13.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 345/70

Ordfører:

Juan MENDOZA CASTRO

1.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som udvalget ser som en vigtig forudsætning for en effektiv håndhævelse af forordning (EF) nr. 1/2003.

1.2.

Selv om der stadig findes forskelle, har ordningerne i de forskellige medlemsstater dog via en frivillig harmonisering nærmet sig hinanden betydeligt med udgangspunkt i EU's regler.

1.3.

Systemet med sagsfordeling (case allocation) inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk skal sikre, at man undgår, at flere forskellige medlemsstater træffer retslige skridt i samme sag.

1.4.

EØSU foreslår, at man i fremtiden overvejer at regulere de civilretlige og forvaltningsretlige bestemmelser ved hjælp af en forordning.

1.5.

Konkurrencepolitikken bør sikre lige muligheder. EØSU understreger betydningen af, at de nationale konkurrencemyndigheder råder over retsmidler og -instrumenter til at bekæmpe hemmelige karteller, og henleder opmærksomheden på de alvorlige skader, som misbrug af en dominerende stilling giver anledning til.

1.6.

Respekten for de undersøgte parters grundlæggende rettigheder bør være forenelig med en fuld anvendelse af artikel 101 og 102 i EUF-traktaten.

1.7.

EØSU er bekymret over de alvorlige mangler, vi er vidner til i en lang række medlemsstater, når det gælder de nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed og ressourcer. Det er af afgørende betydning, at de nationale konkurrencemyndigheder reelt er uafhængige af myndighederne, og derfor bør den øverste ledelse bestå af uafhængige eksperter med dokumenteret erfaring. Personalet bør være stabilt og have en passende uddannelse.

1.8.

Skader forårsaget af konkurrencebegrænsende adfærd er i mange tilfælde svære eller endda umulige at rette op på. Derfor anbefaler EØSU, at de beføjelser, der tildeles de nationale konkurrencemyndigheder, også anvendes i forebyggende øjemed.

1.9.

EØSU har tidligere sagt, at sanktionerne»bør have afskrækkende virkning og bør skærpes i gentagelsestilfælde«, og udvalget er enig i, at den udøvende myndigheds sanktionsbeføjelser er et centralt element i konkurrencepolitikken.

1.10.

Kommissionen, der sædvanligvis anvender mildere foranstaltninger, kan siges at have gode erfaringer hermed, og det er vigtigt for eksistensen af en egentlig europæisk konkurrenceret, at de nationale konkurrencemyndigheder anvender disse ensartet. Mildere foranstaltninger bør imidlertid ikke forhindre, at de skadelidte (herunder forbrugerne) kan opnå erstatning for de skader, de har lidt, ved hjælp af kollektive søgsmål.

1.11.

På grund af den grænseoverskridende karakter af de nationale konkurrencemyndigheders handlinger, spiller gensidig bistand en vigtig rolle.

1.12.

Ved gennemførelsen af direktivet bør bestemmelserne om suspension af forældelsesfristerne tilpasses de almindelige forældelsesfrister i medlemsstaterne.

1.13.

Det er hensigtsmæssigt at lade de nationale konkurrencemyndigheder have beføjelse til at optræde som part i retssager, da manglen på en sådan ret mindsker konkurrencereglernes effektivitet i en række medlemsstater.

1.14.

EØSU understreger, at det er vigtigt, at de nationale konkurrencemyndigheder kan anvende enhver form for bevismateriale, uanset hvilket medie dette er lagret på.

1.15.

Der er behov for oplysningskampagner, da størstedelen af befolkningen er uvidende om konkurrencereglerne.

2.1.

EU's medlemsstater er Kommissionens vigtige partnere ved håndhævelsen af EU's konkurrenceregler. Siden 2004 har EU-medlemsstaternes nationale konkurrencemyndigheder haft beføjelse til at anvende EU's konkurrenceregler parallelt med Kommissionen, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2003. I mere end 10 år har Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i nært samarbejde håndhævet EU's konkurrenceregler inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk. Konkurrencenetværket blev oprettet i 2004 med netop dette formål for øje.

2.2.

Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders fælles håndhævelse af EU's konkurrenceregler er en væsentlig forudsætning for et åbent, konkurrencepræget og innovativt indre marked og afgørende for at skabe jobs og vækst i vigtige sektorer af økonomien, navnlig energi- og telesektoren, den digitale sektor og transportsektoren.

2.3.

EU's konkurrenceregler er helt grundlæggende for det indre marked: Konkurrencefordrejninger hindrer en fuld udnyttelse af det indre markeds potentiale og dets evne til at skabe de rette betingelser for en holdbar økonomisk vækst. En af forudsætningerne for et dybere og mere fair indre marked er, at reglerne for det indre marked håndhæves effektivt, således at det kommer borgerne til gode.

2.4.

EU's konkurrenceregler håndhæves i dag i et omfang, som Kommissionen aldrig ville kunne have opnået på egen hånd. Kommissionen undersøger normalt konkurrencebegrænsende praksis eller aftaler, der påvirker konkurrencen i tre eller flere medlemsstater, eller når det er relevant for at statuere et eksempel, som kan danne præcedens for hele Europa. De nationale konkurrencemyndigheder har til gengæld særlige forudsætninger for at gribe ind, når det i væsentlig grad er på deres territorier, konkurrencen påvirkes. De har særlig indsigt i, hvordan markederne i deres egen medlemsstat fungerer. Denne viden er yderst værdifuld ved håndhævelsen af konkurrencereglerne.

2.5.

Der er potentiale til, at de nationale konkurrencemyndigheder håndhæver EU's konkurrenceregler endnu mere effektivt, og det potentiale bør udnyttes. Forordning (EF) nr. 1/2003 omhandlede ikke de midler og instrumenter, som de nationale konkurrencemyndigheder kan benytte til at håndhæve EU's konkurrenceregler, og mange af disse myndigheder råder ikke over alle de fornødne midler og instrumenter til effektivt at håndhæve EUF-traktatens artikel 101 og 102.

2.6.

Mangler i og begrænsninger af de nationale konkurrencemyndigheders redskaber og garantier betyder, at sager vedrørende virksomheder, som benytter sig af konkurrencebegrænsende metoder, kan falde meget forskelligt ud, afhængigt af hvilken medlemsstat virksomhederne er aktive i. Nogle virksomheder kan helt undgå håndhævelse af EUF-traktatens artikel 101 og 102 eller blot være genstand for en ineffektiv håndhævelse, f.eks. fordi der ikke kan indhentes beviser for en konkurrencebegrænsende praksis, eller fordi virksomhederne slipper for at betale bøder. Den uensartede håndhævelse af EU's konkurrenceregler fordrejer konkurrencen i det indre marked og undergraver systemet med decentraliseret håndhævelse, som blev indført med forordning (EF) nr. 1/2003.

2.7.

Kommissionen mener derfor, der er behov for et lovgivningsforslag, som har to separate strategiske målsætninger:

2.8.

Hvis de nationale konkurrencemyndigheder får øgede muligheder for effektivt at yde hinanden gensidig bistand, vil der endvidere blive skabt mere lige konkurrencevilkår, og det vil også fremme et nært samarbejde i Det Europæiske Konkurrencenetværk.

3.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som udvalget ser som en vigtig forudsætning for en effektiv håndhævelse af forordning (EF) nr. 1/2003. Oprettelsen af et europæisk konkurrencesystem kræver, at de barrierer og mangler, som i øjeblikket findes i en række medlemsstater, elimineres for at sikre den fulde virkning af artikel 101 og 102 i EUF-traktaten.

3.2.

Decentraliseringen af håndhævelsen af konkurrencereglerne, som følger af forordning (EF) nr. 1/2003, har ikke som frygtet ført til en fragmentering af beføjelserne til håndhævelse af konkurrencepolitikken. Selv om der stadig findes forskelle, har ordningerne i de forskellige medlemsstater dog via en frivillig harmonisering nærmet sig hinanden betydeligt med udgangspunkt i EU's regler (1).

3.3.

EØSU understreger, at eksistensen af parallelle kompetencer for henholdsvis EU og medlemsstaterne i visse tilfælde kræver en indsats med henblik på at tilpasse de nationale love og institutioner. Systemet med sagsfordeling (case allocation) inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk skal under alle omstændigheder sikre, at man undgår, at der træffes retslige skridt i samme sag i flere forskellige medlemsstater.

3.4.

Kommissionen mener, at et direktiv er en passende retsakt, fordi det tager hensyn til »alle medlemsstaternes retstraditioner og institutionelle særtræk«. Målet om, at de nationale konkurrencemyndigheder skal sikre en ensartet og sammenhængende gennemførelse af reglerne, navnlig når det gælder sanktionsmuligheder (kapitel V) og bødefritagelse og bødenedsættelse (kapitel VI), kræver imidlertid, at man overvinder de store forskelle, som findes i øjeblikket. EØSU foreslår derfor, at man i fremtiden overvejer at regulere de civilretlige og forvaltningsretlige bestemmelser ved hjælp af en forordning, mens medlemsstaterne bevarer deres fulde selvstændighed for så vidt angår straffelovgivningen.

3.5.

Konkurrencepolitikken bør sikre lige muligheder. EØSU understreger betydningen af, at de nationale konkurrencemyndigheder råder over retsmidler og -instrumenter til at bekæmpe hemmelige karteller (som defineret i forslagets artikel 2, stk. 9), og henleder opmærksomheden på de alvorlige skader, som misbrug af en dominerende stilling (normalt begået af store virksomheder eller sammenslutninger af sådanne) forårsager for andre virksomheder (især SMV'er), forbrugere og andre.

3.6.

Medlemsstaterne bør overveje at gennemføre oplysningskampagner, da størstedelen af befolkningen er uvidende om konkurrencereglerne.

4.1.1.

I Kommissionens forslag henvises der til EU-rettens almindelige principper og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2). Hermed gives der en garanti for så vidt angår respekten for virksomheders ret til at forsvare sig, retten til at drive virksomhed, ejendomsretten, retten til god forvaltning og retten til adgang til effektive retsmidler (artikel 16, 17, 41 og 47 i chartret).

4.1.2.

EØSU minder om, at anerkendelsen af de vidtrækkende beføjelser, som de nationale konkurrencemyndigheder bør være i besiddelse af, hvis de skal kunne varetage deres opgaver, kræver, at der indføres beskyttelsesforanstaltninger og garantier for de undersøgte parters rettigheder, og at disse er forenelige med den fulde gennemførelse af artikel 101 og 102 i EUF-traktaten. De nationale konkurrencemyndigheder og i givet fald de nationale domstole bør sikre, at disse garantier rent faktisk anvendes. Ifølge EU-Domstolens retspraksis udgør uskyldsformodningen et almindeligt EU-retligt princip (artikel 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), som medlemsstaterne er forpligtet til at overholde, når de gennemfører EU-konkurrenceretten (3). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har på sin side bekræftet anvendelsen af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention (retten til en retfærdig rettergang) (4) og har udtalt sig om Kommissionens legitimitet (5) og ne bis in idem-princippet (6) i forbindelse med konkurrencesager.

4.2.1.

Garantien for uafhængighed indebærer, at beføjelserne udøves »på en uvildig måde og med henblik på at sikre en effektiv og ensartet håndhævelse« af reglerne (artikel 4, stk. 1).

4.2.2.

Det kræver, at medlemsstaterne sørger for, at de ansatte i de nationale konkurrencemyndigheder og medlemmerne af beslutningsorganerne varetager deres opgaver (artikel 4, stk. 2):

4.2.3.

EØSU er bekymret over de alvorlige mangler i den forbindelse, som vi ifølge Kommissionen er vidner til i en lang række medlemsstater. Det er afgørende, at der er tilstrækkelige menneskelige, økonomiske og tekniske ressourcer til rådighed (artikel 5), hvis de nationale konkurrencemyndigheder skal kunne varetage deres opgaver. Uafhængighed indebærer en grundlæggende selvstændighed i statens struktur (7), som ikke udelukker:

4.2.4.

EØSU mener, det er afgørende, at de nationale konkurrencemyndigheder reelt er uafhængige af de øvrige myndigheder. Derfor bør den øverste ledelse bestå af uafhængige eksperter med dokumenteret erfaring. Personalet bør være stabilt og have en passende uddannelse.

4.3.1.

De nationale konkurrencemyndigheder vil være i besiddelse af følgende beføjelser (artikel 6-11):

4.3.2.

Skader forårsaget af konkurrencebegrænsende adfærd er i mange tilfælde svære eller endda umulige at rette op på. Derfor anbefaler EØSU, at de beføjelser, der tildeles de nationale konkurrencemyndigheder, også anvendes i forebyggende øjemed.

4.4.1.

Det kan pålægges »effektive, forholdsmæssige og retfærdige«bøder, såfremt der »forsætligt eller uagtsomt« udvises en bestemt adfærd, dvs. hvis virksomheden f.eks. modsætter sig kontrolundersøgelse, bryder en forsegling, giver urigtige eller vildledende svar eller usande oplysninger eller overtræder de foreløbige forholdsregler. Tvangsbøder anvendes bl.a., hvis virksomheden nægter at lade sig underkaste en kontrolundersøgelse (artikel 12 og 15).

4.4.2.

Ifølge det sædvanlige kriterium inden for strafferetten skal de bøder, som medlemsstaterne fastsætter, tage hensyn til »både overtrædelsens grovhed og varighed«, og bødens maksimale størrelse »fastsættes til mindst 10 % af virksomhedernes samlede omsætning på verdensplan i det regnskabsår, der går forud for afgørelsen« (artikel 13, stk. 1, og artikel 14). Når det gælder virksomhedssammenslutninger er der fastlagt forskellige scenarier for tildeling af ansvaret for betaling af bøderne (artikel 13, stk.2).

4.4.3.

Det skal understreges, at udvidelsen af ansvaret for betalingen af bøden, så alle medlemmer af sammenslutningen eller gruppen af virksomheder hæfter solidarisk (artikel 13, stk. 2), lukker et hul i den gældende lovgivning (8).

4.4.4.

Forslagets anvendelsesområde omfatter kun virksomheder, som kan pålægges administrative sanktioner. En adfærd, som måtte udgøre en straffelovsovertrædelse, hører under medlemsstaternes kompetence. EU-Domstolen har tidligere udtalt sig om foreneligheden af administrative og strafferetlige sanktioner (9).

4.4.5.

EØSU, som tidligere har gjort opmærksom på, at sanktionerne »bør have afskrækkende virkning og bør skærpes i gentagelsestilfælde« (10), er enig i, at den udøvende myndigheds sanktionsbeføjelser er et centralt element i konkurrencepolitikken. Udvalget er endvidere bekymret over, at konkurrencelovgivningen i øjeblikket »håndhæve[s] i meget ringe omfang« på grund af de store forskelle mellem landenes lovgivninger og de nationale konkurrencemyndigheders struktur.

4.5.1.

Medlemsstaterne får beføjelser til at fastslå betingelserne og procedurerne for bødefritagelse og bødenedsættelse, men inden for en nærmere beskrevet ramme, som omfatter:

4.5.2.

Forslagets berettigelse ligger i, at ordninger for straflempelse er et vigtigt redskab til at afsløre karteller. De store eksisterende forskelle mellem de nationale lovgivninger og disses håndhævelse skaber imidlertid juridisk usikkerhed og begrænser incitamentet til at ansøge om straflempelse, hvilket gør EU's konkurrencepolitik ineffektiv. Desuden anvender medlemsstaterne ikke Det Europæiske Konkurrencenetværks standardordning for straflempelse (11), hvis vigtigste aspekter derfor indarbejdes i de nye regler.

4.5.3.

Efter EØSU's mening er det vigtigt, at de nationale konkurrencemyndigheder anvender mildere foranstaltninger på en ensartet måde, hvis der skal være tale om en egentlig europæisk konkurrenceret, og Kommissionens erfaringer med sådanne foranstaltninger (12), som den anvender løbende, må siges at være positive. Mildere foranstaltninger bør imidlertid ikke forhindre, at de skadelidte (herunder forbrugerne) kan opnå erstatning for de skader, de har lidt, ved hjælp af kollektive søgsmål.

4.6.1.

I lyset af de nye beføjelser, som dette forslag giver de nationale konkurrencemyndigheder, kræver deres samarbejde, at de bistår hinanden i forbindelse med kontrolundersøgelser (artikel 23), hvilket forpligter medlemsstaterne til at meddele foreløbige klagepunkter (artikel 24) og efterkomme anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser (artikel 25). Beføjelser vedrørende tvister begrænses (artikel 26).

4.6.2.

Da konkurrencepolitikken er grænseoverskridende af natur, mener EØSU det er berettiget at indføre disse forpligtelser.

4.7.1.

Kommissionen foreslår, at forældelsesfristen suspenderes i to specifikke tilfælde, nemlig »i hele det tidsrum, hvor nationale konkurrencemyndigheder i andre medlemsstater eller Kommissionen behandler sager om overtrædelse i forbindelse med den samme aftale, vedtagelse af sammenslutning eller samordnede praksis« (artikel 27, stk. 1), og når der verserer en retssag (artikel 27, stk. 2).

4.7.2.

EØSU påpeger, at der i forbindelse med gennemførelsen af direktivet bør tages højde for den mulige konflikt med nationale regler, som også suspenderer fristerne i forbindelse med retssager.

4.8.1.

Ifølge forslaget bør de nationale konkurrencemyndigheder have ret til at indbringe en sag direkte for den retslige myndighed og deltage som anklager, sagsøgt eller indstævnet og have de samme rettigheder som de øvrige parter i sagen (artikel 28).

4.8.2.

EØSU mener, at det forhold, at denne mulighed ikke er til stede i øjeblikket, vanskeliggør de nationale konkurrencemyndigheders rolle i nogle medlemsstater (13), da dette har afgørende betydning for, om de kan opfylde de krav, som EU's konkurrencepolitik stiller til dem.

4.9.1.

EØSU understreger, at det er vigtigt, at de nationale konkurrencemyndigheder kan benytte bevismateriale i form af »dokumenter, mundtlige erklæringer, optagelser og alle andre genstande indeholdende oplysninger, uanset hvilket medie oplysningerne er lagret på« (artikel 30).