31996F0196

FÆLLES HOLDNING af 4. marts 1996 fastlagt af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende harmoniseret anvendelse af definitionen af udtrykket flygtning i artikel 1 i Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (96/196/RIA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel K.3, stk. 2, litra a),

som tager i betragtning, at asylpolitikken anses som et spørgsmål af fælles interesse for medlemsstaterne, jf, traktatens artikel K.1, nr. 1,

som tager i betragtning, at Det Europæiske Råd på mødet i Strasbourg den 8. og 9. december 1990 fastlagde den målsætning, at medlemsstaternes politikker på asylområdet skal harmoniseres, hvilket blev videreudviklet af Det Europæiske Råd i Maastricht den 9. og 10. december 1991 og i Bruxelles den 10. og 11. december 1993 samt af Kommissionen i dens meddelelse om indvandrer- og asylpolitikken af 23. februar 1994,

som i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles humanitære traditioner understreger betydningen af at garantere flygtninge en passende beskyttelse i henhold til Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967, i det følgende benævnt »Genève-konventionen«,

som har konstateret, at den håndbog, som De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har udarbejdet, er et nyttigt instrument for medlemsstaterne med hensyn til tildeling af flygtningestatus,

som tager i betragtning, at det er af afgørende betydning for harmoniseringen af medlemsstaternes asylpolitik, at kriterierne for tildeling af flygtningestatus anvendes ens,

HAR FASTLAGT FØLGENDE FÆLLES HOLDNING:

- Nedenstående retningslinjer for anvendelsen af kriterierne for anerkendelse og tilladelse til indrejse som flygtning godkendes.

- Retningslinjerne meddeles de administrative instanser, som har kompetence til at tildele flygtningestatus, og det henstilles, at de bruger retningslinjerne som grundlag for deres afgørelser, under overholdelse af medlemsstaternes retspraksis og forfatningsmæssige bestemmelser på asylområdet.

- Denne fælles holdning vedtages inden for rammerne af medlemsstaternes regeringers forfatningsmæssige beføjelser; den binder ikke medlemsstaternes lovgivende organer og berører ikke afgørelser truffet af medlemsstaternes dømmende myndigheder.

- Rådet undersøger én gang om året anvendelsen af disse retningslinjer og tilpasser dem i givet fald til udviklingen med hensyn til asylansøgninger.

1. Anerkendelse som flygtning

Tildeling af flygtningestatus sker på grundlag af de kriterier, ud fra hvilke de kompetente nationale organer beslutter at give en asylansøger den beskyttelse, der er omhandlet i Genève-konventionen. Nærværende dokument vedrører anvendelsen af kriterierne som defineret i konventionens artikel 1. Det berører på ingen måde de betingelser, hvorunder en medlemsstat efter sin egen nationale ret kan tillade en person at forblive på dens område, hvis vedkommendes personlige sikkerhed eller fysiske integritet i tilfælde af hjemvenden til sit eget land vil være truet af grunde, som ikke er omhandlet i Genève-konventionen, men som taler imod at sende vedkommende tilbage til sit hjemland.

2. Individuel eller kollektiv tildeling af flygtningestatus

Hver asylansøgning behandles og vurderes på grundlag af de faktiske omstændigheder, som anføres i hvert enkelt tilfælde, samt under hensyn til den objektive situation i ansøgerens hjemland.

I praksis kan det ske, at en befolkningsgruppe udsættes for forfølgelse. Også i sådanne tilfælde behandles ansøgningen individuelt, selv om det i særlige tilfælde kan dreje sig om udelukkende at fastslå, om ansøgeren tilhører den pågældende gruppe.

3. Fastlæggelse af, hvilke forhold der berettiger til tildeling af flygtningestatus

Det afgørende kriterium for at tildele flygtningestatus efter Genève-konventionen er, at der er velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politiske anskuelser eller tilhørsforhold til en given social gruppe. Spørgsmålet om, hvorvidt frygten for forfølgelse er velbegrundet, skal afgøres på grundlag af de særlige forhold, der gør sig gældende i hvert enkelt tilfælde. Det påhviler ansøgeren at fremlægge de elementer, der er nødvendige for en bedømmelse af, hvorvidt de anførte forhold og omstændigheder har bund i virkeligheden. Hvis det er tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgerens udtalelser er troværdige, er det ikke nødvendigt at søge at opnå en detaljeret bekræftelse af de påståede forhold, og tvivlen bør komme den pågældende til gode, medmindre gode grunde taler herimod.

Det forhold, at en person allerede har været udsat for forfølgelse eller har været direkte forfølgelsestruet, er et vægtigt indicium for, at der består fare for forfølgelse, medmindre der siden er indtrådt en radikal ændring af forholdene i asylansøgerens hjemland eller i dennes forhold til dette.

Hvis en person inden udrejsen fra sit hjemland ikke har været genstand for forfølgelse eller ikke har været direkte forfølgelsestruet, udelukker dette ikke den pågældende fra under asylproceduren at påberåbe sig en velbegrundet frygt for forfølgelse.

4. Begrebet forfølgelse i Genève-konventionens artikel 1, afsnit A

Begrebet forfølgelse anvendes i denne tekst i samme betydning som i Genève-konventionens artikel 1, afsnit A.

Dette udtryk er ikke defineret i konventionen. Og hverken i konklusionerne fra UNHCR's Eksekutivkomité eller i retsteorien findes der en generelt anerkendt definition af dette begreb. Retningslinjerne i dette dokument skal ikke betragtes som en definition.

Det er dog almindeligt anerkendt, at for at der kan være tale om forfølgelse efter artikel 1, afsnit A, skal hændelserne, der enten har fundet sted eller frygtes at kunne finde sted

- være tilstrækkeligt alvorlige på grund af deres karakter, eller fordi de finder sted gentagne gange: enten er de en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, såsom liv, frihed eller fysisk integritet, eller det fremgår tydeligt af alle sagens omstændigheder, at den pågældende ikke kan fortsætte med at leve i sit hjemland (1), og

- kunne henføres til en af de grunde, der er nævnt i artikel 1, afsnit A: race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe, politiske anskuelser. Der kan være overlapninger mellem grundene til forfølgelse, og ofte vil der være flere grunde til forfølgelse af den samme person. Det er her uden betydning, om disse grunde er reelle eller blot tillægges den pågældende af personen bag forfølgelsen.

Der kan foreligge flere grunde til forfølgelse samtidig, og sammenfald af begivenheder, som hver for sig ikke kan betragtes som forfølgelse, kan afhængigt af omstændighederne udgøre en reel forfølgelse eller give anledning til alvorlig frygt for forfølgelse.

Retningslinjerne i det følgende skal ses på baggrund af opfattelsen af begrebet forfølgelse i dette afsnit.

5. Oprindelsen til forfølgelsen

5.1. Forfølgelse fra statsmagtens side

Forfølgelse foretages som regel af statslige organer (centralstat eller forbundsstat, regionale og lokale myndigheder), selv om disse folkeretligt set kan have forskellig status, eller af partier eller organisationer, der kontrollerer statsmagten.

Ud over de tilfælde, hvor forfølgelsen omfatter brutal magtudøvelse, kan forfølgelse også tage form af administrative og/eller retlige foranstaltninger, der enten blot tilsyneladende er i overensstemmelse med loven, som imidlertid fordrejes med henblik på forfølgelse, eller træffes i strid med loven.

5.1.1. Retlige, administrative og politimæssige foranstaltninger

a) Generelle foranstaltninger

Et lands offentlige myndigheder er undertiden nødsaget til at træffe generelle foranstaltninger af hensyn til opretholdelse af den offentlige orden, beskyttelse af statens sikkerhed eller bevarelse af folkesundheden mv. Sådanne foranstaltninger kan afhængigt af forholdene omfatte begrænsninger i udøvelsen af visse frihedsrettigheder. De kan også ledsages af magtanvendelse, uden at disse restriktioner eller denne praksis i sig selv er tilstrækkelig grund til at anerkende de personer, der berøres heraf, som flygtninge. Hvis det imidlertid viser sig, at foranstaltningerne af en eller flere af grundene i Genève-konventionens artikel 1, afsnit A, gennemføres på en måde, der er diskriminerende, og kan få tilstrækkeligt alvorlige følger, kan de berettige, at personer, der er ofre for den vilkårlige gennemførelse, individuelt føler sig forfølgelsestruet. Dette er navnlig tilfældet, hvis generelle foranstaltninger anvendes som dække for individuelle foranstaltninger imod personer, der af de i artikel 1, afsnit A, nævnte grunde kan være truet af deres myndigheder.

b) Foranstaltninger over for visse kategorier

Foranstaltninger rettet imod en eller flere bestemte kategorier kan være berettigede i et samfund, uanset om de medfører visse pligter eller begrænser visse frihedsrettigheder. De kan dog være af en sådan art, at frygten for forfølgelse er berettiget, navnlig hvis de forfølger et mål, som fordømmes af det internationale samfund, eller hvis de står i klart misforhold til det tilsigtede mål, eller hvis deres gennemførelse giver anledning til alvorlige overgreb, hvorved en bestemt gruppe gives en anden og dårligere behandling end resten af befolkningen.

c) Individuelle foranstaltninger

Enhver administrativ foranstaltning, der træffes over for en enkeltperson af en af grundene i artikel 1 afsnit A, uden at være begrundet af de ovenfor nævnte almene samfundsinteresser, og som er tilstrækkelig alvorlig efter kriterierne i punkt 4 i denne fælles holdning, kan betragtes som forfølgelse, navnlig hvis den er forsætlig, systematisk og vedvarende.

Der skal derfor tages hensyn til alle omstændigheder omkring den individuelle foranstaltning, som asylansøgeren gør gældende, når det skal vurderes, om ansøgerens frygt for forfølgelse er berettiget.

I alle de ovenfor nævnte tilfælde bør det undersøges, om der findes en eller flere effektive måder, hvorpå et misbrug kan bringes til ophør. Generelt er et karakteristisk træk ved forfølgelse, at der ikke findes nogen klageadgang, eller, hvis den findes, at den eller de berørte personer ikke har mulighed for at benytte den, eller at den kompetente myndigheds afgørelser ikke er upartiske (jf. punkt 5.1.2) eller er virkningsløse.

5.1.2. Retsforfølgning

Selv om retsforfølgning eller straffe idømt af domstolene har karakter af at være lovlige, kan de betragtes som forfølgelse, hvis de indeholder et diskriminatorisk element, og hvis de er tilstrækkeligt alvorlige efter kriterierne i punkt 4 i denne fælles holdning. Det er bl.a. tilfældet i følgende situationer:

a) Diskriminatorisk retsforfølgning

Der er tale om en situation, hvor den strafferetlige bestemmelse er alment gældende, men hvor kun visse personer retsforfølges som følge af karakteristika, der kan begrunde tildeling af flygtningestatus. Det er altså det diskriminatoriske element i gennemførelsen af politikken for retsforfølgning, der er det væsentlige for anerkendelsen af flygtningestatus.

b) Diskriminatorisk straf

Idømmelse af straf eller trussel herom på grundlag af en alment gældende strafferetlig bestemmelse er diskriminatorisk, hvis nogle af dem, der straffes for at overtræde loven, idømmes en strengere straf som følge af visse karakteristika, der kan begrunde tildeling af flygtningestatus. Det diskriminatoriske element ved strafudmålingen er væsentligt. En uforholdsmæssigt streng strafudmåling kan anses for forfølgelse, hvis der er en sammenhæng med en af de i artikel 1, afsnit A, omhandlede grunde til forfølgelse.

c) Overtrædelse af en strafferetlig bestemmelse som følge af en af forfølgelsesgrundene

Uanset om en strafferetlig bestemmelse gælder for alle eller kun for bestemte personkategorier, skal forsætlig overtrædelse heraf som følge af en af forfølgelsesgrundene klart fremgå af udtalelser eller deltagelse i visse aktiviteter i hjemlandet eller objektivt være en følge af karakteristika ved asylansøgeren, der kan begrunde tildeling af flygtningestatus. De afgørende elementer i vurderingen er straffens art, hvor streng straffen er i forhold til den begåede overtrædelse, samt hvordan retssystemet og den generelle menneskerettighedssituation i hjemlandet er. Det vurderes, om den forsætlige lovovertrædelse under hensyn til personens individuelle omstændigheder og situationen i hjemlandet kan betragtes som uundgåelig.

5.2. Forfølgelse fra tredjemands side

Forfølgelse begået af tredjemand betragtes som omfattet af Genève-konventionens anvendelsesområde, når den er baseret på de grunde, der er nævnt i konventionens artikel 1, afsnit A, når den har personlig karakter, og når den støttes eller tillades af de offentlige myndigheder. Hvis de offentlige myndigheder undlader at gribe ind, skal en sådan forfølgelse give anledning til en særlig gennemgang af hver ansøgning om tildeling af flygtningestatus i overensstemmelse med national retspraksis, navnlig under hensyn til, om myndighedernes manglende indgriben er bevidst eller ej. De berørte personer skal under alle omstændigheder have ret til en passende beskyttelse i overensstemmelse med national ret.

6. Borgerkrig eller andre voldelige eller generelle indre konflikter

Henvisning til borgerkrig eller til voldelig eller generel indre konflikt og deraf følgende farer er ikke tilstrækkelig til at begrunde anerkendelse som flygtning. Frygt for forfølgelse skal altid henføres til en af de grunde, der er nævnt i Genève-konventionens artikel 1, afsnit A, og have personlig karakter.

Forfølgelsen kan i sådanne tilfælde foretages af de lovlige myndigheder eller af tredjemand med støtte fra eller tolereret af statsmagten, eller af de myndigheder, som reelt kontrollerer en del af landets område, hvor statsmagten ikke kan yde landets statsborgere beskyttelse.

I princippet betragtes anvendelse af væbnet magt ikke som forfølgelse, hvis reglerne i den folkeretlige krigsret og internationalt anerkendt sædvane overholdes. Der er dog tale om forfølgelse, hvis f.eks. en myndighed efter at være etableret i et bestemt område begår overgreb på modstandere og befolkningsgrupper, og disse overgreb falder ind under kriterierne i punkt 4.

I andre tilfælde kan andre former for beskyttelse iværksættes efter national lovgivning.

7. Forfølgelsesgrundene

7.1. Race

Begrebet race skal tolkes meget bredt og omfatte tilhørsforhold til forskellige etniske grupper. Som hovedregel anses forfølgelse for at være raceforfølgelse, hvis den, der står bag forfølgelsen, på grundlag af en faktisk eller fiktiv forskel anser den, der forfølges, for at høre til en anden race end sin egen og lægger dette til grund for forfølgelsen.

7.2. Religion

Religion kan opfattes som trosretninger i videste forstand og omfatte teistiske, ikke-teistiske og ateistiske trosretninger.

Forfølgelse på grund af religion kan komme til udtryk på forskellige måder, fra totalt forbud mod religionsudøvelse og religionsundervisning til stærkt diskriminatoriske forholdsregler over for personer, der bekender sig til en bestemt tro. Der er tale om forfølgelse, hvis overgrebene og krænkelserne er tilstrækkeligt alvorlige efter kriterierne i punkt 4 i denne fælles holdning. Dette kan være tilfældet, hvis staten ud over de forholdsregler, der er nødvendige for at håndhæve den offentlige orden, også forbyder eller straffer religionsudøvelse på privat område.

Der kan også være tale om forfølgelse på grund af religion, når sådanne indgreb omfatter en person, som ikke ønsker at bekende sig til nogen religion, som nægter at bekende sig til en given religion, eller som ikke ønsker at underkaste sig alle eller visse ritualer og skikke forbundet med en religion.

7.3. Nationalitet

Nationalitet omfatter ikke udelukkende statsborgerskab, men også tilhørsforhold til en gruppe, der afgrænses ved sin kulturelle eller sproglige identitet eller ved sit tilhørsforhold til befolkningen i en anden stat.

7.4. Politiske anskuelser

Det, at en persons politiske anskuelser er anderledes end regeringens, er ikke i sig selv tilstrækkelig begrundelse for at blive anerkendt som flygtning; ansøgeren skal godtgøre:

- at myndighederne har kendskab til disse politiske anskuelser eller tillægger ansøgeren dem

- at vedkommendes politiske anskuelser ikke tolereres af magthaverne

- at vedkommende som følge af situationen i sit hjemland har en velbegrundet frygt for at blive forfulgt på grund af sine anskuelser.

7.5. Tilhørsforhold til en social gruppe

En bestemt social gruppe omfatter sædvanligvis personer med samme baggrund, vaner eller social status osv.

En ansøgning, der fremsættes på grundlag af frygt for forfølgelse med denne begrundelse, vil ofte lappe over med ansøgninger på grundlag af frygt for forfølgelse af andre grunde, f.eks. race, religion eller nationalitet.

Tilhørsforholdet til en sådan social gruppe kan blot være tillagt den person eller den gruppe, der er genstand for forfølgelse, af dem, der står bag forfølgelsen.

I visse tilfælde findes der ikke på forhånd en social gruppe, men den kan identificeres ved fælles karakteristika hos de forfulgte personer, fordi de, der står bag forfølgelsen, mener, at disse personer hindrer gennemførelsen af forfølgernes mål.

8. Mulighed for at bosætte sig et andet sted inden for hjemlandets grænser

Fremgår det, at forfølgelserne er klart begrænset til en bestemt del af landet, kan det, for at sikre, at betingelsen i Genève-konventionens artikel 1, afsnit A, hvorefter den pågældende »ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt for forfølgelse, ikke ønsker - at søge sit lands beskyttelse«, er opfyldt, være nødvendigt at undersøge, om den pågældende kan finde reel beskyttelse i en anden del af sit eget land, som han med rimelighed kan forventes at tage til.

9. Sur place-flygtninge

Frygten for forfølgelse skal ikke nødvendigvis foreligge allerede på det tidspunkt, hvor en person udrejser fra sit hjemland. En person, der ikke havde nogen grund til at nære frygt for forfølgelse på det tidspunkt, hvor vedkommende udrejste fra sit hjemland, kan senere under sit ophold i udlandet blive sur place-flygtning. Den velbegrundede frygt for forfølgelse kan skyldes en ændring i situationen i hjemlandet, siden vedkommende rejste ud af landet, der har alvorlige følger for den pågældende, eller i vedkommendes egne aktiviteter.

Under alle omstændigheder skal myndighederne i hjemlandet have eller kunne få kendskab til de karakteristika ved asylansøgeren, der kan begrunde tildeling af flygtningestatus, for at individuel frygt for forfølgelse skal kunne anses for at være berettiget.

9.1. Frygt på grund af ændrede tilstande i hjemlandet efter en persons udrejse

Ændringer i den politiske situation i hjemlandet kan berettige til frygt for forfølgelse, men udelukkende hvis asylansøgeren kan påvise, at han som følge af disse ændringer har en personlig, velbegrundet frygt for forfølgelse, hvis han vender tilbage til hjemlandet.

9.2. Frygt på grund af ansøgerens aktiviteter i udlandet

Anerkendelse som flygtning kan finde sted, når de aktiviteter, der danner baggrund for frygten for forfølgelse, er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som vedkommende allerede havde i hjemlandet, eller objektivt er en følge af karakteristika ved asylansøgeren, der kan føre til tildeling af flygtningestatus. En sådan videreførelse kan dog ikke kræves, hvis vedkommende på grund af sin alder i hjemlandet endnu ikke var i stand til at danne sig sin egen overbevisning.

Hvis tilkendegivelsen af overbevisningen derimod tydeligvis har til hovedformål at skabe betingelser for at blive anerkendt som flygtning, kan de aktiviteter, som vedkommende udøver, i princippet ikke føre til tildeling af flygtningestatus; dog respekteres retten til ikke at blive sendt tilbage til et land, hvor vedkommendes liv, fysiske integritet eller frihed er i fare.

10. Militærnægtelse, militærunddragelse og desertering

Frygt for straf på grund af militærnægtelse, militærunddragelse eller desertering vurderes i hvert enkelt tilfælde. Frygten er ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde anerkendelse som flygtning. Straffen skal især vurderes på grundlag af principperne i punkt 5.

I tilfælde af militærunddragelse eller desertering skal den pågældende anerkendes som flygtning, hvis de forhold, hvorunder han skulle opfylde sine militære forpligtelser, i sig selv udgør en forfølgelse.

Tilsvarende kan en person anerkendes som flygtning under hensyn til alle de andre krav, der er indeholdt i definitionen, i tilfælde af straf for bevidst militærnægtelse, militærunddragelse eller desertering af samvittighedsgrunde, hvis opfyldelse af militære forpligtelser ville betyde, at den pågældende skulle deltage i aktioner, der hører under udelukkelsesreglerne i artikel 1, afsnit F, i Genève-konventionen.

11. Bortfald af flygtningestatus (artikel 1, afsnit C)

Afgørelser om eventuelt bortfald af flygtningestatus på grundlag af Genève-konventionens artikel 1, afsnit C, træffes altid efter en individuel behandling.

Medlemsstaterne bestræber sig ved udveksling af oplysninger så vidt muligt på at harmonisere deres anvendelse af kriterierne for bortfald af flygtningestatus på grundlag af artikel 1, afsnit C.

De omstændigheder, der kan lægges til grund for bortfald af flygtningestatus på grundlag af artikel 1, afsnit C, skal være af fundamental karakter og fastslået objektivt og verificerbart. I forbindelse med afgørelsen kan oplysninger fra Oplysnings-, Analyse- og Udvekslingscentret for Asyl (CIREA) og UNHCR være af betydning.

12. Genève-konventionens artikel 1, afsnit D

En person, der forsætligt unddrager sig beskyttelse og bistand som nævnt i Genève-konventionens artikel 1, afsnit D, er ikke uden videre omfattet af konventionen. I så fald træffes afgørelsen om flygtningestatus principielt efter artikel 1, afsnit A.

13. Genève-konventionens artikel 1, afsnit F

Formålet med bestemmelserne i Genève-konventionens artikel 1, afsnit F, er at udelukke personer, som ikke kan nyde international beskyttelse på grund af grovheden af de forbrydelser, de har begået, fra at være omfattet af konventionen.

Bestemmelserne kan ligeledes anvendes, hvis handlingerne bliver kendt efter tildelingen af flygtningestatus (jf. punkt 11).

På grund af de alvorlige konsekvenser af en sådan afgørelse for asylansøgeren skal artikel 1, afsnit F, anvendes med varsomhed og efter omhyggelige undersøgelser på grundlag af national lovgivning.

13.1. Artikel 1, afsnit F, litra a)

Forbrydelser efter dette afsnit er forbrydelser, der er defineret i de internationale instrumenter, som medlemsstaterne har tiltrådt, samt i resolutioner vedtaget af De Forenede Nationer og andre internationale eller regionale organisationer, for så vidt de er tiltrådt af den pågældende medlemsstat.

13.2. Artikel 1, afsnit F, litra b)

Alvoren af den forventede forfølgelse skal afvejes mod arten af den forbrydelse, som den pågældende formodes at have begået.

Særligt grusomme eller umenneskelige handlinger kan betegnes som alvorlige ikke-politiske forbrydelser, selv om de begås med henblik på at forfølge et påstået politisk mål. Dette gælder både forbrydelsens gerningsmænd og dens ophavsmænd.

13.3. Artikel 1, afsnit F, litra c)

De mål og grundsætninger, der er omhandlet i artikel 1, afsnit F, litra c), er først og fremmest dem, som er anført i De Forenede Nationers pagt, hvori de deltagende staters indbyrdes forpligtelser, især med hensyn til fredsbevarelse, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, fastsættes.

Artikel 1, afsnit F, litra c), finder anvendelse i tilfælde af krænkelse af disse grundsætninger og tager sigte på bl.a. højt placerede personer inden for staten, som i kraft af deres ansvar har givet ordre til eller dækket over handlinger, der er i strid med de pågældende mål og grundsætninger, samt personer, som på grund af deres ansættelse i sikkerhedsstyrkerne har fået pålagt et personligt ansvar for udførelsen af disse handlinger.

Ved vurderingen af, om en handling må betragtes som værende i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger, bør medlemsstaterne tage hensyn til de konventioner og resolutioner, som De Forenede Nationer har vedtaget på området.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. marts 1996.

På Rådets vegne

P. BARATTA

Formand

(1) Denne formulering gælder med forbehold af punkt 8: »om den pågældende kan finde reel beskyttelse i en anden del af sit eget land. . .«.