23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/163

1.1

Knæsættelsen af unionsborgerskabsrettighederne i de seneste traktater har ikke kunnet dæmme op for den stigende EU-skepsis hos borgerne. EU lider under mangler på utallige områder, når det gælder europæernes opfattelse af EU. Manglende synlighed, tilhørsforhold, information, dialog og effektivitet er blot nogle få, men vigtige eksempler på sådanne mangler. Alt i alt er tilliden til EU aftagende. Det er gået ud over ratifikationen af forfatningstraktaten, og med denne blokering er der risiko for øget EU-skepsis.

1.2

Der bør derfor reageres hurtigst muligt. Frem for at udarbejde nye rettighedserklæringer eller nye chartre bør man i stedet gøre en konkret indsats for, at borgerne i højere grad kan gøre brug af deres unionsborgerskab. Dette kræver en aktiv og stålsat indsats fra Kommissionens side, en adfærdskodeks for bedre institutionel forvaltning, løsning af den stadig større uoverensstemmelse mellem ambitionerne for EU og de beskedne midler, som afsættes, og forstærket samarbejde mellem de medlemsstater, der er klar til at gå et skridt videre, samt mere pres og initiativ fra civilsamfundets aktører.

1.3

EØSU foreslår, at man i første omgang får rettet op på de særligt uberettigede europæiske mangler, dvs.

1.4

EØSU foreslår, at man i anden omgang udvikler en mere borgerbaseret styring af EU, dvs.:

1.5

Endelig foreslår EØSU, at man fremmer fællesinitiativer med et stærkt identitetsskabende indhold, ved f.eks.:

1.6

Alt i alt er EØSU overbevist om, at sådanne initiativer vil gøre de europæiske borgere mere bevidste om deres unionsborgerskab og sætte dem i stand til bedre at udnytte de muligheder, som ligger i unionsborgerskabet, hvorved EU vil kunne opnå den identitet, dynamik, konkurrenceevne og den samhørighed, som medlemsstaterne i dag har svært ved at tilføre.

1.7

EØSU er enig i, at der med dette for øje bør oprettes en permanent gruppe »Aktivt unionsborgerskab« og snarligt arrangeres et symposium om dette emne.

2.1

Trods den fremherskende EU-skepsis føler de europæiske borgere sig dog stærkt knyttet til de vigtigste resultater i det europæiske samarbejde, der for dem er noget helt naturligt og uigenkaldeligt:

2.2

De europæiske borgere har også forventninger til det europæiske samarbejde. De forventer, at det vil tilføre reel merværdi i form af:

2.3

Mange europæiske borgere har langt fra fået deres forventninger opfyldt, hvad angår deres hverdag og fremtiden. Det dobbelte nej fra de franske og nederlandske vælgere til udkastet til forfatningstraktat var udtryk for denne utilfredshed og vildrede, selv om der formentlig også findes andre motiver, der ikke er europæiske.

2.4

Der er dog gjort reelle fremskridt, hvad angår unionsborgerskabsrettighederne, der første gang blev omtalt i Maastricht-traktaten, i de seneste traktater (jf. Amsterdam- og Nice-traktaterne), charteret for grundlæggende rettigheder og forfatningstraktaten (inkorporerede charteret, hvorved det fik retskraft), som borgerne skulle stemme om. Det konvent, der skulle forberede forfatningstraktaten, og som var en ren nyskabelse, eftersom det omfattede parlamentarikere og var åbent for civilsamfundet, skulle bl.a. søge at styrke disse rettigheder på det politiske, borgerlige, økonomiske og sociale område. Ud over at deltage i dette konvent har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i de seneste år ydet en konstant indsats for, at de europæiske borgere fuldt ud kan få anerkendt deres rettigheder, og der tages hensyn til deres ønsker og forventninger. Det må dog erkendes, at knæsættelsen af disse rettigheder i traktaterne ikke har kunnet dæmme op for den stigende EU-skepsis hos borgerne. »Vi sammenslutter ikke stater, vi forener mennesker«, udtalte Jean Monnet. Det bliver dog i dag næppe opfattet som et fremherskende træk ved EU's funktionsmåde.

2.5

Der er i dag af flere grunde risiko for, at disse krav og forventninger vil bliver større:

2.5.1

den manglende ratifikation af forfatningstraktaten vil være en alvorlig hæmsko for det udvidede EU. Den tunge og komplekse Nice-traktat, som den nye traktat skulle have rettet op på, vil hurtigt have negative virkninger.

2.5.2

uoverensstemmelsen mellem ambitionerne for EU og de beskedne forvaltningsmidler, såvel politiske (beslutningsprocedurerne bliver vanskeligere med 27 medlemsstater) som budgetmæssige (de beskedne midler, som er afsat for perioden 2007-2013), bliver hele tiden større;

2.5.3

de nye unionsborgerrettigheder, der er indskrevet i forfatningstraktaten, som inkorporer charteret for grundlæggende rettigheder, kan ikke åbne officiel gyldighed;

2.5.4

disse ikke særligt gunstige forhold kan forhindre en forbedring af situationen og fastholde EU i den meget kedelige rolle som syndebuk, som alt for mange borgere allerede har tildelt EU.

2.6

Som understreget af EØSU i dets bidrag til Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. juni 2006 (1) bør den tænkepause, som man blev enige om efter den nuværende blokering af forfatningstraktaten, ikke tjene som undskyldning for at føre en afventende politik med hensyn til i højere grad at inddrage borgerne i EU. Det er derimod vigtigt at give borgerne en positiv opfattelse af EU, da man ellers risikerer at havne i en spiral af mistillid, resignation og blokeringer med utallige konsekvenser til følge. Det er desuden helt illusorisk på nogen måde at hævde, at man vil kunne rette op på den fejlslagne ratifikation af forfatningstraktaten uden først at styrke de europæiske borgeres tilhørsforhold til EU. Dette er ensbetydende med, at man allerede nu bør undersøge, på hvilke områder og hvorfor EU ikke er synligt og attraktivt nok set med alt for mange europæeres øjne.

3.1

Mennesker føler ikke kun intuitivt, men også følelsesmæssigt, sig som borgere, inden de begynder at omsætte det til rettigheder og pligter. Et »unionsborgerskab« bør ses som en merværdi, der ikke træder i stedet for, men blot beriger det nationale borgerskab, og som en »ny grænse«, der giver flere rettigheder, friheder og pligter. På alle disse områder og trods de reelle fremskridt, som er gjort i det indbyrdes samkvem, har unionsborgerskabet stadig langt fra vist sit værd. I nogle tilfælde får man endda indtryk af, at alt er blevet gjort for at hæmme unionsborgerskabet. Der vil i det følgende blive givet et par eksempler herpå. For alle europæere, og især for den »europæiske mand på gaden«, har EU fire klare mangler:

3.1.1

manglende synlighed og forståelse: det er ikke klart, hvad målsætningerne er for EU-integrationen, og hvilken form den skal tage, herunder i en geopolitisk betydning (hvilke grænser?), både på grund af politiske divergenser, hvad angår selve formålet med integrationen, og manglen på klare kriterier i videreførelsen af den tilsyneladende permanente udvidelsesproces;

3.1.2

manglende tilhørsforhold og nærhed: trods de opnåede friheder og rettigheder fremstår EU som en klub for først og fremmest politikere, diplomater og eksperter, hvor borgerne kun inddrages i anden række og i begrænset omfang. De nationale og lokale administrationer har samme følelse af, at EU er et eller andet sted derude, og ser ofte EU som noget fremmed;

3.1.3

manglende information og dialog: europæerne mangler kendskab til deres rettigheder og friheder samt forudsætningerne for et velfungerende indre marked. Deres spørgsmål vedrørende EU får ikke altid den nødvendige opmærksomhed. Der bliver ikke altid fulgt ordentligt op på disse spørgsmål og givet et fyldestgørende svar. Regeringerne er tilbøjelige til at give borgerne det billede af EU, som passer dem bedst, og tage afstand fra eller gå stille med det, som passer dem mindre godt, hvilket kan give EU et troværdighedsproblem. De store medier (radio, TV), i primært medlemsstaterne, giver også indtryk af, at de ikke er hjemme i disse spørgsmål, der af journalister ofte betragtes som komplekse, eftersom de ikke har fået tilstrækkelig uddannelse på området. De giver stort set ingen informationer om EU, med undtagelse af faktuelle informationer, der ofte blot tager form af et resumé, eller som er ukorrekte. Manglen på en »europæisk« opinion, der ikke er en uhensigtsmæssig samling af nationale opinioner, fremmer heller ikke de europæiske mediers udvikling og omvendt;

3.1.4

manglende effektivitet på det økonomiske og sociale område: mange finder, at EU set i lyset af globaliseringen hverken udgør en drivkraft, på grund af de utilstrækkelige resultater, der er opnået med hensyn til vækst og beskæftigelse, inklusive på det kvalitative område, eller et effektivt værn mod den øgede konkurrence udefra, der ofte betragtes som overdreven og illoyal, og mod udflytninger (hertil kommer de voksende spændinger i EU som følge af forskellene i produktionsomkostningerne, der aldrig har været større);

3.2

Europæere, som gennem deres kontakter, job eller rejser har et bedre kendskab til, hvordan Europa fungerer, oplever ikke kun førnævnte fire mangler, men også andre vigtige mangler:

3.2.1

manglende sammenhæng, der uundgåeligt er blevet et større problem med udvidelserne. De administrative, kulturelle og sociale forskelle er øget betydeligt, og forskellene i udviklingsniveau er i nogle tilfælde tredoblet. Hertil kommer forskelle i økonomisk og monetær integration med en eurozone, der på nuværende tidspunkt er begrænset til 12;

3.2.2

manglende gennemførelse udgør en hæmsko for det indre marked, hvor der stadig findes væsentlige barrierer for tjenester (2/3 af BNP), offentlige indkøb (16 % af BNP) og beskatning, men også for den frie bevægelighed for borgerne fra de nye medlemsstater, som stadig er underlagt restriktive overgangsordninger. Det indre marked kan i bedste fald kun siges at køre på halv kraft;

3.2.3

manglende forenkling er et åbenlyst problem for alle de europæiske borgere, som anvender bestemmelser. Fællesskabsdirektiver og andre -bestemmelser, der skal gøre livet lettere for borgerne, overlapper alt for ofte nationale lovgivninger, som bliver stadig mere omfattende;

3.2.4

manglen på midler, på generel interesse og en europæisk offentlig myndighed er også klart for alle observatører. EU vil på det finansielle plan næppe kunne udføre alle de ekstra opgaver, som det har fået overdraget, med et budget, der kun udgør 1 % af BNP (mod 20 % i USA, hvor situationen er meget anderledes), og som i den seneste programmeringsperiode 2007-2013 var genstand for tidskrævende og konfliktfyldte forhandlinger. På det institutionelle plan er beslutningsprocessen generelt vanskelig på grund af de mange involverede parter og, i mange tilfælde, de vedvarende krav og praksis, som kræver enstemmighed blandt medlemsstaterne;

3.2.5

manglen på tværnationale infrastrukturer (transport, energi, telekommunikation) går hånd i hånd med manglen på budgetmidler. Den aftale, der blevet indgået på Det Europæiske Råd i december 2005, har sågar betydet, at det rammebeløb, som Kommissionen foreslog for 2007-2013, er blevet reduceret til det halve (knap 2 % af budgettet i stedet for 4 %), selv om senere forhandlinger med Europa-Parlamentet har gjort det muligt at ændre lidt på disse restriktioner;

3.2.6

mangel på fællesskabsdisciplin fra alt for mange medlemsstater fremgår også tydeligt af Kommissionens rapporter (omsætning af direktiver, procedurer for overtrædelse af fællesskabsretten);

3.2.7

manglende kommunikation og gennemførelse af Lissabon-strategien fuldender billedet. Denne strategi, der langt fra har resulteret i flere europæiske investeringer i forskning, innovation, fælles infrastrukturnetværk og uddannelse, har i realiteten heller ikke ført til den nødvendige mobilisering eller levet op til de opstillede mål (dette kom til udtryk i budgetprogrammeringen for 2007-2013, der er restriktiv på alle disse områder).

3.3

Sidst, men ikke mindst, mangler mange europæiske borgere tillid til EU, hvilket synes logisk i betragtning af den imponerende liste over mangler, der er konstateret i forbindelse med EU's funktionsmåde. Man bør gå målrettet til værks for at få rettet op på alle disse misforhold. Det er ikke længere hensigtsmæssigt at vedblive med at ændre en liste over europæiske rettigheder, der ganske vist er bemærkelsesværdig set ud fra en indholdsmæssig synsvinkel, men som ikke er særlig velkendt og kun halvt gennemført. Det drejer sig om at lette europæernes tilgang til EU ved at give dem nøglerne til et mere synligt og effektivt fælles borgerskab.

3.4

For at de første fremskridt kan gøres, bør de vigtigste aktører i Europa i højere grad støtte dette projekt. Dette kræver:

3.4.1

en aktiv og stålsat indsats, dvs. en mere modig og målrettet indsats fra Kommissionens side, når det gælder disse krav, navnlig gennem dens beføjelse til at fremsætte forslag og dens høringsmetoder;

3.4.2

en forbedring af EU-institutionernes funktionsmåde gennem et virkeligt engagement i borgernes tjeneste, f.eks. en adfærdskodeks for bedre forvaltning og en bestemmelse om, at de europæiske borgere skal have mere ansvar i spørgsmål, som berører dem direkte;

3.4.3

en mere positiv omtale af EU blandt politiske ledere, som bør holde op med at give en unødvendig opofrende eller fejlagtig teknokratisk opfattelse af EU, samtidig med at de ensidigt tildeler sig selv den bedste rolle. Dette kræver ligeledes en mere pædagogisk indstilling fra mediernes side;

3.4.4

en ansvarlig holdning hos de politiske ledere, som bør være indstillet på at afsætte et minimum af ressourcer (hvad angår beslutninger, budgetter og disciplin) til det fælles EU-projekt, således at ressourcerne endelig vil kunne matche de ambitioner, som officielt er opstillet for EU;

3.4.5

»forstærket samarbejde« mellem medlemsstater, der er klar til at gå et skridt videre — på betingelser, der ikke rokker ved fællesskabsmetodens forrang — i de tilfælde, hvor kravet om enstemmighed er for stor en hindring til, at der kan gøres fremskridt på områder, som er vigtige for de europæiske borgere;

3.4.6

mere pres og initiativ fra arbejdsmarkedsparternes og andre civilsamfundsaktørers side. Uden deres aktive og konstante indsats burde man slet ikke overveje at gøre unionsborgerskabet mere synligt og effektivt;

3.5

Som understreget af EØSU i dets udtalelse om »Handlingsprogram for et aktivt medborgerskab« (2) er programmet »Borgere for Europa« (2007-2013), der blev fremlagt af Kommissionen, stærkt indskrænket som følge af dets meget begrænsede rækkevidde og budget (235 mio. euro, men er siden blevet nedsat til 190 mio., dvs. mindre end en halv euro pr. indbygger i denne periode). Trods de prisværdige intentioner er programmet ikke udstyret med tilstrækkelige midler til, at målet om at »sætte borgerne i centrum« for EU-integrationen kan nås. Programmet vil i bedste fald kun kunne spille en ledsagende rolle.

3.6

Frem for at udarbejde nye rettighedserklæringer eller nye chartre bør man i stedet gøre en konkret indsats for, at borgerne i højere grad kan gøre brug af deres unionsborgerskab. For at der kan ske fremskridt på dette område, foreslår Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg at udvikle nye initiativer på følgende tre områder:

4.1

De europæiske borgere kan med rette undre sig over manglen på fælles værktøjer og europæiske friheder på nøgleområder, der netop skulle afspejle deres tilhørsforhold til EU. Dette er navnlig tilfældet med de særligt uberettigede mangler på en europæisk statut for sammenslutninger, selskaber og små virksomheder samt på indførelsen af ét enkelt EF-patent eller en europæisk fiskal beskyttelse mod dobbeltbeskatning, herunder sociale sikringssystemer og pensionsordninger. Der redegøres mere detaljeret for disse mangler i det følgende.

4.2

Paradoksalt nok har de tusinder af sammenslutninger, der blev stiftet med henblik på at forsvare deres medlemmers europæiske interesser, her et halvt århundrede efter oprettelsen af det indre marked ikke nogen europæisk retlig status, men er tvunget til at vælge den nationale lovgivning, som gælder for deres hjemsted, hvilket oftest er belgisk lov.

4.2.1

Forslaget til en sådan europæisk statut blev sammen med omkring 60 andre forslag trukket tilbage af Kommissionen i oktober 2005 med den begrundelse, at reguleringen skulle forenkles, eller at der ikke var megen sandsynlighed for, at forslagene ville blive vedtaget. Ved at trække forslaget til en statut tilbage uden en forudgående høring af de berørte kredse har Kommissionen desværre givet det »dødsstødet«.

4.2.2

Et første skridt, Kommissionen kunne tage for at imødekomme de europæiske borgere, ville være at erkende sin fejltagelse og genfremsætte sit forslag. Europa-Parlamentet og Rådet bør naturligvis vedtage forslaget hurtigt efter at have forklaret, sågar begrundet, forhalingen af processen.

4.3

Det samme bør ske i forbindelse med forslaget til en europæisk statut for selskaber, der ligeledes fejlagtigt er blevet trukket tilbage af Kommissionen. En sådan statut ville jo også bidrage til at fremme nye europæiske initiativer og samtidig hermed underbygge anerkendelsen af iværksætterkulturens mangfoldighed.

4.4

Et andet paradoks er manglen på én fælles og forenklet europæisk juridisk statut, der kan gøre livet nemmere for de små og mellemstore virksomheder, samtidig med at der er blevet vedtaget flerårige programmer, erklæringer, ja selv et charter for SMV'er, uden at der er sket nogen synlige ændringer for iværksætterne.

4.4.1

I 2002 vedtog EØSU enstemmigt henstillinger til netop en sådan statut (3), men Kommissionen har indtil videre ikke fulgt op på dem med noget forslag. Selv om der offentliggøres den ene officielle meddelelse efter den anden, hvori der opfordres til et mere iværksættende og konkurrencedygtigt Europa, bliver denne situation endnu mere urimelig dag for dag.

4.4.2

EØSU anmoder derfor på ny Kommissionen om hurtigst muligt at fremsætte et forslag til forordning om en sådan statut.

4.5

Et særligt symbolsk nederlag er sagen om EF-patentet, der blev undertegnet i 1975, men som endnu ikke er blevet ratificeret af alle medlemsstater.

4.5.1

Det Europæiske Råds gentagne opfordringer til medlemsstaterne, dvs. til sig selv, om endelig at nå frem til en løsning har været forgæves. De europæiske opfindere er fortsat underlagt et kompleks og dyrt system, hvis de på effektiv vis vil beskytte deres rettigheder. For et EU, der har sat sig som mål at blive verdens mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi inden 2010, afspejler denne blokering en beklagelig magtesløshed.

4.5.2

Skulle enstemmighed stadig synes at være uden for rækkevidde, foreslår udvalget, at man allerede nu indfører dette EF-patent mellem de medlemsstater, som har ratificeret det, ved hjælp af effektive, enkle og konkurrencedygtige procedurer.

4.6

Fjernelsen af dobbeltbeskatning mellem medlemsstater er stadig underlagt en kompleks og ufuldstændig masse af hundredvis af bilaterale mellemstatslige konventioner, hvilket overlader borgerne til skattemyndighedernes skøn, selv om sidstnævnte ofte er dårligt informerede om de gældende bestemmelser.

4.6.1

Det forslag til én fælles og forenklet forordning, som Kommissionen har fremsat med henblik på at regulere dette problem, er som følge af manglende enstemmighed landene imellem ikke blevet vedtaget.

4.6.2

Det ville være et nyttigt skridt fremad, hvis disse bestemmelser allerede nu blev vedtaget og iværksat af de medlemsstater, som er i stand til det. Det ville især være logisk, hvis alle medlemsstater i euroområdet blev enige om at vedtage forslaget.

4.6.3

EØSU understreger ligeledes behovet for at sikre en faktisk overførsel af sociale ydelser — uden nogen diskriminerende beskatning — som led i mobiliteten inden for Fællesskabet. EØSU gør især opmærksom på sin seneste udtalelse om »Overførsel af supplerende pensionsrettigheder«  (4), hvori det slår til lyd for en harmonisering af beskatningen af de supplerende pensionsordninger, hvilket ikke er medtaget i direktivforslaget. Beskatningsforskelle medlemsstaterne imellem udgør imidlertid en betydelig mobilitetshindring, da arbejdstagere kan beskattes to gange af bidrag og af ydelser.

5.1

Den europæiske integration betragtes til stadighed ofte som et statsligt anliggende, hvor borgerne spiller en sekundær rolle. Hvis der skal ændres på denne opfattelse, er det nødvendigt at udvikle en mere borgerbaseret styring af EU, dvs. en klart mere borgerserviceorienteret arbejdsgang i EU med fremme af en mere europæisk tilgang til medierne, bedre analyse af projekters følger for borgerne, større anvendelse af dialog- og høringsprocedurer, fremlæggelse af bevæggrundene for blokeringer eller tilbagetrækninger, yderligere fremme af selvregulering og samregulering, tilskyndelse til grænseoverskridende kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, iværksættelse af et koncept af offentlig tjeneste, der understøtter det indre marked med ydre fællesskabstoldmure, udvikling af et mere interaktivt europæisk informationssamfund samt inddragelse af arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsaktører i marken i gennemførelsen af programmer, der modtager EU-støtte. Der redegøres mere detaljeret for disse forskellige krav i det følgende.

5.2

Selv om medierne i dag betragtes som en »fjerde magt« ved siden af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, er det slående at konstatere, at den bærer meget lidt præg af den europæiske dimension i modsætning til de tre andre, og det på trods af at den er den mest synlige og velkendte for borgerne. Der findes ingen store radio- og tv-kanaler med en europæisk rækkevidde og dimension, og flersprogethed er stadig mediernes sorteper. Der transmitteres forholdsvis meget få europæiske debatter og politiske udsendelser i medierne. De europæiske institutioners arbejde — med undtagelse af enkeltstående begivenheder såsom topmøderne, kriser eller nye medlemsstaters tiltrædelse — får næsten ingen dækning og forbliver fortrolige. F.eks. viser en nylig rapport udarbejdet af Eurobarometer, at knap 30 % af de adspurgte personer, der erklærer sig interesseret i europæiske anliggender (og altså langt færre blandt den resterende del af befolkningen), vil kunne svare rigtigt på tre grundlæggende spørgsmål (antal medlemsstater, valg eller udpegelse af medlemmerne af Europa-Parlamentet, repræsentationen af alle nationaliteter eller manglen på samme i Kommissionen). Der bør derfor træffes foranstaltninger med henblik på at råde bod på denne kroniske uinformerthed, herunder:

5.2.1

en konkurrence mellem de nationale medier i europæiske spørgsmål med incitamenter til at give mere plads til information om EU's politiske arbejde,

5.2.2

fremme og koordinering af disse initiativer i medierne. Det kunne ske med hjælp fra et europæisk agentur for det audiovisuelle område, som samarbejder med lignende organer, der måtte findes i medlemsstaterne.

5.3

For så vidt angår EU-institutionernes funktionsmåde, er der i de seneste traktater blevet sat større fokus på den fælles beslutningsprocedure — hvormed Europa-Parlamentet med rette har fået mere magt — end på høringsprocedurerne, der bør forbedres betydeligt.

5.3.1

I praksis og takket være navnlig Kommissionens hvidbog om bedre styreformer i EU fra 2002 er de første fremskridt allerede blevet gjort: øget anvendelse af grønbøger, offentlige høringer på Internettet (selv om adgangen hertil er skævt fordelt) og flere anmodninger om sonderende udtalelser fra EØSU på et tidligere stadie.

5.3.2

Af fremskridt, som stadig mangler, kan nævnes en mere systematisk anvendelse af forudgående konsekvensanalyser af Kommissionens forslag, der især skal se på den merværdi og forenkling, som borgerne og brugerne faktisk får, samt på muligheden for at anvende alternative tilgange til traditionelle reguleringer. Sådanne konsekvensanalyser bør altid ledsage forslaget. Der kan især ikke foretages nogen faktisk forenkling af reguleringen uden en tidlig inddragelse af repræsentanter for brugerne og parallelle programmer for forenkling på nationalt plan.

5.3.3

Man bør ligeledes forbedre kvaliteten af høringerne. Kommissionen bør især redegøre for opfølgningen af debatterne og bevæggrundene for, at nogle muligheder og argumenter er blevet anvendt frem for andre. Høringsfasen bør under alle omstændigheder være adskilt fra (den fælles) beslutningsfasen, hvilket ofte langt fra er tilfældet. Bortset fra tilfældet med de omtalte sonderende udtalelser hæmmes effektiviteten af EØSU's høringer af parallelle og samtidige høringsanmodninger fra de beslutningstagende organer.

5.3.4

Det Europæiske Råd i marts 2006 anmodede meget passende om, at arbejdsmarkedets parter og de øvrige civilsamfundsaktører, der er direkte berørt af Lissabon-strategien, får mere at skulle have sagt i processen. EØSU glæder sig ligeledes over, at Det Europæiske Råd har fornyet dets mandat til — sammen med Regionsudvalget — at evaluere og fremme gennemførelsen af denne strategi. De udvekslingsnetværk, som EØSU — i samarbejde med de økonomiske og sociale råd eller tilsvarende repræsentative organer i medlemsstaterne — har udviklet til dette formål, yder et nyttigt bidrag til denne mere borgerbaserede styring af EU.

5.3.5

De nationale regeringer og parlamenter bør systematisk konsultere arbejdsmarkedets parter inden Det Europæiske Råds efterårs- og forårsmøder med henblik på at inddrage dem i udformningen af de overordnede retningslinjer for henholdsvis den økonomiske politik samt beskæftigelsen og gennemførelsen af Lissabon-strategien. Medlemsstaternes nationale rapporter bør baseres udtrykkeligt på disse høringer.

5.4

EU-institutionerne bør ikke alene påtage sig ansvaret for, at der afholdes en passende høring af borgerne og disses repræsentative organisationer, inden der vedtages forslag eller retningslinjer, som vedrører sidstnævnte, men også handle i tilfælde af en vedvarende blokering eller en tilbagetrækning af et forslag, hvilket skal gøre det muligt:

5.5

Et stort skridt hen imod et synligt og effektivt europæisk borgerskab ville ligeledes være i højere grad at fremme samregulering og selvregulering, hvorved arbejdsmarkedets parter ikke blot høres om, men også inddrages i fastsættelsen af de økonomiske og sociale regler, der berører dem direkte.

5.5.1

Det var først med Maastricht-traktaten fra 1992, at de europæiske arbejdsmarkedsparter blev officielt anerkendt som aftalepartnere inden for rammerne af en uafhængig dialog på såvel tværfagligt som sektorspecifikt plan. Det varede endnu et årti, før Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i december 2003 indgik en interinstitutionel aftale om fuld anerkendelse af selvregulering og samregulering af civilsamfundsorganisationerne på andre områder og fastlagde de hermed forbundne definitioner og procedurer.

5.5.2

Denne praksis er allerede blevet væsentligt udbygget særligt med hensyn til den sociale dialog, tekniske standarder, faglige regler, tjenesteydelser, forbrugere, energibesparelse og miljøet (5). Den er dog fortsat langt fra at have nået sit fulde potentiale, selv om alle europæiske borgere allerede berøres heraf på den ene eller anden måde.

5.5.3

Det ville navnlig være hensigtsmæssigt — med henblik på at forbedre udøvelsen af et aktivt europæisk borgerskab i grænseregionerne — at indgå flere kollektive overenskomster på tværs af grænserne, hvilket der lægges op til i Kommissionens meddelelse om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden fra 2005.

5.5.4

Udbygning af selvregulering og samregulering skulle kunne gøre det muligt — som supplement til den lovgivende myndighed og i givet fald under dennes kontrol — at bringe Europa og EU-borgernes unionsborgerskabsrettigheder videre på mange forskellige områder som f.eks. i forbindelse med:

5.5.5

EØSU har for sit vedkommende anlagt en systematisk tilgang til kortlægning og fremme af alternativ reguleringspraksis, herunder tvistbilæggelse, gennem bl.a. dets høringer og PRISM2-database, der i dag er blevet moderniseret, og som udgør den største referenceramme for den aktuelle status for selvregulering i Europa.

5.6

Såvel traditionel europæisk regulering (direktiver, forordninger) som samregulering og selvregulering bør bidrage til at styrke det indre marked og forbedre dets funktion. De europæiske borgere bør kunne betragte det indre marked som en naturlig dimension af deres egne initiativer og aktiviteter.

5.6.1

Selv om det indre marked udgør en naturlig konkurrenceramme for de økonomiske aktører, bør det ikke sættes i et skarpt og systematisk modsætningsforhold til begreberne offentlige tjenester og tjenester af almen interesse, der ligeledes fortjener at blive bragt videre på europæisk plan. De forskellige europæiske agenturer, der i sin tid blev oprettet i flere medlemsstater med henblik på at bidrage til forskellige aspekter af det indre markeds funktion, bør under udførelsen af deres funktion påtage sig nogle ægte »europæiske public service-opgaver«. Retningslinjer af denne art kunne spille en nyttig rolle i debatten om liberaliseringen af offentlige tjenesteydelser i Europa. De ville rent faktisk bidrage til at omgå det forenklede modsætningsforhold mellem dem, som mener, at offentlige tjenester kun kan være nationale, og dem, som sætter lighedstegn mellem europæisk liberalisering og kraftigere privatisering.

5.6.2

I forlængelse heraf bør EU's ydre grænser på sigt snarere forvaltes af én EU-toldmyndighed med ét identisk visuelt symbol end af nationale myndigheder. Et første skridt i denne retning ville være at oprette et korps af europæiske toldbetjente og grænsevagter i samarbejde med det europæiske grænseagentur. Samtidig hermed skal det sikres, at alle toldere har fulgt et fælles uddannelsesprogram, og at den aktuelle sporadiske gensidige udveksling øges. Det ville ligeledes være nødvendigt at harmonisere strafbare handlinger og sanktioner, efterhånden som retlige og administrative afgørelser anerkendes og fuldbyrdes medlemsstaterne imellem.

5.6.3

Europa bør endvidere oprette et fælles, mobilt og effektivt beredskab for civil beskyttelse, der hurtigt og effektivt ville kunne bistå medlemsstaterne og disses befolkninger i tilfælde af naturkatastrofer og terrorhandlinger.

5.6.4

For så vidt angår oplysning af borgerne om deres rettigheder og muligheder i det indre marked bør der i samtlige medlemsstater formidles information, hvilket hidtil er sket på utilstrækkelig vis via Solvit-centrene og de andre kontaktpunkter om Europa, der er blevet oprettet i samtlige medlemsstater med henblik på at hjælpe borgerne med at løse de problemer, som de stadig måtte støde på i forbindelse med deres indbyrdes samkvem. De før omtalte europæiske agenturer har ikke selv gjort meget for promovere sig selv over for offentligheden, efter at de er blevet oprettet. Dette bør der rettes op på ved hjælp af oplysningskampagner.

5.6.5

Informationsformidlingen om Europas og det indre markeds funktion samt om borgernes rettigheder og friheder på dette niveau bør ligeledes tilpasses samtalepartnernes forventninger og sprogbrug. Det er ofte nødvendigt at tage udgangspunkt i samtalepartnernes spørgsmål og ønsker, navnlig når det vedrører unge, frem for at give dem færdigsyede svar (»ex cathedra«). Oprettelsen af kontakt- og informationspunkter om Europa bør således ske i takt med den reelle kapacitet til fuldt ud at integrere samtalepartnernes sprogbrug, tilgang og synspunkt gennem en interaktiv dialog, som skal muliggøre en bedre tilegnelse af information om Europa på grundlag af deres respektive karakteristika. Anvendelsen af Internet falder i tråd med disse specifikationer og bør udnyttes fuldt ud — af såvel EU-institutionerne som civilsamfundets sammenslutninger — til at gøre unionsborgerskabet mere effektivt.

5.7

Der er stadig lang vej endnu med hensyn til at inddrage de europæiske borgere i strukturfondsforanstaltningerne. Samtidig med at bestemmelserne om EU-støtte til AVS-landene i Afrika, Caribien og Stillehavet udtrykkeligt foreskriver et tæt samarbejde med civilsamfundet (jf. Cotonou-aftalen), findes der paradoksalt nok ikke nogen lignende bestemmelser vedrørende arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundsaktørernes deltagelse i gennemførelsen af EU's samhørighedspolitik.

5.7.1

De strategiske retningslinjer, som Kommissionen har foreslået for perioden 2007-2013, udgør kun en uformel henvisning til en sådan høring og deltagelse, og der fastsættes ingen udtrykkelige bestemmelser i de foreslåede tekster, hverken i form af retningslinjer eller forordninger om strukturfondene.

5.7.2

Dette bør der rådes bod på, og man bør sørge for, at disse tekster foreskriver et sådant samarbejde med bestemmelser, som er direkte anvendelige for EU-institutionerne og medlemsstaterne.

6.1

De europæiske borgere, som forventer, at Europa bibringer deres nationale, regionale og lokale identitet en merværdi, må alt for ofte konstatere, at denne merværdi er beskeden, hvis ikke overfladisk. De europæiske ledere har ganske vist med tiden truffet beslutning om væsentlige og stadig vigtigere skridt fremad: en europæisk hymne, et europæisk flag, et europæisk pas, gensidig bistand mellem ambassader og konsulater samt naturligvis den fælles valuta, euroen, som allerede anvendes i 12 medlemsstater.

6.1.1

Disse fremskridt er dog kun blevet gjort meget forsigtigt, og de ledsages af store forsinkelser med hensyn til den fælles identitet i andre ofte nært beslægtede områder. For at rette op på dette bør nærhedsbegrebet ikke defineres i en systematisk nedadgående retning, men på en måde, der er tilpasset det enkelte tilfælde, hvilket ofte kan nødvendiggøre en europæisk indgriben.

6.1.2

I forlængelse heraf bør man fremme initiativer med et stærkt identitetsskabende indhold, herunder give prioritet til finansiering af større europæiske projekter, investere i ambitiøse europæiske uddannelses- og videreuddannelsesprogrammer, som omfatter en europæisk volontørtjeneste for unge, få kendte personer til at redegøre for deres opfattelse af, hvad det vil sige at være »europæer«, investere også i ambitiøse europæiske kultur- og medieprogrammer med en fælles statut for fonde og sponsorer samt tage væsentlige skridt hen imod økonomisk og social integration i euro-zonen. Man bør ligeledes vedtage beslutninger af stor politisk betydning, f.eks. beslutninger om, at valgene til Europa-Parlamentet skal afholdes på én og samme dag, at Europa-dagen skal formaliseres ved en højtidelighed, eller at den europæiske folkelige initiativret skal iværksættes omgående. Der redegøres i det følgende mere detaljeret for disse forskellige henstillinger.

6.2

De beskedne europæiske budgetmidler bør være endnu en grund til at afsætte en større andel af budgettet til finansiering af egentlige europæiske projekter.

6.2.1

Sådanne finansieringer bør komme navnlig grænseregioner til gode, da disse udgør »Europas forbindelsesled«, og deres samhørighed mere end de øvrige regioners samhørighed lider under den manglende harmonisering medlemsstaterne imellem. Erhvervs- og arbejdsmarkedsaktørerne i disse grænseregioner bør tilkendes en central rolle i udformningen og gennemførelsen af disse grænseoverskridende programmer. De bør bevilliges en betydelig procentdel af EU's budget — et beløb, som bør stige over flere år. Man bør navnlig øge budgetbevillingen til EURES-programmet og formidle dets aktiviteter i regionale publikationer samt gennem regionale radio- og tv-kanaler.

6.2.2

Denne fællesskabsfinansiering bør ligeledes med hjælp fra velfungerende offentlige og private partnerskaber støtte udviklingen af transeuropæiske net (transport, energi og telekommunikation) til fordel for et mere effektivt og integreret Europa. Den aktuelle udvikling går imidlertid i den modsatte retning, hvilket afspejles af Rådets afgørelse fra december 2005 om at halvere den af Kommissionen oprindeligt foreslåede finansieringsramme for sådanne net for perioden 2007-2013. Disse nedskæringer blev dog mindsket en smule ved en senere aftale med Europa-Parlamentet.

6.2.3

Man bør ligeledes i højere grad udvikle større europæiske industri- og teknologiprojekter, enten over fællesskabsbudgettet eller gennem specifikke bidrag fra de medlemsstater, der måtte ønske at deltage heri. De gode resultater, der allerede er opnået på fly- og rumfartsområdet, viser vejen frem. Sådanne resultater konsoliderer Europas image og samhørighedsfølelsen blandt borgerne betydeligt og styrker samtidig dets konkurrenceevne. Man mangler dog stadig at tage det første spadestik til et bredt samarbejde og en bred industriel og teknologisk integration på sikkerheds- og forsvarsområdet.

6.3

Der bør endvidere iværksættes ambitiøse initiativer, der skal styrke unionsborgerskabet gennem uddannelse og undervisning, herunder også i Europa.

6.3.1

Der bør sikres obligatoriske europæiske fællesfag på alle uddannelsesniveauer, dvs. i grundskolen, de gymnasiale uddannelser og universitetsuddannelserne. Sprogindlæring bør støttes på det kraftigste ved hjælp af en fælles referenceramme for indlæringsniveauer (f.eks. generalisere Europarådets initiativ om skabelsen af en sproglig mangfoldighed i Europa). Interessen for Europa bør i mindre grad sikres gennem forelæsninger end gennem udvekslingsprogrammer, praktikophold og oplevelsesseminarer. Man bør frem for alt fremme skolepartnerskaber samt europæiske læseplaner i skoler og på universiteter. Journalistskolerne bør selv integrere et væsentligt europæisk aspekt.

6.3.2

De unge bør kunne udføre attraktivt og dannende civilt volontørarbejde på europæisk plan i et langt større omfang end de første erfaringer, der er gjort hermed, og som kun nogle få tusinder blandt dem indtil videre har deltaget i. En sådan mulighed ville på effektiv vis supplere Erasmus- og Leonardo-udvekslingsprogrammerne for studerende, der allerede har vist sig at være en sand succes med flere millioner modtagere.

6.3.3

Med henblik på at fremme en europæisk identitetsfølelse kunne kendte fra kultur- eller sportsverdenen promovere sig som ægte »europæere« i kommunikationskampagner og således gennem deres personlighed styrke denne følelse og dette identitetsudtryk.

6.4

Man bør tilsvarende fremme ambitiøse initiativer til styrkelse af den europæiske kultur og formidlingen heraf i medierne.

6.4.1

Det ville være hensigtsmæssigt i højere grad at trække på den kulturelle rigdom i Europa for derved at fremhæve såvel dens fælles baggrund som den store mangfoldighed af dens udtryksformer. Man bør således øge anvendelsen af tekstede originalversioner af film, værker og udsendelser fra andre medlemsstater, hvilket ligeledes ville gøre det nemmere for europæerne at lære fremmedsprog og holde deres fremmedsprogkundskaber ved lige.

6.4.2

EU bør tilskynde til oprettelsen af en europæisk filmskole og i lighed med oscar-priseuddelingerne promovere sine egne »stjerner« og sit eget »rampelys'« som belønning til dets bedste skabende og udøvende kunstnere.

6.4.3

Succesen af et ambitiøst europæisk kulturprogram med flere økonomiske og sociale virkninger ville i sig selv blive væsentligt befordret gennem fælles fremme af fonde og sponsorer. Udformningen af en attraktiv europæisk statut på disse områder ville bidrage direkte til intensiveringen af et sådant samarbejde.

6.5

Endelig bør der gøres særlige overvejelser om euroen. De medlemsstater, der har indført euroen, opfører sig i dag som om, indførelsen mere var et endemål end et startpunkt. Borgerne i euroområdet kunne med rette undre sig over denne indstilling.

6.5.1

Hvordan har disse medlemsstater økonomisk set tænkt sig at uddybe deres integration, styrke den finansielle handel og foretage en bedre skatteharmonisering? Hvorfor er Eurogruppen, som samler de 12 finansministre, i dag stadig så langt fra at have afstukket rammerne for en økonomisk regering i euroområdet, når vi allerede har en føderal europæisk centralbank? Hvorfor etablerer man ikke en fælles økonomisk og finansiel repræsentation for eurolandene (IMF, G7 osv.), således at man kan stå stærkere over for dollaren? Hvorfor har eurolandene endnu ikke indledt noget tæt indbyrdes samarbejde om deres respektive budgetter?

6.5.2

Hvorfor begrænser Eurogruppen sig i en tid, hvor kravene om en mere effektiv og konvergerende gennemførelse af Lissabon-strategien skærpes, stadig til kun at omfatte økonomi- og finansministrene i stedet for at skabe sit modstykke blandt socialministrene? Kunne Eurogruppen i sin dobbelte sammensætning af økonomi/finanser og sociale anliggender, hvortil også industriministrene kunne blive tilknyttet, ikke anlægge en mere effektiv tilgang til de økonomiske og sociale reformer, tjene som forbillede i forbindelse med fremme af forskning og indførelsen af et EF-patent samt ved siden af de nationale rapporter udarbejde en fælles rapport om gennemførelsen af Lissabon-strategien?

6.5.3

Borgerne i eurolandene bør i højere grad høres og inddrages i disse valg gennem bl.a. deres repræsentative sammenslutninger. De bør også opfordres til at iværksætte deres egne initiativer inden for euroområdet. På denne måde ville euroområdet, der er et laboratorium for en mere avanceret økonomisk og social integration, ligeledes blive et laboratorium for et styrket europæisk borgerskab.

6.5.4

Samtidig hermed bør det naturligvis sikres, at det ikke får negative konsekvenser for EU's overordnede samhørighed. Medlemsstaterne uden for euroområdet skal således informeres behørigt, høres og så vidt muligt inddrages i dette øgede samarbejde, som de under alle omstændigheder — så snart de har indført euroen — vil blive opfordret til at deltage fuldt ud i.

6.6

Rent politisk ville visse foranstaltninger bidrage til i væsentlig grad at fremme et mere synligt og mere effektivt europæisk borgerskab, herunder:

6.6.1

fastsættelsen af én enkelt ugedag for afholdelsen af de direkte valg til Europa-Parlamentet: den ægte europæiske valgaften, der således ville opstå, ville gøre det muligt at tilføre de afholdte debatter og indlæg samt de fremsatte bemærkninger en helt ny dimension. Den ville sætte de politiske udfordringer i deres rette europæiske element i stedet for på en helt igennem fejlagtig måde at begrænse dem til deres nationale dimension, hvilket i stor udstrækning er tilfældet i dag,

6.6.2

den højtidelige formalisering af Europa-dagen den 9. maj, der bør udråbes til europæisk festdag — hvilket medlemsstaterne har mulighed for at gøre på bekostning af en anden allerede eksisterende fridag — med arrangementer og navnlig kulturelle programmer af rent europæisk karakter,

6.6.3

indførelsen af en folkelig initiativret på europæisk plan, som foregriber bestemmelserne i forfatningstraktaten (en million indsamlede underskrifter i flere medlemsstater). Kommissionen vil således allerede nu kunne behandle og om nødvendigt formidle ethvert borgerinitiativ, som har opnået det påkrævede antal underskrifter. Den ville ligeledes offentligt skulle redegøre for, hvorfor den eventuelt ikke følger op på et sådant initiativforslag.

7.1

Alt i alt kan man til trods for erklæringer og chartre ikke skabe et mere synligt og effektivt europæisk borgerskab ad lovgivningens vej. Et sådant borgerskab skal fortjenes og udøves. Det udvikler sig og har en drivende kraft. Kun ved at gøre sig gældende, kan det styrkes. Og kun ved at udvikle en sådan »horisontal« deltagelsesdimension i den europæiske integration, kan det europæiske borgerskab sikre fuld opbakning til og bæredygtigheden af den »vertikale« dimension af denne integration.

7.2

Det aktive europæiske borgerskab har i dag brug for — ikke så meget deklaratoriske som operationelle — værktøjer, hvilket det i for stor en udstrækning har manglet hidtil. Tiden er inde til at give europæerne disse værktøjer, som de venter på og vil kunne drage nytte af. Der er ingen tvivl om, at de således vil kunne give Europa sin identitet, dynamik, konkurrenceevne og samhørighed tilbage, hvilket medlemsstaterne i øjeblikket ikke selv formår at gøre.

7.3

Med henblik på at overvåge opfølgningen af nærværende henstillinger og bidrage til at skabe faktiske fremskridt for de europæiske borgere har EØSU til hensigt at nedsætte en permanent gruppe om »Aktivt europæisk borgerskab«. Gruppen skal navnlig have til opgave at:

7.4

For at markere optakten til og give retningslinjerne for iværksættelsen af denne opfølgning vil EØSU afholde et symposium om det aktive europæiske borgerskab som bebudet i sin tidligere udtalelse om »Handlingsprogram til fremme af et aktivt borgerskab«  (6).