EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0482

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/482 af 16. marts 2022 om anmodningen om registrering af forslaget til borgerinitiativ »Fur free Europe« (»Et pelsfrit Europa«) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 (meddelt under nummer C(2022) 1530) (Kun den engelske udgave er autentisk)

C/2022/1530

EUT L 98 af 25.3.2022, p. 82–83 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/482/oj

25.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 98/82


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/482

af 16. marts 2022

om anmodningen om registrering af forslaget til borgerinitiativ »Fur free Europe« (»Et pelsfrit Europa«) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788

(meddelt under nummer C(2022) 1530)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 2 og 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 25. januar 2022 en anmodning om registrering af et forslag til europæisk borgerinitiativ med titlen »Et pelsfrit Europa«.

(2)

Målene for initiativet, som initiativtagerne har givet udtryk for i bilaget til initiativet, er »at opnå et EU-dækkende forbud mod: a) hold og aflivning af dyr udelukkende eller hovedsagelig med henblik på pelsproduktion og b) at markedsføre pels fra opdrættede dyr samt produkter, hvori denne type pels indgår, på EU-markedet«.

(3)

I et bilag og et supplerende dokument findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for initiativet, og årsagerne til at støtte ophør af pelsdyravl er beskrevet og præciseret heri. Initiativtagerne hævder, at pelsdyravl i sagens natur er grusomt, eftersom langt størstedelen af de dyr, der holdes til pelsproduktion, stadig i bund og grund er vilde, og at et klart flertal af EU-borgerne samtidig mener, at pelsdyravl skal forbydes. Pelsdyravl udgør en risiko for dyrs og menneskers sundhed samt for den naturlige biodiversitet. Initiativtagerne henviser til, at en række medlemsstater har taget initiativ til at afskaffe pelsproduktion på nationalt plan. Samtidig fører disse nationale forskelle til en skævvridning af Unionens indre marked, hvilket efter deres opfattelse begrunder et fuldstændigt EU-dækkende forbud i henhold til artikel 114 i TEUF. Initiativtagerne anfører også, at det ikke bør være tilladt at markedsføre pels fra opdrættede dyr og produkter, hvori denne type pels indgår, i Unionen.

(4)

Med hensyn til initiativets mål om at opnå et EU-dækkende forbud mod både pelsdyravl og handel med pels i Unionen har Kommissionen beføjelse til at fremsætte forslag til retsakter på grundlag af artikel 114 i TEUF, for så vidt de tager sigte på at forbedre det indre markeds funktion. For så vidt angår målet om at opnå et EU-dækkende forbud mod pelsdyravl kan der desuden vedtages en EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne for at fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at virkeliggøre målsætningerne for den fælles landbrugspolitik på grundlag af artikel 43, stk. 2, i TEUF.

(5)

Af disse grunde er det åbenbart, at ingen dele af initiativet falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

(6)

Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete faktuelle og materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde.

(7)

Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit.

(8)

Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(9)

Initiativet med titlen »Et pelsfrit Europa« bør derfor registreres —

(10)

Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativet afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det europæiske borgerinitiativ med titlen »Et pelsfrit Europa« registreres.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen for borgerinitiativet »Et pelsfrit Europa«, som repræsenteres ved Elise Fleury og Agnese Marcon, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2022.

På Kommissionens vegne

Věra JOUROVÁ

Næstformand


(1)  EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55.


Top