Appel iværksat den 22. februar 2017 af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 15. december 2016 i sag T-112/13, Mondelez UK Holdings & Services Ltd mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

(Sag C-95/17 P)

(2017/C 161/12)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget)

De andre parter i appelsagen: Mondelez UK Holdings & Services Ltd, tidligere Cadbury Holdings Ltd og Société des produits Nestlé SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Tilsidesættelse af artikel 36, første punktum, i statutten for Domstolen

Retten har baseret sin afgørelse på en selvmodsigende begrundelse, idet den på den ene side har accepteret, at »der overordnet kan føres bevis for alle de berørte medlemsstater«, og på den anden side har krævet, at det godtgøres, at der individuelt er opnået fornødent særpræg i hver eneste medlemsstat (jf. den appellerede doms præmis 139).

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 3, og artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 207/2009  (1)

Retten har anvendt Domstolens retningslinjer, således som de fremgår af dom af 24. maj 2012, C-98/11P, Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli AG mod KHIM (formen på en chokoladehare med rødt bånd), ECLI:EU:C:2012:307, præmis 62 og 63, forkert, idet den har krævet at det godtgøres, at der individuelt er opnået fornødent særpræg i hver enkelt medlemsstat.

Retten burde have undersøgt, om de beviser, der var blevet forelagt af indehaveren af EU-varemærket, godtgjorde, at der var opnået fornødent særpræg i Den Europæiske Union som helhed uden hensyn til landegrænser.

Idet Retten udelukkende fokuserede på nationale markeder, ignorerede den med urette, at det territoriale omfang af varemærkets omdømme alene udgør én af de relevante faktorer, når det skal fastslås, om dette varemærke har opnået fornødent særpræg ved brug i Den Europæiske Union. Retten undlod således at tage hensyn til kriterier, der er relevante i forbindelse med et »indre marked«, navnlig (i) den andel af kundekredsen, med hensyn til hvilken det er blevet godtgjort, at den er bekendt med varemærket, sammenlignet med de europæiske forbrugere som helhed, (ii) det territoriale omfang og opdelingen af de områder, i hvilke der var blevet fastslået det fornødne særpræg og (iii) den økonomiske betydning af de områder, i hvilke der var blevet fastslået det fornødne særpræg for det europæiske marked for de pågældende varer og tjenesteydelser.

Den appellerede doms tilgang kan ikke begrundes i den almene interesse, der ligger til grund for den pågældende absolutte ugyldighedsgrund. Der findes beskyttelsesforanstaltninger, der afbalancerer EU-varemærkeindehaverens mulighed for at håndhæve enerettighederne selv i medlemsstater, hvori EU-varemærket ikke har opnået den samme grad af fornødent særpræg som i andre medlemsstater.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009 L 78, s. 1).