1)

Skal artikel 2 TEU, artikel 6, stk. 1 og 3, TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en ret, som er blevet forelagt en straffesag og samtidig er sagsøgt i en sag vedrørende et erstatningssøgsmål, som en tiltalt i denne straffesag har anlagt, og som støttes på et anbringende om, at denne ret eller en ret, der er dennes efterfølger i den samme eller en anden straffesag, har begået en overtrædelse i forbindelse med sit arbejde, eller som ville være erstatningspligtig, hvis der blev givet medhold i søgsmålet, ikke er en uafhængig og upartisk ret i EU-rettens forstand?

2)

I bekræftende fald, skal de EU-retlige forskrifter da fortolkes således, at en sådan ret ikke må videreføre straffesagen og heller ikke træffe materiel afgørelse, og hvilke konsekvenser vil det have for denne rets processuelle og materielle handlinger, hvis den ikke erklærer sig inhabil?

3)

Skal artikel 2 TEU, artikel 6, stk. 1 og 3, TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at uafhængigheden af en ret, som nedlægges ved den vedtagne ændring af Zakon za sadebnata vlast (lov om domstolenes organisation) (DV nr. 32 af 26.4.2022, hvis gennemførelse er blevet udsat til den 27.7.2022), idet retterne dog indtil dette tidspunkt og også derefter skal videreføre behandlingen af de sager, hvori der allerede er blevet afholdt indledende retsmøder, begrænses, hvis nedlæggelsen af retten begrundes med, at dette sikrer det forfatningsretlige princip om domstolenes uafhængighed og beskyttelsen af borgernes forfatningsmæssige rettigheder, men det ikke behørigt angives, hvilke omstændigheder der fører til den konklusion, at disse principper er blevet tilsidesat?

4)

Skal de nævnte EU-retlige forskrifter fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter såsom bestemmelserne i lov om domstolenes organisation (DV nr. 32 af 26.4.2022, hvis gennemførelse er blevet udsat til den [27.]7.2022), som medfører en fuldstændig nedlæggelse af (særlig domstol i straffesager som) et selvstændigt judicielt organ i Bulgarien med den anførte begrundelse og en forflyttelse af dommerne (herunder den dommer i kollegiet, der skal tage stilling til den konkrete straffesag) fra denne ret til andre retter i hele landet, også retter, der ligger langt fra deres nuværende arbejdssted, uden forudgående fastlæggelse af det pågældende sted, uden dommernes samtykke og i henhold til de kun for disse dommere ved lov fastsatte begrænsninger af, hvor mange af dem, der maksimalt kan genudnævnes ved et judicielt organ?

5)

I bekræftende fald og henset til EU-rettens forrang, hvilke processuelle handlinger skal da foretages af dommerne ved de retter, der nedlægges? Hvilke konsekvenser vil det have for de processuelle afgørelser, som den ret, der nedlægges, træffer i de sager, der skal afsluttes, og for de afsluttende afgørelser i disse sager?