8.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 184/79

A.

der henviser til, at Rådet allerede har fordoblet rammebeløbet for mellemfristet finansiel støtte til 25 000 000 000 EUR fra oprindeligt 12 000 000 000 EUR på grundlag af traktatens artikel 119 og 308 gennem vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1360/2008 af 2. december 2008 (5) om ændring af forordning (EF) nr. 332/2002,

B.

der henviser til, at Fællesskabet sammen med de ordninger, der var indgået af andre internationale finansinstitutter, ydede et lån til Ungarn på 6 500 000 000 EUR og til Letland på 3 100 000 000 EUR, og at nogle medlemsstater individuelt forpligtede sig til at stille yderligere 2 200 000 000 EUR til rådighed for Letland,

C.

der henviser til, at Fællesskabet har vedtaget at stille mellemfristet finansiel bistand til rådighed for Rumænien på 5 000 000 000 EUR i betragtning af de negative følger af den internationale finanskrise for den økonomiske og finansielle situation i Rumænien,

D.

der henviser til, at en individuel strategi for mellemfristet finansiel støtte for alle medlemsstater er at foretrække, således at der tages hensyn til hver enkelt medlemsstats specifikke situation,

E.

der henviser til, at følgerne af den nuværende internationale finansielle og økonomiske krise bør tages i betragtning,

F.

der henviser til, at det er nødvendigt at udvise fuld solidaritet med de medlemsstater, som for nylig er blevet medlem af Den Europæiske Union,

G.

der henviser til, at der er behov for en politik, som tager fat på de særlige problemer for disse medlemsstaters økonomier på baggrund af den internationale finanskrise og den økonomiske nedgang, der breder sig i Den Europæiske Union,

1.

mener, at den nuværende situation er et yderligere bevis på, at euroen er relevant, når det drejer sig om at beskytte medlemsstaterne i euroområdet, og opfordrer de andre medlemsstater til at tilslutte sig euroområdet, lige så snart de opfylder Maastrichtkriterierne;

2.

opfordrer på ny Kommissionen til at analysere virkningerne af, at visse banker har flyttet deres aktiver fra medlemsstater, der for nylig er tiltrådt EU;

3.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at meddele resultatet af denne undersøgelse til sit ansvarlige udvalg, Økonomi- og Valutaudvalget;

4.

erkender, at det er nødvendigt at foretage en betydelig forhøjelse af rammebeløbet for den samlede hovedstol for de lån, der skal ydes medlemsstaterne, og som er fastsat i forordning (EF) nr. 332/2002, som følge af den nuværende finansielle og økonomiske krise, idet der også tages hensyn til Parlamentets kalender; understreger, at en sådan forhøjelse ville øge Fællesskabets muligheder for at reagere mere fleksibelt på yderligere anmodninger om mellemfristet finansiel støtte;

5.

bifalder de frivillige aftaler mellem banker og medlemsstater, der for nylig er tiltrådt EU, hvorefter førstnævnte undlader at begrænse kreditlinjer (f.eks. for så vidt angår Rumænien og Wien-aftalen), og opfordrer til yderligere initiativer af denne art;

6.

bemærker, at denne betydelige forhøjelse giver mulighed for en maksimal udnyttelse af Kommissionens lånemuligheder på kapitalmarkeder eller hos finansinstitutter; bemærker endvidere, at der ikke findes et specifikt retsgrundlag for Fællesskabets udstedelse af obligationer på det globale marked, men at Kommissionen er i gang med det forberedende arbejde med henblik på at sætte to eller flere medlemsstater i stand til i fællesskab at udstede obligationer med pålydende i euro;

7.

opfordrer indtrængende Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank til i fællesskab at undersøge, hvordan kreditstramningen i realøkonomien kan afhjælpes gennem nye, innovative finansielle instrumenter; understreger, at der findes en række finansielle instrumenter, der kan anvendes til at sikre fleksibilitet med hensyn til mekanismen for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne;

8.

bemærker, at en forhøjelse af låneloftet ikke ville have budgetmæssige følger, fordi Kommissionen ville optage lånene på finansmarkederne, og fordi de begunstigede medlemsstater skulle tilbagebetale dem; understreger, at det kun vil få følger for budgettet, hvis en medlemsstat ikke ville være i stand til at indfri sin gæld;

9.

glæder sig over den rolle, som Revisionsretten i givet tilfælde tildeles i ovennævnte forslag fra Kommissionen;

10.

mener, at de betingelser, der knytter sig til ydelsen af finansiel støtte, bør være i overensstemmelse med og fremme EU's målsætninger, for så vidt angår de offentlige udgifters kvalitet, bæredygtig vækst og sociale sikringsordninger, fuld beskæftigelse, bekæmpelse af klimaændringer og energieffektivitet;

11.

minder om, at traktatens artikel 100 finder anvendelse for samtlige medlemsstater, og opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag til forordning om fastlæggelse af betingelserne for gennemførelse af den relevante bestemmelse; minder om, at det i traktatens artikel 103 hedder, at medlemsstaterne »hæfter ikke for og må heller ikke påtage sig forpligtelser indgået af centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i en medlemsstat, idet dette dog ikke gælder for gensidige finansielle garantier for gennemførelsen af et bestemt projekt i fællesskab«, og at »om nødvendigt kan Rådet, der træffer afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 252, fastlægge definitioner med henblik på gennemførelsen af de forbud, der er omhandlet i artikel 101 og i nærværende artikel«;

12.

anmoder om, at Parlamentet informeres om de aftalememoranda, der blev indgået mellem Kommissionen og de pågældende medlemsstater, og som fastlægger lånevilkårene;

13.

anmoder Kommissionen om at sikre koordineringen af den økonomiske politik på EU-plan i økonomiske nedgangsperioder og oprette en ekspertgruppe sammen med Parlamentet og udarbejde en ramme og retningslinjer for aftalememoranda mellem Kommissionen og de berørte medlemsstater, der fastlægger lånevilkårene;

14.

minder om, at Parlamentet i sine ovennævnte holdninger af 6. september 2001 og 20. november 2008 krævede, at Rådet hvert andet år på grundlag af en rapport fra Kommissionen, efter høring af Parlamentet og efter udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg undersøger, om den indførte mekanisme fortsat er i overensstemmelse med de behov, der gav anledning til dens indførelse; ønsker oplyst af Rådet og Kommissionen, om der er blevet udarbejdet sådanne rapporter siden vedtagelsen af forordning (EF) nr. 332/2002;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Eurogruppen og medlemsstaternes regeringer.