Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008E0612

    Rådets fælles aktion 2008/612/FUSP af 24. juli 2008 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan

    EUT L 197 af 25.7.2008, p. 60–62 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/02/2010

    ELI: http://data.europa.eu/eli/joint_action/2008/612/oj

    25.7.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 197/60


    RÅDETS FÆLLES AKTION 2008/612/FUSP

    af 24. juli 2008

    om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, artikel 18, stk. 5, og artikel 23, stk. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 23. juni 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/481/FUSP (1) om ændring af fælles aktion 2008/131/FUSP om forlængelse af mandatet for Francesc Vendrell som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan indtil den 31. august 2008.

    (2)

    Francesc Vendrell har meddelt generalsekretæren/den højtstående repræsentant (GS/HR), at han ikke vil søge sit mandat som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) forlænget efter den 31. august 2008.

    (3)

    GS/HR har henstillet, at Ettore F. Sequi udnævnes til ny EUSR for Afghanistan indtil den 28. februar 2009.

    (4)

    EUSR skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 11 —

    VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions særlige repræsentant

    Ettore F. Sequi udnævnes herved til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Afghanistan for perioden fra den 1. september 2008 til den 28. februar 2009.

    Artikel 2

    Politikmål

    EUSR's mandat bygger på Den Europæiske Unions politikmål i Afghanistan. EUSR skal navnlig:

    1)

    bidrage til gennemførelsen af den fælles erklæring EU-Afghanistan og Afghanistan Compact samt af de relevante resolutioner fra De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråd og andre relevante FN-resolutioner

    2)

    tilskynde de regionale aktører i Afghanistan og nabolandene til at bidrage positivt til fredsprocessen i Afghanistan og derved medvirke til konsolideringen af den afghanske stat

    3)

    støtte den centrale rolle, som FN og især generalsekretærens særlige repræsentant har, og

    4)

    støtte GS/HR i hans arbejde i regionen.

    Artikel 3

    Mandat

    For at nå Den Europæiske Unions politikmål har EUSR mandat til:

    a)

    at formidle Den Europæiske Unions synspunkter om den politiske proces med udgangspunkt i de nøgleprincipper, som Afghanistan og det internationale samfund har aftalt, navnlig i den fælles erklæring EU-Afghanistan og Afghanistan Compact

    b)

    at etablere og holde nær kontakt med og yde støtte til de afghanske repræsentative institutioner, herunder navnlig regeringen og parlamentet. Der bør også holdes kontakt med andre afghanske politikere og andre relevante aktører både i og uden for Afghanistan

    c)

    at holde nær kontakt med relevante internationale og regionale organisationer, især de lokale FN-repræsentanter

    d)

    at holde sig i nær kontakt med nabolandene og andre berørte lande i regionen, så deres synspunkter om situationen i Afghanistan og udviklingen af samarbejdet mellem disse lande og Afghanistan tages i betragtning i Den Europæiske Unions politik

    e)

    at yde rådgivning om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opfylde målene i forbindelse med den fælles erklæring EU-Afghanistan og Afghanistan Compact, navnlig inden for følgende områder:

    god regeringsførelse og oprettelse af retsstatsinstitutioner

    reformer af sikkerhedssektoren, herunder opbygning af retsinstitutioner, en national hær og politistyrke

    respekt for hele den afghanske befolknings menneskerettigheder uanset køn, etnisk tilhørsforhold eller religion

    respekt for de demokratiske principper, retsstatsprincippet, mindretals rettigheder, kvinders og børns rettigheder samt folkerettens principper

    fremme af kvinders deltagelse i den offentlige forvaltning og i civilsamfundet

    respekt for Afghanistans internationale forpligtelser, herunder deltagelse i den internationale indsats for at bekæmpe terrorisme, ulovlig narkotikahandel og menneskehandel

    lettelse af humanitær bistand og af flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden under velordnede forhold

    f)

    i samråd med repræsentanter for medlemsstaterne og for Kommissionen at bistå med at sikre, at Den Europæiske Unions politiske linje afspejler sig i dens indsats for udvikling af Afghanistan

    g)

    sammen med Kommissionen at deltage aktivt i det fælles koordinations- og overvågningsorgan, der er oprettet under Afghanistan Compact

    h)

    at rådgive om Den Europæiske Unions deltagelse og holdninger på internationale konferencer om Afghanistan.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til GS/HR og under dennes operationelle ledelse.

    2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) skal opretholde privilegerede forbindelser med EUSR og være det primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat er for perioden fra den 1. september 2008 til den 28. februar 2009 på 2 300 000 EUR.

    2.   Udgifter, der finansieres med det i stk. 1 fastsatte beløb, kan dækkes fra den 1. september 2008. Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

    3.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR er ansvarlig for alle udgifter over for Kommissionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende disponible finansielle midler ansvarlig for udpegelsen af sine medarbejdere i samråd med formandskabet, der bistås af GS/HR, og i fuldt samarbejde med Kommissionen. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter GS/HR, formandskabet og Kommissionen om sin medarbejderstabs endelige sammensætning.

    2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til medarbejdere, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå EUSR, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres til den særlige repræsentant. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en EU-medlemsstat.

    3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

    Artikel 7

    Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

    De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtsparten/-parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 8

    Klassificerede EU-oplysningers sikkerhed

    EUSR og alle medarbejdere i dennes stab respekterer de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (2), navnlig ved behandlingen af EU-klassificerede oplysninger.

    Artikel 9

    Adgang til oplysninger og logistisk støtte

    1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

    2.   Alt efter tilfældet yder formandskabet, Kommissionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

    Artikel 10

    Sikkerhed

    EUSR skal i overensstemmelse med EU's sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for EU som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved:

    a)

    at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Rådets Generalsekretariat, der bl.a. skal omfatte missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet samt styring af sikkerhedshændelser og herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

    b)

    at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for EU, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

    c)

    at sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for EU, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risiko-ratings, som Rådets Generalsekretariat har opstillet for missionsområdet

    d)

    at sørge for, at alle vedtagne henstillinger fremsat efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i rapporterne om gennemførelse af mandatet til GS/HR, Rådet og Kommissionen.

    Artikel 11

    Rapportering

    EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til GS/HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til arbejdsgrupperne. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra GS/HR eller PSC aflægge rapport til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

    Artikel 12

    Koordinering

    1.   EUSR fremmer Den Europæiske Unions overordnede politiske koordinering. Vedkommende hjælper med til at sikre, at alle EU-instrumenter i felten sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Den Europæiske Unions politiske mål. EUSR's aktiviteter koordineres med formandskabets og Kommissionens aktiviteter samt med de aktiviteter, der udføres af EUSR for Centralasien. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Kommissionens delegationer.

    2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til formandskabet, Kommissionen og missionscheferne, der skal gøre deres bedste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR bistår chefen for Den Europæiske Unions politimission i Afghanistan (EUPOL AFGHANISTAN) med lokal politisk vejledning. EUSR og den civile øverstbefalende for operationen konsulterer om nødvendigt hinanden. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

    Artikel 13

    Revision

    Gennemførelsen af denne fælles aktion og dens sammenhæng med andre bidrag fra Den Europæiske Union til regionen skal løbende tages op til revision. EUSR forelægger en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet inden midten af november 2008 for GS/HR, Rådet og Kommissionen. Denne rapport skal danne grundlag for evalueringen af mandatet i de relevante arbejdsgrupper og PSC. GS/HR fremsætter inden for de overordnede prioriteter for udsendelsen henstillinger til PSC med henblik på, at Rådet træffer afgørelse om forlængelse, ændring eller afslutning af mandatet.

    Artikel 14

    Ikrafttræden

    Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Artikel 15

    Offentliggørelse

    Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juli 2008.

    På Rådets vegne

    B. HORTEFEUX

    Formand


    (1)  EUT L 163 af 24.6.2008, s. 51

    (2)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2007/438/EF (EUT L 164 af 26.6.2007, s. 24).


    Top