23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/222

1.1

Udvalget er tilfreds med, at de store vanskeligheder med at udjævne den digitale kløft mellem EU's udviklede og mindre udviklede områder behandles i en koordineret strategi af kommissionsmedlemmerne med ansvar for informationssamfundet og medier, konkurrencepolitik, regionalpolitik og landbrug og udvikling af landdistrikter.

1.2

Kommissionens meddelelse — KOM(2006) 129 om »Bredbånd til hele EU« — er imidlertid ikke tilstrækkelig ambitiøs og indeholder ikke nok konkrete henstillinger til at demonstrere en seriøs forpligtelse til at udjævne bredbåndskløften.

1.3

Rapporten fra Forummet om Den Digitale Kløft (1) fremlagde en analyse af den regionale digitale kløft på bredbåndsområdet og udpegede mulige EU-initiativer for at udjævne denne kløft. I betragtning af alvoren af dette problem, som Forummet om Den Digitale Kløft har identificeret, og under hensyn til bredbåndskløftens forhalende virkning på økonomisk og social udvikling bør Kommissionen mere aggressivt tage fat på problemet med den voksende digitale kløft.

1.4

Udvalget bifalder ministererklæringen fra Riga om e-Integration af 11. juni 2006 (2), som forpligter medlemsstaterne til betydeligt at mindske de regionale forskelle i EU, hvad angår internetadgang, ved at øge udnyttelsen af bredbånd i underforsynede områder og halvere kløften i internetbrug senest i 2010 for grupper, der risikerer udstødelse. Kommissionen er nu nødt til at lægge handling bag ordene i denne erklæring ved hjælp af politikinitiativer og henstillinger, som hurtigt kan udjævne den digitale kløft.

I denne udtalelse ønsker udvalget at understrege områder af særlig interesse og komme med henstillinger til yderligere foranstaltninger.

2.1

Udvalget mener, at bredbåndsforbindelser på grund af bredbåndstjenesternes øgede betydning for den økonomiske og sociale udvikling bør omfattes af definitionen af forsyningspligtydelser (3) som tjeneste af væsentlig offentlig interesse.

2.2

Kommissionen bør træffe de fornødne mulige foranstaltninger til at sikre, at medlemsstaterne strengt håndhæver lovrammerne for elektroniske kommunikationsforbindelser (4).

2.3

Kommissionen bør overveje særlige foranstaltninger og sanktioner for at fremskynde en effektiv ubundtet adgang til abonnentledninger i medlemsstaterne. Forsinkelser og tekniske hindringer for gennemførelsen af en effektiv ubundtet adgang til abonnentledninger udgør en større hindring for indførelsen af en særdeles tiltrængt konkurrence om leveringen af tjenesteydelser, især bredbåndsforbindelser.

2.4

Medlemsstaterne bør tilskyndes af Kommissionen til at forsvare deres nationale interesser for at bevare eller genvinde indflydelsen over den centrale telekommunikationsinfrastruktur — linjebaseret transmission og koblingsnet. Myndighedernes indflydelse er nødvendig for at sikre udviklingen og brugen af dette strategiske aktiv til opfyldelse af nationale politiske mål, bl.a. udjævning af bredbåndskløften.

2.5

De nationale bredbåndsstrategier i medlemsstaterne bør evalueres med henblik på specifikke tiltag, der kan udjævne bredbåndskløften inden udgangen af 2010. Der bør foretages en benchmarking af strategierne for at jævnføre god praksis.

2.6

Kommissionen bør iværksætte effektive planlægnings- og styringsprocedurer på bredbåndsområdet i hele EU for at fremtidssikre leveringen af denne afgørende infrastruktur på lokalt plan. Processen skal integrere alle nationale bredbåndsstrategier og lokale planer i en fælleseuropæisk plan til levering af bredbånd i hele Unionen. Disse procedurer bør især fokusere på leveringen af bredbånd til landdistrikter og ugunstigt stillede områder, så man kan udjævne den digitale kløft.

2.7

Kommissionen bør overveje, hvordan medlemsstaterne kan give telekommunikationsvirksomhederne (5) økonomiske incitamenter til at foretage infrastrukturinvesteringer i underudviklede regioner, nemlig ved hjælp af kraftige skattelempelser for offentlig-private partnerskaber.

2.8

Kommissionen bør undersøge, hvordan de kommunale og lokale myndigheder kan spille en mere proaktiv rolle i leveringen af bredbåndstjenester og stimuleringen af efterspørgslen efter bredbånd i deres regioner. Disse myndigheder bør inddrages fuldt ud i udviklingen og gennemførelsen af de nationale bredbåndsstrategier som nævnt i punkt 2.6 ovenfor. Desuden bør andre mekanismer udforskes — f.eks. kan disse myndigheder måske indgå som erhvervspartnere i offentlig-private partnerskabsinitiativer eller måske kan medlemsstaterne fastlægge bestemmelser om bredbåndskabler eller levering af tjenesteydelser for alt nyt boligbyggeri.

2.9

For at fremme udvekslingen af teknisk og kommerciel viden mellem SMV'er i hele EU bør Kommissionen søsætte et websted om den internationale udvikling inden for bredbåndsteknologien og —tjenesterne. Det er vores opfattelse, at et sådant vidensnetværk vil stimulere flere iværksætteraktiviteter omkring levering af bredbåndsforbindelser og -tjenester.

2.10

For at skabe klarhed om den reelle adgang til bredbånd i Europa bør Kommissionen fastlægge den lavest acceptable faktiske downloadhastighed for, at en forbindelse kan betegnes som bredbånd. Det vil gøre det lettere at foretage en egentlig benchmarking af den regionale kløft, hvad angår adgangen til bredbånd i Unionen.

2.11

Strukturfondene og fonden til udvikling af landdistrikter bør anvendes til målrettede offentlige oplysningskampagner, der skal stimulere markedets efterspørgsel efter bredbånd, især i landdistrikterne og blandt særlige forbrugergrupper, hvor teknologiens udnyttelse udgør et problem. Det vil have den dobbelte effekt, at man uddanner potentielle forbrugere i teknologien, og vil også øge markedspresset på leverandørerne for at få dem til at levere de fornødne bredbåndstjenester.

2.12

Kommissionen bør lægge vægt på støtte til F&U-tiltag for at finde omkostningseffektive bredbåndsteknologier, som effektivt kan løse problemet med at levere højhastighedsbredbåndsforbindelser i områder, som ikke er dækket af tilstrækkelig telekommunikationsinfrastruktur.

2.13

Politikplanlæggerne bør udstikke forbrugerbeskyttelsesretningslinjer om bredbåndstjenester, som forenkler terminologien og i et klart sprog forklarer, hvad tjenesten tilbyder og hvilke fordele den indebærer. Det vil gøre det lettere for forbrugerne at træffe gode valg i forbindelse med køb.

2.14

Hvert skolebarn fra 11-års alderen og opefter skal have adgang til bredbånd i skolen, så de kan integreres i informationssamfundet.

2.15

Kommissionen bør støtte initiativer i hele EU, så børn i skolealderen, ældre borgere og socialt ugunstigt stillede borgere kan indføres i brugen af bredbåndsteknologi (f.eks. webbaseret læring, videokonferencer, offentlige tjenesteydelser via internettet osv.).

2.16

Kommissionen bør sikre, at alle fremtidige statistikker om levering af bredbåndstjenester og måling af den digitale kløft og bredbåndskløften indsamles og forberedes i henhold til den seneste forordning fra Kommissionen om fællesskabsstatistikker om informationssamfundet (6).

3.1

Den 20. marts 2006 vedtog Kommissionen sin meddelelse »Bredbånd til hele EU«. Denne meddelelse fokuserer på den regionale kløft inden for bredbåndsadgang. Dens formål er at gøre myndigheder og institutioner på alle niveauer klar over betydningen af denne kløft og orientere dem om problemstillingerne i forbindelse med manglen på passende bredbåndstjenester i EU's mindre udviklede områder. Meddelelsen gennemfører en af prioriteterne i i2010-initiativet — et europæisk initiativ for vækst og beskæftigelse (7).

3.2

Bredbånd giver mulighed for nye IKT-applikationer og forbedrer eksisterende applikationers kapacitet. Bredbånd stimulerer den økonomiske vækst ved at skabe nye tjenesteydelser og åbne op for nye investerings- og jobmuligheder. Men bredbånd gør også mange eksisterende processer mere produktive, hvilket fører til bedre lønninger og bedre udbytte af investeringer. Myndigheder på alle niveauer har erkendt den effekt, bredbånd kan have på borgernes hverdag og er fast besluttet på at sikre, at fordelene ved bredbånd bliver tilgængelige for alle (8).

3.3

Hvis man skal sikre, at fjerntliggende områder og landdistrikter kan forblive levedygtige på lang sigt, kræves der en strategisk tilgang til udviklingen af informationssamfundet. Tilgængeligheden af bredbåndstjenester er et afgørende element, der skal gøre det lettere for lokalsamfund at lokke virksomheder til, muliggøre telearbejde, levere sundhedstjenester, forbedre uddannelsesmulighederne og de offentlige tjenesteydelser. Bredbånd sikrer en altafgørende forbindelse til information.

3.4

Efterspørgslen efter bredbåndstjenester i boliger i EU er vokset hastigt. Antallet af bredbåndslinjer er blevet næsten fordoblet inden for de sidste to år. I oktober 2005 var der næsten 53 mio. forbindelser i EU-25, svarende til et indtrængningsniveau på 11,5 % af befolkningen og ca. 20 % af husstandene. Denne udvikling har hovedsagelig været markedsstyret og er blevet styrket af den øgede konkurrence.

3.5

Trods den almene stigning i antallet af bredbåndsforbindelser er adgangen i mere fjerntliggende områder og landdistrikter begrænset på grund af høje omkostninger som følge af lav befolkningstæthed og lange afstande.

3.6

Meddelelsen understreger, at EU er nødt til at optrappe sine bestræbelser for at fremme udnyttelsen af bredbåndstjenester og stimulere yderligere spredning, især i EU's mindre udviklede områder. Omfanget af offentlig støtte i underforsynede områder blev understreget i eEurope 2005 (9), som betonede den rolle, strukturfondene kan spille for at bringe bredbånd ud til ugunstigt stillede regioner.

3.7

Meddelelsen understreger, at de lokale/regionale myndigheder spiller en central rolle i udviklingen af bredbånd i deres områder. De har de bedste forudsætninger for at planlægge et bredbåndsprojekt, som tager hensyn til lokale behov og teknologiske krav. De nationale bredbåndsstrategier er nødt til at blive styrket for at inddrage og afspejle lokale behov.

3.8

Meddelelsen udpeger et antal politikinstrumenter, som myndigheder har til rådighed på EU-niveau, for at udjævne bredbåndskløften.

3.9

Sammenfattet indbyder denne meddelelse myndigheder på alle niveauer i EU til mere aktivt at udnytte de tilgængelige midler og teknologier til at udjævne den voksende digitale kløft. Medlemsstaterne opfordres til at ajourføre deres nationale bredbåndsstrategier for at udstikke yderligere retningslinjer for alle interesseparter. Deres dokumenter kan udmærket definere mål, både hvad angår dækning og udnyttelse, på grundlag af et aktivt partnerskab med de regionale myndigheder, og de bør udnytte synergien mellem forskellige finansieringskilder (nationale midler, strukturfondene, Landbrugsfonden for Udvikling af Landdistrikterne). De nationale bredbåndsstrategier bør også opstille klare mål for skolers, offentlige administrationers og sundhedscentres bredbåndsadgang.

4.1.1

Almen adgang til højhastighedsbredbåndsforbindelser er afgørende for den økonomiske og sociale udvikling i alle EU's regioner — både byer og landdistrikter. Det gælder især i den globale videnbaserede økonomi, som nu styrer en væsentlig del af udviklingen. Videnbaserede virksomheder vil vokse, hvor der findes kvalifikationer og infrastruktur til at understøtte dem. En bredbåndsinfrastruktur til lave omkostninger, som er i verdensklasse, er et afgørende led i en dynamisk økonomi i det 21. århundrede. Og et stigende antal højtudviklede tjenester inden for sundhed, uddannelse og sociale tjenester vil kræve adgang til bredbånd. Uden en sådan adgang vil borgerne i dårligt stillede lokalsamfund blive udsat for yderligere diskrimination.

4.1.2

I modsætning til USA og visse asiatiske lande har de fleste europæiske lande været alt for langsomme til at levere bredbånd til deres borgere. Selv den beskedne dækningsgrad, som nævnes i meddelelsen, om bredbåndsforbindelser til 20 % af husstandene i EU-25 i oktober 2005 skjuler det faktum, at kvaliteten af forbindelserne (adgangshastigheden) i mange tilfælde er ringe — med download-hastigheder langt under 512 kbps i både byområder og landdistrikter, og at den største bredbåndstæthed findes i byområderne, mens kun 8 % af husstandene i landdistrikterne er forbundet.

4.1.3

Landdistrikterne er særligt sårbare over for det hastige makroøkonomiske skift, som finder sted, og medmindre disse lokalsamfund får lige adgang til bredbåndsforbindelser, vil de uundgåeligt opleve tilbagegang. I de videnbaserede lande, konkurrerer regioner og byer om at tiltrække og udvikle informationsintensive virksomheder, som vil øge deres velstand, og bredbåndsinfrastrukturen er afgørende, hvis dette skal lykkes.

4.1.4

Rimelig adgang til internettet i hjemmet og på arbejdet med højhastighedsbredbånd bør være en »ret« for alle EU-borgere, og vi afviser Kommissionens påstand om, at »…bredbånd endnu ikke er blevet nødvendigt for normal deltagelse i samfundslivet, så manglende adgang er ensbetydende med social udstødelse« Kommissionen bør ved førstkommende lejlighed genoverveje at lade bredbånd være omfattet af definitionen af forsyningspligtydelser.

4.1.5

Kommissionen bør fastlægge den lavest acceptable faktiske download-hastighed, før en forbindelse kan betegnes som en bredbåndsinternetforbindelse. Dette er nødvendigt for at sikre, at infrastruktur- og tjenesteydelsesstandarderne er gode nok til at støtte leveringen af nye internettjenester. En rettesnor fra Kommissionen vil tydeliggøre den reelle situation i Europa, hvad angår leveringen af bredbåndsforbindelser — i dag har vi oppustede statistikker over forbindelserne, da kvaliteten af de bredbåndstjenester, som leveres til slutbrugerne, er for dårlig til virkelig at blive betragtet som bredbånd — og det vil også lægge et passende pres på servicevirksomhederne til at levere ægte bredbånd til deres brugere.

4.2.1

Selv om bredbånd kan leveres på mange forskellige platforme, hæmmes leveringen af forbindelser til mange landdistrikter af visse begrænsninger i eksisterende teknologier.

4.2.2

Kabel-tv-systemernes kapacitet til højhastighedsoverførsel kan gøre kabel-tv til en fortrinlig leverandør af bredbåndstjenester. Desværre har mange landdistrikter ikke adgang til kabel-tv og selv når kabel-tv er tilgængeligt, kræves der ofte en dyr opgradering, inden bredbånd kan leveres.

4.2.3

Digitale abonnentlinjer er den dominerende teknologi for bredbåndsbaserede abonnentlinjer i hovedparten af Europa, og forskellige typer digitale abonnentlinjer kan levere en meget høj båndbredde til lave omkostninger. Der er imidlertid visse begrænsninger:

4.2.4

Den »nedarvede« basisinfrastruktur kan være en hindring for leveringen af højhastigheds-bredbåndstjenester, især i områder med lav befolkningstæthed. I 1980'erne og 90'erne var der eksempelvis mange lande, som anvendte den digitale mikrobølgeteknologi til at levere deres basisnetværk til telekommunikation. Denne radioteknologi var effektiv, hvad angik levering af digital telefoni og lavhastighedsdatatjenester af høj kvalitet til mange landdistrikter. Som følge af utallige implementeringer af den digitale mikrobølgeteknologi har man i dag en »nedarvet« basisinfrastruktur, som ikke egner sig til at levere de højhastighedsinternettjenester, som nu kendetegner bredbåndsforbindelserne — nemlig internet-videotjenesterne. Hvad Irland angår, anslås det, at op imod 50 % af centralerne på landsplan (i landdistrikterne), som betjener ca. 15 % af telekommunikationskunderne, er afhængige af dette digitalradio-basisnet og aldrig vil kunne få højhastighedsbredbånd, hvis man benytter den eksisterende nationale telekommunikationsinfrastruktur. At løse dette »nedarvede« problem ved at forsyne landdistrikterne med en fiber-struktur er særdeles omkostningskrævende og kan ikke begrundes rent kommercielt. Myndighederne vil derfor være nødt til at støtte en netværksopgradering.

4.2.5

Kommissionen bør derfor især fokusere på, hvordan det omkostningskrævende problem med at opgradere den eksisterende infrastruktur (basisstrukturens kredsløb, centraler og abonnentledninger) for at levere højhastighedsbredbåndstjenester kan støttes på nationalt og EU-plan, måske via skattelempelser og/eller offentlig-private partnerskaber.

4.2.6

Satellit- og privatejet trådløs teknologi er blevet brugt til at levere bredbåndstjenester i områder, hvor den offentlige telekommunikationsinfrastruktur er ude af stand til at understøtte leveringen af bredbåndsforbindelser. Omkostninger og teknologiproblemer begrænser imidlertid brugen af disse teknologier til at udjævne bredbåndskløften. F&U gør fremskridt på en række områder for at udvikle billigere trådløse teknologier med høj båndbredde, som vil levere effektive bredbåndsforbindelser. Politikplanlæggerne bør proaktivt støtte denne udvikling og løse problemerne med adgang til radiospektret, så disse løsninger bliver rentable.

4.2.7

Innovation inden for leveringen af bredbånd til alle bør kunne stimuleres yderligere ved at udvikle et vidensnetværk blandt SMV'er i hele Europa om den seneste bredbåndsteknologi. Skabelsen af vidensnetværket kan fremmes via et websted til samordning og spredning af informationen.

4.3.1

Med fremkomsten af netværk med høj båndbredde og Internet Protokol-netværksteknologi er netværksomkostningerne faldet brat og der er næsten ubegrænset fleksibilitet, når det gælder om at tilbyde forbrugertilpassede tjenester. I lande som Italien, Frankrig, Spanien og Storbritannien har telekommunikationsvirksomhederne etableret fuldt IP-baserede netværk, som indebærer enorme besparelser på netværksdriftsomkostningerne. De lavere omkostninger ved at anlægge nye IP-netværk har sammen med afregulering svækket de dominerende tjenesteleverandørers stilling, og der har været en enorm stigning i antallet af telekommunikationsvirksomheder, der tilbyder salgstjenester.

4.3.2

Dette teknologiskift har ændret telekommunikationsvirksomhedernes forretningsmodel; den nye model adskiller netværksejerskabet fra leveringen af slutbrugertjenester. På effektive, udviklede markeder deler den nye model telekommunikationsvirksomhederne op i engros- og detailvirksomheder med en lang række virksomhedsorienterede tjenesteleverandører, som konkurrerer om at sælge båndbredde til et utal af privatkundeorienterede tjenesteleverandører. Dette afspejler den nye teknologi, omkostningsdynamikken og lovrammerne, som ændrer telekommunikationsbranchen fra at være netværksbaseret til servicebaseret. I mindre udviklede og mindre effektive markeder bliver engros- og detailhandlen fortsat kontrolleret af dominerende tjenesteleverandører, som ikke har noget incitament til at adskille deres engros- og detailvirksomhed og åbne op for egentlig konkurrence. En sådan adskillelse vil kun ske, hvis politikplanlæggerne tilskynder til adskillelse gennem passende konkurrencepolitiske foranstaltninger.

4.3.3

For 25 år siden var hovedparten af telekommunikationsinfrastrukturerne i Europa ejet af statslige myndigheder, og disse aktiver blev udviklet til alles gavn. Siden da er der sket en gradvis privatisering af telekommunikationsindustrien i EU, som for det meste har været en positiv erfaring for industri, kunder og samfund. De kommercielt drevne telekommunikationsvirksomheder har imidlertid ingen sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige eller bare økonomiske udviklingsmålsætninger — gevinstmaksimering, effektiv kapitalforvaltning og udvidelse af deres egen virksomhed er deres fokus. Med manglerne i de netværksfaciliteter, som er nødvendige for at levere bredbåndstjenester til underudviklede områder, har de kommercielt fokuserede telekommunikationsleverandører ikke noget incitament til at investere i denne socialt centrale infrastruktur. Regeringerne bør så vidt muligt bevare en kraftig indflydelse på leveringen og vedligeholdelsen af den nationale telekommunikationsinfrastruktur, idet man bør afveje det høje udbytte, man kan opnå ved infrastrukturinvesteringer i områder med høj befolkningstæthed, med de langt mindre finansielt attraktive investeringer, der kræves i underudviklede områder.

4.3.4

Anlæggelsen af bredbåndsnet i Europa, især i underudviklede områder, er blevet hæmmet af et omfattende markedssvigt. Ikke-konkurrencedygtige betingelser for potentielle nye tjenesteleverandører eksisterer fortsat på mange markeder, hvor dominerende infrastrukturleverandører forsinker udbuddet af abonnentnettet så længe som muligt, og hvor restriktive metoder begrænser adgangen til de nationale basisnetværk. De steder, hvor leveringen af bredbånd har været ikke-eksisterende eller ringe, er der også ofte et utilstrækkeligt investeringsincitament for de infrastrukturleverandører, som er på vej ud.

4.4.1

Problemet med skjult efterspørgsel efter bredbåndstjenester og især differentialet mellem udnyttelsen af tilgængelige tjenester i udviklede områder og den meget lavere indførselsrate i mindre udviklede områder, har mange medvirkende årsager: socioøkonomiske årsager, den lave kvalitet af de tilgængelige forbindelser, ringe konkurrence, høje omkostninger, og manglende viden om fordelene ved teknologien eller hvordan man skal bruge den.

4.4.2

Politikplanlæggere og myndighederne kan have en stor indvirkning på efterspørgslen efter bredbånd, og udvalget bifalder Kommissionens henstilling til medlemsstaterne om at undersøge brugen af skatteincitamenter over for abonnenter for at sænke de reelle udgifter ved indførelse af bredbånd, og om at myndighederne bør prioritere udviklingen af offentlige internettjenester og levering af forbindelser, så offentlige myndigheder, skoler og sundhedscentre kan uddanne brugerne i fordelene ved bredbånd og øge efterspørgslen.

4.4.3

Forbrugernes efterspørgsel efter bredbånd påvirkes negativt af manglen på klarhed om bredbåndsterminologien og forvirring om de servicepakker, som leverandørerne tilbyder. Man bør bestræbe sig på at forenkle terminologien og forklare tjenester og fordele i et letforståeligt sprog.

4.4.4

Offentlige informationskampagner kan anvendes til at stimulere markedets efterspørgsel efter bredbånd, hvor teknologiens udbredelse udgør et problem. Det vil have den dobbelte effekt, at man uddanner potentielle forbrugere i teknologien, og det vil samtidig øge markedspresset på leverandørerne for at få dem til at levere de fornødne bredbåndstjenester.

4.5.1

Bredbåndsforbindelser har en central nytteværdi i informationsalderen. Behovet for hurtigere, billigere og allestedsnærværende bredbåndstjenester vokser eksponentielt, når vidensøkonomien udvikles og mangfoldigheden af internet-erfaringer øges.

4.5.2

Senest ved udgangen af 2010 vil vi have brug for almene bredbåndstjenester i Europa med tilstrækkelig båndbredde for at sikre alle brugere en ægte multimedieoplevelse. Derefter kan erhvervslivet og samfundet tage kæmpeskridt i informationssamfundet.

4.5.3

Kommissionen kan realisere denne vision ved at definere den ved hjælp af meningsfulde tekniske og kommercielle kriterier og ved at fremme politikker, som overvinder de hindringer, der står i vejen for os.

4.6.1

Konkurrencedygtige bredbåndsleverandører ønsker at se en organiseret markedsefterspørgsel: Et marked, hvor kunderne ved, hvilke tjenester de ønsker og hvor meget de ønsker at betale for det, og et marked, hvor efterspørgslen aggregeres til et attraktivt servicetilbud til en ny leverandør. Organiseret efterspørgsel bør kunne øge den reelle konkurrence. Det vil også gøre det lettere for tjenesteudbyderne at indse fordelene ved at levere tjenester til EU's mindre udviklede regioner. Udvalget bifalder Kommissionens initiativ til at søsætte et websted, som vil styrke aggregeringen af efterspørgslen og fremme leveringen.

4.6.2

For hver region har EU brug for en sammenhængende integreret plan om udvikling af bredbåndsinfrastruktur og bredbåndstjenester. De nationale bredbåndsstrategier bør suppleres med detaljerede planer for lokal levering af bredbåndstjenester i alle egne. Og udvalget er enigt med Kommissionen i, at de lokale myndigheder må have ansvaret for og styre disse detaljerede planer. En sådan plan kan indeholde et detaljeret kort over den samlede bredbåndsinfrastruktur i regionen og en detaljeret oversigt (ned til gadeplan) over, hvordan den ønskede infrastruktur bør udvikles — hvad, hvor og hvordan. Planen bør også præcisere den minimale rækkevidde for bredbåndstjenester, som skal leveres til forskellige brugergrupper og forskellige lokalområder.

4.6.3

Innovationens stadig voksende hastighed inden for telekommunikationsteknologien og telekommunikationsindustriens stadig mere dynamiske karakter indebærer, at Kommissionen og medlemsstaternes regeringer er nødt til at stå i spidsen for en løbende proces, hvor man skal sikre, at hvert område i EU råder over den bedste og mest omkostningseffektive bredbåndsinfrastruktur.

4.6.4

De lokale og kommunale myndigheder kan spille en afgørende rolle, når det gælder om at fremme bredbåndsforbindelser i deres regioner — ved at styre offentlig-private partnerskabsinitiativer og ved at gennemføre bestemmelser, som kræver, at ejendomsudviklere skal inkludere telekommunikationsinfrastruktur for bredbånd i deres planer.

4.6.5

Det er værd at bemærke, at visse medlemsstater har været bedre end andre til at bekæmpe den digitale kløft og har medtaget særlige aktioner i deres nationale bredbåndsstrategier for at udjævne den regionale bredbåndskløft (10).

4.6.6

Gennem en politik for de nationale bredbåndsstrategier kan Kommissionen koordinere og stimulere en sammenhængende indsats for de nationale myndigheders udvikling af bredbånd i hele EU. Denne politik bør videreudvikles for at sikre, at myndighederne efterlever god praksis, når de udvikler deres planer, så en omfattende plan kan udvikles for det EU, som vil udjævne den digitale kløft på bredbåndsområdet senest ved udgangen af 2010.