonomiske udvekslinger og dette direktivs mål for digitalisering af moms, herunder med henblik på at sikre en mere effektiv bekæmpelse af svig, bør medlemsstaterne have mulighed for at fastsætte, at besiddelse af en elektronisk faktura, der er udstedt i overensstemmelse med den krævede standard i direktiv 2006/112/EF, er en materiel betingelse for at være berettiget til at fradrage eller kræve tilbagebetaling af den moms, som skal betales eller er betalt.

(9)

Definitionen af »elektronisk faktura« bør bringes i overensstemmelse med definitionen i direktiv 2014/55/EU for at opnå standardisering inden for momsindberetning. Som følge heraf bør definitionen af »elektronisk faktura« kun omfatte elektroniske fakturaer, der vil blive udstedt, fremsendt og modtaget i et struktureret elektronisk format, der muliggør automatisk og elektronisk behandling af fakturaer. Forpligtelsen til at anvende et struktureret format bør som minimum omfatte de data, der skal indberettes. Derfor bør hybride fakturaer, der kombinerer data indlejret i et struktureret format og data indlejret i et ustruktureret, menneskeligt læsbart format, være omfattet af definitionen, hvis sådanne fakturaer omfatter alle de data, der skal indberettes i et struktureret format.

(10)

For at momsindberetningssystemet kan gennemføres på en effektiv måde, er det nødvendigt, at oplysningerne straks når frem til skattemyndighederne. Fristen for udstedelse af en faktura i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner bør derfor fastsættes til ti dage efter afgiftspligtens indtræden.

(11)

Den elektroniske faktura bør lette den automatiske overførsel til skattemyndighederne af de data, der er nødvendige med henblik på kontrol. Til dette formål bør den elektroniske faktura indeholde alle de data, der skal fremsendes til skattemyndighederne i henhold til kravene til digital indberetning, i et struktureret format.

(12)

Det vil ikke være muligt at gennemføre den elektroniske faktura som standardmetode til dokumentation af transaktioner i momsmæssig forstand, hvis anvendelse af den elektroniske faktura stadig er betinget af, at modtageren er indforstået hermed, navnlig i en business to business-kontekst. For fakturaer, der udstedes til afgiftspligtige personer og til ikkeafgiftspligtige juridiske personer, bør en sådan accept derfor ikke længere kræves for udstedelse af elektroniske fakturaer, der er i overensstemmelse med den europæiske standard, medmindre en medlemsstat har gjort brug af muligheden for at tillade papirfakturaer eller fakturaer i andre elektroniske formater end elektroniske fakturaer. I tilfælde, hvor en medlemsstat tillader anvendelse af andre standarder for levering af varer eller tjenesteydelser på sit område, bør denne medlemsstat kunne fastsætte, at modtagerens accept af fakturaer, der er udstedt i overensstemmelse med disse standarder, ikke er påkrævet. Når der udstedes elektroniske fakturaer til andre personer, bør de fortsat kunne være betinget af modtagerens accept.

(13)

Kommissionen har opfyldt sin forpligtelse til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om virkningen af de fra den 1. januar 2013 gældende faktureringsregler og navnlig om, i hvilket omfang de reelt har ført til en mindskelse af de administrative byrder for virksomhederne, jf. artikel 237 i direktiv 2006/112/EF. Eftersom denne forpligtelse allerede er opfyldt, bør den udgå af nævnte direktiv.

(14)

Forpligtelsen til at indsende oversigter til indberetning af transaktioner inden for Fællesskabet bør fjernes, da sådanne transaktioner vil være omfattet af kravene til digital indberetning for grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser, men med mere detaljerede og mere rettidige oplysninger.

(15)

For at gøre det lettere for afgiftspligtige personer at fremsende fakturadata til skattemyndigheden bør medlemsstaterne stille de midler, der er nødvendige til en sådan fremsendelse, til rådighed for de afgiftspligtige personer. Disse midler bør muliggøre, at dataene sendes direkte af de afgiftspligtige personer eller af tredjeparter på vedkommendes vegne eller gennem en offentlig portal, hvis en sådan findes.

(16)

Selv om de oplysninger, der skal fremsendes i overensstemmelse med kravene til digital indberetning for grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser, bør svare til dem, der blev fremsendt via oversigter, er det nødvendigt at kræve, at afgiftspligtige personer fremlægger yderligere oplysninger, herunder bankoplysninger, således at skattemyndighederne kan følge ikke blot varerne, men også de finansielle strømme.

(17)

Det bør undgås at pålægge afgiftspligtige personer, der er aktive i forskellige medlemsstater, en unødvendig administrativ byrde. Sådanne afgiftspligtige personer bør derfor kunne give deres skattemyndigheder de krævede oplysninger ved hjælp af den europæiske standard. Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte yderligere formater for indberetning af data for at gøre det lettere for visse afgiftspligtige personer at give de krævede oplysninger.

(18)

For at opnå den nødvendige harmonisering i forbindelse med indberetning af data om grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser bør de data, der skal indberettes, være de samme i alle medlemsstater, uden at medlemsstaterne gives mulighed for at anmode om yderligere data.

(19)

Det er vigtigt, at skattemyndighederne råder over de nødvendige oplysninger om alle transaktioner, der er omfattet af en indberetningspligt. For at sikre, at dette mål nås, forekommer det fornuftigt at kræve, at kunden indberetter transaktionen. Dette vil gøre det muligt at krydstjekke dataene med dataene fra leverandøren og sikre, at skattemyndighederne råder over de nødvendige oplysninger i tilfælde, hvor leverandøren ikke har opfyldt indberetningspligten. Det er dog muligt, at de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget vedrørende udstedelse af fakturaer og indberetning, giver tilstrækkelige garantier for, at leverandøren vil indgive oplysningerne til skattemyndighederne, når der udstedes en faktura. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for at fravælge denne regel og udelukke erhververen af varerne og modtageren af tjenesteydelserne fra forpligtelsen til at indberette data om disse transaktioner.

(20)

Flere medlemsstater har indført forskellige krav til indberetning for transaktioner på deres område, hvilket har ført til betydelige administrative byrder for afgiftspligtige personer, der er aktive i forskellige medlemsstater, da de er nødt til at tilpasse deres regnskabssystemer for at opfylde disse krav. For at undgå omkostninger som følge af sådanne forskelle bør de ordninger, der anvendes i medlemsstaterne til indberetning af leveringer af varer og tjenesteydelser mod vederlag mellem afgiftspligtige personer på deres område, være i overensstemmelse med elementerne i det system, der anvendes til grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser. Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om elektroniske midler til fremsendelse af oplysningerne, og det bør som med grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser være muligt for den afgiftspligtige person at indsende dataene i overensstemmelse med den europæiske standard, selv om den relevante medlemsstat kan fastsætte yderligere standarder til at overføre dataene. Medlemsstaterne bør tillade, at dataene enten sendes direkte af den afgiftspligtige person eller af en tredjepart på dennes vegne, og de kan tillade anvendelse af en offentlig portal, hvis en sådan findes.

(21)

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtede til at indføre et transaktionsbaseret digitalt realtidsindberetningskrav for leveringer af varer og tjenesteydelser mod vederlag på deres område, bortset fra dem, der er omfattet af indberetningskravene for grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser. Hvis de imidlertid indfører et sådant krav i fremtiden, bør de gøre dette i overensstemmelse med de nye regler om krav til digital indberetning for egenleveringer og leveringer af varer og tjenesteydelser mellem afgiftspligtige personer på området for en medlemsstat, som er i overensstemmelse med kravene til digital indberetning for grænseoverskridende leveringer af varer og tjenesteydelser. Medlemsstater, der allerede har et indberetningssystem for disse transaktioner, bør foretage en tilpasning af dette system for at sikre, at dataene indberettes i overensstemmelse med kravene til digital indberetning for egenleveringer og leveringer af varer og tjenesteydelser mellem afgiftspligtige personer på en medlemsstats område.

(22)

For at evaluere effektiviteten af kravene til digital indberetning bør Kommissionen udarbejde en vurderingsrapport, der evaluerer indvirkningen af elektronisk fakturering og kravene til både digital indberetning inden for Fællesskabet og indenlandsk digital indberetning på effektiviteten af momsopkrævningen og reduktionen af momsgabet og på gennemførelses- og overholdelsesomkostningerne for afgiftspligtige personer og skattemyndigheder, for at kontrollere, om systemet har nået sine mål, eller om der er behov for yderligere justeringer.

(23)

Medlemsstaterne bør fortsat kunne gennemføre andre foranstaltninger for at sikre en korrekt opkrævning af moms og undgå unddragelse. De bør dog ikke kunne pålægge yderligere generelle transaktionsbaserede indberetningsforpligtelser for de transaktioner, der er omfattet af kravene til digital indberetning, medmindre det er påkrævet på nationalt plan for at udarbejde og indsende en momsangivelse eller til revisionsformål. Dette betyder, at medlemsstaterne bør have mulighed for sammen med de realtidsindberetningsforpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, at opretholde deres nationale indberetningsværktøjer baseret på f.eks. et SAF-T-system samt indberetningsforpligtelser, der ikke er generelle, såsom dem, der vedrører kasseapparater. Desuden bør medlemsstaternes mulighed for at anmode om oplysninger fra afgiftspligtige personer under revisioner ikke begrænses, da sådanne oplysninger kun indhentes efter anmodning fra medlemsstaten og ikke er et resultat af de afgiftspligtige personers aktive indberetning.

(24)

For at forenkle momsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse har flere medlemsstater med tidligere tilladelse på grundlag af artikel 395 i direktiv 2006/112/EF, hvis det er nødvendigt, indført en indenlandsk digital transaktionsbaseret realtidsindberetningspligt. Disse medlemsstater og de afgiftspligtige personer, der er etableret på deres område, har for nylig foretaget betydelige investeringer for at sikre, at disse systemer fungerer, og at disse mål nås. Derfor bør disse medlemsstater undtagelsesvis først i senest 2035 tilpasse deres systemer for at sikre, at data indberettes i overensstemmelse med kravene til digital indberetning for egenleveringer og leveringer af varer og tjenesteydelser mellem afgiftspligtige personer på deres område, medmindre Kommissionens vurderingsrapport afslører mangler i det grænseoverskridende digitale indberetningssystems funktion. Sådanne mangler kan føre til en yderligere forlængelse af fristen for tilpasning af deres indenlandske indberetningssystem, hvis det er nødvendigt.

(25)

Platformsøkonomien har givet anledning til visse vanskeligheder med hensyn til anvendelsen af momsregler, navnlig med hensyn til fastlæggelsen af tjenesteyderens afgiftsmæssige status og de lige konkurrencevilkår mellem små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og andre virksomheder.

(26)

Platformsøkonomien har ført til uberettiget konkurrenceforvridning mellem leveringer via onlineplatforme, som undgår momsbeskatning, og leveringer i den traditionelle økonomi, der er momspligtige. Forvridningen har været mest udtalt i de to største sektorer i platformsøkonomien bag e-handel, nemlig sektoren for korttidsudlejning af indkvartering og sektoren for personbefordring ad vej. Det anerkendes imidlertid, at denne forskel kan være mere tydelig i nogle medlemsstater end i andre.

(27)

Med henblik på at imødegå konkurrenceforvridningen i sektoren for korttidsudlejning af indkvartering og sektoren for personbefordring ad vej bør der fastsættes regler for at ændre den rolle, som platforme spiller i forbindelse med opkrævning af moms (med henblik på at blive »den formodede leverandør«). Inden for rammerne af denne model med en formodet leverandør, der er en retlig figur, som ikke har nogen indvirkning på regler uden for momslovgivningen, bør platforme pålægges at opkræve moms, når de underliggende leverandører ikke opkræver moms, fordi de f.eks. er ikkeafgiftspligtige personer eller afgiftspligtige personer, der benytter sig af særordningen for små virksomheder.

(28)

For at bevare momsneutralitet bør platforme ikke betragtes som »formodet leverandør« og bør derfor ikke opkræve moms, når de underliggende leverandører angiver et registreringsnummer med henblik på momsformål og erklærer, at de vil opkræve den moms, som den formodede leverandør ellers ville skulle betale.

(29)

Når medlemsstaterne mener, at der ikke foreligger en sådan konkurrenceforvridning i deres område, er det imidlertid hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at udelukke afgiftspligtige personer, der på deres område benytter sig af særordningen for små virksomheder, som ellers systematisk ville være omfattet af reglen om »formodet leverandør«, fra denne regels anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte betingelserne for at gøre brug af denne mulighed. Når der gøres brug af denne mulighed, bør medlemsstaterne kunne gøre det på en måde, som ikke medfører uforholdsmæssige administrative byrder for en person, der leverer korttidsudlejning af indkvartering eller personbefordring ad vej, eller for en afgiftspligtig person, som formidler et sådant udbud. I denne forbindelse bør det ikke anses for at være uforholdsmæssigt at kræve oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, om den underliggende leverandør benytter sig af særordningen for små virksomheder. Hvis en medlemsstat benytter sig af en sådan mulighed, berører dette imidlertid ikke platformenes generelle ansvar for at overholde reglen om den formodede leverandør.

(30)

For at sikre et minimum af sammenhæng mellem de forskellige nationale momssystemer med hensyn til behandling af korttidsudlejning af indkvartering bør en sådan udlejningstjeneste anses for at have en funktion, der svarer til hotelsektoren, hvis den er uafbrudt og ydes til den samme person i højst 30 nætter. For at tilpasse sig forskellige nationale forhold i sektoren bør medlemsstaterne dog have mulighed for at gøre korttidsudlejning af indkvartering betinget af visse kriterier, betingelser og begrænsninger i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

(31)

Medlemsstaterne fortolker leveringsstedet for den formidlingstjeneste, som platforme stiller til rådighed for ikkeafgiftspligtige personer, forskelligt. Det er derfor nødvendigt at præcisere denne regel og sikre et fælles kriterium.

(32)

For at undgå situationer, hvor platforme medtages i særordningen for rejsebureauer for så vidt angår transaktioner, for hvilke de betragtes som formodet leverandør, bør det præciseres, at disse transaktioner ikke er omfattet af denne særordning. Det bør ligeledes sikres, at rejsebureauer ikke er omfattet af reglen om formodet leverandør.

(33)

Under hensyntagen til den eksisterende divergerende praksis i medlemsstaterne med hensyn til identifikation af afgiftspligtige personer er det hensigtsmæssigt at fastsætte en længere overgangsperiode for anvendelse af reglen om formodet leverandør for at sikre en gnidningsløs overgang til den nye regel.

(34)

Dette direktiv berører ikke de regler, der er fastsat i andre EU-retsakter, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 (6), der regulerer andre aspekter af onlineplatformes levering af tjenester, såsom de forpligtelser, der gælder for udbydere af onlineplatforme, som giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende.

(35)

Rådets direktiv (EU) 2017/2455 (7) og (EU) 2019/1995 (8) ændrede direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsreglerne for beskatning af grænseoverskridende e-handelsaktiviteter mellem virksomheder og forbrugere i Unionen. Disse ændringsdirektiver mindskede konkurrenceforvridningen, forbedrede det administrative samarbejde og indførte en række forenklinger. Selv om de ændringer, der blev indført ved nævnte direktiver, og som har fundet anvendelse siden den 1. juli 2021, i vid udstrækning har været vellykkede, er der et behov for visse forbedringer.

(36)

Visse eksisterende regler bør præciseres. Dette omfatter reglen om beregning af den kalenderårsbaserede tærskel på 10 000 EUR, der er fastsat i artikel 59c i direktiv 2006/112/EF, under hvilken levering af teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser og fjernsalg af varer inden for Fællesskabet, der leveres af en leverandør, som er etableret i Unionen og kun er etableret i én medlemsstat, fortsat kan pålægges moms i den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person, der leverer disse ydelser, er etableret, eller hvor disse varer befinder sig på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten påbegyndes. Artikel 59c i direktiv 2006/112/EF bør ændres for at sikre, at kun fjernsalg af varer inden for Fællesskabet, der leveres fra den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person er etableret, medtages i beregningen af tærsklen på 10 000 EUR, men ikke fjernsalg fra et varelager i en anden medlemsstat. Andre mindre ændringer er nødvendige for at præcisere visse praktiske aspekter såsom angivelse af en webadresse.

(37)

Direktiv 2006/112/EF bør også ændres for at præcisere, at alle leveringer af tjenesteydelser mellem virksomheder og forbrugere, der leveres inden for Unionen af afgiftspligtige personer, som er etableret uden for Unionen, er omfattet af særordningen for tjenesteydelser leveret af afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Unionen, dvs. ordningen med en ikke-EU-one-stop-shop (»ikke-EU-OSS«), og ikke kun leveringer af tjenesteydelser til kunder, der er etableret i Unionen. Efter indførelsen af de nye regler om momssatser ved Rådets direktiv (EU) 2022/542 (9) er det for at tage højde for fritagelser efter artikel 151 i direktiv 2006/112/EF vedrørende leveringer af varer og tjenesteydelser blandt andet som led i diplomatiske og konsulære ordninger og til visse andre internationale organer også nødvendigt at udvide OSS-ordningerne i henhold til afsnit XII, kapitel 6, i direktiv 2006/112/EF ved at sikre, at leveringer med fradragsret, for hvilke der anvendes nulsats eller momsfritagelse, falder ind under anvendelsesområdet for disse ordninger. Desuden bør direktiv 2006/112/EF ændres for at præcisere, hvornår den afgiftspligtige person, der gør brug af særordningerne, kan ændre de relevante momsangivelser inden for de tre eksisterende forenklingsordninger, dvs. ikke-EU-OSS, EU-OSS og indførsel-OSS (»IOSS«). Denne præcisering bør gøre det muligt for afgiftspligtige personer, der er registreret med henblik på ordningerne, at foretage ændringer af de relevante momsangivelser indtil fristen for indgivelse af disse angivelser. Det bør desuden præciseres, at ændringer af tidligere momsangivelser kun er tilladt i momsangivelser for efterfølgende afgiftsperioder. Endelig bør tidspunktet for afgiftspligtens indtræden for så vidt angår leveringer inden for rammerne af forenklingsordningerne EU-OSS og ikke-EU-OSS fastlægges tydeligt for at undgå forskelle i anvendelsen af reglerne mellem medlemsstaterne.

(38)

Momsregistrering kræves generelt i alle medlemsstater, hvor afgiftspligtige transaktioner finder sted. For at mindske antallet af tilfælde, hvor der kræves flere momsregistreringer, blev der ved direktiv (EU) 2017/2455 imidlertid indført en række foranstaltninger i direktiv 2006/112/EF for at minimere behovet for flere momsregistreringer. For yderligere at mindske behovet for flere momsregistreringer er der blevet udpeget en række udvidelsesforanstaltninger til støtte for målet om en fælles momsregistrering i Unionen. Der bør derfor fastsættes regler for disse udvidelsesforanstaltninger.

(39)

Blandt andre foranstaltninger blev anvendelsesområdet for mini-OSS ved direktiv (EU) 2017/2455 udvidet til at blive en bredere OSS, der omfatter alle grænseoverskridende leveringer af tjenesteydelser til ikkeafgiftspligtige personer, der finder sted i Unionen, og alt fjernsalg af varer inden for Fællesskabet. Undtagelsesvis kan elektroniske grænseflader såsom markedspladser og platforme, der bliver formodede leverandører for visse leveringer af varer inden for Unionen, også angive visse indenlandske leveringer af varer i EU-OSS-ordningen. For at støtte målet om en fælles momsregistrering i Unionen bør anvendelsesområdet for EU-OSS-ordningen udvides yderligere til at omfatte andre leveringer af varer, herunder indenlandske leveringer af varer mellem virksomheder og forbrugere i Unionen foretaget af afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i forbrugsmedlemsstaten, hvilket sikrer, at virksomheder ikke behøver at lade sig momsregistrere i hver medlemsstat, hvor sådanne leveringer af varer til forbrugere finder sted.

(40)

Moms opkræves og afregnes normalt af leverandøren af varerne eller tjenesteydelserne. Medlemsstaterne kan dog under visse omstændigheder fastsætte, at det er modtageren af leveringen snarere end leverandøren, der i henhold til ordningen for omvendt betalingspligt er forpligtet til at afregne den skyldige moms. For yderligere at støtte målet om en fælles momsregistrering i Unionen bør der fastsættes regler for den obligatoriske anvendelse af ordningen for omvendt betalingspligt i situationer, hvor leverandører ikke er etableret og ikke er registreret med henblik på momsformål i den medlemsstat, hvor momsen skal betales. Ved levering af varer eller tjenesteydelser til en person, der er momsregistreret i den medlemsstat, hvor leveringen er afgiftspligtig, bør disse leverandører anvende omvendt betalingspligt. Med henblik på kontrol bør disse leveringer anføres i oversigten. Ud over den obligatoriske anvendelse bør medlemsstaterne også kunne anvende ordningen for omvendt betalingspligt på leveringer foretaget af ikkeetablerede erhvervsdrivende, der leverer varer eller tjenesteydelser til en kunde, uanset sidstnævntes status. Leveringer, der er omfattet af fortjenstmargenordningen som fastsat i afsnit XII, kapitel 4, i direktiv 2006/112/EF, bør imidlertid udelukkes fra ordningen for omvendt betalingspligt.

(41)

Ved direktiv (EU) 2017/2455 indførtes en særlig forenkling, nemlig IOSS, i direktiv 2006/112/EF, og denne havde til formål at mindske den byrde i forbindelse med overholdelse af momsreglerne, der er forbundet med indførsel af visse varer af lav værdi til forbrugere i Unionen. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af direktiv 2006/112/EF bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til bedre at sikre korrekt anvendelse og kontrol af IOSS-momsregistreringsnumre med henblik på den fritagelse, der er fastsat i nævnte direktiv. Disse beføjelser bør give Kommissionen mulighed for at vedtage en gennemførelsesretsakt for at indføre særlige foranstaltninger med henblik på at forhindre visse former for afgiftsunddragelse eller -undgåelse. Sådanne særlige foranstaltninger indebærer, at det unikke forsendelsesnummer forbindes med IOSS-momsregistreringsnummeret. Beføjelserne bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

(42)

Momsregistrering af en leverandør er nødvendig, når denne leverandør ikke er momsregistreret i den medlemsstat, hvor moms skal betales. Navnlig medfører overførsel af en afgiftspligtig persons egne varer til en anden medlemsstat, bl.a. med henblik på denne persons e-handelsrelaterede virksomhed, et behov for registrering i de medlemsstater, som de egne varer overføres fra og til. I overensstemmelse med målet om en fælles momsregistrering i Unionen bør de tilfælde, hvor der kræves flere momsregistreringer, reduceres yderligere ved at fastsætte bestemmelser om anvendelse af en ny ordning inden for rammerne af OSS-ordningerne. En sådan ny ordning bør specifikt have til formål at forenkle overholdelsen af momsreglerne i forbindelse med visse overførsler af egne varer. Hvis en overførsel af egne varer foretages af en afgiftspligtig person for en anden afgiftspligtig persons regning, og såfremt overførslen ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra sidstnævnte, bør førstnævnte desuden være forpligtet til at meddele ejeren af disse varer visse oplysninger om overførslen.

(43)

Direktiv 2006/112/EF indeholder bestemmelser om forenklet momsbehandling af varer, der overføres i henhold til konsignationsaftaler, når visse betingelser er opfyldt. Da OSS-forenklingsordningen for overførsel af egne varer er omfattende og omfatter grænseoverskridende varebevægelser, der i øjeblikket er omfattet af konsignationsaftaler i henhold til artikel 17a i direktiv 2006/112/EF, er det nødvendigt at udfase disse aftaler ved at medtage en slutdato inden den fuldstændige ophævelse af konsignationsbestemmelserne i nævnte direktiv. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte en slutdato, den 30. juni 2028, hvorefter det ikke længere vil være muligt at gennemføre nye konsignationsaftaler. For konsignationsaftaler, der begynder den 30. juni 2028 eller før, bør de relevante betingelser, herunder fristen på 12 måneder for overdragelse af ejerskabet til varer til den påtænkte køber, fortsat finde anvendelse. Sideløbende med indførelsen af den nye slutdato bør det fastsættes, at disse aftaler ophører med at finde anvendelse den 30. juni 2029, da de ikke længere vil være nødvendige efter denne dato.

(44)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (11) har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af deres gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(45)

Målene for dette direktiv, nemlig at bringe momssystemet ind i den digitale tidsalder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at harmonisere og fremme brugen af krav til digital indberetning, forbedre momsbehandlingen af platforme og mindske antallet af tilfælde, hvor en virksomhed er nødt til at registrere sig i andre medlemsstater, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(46)

Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 143 indsættes følgende stykke:

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/182/oj)."

(*2)  Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift (EUT L 268 af 12.10.2010, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/904/oj).« "

2)

I artikel 218 tilføjes følgende stykke:

»Uanset denne artikels stk. 1 kan medlemsstaterne i overensstemmelse med betingelser, som de fastsætter, kræve, at afgiftspligtige personer, der er etableret på deres område, udsteder elektroniske fakturaer for andre leveringer af varer og tjenesteydelser på deres område end dem, der er omhandlet i artikel 262.«

3)

I artikel 232 tilføjes følgende stykke:

»Uanset denne artikels stk. 1 kan medlemsstater, som har benyttet den i artikel 218, stk. 2, fastsatte mulighed, bestemme, at anvendelse af elektroniske fakturaer udstedt af afgiftspligtige personer, der er etableret på deres område, ikke forudsætter, at modtageren, som er etableret på deres område, er indforstået hermed.«

1)

Artikel 14a affattes således:

2)

I artikel 17a foretages følgende ændringer:

3)

I afsnit V, kapitel 3a, affattes overskriften således:

4)

I artikel 59c foretages følgende ændringer:

5)

Artikel 66 affattes således:

6)

Artikel 167a, stk. 1, affattes således:

»Medlemsstaterne kan indføre en valgfri ordning, hvorefter fradragsretten for en afgiftspligtig person, hvis moms udelukkende forfalder i henhold til artikel 66, stk. 1, litra b), udskydes, indtil der er betalt moms til leverandøren af de varer eller tjenesteydelser, som er leveret til den afgiftspligtige person.«

7)

Artikel 226, nr. 7a), affattes således:

8)

Artikel 237 udgår.

9)

Artikel 359 affattes således:

10)

Artikel 361, stk. 1, litra c), affattes således:

11)

Artikel 368 affattes således:

12)

Følgende artikel indsættes:

13)

Artikel 369j, stk. 1, affattes således:

»En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kan for så vidt angår vedkommendes afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning ikke fradrage moms opkrævet i forbrugsmedlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 168. Uanset artikel 1, nr. 1), i direktiv 86/560/EØF og artikel 2, nr. 1), artikel 3 og artikel 8, stk. 1, litra e), i direktiv 2008/9/EF skal den pågældende afgiftspligtige person tilbagebetales i overensstemmelse med nævnte direktiver. Artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 86/560/EØF finder ikke anvendelse på tilbagebetalinger vedrørende varer eller tjenesteydelser, som er anvendt med henblik på leveringer af varer, der er omfattet af denne særordning.«

14)

I artikel 369m indsættes følgende stykke:

15)

I artikel 369p foretages følgende ændringer:

16)

Artikel 369w, stk. 1, affattes således:

»En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kan for så vidt angår vedkommendes afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning ikke fradrage moms opkrævet i forbrugsmedlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 168. Uanset artikel 1, nr. 1), i direktiv 86/560/EØF og artikel 2, nr. 1), artikel 3 og artikel 8, stk. 1, litra e), i direktiv 2008/9/EF skal den pågældende afgiftspligtige person tilbagebetales i overensstemmelse med nævnte direktiver. Artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 86/560/EØF finder ikke anvendelse på tilbagebetalinger vedrørende varer eller tjenesteydelser, som er anvendt med henblik på leveringer af varer, der er omfattet af denne særordning.«

1)

Følgende artikel indsættes:

2)

Følgende artikel indsættes:

3)

I artikel 135 foretages følgende ændringer:

4)

Følgende artikel indsættes:

5)

I artikel 138 foretages følgende ændringer:

6)

Følgende artikel indsættes:

7)

Artikel 194 affattes således:

8)

Artikel 222, stk. 1, affattes således:

»For leveringer af varer, der foretages på de i artikel 138 anførte betingelser, eller for leveringer af varer eller tjenesteydelser, for hvilke kunden er afgiftspligtig i medfør af artikel 194 og 196, skal der udstedes en faktura senest den 15. dag i den måned, der følger efter den måned, i hvilken afgiftspligten indtræder.«

9)

Artikel 226, nr. 4), affattes således:

10)

I artikel 242a foretages følgende ændringer:

11)

Følgende artikel indsættes:

12)

Artikel 262, stk. 1, affattes således:

13)

Artikel 288, stk. 1, litra c), affattes således:

14)

I artikel 306 tilføjes følgende stykke:

15)

I afsnit XII affattes overskriften til kapitel 6 således:

16)

Artikel 365 affattes således:

17)

I afsnit XII, kapitel 6, affattes overskriften til afdeling 3 således:

18)

I artikel 369a foretages følgende ændringer:

19)

Artikel 369b affattes således:

20)

Artikel 369g affattes således:

21)

I artikel 369p foretages følgende ændringer:

22)

Artikel 369t affattes således:

23)

I afsnit XII, kapitel 6, indsættes følgende afdeling:

1)

Artikel 243, stk. 3, udgår.

2)

Artikel 262, stk. 2, udgår.

1)

Artikel 42, litra b), affattes således:

2)

Artikel 138, stk. 1a, affattes således:

3)

I artikel 168 tilføjes følgende stykke:

»Når en transaktion er omfattet af indberetningskravene i artikel 271a, stk. 1, kan medlemsstaterne i overensstemmelse med de betingelser, som de fastlægger, fastsætte, at kunden kun skal være berettiget til at fradrage eller kræve tilbagebetaling af den moms, som skal betales eller er betalt, når vedkommende er i besiddelse af en elektronisk faktura, der er udstedt i overensstemmelse med kravene i artikel 218, stk. 3.«

4)

Artikel 217 affattes således:

5)

Artikel 218 affattes således:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU af 16. april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud (EUT L 133 af 6.5.2014, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2014/55/oj).« "

6)

Artikel 222, stk. 1, affattes således:

»For leveringer af varer, der foretages på de i artikel 138 fastsatte betingelser, eller for leveringer af varer eller tjenesteydelser, for hvilke kunden er afgiftspligtig i medfør af artikel 194-197, udstedes der en faktura senest ti dage efter afgiftspligtens indtræden.

I tilfælde af afdrag inden leveringer af varer eller tjenesteydelser, for hvilke kunden er afgiftspligtig i medfør af artikel 194-197, udstedes der en faktura senest ti dage efter modtagelsen af afdraget.«

7)

Artikel 223 affattes således:

8)

I artikel 226 foretages følgende ændringer:

9)

Artikel 232 affattes således:

10)

I artikel 233, stk. 2, affattes indledningen således:

»Ud over den form for virksomhedskontrol, der er beskrevet i stk. 1, er følgende eksempler på teknologier, der sikrer ægtheden af oprindelsen og integriteten af indholdet af en elektronisk faktura eller af dokumenter eller meddelelser i andre elektronisk formater end elektroniske fakturaer:«.

11)

Artikel 235 affattes således:

12)

Artikel 236 affattes således:

13)

I afsnit XI, kapitel 6, affattes overskriften således:

14)

I afsnit XI, kapitel 6, indsættes efter titlen på kapitlet følgende som overskrift til afdeling 1:

15)

Artikel 262 affattes således:

16)

Artikel 263 affattes således:

17)

Artikel 264 affattes således:

18)

Artikel 265-271 udgår.

19)

I afsnit XI, kapitel 6, tilføjes følgende afdeling:

20)

Artikel 273 affattes således: