Appel iværksat den 5. juli 2007 af Koldo Gorostiaga Atxalandabaso til prøvelse af kendelse afsagt den 24. april 2007 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-132/06, Gorostiaga Atxalandabaso mod Europa-Parlamentet

(Sag C-308/07 P)

(2007/C 211/43)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Koldo Gorostiaga Atxalandabaso (ved avocat D. Rouget)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten gør seks anbringender gældende til støtte for appellen.

Med det første anbringende anfægter sagsøgeren anvendelsen af artikel 111 i Rettens procesreglement, der berøver ham retten til en retfærdig rettergang, eftersom han ikke forudgående er blevet hørt af Retten og ikke har haft mulighed for at svare på Europa-Parlamentets argumenter.

Med det andet anbringende gør sagsøgeren gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om upartiskhed, eftersom de to på hinanden følgende søgsmål, der blev anlagt i sagerne T-146/04 og T-132/06, som gav anledning til henholdsvis dommen af 22. december 2005 og kendelsen af 24. april 2007, blev afgjort af de samme dommere for så vidt angik realiteten. I henhold til ovennævnte princip må den samme dommer, selv i den samme instans, ikke behandle en sag, der støttes på faktiske omstændigheder, der er identiske med eller tilstrækkeligt forbundne med dem, der lå til grund for en sag, som samme dommer tidligere har afgjort.

Med det tredje anbringende gør sagsøgeren gældende, at Retten foretog en urigtig bedømmelse af rækkevidden af dommen af 22. december 2005. Eftersom den af Europa-Parlamentets generalsekretær vedtagne afgørelse af 24. februar 2004 var blevet annulleret som følge af manglende bemyndigelse, forelå der ikke nogen grund for sagsøgeren til at appellere denne dom til Domstolen, da Rettens konstatering af, at der forelå manglende bemyndigelse indebar, at den afgørelse, der var omfattet af denne ugyldighedsgrund, var ikke-eksisterende.

Med det fjerde anbringende anfægter sagsøgeren Rettens automatiske afvisning af at tage de argumenter, som sagsøgeren havde fremført med henblik på at opnå, at den af Europa-Parlamentets generalsekretær vedtagne afgørelse af 22. marts 2006 blev annulleret, i betragtning. Sidstnævnte afgørelse udgjorde en ny afgørelse, der var forskellig fra afgørelsen af 24. februar 2004, og Retten var således forpligtet til at behandle alle anbringender vedrørende realiteten og formaliteten, som blev gjort gældende med henblik på at anfægte afgørelsen.

Med det femte anbringende anfægter sagsøgeren, at Retten afviste at behandle anbringendet vedrørende force majeure, selv om et sådant anbringende ikke var blevet gjort gældende i søgsmålet om anfægtelse af afgørelsen af 24. februar 2004.

Endelig gør sagsøgeren med det sjette anbringende gældende, at Retten har foretaget en urigtig anvendelse af princippet om god forvaltningsskik, idet den bl.a. forkastede enhver henvisning til den af Europa-Parlamentet den 6. september 2001 vedtagne adfærdskodeks for god forvaltningsskik.