23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/128

1.1

I 2002 vedtog EØSU en initiativudtalelse om »Indvandring, integration og det organiserede civilsamfunds rolle«  (1) for at sætte skub i en politisk og social debat på EU-plan med henblik på at konsolidere integrationspolitikken som en grundlæggende del af den fælles indvandrings- og asylpolitik.

1.2

Udtalelsen foreslog bl.a., at EU udarbejder et EU-program til fremme af social integration af indvandrere. EØSU finder, at det er nødvendigt at udarbejde programmer til fremme af integration af nye indvandrere og personer, som opnår familiesammenføring. Det samme gælder for flygtninge og asylansøgere, som ud over at have en status, der er gyldig i hele Europa, er beskyttet af den internationale lovgivning.

1.3

EØSU afholdt i samarbejde med Kommissionen den 9.—10. september 2002 en konference med samme målsætning. Den havde deltagelse af over 200 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og de mest repræsentative ngo'er i de 25 medlemsstater samt de europæiske netværk. Formålet med konferencen var at inddrage civilsamfundet i indsatsen for at fremme den europæiske integrationspolitik.

1.4

I konferencens konklusioner blev det fastslået, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne har en væsentlig rolle at spille i integrationsspørgsmål. Endvidere understregede man, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater især regionalt og lokalt bør fremme integrationen af indvandrere, minoriteter og flygtninge. Det er nødvendigt at etablere et EU-program for at sætte skub i integrationen (2).

1.5

Det Europæiske Råd oprettede i 2003 nationale kontaktpunkter for integration og pålagde Kommissionen at udarbejde en årlig rapport om indvandring og integration (3). Kommissionen udarbejdede også en Meddelelse om indvandring, integration og beskæftigelse  (4) med en samlet tilgang til integration, som EØSU støttede i sin udtalelse (5). I november 2004 offentliggjorde Kommissionen en håndbog om integration (Handbook on Integration for policy-makers and practitioners)  (6).

1.6

Haag-programmet, som Rådet vedtog den 4.-5. november 2004, understreger behovet for en bedre koordinering af medlemsstaternes integrationspolitik og EU's initiativer på dette område og peger på, at EU's politik må bygge på fælles principper og klare evalueringsinstrumenter.

1.7

Indvandringspolitikken ligger nu inden for bedre udformede politiske og lovgivningsmæssige rammer. Denne udtalelse er et nyt bidrag fra EØSU, som fokuserer på de sociale og politiske aktører på regionalt og lokalt plan, da det er dér, udfordringerne kan tages mest effektiv op, og hvor de iværksatte foranstaltninger kan give de bedste resultater.

1.8

Som et supplement til udarbejdelsen af denne udtalelse har EØSU arrangeret en høring i Barcelona for at udveksle god praksis mellem de lokale og regionale myndigheder (En rapport om denne høring indgår i bilag II) og en høring i Dublin for at undersøge god praksis med hensyn til integration og bekæmpelse af diskrimination på arbejdspladsen i samarbejde med ILO og Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (En rapport om denne høring er vedlagt i II).

2.1

Kommissionen offentliggjorde den 1. september 2005 en meddelelse om En fælles dagsorden for integration — En ramme for integration af tredjelandsstatsborgere i Den Europæiske Union  (7), som EØSU hilser velkommen og støtter, da den konkretiserer det forslag, udvalget fremsatte i sin udtalelse og på konferencen i 2002.

2.2

Meddelelsen opfordrer medlemsstaterne til nationalt at styrke deres indsats med hensyn til udvikling af nationale strategier for integration af indvandrere og eftersøger større sammenhæng mellem disse strategier og de foranstaltninger, der iværksættes på EU-plan.

2.3

Den foreliggende udtalelse udarbejdes på EØSU's eget initiativ og omhandler derfor ikke specifikt Kommissionens meddelelsen. Den medtager dog også EØSU's syn på KOM(2005) 389 endelig.

2.4

RIA-Rådet vedtog den 19. november 2004 et sæt Fælles Grundprincipper, som skal understøtte en sammenhængende europæisk ramme for integration. Kommissionen udmønter disse principper i foranstaltninger, der skal betragtes »som vigtige elementer i alle medlemsstaternes og EU's integrationspolitikker«  (8). Foranstaltningerne er delt op efter elleve principper. (9) EØSU mener, at disse principper, som videreudvikles i den fælles dagsorden, er et godt grundlag for afbalancerede og sammenhængende integrationspolitikker på EU-plan og i medlemsstaterne.

2.5

I de finansielle overslag for 2007-2013 foreslås oprettet en Europæisk Integrationsfond  (10) for tredjelandsborgere, som bygger på disse fælles principper. EØSU støtter dette forslag (11) og håber, at det medtages i det fremtidige EU-budget.

2.6

Programmet foreslår foranstaltninger, som skal gennemføres på nationalt plan eller EU-plan. Kommissionen ønsker at foretage en løbende evaluering af foranstaltningerne.

2.7

Kommissionen understreger, at »det er vigtigt at skabe en mere sammenhængende EU-strategi for integration under hensyntagen til medlemsstaternes og deres lokale og regionale myndigheders kompetence .« (12).

2.8

Kommissionen havde foreslået en åben koordinationsmetode (13) for indvandringspolitik, som ikke blev godkendt af Rådet. EØSU (14), som støttede Kommissionens forslag, ser netværket af nationale kontaktpunkter, de fælles principper og evalueringsproceduren for integrationspolitik som et skridt i koordineringen af nationale foranstaltninger og som et led i en fælles strategi og foreslår Kommissionen og Rådet at anvende den åbne koordinationsmetode på grundlag af disse positive erfaringer.

2.9

Det er nødvendigt at videreudvikle en retlig EU-ramme (en fælles politik) om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold. Medlemsstaterne bør på hensigtsmæssig vis gennemføre direktiverne om henholdsvis fastboende udlændinge og familiesammenføring (15) som blev vedtaget i 2003.

2.10

Kommissionen understreger den snævre forbindelse, der er mellem en fælles indvandringspolitik og en fælles integrationsstrategi. Direktivet om økonomiske indvandreres indrejse er dog endnu ikke blevet vedtaget. EØSU (16) er enigt med Kommissionen i, at »alle fremtidige retsakter om migration bør tage hensyn til ligebehandling af migranter og migranternes rettigheder«  (17). Kommissionen har annonceret udsendelsen af andenudgaven af integrationshåndbogen, oprettelsen af et websted om integration, et europæisk integrationsforum og en styrkelse af årsrapporterne om indvandring og integration. EØSU støtter disse mål og er villigt til at samarbejde med Kommissionen.

2.11

EØSU støtter kraftigt gennemførelsen af dette program og minder om sine bemærkninger i en tidligere udtalelse. »EØSU foreslår, at Kommissionen forvalter et europæisk integrationsprogram med tilstrækkelige midler til koordinering af de nationale politikker og understreger vigtigheden af, at Rådet tildeler Kommissionen tilstrækkelige politiske, lovgivningsmæssige og budgetmæssige beføjelser til fremme af indvandrernes integration. EØSU understreger ligeledes vigtigheden af, at der etableres positive og effektive programmer for modtagelse af indvandrere i samarbejde med det organiserede civilsamfund« (18).

2.12

EØSU foreslår endvidere, at EU afsætter de nødvendige midler til at modtage de mange indvandrere uden dokumenter, som kommer til landene i Sydeuropa, af humanitære grunde. EU's medlemsstater bør udvise solidaritet og ansvarlighed, så Europa kan gennemføre en fælles politik.

3.1

Integration er en tovejsproces, der er baseret på lige rettigheder og pligter for tredjelandsstatsborgerne og værtssamfundet, og som giver indvandrerne mulighed for at blive fuldt ud integreret. I en tidligere udtalelse definerede EØSU integration som »den gradvise ligestilling af indvandrere med den øvrige befolkning, hvad angår rettigheder og pligter samt adgang til goder, tjenesteydelser og demokratisk medindflydelse på lige vilkår«  (19).

3.2

Denne tovejs-strategi betyder, at integration ikke kun vedrører indvandrerne, men hele værtssamfundet. Det drejer sig ikke om en integration af indvandrerne i værtssamfundet, men om en integration mellem indvandrerne og værtssamfundet; dvs. gensidig integration. Integrationspolitikken må være rettet mod begge sider med det mål at opnå et samfund, hvor alle borgere har de samme rettigheder og pligter og deler værdierne i et demokratisk, åbent og pluralistisk samfund.

3.3

Indvandrere må udvise forståelse for og respektere værtssamfundets kulturelle værdier og værtssamfundet må på sin side udvise forståelse for og respektere og forstå indvandrernes kulturelle værdier. Kulturelle spørgsmål misbruges ofte til forskelsbehandling. Integration betyder ikke, at indvandrerne skal tilpasse sig kulturelt til værtssamfundet. Denne fejlopfattelse har ført til en række mislykkede integrationsforsøg. De europæiske samfund er pluralistiske samfund kulturelt set, og denne tendens vil blive yderligere styrket fremover som følge af udvidelsen og øget indvandring.

3.4

Man må huske på, at der i nogle medlemsstater bor mange mennesker, som tilhører nationale eller kulturelle mindretal, hvis rettigheder ligeledes må beskyttes og garanteres.

3.5

EØSU anser den kulturelle mangfoldighed som kendetegnende for et pluralistisk og demokratisk Europa ligesom princippet om at staten er neutral i religiøs henseende. Indvandringen fra tredjelande tilfører nye elementer til vores mangfoldighed og beriger vores samfund socialt og kulturelt. Kulturen i de menneskelige samfund skal ikke opfattes som noget uforanderligt, men som en proces i konstant udvikling, som beriges, når nye elementer tilføres. Princippet om forvaltningens uafhængighed og neutralitet over for religioner bidrager til at sikre en god relation mellem indvandrere og værtssamfund. De europæiske samfund bør fremme tværkulturelle uddannelsesprogrammer. UNESCO-konventionen (20) for kulturel mangfoldighed er et vigtigt instrument for EU's politik.

3.6

Social integration af indvandrere er ligeledes en proces med ligestilling af rettigheder og pligter og hænger nøje sammen med bekæmpelse af forskelsbehandling. Forskelsbehandling er en ulovlig måde at krænke personers rettigheder på. Retten til et familieliv er ikke tilstrækkeligt garanteret i nogle medlemsstater som følge af meget restriktive bestemmelser om familiesammenføring. Ej heller er det direktiv, som Rådet har vedtaget, tilstrækkeligt (21).

3.7

Subsidiaritetsprincippet betyder, at integrationspolitik — inden for en sammenhængende europæisk ramme — ikke blot er en opgave for medlemsstaternes regeringer. En sådan politik vil kun bære frugt, hvis de lokale og regionale myndigheder inddrages heri og samarbejder aktivt med civilsamfundets organisationer. EØSU foreslår, at de lokale og regionale myndigheder øger deres indsats og fremmer nye integrationspolitikker.

3.8

De lokale og regionale myndigheder råder — inden for rammerne af de beføjelser, de har i de forskellige medlemsstater — over nogle politiske, lovgivnings- og budgetmæssige instrumenter, som de må anvende hensigtsmæssigt i integrationspolitikken.

3.9

Både indvandrere og værtssamfund må indtage en integrationsvenlig holdning. Arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer må engagere sig i integrationspolitikken og bekæmpelsen af forskelsbehandling.

3.10

Den grundlæggende udfordring, som civilsamfundets organisationer står over for, er at fremme en integrationsvenlig holdning i de europæiske værtssamfund. Arbejdsmarkedets parter, menneskerettighedsorganisationer, kulturelle og sportslige foreninger, religiøse samfund, beboerforeninger, uddannelseskredse, medier osv. må gå forrest i integrationen. I dette øjemed må de åbne deres egne døre og søge at få indvandrerne involveret.

3.11

Forskelsbehandling, racisme og fremmedhad er på fremmarch i nogle små sektorer af de europæiske samfund, drevet frem af nogle uansvarlige politikere og elementer i medierne, som forstørrer den sociale effekt af denne adfærd. Mange af Europas civilsamfundsorganisationer er imidlertid engageret i den sociale og politiske kamp mod en sådan adfærd.

3.12

De lokale og regionale myndigheder har i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne ansvaret for at oplyse indvandrere og værtssamfund om deres rettigheder og pligter.

3.13

Indvandrerorganisationer og -samfund spiller en meget vigtig rolle i modtagelsen og integrationen af indvandrere. Samtidig må de sætte skub i integrationen blandt deres medlemmer og styrke forbindelserne til værtssamfundets organisationer.

3.14

De lokale og regionale myndigheder må støtte arbejdet i disse organisationer og konsultere dem, inden der træffes politiske beslutninger.

3.15

Antidiskriminationsdirektiverne (22) er blevet vedtaget og omsat i national lovgivning. EØSU håber at blive orienteret om rapporterne om evaluering af deres effekt og resultater.

3.16

Mange indvandrere og deres efterkommere, eller personer, der tilhører etniske eller kulturelle minoriteter, lider imidlertid under forskelsbehandling på arbejdspladsen (selvom de har samme faglige kvalifikationer); de har vanskeligere ved at finde beskæftigelse, de får lavkvalitetsjob og bliver hyppigere afskediget.

3.17

Det er vigtigt, at arbejdsmarkedets parter på lokalt og regionalt plan kæmper mod en sådan diskriminerende praksis, som er i modstrid med europæisk lovgivning og udgør nye hindringer for integrationen. Forskelsbehandling på arbejdspladsen er også en hindring for virksomhedernes fremgang. Integration på arbejdspladsen med ligebehandling og uden arbejdsrelateret forskelsbehandling i forhold til nationale arbejdstagere er en nødvendig forudsætning for virksomhedernes succes og for social integration (23). Bilag 3 indeholder en rapport fra høringen i Dublin, som blev afholdt med henblik på at undersøge god praksis for integration på arbejdsmarkedet.

4.1

Tidligere troede man i nogle medlemsstater, at der ikke var behov for en integrationspolitik, da indvandrerne jo kun var gæstearbejdere, som ville vende tilbage til deres oprindelseslande, når de er holdt op med at arbejde. Denne forfejlede tilgang har forårsaget mange problemer med social adskillelse og marginalisering, som man forsøger at løse med den nuværende politik.

4.2

I andre medlemsstater var man i mange år af den opfattelse, at indvandrernes integration ville ske automatisk og nemt, uden at der var behov for en aktiv politik. Med tiden bed adskillelsen og marginaliseringen sig imidlertid fast med alvorlige sociale konflikter til følge. I dag forsøger man at rette op på fortidens problemer med nye foranstaltninger.

4.3

Man må huske på, at indvandring gennem ulovlige kanaler vanskeliggør integrationspolitiske foranstaltninger, idet »papirløse« indvandrere befinder sig i en vanskelig og meget sårbar situation. I nogle medlemsstater er der blevet igangsat procedurer for at lovliggøre disse personers ophold og således fremme deres integration.

4.4

Selv om der i Rådet for Den Europæiske Union stadig hersker nogen tvivl om subsidiaritet, mener de fleste ledere, at det er nødvendigt at fremme en sammenhængende integrationspolitik på alle planer: EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt plan.

4.5

EØSU mener, at denne politik kun kan være effektiv, hvis den er proaktiv og udvikles som led i en sammenhængende og holistisk strategi. Mange gange reagerer myndighederne først, når problemerne er dukket op og er vanskelige at løse.

4.6

Integration er en proces med mange dimensioner, hvor der må trækkes på de forskellige offentlige administrationer og samfundskræfterne. De europæiske, nationale, regionale og kommunale myndigheder må udarbejde programmer inden for deres respektive kompetenceområde. For at sikre effektive og globalt sammenhængende programmer og foranstaltninger må de suppleres og koordineres på passende vis.

4.7

Borgerne og de lokale myndigheder lider under følgerne af deres regeringers fejlslagne politik. Det er først og fremmest myndighederne i byerne, der må bære følgerne af denne mislykkede politik. Af denne grund har adskillige lokal- og regionalregeringer længe ført deres egen modtagelses- og integrationspolitik. Deres erfaringer er meget varierende: nogle er eksempler på god praksis, mens andre må betragtes som fiaskoer.

4.8

Omfanget af den nuværende og fremtidige indvandringsproces peger på, at de udfordringer, vi står over for, er meget store, og at de lokale og regionale myndigheders økonomiske midler og politiske tiltag ikke er tilstrækkelige.

4.9

EØSU mener, at lokal- og regionalregeringer i samarbejde med civilsamfundsorganisationer bør udarbejde integrationsplaner og -programmer, som opstiller målene og tildeler de nødvendige ressourcer. »Papirpolitik«, dvs. programmer uden økonomiske ressourcer, har ingen effekt.

4.10

Efter EØSU's mening er det fornuftigt at øremærke en del af den økonomiske gevinst ved indvandring til modtagelses- og integrationsforanstaltninger.

4.11

Det er yderst vigtigt, at de mest repræsentative indvandrerforeninger og repræsentanter høres i forbindelse med udarbejdelsen af integrationsprogrammer og -planer.

4.12

Nogle europæiske kommuner og regioner har mekanismer og organer for deltagelse og konsultation, hvorigennem civilsamfundsorganisationerne sammen med myndighederne kan være med til at udarbejde og forvalte integrationspolitikken.

5.1

De lokale og regionale integrationsplaner og -programmer må tildeles passende budgetter og have egne forvaltnings- og evalueringsinstrumenter.

5.2

Der er mange eksempler på europæiske byer og regioner med egne integrationsorganer og -tjenester, som varetager omfattende politiske og tekniske opgaver.

5.3

Mange byer og regioner har desuden organer for civilsamfundsorganisationernes høring og deltagelse. Der er blevet oprettet en række fora og rådgivende udvalg, som civilsamfundsorganisationer og indvandrerforeninger deltager i.

5.4

EØSU ser dette som eksempler på god praksis, der bør danne skole i hele EU.

5.5

I nogle byer er der også særlige tjenester for indvandrere, som tager sig af de praktiske aspekter af integrationsplanerne.

5.6

Det diskuteres for tiden, om man ved at lade specialiserede, dertil oprettede tjenester tage sig af indvandrere ikke løber en risiko for, at sidstnævnte adskilles fra den øvrige befolkning. EØSU mener, at man bør undgå adskillelse ved benyttelsen af offentlige tjenester, om end det undertiden kan blive nødvendigt med særlige tjenester, især til at tage imod indvandrerne ved ankomsten.

5.7

EØSU finder det nødvendigt at inddrage arbejdsmarkedets parter og de øvrige civilsamfundsorganisationer i udarbejdelsen og forvaltningen af de lokale og regionale integrationsplaner og -programmer.

5.8

Endvidere er det en god idé at fremme samarbejdet mellem de europæiske værtssamfunds lokale og regionale myndigheder og de tilsvarende myndigheder i oprindelseslandene. Der er her allerede eksempler på god praksis, som bør videregives.

5.9

Nogle myndigheder afsætter kun budgetmidler for at mindske konflikter, når de er brudt ud. Integrationspolitikken må være proaktiv, hvis den skal være effektiv.

5.10

Integration er en udfordring for de europæiske samfund. Nylige begivenheder i en række lande har vist, at målene ikke er nået. Selvom situationen er forskellig fra den ene medlemsstat til den anden, og nogle af problemerne er specifikke, er der overalt i Europa behov for at forbedre politikkerne for ligebehandling, integration og bekæmpelse af diskrimination.

5.11

EØSU foreslår, at de forskellige offentlige administrationer på europæisk, nationalt, regionalt og kommunalt plan — i overensstemmelse med de enkelte landes særlige praksis — udarbejder integrationsprogrammer med passende budgetbevillinger og med en proaktiv tilgang.

5.12

Disse programmer må omfatte evalueringssystemer med præcise indikatorer og gennemsigtige procedurer. Civilsamfundet må inddrages i denne evaluering.

6.1

De spørgsmål og tilgange, de regionale og kommunale integrationsprogrammer skal omfatte, er meget forskellige; de vigtigste er som følger:

6.2

Konstatering af den reelle situation. — Den reelle indvandringssituation og minoriteternes stilling i et bestemt område må nøje undersøges af de kompetente instanser, så der kan iværksættes de rigtige foranstaltninger.

6.3

Den første modtagelse. — Oprettelse af modtagelsescentre; sundhedspleje og juridisk bistand; midlertidig indkvartering for særlige tilfælde; påbegyndelse af sprogkurser; information om værtssamfundets love og skikke; hjælp til at finde den første beskæftigelse osv. I forbindelse med disse foranstaltninger må mindreårige og andre sårbare personer vises en særlig opmærksomhed.

6.4

Sprogundervisning. — De lokale og regionale myndigheder bør gennemføre aktive politikker for sprogundervisning, da et passende kendskab til værtssamfundets sprog er nødvendigt for integrationen. Sprogkurserne bør afholdes i nærheden af indvandrernes bopæl og operere med meget fleksible tidsplaner. Det påhviler myndighederne at give alle indvandrere mulighed for at deltage i kurserne.

6.5

Adgang til beskæftigelse. — Beskæftigelse er helt sikkert et prioriteret aspekt af integration. De offentlige arbejdsformidlinger bør derfor operere med egnede programmer som erhvervsuddannelseskurser, erhvervsvejledning osv.

6.6

Forskelsbehandling på arbejdspladsen er en meget stor hindring for integrationen. De lokale og regionale aktører må være aktive i bekæmpelsen af forskelsbehandling.

6.7

Adgang til bolig. — Diskriminationsfri adgang til en anstændig bolig er en af de største udfordringer for politikken på lokalt og regionalt plan. Myndighederne må undgå dannelsen af forfaldne ghettoer i byerne med en stor koncentration af indvandrere, og det er derfor nødvendigt at ændre byplanlægningspolitikken i god tid. En forbedring af livskvaliteten i disse kvarterer må være en særlig prioritet.

6.8

Undervisning. — Undervisningssystemerne må sikre, at indvandrerbørn har adgang til kvalitetsskoler. Den hyppige overkoncentration af disse elever i ghetto-skoler af meget dårlig kvalitet må undgås. Børnenes skolegang er i alle dens faser grundlaget for integrationen af de nye generationer.

6.9

Undervisningen må afspejle de europæiske samfunds indre mangfoldighed. Der er brug for tværkulturelle formidlere og flere lærerkræfter for at overvinde sproglige og kulturelle vanskeligheder.

6.10

Programmerne for voksenuddannelse må få fat i indvandrerbefolkningen, især kvinderne. Erhvervsuddannelse er en afgørende forudsætning, hvis indvandreres adgang til beskæftigelse skal fremmes.

6.11

Adgang til sundhed. — Indvandreres adgang til sundhed og sundhedstjenester må fremmes. Bistand fra de tværkulturelle formidlingstjenester kan være nødvendige i nogle tilfælde.

6.12

Tilpasning af de sociale tjenester. — Indvandring stiller ofte nogle krav til de sociale tjenester, som de ikke er forberedt på. De må tilpasse sig den nye situation og lære at forvalte mangfoldigheden.

6.13

Opkvalificering af offentligt ansatte. — Ansatte i de sociale tjenester, undervisningssektoren, politiet, sundhedsvæsenet og alle andre offentlige tjenester bør deltage i nye opkvalificeringskurser, så de kan tage sig passende af indvandrere og minoritetsgrupper.

6.14

Mangfoldighed er noget positivt. — De kulturelle programmer må anerkende den kulturelle mangfoldighed. Mangfoldighed er et karakteristisk træk ved moderne europæiske byer. Trosretningerne er også mangfoldige.

6.15

Der er også behov for, at de lokale myndigheder fremmer en læreproces med henblik på sameksistens og tilskynder alle uanset oprindelse til at tilpasse deres livsstil til de byer, hvori de bor. Både indvandrer- og værtssamfund må deltage i denne læreproces for at lære at leve side om side, øge forståelsen mellem kulturer og fremme social integration.

6.16

Alle mennesker må kunne udnytte retten til et familieliv, hvilket er en af de grundlæggende rettigheder, som er internationalt anerkendt i menneskerettighedskonventionerne. Imidlertid garanterer mange nationale lovgivninger og EU's direktiv om familiesammenføring (24) ofte ikke i tilstrækkeligt omfang, at indvandrerne kan udnytte retten til et familieliv, som i øvrigt er en meget positiv faktor for integrationspolitikkerne.

6.17

Kønsdimensionen. — Kønsdimensionen må indgå i al integrationspolitik. Erhvervsuddannelsesforanstaltninger, som tager sigte på at lette adgangen til arbejdsmarkedet, er særlig vigtige.

6.18

Borgerindflydelse. — Adgang til kanaler for borgerindflydelse er én af integrationens hovedkomponenter. Tredjelandsstatsborgere, der bor fast eller i lange perioder i EU, må garanteres en borgers rettigheder og stemmeretten til kommunalvalg som foreslået af EØSU i en række udtalelser (25).

7.1.1

Netværksarbejde og interinstitutionel koordinering er afgørende og optræder i to former: horisontalt mellem lokale regeringer og vertikalt mellem lokale, regionale og statslige administrationer. De udfordringer, som indvandring og integration frembyder, kan ikke håndteres af den enkelte administration alene. EØSU foreslår, at de offentlige administrationer forbedrer koordineringsforanstaltningerne, og at der indføres evalueringsprocedurer for netværksarbejde. EØSU ønsker endvidere også at skabe et tættere samarbejde med Regionsudvalget for at fremme integrationspolitikker.

7.1.2

Nogle regioner, såsom Catalonien og Schleswig-Holstein, har rapporteret, at et af de centrale elementer i deres tilgang har været at inddrage lokale myndigheder i planlægningen af deres initiativer. Også Campania-regionen bemærkede, at den satser på at arbejde i netværk med fagforeninger, kirkelige organer osv. De lokale myndigheder har på deres side understreget, at med hensyn til f.eks. modtagelse er det meget vigtigt at arbejde i netværk med de organer, som forestår denne opgave.

7.1.3

Der gøres stadigt flere erfaringer med netværksarbejde mellem lokale regeringer på europæisk plan. Eurocities blev oprettet i 1986 og har nu 123 europæiske byer som medlemmer. Organisationen består af arbejdsgrupper, og en af dem beskæftiger sig med indvandring og integration. Nogle af de byer, som deltog i høringen, såsom Rotterdam og Leeds, deltager i denne arbejdsgruppe. Ud over udveksling af erfaringer og god praksis fremmer arbejdsgrupperne europæiske projekter, der involverer en række byer.

7.1.4

Et andet og nyere netværk, ERLAI, tager specifikt sigte på indvandring og integration. 26 lokale og regionale myndigheder har allerede tilsluttet sig netværket. Det har også som mål at udveksle oplysninger og erfaring og gennemføre fælles aktioner og projekter.

7.1.5

Atter andre projekter er iværksat af forskellige organisationer. Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene arbejder også gennem et netværk af byer for at koordinere integrationspolitikker.

7.1.6

På europæisk niveau har netværket af nationale kontaktpunkter om integration, som koordineres af Kommissionen, også til opgave at udveksle erfaringer. Det bidrog til udarbejdelsen af håndbogen om integration (26) og Kommissionens årlige rapport om indvandring og integration (27).

7.2.1

De lokale og regionale myndigheder, som har udarbejdet omfattende planer og oprettet tjenester for integration, opnår bedre resultater end dem, som kun iværksætter spredte tiltag. Planlægning, ressourcetildeling og forvaltningsinstrumenter er nødvendige elementer for at kunne tage fat på indvandring og integration.

7.2.2

EØSU mener, at det er meget vigtigt, at civilsamfundets organisationer deltager i udarbejdelsen af politikker og gennemførelsen af tiltag. Hvis en integrationsplan skal lykkes, er det vigtigt, at civilsamfundet har været inddraget. Delstaten Schleswig-Holstein har forstået dette og inddrog sociale aktører og en række organer i en bred debat om integration, før det vedtog projektet. Derved blev lokalsamfundet opmærksom på behovet for integrationsforanstaltninger. Andre byer og regioner (København, Barcelona og Helsinki) kan også fremvise eksempler på inddragelsesprocesser.

7.3.1

De lokale og regionale myndigheder er mere effektive, når de kan regne med økonomisk støtte fra regeringerne i medlemsstaterne: integrationspolitikker kræver økonomiske ressourcer og medlemsstaterne bør påtage sig et større ansvar. Delstaten Schleswig-Holstein nævnte dette aspekt og fremførte, at et af deres største tiltag har været at konfrontere den tyske regering med det nødvendige i at reagere på dette krav, og havde i den forbindelse opnået opmuntrende resultater.

7.3.2

Andre lokale myndigheder, såsom Ljubljana og Brescia, har påpeget, at den begrænsede støtte, som de modtager fra deres respektive regeringer, forhindrer dem i at gennemføre mere vidtrækkende politikker på dette område. Problemet forværres, når de regionale myndigheder har for få ressourcer. Det nævnte den franske region Midi-Pyrénées.

7.3.3

Den europæiske integrationsfond, som Rådet og Europa-Parlamentet har vedtaget for perioden 2007-2013, er afgørende, da den vil overføre betydelige økonomiske midler til integrationspolitikker og sikre, at politikkerne gennemføres inden for en sammenhængende og samlet ramme i EU, som tager hensyn til subsidiaritetsprincippet. De nye medlemsstater har vist særlig interesse for denne fond. Endnu en gang udtrykker EØSU støtte til oprettelsen af denne fond og henstiller, at Kommissionen hører udvalget, når forordningen herom udarbejdes.

7.4.1

Man må undgå, at indførelse af specialiserede tjenester for indvandrere bidrager til ghettodannelse. Repræsentanten for Budapest anførte for eksempel, at de lokale myndigheder i Ungarn har tjenester for blandt andet familie-, børne- og beskæftigelsesrelaterede anliggender, som indvandrerne i lighed med de øvrige borgere kan anvende. Alle de byer og regioner, som har fastlagt integrationspolitikker, har generelt gjort det ved at udarbejde specifikke planer og stille særlige ressourcer og tjenester til rådighed. Helsinkis repræsentant anførte, at »det ikke burde være nødvendigt med særlige tjenester for indvandrere, men at det er det«. Dette udsagn viser, at støtte i form af alene generelle tjenester ikke er nok til at imødegå de mangler, ugunstige omstændigheder, vanskeligheder og specielle behov, som indvandrere oplever.

7.4.2

Indvandring og integration kræver specifikke planer, projekter og midler. Men problemet med, hvordan man kommer videre fra dette punkt til en mere normal situation, giver fortsat anledning til bekymring: hvordan undgår man, at den særlige situation bidrager til ghettodannelse. Brescias repræsentant pointerede, at de tjenester, der er oprettet for indvandrerne »ikke er parallelle, men supplerende«. De erstatter ikke de almindelige forvaltninger, og det er dem, som indvandrerne må henvende sig til, når det drejer sig om alle de opgaver, som de almindelige forvaltninger tager sig af.

7.4.3

København understregede også, at integrationsrådet var meget optaget af at sikre, at dets foranstaltninger ikke legitimerede nogen form for segregation af indvandrere eller mindretal. Det har som mål at skabe brede foranstaltninger, som tilskynder til tilnærmelse og integration mellem alle dele af befolkningen.

7.4.4

I den forbindelse er det vigtigt, at værtslandets egne borgere ikke ser tiltag for indvandrere som privilegier, de har fået tildelt, hvilket kan forstærke fordomme og fremme segregation. Cataluña er opmærksom på dette og understreger, at når der laves målrettede tiltag for indvandrerbefolkningen, skal det ske under stor hensyntagen til mulig modvilje, som tiltaget kan fremkalde i værtslandets egen befolkning. De lokale og regionale regeringer må derfor klart redegøre for de tiltag, som de gennemfører på indvandringsområdet.

7.5.1

En række byer og regioner har bidraget med deres tanker omkring integrationsbegrebet. Det har vist, at der er en løbende debat i Europa, eftersom der i Europa er forskellige politiske og retlige kulturer ligesom integrationsmodellerne er forskellige.

7.5.2

Efter en større debat fremførte delstaten Schleswig-Holstein, at integration bør fokusere på tre centrale aspekter: deltagelse på lige vilkår, lige rettigheder og pligter og udarbejdelse af integrerende, antidiskriminatoriske foranstaltninger, der involverer både indvandrere og værtssamfund.

7.5.3

Denne integrationsorienterede linje følges af Misericordia-organisation i Portugal, som udstikker retningslinjer for integrationspolitikker i Portugal. Den fokuserer især på ligebehandlingspolitikker og på at lette adgangen til portugisisk statsborgerskab.

7.5.4

Barcelona udpegede tre indsatsområder: fremme af ligebehandling (anerkendelse af rettigheder, fremme af lige muligheder og ligebehandling), anerkendelse af kulturel mangfoldighed og fremme af sameksistens (styrke foranstaltninger for social samhørighed og forebygge fremkomsten af parallelsamfund mellem lokalbefolkning og indvandrergrupper).

7.5.5

Rotterdam indledte i 2004 en omfattende debat om den hidtil fulgte integrationsmodel. Behovet for debatten var udsprunget af den observation, at selvom aktive integrationspolitikker i årevis var blevet gennemført, var samfundet blevet opdelt og en segregationsproces var i gang (især i den muslimske befolkning). Det, som debatten mest havde gået på, var den »os og dem«-indstilling, som havde spredt sig i samfundet.

7.5.6

Organisationen »European Liaison Committee for Social Housing« gjorde debatten om integration til et spørgsmål om fjernelse af uligheder, om lige muligheder. Deres arbejde fokuserer på boligforhold, og de forklarede, at forskelsbehandling på dette område var en af hovedårsagerne til segregation af indvandrede befolkningsgrupper.

7.5.7

EØSU er overbevist om, at de 11 fælles grundprincipper (se Bilag I), som styrer det europæiske integrationsprogram, har en klar og afbalanceret fokus. Hovedparten af deltagerne i Barcelona-høringen var enige i dette synspunkt.

8.1

Gennem deres arbejde bidrager indvandrerne positivt til Europas økonomiske udvikling og velfærd. EØSU mener, at indvandringen i Europa kan skabe nye muligheder for virksomhedernes konkurrenceevne, arbejdsvilkår og social velfærd.

8.2

Beskæftigelse er et grundlæggende element i integrationsprocessen, fordi beskæftigelse under anstændige vilkår er nøglen til indvandrernes økonomiske uafhængighed og fremmer de sociale relationer og det gensidige kendskab mellem indvandrere og værtssamfund. EØSU foreslår, at beskæftigelsesmæssig integration sker på lige vilkår og behandling uden diskrimination mellem arbejdstagere fra værtslandet og indvandrere, og på grundlag af de nødvendige faglige kvalifikationer.

8.3

Europas indvandrede arbejdstagere skal behandles retfærdigt, da de er beskyttet af de internationale menneskerettighedskonventioner og ILO-konventionernes principper og rettigheder. EØSU gentager sit forslag om, at EU's medlemsstater underskriver FN's internationale konvention af 1990 om »beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder«.

8.4

EU's direktiver om henholdsvis ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse er centrale retlige instrumenter ved fastlæggelsen af lovgivning og praksis i medlemsstaterne for bekæmpelsen af diskrimination og fremme af beskæftigelsesmæssig integration.

8.5

På beskæftigelsesområdet bør lovgivning og offentlige politikker suppleres med samarbejde med arbejdsmarkedets parter, da beskæftigelsesmæssig integration også er et spørgsmål om samfundsindstilling og engagement fra arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationers side.

8.6

De offentlige arbejdsformidlinger bør sætte skub i programmer, som hjælper indvandrere til at finde arbejde, og det bør omfatte: hjælp til anerkendelse af faglige kvalifikationer, bedre sprogundervisning og erhvervsuddannelse og information om værtslandets arbejdsmarkedssystem.

8.7

På lokalt plan spiller fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, indvandrerorganisationer og andre civilsamfundsorganisationer en meget vigtig rolle med hensyn til formidling af information og hjælp til indvandrere med at finde arbejde. I Europa arbejder de sociale organisationer aktivt for at fremme indvandreres og deres efterkommeres integration på arbejdsmarkedet gennem uddannelsesprogrammer, jobrådgivning, støtte til etablering af små virksomheder osv.

8.8

Flere og flere virksomheder nyder godt af de muligheder for succes, som følger af den beskæftigelsesmæssige integration af indvandrere, og af den voksende mangfoldighed. EØSU mener, at virksomhederne kan være med til at øge bevidstheden om diskrimination i værtssamfundet ved at tage klar afstand fra enhver form for fremmedfjendskhed og udelukkelse i deres ansættelse af medarbejdere.

8.9

Det er afgørende, at der fastlægges en fremgangmåde, som tager udgangspunkt i flygtningestrømmene, gennemføres i oprindelseslandene og bygger på de reelle muligheder for integration på arbejdsmarkedet og dermed social integration.

8.10

Ringe jobkvalitet er også en diskriminerende faktor, når indvandrere benyttes som den »mest sårbare« arbejdskraft.

8.11

Fagforeningerne udviser undertiden korporatistiske tendenser ved kun at forsvare særinteresser og udelukke indvandrere. EØSU er af den opfattelse, at fagforeningerne bør optage indvandrede arbejdstagere i deres medlemsskare og lette adgangen til repræsentative og ledende funktioner. Mange fagforeninger har etableret god praksis, som sikrer arbejdstagere uanset oprindelse eller nationalitet lige rettigheder.

8.12

Arbejdsgiverorganisationerne står over en meget stor udfordring om at sikre gennemsigtighed på arbejdsmarkederne. Efter EØSU's opfattelse bør de — sammen med fagforeningerne — samarbejde med de regionale og lokale offentlige myndigheder om at forhindre diskriminering og fremme integrationsvenlig holdninger.

8.13

Arbejdsmarkedets parter, som er nøgleaktører i arbejdsmarkedernes virkemåde og grundpiller i Europas økonomiske og sociale liv, har en vigtig rolle at spille i integrationen og bør under de kollektive forhandlinger leve op til det ansvar, som påhviler dem i forbindelse med indvandrernes integration. Derfor bør de arbejde på at fjerne ethvert diskriminatorisk aspekt af direkte eller indirekte art fra de kollektive overenskomster samt arbejdslovgivning og praksis.

8.14

Der er mange gode eksempler på god praksis blandt arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer i Europa, som EØSU gerne ser udbredt. På høringen i Dublin så man på positive erfaringer i virksomheder, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og sociale organisationer, blandt hvilke EØSU ønsker at fremhæve den forpligtelse, som arbejdsmarkedsparterne i Irland har påtaget sig for at tackle mangfoldigheden i virksomhederne og bekæmpe diskrimination, og den aftale som arbejdsmarkedsparterne i Spanien er nået frem til om at legalisere sort beskæftigelse og irregulær indvandring og styre indvandring af arbejdskraft gennem samarbejde og social dialog.

8.15

EØSU finder, at der er brug for aktive politikker og nye forpligtelser fra arbejdsmarkedets parters side for at fremme integrationsvenlige holdninger, ligebehandling og bekæmpelse af diskrimination på arbejdspladsen. Den europæiske sociale dialog kan være en passende ramme og mulighed for arbejdsmarkedets parters til at påtage sig nye forpligtelser på det plan, som de skønner passende.

8.16

Ansvaret for den europæiske sociale dialog ligger alene hos arbejdsmarkedets parter. EFS og UNICE har lavet udkastet til dagsordenen for den europæiske sociale dialog, og EØSU håber at dagsordenens mål vil blive gennemført.

8.17

EØSU kan udgøre et permanent dialogforum om god praksis på integrations- og indvandringsområdet. I den forbindelse vil udvalget forsætte samarbejdet med Dublin-Instituttet og ILO for at tilskynde til, at der i Europa udvikles politikker og integrationspraksis; udvalget vil arrangere nye møder og debatfora med arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer for at studere og udveksle de former for god integrationspraksis, som er under udvikling i Europa.