17.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/69

1.1

Københavnsaftalen var ved første øjekast en kæmpe skuffelse, da det ikke lykkedes at nå frem til en generel aftale om mål og foranstaltninger til bekæmpelse af den globale opvarmning. Hvis man kigger nærmere på teksten, kan man imidlertid mene, at den indeholder nogle fremskridt, ikke blot hvad angår målsætningen om at holde temperaturstigningen under 2 °C i forhold til det førindustrielle niveau, men også fordi den muliggør fremskridt både med hensyn til spørgsmålene om overførsel af teknologi og økonomiske midler til udviklingslandene samt med hensyn til mere specifikke aftaler om arealanvendelse og skovbrug. Nu skal der bygges videre på dens konklusioner i de næste forhandlingsrunder i Cancún og Sydafrika.

1.2

Man kan imidlertid vanskeligt betragte denne aftale som en succes for EU's diplomati. EU må nok overveje at omlægge sin diplomatiske strategi. Etableringen af den nye diplomatiske tjeneste efter vedtagelsen af Lissabontraktaten kan ændre det interne politiske landskab i Kommissionen. Under alle omstændigheder har den ensidige forpligtelse til at reducere vores emissioner med 20 % eller endda 30 % inden 2020 ikke haft den forventede effekt, og har ikke banet vej for at nå frem til en bindende aftale. Vores partnere er således yderst pragmatiske og er på vagt over for alt, hvad der ligner store principerklæringer, men bag hvilke der gemmer sig mulige regler og begrænsninger, om end de i sidste ende accepterede det principielle mål om at begrænse temperaturstigningen til 2 °C.

1.3

Den Europæiske Union havde ikke den store succes eller gennemslagskraft i forhandlingerne i København. Det skyldtes dels, at EU's ambitioner var så høje, at mange andre lande på nuværende tidspunkt ganske enkelt ikke kan være med, dels at der er en vis skepsis, bl.a. med hensyn til hvorvidt EU kan leve op til sine ambitiøse mål. EU bør nu koncentrere sig om konkrete midler til at nå de mål om reduktion af CO2-udledningen, Unionen selv har sat sig, samtidig med (og som led i) at økonomien stimuleres. Påviselig succes med denne dobbelte udfordring vil styrke EU's troværdighed og påvirke de internationale forhandlinger.

EU bør respektere de beslutninger, der er truffet i navnlig energi- og klimapakken, men bør også:

1.4

For at støtte sine diplomatiske bestræbelser bør EU også inddrage civilsamfundsorganisationerne i arbejdet med at gøre offentligheden mere bevidst om, at det er nødvendigt, at samfundsudviklingen går i retning af et mindre spild af naturressourcer, en mere udbredt anvendelse af de vedvarende ressourcer og en mere ansvarlig personlig adfærd.

2.1

Konklusionerne fra topmødet i København gav anledning til mange forskellige og meget blandede reaktioner.

2.2

For visse lande, som har været aktive i debatten, er Københavnsaftalen det første opmuntrende skridt. Den er nemlig blevet godkendt af en lang række lande, bl.a. Kina, Indien og USA, og disse lande har godkendt målet om at holde temperaturstigningen under 2 °C i forhold til det førindustrielle niveau. Andre var imidlertid dybt skuffede over aftalen, da den ikke indeholdt nogen detaljer omkring, hvilke tiltag der skal gøre det muligt at nå dette mål, eller hvordan landene skal dele ansvaret imellem sig.

2.3

Det nationale ambitionsniveau og engagement, som afspejles i aftalen, var også skuffende, hvilket ses ved, at de frivillige nationale mål for reduktionen af drivhusgasser, som efterfølgende er blevet indgivet som svar på aftalen, ligeledes ligger under, hvad der er nødvendigt for at holde temperaturstigningen under 2 °C, og hvad EU og andre havde håbet at se en aftale om.

2.4

Konferencen har helt tydeligt været en diplomatisk skuffelse for Den Europæiske Union, og navnlig for Kommissionen. Navnlig havde det ensidige tilsagn om en reduktion på 20 % eller sågar 30 % af vores emissioner ikke den ønskede diplomatiske virkning i forhold til at opmuntre andre udviklede lande til at indgå lignende forpligtelser og fremkalde mere specifikke forpligtelser fra udviklingslandene. Det er derfor nødvendigt at analysere årsagerne til fiaskoen for EU's diplomatiske strategi og overveje, hvordan man kan målrette den mere effektivt.

3.1

Selv om forholdet mellem USA og Kina er kompliceret, er der dog en hel del, som tyder på, at Københavnsaftalen i realiteten svarer til den aftale, der blev indgået mellem USA og landene i BASIC-gruppen (Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina).

3.2

Heraf kan udledes forskellige ting:

Når Den Europæiske Union, som gerne vil være et eksempel til efterfølgelse, ikke synes at have overbevist resten af verden om, at EU's fremgangsmåde er berettiget, er det uden tvivl fordi, man i EU i for høj grad har sat sin lid til abstrakte beregninger af, hvilke reduktionsmål der var nødvendige for alle, og til sin stadig ufuldkomne CO2-handelsordning, og rent konkret endnu ikke har gjort nok for at vise, hvordan disse mål skal nås gennem tilstrækkelige investeringer i forskning, udvikling og transformationsteknologier, som kan danne grundlag for en ny lavemissionsøkonomi, som er mere energieffektiv for dem selv og andre. Man kan håbe, at 2020-strategien bliver et nyttigt redskab i den sammenhæng. Vi er nødt til at kunne vise, at en hastig udvikling hen imod en lavemissionsøkonomi i Europa er en succes i praksis, som vil give os en stigende konkurrencefordel, medmindre andre gør det samme. Dette vil inspirere resten af verden langt mere end dyster tale om tilsyneladende uopnåelige og krævende mål, de byrder, der er forbundet med at nå dem, og den moralske betydning af at dele byrderne.

3.3

Set i dette lys bør vi i international sammenhæng ikke sætte al vor lid til at nå frem til en endelig aftale om samtlige punkter inden udgangen af 2011. Det ville være bedre ikke at have nogen endelig aftale end at have én med utilstrækkelige mål, der ville opmuntre til at lade stå til over for den voksende klimatrussel. Det ville være bedre at præsentere sådanne utilstrækkelige mål som en midlertidig eller foreløbig foranstaltning, der er bedre end ingenting, indtil der kan indgås en mere passende aftale med skrappere mål på et senere tidspunkt, når nogle af de førende lande og grupper har gjort større fremskridt i retning af en kulstoffattig økonomi og trygt kan forpligte sig til mere ambitiøse og passende mål og presse andre til at gøre det samme.

3.4

I mellemtiden bør muligheden for en fortsat manglende generel aftale ikke have lov til at forhindre det internationale samfund i at gøre gradvise fremskridt med hensyn til konkrete forhandlinger og indgåelse af sektoraftaler om skove, energieffektivitet, teknologioverførsel, økonomiske bidrag og samarbejde om f.eks. el-biler. Osloaftalen fra maj måned om tropiske skove, som fulgte i kølvandet på den internationale konference om klima og skove, er et glimrende eksempel på en vellykket strategi. Den er mundet ud i et partnerskab mellem 9 donorlande: Norge, USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Danmark, Japan, Australien og EU og omkring fyrre lande med skovbrug. Målet for dette nye partnerskab er omgående at skabe en finansieringsordning, der kan hjælpe de lande, der bevarer deres skove. Der er blevet bevilget 4 mia. USD for perioden 2010-2012. Takket være en højere prioritering af skovene er der blevet pustet nyt liv i REDD-mekanismen til reduktion af emissioner fra afskovning og skovødelæggelse.

3.5

Denne strategi kan sammenfattes i følgende: »Mindre snak, mere handling«. Desuden skal der nu lægges en større beskedenhed for dagen, ikke når det gælder målene, men med hensyn til den måde, de præsenteres på.

3.6

Det er nødvendigt at gennemføre Københavnsaftalen, således som den er, så den kan danne udgangspunkt for en overordnet dynamik, uden at vi kører fast i ideologiske betragtninger. Tværtimod bør EU fremsætte forslag om konkrete projekter og samle grupper af lande, der er parate til at investere tid og penge i et givet projekt, hvorved vi kunne forsøge at undgå, at Kyotoaftalerne udvikler sig til en hellig ko, selv om vi bør have forståelse for, at mange udviklingslande ønsker at fastholde nogle af de centrale elementer af Kyotoaftalerne.

3.7

Ud over vækstlandene er spørgsmålet om de fattige lande afgørende. Vi kan ikke lade dem tro, at indsatsen mod klimaforandringer har til formål at holde dem nede. Hovedlinjerne i planen om retfærdighed og klima bør følges for at vise de rige landes engagement og gode vilje.

3.8

Til det formål bør de aftaler om finansiel støtte, der blev aftalt i København, overholdes med omgående tilsagn om nye midler. EU's bidrag er på 2,4 mia. euro pr. år i perioden 2010-2012. Disse midler skal stilles til rådighed så hurtigt som muligt. Det står klart, at USA kun vil opfylde sine finansielle forpligtelser, hvis Kina og Indien viser imødekommenhed, især hvad angår målings-, rapporterings- og verifikationssystemerne.

4.1

I de sidste 20 år har de internationale drøftelser om klimaforandringer taget udgangspunkt i det videnskabelige arbejde udført af FN's klimapanel, som har bragt førende videnskabsmænd fra alle relevante discipliner og fra hele verden sammen med henblik på at revurdere og undersøge beviset for menneskeskabte klimaforandringer og konsekvenserne heraf. FN's Klimapanels efterfølgende vurderinger har i tiltagende grad været præget af videnskabeligt belæg for og enighed om de menneskeskabte klimaforandringer og konsekvenserne heraf.

4.2

Desværre har der været nogle procedurefejl i noget af FN's Klimapanels seneste arbejde, hvilket er blevet udnyttet af medierne og professionelle skeptikere til at sprede tvivl om beviserne og behovet for, at der skulle sættes ind mod klimaforandringerne allerede under klimatopmødet i København. Der er et klart behov for, at FN's Klimapanel forbedrer sine procedurer og således sikrer, at dets arbejde er fuldstændig gennemsigtigt, samt at alle beviser og konklusioner er grundigt gennemtænkte, således som det anbefales af det nye InterAcademy Council.

4.3

Ikke en eneste af FN's Klimapanels revurderinger har sat spørgsmål ved de grundlæggende konklusioner, og trods procedurefejlene lader det til, at der i tiltagende grad er international konsensus om, at klimaforandringerne er en realitet, og de faktorer, der forårsager dem, er i stigende grad til stede. Regeringer i alle lande er stadig overbeviste om dette indlysende faktum og har gennem Københavnsaftalen forpligtet sig til at holde de globale temperaturstigninger til under 2 °C. EØSU støtter i høj grad den konklusion og udtrykket for den politiske vilje.

4.4

Københavnsaftalen skaber en ramme for registrering af nationale forpligtelser til at reducere drivhusgasudledninger og planerne for at nå disse mål. Siden Københavnsaftalen har mange lande forelagt detaljer om deres nuværende planer og tilsagn. Det er et positivt tegn på, at man handler eller arbejder på forslag i mange dele af verden. Men de nuværende forpligtelser vil ikke være nok til at begrænse temperaturstigningen til 2 °C. Selv i den høje ende vil de nuværende tilsagn fra de udviklede lande kun give en reduktion på 18 % inden 2020, hvilket ikke engang opfylder den lave ende af IPCC's anbefalinger om en 25-40 % reduktion inden 2020. Ved de internationale forhandlinger anbefaler EØSU, at EU betragter de nuværende nationale forpligtelser som et udgangspunkt, og at man så vidt muligt stræber efter at klarlægge og styrke forpligtelserne.

4.5

FN-processen, som den er blevet ført indtil nu, risikerer i nogen grad at komme til at gå i ring. Der er uden tvivl andre fora eller andre multilaterale forhandlingsmekanismer, som i første omgang kan være vigtige: G20, multilaterale aftaler osv. De kan puste nyt liv i FN-forhandlingerne ved at bibringe forhandlingerne et mere solidt og realistisk grundlag. Der er på ingen måde tale om at erstatte FN, men om at udnytte disse fora og mekanismer til at forberede FN-aftaler. Det handler om at nå konkrete aftaler og om at omsætte dem til praksis og politikker, også selv om disse aftaler kun vedrører ét aspekt af klimaændringsproblematikken eller af innovation inden for ren eller kulstoffattig energi. I den sammenhæng kan EU spille en nøglerolle ved at sikre gennemsigtighed i forhandlingerne og udøve aktivt diplomati over for udviklingslandene og de små lande.

4.6

Det er i den forbindelse vigtigt at holde godt øje med, hvordan de tilsagn, der er blevet givet inden for rammerne af Københavnsaftalen, Kinas femårs plan og en eventuel amerikansk lovgivning, vil blive gennemført i praksis.

4.7

Dette bør få EU til at revidere sin egen holdning - herunder navnlig at EU tilsyneladende ønsker at påtvinge en bindende aftale efter samme model, som det har pålagt sig selv. Man bør desuden overveje karakteren af en sådan aftale. En bindende aftale forudsætter, at de bindende forpligtelser kan håndhæves. Imidlertid er det klart, at vi ikke har midlerne hertil, og at vores partnere ikke ønsker en sådan aftale. Det vil helt sikkert være mere hensigtsmæssigt at tale om en aftale med veldefinerede og kontrollerbare forpligtelser.

4.8

Det er helt åbenbart, at flere større lande endnu ikke er villige til at acceptere en bindende aftale om overordnede mål. En fremgangsmåde, hvor man tager et skridt ad gangen og taler om helt specifikke og kontrollerbare forpligtelser, vil uden tvivl være lettere for disse lande at acceptere.

4.9

Vejen frem er helt sikkert mere konkrete, tekniske sektorspecifikke aftaler, aftaler om videnskabeligt samarbejde og forskningssamarbejde og selvfølgelig aftaler om teknologioverførsel og hjælp til de mindst udviklede lande. Der må ikke være tale om, at disse landes suverænitet indskrænkes, og der skal være garanti for, at de midler og den hjælp, der bevilges, anvendes effektivt.

5.1

Det er først og fremmest nødvendigt, at Europa bringer orden i eget hus og demonstrerer, hvordan en hurtigere overgang til et bæredygtigt lavemissionssamfund kan gøres til en økonomisk succes. For nærværende er der en fare for, at programmer, der skal øge anvendelsen af vedvarende energi og fremme energieffektiviteten i alle sektorer, mister tempo, og vore innovative nye industrier i disse sektorer dermed vil miste terræn til udenlandske konkurrenter, der nyder stor støtte i Kina, Sydkorea og andre lande. Europa har brug for mere energiske foranstaltninger, så vore vigtigste lavemissionsindustrier får de stimuli og investeringer, som de har brug for, for at bevare deres globale konkurrenceevne. Denne sektor bør gives særlig støtte ved gennemførelsen af Europa 2020-strategien og de nationale genopretningsplaner.

5.2

EU-kommissæren for klima og miljøministrene i Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige har anbefalet, at EU ensidigt forpligter sig til en tidlig opstramning af EU's CO2-mål for 2020 med henblik på opnå en 30 %'s reduktion på det tidspunkt frem for den nuværende 20 %'s forpligtelse. Formålet er hovedsageligt at skabe politisk vilje og opbakning til gennemførelse af de nødvendige foranstaltninger og investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet. Efter EØSU's opfattelse er det faktum, at emissionerne i EU som følge af den økonomiske krise er faldet drastisk, ikke i sig selv grund nok til at fastsætte et større reduktionsmål, da emissionerne under en økonomisk genopretning kan stige igen. EØSU kan dog støtte målet om en reduktion på 30 %, under forudsætning af at de økonomiske og sociale betingelser er sådanne, at konkurrenceevnen ikke svækkes, og at det reelt kombineres med de nødvendige foranstaltninger og investeringer til opfyldelse af målet. EU har først og fremmest brug for at være troværdig. CO2-reduktionsmålene skal være ambitiøse, og de skal gennemføres i praksis.

5.3

På den internationale front er det vigtigt, at der i organer som G20, der består af de lande, som udleder 90 % af emissionerne, udføres et grundigt forberedende arbejde, der skal føre til, at de på forhånd kan fastlægge aftalegrundlaget. Dernæst skal der arbejdes videre med de diplomatiske landvindinger i FN. Denne proces bør være gennemsigtig og i større grad inddrage de mindst udviklede lande.

5.4

Herefter bør man i FN-regi finde frem til en forhandlingsproces, der er mindre kompleks. Som bekendt var forhandlingerne i København meget komplekse og foregik på seks møder, der ofte blev afholdt parallelt.

5.5

En forenklet forhandlingsstruktur er helt afgørende, og om nødvendigt må man gå bort fra at henvise til Kyotoprotokollen, der under alle omstændigheder kun dækker 30 % af emissionerne. Dette må naturligvis præsenteres og forklares på en diplomatisk måde og uden at efterlade det indtryk, at de største emittenter søger at løbe fra deres forpligtelser ved at skubbe dem over på andre.

5.6

Man bør koncentrere sig om de vigtigste aspekter: klare mål for begrænsning og reduktion af emissioner, videnskabelig, teknisk og økonomisk bistand til de mindst udviklede lande, opfølgning på tidligere aftaler, det særlige spørgsmål om skove og ikke blive låst fast i komplekse juridiske systemer, der vil afskrække nogle lande og få forhandlingerne til at kuldsejle.

5.7

EØSU er også enigt i de specifikke målsætninger for forhandlingerne, der er opstillet i Kommissionens meddelelse, pkt. 3.2 og 3.3, om at etablere solide og gennemsigtige regnskabsrammer for emissioner og præstationer, at mobilisere hurtig startfinansiering til den nærmeste fremtid, at sikre langsigtet finansiering til udviklingslandene, at udvide og udvikle det internationale CO2-marked og at reformere mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM), som for øjeblikket ikke fungerer tilfredsstillende.

5.8

Meddelelsen om den internationale klimapolitik indebærer en tilbagevenden til mere saglige og mere realistiske forslag. Kommissionen understreger med rette behovet for at gennemføre Københavnsaftalen. I den understreges bæredygtigheden af Europa 2020-strategien, hvori bæredygtig vækst defineres som en af de helt centrale prioriteter for et ressourceeffektivt Europa, hvor der skabes nye grønne job, og energieffektiviteten og -sikkerheden er styrket.

5.9

Ligeledes understreger den vigtigheden af at få etableret et overvågnings-, rapporterings- og verifikationssystem, men vi ved, at dette punkt gav anledning til store vanskeligheder i forhandlingerne, især med Kina. Der bør derfor fastlægges en klar og gennemsigtig ramme, der ikke støder uafhængighedsfølelsen og den nationale stolthed. EU kunne spille en rolle ved over for de interesserede tredjelande at foreslå metoder til etablering af måle- og kontrolredskaber.

5.10

Københavnsaftalens bestemmelser om finansiering her og nu må opfyldes så hurtigt som muligt. Det vil være den bedste måde for de udviklede lande at vise deres gode vilje over for udviklingslandene, eventuelt ved at støtte sig på allerede eksisterende initiativer.

5.11

Med hensyn til finansieringen på lang sigt vurderer Kommissionen, at der kan mobiliseres forskellige typer af ressourcer:

Derfor og på trods af vanskelighederne viser en overholdelse af vores finansielle forpligtelser også, at vi har tillid til tredjelandene og især til de fattigste lande. Tilbage står det meget vanskelige problem med fordelingen af midler og vurderingen af, om projekter er relevante og kan gennemføres med et vellykket resultat.

5.12

Der er også behov for at styrke indsatsen inden for forskning og udvikling af vedvarende energi og fremme af energieffektivitet, om ikke andet så fordi der bliver færre flydende og luftformige fossile ressourcer (olie og gas). Det handler om at få en bedre ressourcefordeling for at opnå større effektivitet og således bevise, at de politiske erklæringer og juridiske regler ledsages af de nødvendige midler til det konkrete tiltag. Det er meget bekymrende, at så vigtige fremtidsorienterede projekter som Galileo og Iter nærmest konstant står over for finansieringsvanskeligheder.

5.13

For at støtte sine diplomatiske bestræbelser bør EU også inddrage civilsamfundsorganisationerne i arbejdet med at gøre offentligheden mere bevidst om, at det er nødvendigt, at samfundsudviklingen går i retning af et mindre spild af naturressourcer, en mere udbredt anvendelse af de vedvarende ressourcer og en mere ansvarlig personlig adfærd.