5.8.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 212/116

A.

der henviser til, at retsplejen henhører under medlemsstaternes nationale beføjelser,

B.

der henviser til, at det med henblik på Lissabontraktaten bør understreges, at denne traktat, når den er trådt i kraft, vil udvide EU's kompetencer inden for retligt samarbejde i straffesager og indføre den fælles beslutningsprocedure for lovgivning på dette område, idet søjlesystemet afskaffes,

C.

der henviser til, at man i Haagprogrammet ligesom i Tampereprogrammet prioriterede oprettelsen af et europæisk retligt område og understregede, at en styrkelse af retfærdigheden skulle ske gennem tillidsskabende foranstaltninger og gensidig tillid, gennemførelse af programmerne om gensidig anerkendelse, udvikling af ensartede standarder for proceduremæssige rettigheder i straffesager, tilnærmelse af lovgivningerne – for at undgå, at kriminelle drager fordel af forskellene mellem retssystemerne, og sikre borgerne beskyttelse, uanset hvor de befinder sig i EU – og med henblik på at fremme udviklingen af Eurojust,

D.

der henviser til, at det fremgår af Kommissionens rapport af 2. juli 2008 om gennemførelsen af Haagprogrammet i 2007 (KOM(2008)0373), at der ikke er opnået de store resultater inden for det retlige samarbejde i straffesager, med blokering af politik og forsinkelser, som afspejles i det faldende antal instrumenter, der vedtages, mens der har været en tilfredsstillende udvikling på andre områder som f.eks. samarbejde i civilsager, grænseforvaltning, lovlig og ulovlig migration og asylpolitik,

E.

der henviser til, at straffesager har mange vigtige konsekvenser med hensyn til de grundlæggende frihedsrettigheder for såvel ofre for forbrydelser som mistænkte og tiltalte,

F.

der henviser til, at det navnlig i straffesager er vigtigt at beskytte rettigheder som retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen, retten til forsvar, kriminalitetsofres rettigheder, princippet om ne bis in idem og minimumsretsgarantier under varetægtsfængsling,

G.

der henviser til, at det retlige samarbejde i straffesager i det daglige fortsat er baseret på instrumenter om gensidig bistand, såsom konventionen fra 2000 om gensidig retshjælp i straffesager og Europarådets konvention fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager,

H.

der henviser til, at princippet om gensidig anerkendelse inden for rammerne af den europæiske lovgivnings målsætninger og principper indebærer, at en afgørelse, når den er afsagt af en kompetent retslig myndighed i én medlemsstat, træder fuldt ud og direkte i kraft på hele EU's område, og at de retslige myndigheder i de medlemsstater, på hvis område afgørelsen kan fuldbyrdes, bistår med afgørelsens fuldbyrdelse, som var det en afgørelse afsagt af en kompetent myndighed i denne medlemsstat, medmindre det instrument, på grundlag af hvilket den gennemføres, lægger begrænsninger på dens fuldbyrdelse,

I.

der henviser til, at princippet om gensidig anerkendelse, som siden Det Europæiske Råds møde i Tampere har været hjørnestenen for det retlige samarbejde, langtfra er blevet gennemført på tilfredsstillende vis og nødvendigvis må ledsages af en række ensartede retssikkerhedsgarantier og -foranstaltninger,

J.

der henviser til, at princippet om gensidig anerkendelse på de områder, hvor det er blevet gennemført, som f.eks. i forbindelse med den europæiske arrestordre, har vist sig at være effektivt og meget værdifuldt for det retlige samarbejde i EU,

K.

der henviser til, at det i høj grad er en forudsætning for, at princippet om gensidig anerkendelse kan blive fuldt effektivt, at der skabes en fælles europæisk retskultur, der bygger på gensidig tillid, fælles principper, samarbejde og en vis grad af harmonisering – f.eks. med hensyn til definitionen af visse forbrydelser og strafferammen – og på en ægte beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig med hensyn til proceduremæssige rettigheder, minimumstandarder for vilkårene under frihedsberøvelse og nyvurdering heraf, indsattes rettigheder og tilgængelige mekanismer for enkeltpersoners adgang til retsmidler,

L.

der henviser til, at uddannelse af dommere og anklagere, forsvarsadvokater og andre, der er involveret i retsplejen, spiller en afgørende rolle for bestræbelserne på at skabe gensidig tillid og udvikle en fælles europæisk retskultur og samtidig styrke den rette balance mellem anklagemyndighedens interesser og forsvarets interesser og sikre kontinuitet og et effektivt forsvar i grænseoverskridende sager,

M.

der henviser til, at der er gjort mange fremskridt på det retlige uddannelsesområde, navnlig takket være Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN) og dets aktiviteter,

N.

der henviser til, at EJTN's rolle, selv om der er opnået store resultater hidtil, er blevet begrænset af restriktioner i tilknytning til dets organisatoriske struktur og af manglen på tilstrækkelige ressourcer,

O.

der henviser til, at de retslige myndigheder på grund af den ovennævnte situation ikke i dag får stillet de uddannelsesredskaber til rådighed, de behøver for at kunne anvende EU-lovgivningen korrekt, og at det er meget få dommere og anklagere, der har adgang til EU-fokuseret uddannelse,

P.

der henviser til, at fremtidige tiltag med henblik på at udvikle et EU-område for strafferetspleje skal være baseret på en objektiv, upartisk, gennemsigtig, nøje og konstant overvågning af gennemførelsen af EU's politikker og retsakter og af de nationale retsvæseners kvalitet og effektivitet,

Q.

der henviser til, at der i EU i dag ikke er nogen omfattende, konstant og klar overvågning af EU's politikker inden for strafferetspleje eller af retsvæsenets kvalitet og effektivitet,

R.

der henviser til, at en sådan overvågning ville være meget vigtig for »EU-beslutningstagerne« med henblik på at udarbejde de mest hensigtsmæssige lovgivningstiltag og samtidig styrke den gensidige tillid til hinandens retssystemer,

S.

der henviser til, at det pågældende evalueringssystem bør tage bestik af eksisterende evalueringssystemer, uden at dette medfører overlapning af arbejde eller resultater, og bør sikre Parlamentet en aktiv rolle i denne forbindelse,

T.

der henviser til, at det nyoprettede »retsforum« måske kan yde et vigtigt bidrag med hensyn til forhåndsevaluering af EU's lovgivningsinitiativer,

U.

der henviser til, at der for at sikre sammenhæng og overensstemmelse i EU's handlinger og samtidig beskyttelse af grundlæggende rettigheder bør foretages en offentlig høring efter de relevante procedurer, herunder konsekvensanalyser, inden Kommissionen eller medlemsstaterne fremlægger forslag og initiativer til vedtagelse af EU-lovgivningsinstrumenter,

V.

der henviser til, at en konstant udveksling af oplysninger, praksis og erfaringer blandt de retslige myndigheder i medlemsstaterne er et afgørende element i bestræbelserne på at udvikle et miljø, der bygger på gensidig tillid, hvilket de bemærkelsesværdige resultater, der er opnået med udvekslingsprogrammet for retslige myndigheder, har vist,

W.

der henviser til, at der fortsat mangler en tilstrækkelig, samlet databeskyttelsesordning inden for retligt samarbejde i straffesager, og at der i fraværet heraf er behov for, at registreredes rettigheder nøje reguleres i hvert enkelt lovgivningsinstrument,

X.

der henviser til, at et EU-område for strafferetspleje for at fungere effektivt skal drage fordel af nye teknologier, samtidig med at grundlæggende rettigheder respekteres, og anvende internetværktøjer ved gennemførelsen af EU-politikker og ved udbredelse og drøftelse af oplysninger og forslag,

Y.

der henviser til, at de nationale retslige myndigheders rolle bliver stadig mere relevant, både når det gælder bekæmpelse af international kriminalitet og for beskyttelse af grundlæggende rettigheder og friheder,

Z.

der henviser til, at koordinationsorganer som Eurojust har vist sig at være en ægte gevinst, og at deres indsats mod international kriminalitet er øget betragteligt, selv om deres beføjelser stadig er for begrænsede, og selv om nogle medlemsstater har vist sig at være utilbøjelige til at ville dele oplysninger på dette område,

AA.

der henviser til, at koordinering med hensyn til forsvarsadvokater mangler og derfor bør støttes og godkendes på EU-plan,

AB.

der henviser til, at mafiaer og organiseret kriminalitet generelt er blevet et tværnationalt fænomen, som har en social, kulturel, økonomisk og politisk indvirkning på medlemsstaterne og nabolande, og som skal bekæmpes også på det sociale niveau i samarbejde med civilsamfundet og demokratiske institutioner,

1.

henstiller til Rådet

2.

pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen.