(i)

Foregribelse: Migrationssituationen bør overvåges regelmæssigt, og afgørelser bør træffes grundlag af et fuldstændigt og koordineret situationsbillede primært med henblik på forebyggelse.

(ii)

Koordinering: Ved en reaktion på en krise bør der gøres brug af foranstaltninger fra alle relevante interne og eksterne politikområder, idet alle involverede aktører handler på grundlag af en koordineret og bred tilgang.

(iii)

Rettidig reaktion: Foranstaltninger bør træffes, så snart der er brug for dem, for at forhindre situationen i at eskalere.

(iv)

Fleksibel ressourcetildeling: Ressourcer bør tilvejebringes hurtigt, ved at de relevante aktører gør brug af den fleksibilitet, som forskellige finansieringsinstrumenter giver mulighed for.

(v)

Solidaritet og en retfærdig fordeling af ansvar, jf. artikel 5 i forslaget til en forordning om asyl- og migrationsforvaltning.

—

Medlemsstaterne, herunder deres forbindelsesofficerer

—

Rådet

—

Europa-Kommissionen, herunder ansatte på stedet og i EU-delegationerne samt de europæiske migrationsforbindelsesofficerer

—

EU-Udenrigstjenesten, herunder EU-delegationerne og de relevante missioner og operationer inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

—

EU-agenturerne (EASO, Frontex, Europol, eu-LISA og FRA) og deres forbindelsesofficerer.

—

Udveksling af de oplysninger, der skal sikre situationsbevidsthed, og tidlig varsling/prognosticering. Hvis alle relevante aktører i god tid har opbygget en tilstrækkelig bred forståelse af hændelser og nye tendenser, bør det være muligt at overvåge situationen og være velforberedt på en koordineret reaktion, hvis behovet skulle opstå. Nye problematiske og kritiske situationer bør foregribes i tide. Alle aktører bør indlæse oplysninger og dokumentation i et system for tidlig varsling/prognosticering, som bør udvikles på EU-plan. Udviklingen af systemet bør koordineres af Kommissionen, og der bør tages udgangspunkt i eksisterende og eventuelt kommende instrumenter.

—

Fremme af udviklingen af modstandsdygtighed. En fælles forståelse af situationen, dens årsager og prognosticering bør gøre det lettere for medlemsstaterne at koncentrere deres indsats om opbygningen af deres kapaciteter, hvis der skulle opstå en ny migrationskrise.

1.

2.

3.

4.

5.

Når en medlemsstat har indgivet en begrundet anmodning i henhold til artikel 2, stk. 1, eller artikel 6, stk. 1, i forslaget til en forordning om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet, kan de oplysninger, der er indsamlet via netværket understøtte Kommissionens analyser og tiltag, jf. artikel 2 og 6 i nævnte forslag.

Når Kommissionen foretager en vurdering af migrationssituationen i en medlemsstat, jf. artikel 47 i forslaget til en forordning om asyl- og migrationsforvaltning, kan de oplysninger, der er indsamlet via netværket, understøtte Kommissionens rapport om migrationspres, jf. artikel 48 i nævnte forslag.

Hvad angår civilbeskyttelsesbistand, bør koordineringen mellem medlemsstaterne sikres via Katastrofeberedskabskoordinationscentret.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

—

Udover det løbende samarbejde med tredjeparter koordinerer Kommissionen i samarbejde med EU-Udenrigstjenesten, EU-delegationerne og medlemsstaterne foranstaltninger med de vigtigste oprindelses-, transit- og/eller bestemmelsestredjelande med særlig vægt på EU's nabolande for at hjælpe dem til at forbedre deres modtagelseskapacitet og forvaltning af migrationsstrømme yderligere, især gennem beskyttelse af grænserne og bekæmpelse af smugling af migranter, og for at øge samarbejdet om tilbagesendelse.

—

Kommissionen sørger i samarbejde med medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten for yderligere sikre korridorer og genbosættelsesordninger i relevante oprindelses-, transit- og/eller bestemmelsestredjelande.

—

Kommissionen samarbejder og sikrer synergier med de vigtigste internationale organisationer (navnlig UNHCR og IOM) og vigtige NGO'er om indførelsen af eventuelle supplerende foranstaltninger i de relevante oprindelses-, transit- og/eller bestemmelsestredjelande.

—

På grundlag af de konstaterede behov vurderer og aktiverer Kommissionen de midler, der er til rådighed via alle relevante (interne og eksterne) finansieringsinstrumenter, herunder deres eventuelle nødhjælpskomponent, i overensstemmelse med de relevante retsregler og de mål, der gælder for dem. Koordineringen mellem forskellige instrumenter er afgørende for at håndtere et langvarigt migrationspres.

—

Under ekstraordinære omstændigheder, og hvis ovennævnte midler ikke er tilstrækkelige, undersøger Kommissionen, om der på grundlag af FFR-bestemmelserne kan tilvejebringes yderligere ressourcer.

—

Kommissionen overvejer i samarbejde med medlemsstaterne fælles brug af midler fra EU-budgettet og de nationale budgetter, i afventning af at der træffes afgørelse om deres videreførelse i den kommende FFR-periode.

—

Hvis det er relevant og muligt, opretter Kommissionen sideløbende med medlemsstaternes eksisterende ordninger en mekanisme til øget overvågning i tredjelande og gør også brug af de særlige videokonferencer, der eventuelt er tilrettelagt for hver enkelt migrationsrute som led i planen om beredskab og krisestyring på migrationsområdet, og indsætter eller aktiverer forbindelsesofficerer i de vigtigste oprindelses-, transit- og/eller bestemmelsestredjelande.

—

Hvis der er indgået en statusaftale mellem et EU-land og et tredjeland, udsender Frontex grænseforvaltningshold til at hjælpe de relevante myndigheder i det pågældende tredjeland med at —kontrollere dets grænser.

—

EU-Udenrigstjenesten tager krisereaktionsmekanismen i brug, hvis der opstår en alvorlig situation eller en nødsituation, som vedrører eller involverer den eksterne dimension af migration, og gør brug af de enkelte dele af krisereaktionsmekanismen, som måtte være relevante: krisemødet, kriseenheden, kriseplatformen og taskforcen.

—

EU-Udenrigstjenestens delegationer udfylder i tæt samarbejde med Kommissionen deres respektive roller før, under og efter en krise, bl.a. ved at tilvejebringe oplysninger, der sikrer situationsbevidsthed, men også ved at udføre EU's diplomatiske, politiske og operationelle arbejde.

—

EU-Udenrigstjenesten trækker på direktoratet for en integreret tilgang til sikkerhed og fred, Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet, Den Militære Planlægnings- og Gennemførelseskapabilitet og missioner som led i den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, når den koordinerende platform, der er relevant for arbejdet med at sikre situationsbevidsthed og beredskab (modstandsdygtighed), skal ajourføres.

—

Nationale beredskabsplaner/foranstaltninger vedrørende grænseforvaltning, modtagelse og asyl aktiveres i medlemsstaterne ved EU's ydre grænser.

—

Oplysninger om den operationelle situation, mangler og behov ved EU's ydre grænser tilvejebringes af medlemsstaterne.

—

På anmodning af en medlemsstat ved EU's ydre grænser kan EU-civilbeskyttelsesmekanismen aktiveres med henblik på at yde den nødvendige bistand.

—

I samarbejde med Kommissionen og EU-agenturerne intensiveres grænseovervågningen for at udvide dækningen til de mest berørte områder.

—

På anmodning af medlemsstaterne ydes der støtte fra Frontex for at styrke eksisterende fælles operationer eller for at benytte Frontex' hurtige grænseintervention.

—

EASO udsender i samarbejde med medlemsstaterne relevant personale og udstyr for at bistå med modtagelse og asyl.

—

Europol udsender i samarbejde med medlemsstaterne personale/udstyr/forbindelsesofficerer til at udføre sikkerhedskontrol af de migranter, der indrejser.

—

Frontex støtter tilbagesendelsesaktiviteter i samarbejde med medlemsstaterne ved at udsende specialister i tilbagesendelse og koordinere tilbagesendelsesoperationer med charterfly og rutefly, herunder med ledsagere og observatører i forbindelse med tilbagesendelser.

—

Kommissionen opretter europæiske regionale taskforcer i medlemsstaterne ved EU's ydre grænser for at fremme udvekslingen af oplysninger og forbedre koordineringen blandt de forskellige aktører.

—

Der oprettes hotspots og modtagelsescentre de steder, hvor presset er stort, med personale fra de relevante nationale myndigheder og med støtte fra de EU-agenturer, der råder over de nødvendige migrations- og sikkerhedsinformationssystemer.

—

Kommissionen udsender personale til medlemsstaterne ved EU's ydre grænser for at bistå med koordinering af indsatsen.

—

Kommissionen fastlægger i samarbejde med medlemsstaterne vigtige offentlige meddelelser om kriser og benytter de mest effektive kommunikationsmidler, herunder IPCR-platformen, til at offentliggøre meddelelserne og bekæmpe desinformation.

—

Sammen med medlemsstaterne samarbejder Kommissionen med de vigtigste internationale organisationer (især UNHCR og IOM) og vigtige NGO'er fra sag til sag om at anvende de rette supplerende foranstaltninger i medlemsstaterne ved EU's ydre grænser.

—

Kommissionen stiller projekterne om støttet frivillig tilbagevenden og reintegration til rådighed for medlemsstaterne.

—

På grundlag af medlemsstaternes behovsvurdering vurderer og aktiverer Kommissionen de midler, der er til rådighed via alle relevante (interne og eksterne) finansieringsinstrumenter, herunder deres eventuelle nødhjælpskomponent.

—

Under ekstraordinære omstændigheder, og hvis ovennævnte midler ikke er tilstrækkelige, undersøger Kommissionen, om der på grundlag af FFR-bestemmelserne kan tilvejebringes yderligere ressourcer.

—

Kommissionen overvejer i samarbejde med medlemsstaterne fælles brug af midler fra EU-budgettet og de nationale budgetter, i afventning af at der træffes afgørelse om deres videreførelse i den kommende FFR-periode.

—

Medlemsstater, som ikke er under pres, kan tilbyde bistand til medlemsstaterne ved EU's ydre grænser i form af udstyr, materiale, personale, udsendelse af specialister, frivillig omfordeling af migranter og personale til EU-agenturernes operationer.

—

Medlemsstater, som ikke er under pres, kan bidrage finansielt til enhver yderligere finansiel foranstaltning, der måtte være nødvendig for at gennemføre nødforanstaltningerne.

—

Nationale beredskabsplaner/nationale foranstaltninger vedrørende modtagelse og asyl aktiveres i andre medlemsstater under pres.

—

Andre medlemsstater under pres meddeler oplysninger om den operationelle situation, mangler og behov.

—

På anmodning af en medlemsstat under pres aktiveres EU-civilbeskyttelsesmekanismen med henblik på at yde den nødvendige bistand.

—

Kommissionen opretter europæiske regionale taskforcer i andre medlemsstater under pres for at fremme udvekslingen af oplysninger og forbedre koordineringen blandt de forskellige aktører.

—

Frontex støtter tilbagesendelsesaktiviteter i samarbejde med medlemsstaterne ved at udsende specialister i tilbagesendelse og koordinere tilbagesendelsesoperationer med charterfly og rutefly, herunder med ledsagere og observatører i forbindelse med tilbagesendelser.

—

EASO udsender i samarbejde med medlemsstaterne relevant personale og udstyr for at bistå med modtagelse og asyl.

—

Europol udsender personale/udstyr/forbindelsesofficerer til at udføre sikkerhedskontrol af de migranter, der indrejser.

—

Kommissionen udsender personale til medlemsstater under pres for at bistå med koordinering af indsatsen.

—

Kommissionen fastlægger i samarbejde med medlemsstaterne vigtige offentlige meddelelser om kriser og benytter de mest effektive kommunikationsmidler, herunder IPCR-platformen, til at offentliggøre meddelelserne og bekæmpe desinformation.

—

Sammen med medlemsstaterne samarbejder Kommissionen med de vigtigste internationale organisationer (især UNHCR og IOM) og vigtige NGO'er om at anvende de rette supplerende foranstaltninger i andre medlemsstater under pres.

—

Kommissionen stiller projekterne om støttet frivillig tilbagevenden og reintegration til rådighed for andre medlemsstater under pres.

—

På grundlag af medlemsstaternes behovsvurdering vurderer og aktiverer Kommissionen de midler, der er til rådighed via alle relevante (interne og eksterne) finansieringsinstrumenter, herunder deres eventuelle nødhjælpskomponent.

—

Under ekstraordinære omstændigheder, og hvis ovennævnte midler ikke er tilstrækkelige, undersøger Kommissionen, om der på grundlag af FFR-bestemmelserne kan tilvejebringes yderligere ressourcer.

—

Kommissionen overvejer i samarbejde med medlemsstaterne fælles brug af midler fra EU-budgettet og de nationale budgetter, i afventning af at der træffes afgørelse om deres videreførelse i den kommende FFR-periode.

—

Medlemsstater, som ikke er under pres, kan tilbyde bistand til andre medlemsstater under pres i form af udstyr, materiale, personale, udsendelse af specialister, frivillig omfordeling af migranter og personale til EU-agenturernes operationer.

—

Medlemsstater, som ikke er under pres, kan bidrage finansielt til enhver yderligere finansiel foranstaltning, der måtte være nødvendig for at gennemføre nødforanstaltningerne.