11.2.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/148

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis

KOM(2009) 154 endelig — 2009/0157 (COD

2011/C 44/25

Ordfører: Claudio CAPPELLINI

Rådet besluttede den 20. november 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis

KOM(2009) 154 endelig — 2009/0157 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 15. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 119 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU hilser Kommissionens aktuelle forslag velkommen, men konstaterer, at det langt fra lever op til perspektiverne i grønbogen, og i endnu mindre grad svarer til de forslag, EØSU fremsatte i sin udtalelse af 26. oktober 2005.

1.2   Udvalget anser forslaget til forordning for at være et vigtigt værktøj for civilsamfundet til at forbedre den retlige forudsigelighed og fremme hurtige og omkostningseffektive løsninger i internationale arvesager i EU's medlemsstater. Det henleder imidlertid Kommissionens opmærksomhed på det nødvendige i at revidere forordningsforslaget i samtlige sprogversioner for at sikre, at der er overensstemmelse mellem dem, og at den anvendte juridiske terminologi er korrekt.

1.3   EØSU har nogle betænkeligheder, navnlig hvad angår den rolle, lovgivningen i tredjelande spiller, og med hensyn til en række forhold ved arvebeviset. Udvalget anbefaler, at disse betænkeligheder imødekommes ved at indføje en ny artikel 26 og udvide det tidsrum, der er fastsat i artikel 43, stk. 2. En grundig analyse og præsentation af dette komplekse forslag til forordning ville kræve et arbejdspapir, som ville være noget længere end de dokumenter, EØSU normalt udarbejder.

1.4   EØSU anbefaler kraftigt, at der foretages følgende ændringer i forslaget til forordning:

i.	I punkt 1.2 og 3.2 i begrundelsen (jf. pkt. 3.4.3 og 3.4.4) indføjes: »Disse forskellige regler hindrer og forsinker endvidere den berettigede arvings ejendomsret til afdødes bo« og »Det vil ikke være muligt at opnå alle målene i forordningsforslaget, hvis medlemsstaterne handler hver for sig«.

ii.	I artikel 1, stk. 1, indføjes den præcisering, at forslaget til forordning kun omfatter arvesager »af international karakter« (jf. pkt. 4.1.1).

iii.	I artikel 21, stk. 1, erstattes »senere« af »yderligere« eller »andre« (jf. pkt. 4.3.8). Ændringen foretages på alle sprog.

iv.	Artikel 25 erstattes med en ny artikel: »Universel anvendelse: Denne forordning udpeger den lov, der finder anvendelse, selv om det ikke er en medlemsstats lov« (jf. pkt. 4.3.9).

v.

Artikel 26 erstattes af en ny artikel (titlen i den engelske version ændres fra »Referral« til »Renvoi«): »Hvis afdøde ikke har valgt en lov i henhold til artikel 17, og den lov, der finder anvendelse i henhold til nærværende forordning, er et tredjelands lov, hvis lovvalgsregler udpeger et andet lands lov, det være sig en medlemsstat eller et andet tredjeland, som den lov der finder anvendelse, hvor denne anden stat anvender sin egen lov, er det denne anden stats lov, der finder anvendelse. Denne artikel finder ikke anvendelse på arvepagter, hvis tilknytningsfaktor, som beskrevet i artikel 18, stk. 2, er loven i det land, hvortil arvepagten har sin nærmeste tilknytning« (jf. pkt. 4.3.10.1).

vi.	I artikel 27 indføjes »klart« før »uforenelig« (ændring på alle sprog) og »internationale« før »retsprincipper« (ændring i hvert fald på fransk og italiensk) (jf. pkt. 4.3.11).

vii.	I artikel 27, stk. 2, erstattes »its clauses« med »its provisions« i den engelske version, og en tilsvarende ændring foretages, om nødvendigt, på de øvrige sprog (jf. pkt. 4.3.12).

viii.

I artikel 43, stk. 2, udvides tidsrummet fra 9 til 12 måneder (jf. pkt. 4.6.1).

2.   Baggrund

2.1   Forslaget omhandler et komplekst emne af betydning for enhver, der uanset nationalitet har sit sædvanlige opholdssted i Den Europæiske Union (med nogle udvidelser i artikel 6). Med grønbogen om arv og testamente (1) blev der indledt en bred høringsproces vedrørende arv efter loven og arv i henhold til testamente med en international dimension.

2.2   Den praktiske betydning af det her behandlede forslag til forordning som et ensartet standardsættende instrument er begrundet i den nuværende forskellighed i de enkelte medlemsstaters retsregler for:

a)	fastlæggelsen af, hvilken lov der finder anvendelse;

b)	omfanget af deres retsinstansers kompetence i internationale testamente- og arvesager;

c)	de betingelser, hvorpå en dom afsagt i en anden medlemsstat kan anerkendes og håndhæves; og

d)	de betingelser, hvorpå officielt bekræftede dokumenter udfærdiget i en anden medlemsstat kan anerkendes og håndhæves.

2.3   Af klarhedshensyn søger Kommissionen med sit forslag til forordning at indføre en ensartet ordning vedrørende disse regler, som alle hører under international privatret, og gøre resultatet af internationale testamenter og arvesager afhængige af den lov, der finder anvendelse på dem i henhold til de i domsstaten (en medlemsstat) gældende konkrete lovvalgsregler (som der henvises til i forordningsforslaget). Omvendt er det ikke meningen, at forordningsforslaget som sådan skal have nogen indvirkning på medlemsstaternes interne materielle retsregler vedrørende arvingers status, rettigheder og pligter i forhold til afdødes (faste) ejendom. Hertil kommer, at det europæiske arvebevis, der indføres i henhold til bestemmelserne i kapitel VI, ikke har karakter af en undtagelse, men blot er et bevis for arvingers status, og ikke giver ensartede interne materielle bestemmelser om betingelserne for opnåelse af en sådan status. Mere generelt falder national materielret, bortset fra det her behandlede forslag til forordning, ikke ind under den kompetence, der gives i henhold til traktatens artikel 65, litra b).

3.   Generelle bemærkninger

3.1   I sin udtalelse (2) om grønbogen om arv og testamente har EØSU bl.a.:

a)	hilst grønbogen velkommen, og fundet, at »de spørgsmål, der stilles, er fundamentale og presserende«;

b)	henledt Kommissionens opmærksomhed på »de skatteproblemer, der kan opstå for arvinger i de tilfælde, hvor arven befinder sig i to eller flere lande«; og

c)

åbent givet udtryk for sin interesse ved at bemærke, at »spørgsmålet om arv og testamente efter udvalgets mening har stor interesse for borgerne i EU. Borgernes forventninger til et EU-initiativ om forenklede formaliteter, større juridisk og skattemæssig sikkerhed og hurtigere behandling af internationale arvesager må ikke skuffes.«

3.2   Hvad angår strukturen og de konkrete bestemmelser i Kommissionens forslag til forordning må EØSU fire år efter behandlingen af grønbogen på ny give udtryk for sin interesse for spørgsmålet om arv og testamente, som det betegnede som værende af »stor interesse for borgerne i EU«.

3.3   Det aktuelle forordningsforslags potentiale og de berørte aktører

3.3.1   Det bør bemærkes, at EØSU i sin udtalelse (3) opfordrede Kommissionen til at tage fat på skatteproblemer og efterlyste »større (…) skattemæssig sikkerhed«. Det er imidlertid ikke hensigten, at forordningsforslagets anvendelsesområde i lyset af den begrænsede kompetence, traktatens artikel 65 giver, skal have nogen direkte indvirkning på medlemsstaternes lovgivning vedrørende de skattemæssige aspekter af internationale testamente- og arvesager, men nøjes med at tage fat på de internationale privatretlige aspekter af testamente- og arvesager.

3.3.2   Eventuelle testamenter oprettes inden dødsfaldet, men kan indtil da tilbagekaldes af testator, og arvebestemmelserne finder først anvendelse umiddelbart efter dødsfaldet. Hverken arvebestemmelser eller testamenter træder i kraft, får juridisk virkning eller udløser arvemæssige konsekvenser, før døden er indtrådt. Forslaget til forordning berører derfor alle borgere og alle civilsamfundets interessentkategorier.

3.3.3   Hvad angår anvendelsesområdet bør det imidlertid af klarhedshensyn bemærkes, at forslaget til forordning

a)	kun finder anvendelse på testamente- og arvesager med en international dimension (sidstnævnte defineres ikke) og ikke på det langt større antal arvesager af ren national karakter, og

b)	finder anvendelse på enkeltpersoner, dvs. fysiske personer, men ikke på juridiske personer i privatretlig eller offentligretlig forstand.

3.4   Mål og nærhedsprincippet

3.4.1   Eftersom EU-forordninger har harmoniserende og bindende karakter for medlemsstaterne, disses nationale lovgivning og domstole, vil det her behandlede forslag til forordning i væsentlig grad øge den retlige forudsigelighed inden for alle de områder, det finder anvendelse på. Dette repræsenterer en direkte merværdi. Det er derfor yderst vigtigt at sikre en kvalitet og nøjagtighed i udformningen af forordningens bestemmelser.

3.4.2   Det opstillede mål om »at fjerne alle hindringer for personers frie bevægelighed« bør ikke føre til, at man ignorerer det forhold, at svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en person har status af »arving« og har lovfæstede »rettigheder« til afdødes ejendom i en medlemsstat, ikke skal findes i internationale privatretlige bestemmelser (som er genstanden for dette forslag til forordning), men i de relevante materielretlige bestemmelser i den pågældende medlemsstats nationale lov om testamente og arv. Forslaget til forordning foreslår ikke nogen ændring i denne henseende og harmoniserer ikke sådanne materielretlige bestemmelser. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden bør forordningsforslagets begrundelse revideres og, om nødvendigt, ændres. Hvad angår Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks holdning, gentager EØSU sin opfordring til, at disse medlemsstater viser deres vilje til at gennemføre forordningen

3.4.3   Pkt. 1.2 i forordningsforslagets begrundelse indeholder et præcist udsagn (»De personer har derfor på nuværende tidspunkt svært ved at udøve deres rettigheder, når det drejer sig om internationale arvesager«) og en mindre overbevisende konklusion, der er vidtrækkende, idet den også omfatter ejendomsretten (»De forskellige regler hindrer ligeledes den fulde udøvelse af den private ejendomsret«). En mere afdæmpet ordlyd som f.eks. »Disse forskellige regler hindrer og forsinker endvidere den berettigede arvings ejendomsret til afdødes ejendom«, forekommer mere præcis og passende.

3.4.4   Anvendelsen af ordene »være i strid med« i udsagnet »Det vil derfor være i strid med dette mål, hvis medlemsstaterne handler hver for sig« er en overdrivelse. Hvis medlemsstaterne ønsker det, kan de, uanset den her behandlede forordning, i det mindste forfølge målet om en ensartet fastlæggelse af den gældende lov, ved at ratificere Haagerkonventionen fra 1989 om arvesager. EØSU mener, at en mere afdæmpet ordlyd som f.eks. »Det vil ikke være muligt at opnå alle målene i forordningsforslaget, hvis medlemsstaterne handler hver for sig« vil være mere passende.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Kapitel I - Anvendelsesområde og principper

4.1.1   Det er hensigten, at forslaget til forordning skal finde anvendelse på arve- og testamentesager af international karakter, men der gives ingen definition på, hvad der forstås ved international karakter. Af klarhedshensyn bør der i forbindelse med forordningsforslagets anvendelsesområde henvises til, at forordningen kun skal finde anvendelse på »situationer af international karakter«.

4.1.2   Som det fremgår af titlen dækker forslaget til forordning både kompetence (kapitel II) og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (kapitel IV), dvs. de to områder af international privatret, som med undtagelse af reglerne om lovvalg, behandles i forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (herefter kaldet »forordning nr. 44/2001«), hvis anvendelsesområde ikke omfatter arv og testamente. Dette hul i lovgivningen forklarer det vigtige i beslutningen om, at det her behandlede forslag til forordning skal dække og opstille ensartede regler for alle tre områder af international privatret, dvs. lovvalg, kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i internationale arvesager.

4.2   Kapitel II - Kompetence

4.2.1   Kapitel II (artikel 3-15) handler om »kompetence«. Det finder anvendelse på enhver ret i medlemsstaterne og på udenretslige myndigheder i det omfang, det er relevant.

4.2.2   Retterne i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, har den generelle kompetence. Der er klart ikke noget nationalitetskrav. Det bør bemærkes, at også EU's almindelige regler (lex generalis) om kompetence, som er indeholdt i forordning (EF) nr. 44/2001, foreskriver, at den generelle kompetence skal baseres på opholdssted uden hensyntagen til nationalitet.

Denne generelle kompetence i henhold til det her behandlede forslag til forordning finder anvendelse, ikke kun når der er tale om (afdøde) EU-statsborgere, men også tredjelandsstatsborgere, hvis disse havde deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat på dødstidspunktet.

4.2.3   I tilfælde, hvor afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, har en medlemsstats retter ikke desto mindre »kompetence på et andet grundlag« i en række tilfælde, hvor medlemsstaternes retsinstansers kompetence udvides langt ud over det enkle forhold, hvor afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet var i en medlemsstat. Der er ikke noget nationalitetskrav, når det gælder almindelig kompetence, men nationalitet afføder »kompetence på et andet grundlag«.

4.2.4   Forslaget til forordning giver ikke retterne i den medlemsstat, hvor boet befinder sig, nogen generel kompetence som sådan. En delvis undtagelse gør sig gældende, når det drejer sig om overdragelse af ejendelen og dennes optagelse eller overførsel i ejendomsregistret eller i tingbogen.

4.3   Kapitel III – Lovvalg

4.3.1   Kapitel III opstiller ensartede regler (artikel 16-28) om lovvalg. Den generelle regel er, at det er loven i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele boet. Intet andet krav, herunder nationalitet, kan gøres gældende. Der skelnes ikke mellem løsøre og fast ejendom.

4.3.2   Det bør bemærkes, at de lovvalgsregler, som fastlægges i forslaget til forordning, og som skal anvendes af medlemsstaternes retter, udpeger den lov, der finder anvendelse, uanset om det land, hvis lov finder anvendelse, er en medlemsstat eller ej (artikel 25).

4.3.3   Traditionelt anerkender international privatret begrebet »partsautonomi«, dvs. parternes mulighed for at vælge den lov, der skal finde anvendelse i kontraktforhold. I henhold til forslaget til forordning kan en person vælge den lov, der skal anvendes i behandlingen af hele den pågældendes bo, men kan kun vælge loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger.

4.3.4   Af hensyn til den retlige forudsigelighed skal et sådant lovvalg være udtrykkeligt og indeholdt i en erklæring, der opfylder formkravene til en dødsdisposition.

4.3.5   Et andet emne, der ikke bør forveksles med valget af den lov, der skal anvendes i behandlingen af hele boet, er »arvepagter«. En arvepagt angående arv efter en person skal behandles i henhold til den lov, som i medfør af forslaget til forordning skulle anvendes på arveladers bo i tilfælde af dødsfald på det tidspunkt, hvor pagten blev indgået. Efter favor validitatis-princippet anvendes vekslende tilknytninger.

4.3.6   Anvendelsesområdet for den valgte lov er et meget vigtigt spørgsmål af hensyn til en ensartet og sammenlignelig lovgivning. Forslaget til forordning udvider anvendelsesområdet for den valgte lov til arv og boskifte som helhed, fra arvefaldet til endelig udlodning af arven til de arveberettigede. Tanken er her klart at lade så mange retsspørgsmål som muligt være omfattet af en enkelt valgt lov med henblik på at øge den retlige forudsigelighed og reducere den indviklede og tidkrævende konsultering af flere end én (ofte udenlandsk) lov. Forslaget til forordning indeholder en lang liste over områder, som den valgte lov skal finde anvendelse på. Listen er ikke udtømmende, og den valgte lovs anvendelsesområde omfatter derfor også ikke-opførte arvespørgsmål, fra arvefaldet til endelig udlodning af arven til de arveberettigede

4.3.7   Den valgte lov finder anvendelse på hele bobehandlingen, fra arvefaldet til endelig udlodning af arven til de arveberettigede, men er ikke til hinder for anvendelse af loven i den medlemsstat, hvor ejendelen befinder sig, i den udstrækning denne lov, for så vidt angår arvens eller legatets vedgåelse eller frasigelse, foreskriver senere formaliteter i forhold til de formaliteter, som den lov, der finder anvendelse på bobehandlingen, foreskriver.

4.3.8   Hvad angår denne bestemmelse efterlyses en præcisering af, om det i artikel 21, stk. 1, er korrekt at tale om »senere formaliteter i forhold til« (dvs. som indtræffer efterfølgende), eller om det i virkeligheden drejer sig om »yderligere« eller »andre« formaliteter. Udvalget anser det for mere hensigtsmæssigt at bruge »yderligere« eller »andre« i denne bestemmelse.

4.3.9   EØSU mener, at ordvalget i bestemmelsen om »universel anvendelse« (artikel 25) klart og udelukkende bør afspejle den egentlige hensigt med den fremtidige forordnings kapitel III: udpegelse af den lov, der finder anvendelse. Et enklere og mere hensigtsmæssigt ordvalg ville være: »Universel anvendelse: Denne forordning udpeger den lov, der finder anvendelse, selv om det ikke er en medlemsstats lov«.

4.3.10   Hvis vi ser bort fra tilfælde, hvor afdøde valgte loven i det land, hvor han var statsborger (artikel 17), er den generelle regel i henhold til forordningen, at det er loven i domsstaten, der finder anvendelse, og retten i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der har kompetencen. I henhold til reglerne om kompetence på andet grundlag (artikel 6) kan loven i et land, der ikke er medlem af EU, imidlertid finde anvendelse. I sådanne tilfælde må det forhindres, at forordningen modvirker en overensstemmelse mellem tilknytningsfaktorer, der måske allerede findes med nogle tredjelande (en overensstemmelse, der begunstiger enhver afdød og dennes arvinger), og giver kompetence til et nationalt retssystem, som fra systemets eget perspektiv og efter dets egen opfattelse ikke kan finde anvendelse på en bestemt arvesag. For at imødekomme dette behov og sikre en bedre og mere afbalanceret samordning mellem medlemsstater og tredjelande anbefaler udvalget at erstatte den nuværende artikel 26 (titlen i den engelske version ændres fra »Referral« til »Renvoi«) med følgende artikel:

4.3.10.1

Hvis afdøde ikke har valgt en lov i henhold til artikel 17, og den lov, der finder anvendelse i henhold til nærværende forordning, er et tredjelands lov, og hvis lovvalgsreglerne udpeger et andet lands lov, det være sig en medlemsstat eller et andet tredjeland, som den lov der finder anvendelse, hvor denne anden stat anvender sin egen lov, er det denne anden stats lov, der finder anvendelse. Denne artikel finder ikke anvendelse på arvepagter, hvis tilknytningsfaktor, som beskrevet i artikel 18, stk. 2, er loven i det land, hvortil arvepagten har sin nærmeste tilknytning

4.3.10.2

Denne nye bestemmelse er et forsøg på tilpasning (4) og forbedring (5) af en lignende bestemmelse, som indgik i den vigtige Haagerkonvention om lovvalg i arvesager med samme begrundelse, nemlig at de fleste delegationer anerkendte den som et forsøg på ikke at ødelægge overensstemmelse, hvor en sådan allerede findes. (6) Endvidere ligger den fleksibilitet, som denne bestemmelse (ny artikel 26) giver, på linje med henvisningslovgivning og -praksis i nogle tredjelande, herunder U.S.A (7). Det forhold, at »Rom I«- og »Rom II«-forordningen på radikal vis har udelukket enhver bestemmelse om henvisning afspejler blot, at deres emneområde (kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser) er meget forskelligt fra arveanliggender. En sådan udelukkelse i Rom I og II er ikke i sig selv et gyldigt argument for at udelukke den nye artikel 26, som anbefales ovenfor. Denne artikel er af central betydning i arvesammenhæng, begunstiger både afdøde og dennes arvinger og bidrager til en mere afbalanceret koordinering af tilknytningsfaktorer mellem EU-lande og tredjelande.

4.3.11   Bestemmelsen i artikel 27 om grundlæggende retsprincipper er klassisk, men central. Under anvendelse af en noget standardiseret sprogbrug anbefales det at indføje »klart« inden »uforenelig med de grundlæggende …« (ændring på alle sprog) og »internationale« inden »retsprincipper« (ændring på fransk og italiensk og, hvor det er relevant, også på andre sprog). En regel efter denne forordning kan kun afvises i det tilfælde, »hvor bestemmelserne vedrørende tvangsarv er forskellige fra de gældende bestemmelser i domsstaten«. Dette er innovativt og nyttigt.

4.3.12   I artikel 27, stk. 2, svarer »its clauses regarding« i den engelske version ikke til den franske version »ses modalités concernant«. Det anbefales at anvende »its provisions« i den engelske version, og om nødvendigt foretage en ændring på de øvrige sprog

4.4   Kapitel IV – Anerkendelse og fuldbyrdelse

4.4.1   I lighed med forordning (EF) nr. 44/2001, indeholder kapitel IV i forslaget til forordning bestemmelser om anerkendelse (artikel 29-33).

4.4.2   Der vil ske en forenkling af internationale arvesager i Europa takket være princippet om, at en afgørelse truffet i en medlemsstat i henhold til forslaget til forordning anerkendes i de andre medlemsstater uden behov for nogen særlig procedure.

4.4.3   En retsafgørelse, der træffes i en medlemsstat, skal ikke efterprøves med hensyn til sagens realitet i den medlemsstat, hvor der søges anerkendelse, og der er kun fire tilfælde, hvor afgørelsen ikke anerkendes.

4.5   Kapitel V – Officielt bekræftede dokumenter

4.5.1   Dokumenter, der er formelt udfærdiget eller registreret som officielt bekræftede dokumenter i en medlemsstat, hvilket hyppigt forekommer i arveanliggender, anerkendes i henhold til forordningsforslaget i de andre medlemsstater. Dette indebærer en yderligere forenkling af internationale arvesager.

4.6   Kapitel VI – Europæisk arvebevis

4.6.1   Med forslaget til forordning indføres et europæisk arvebevis, som udgør bevis for arvingers og legatarers status og for bobestyreres og kuratorers beføjelser. Det anbefales, at det i artikel 43, stk. 2, omtalte tidsrum udvides til 9 eller 12 måneder.

4.6.2   Ansøgningsskemaet bør forenkles, og punkt 4.7, hvor ansøgeren afkræves unødvendige oplysninger, bør udgå.

---

(1)  KOM(2005) 65 endelig.

(2)  EUT C 28 af 3.2.2006, s. 1.

(3)  EUT C 28 af 3.2.2006, s. 1.

(4)  Og udvider således henvisningspraksis fra tredjelande til EU-lande.

(5)  Ved at udelukke dens anvendelse ikke kun i tilfælde af professio iuris (artikel 17), men også i forbindelse med tilknytningsfaktorer af en anden karakter og metodologi (undtagelsesklausuler, som f.eks. den lov, hvortil arvepagten har sin nærmeste tilknytning – artikel 18, stk. 2).

(6)  Waters-rapporten, s. 553, 16. samling, 3.-20. oktober 1988, T. II, Haagerkonferencen om international privatret, 1990. Art. 4, konventionen om lovvalg for arv efter dødsfald. (1. august 1989). Endvidere P.Lagarde, La nouvelle Convention de la Haye sur la loi applicable aux successions, RCDIP 1989, s. 249 (258).

(7)  Hvad angår artikel 4 i Haagerkonventionen, E.F. Scholes, Haagerkonventionen om arveret, AJCL 1994 s. 85, (113).

---