23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/137

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg erkender, at de europæiske samarbejdsudvalg (ESU) spiller en vigtig rolle for fremme og støtte af social samhørighed, og at de er et instrument til inddragelse af de europæiske arbejdstagere, eftersom de gennem gensidigt kendskab og gensidig forståelse er med til at fremme forståelsen af unionsborgerskabet. De mere end 10.000 aktive ESU-medlemmer i Europa er direkte involveret i opbygningen af et nyt samfund.

1.2

Den europæiske sociale model, der er baseret på konsensussøgning og den sociale dialog, respekten for det enkelte menneskes identitet og værdighed, hensyntagen til de forskellige interesser og evnen til at kombinere udvikling med menneske- og miljøhensyn, kræver, at der i tværnationale virksomheder oprettes et møde- og diskussionsforum. EØSU finder, at direktiv 94/45 i høj grad har bidraget til opfyldelsen af disse målsætninger.

1.3

Kommissionen var forpligtet til senest den 22. september 1999»i samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på europæisk plan« at foretage en fornyet gennemgang af gennemførelsesbestemmelserne til dette direktiv med henblik på »om nødvendigt at forelægge Rådet ændringsforslag«.

1.4

Kommissionen har indledt en høring af arbejdsmarkedets parter. UNICE og CEEP har erklæret, at de er imod en revision af direktivet, mens Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) ved flere lejligheder har anmodet om en hasterevision.

1.5

EØSU har omhyggeligt undersøgt den nuværende situation, bl.a. ved at afholde en bred høring af repræsentanter for arbejdstagerne, virksomhederne og civilsamfundet.

1.6

De hidtidige erfaringer har i mange tilfælde været positive. Diverse studier på området viser, at der er indgået frivillige aftaler om arbejdets organisering, beskæftigelse, arbejdsvilkår og videreuddannelse på basis af et partnerskab for forandring, hvilket ikke kun arbejdsmarkedets parter, men også EØSU, har bemærket på fælles konferencer. Det er alene et spørgsmål om, at parterne har den fornødne vilje, hvis disse aftaler skal kunne gennemføres hurtigst muligt.

1.7

Erfaringerne med ESU viser, at der også er problemer. Det er et åbenbart problem, at der oprettes for få europæiske samarbejdsudvalg set i forhold til det antal af virksomheder, der i henhold til direktivet er forpligtet til at oprette samarbejdsudvalg. I henhold til direktivet kan der på initiativ af virksomheder og arbejdstagere i mindst to medlemsstater oprettes et ESU. En af grundene til direktivets ufuldstændige gennemførelse er manglende initiativ fra arbejdstagernes side, hvilket i nogle lande kan skyldes mangel på lovgivning, der beskytter fagforeningsrettigheder i virksomhederne.

1.8

I årene efter, at direktiv 94/45 trådte i kraft, er der sket en styrkelse af fællesskabslovgivningen om information og høring af arbejdstagere, navnlig med direktiv 2001/86, 2002/14 og 2003/72, der anlægger et mere avanceret syn på information og høring end det er tilfældet i direktiv 94/45, og som indfører procedurer til inddragelse af arbejdstagerne, der skal sikre, at de høres, inden beslutningerne træffes. Sådanne procedurer er med til at gøre europæiske virksomheder mere konkurrencedygtige på verdensplan.

1.9

Efter EØSU's opfattelse bør man i forbindelse med en hurtig ajourføring af direktiv 94/45 overveje følgende:

1.10

EØSU foreslår, at man, efter at de nye medlemsstater har haft en rimelig integrationsperiode, og arbejdsmarkedets parter har gjort sig deres erfaringer med ESU, som i øjeblikket drøftes på diverse seminarer, iværksætter en fornyet gennemgang af direktivet under hensyntagen til disse erfaringer og de allerede foreliggende oplysninger.

1.11

EØSU støtter virksomhedernes sociale dimension i Den Europæiske Union og de europæiske samarbejdsudvalgs rolle. Den europæiske debat har gjort det klart, at bæredygtig udvikling og den europæiske sociale model er særlige kendetegn ved Den Europæiske Union. Virksomheders sociale ansvar i den globale økonomi er en af EU's løsninger på de problemer, der følger af globaliseringen. De negative effekter af globaliseringen ville kunne afbødes, hvis alle medlemmerne af verdenshandelsorganisationen overholder ILO's grundlæggende standarder. Virksomhederne betragtes som vigtige aktører på den sociale scene, der i høj grad kan bidrage til en forbedring af livskvaliteten for alle de direkte berørte parter og regionerne. Det skal bemærkes, ligesom det var tilfældet med det europæiske samarbejdsudvalg og navnlig på tværnationalt niveau, at fremskridtene i den sociale dialog bliver desto større, hvis de tager afsæt i lovgivning.

1.12

EØSU noterer sig, at Kommissionen i sin meddelelse om virksomhedernes sociale ansvar bemærker, at arbejdstagerne og deres fagforeninger spiller en vigtig rolle i forbindelse med fremme af virksomhedernes sociale ansvar (VSA) (1). Kommissionen fremfører her, at »Den sociale dialog, navnlig på sektorplan, har været et effektivt middel til at fremme VSA-initiativer, og europæiske samarbejdsudvalg har også spillet en konstruktiv rolle i udviklingen af bedste praksis vedrørende VSA. Ikke desto mindre bør de europæiske virksomheders accept, gennemførelse og strategiske integrering af VSA yderligere forbedres. De ansattes, deres repræsentanters og deres fagforeningers rolle i udviklingen og gennemførelsen af VSA-praksisser bør yderligere styrkes. Eksterne berørte parter, herunder ngo'er, forbrugere og investorer, bør spille en vigtigere rolle i forbindelse med tilskyndelse til og belønning af ansvarlig forretningspraksis«.

1.13

Den europæiske sociale model er ikke kun kendetegnet ved den beskyttelse, som den giver de svageste gennem velfærdssystemer, men også den respekt, som den viser for de rettigheder, der er forbundet med menneskets værdighed på alle tidspunkter og steder. I dagens Europa bør man kunne udøve sine borgerrettigheder overalt, også på arbejdspladsen og navnlig i tværnationale virksomheder. EØSU anmoder Kommissionen om at anerkende de nye positive forandringer, der er sket i årene siden vedtagelsen af direktiv 94/45, og indkredse de mest hensigtsmæssige foranstaltninger, når det drejer sig om at styrke tilhørsforholdet til EU.

2.1

EØSU har først og fremmest til hensigt at sætte fokus på de forskellige positive erfaringer, som man har gjort med direktiv 94/95 i de ti år, hvor det har fundet anvendelse, uden dog at forglemme de vanskeligheder og bekymringer, som har været kendetegnende for de europæiske samarbejdsudvalgs virke. EØSU har i den forbindelse til hensigt at anmode alle de berørte parter, dvs. institutionerne, fællesskabsorganerne og arbejdsmarkedets parter på diverse organisationsniveauer om at indgå i et samarbejde med henblik på at forbedre dette demokratiske repræsentationsinstrument, der synes at være en forudsætning for en konsolidering af den europæiske sociale model, og som efter EØSU's opfattelse spiller en væsentlig rolle for en stabil udvikling og en forbedring af situationen.

2.2

Denne initiativudtalelse skal medvirke til at øge de europæiske samarbejdsudvalgs rolle gennem en ajourføring af direktiv 94/95 med henblik på at fremme integrationen og den sociale samhørighed. Der er her tale om et mål med stigende politisk betydning, især i den nuværende fase, der er præget af en vis modstand imod et mere socialt og forenet EU.

2.3

Her tolv år efter direktivets vedtagelse er der sket mange ændringer i Den Europæiske Union. Udvidelsesprocessen, der blev støttet af EØSU, førte til, at ti lande indtrådte i EU i maj 2004, samtidig med at yderligere to lande, Bulgarien og Rumænien, er tæt på at indtræde. Trods den betydelige indsats for at bringe de nationale lovgivninger i overensstemmelse med EU's regelværk og de store fremskridt, der er gjort i forbindelse med beskyttelse af arbejdsvilkår, er der ingen tvivl om, at arbejdstager- og erhvervsorganisationer i flere af disse lande stadig har problemer med at konsolidere deres repræsentationsniveau.

2.4

EØSU ønsker en styrkelse af den sociale dialog og finder, at de europæiske samarbejdsudvalg udgør et vigtigt instrument i den forbindelse, eftersom de indfører ordninger for relationer og gensidig lydhørhed, som kan fremme kulturen omkring den sociale dialog i medlemsstaterne.

2.5

Ministerrådets vedtagelse den 22. september 1994 af direktiv 94/45 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne, der ved Rådets direktiv 97/74/EF af 17. december 1997 blev udvidet til også at omfatte Det Forenede Kongerige, er et afgørende skridt hen imod fremme af en europæisk dialog på virksomhedsniveau, som harmonerer med virksomheders og koncerners tværnationale strukturer. Dette nye tværnationale instrument har i høj grad bidraget til udvikling af en europæisk dimension i de arbejdsmarkedsmæssige forbindelser (2).

2.6

I medfør af artikel 15 i direktiv 94/45/EF var Kommissionen forpligtet til senest den 22. september 1999»i samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på europæisk plan« at foretage en fornyet gennemgang af gennemførelsesbestemmelserne til dette direktiv med henblik på »om nødvendigt at forelægge Rådet ændringsforslag«. Den fornyede gennemgang skulle omfatte direktivets gennemførelsesbestemmelser, hvilket vil sige alle aspekter vedrørende oprettelsen af de europæiske samarbejdsudvalg og deres funktionsmåde, samt overensstemmelsen mellem de fastsatte grænser for antallet af ansatte.

2.7

Kommissionen mente, selv om der helt klart ville være tale om en innovativ proces, at forhandlingerne og arbejdet i de europæiske samarbejdsudvalg frem til den 22. september 1999 ville have givet tilstrækkeligt med information og praktisk erfaring til, at direktivet ville kunne tages op til fornyet gennemgang.

2.8

Den 4. april 2000 fremsendte Kommissionen sin rapport om anvendelsen af direktivet til Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionens rapport indeholdt hovedsageligt en evaluering af medlemsstaternes gennemførelsesforanstaltninger, men også en vurdering af direktivets hidtidige gennemførelse. Kommissionen understregede, at der uanset gennemførelseslovgivningens kvalitet stadig var en række fortolkningsspørgsmål i forbindelse med direktivet. I rapporten anførtes det endvidere, at det normalt var de berørte parter eller domstolene, der løste disse problemer. Kommissionen konkluderede derfor, at det på daværende tidspunkt ikke var nødvendigt at foreslå ændringer af direktivet.

2.9

Europa-Parlamentet var interesseret i en fornyet gennemgang af direktivet. I sin resolution om direktivets gennemførelse og behovet for en revision af direktivet, som blev godkendt den 4. september 2001, understregede Europa-Parlamentet, at de tværnationale organer, som repræsenterede arbejdstagerne, spillede en vigtig rolle, og vurderede de begrænsninger og muligheder, som følger af udøvelsen af retten til at blive hørt og informeret (3). Europa-Parlamentet opfordrede derfor Kommissionen til snarest muligt at fremlægge et forslag til ændring af direktivet med en række forbedringer: ud over arbejdstagernes mulighed for at udøve indflydelse på ledelsens beslutningstagning i en virksomhed og muligheden for at indføre passende sanktioner fandt Europa-Parlamentet det hensigtsmæssigt at se nærmere på selve definitionen af »fællesskabskoncern« i forbindelse med de fastsatte grænser. Ifølge Europa-Parlamentet ville det have været hensigtsmæssigt, hvis grænsen for antallet af ansatte i virksomheder, som falder ind under direktivets anvendelsesområde, var blevet reduceret fra 1.000 til 500 medarbejdere i hele virksomheden og fra 150 til 100 medarbejdere pr. etablering i mindst to medlemsstater (Europa-Parlamentet og Kommissionen foreslog som bekendt gennem hele direktivets vedtagelsesproces en lavere grænse end den, som blev fastsat i direktiv 94/95) (4).

2.10

I 2004, efter en lang gennemførelsesfase for direktiv 94/45, fandt Kommissionen, at det var hensigtsmæssigt med en ny undersøgelse af direktivets anvendelse, ikke mindst fordi spørgsmålet stod på den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, der blev vedtaget i Nice i december 2000.

3.1

Den 20. april 2004 indledte Kommissionen første fase af høringen af arbejdsmarkedets parter for at høre deres holdning til en fornyet gennemgang af direktiv 94/45, og i den forbindelse få deres bud på:

3.2

Kommissionen bemærkede ved indledningen af høringsprocessen, at de institutionelle referencerammer har ændret sig væsentligt, siden direktivet blev undersøgt i Kommissionens rapport af 4. april 2000. I rapporten blev der ikke taget højde for nye udviklinger som f.eks. Lissabon-dagsordenen eller EU's udvidelse. Hvad angår mere specifikt det andet aspekt, påpegede Kommissionen, at udvidelsen af aktiviteterne i de nye medlemsstater vil øge antallet af virksomheder eller koncerner, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og at europæiske samarbejdsudvalg, der allerede er blevet oprettet i virksomheder eller koncerner med datterselskaber i de nye medlemsstater, bør udvides, således at de nyligt inkluderede datterselskaber også kan blive repræsenteret. Direktivet om europæiske samarbejdsudvalg vil efter 1. maj 2004 finde anvendelse på flere virksomheder, og der vil være nye repræsentanter fra de nye medlemsstater med anderledes økonomiske betingelser og samfundsmæssige traditioner, sprog og kultur, hvilket gør det endnu mere kompliceret og øger omkostningerne.

3.3

EØSU vedtog den 24. september 2003 en udtalelse, hvori den henledte Kommissionens opmærksomhed på en række aspekter, som man bør tage højde for ved en eventuel revision af direktivet (5).

3.4

UNICE svarede Kommissionen med, at den var stærkt imod en revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg (6). Den bedste måde til at fremme information og høring af arbejdstagere i Fællesskabets virksomheder er at indføre en dialog i de virksomheder og koncerner, som berøres af direktivet. Indgreb fra EU-lovgiverens side kan give bagslag, eftersom det kan begrænse mulighederne for gradvise fremskridt, hvad angår de europæiske samarbejdsudvalgs funktionsmåde. CEEP har for sit vedkommende gjort opmærksom på, at den er imod en revision af direktivet i denne fase. CEEP er ikke enig i en revision af direktiv 94/45, men anmoder om, at de eksisterende instrumenter udnyttes bedre, navnlig informations- og høringsproceduren. De europæiske arbejdsmarkedsparter, navnlig i de nye medlemsstater, kan spille en afgørende rolle i denne proces. De enkeltanalyser, der understøtter de grundlæggende retningslinjer for håndteringen af ændringer og de hertil knyttede sociale konsekvenser, viser desuden vigtigheden af en effektiv informations- og høringsproces og tilskynder arbejdsmarkedets parter, navnlig i de nye medlemsstater, til at gøre en yderligere indsats (7).

3.4.1

EFS er derimod kommet med et positivt svar og har bekræftet flere af de bemærkninger, som den har fremsat i en tidligere resolution fra 1999 (8). EFS baserer sin tankegang på eksisterende aftaler og praksis og anfører, at man ikke kan rette op på de begrænsninger og mangler, som skyldes lovgivningen, alene gennem forhandlinger eller på frivillig basis, selv om man måske fortsat følger de positive resultater af bedste praksis. EFS finder, at der er et »presserende behov« (9) for en revision af direktivet.

3.5

Kommissionen har indledt den anden fase af høringen af arbejdsmarkedets parter på EU-plan om den fornyede gennemgang af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg sideløbende med høringen om omstrukturering. EØSU bifaldt indledningen af den anden høringsfase i forbindelse med den fornyede gennemgang af direktiv 94/45, men var betænkeligt ved, at høringen fandt sted på samme tidspunkt som og i forbindelse med en høring om et andet emne: »Det er rigtigt, at de europæiske samarbejdsudvalg spiller en vigtig rolle i forbindelse med omstruktureringerne, men uafhængigt heraf skulle forbedringen af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg for længst have været foretaget«  (10).

4.1

De hidtidige erfaringer rummer mange positive aspekter. Undersøgelserne viser, at et stigende antal europæiske samarbejdsudvalg fungerer effektivt, også under de nye betingelser. Som understreget i arbejdsmarkedsparternes fælles erklæring fra april 2005, »Erfaringerne med europæiske samarbejdsudvalg«, har de europæiske samarbejdsudvalg bl.a. været med til at øge arbejdstagerrepræsentanternes og arbejdstagernes forståelse af det indre marked og den tværnationale virksomhedskultur i en markedsøkonomi. Diverse undersøgelser viser, at et stigende antal europæiske samarbejdsudvalg fungerer effektivt, og at de bidrager til en styrkelse af den sociale dialog på sektorniveau. Diverse undersøgelser på området viser også, at der er indgået frivillige aftaler om arbejdets tilrettelæggelse, beskæftigelse, arbejdsvilkår og videreuddannelse på basis af et partnerskab for forandring, hvilket er blevet påpeget af arbejdsmarkedets parter på fælles konferencer og navnlig af EØSU (11).

4.1.1

I alle disse forslag i forbindelse med den fornyede gennemgang undersøges de vigtigste problemer, som er opstået i forbindelse med de overvågninger, der flere gange er blevet foretaget af de europæiske samarbejdsudvalgs aktiviteter i Europa. Af en ganske nylig undersøgelse (12) fremgår det, at ca. 75 % af de europæiske samarbejdsudvalg ikke overholder direktivets bestemmelser, hvad angår rettidig information af arbejdstagerne i tilfælde af omstrukturering. Det er også vigtigt at hæfte sig ved, at der blandt 409 adspurgte repræsentanter i 196 europæiske samarbejdsudvalg var 104, som svarede, at der var blevet forhandlet og underskrevet fælles tekster i de enkelte europæiske samarbejdsudvalg. I betragtning af at de europæiske samarbejdsudvalg ifølge en omfattende undersøgelse foretaget af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (13) direkte eller indirekte indgik 22 aftaler i 2001, tegner der sig et klart, om end kun delvist billede, der viser de europæiske samarbejdsudvalgs rolle er under konstant udvikling, og at de er ved at udvikle en reel forhandlingskapacitet.

4.2

Erfaringerne med europæiske samarbejdsudvalg viser, at der også er problemer, som kræver nærmere overvejelse, hvis dette demokratiske instrument, der repræsenterer og inddrager arbejdstagerne, og som er blevet et vigtigt element i den europæiske sociale model, skal kunne styrkes. Et af de mest åbenlyse problemer er den lave andel af europæiske samarbejdsudvalg set i forhold til antallet af virksomheder og koncerner, som efter anmodning fra arbejdstagerne er forpligtet til at oprette ESU. I december 2004 blev der i mere end 2.000 af de virksomheder, som er omfattet af direktivet, oprettet ca. 800 europæiske samarbejdsudvalg (14), hvilket svarer til omkring 70 % af arbejdskraften i de virksomheder, der er omfattet af direktivet. En af grundene til den ufuldstændige gennemførelse af direktivet er manglen på initiativ fra arbejdstagernes side, hvilket i nogle lande skyldes arbejdstagernes svage repræsentation på deres arbejdsplads, hvilket måske kan føres tilbage til den utilstrækkelig beskyttelse, som findes i de nationale lovgivninger. Man bør se nærmere på dette aspekt for at få indkredset mulige løsninger.

4.3

Det nye, udvidede territoriale anvendelsesområde for direktiv 94/45/EF viser helt klart, at der er behov for en overvejelses- og undersøgelsesproces, som giver alle de berørte parter, såvel gamle som nye EU-medlemsstater, mulighed for at assimilere enkeltelementer og oplysninger, der hidrører fra forskellige kulturer, metoder og faktiske forhold, og overvinde de hindringer, som knytter sig til sociale, økonomiske og kulturelle forskelle, således at arbejdsmarkedsrelationerne på EU-niveau kan blive styrket i deres helhed.

4.3.1

De spørgsmål, som er knyttet til EU's udvidelse, er dog kun et aspekt af de større og generelle forandringer, som finder sted på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet i EU. Det hurtigere tempo og den ændrede karakter af tværnationale omstruktureringer, som er blevet et permanent element i virksomhedernes liv, udgør væsentligt større udfordringer for vore dages europæiske samarbejdsudvalg end forudset af fællesskabslovgiveren i direktiv 94/45, hvilket også fremgår af de efterfølgende retsakter om inddragelse af arbejdstagere.

4.4

De lovgivningsmæssige rammer har således undergået store forandringer. Der er indført nye fællesskabsregler for information og høring af arbejdstagere på tværs af grænserne med f.eks. direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om arbejdstagernes indflydelse i et europæisk selskab og direktiverne om det europæiske selskab og fusionsdirektivet, men også på nationalt plan med f.eks. direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab.

4.5

Den nye og mere krævende rolle, som de europæiske samarbejdsudvalg skal spille, behandles ligeledes i Kommissionens meddelelse om omstruktureringer i virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter (15).

4.6

EØSU har i adskillige udtalelser understreget, at det går ind for at udvikle og styrke de europæiske samarbejdsudvalg (16), når det gælder den vigtige rolle, som de spiller i forbindelse med grænseoverskridende omstruktureringer. I metalforarbejdningssektoren har europæiske samarbejdsudvalg spillet en vigtig rolle i mange omstruktureringssituationer, og de har således bidraget til gennemførelsen af aftaler, der har til formål at bevare produktionssteder og arbejdspladser.

5.1

Direktiv 94/45 er en af de vigtigste retsakter, som er blevet vedtaget om arbejdsmarkedsrelationer på europæisk niveau. Selv om der fra flere sider er blevet gjort opmærksom på visse begrænsninger og huller, er der ingen tvivl om, at direktivet i høj grad har medvirket til at iværksætte den proces, som går ud på at indføre ny grænseoverskridende praksis for arbejdsmarkedsrelationer og kombinere nye modeller for solidaritet mellem arbejdstagere fra forskellige lande og modeller for konstruktiv diskussion mellem arbejdstagerrepræsentanter og tværnationale virksomheder. Direktivet indeholder for første gang ligeledes bestemmelser om fælles tiltag, som skal sikre, at visse af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder repræsenteres og beskyttes uanset nationale grænser.

5.2

Som oplysningerne om direktivets anvendelse viser, synes direktivet i de seneste år imidlertid ikke at have bidraget med samme dynamik til udformningen af en integreret model for arbejdsmarkedsrelationer og konsolideringen af den europæiske sociale model. En række strukturelle faktorer vedrørende ændringerne på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet har bidraget til denne nedsatte effekt. EØSU har tidligere beskæftiget sig med disse faktorer i sine udtalelser om Kommissionens social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden og om omstruktureringer. De europæiske samarbejdsudvalgs aftagende betydning skyldes også, at de europæiske samarbejdsudvalgs ret til at blive informeret og hørt ikke giver dem mulighed for at »træffe passende forholdsregler« ved fastlæggelsen og gennemførelsen af virksomhedernes politikker. I andre tilfælde er de europæiske samarbejdsudvalgs rolle blevet anerkendt.

5.3

Som EØSU har understreget i en nylig udtalelse bør den europæiske industripolitik imidlertid »defineres i erhvervsrelaterede, sektorbestemte og tværfaglige termer og omsættes til praksis med input fra arbejdsmarkedets parter, hvis sagkundskab har afgørende betydning, da de er de centrale berørte aktører. Det kræver, at virksomheder fremlægger deres planer på et så tidligt stadium, at andre berørte aktører kan træffe passende forholdsregler« (17).

5.4

De europæiske samarbejdsudvalgs svage position kan også skyldes, at bestemmelserne om information og høring — aspekter, som indgår i den fornyede gennemgang af direktiv 94/45 — ikke synes at passe ind i hverken det nye økonomiske og strukturelle miljø eller de nye europæiske lovgivningsrammer som fastlagt ved direktiv 2001/86 og 2003/72 samt direktiv 2002/14. I disse direktiver har informations- og høringsprocedurerne ikke kun formel karakter; der er ikke tale om rutinekrav, som virksomheden kan opfylde senere i beslutningsprocessen ved blot formelt at efterleve lovbestemmelserne, men derimod procedurer, der skal iværksættes tidligere i processen.

5.5

I henhold til de direktiver, som supplerer fællesskabsbestemmelserne om statutterne for det europæiske selskab og det europæiske andelsselskab, har informations- og høringsprocedurerne ikke kun til formål at holde arbejdstagerrepræsentanter orienteret om en virksomheds endelige beslutninger, hvad angår vigtige skridt som f.eks. forandringer i virksomheden eller omstrukturering på tværnationalt niveau, men først og fremmest at give dem retten til at øve indflydelse på sådanne beslutninger.

6.1

Procedurerne for information og høring af arbejdstagerne (sammen med procedurerne for inddragelse af medarbejderne i snæver forstand i henhold til direktiv 2001/86 og 2003/72) er vigtige elementer, ikke kun i ordningerne for arbejdsmarkedsrelationer i EU, men også i selve den europæiske sociale model, hvilket også kan ses af den måde, hvorpå disse rettigheder udtrykkes i EU's primære ret (18) og deres konstante udvikling i Fællesskabets sekundære ret. De pågældende rettigheder anerkendes og beskyttes i en lang række direktiver (19) i en proces, som er kulmineret med undertegnelsen af charteret om grundlæggende rettigheder i december 2000 og dets efterfølgende indarbejdelse i traktaten om en forfatning for Europa (20).

6.1.1

I henhold til charteret om grundlæggende rettigheder er bestemmelsen om, at rettighederne skal udøves i god tid, af særlig betydning; på denne måde ville man kunne anvende en fortolkning, som fokuserer på det mest foregribende aspekt af disse rettigheder i overensstemmelse med den seneste udvikling i lovgivningen (jf. ovennævnte direktiver) og retspraksis (21).

6.1.2

Den gradvise og konstante udvikling i lovgivningen om arbejdstagernes informations- og høringsrettigheder siden midten af 1970'erne, både inden for de nationale og tværnationale rammer, skyldes, at fællesskabslovgiveren har villet sikre, at de pågældende procedurer var mere end blot formelle rutineprocedurer. Det var som bekendt begivenhederne i forbindelse med lukningen af Renault-fabrikken i Vilvoorde (februar 1997), som var en afgørende årsag til, at disse rettigheder blev styrket. Disse begivenheder havde ligeledes væsentlige juridiske konsekvenser.

6.2

I en rapport, der blev udarbejdet af en gruppe eksperter, den såkaldte Gyllenhammar-gruppe, på anmodning af Det Europæiske Råd i Luxembourg (november 1997), blev det understreget, at der var behov for nye EU-rammebestemmelser, der ud over at fastsætte minimumsstandarder, fælles principper, regler og metoder på nationalt niveau for information og høring af arbejdstagere, også er i overensstemmelse med EU's beskæftigelsesstrategi. Denne strategi, der tager udgangspunkt i begreberne »forudseenhed«, »forebyggelse« og »beskæftigelsesegnethed«, som senere kom til at indgå i den europæiske beskæftigelsesstrategi, bør inkorporeres i medlemsstaternes offentlige politikker for, at den kan få en positiv indvirkning på beskæftigelsen, herunder på virksomhedsniveau, ved at udvide den sociale dialog med henblik på at fremme en ændring, samtidig med at beskæftigelsen fastholdes som et prioriteret mål.

6.3

Henvisningerne til »arbejdstagernes inddragelse i den enkelte virksomheds aktiviteter og fremtid«, også med henblik på at »forbedre virksomhedens konkurrenceevne«, giver her fuld mening (22). Lovgiveren præciserer, at arbejdstagernes inddragelse er »en forudsætning for, at virksomheder med held kan omstruktureres og tilpasses de nye forhold, der følger af økonomiens globalisering« (23).

6.4

Sidstnævnte betragtning er specielt vigtig med henblik på at gøre informations- og høringsprocedurerne effektive og følgelig sikre en effektiv, bred inddragelse af arbejdstagerne, navnlig i relation til (24) de gældende subsidiære referencebestemmelser om, at hvis virksomheden »beslutter ikke at handle i overensstemmelse med repræsentationsorganets udtalelse, har dette organ ret til et yderligere møde med SCE'ets kompetente organ med henblik på at søge at nå til enighed«.

6.5

De europæiske virksomheder, herunder især dem, der indgår i større koncerner, er i gang med stadig mere gennemgribende og hurtigere omstruktureringer. EØSU har også i en af sine nylige udtalelser påpeget, at »Omstruktureringer, der først foretages som en reaktion herpå, er for det meste forbundet med smertelige konsekvenser, ikke mindst for beskæftigelsen og arbejdsbetingelserne«, og konkluderet, at »Inddragelse af arbejdstagerne (samt deres repræsentanter i virksomhederne og deres fagforeninger) og deres medvirken til at forme omstillingen er således et væsentligt bidrag til, at omstillingsprocessen tackles socialt acceptabelt«, samt erklæret, at »Europæiske samarbejdsudvalg (ESU) spiller en særlig rolle i den forbindelse. Man må gå ud fra, at den tværnationale sociale dialog på virksomhedsniveau videreudvikler sig dynamisk, idet der allerede er eksempler på, at virksomheder har indgået aftaler med europæiske samarbejdsudvalg eller med europæiske faglige organisationer om omstruktureringsforanstaltninger« (25).

6.6

Beskaffenheden og intensiteten af disse omstruktureringsprocesser har gjort det tydeligt, at de lovgivnings- og forhandlingsredskaber, som repræsentanterne for arbejdstagerne og arbejdsmarkedsparterne på de forskellige niveauer råder over, ikke er tilstrækkelige, og at der derfor er behov for en bredere og mere gennemgribende inddragelse af fagforeningsorganisationerne på de forskellige planer. Målet er således ikke kun at afslutte den formelle gennemførelsesfase af direktivet om ESU, men først og fremmest at sikre, at aftalerne og de nationale gennemførelsesbestemmelser gennemføres fuldt ud, og dernæst at tilpasse informations- og høringsprocedurerne og ESU's rettigheder til de ændrede markedsbetingelser og til nogle mere effektive ledelsespolitikker.

6.7

En mere opmærksom og velvillig tilgang til forhandlinger synes i den sammenhæng ikke at være tilstrækkelig, men bør alligevel fremmes; der er derimod behov for hensigtsmæssige tiltag omkring de dele af direktivet, som i uændret form kan minimere ESU's rolle og underminere de hidtidige eksempler på god praksis. Der er desuden risiko for, at udbredelsen af primært rutinemæssige procedurer på det supranationale plan — som er afgørende for mange virksomhedsbeslutninger, der ellers ikke er underlagt forhandlinger med fagforeningerne — eller, at erstatningen af de hidtidige forskellige eksempler på »god praksis« inden for informations- og høringsvirksomhed med »dårlig praksis« kan få negativ indflydelse på udøvelsen af informations- og høringsrettighederne på nationalt plan. Dertil kommer, at det, hvad legitimering og autoritet angår, kan give bagslag i forholdet mellem de ansatte og de lokale virksomhedsledelser, og det kunne skade den praksis med bindende informations- og høringsrettigheder, som for nylig blev stadfæstet i Nice-chartret og direktiv 2001/86, 2003/72 og 2002/14 (Med en omskrivning af Greshams lov kunne man sige, at »den dårlige information fortrænger den gode information fra omsætningen«).

6.8

Den formelle anerkendelse af fagforeningsorganisationerne er altafgørende. I direktiverne om inddragelse af de ansatte i det europæiske selskab og det europæiske andelsselskab tales der for første gang om arbejdstagerorganisationer som enheder, der kan være medlemmer af det særlige forhandlingsorgan (SFO). I de forudgående direktiver (om informations- og høringsrettigheder) har fagforeningsorganisationerne som sådan aldrig været tildelt nogen direkte (eller støttende) rolle i forhandlingerne. Disse elementer og nationale særtræk bør tages med i betragtning i forbindelse med en eventuel revision af direktivet sammen med visse andre elementer, der behandles i det efterfølgende.

7.1

Ifølge mange er der tre overordnede forhold, der taler for en revurdering af direktivets struktur.

7.1.1

For det første gør udviklingen af de direktiver, der har relation til dette emne, det nødvendigt at foretage en tilpasning af direktivet fra 1994. Det vil sige at forenkle og koordinere med henblik på at fjerne forskellene mellem de enkelte direktivers definition af information og høring.

7.1.2

For det andet bør EU-udvidelsen logisk set føre til en ændring af antallet af repræsentanter i de særlige forhandlingsorganer og i ESU gennem en proportionel forhøjelse af deres antal.

7.1.3

For det tredje bør der ske en anerkendelse af nationale og europæiske fagforeningers ret til at deltage i forhandlinger og være repræsenteret i ESU (i lighed med bestemmelserne i direktiverne om inddragelse af arbejdstagerne i det europæiske selskab (SE) og det europæiske andelsselskab (SCE)), og de bør gives mulighed for at anvende deres egne eksperter også uden for de fastlagte møder.

7.1.4

Hvis man desuden ser på nuværende praksis i ESU, forekommer det hensigtsmæssigt at tage direktiv 94/45 op til genovervejelse, bl.a. i lyset af de mulige perspektiver for virksomheders sociale ansvar og civilsamfundsorganisationernes nye rolle i relation til europæiske og verdensomspændende virksomheder samt den indsats, som de (virksomhederne) skal gøre for at sikre, at der tages hensyn til grundlæggende sociale arbejdsmarkeds- og fagforeningsmæssige rettigheder i virksomhederne.

7.2

De erfaringer med ESU, som arbejdsmarkedets parter har formuleret (26), bør uddybes og føre til en forbedring af praksis i ESU og til en bedre, mere vidtgående udvikling af aftalerne. Dette bør imidlertid ikke forhindre, at man indleder arbejdet med at sætte fornyet skub i de europæiske virksomhedsudvalgs funktionsmåde med henblik på at skabe grundlaget for en revision, efter at de nye medlemsstater har haft en passende periode til at integrere sig i samarbejdsudvalgsprocessen. I de fremtidige diskussioner og forhandlinger skal der tages hensyn til følgende punkter:

8.1

Der bør helt klart ydes særlig opmærksomhed omkring de arbejdsmarkedsmæssige og sociale ændringer, der er fulgt i kølvandet på udvidelsen.

8.2

Hvis man tænker på, at der alene i Polen er 425 virksomheder, der kunne have et ESU, og at der på nuværende er mere end 100 delegerende i de europæiske samarbejdsvalg på grundlag af frivillige aftaler (29), forstår man, at ESU som redskab kan blive en fantastisk katalysator for integration og udvikling af en europæisk social model, som fastlægger minimumsreferencestandarder. I EU-15 og endnu mere i det udvidede EU bidrager ESU konkret til at skabe en europæisk bevidsthed takket være kendskab til og anerkendelse af de nationale systemers mangfoldighed.

8.3

Såvel i de 15 gamle medlemsstater som i de 10 nye er der mange forhindringer i forbindelse med nedsættelse af ESU. I nogle af landene er der en svag arbejdsmarkedsdialog. De nye landes love om gennemførelse af direktivet er formelt set gode, men i praksis er de ineffektive. Kommissionen bør undersøge, hvilke hindringer der ligger i vejen for en effektiv gennemførelse af direktivet.

8.4

ESU er i dag et vigtigt redskab for arbejdstagerne, som giver dem mulighed for at få et indblik i, hvordan deres virksomhed fungerer på tværnationalt plan. Den europæiske integration af produktionssystemet afhænger af, at man indrømmer de europæiske samarbejdsvalg en ny rolle, specielt i denne økonomiske fase, hvor fusioner på tværs af grænserne og etablering af europæiske virksomheder er i konstant vækst.

8.5.

Frekvens af europæiske samarbejdsudvalg i de nye medlemsstater

Første linje viser det potentielle antal af europæiske virksomhedsudvalg baseret på den nuværende fordeling af ansatte; den anden linje viser, hvor mange virksomhedsudvalg der reelt er blevet nedsat, og den tredje linje viser antallet af observatører, der har været inviteret til at deltage i virksomhedsudvalgene, medens den fjerde linje viser antallet af delegerede, der er blevet udpeget, og som nyder fulde rettigheder.

Hvis alle de potentielle virksomhedsudvalg blev nedsat, ville der være 3.943 delegerede, og hvis man sikrede deltagelse af delegerede fra de nye lande i de reelt nedsatte virksomhedsudvalg, ville der være 2.098. Der er imidlertid kun blevet valgt 322, hvilket svarer til 8,17 % af det samlede potentielle antal, og 15,35 % af deltagerne i de allerede nedsatte europæiske virksomhedsudvalg (Kilde: ETUI, op cit.).

9.1

EØSU har for nylig i en vigtig udtalelse ligeledes beskæftiget sig med den rolle, som ESU spiller i forbindelse med strategierne for virksomhedernes sociale ansvar (30). I den pågældende udtalelse understreges vigtigheden af en dialog med de interessenter, som har størst indflydelse på virksomhedernes målsætninger, nemlig arbejdstagere, kunder, leverandører, repræsentanter for lokalområdet, forbruger- og miljøorganisationer:»Den frivillige indsats (i forbindelse med virksomhedernes sociale ansvar) må nødvendigvis ledsages af en struktureret dialog med interessenterne«. »Dialogen er særlig vigtig for de interessenter, der indgår i værdikæden«.

9.2

EØSU siger i den sammenhæng desuden, at der på europæisk plan er indledt »en afgørende fase med den frivillige og/eller forhandlede strategi for VSA-forpligtelser i samtlige multinationale selskaber, som har et europæisk virksomhedsudvalg. Det gør det endvidere muligt at inddrage de nye medlemsstater i denne dynamiske udvikling. De europæiske virksomhedsudvalg bør spille en rolle i indarbejdelsen af VSA i virksomhedens strategi. De er det ideelle forum for interne interessenter. Samtidig bør det erindres, at en sammenhængende VSA-politik også bør tage hensyn til eksterne interessenter, herunder især medlemmer af den samlede arbejdsstyrke (vikaransatte og ansatte hos underleverandører, der arbejder på virksomhedens område samt håndværkere og andre selvstændige, der arbejder for virksomheden) og så stor en del af værdikæden som muligt (underleverandører, leverandører).«

9.3

I sin meddelelse om strategien for bæredygtig udvikling (31) opfordrede Kommissionen alle børsnoterede virksomheder til i deres årsrapporter at offentliggøre et »trefoldigt resultat«, som viser virksomhedernes resultater ud fra økonomiske, sociale og miljømæssige kriterier. ESU bør også inddrages i udbredelsen af disse oplysninger.

9.3.1

Det nylige direktiv om det europæiske andelsselskab har i referencebestemmelserne, Del II, litra b), gjort det sociale ansvar til et af de emner, der kræver høring mellem virksomhederne og de ansatte.

9.4

EØSU ser positivt på, at virksomheden ifølge denne fortolkning ikke længere blot er en økonomisk enhed, men betragtes i samfundssammenhæng som en vigtige aktør, der i høj grad kan bidrage til en forbedring af livskvaliteten for alle de direkte berørte parter og regionerne.

9.5

EØSU noterer sig Kommissionens kommentarer i sin meget nylige meddelelse af 22. marts 2006 om virksomhedernes sociale ansvar, hvor den har understreget, at arbejdstagerne og deres fagforeninger spiller en vigtig rolle i forbindelse med fremme af det sociale ansvar (32):

»Oplysning om, forståelse og accept af VSA er blevet bedre i de seneste år, delvis som følge af VSA forummet og andre foranstaltninger, som støttes af Kommissionen. Samtidig har initiativer fra erhvervslivet og andre berørte parter været med til at fremme VSA udviklingen i Europa og globalt. Den sociale dialog, navnlig på sektorplan, har været et effektivt middel til at fremme VSA initiativer, og europæiske samarbejdsudvalg har også spillet en konstruktiv rolle i udviklingen af bedste praksis vedrørende VSA. Ikke desto mindre bør de europæiske virksomheders accept, gennemførelse og strategiske integrering af VSA yderligere forbedres. De ansattes, deres repræsentanters og deres fagforeningers rolle i udviklingen og gennemførelsen af VSA praksisser bør yderligere styrkes. Eksterne berørte parter, herunder ngo'er, forbrugere og investorer, bør spille en vigtigere rolle i forbindelse med tilskyndelse til og belønning af ansvarlig forretningspraksis. Offentlige myndigheder på alle planer bør skabe øget sammenhæng i deres politikker til støtte for bæredygtig udvikling, økonomisk vækst og jobskabelse. EU's langsigtede vision om velstand, solidaritet og sikkerhed skal også ses i et internationalt perspektiv. Kommissionen erkender forbindelsen imellem accept af VSA i EU og internationalt og er af den opfattelse, at europæiske virksomheder bør opføre sig ansvarligt, uanset hvor de opererer, i overensstemmelse med europæiske værdier og internationalt anerkendte normer og standarder.«

9.6

I direktiv 2003/51/EF om ændring af direktivet om årsregnskaber og de konsoliderede regnskaber forlanger EU udtrykkeligt, at analysen, i det omfang det er nødvendigt for at forstå et selskabs forretningsmæssige udvikling, skal indeholde ikke-finansielle nøgleresultatindikatorer, herunder specielt oplysninger vedrørende miljø- og personalespørgsmål. I disse tilfælde bør ESU modtage al såvel finansiel som ikke-finansiel information, som har relevans for virksomhedens sociale (samfundsmæssige) ansvar. Direktivet anerkender miljømæssige og sociale spørgsmåls relevans for virksomhedens ledelse.

9.7

I sin udtalelse om Virksomhedernes sociale ansvar  (33) forudså EØSU, at man på EU-plan anvendte et samreguleringssystem: »Den specifikke EU-kontekst for VSA kan eventuelt udarbejdes via fælles initiativer og frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter«.

9.8

Det organiserede civilsamfund kan i den forbindelse og inden for rammerne af en dialektisk samarbejdsproces yde et stort bidrag ved at deltage i udarbejdelsen af målsætningerne (menneskerettigheder, sociale standarder, sundheds- og miljøpolitiske prioriteter osv.) og ved at arbejde på at skabe mere gennemsigtighed og åbenhed omkring virksomhedernes aktiviteter. Forslaget går så afgjort ikke ud på at sammenblande erhvervsledernes, fagforeningernes og ngo'ernes roller, men derimod på at skabe værditilvækst for alle de involverende parter gennem dialog og samråd om emner af fælles interesse. Denne tilgang kan kun understøtte deres traditionelle roller og tilføje merværdi til de eksisterende normer uden at forhindre fremskridt.

9.9

Den europæiske samfundsmodel er kendetegnet ved, at den respekterer den menneskelige værdighed på alle tidspunkter og steder og beskytter de svageste ved hjælp af velfærdssystemer. I dagens Europa bør man kunne udøve sine borgerrettigheder overalt, herunder også på arbejdspladsen. De omtalte direktiver om rettigheder og direktivet om de europæiske samarbejdsudvalg udmærker sig ved at have harmoniseret disse rettigheder og i det mindste formelt at have indrømmet alle arbejdstagere i EU samme værdighed. Processen er endnu ikke afsluttet, men bør styrkes og fremmes. EØSU anmoder Kommissionen om at anerkende de nye positive elementer, som er opstået i løbet af de seneste 12 år, og træffe de mest hensigtsmæssige valg, når det drejer sig om at styrke tilhørsforholdet til EU i medlemsstaterne.