3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 33/10

(1)

Siden Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis (3) blev vedtaget, har timeshare udviklet sig, og nye, lignende ferieprodukter er kommet på markedet. Disse nye ferieprodukter og visse transaktioner i forbindelse med timeshare, f.eks. videresalgsaftaler og bytteaftaler, er ikke omfattet af direktiv 94/47/EF. Endvidere har erfaringerne med anvendelsen af direktiv 94/47/EF vist, at der er behov for, at visse af de emner, direktivet allerede omfatter, opdateres eller gøres klarere for at undgå, at der udvikles produkter, der har til formål at omgå dette direktiv.

(2)

De eksisterende huller i lovgivningen skaber mærkbare konkurrenceforvridninger og skaber alvorlige problemer for forbrugerne, hvilket er til hinder for et velfungerende indre marked. Direktiv 94/47/EF bør derfor erstattes af et nyt, opdateret direktiv. Da turisme spiller en stadig vigtigere rolle i medlemsstaternes økonomier, bør der gennem vedtagelse af visse fælles regler tilskyndes til større vækst og produktivitet i erhvervene for timeshare og længerevarende ferieprodukter.

(3)

For at styrke retssikkerheden, og for at forbrugere og virksomheder kan få fuldt udbytte af fordelene ved det indre marked, er det nødvendigt, at der foretages en yderligere indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love. Visse aspekter af markedsføring, salg og videresalg af timeshares og længerevarende ferieprodukter samt bytte af rettigheder, som timeshareaftaler medfører, bør derfor harmoniseres fuldt ud. Medlemsstaterne bør ikke kunne bibeholde eller indføre bestemmelser i deres nationale lovgivning, der afviger fra dem, der er fastsat i dette direktiv. Hvor der ikke findes sådanne harmoniserede bestemmelser, bør medlemsstaterne fortsat kunne bibeholde eller indføre national lovgivning i overensstemmelse med fællesskabsretten. Således bør medlemsstaterne f.eks. fortsat kunne bibeholde eller indføre bestemmelser vedrørende virkningerne af udøvelsen af fortrydelsesretten i retlige forhold, der falder uden for dette direktivs anvendelsesområde, eller bestemmelser om, at der ikke må indgås nogen forpligtelse mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, der udbyder timeshare eller et længerevarende ferieprodukt, og at der ikke må foregå nogen betaling mellem disse personer, før forbrugeren har underskrevet en kreditaftale, der skal finansiere købet af disse tjenesteydelser.

(4)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes anvendelse i overensstemmelse med fællesskabsretten af bestemmelserne i dette direktiv på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde. Medlemsstaterne vil derfor kunne bibeholde eller indføre national lovgivning, der svarer til bestemmelserne eller visse bestemmelser i dette direktiv, om transaktioner, der falder uden for dette direktivs anvendelsesområde.

(5)

De forskellige aftaler, som dette direktiv omfatter, bør defineres klart på en sådan måde, at omgåelse af direktivets bestemmelser udelukkes.

(6)

Med henblik på dette direktiv bør udtrykket timeshareaftaler ikke forstås som omfattende gentagne reservationer af logi, herunder hotelværelser, i det omfang gentagne reservationer ikke medfører rettigheder eller forpligtelser, der går videre end dem, som enkeltreservationer medfører. Udtrykket timeshareaftaler bør heller ikke forstås som omfattende almindelige lejeaftaler, da sidstnævnte vedrører en enkelt sammenhængende brugsperiode og ikke flere perioder.

(7)

Med henblik på dette direktiv bør udtrykket aftaler om længerevarende ferieprodukter ikke forstås som omfattende almindelige loyalitetsordninger, der giver rabat på fremtidige ophold på hoteller i en hotelkæde, eftersom medlemskab af ordningen ikke opnås mod vederlag, eller det vederlag, forbrugeren betaler, ikke primært har til formål at opnå rabatter eller andre fordele i forbindelse med logi.

(8)

Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelserne i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (4).

(9)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (direktivet om urimelig handelspraksis) (5) forbyder virksomhederne at udøve vildledende, aggressiv og anden urimelig praksis over for forbrugerne. I betragtning af produkternes art og den handelspraksis, der er knyttet til timeshares, længerevarende ferieprodukter, videresalg og bytte, er det relevant at vedtage mere detaljerede og specifikke bestemmelser om oplysningskrav og salgsfremmende arrangementer. Det kommercielle formål med indbydelser til salgsfremmende arrangementer bør gøres klart for forbrugerne. Bestemmelserne om oplysninger forud for indgåelse af aftalen og om selve aftalen bør præciseres og opdateres. For at forbrugerne kan få mulighed for at blive bekendt med oplysningerne før indgåelsen af en aftale, bør disse foreligge på en sådan måde, at de er let tilgængelige for forbrugerne på dette tidspunkt.

(10)

Forbrugerne bør have ret til at modtage oplysninger forud for indgåelse af aftalen og selve aftalen affattet på et sprog efter deres valg, som de har kendskab til, uden at erhvervsdrivende bør kunne afvise dette. For at lette gennemførelsen og håndhævelsen af aftalen bør medlemsstaterne desuden have mulighed for at bestemme, at der skal stilles yderligere sprogversioner af aftalen til rådighed for forbrugerne.

(11)

For at give forbrugerne mulighed for fuldt ud at forstå, hvilke rettigheder og forpligtelser der følger af aftalen, bør de i et tidsrum kunne træde tilbage fra aftalen uden at skulle begrunde tilbagetrædelsen og uden at skulle afholde nogen omkostninger. På nuværende tidspunkt varierer længden af dette tidsrum i de forskellige medlemsstater, og erfaringerne viser, at den længde, der er fastsat i direktiv 94/47/EF, ikke er tilstrækkelig. Tidsrummet bør derfor forlænges med henblik på at opnå en høj grad af forbrugerbeskyttelse og større klarhed for forbrugere og erhvervsdrivende. Længden af tidsrummet samt de nærmere betingelser for og virkningerne af udøvelsen af fortrydelsesretten bør harmoniseres.

(12)

Forbrugerne bør råde over effektive retsmidler i tilfælde af, at de erhvervsdrivende ikke overholder bestemmelserne om oplysninger forud for indgåelse af aftalen eller selve aftalen, navnlig bestemmelserne om, at aftalen skal indeholde alle de krævede oplysninger, og at forbrugeren skal modtage en kopi af aftalen på tidspunktet for dens indgåelse. Ud over de retsmidler, der findes i henhold til den nationale lovgivning, bør forbrugerne have en forlænget fortrydelsesfrist, hvis de erhvervsdrivende ikke har givet oplysninger. Udøvelsen af fortrydelsesretten bør være vederlagsfri inden for en sådan forlænget fortrydelsesfrist, uanset hvilke tjenesteydelser forbrugerne måtte have fået. Fortrydelsesfristens udløb bør ikke udelukke forbrugerne fra at gøre indsigelse i overensstemmelse med national lovgivning på grund af manglende overholdelse af oplysningskravene.

(13)

Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (6) bør finde anvendelse på beregningen af tidsfristerne i dette direktiv.

(14)

Forbuddet mod forudbetaling til erhvervsdrivende eller en tredjepart inden udløbet af fortrydelsesfristen bør gøres klarere for at forbedre forbrugerbeskyttelsen. For videresalgsaftaler bør forbuddet mod forudbetaling gælde, indtil salget reelt finder sted, eller videresalgsaftalen bringes til ophør, men medlemsstaterne bør fortsat frit kunne regulere muligheden og betingelserne for endelig betaling til mellemmænd, når videresalgsaftaler bringes til ophør.

(15)

I forbindelse med aftaler om længerevarende ferieprodukter kan der i den pris, der skal betales inden for en betalingsplan, tages den mulighed i betragtning, at efterfølgende beløb kan justeres efter det første år for at sikre, at den reelle værdi af disse afdrag opretholdes, f.eks. for at tage hensyn til inflationen.

(16)

Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale, hvor prisen helt eller delvis dækkes af en kredit, som ydes forbrugeren af den erhvervsdrivende eller af en tredjepart på grundlag af en ordning mellem den pågældende tredjepart og den erhvervsdrivende, bør kreditaftalen bringes til ophør uden omkostninger for forbrugeren. Det samme bør gælde for aftaler om andre tjenesteydelser i tilknytning hertil, der leveres af den erhvervsdrivende eller af en tredjepart på grundlag af en ordning mellem denne tredjepart og den erhvervsdrivende.

(17)

Forbrugerne bør ikke miste den beskyttelse, dette direktiv giver, hvis den lov, der finder anvendelse på aftalen, er loven i en medlemsstat. Det bør fastlægges i overensstemmelse med fællesskabsreglerne om international privatret, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (7), hvilken lov der finder anvendelse på aftalen. I henhold til denne forordning kan et tredjelands lov finde anvendelse, navnlig hvis en forbruger opsøges af erhvervsdrivende under et ferieophold i et andet land end det land, hvor han har sin bopæl. I betragtning af at en sådan handelspraksis er almindelig inden for det område, som dette direktiv dækker, og at aftalerne vedrører betydelige beløb, bør der indføres en yderligere beskyttelse, der sikrer, at forbrugeren i visse specifikke situationer, navnlig når retterne i en af medlemsstaterne har kompetence i forbindelse med aftalen, ikke mister den beskyttelse, dette direktiv giver. Dette afspejler de særlige behov for forbrugerbeskyttelse, der udspringer af den kompleksitet, længerevarende karakter og finansielle relevans, der typisk kendetegner de aftaler, der ligger inden for dette direktivs anvendelsesområde.

(18)

Det bør fastlægges i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (8), hvilke retter der har kompetence i sager, der vedrører forhold omfattet af dette direktiv.

(19)

For at sikre, at den beskyttelse, som dette direktiv giver forbrugerne, er fuldstændig effektiv, navnlig for så vidt angår erhvervsdrivendes opfyldelse af oplysningskravene både i fasen forud for indgåelse af aftalen og i selve aftalen, er det nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelser af dette direktiv, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og har afskrækkende virkning.

(20)

Det er nødvendigt at sikre, at personer eller organisationer, der efter national lovgivning har en legitim interesse heri, råder over retsmidler, så de kan indbringe sager om overtrædelser af dette direktiv.

(21)

Det er nødvendigt at udforme egnede og effektive klagemuligheder i medlemsstaterne med henblik på at bilægge tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende. I dette øjemed bør medlemsstaterne tilskynde til, at der oprettes offentlige eller private organer til udenretslig bilæggelse af tvister.

(22)

Medlemsstaterne bør sikre, at forbrugerne informeres effektivt om de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, og de bør tilskynde de erhvervsdrivende og kodeksindehaverne til at oplyse forbrugerne om de adfærdskodekser, de har på dette område. Med henblik på at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau kunne forbrugerorganisationerne informeres om og inddrages i udformningen af adfærdskodekser.

(23)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at fjerne hindringerne på det indre marked og opnå et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau.

(24)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. er anerkendt i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(25)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (9) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

a)

almindelige aftaleretlige retsmidler

b)

registrering af fast ejendom eller løsøre og om overdragelse af fast ejendom

c)

etableringsbetingelser, autorisationsordninger eller licenskrav, og

d)

fastlæggelse af den retlige karakter af de rettigheder, som de i dette direktiv omhandlede aftaler vedrører.

a)

»timeshareaftale«: en aftale af mere end et års varighed, hvorved en forbruger mod vederlag erhverver retten til at benytte et eller flere logier med overnatningsmulighed i mere end én brugsperiode

b)

»aftale om længerevarende ferieprodukt«: en aftale af mere end et års varighed, hvorved en forbruger mod vederlag primært erhverver retten til at få rabatter eller andre fordele i forbindelse med logi, alene eller sammen med transport eller andre tjenesteydelser

c)

»videresalgsaftale«: en aftale, hvorved en erhvervsdrivende mod vederlag bistår en forbruger med at sælge eller købe en timeshare eller et længerevarende ferieprodukt

d)

»bytteaftale«: en aftale, hvorved en forbruger mod vederlag tilslutter sig en bytteordning, hvorefter vedkommende får brugsret til et logi med overnatningsmulighed eller adgang til andre tjenesteydelser mod at give andre personer midlertidig adgang til at drage fordel af de rettigheder, som den pågældendes timeshareaftale medfører

e)

»erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der handler inden for sit erhverv som handlende, erhvervsdrivende, håndværker eller som udøver af en profession, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne

f)

»forbruger«: en fysisk person, der handler uden for sit erhverv som handlende, erhvervsdrivende, håndværker eller udøver af en profession

g)

»tilknyttet aftale«: en aftale, hvorved forbrugeren erhverver tjenesteydelser, der er knyttet til en timeshareaftale eller en aftale om et længerevarende ferieprodukt, og som leveres af den erhvervsdrivende eller en tredjepart på grundlag af en ordning mellem denne tredjepart og den erhvervsdrivende

h)

»varigt medium«: en indretning, der sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger, sendt til den pågældende personligt, på en sådan måde, at de er tilgængelige i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger

i)

»adfærdskodeks«: en aftale eller et regelsæt, der ikke følger af en medlemsstats love eller administrative bestemmelser, og som fastlægger adfærden for de erhvervsdrivende, der forpligter sig til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer

j)

»kodeksindehaver«: et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarligt for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks og/eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af dem, der har forpligtet sig til at overholde den.

a)

når det drejer om en timeshareaftale: ved brug af standardoplysningsskemaet i bilag I samt oplysningerne som fastsat i dette skemas del 3

b)

når det drejer om en aftale om et længerevarende ferieprodukt: ved brug af standardoplysningsskemaet i bilag II samt oplysningerne som fastsat i dette skemas del 3

c)

når det drejer om en videresalgsaftale: ved brug af standardoplysningsskemaet i bilag III samt oplysningerne som fastsat i dette skemas del 3

d)

når det drejer om en bytteaftale: ved brug af standardoplysningsskemaet i bilag IV samt oplysningerne som fastsat i dette skemas del 3.

a)

at aftalen i alle tilfælde gives til forbrugeren på denne medlemsstats sprog eller et af denne medlemsstats sprog, for så vidt der er tale om et af Fællesskabets officielle sprog

b)

at den erhvervsdrivende i tilfælde af en timeshareaftale vedrørende en bestemt fast ejendom giver forbrugeren en bekræftet oversættelse af aftalen på sproget eller et af sprogene i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende, for så vidt der er tale om et af Fællesskabets officielle sprog.

a)

identitet, hjemsted og underskrift for hver af parterne samt

b)

dato og sted for aftalens indgåelse.

a)

den dag, hvor aftalen eller en bindende foreløbig aftale er indgået, eller

b)

den dag, hvor forbrugeren modtager aftalen eller en bindende foreløbig aftale, hvis dette tidspunkt er senere end den i litra a) nævnte dato.

a)

ét år og 14 kalenderdage fra den i nærværende artikels stk. 2 omhandlede dag, hvis et særskilt standardfortrydelsesskema, jf. artikel 5, stk. 4, ikke er blevet udfyldt af den erhvervsdrivende og givet skriftligt til forbrugeren, på papir eller et andet varigt medium

b)

tre måneder og 14 kalenderdage fra den i nærværende artikels stk. 2 omhandlede dag, hvis de i artikel 4, stk. 1, nævnte oplysninger inklusive det standardoplysningsskema i bilag I-IV, der skal anvendes, ikke er givet skriftligt til forbrugeren, på papir eller et andet varigt medium.

—

en af de pågældende faste ejendomme ligger på en medlemsstats territorium, eller

—

den erhvervsdrivende, i forbindelse med en aftale der ikke er direkte knyttet til fast ejendom, udøver sine forretnings- eller erhvervsmæssige aktiviteter i en medlemsstat, eller på en hvilken som helst måde retter disse aktiviteter mod en medlemsstat, og aftalen hører ind under disse aktiviteter.

a)

offentlige organer og myndigheder eller disses repræsentanter

b)

forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne

c)

erhvervsorganisationer, der har en legitim interesse i at indbringe en sådan sag.