Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0340

2013/340/EU: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 27. juni 2013 om ændring af beslutning 2008/855/EF for så vidt angår dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i Kroatien (meddelt under nummer C(2013) 3932) EØS-relevant tekst

EUT L 179 af 29.6.2013, p. 96–97 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 15/12/2013; ophævet ved 32013D0764

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2013/340/oj

29.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 179/96


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 27. juni 2013

om ændring af beslutning 2008/855/EF for så vidt angår dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i Kroatien

(meddelt under nummer C(2013) 3932)

(EØS-relevant tekst)

(2013/340/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2008/855/EF af 3. november 2008 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i visse medlemsstater (3) er der fastsat visse foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i medlemsstater eller regioner i medlemsstater som angivet på en liste i bilaget til samme beslutning. Der er registreret forskellige epidemiologiske situationer med hensyn til klassisk svinepest i medlemsstaterne og områder deraf. Bilaget til beslutning 2008/855/EF består derfor af tre dele, som hver indeholder en liste over områder i medlemsstaterne, der er omfattet af forskellige foranstaltninger afhængigt af den epidemiologiske situation.

(2)

I henhold til beslutning 2008/855/EF skal medlemsstaterne sørge for, at der kun afsendes levende svin fra deres område til andre medlemsstater, såfremt svinene kommer fra områder, der ligger uden for de i bilaget til nævnte beslutning angivne områder.

(3)

Del I i bilaget til beslutning 2008/855/EF indeholder en liste over de medlemsstater og områder, hvor den epidemiologiske situation vedrørende klassisk svinepest er gunstigst. I henhold til beslutning 2008/855/EF kan afsendermedlemsstaterne tillade forsendelse af levende svin fra bedrifter i et af de i del I i nævnte bilag angivne områder til bedrifter eller slagterier, der ligger i et område, som er angivet i samme del, men som hører under en anden medlemsstat, såfremt visse betingelser er opfyldt: Endvidere må fersk svinekød fra bedrifter, der ligger i de pågældende områder, samt tilberedt kød og kødprodukter bestående af eller indeholdende kød fra de pågældende svin afsendes til andre medlemsstater.

(4)

Sidste gang, der blev konstateret udbrud af klassisk svinepest hos tamsvin i Kroatien, var i 2008. Der er dog også konstateret seropositive tilfælde hos vildsvin i jagtsæsonen 2012/2013. Kroatien har truffet relevante foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i overensstemmelse med Rådets direktiv 2001/89/EF af 23. oktober 2001 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest (4), og der er etableret et program for udryddelse af sygdommen.

(5)

Kroatien forventes at tiltræde Unionen den 1. juli 2013. På grund af den epidemiologiske situation med hensyn til klassisk svinepest i landet bør der fastlægges foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest på Kroatiens område for at forhindre spredning af sygdommen til andre dele af Unionen. På grundlag af oplysningerne fra Kroatiens kompetente myndighed bør regionerne Karlovac, Sisak-Moslavina, Slavonski Brod-Posavina og Vukovar-Srijem opføres i del I i bilaget til beslutning 2008/855/EF.

(6)

Beslutning 2008/855/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7)

Denne afgørelse bør anvendes fra datoen for Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union.

(8)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I del I i bilaget til beslutning 2008/855/EF indsættes følgende:

»Kroatien

Regionerne Karlovac, Sisak-Moslavina, Slavonski Brod-Posavina og Vukovar-Srijem«.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes fra datoen for ikrafttrædelsen af traktaten om Kroatiens tiltrædelse.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juni 2013.

På Kommissionens vegne

Tonio BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  EUT L 302 af 13.11.2008, s. 19.

(4)  EFT L 316 af 1.12.2001, s. 5.


Top