Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014TN0380

Sag T-380/14: Sag anlagt den 30. maj 2014 — Pshonka mod Rådet

EUT C 261 af 11.8.2014, p. 37–38 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

11.8.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 261/37


Sag anlagt den 30. maj 2014 — Pshonka mod Rådet

(Sag T-380/14)

2014/C 261/62

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Artem Viktorovych Pshonka (Moskva, Rusland) (ved advokaterne C. Constantina og J.-M. Reymond)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse 2014/119/FUSP af 5. marts 2014 og Rådets forordning nr. 208/2014 af 5. marts 2014 annulleres delvist på grundlag af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), for så vidt som de vedrører sagsøgeren, og nærmere bestemt:

Sagsøgerens navn fjernes fra bilag I til Rådets forordning nr. 208/2014 af 5. marts 2014.

Sagsøgerens navn fjernes fra bilag I til Rådets afgørelse 2014/119/FUSP af 5. marts 2014.

Rådets afgørelse 2014/119/FUSP af 5. marts 2014 og Rådets forordning nr. 208/2014 af 5. marts 2014 annulleres delvist på grundlag af artikel 263 TEUF, for så vidt som de ikke er i overensstemmelse med det fælles forslag.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende om Rådets manglende kompetence og om tilsidesættelse af den naturlige dommers kompetencer, idet:

Den anfægtede forordning blev vedtaget i strid med den i artikel 215, stk. 2, TEUF, fastsatte fremgangsmåde, for så vidt som forordningen udvidede de restriktive foranstaltningers rækkevidde i forhold til det fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen, hvorpå forordningen var baseret.

Opførelsen af sagsøgeren medførte, at en person, der ikke havde fået en retfærdig rettergang, og som ikke var blevet dømt af en kompetent domstol, blev sat i gabestokken.

2.

Andet anbringende om åbenbare fejl ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at der inden eller på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede foranstaltninger ikke var blevet indledt nogen undersøgelse mod ham i forbindelse med underslæbet med ukrainske statslige midler og/eller den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at selv om den påståede undersøgelse havde fundet sted, ville den ikke have haft noget faktisk eller retligt grundlag og ville udelukkende have været politisk motiveret. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Rådets begrundelse for at opføre sagsøgeren på listen hverken opfylder de betingelser, der er fastsat i de anfægtede foranstaltninger, eller er underbygget med beviser.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har gjort følgende gældende:

Rådet har i strid med artikel 296 TEUF ikke givet sagsøgeren den individuelle og specifikke faktiske og retlige begrundelse.

Sagsøgeren fik ikke mulighed for at gøre sine synspunkter gældende over for Rådet.

De anfægtede foranstaltninger udpeger uden dom herom eller beviser herpå sagsøgeren som værende ansvarlig for den uretmæssige tilegnelse af den ukrainske stats midler, hvilket udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at blive anset for uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Sagsøgeren blev ikke oplyst om nogen af de beviser, som var blevet brugt imod ham, hvorved han ikke var i stand til at anfægte dem ved Retten, hvilket udgør en tilsidesættelse af hans ret til effektive retsmidler.

Sagsøgeren har direkte mistet ejendomsretten.

De anfægtede sanktioner står ikke i forhold til de faktiske omstændigheder i sagen og de tilgængelige beviser.

Den måde, hvorpå sagsøgeren er skildret i de anfægtede foranstaltninger, skader i alvorlig grad hans omdømme.


Top