16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/10

1.1

I Kommissionens meddelelse fremlægges en fælles tilgang  (1) til forskning og innovation inden for rammerne af gennemførelsen af Lissabon-programmet, som blev besluttet på Det Europæiske Råds samling i Lissabon i marts 2000 med det formål inden 2010 at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«. Det Europæiske Råd gav ved samme lejlighed sin støtte til Kommissionens forslag i meddelelsen »Mod et europæisk forskningsrum« (2).

1.2

I en resolution vedtaget på samlingen i Barcelona i marts 2002 opstillede Det Europæiske Råd som målsætning gradvis at øge investeringer til forskning og innovation i EU til 3 % inden 2010 samt at øge den private finansierings andel til 2/3. Men Det Europæiske Råd efterlyste på samlingen i Bruxelles i marts 2003 konkret handling.

1.3

I sin meddelelse fra 30 april 2003»Investering i forskning: en handlingsplan for Europa« konkretiserer Kommissionen de aktioner på nationalt og europæisk niveau, som den havde peget på som nødvendige i sin meddelelse fra september 2002 »Mere forskning i Europa — Mod 3 % af BNP« (3). De første officielle tal vedrørende forskning og udvikling viste, at udgifterne til forskning og udvikling var så godt som stagneret på 1,93 % af EU-25's BNP. Kun Finland og Sverige havde nået målet.

1.4

Det Europæiske Råd genlancerede behandlingen af den reviderede Lissabon-strategi i marts 2005. (4) Det fælles politiske ønske blev bekræftet i oktober 2005 på det uformelle møde for EU's stats- og regeringschefer på Hampton Court Palace som svar på et presserende behov for bedre konkurrenceevne i en verden med global konkurrence.

1.5

Som første led i tilpasningen til den reviderede Lissabon-strategi udsendte Kommissionen sit initiativ for det europæiske informationssamfund i 2010 (5), som pålægger medlemsstaterne at opstille prioriteringer for informationssamfundet i de nationale reformprogrammer inden medio oktober 2005 med henblik på at bidrage til målsætningerne i meddelelsen om i2010.

1.6

De foreslåede aktioner begrundes med kontrasten mellem situationen i og uden for EU: på den ene side hård international konkurrence, og på den anden de nationale markeders opsplitning og manglende fleksibilitet over for behovet for opbygningen af et fælles europæisk rum og højt kvalificerede arbejdstageres mobilitet. Kommissionen erkender at have begrænset kompetence på området og stræber da også først og fremmest efter at påtage sig rollen som katalysator.

1.7

Kommissionen ønsker at styrke båndene mellem forskning og innovation dels gennem en forskningspolitik, der fokuserer på at afdække og anvende ny viden og at opstille rammer for forskningen, dels gennem en innovationspolitik, der er koncentreret om at omsætte ny viden i økonomiske værdier og kommerciel succes. I indsatsen for en bedre regulering vil enhver foranstaltning med indvirkning på konkurrenceevnen blive underkastet en konsekvensanalyse.

1.8

I analysen, som er offentliggjort samtidig med meddelelsen, overvejes tre politiske valgmuligheder, og det er den sidste, der vælges (6):

1.9

Handlingsplanen, som foreslås i Kommissionens meddelelse, er delt i fire dele:

1.10

19 aktioner placeres inden for 3 hovedområder: offentlig politik og regulering, finansiering og beskatning (7) og de private aktørers rolle (8).

1.11

Meddelelsen følger det samme spor som meddelelsen fra 2003. Det eneste nye fra Kommissionen er, at de nationale reformprogrammer nu udtrykkeligt skal omfatte forskning og innovation. De nationale reformprogrammer vil blive understøttet gennem EU-finansiering til aktiviteter af europæisk interesse, rådgivning, der sigter mod samordnet politikudvikling, og forummer, der gør det lettere at lære af hinanden, i alle regioner, hvor grænseoverskridende samarbejde indebærer en merværdi. Forsknings- og udviklingstiltag anerkendes i stabilitetspagten, hvor udgifter til dette formål tillades ud over 3 %-underskuddet.

1.12

EØSU tager desuden hensyn til Esko Aho-rapporten, selv om den falder uden for høringsanmodningen, ved at gøre opmærksom på, at Kommissionen i punkt 3.1. »Investering i viden og innovation« i meddelelsen til Det Europæiske Råd, forårstopmødet 2006 ikke refererer til KOM(2005) 488 endelig, men derimod til Esko Aho-rapporten. EØSU beklager, at Kommissionen hverken har anmodet om en høringsudtalelse eller en forudgående vurdering af denne rapport, og inddrager derfor rapporten i nærværende behandling af emnet.

1.13

På Hampton Court Palace nedsatte man i oktober 2005 en gruppe bestående af fire personer. Esko Aho fik rollen som koordinator. Den rapport, som gruppen i januar 2006 afleverede til Kommissionen med henblik på Det Europæiske Råds forårstopmøde 2006, indeholder anbefalinger vedrørende fremskyndet gennemførelse af nationale og europæiske initiativer til fordel for forskning og innovation. Rapporten er udarbejdet på grundlag af den her behandlede meddelelse, men hælder mere til den anden politiske valgmulighed: en integreret politik (jf. SEK(2005)1289). I marts 2006 blev rapporten forelagt Rådet (konkurrenceevne) og Det Europæiske Råd i Bruxelles. Det Europæiske Råd fremhævede Esko Aho-rapportens betydning og bad Kommissionen evaluere rapporten inden september 2006 (9).

2.1

EØSU har med tilfredshed modtaget meddelelsen, der tager udgangspunkt i partnerskabet for vækst og beskæftigelse, idet den søger at dække hele spektret af forskning og innovation, herunder innovation på andre områder end det teknologiske. I meddelelsen skildres aktioner, der går ud over de 3 % fastsat i Barcelona (10), samt i generelle vendinger de forpligtelser, som Fællesskabet har indgået. Igangværende og kommende støtteforanstaltninger for forskning og innovation beskrives indgående (11).

2.2

Som det fremgår af meddelelsen, vokser den internationale konkurrence om at tiltrække investeringer til forskning og udvikling konstant, ikke mindst i vækstlande som Kina, Indien og Brasilien. »Forskellen mellem EU og USA, når det gælder investering i forskning, er allerede på over 120 milliarder euro om året, og den vokser hurtigt«  (12). Desuden er konkurrencen så hård for Europa, at ingen medlemsstat kan opnå succes udelukkende på egen hånd. Synergi på tværs af landegrænserne er den eneste måde, hvorpå man kan fremme forskning og innovation og udnytte dem til vækst og beskæftigelse. Derudover er det nødvendigt med en forsknings- og innovationsindsats for at gøre EU's økonomi mere bæredygtig og finde frem til løsninger for økonomisk vækst, social udvikling og miljøbeskyttelse.

2.3

Med handlingsplanen er et flertal af medlemsstaterne begyndt at indføre nationale foranstaltninger til fremme af forskning og udvikling i den private sektor og at sætte sig som mål at bringe forskningsinvesteringerne op på 2,6 % af BNP inden 2010. Her har skatteincitamenter særlig stor betydning (13). Forskningsintensiteten synes imidlertid at være mere eller mindre stagnerende i EU, og dette gælder også den private sektor. Situationen er foruroligende.

2.4

Begrundelsen for aktionerne åbner en debat om produktivitetssammenligninger mellem EU's medlemsstater og tredjelande.

2.4.1

For det første kan produktivitet defineres på flere forskellige måder (forholdet mellem antal producerede varer eller tjenester og det anvendte antal enheder af en produktionsfaktor). Den mest benyttede målestok er en enkeltfaktor, nemlig arbejdskraft. Som indikator anvendes timeproduktion per arbejdstager i den industrielle sektor, som er let at fastsætte, men kun delvis dækkende. Kapitalen opfattes som en eksogen variabel i produktionsprocessen.

2.4.2

For det andet bør man ikke generalisere, når man sammenligner Europa og USA, men skelne mellem vigtige forskelle inden for de enkelte sektorer og mellem medlemsstater– ja, selv internt i et land som USA. Der er sektorer og lande i Europa som er konkurrencedygtige og som har en betydelig vækst i deres produktivitet. For EU som helhed synes beregningen af udgifterne per arbejdskraftenhed i fremstillingssektoren ifølge O'Mahony et van Ark (2003) at vise, at EU er konkurrencedygtig i forhold til USA i andre sektorer end højteknologi. Det er dog de lave lønninger i tredjelande, ikke USA, som er den vigtigste kilde til konkurrence i de traditionelle industrier og som lægger et vanskeligt pres på EU. Dosi, Llerena og Labini (2005) ser mere kritisk på situationen. De mener ikke, at en europæisk industripolitik skal behandles som et tabu-emne.

2.4.3

For det tredje er den samlede faktorproduktivitet den bedste målestok, idet den justerer BNP for forskelle i de anvendte input (Calderon, 2001) og muliggør en bedre sammenligning mellem lande. For at forklare forskelle i produktivitet mellem lande har man i empiriske studier klassificeret determinanter bag produktivitetsforbedringer hos arbejdskraften og/eller totalfaktoren i tre grupper. Men i betragtning af landenes indbyrdes afhængighed, fastslår Calderon, at forskellene i totalfaktorproduktiviteten mellem landene skyldes den hastighed, hvormed teknologier spredes (gennem handel, direkte udenlandske investeringer eller migration) (14).

2.4.4

Da det er vigtigt at sikre en hurtig udbredelse, er innovative SMV uundværlige for udbredelsen, idet de skaber nye markeder. Af samme grund vil valget af strategiske prioriteringer for forskning og innovation kunne fremme en hurtigere udbredelse af viden.

2.4.5

Endelig er sikring af et kvalificeret personale og virksomhedernes lokalisering af investeringer vigtige parametre både for USA og for Europa, især i forhold til Kina, der mangler 75.000 højt kvalificerede arbejdstagere i at kunne overgå til en serviceøkonomi.

2.5

Når det er sagt, er der to overordnede synsvinkler, der præger de politiske valg. På den ene side er der presserende behov for organisatorisk innovation, som udgør en forudsætning for teknisk innovation (Lam 2005 og OECD 2005), hvilket også gælder for EU-institutionerne (Sachwald, Sapir et al. 2003, Esko Aho 2006); på den anden side er årsagen til, at virksomhederne ikke investerer tilstrækkeligt i forskning, udvikling og innovation i Europa, at der ikke eksisterer et innovationsvenligt marked, hvor man kan lancere nye produkter og tjenester (Esko Aho 2006). EØSU gør opmærksom på, at man ikke kommer uden om iværksætterlyst og risikovillighed.

2.6

At markedsimperfektioner kan være befordrende for innovation har været almindeligt kendt af forskerne siden Arrow (1962) og Dasputa og Stiglitz (1980). Kommissionens rammeprogrammer er hovedsagelig baseret på aktiv støtte på mikroniveau til forskning og udvikling i virksomhederne gennem en blanding af støtte til forskning og udvikling og fremme af samarbejde med henblik på at fjerne de mest demotiverende hindringer (lettere identifikation af samarbejdspartnere og fremme af en fælles dynamik, der bl.a. giver fordele i henseende til market entry og downstreaming såvel som stordriftsfordele). Disse initiativer er dog ikke tilstrækkelige til at kickstarte en ny bæredygtig innovationsdynamik i hele EU.

2.7

EØSU bifalder, at Kommissionen har lagt vægt på mesoniveauet, sektorniveauet og det grænseoverskridende samarbejde. Instrumenter som partnerskaber, net, klynger, agglomerater, forummer og dialoger viser, at ikke bare linkages, eksternalitet og spillovers mellem virksomheder og organisationer, men også geografien spiller en vigtig rolle for fremme af innovation. Disse koordinationsformer vil lettere kunne identificere faktorer, der har indflydelse på investeringer i innovation, og flaskehalse.

2.8

Den foreslåede tilgang og de foreslåede aktioner er ikke ledsaget af budgetmæssige anvisninger, selv om der bliver brug for betydelige ressourcer og en betragtelig koordinationskapacitet, for at aktionerne kan lykkes. Endvidere minder Kommissionen på det eneste sted i meddelelsen til forårstopmødet 2006, hvor den her behandlede meddelelse omtales, om, at lovgivningsforslag ikke bærer frugt, med mindre de stadfæstes af Rådet og Europa-Parlamentet. Hertil kommer, at én stor del af finansieringstiltagene er afhængige af den endelige ajourføring og gennemførelsen af de finansielle overslag for perioden 2007-2013. De foreslåede aktioner er således kun vejledende.

2.9

EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udsende budgetmæssige anvisninger og til at tilføje et klart system med en konkret frist for opfølgning og overvågning af meddelelsen, f.eks. 2008. EØSU finder det desuden nødvendigt med en rapport fra Kommissionen, der tager stilling til alle ekspertgruppernes rapporter med direkte relation til meddelelsen, samt en vurdering af anbefalingerne i disse. Retningslinjerne skal svare til den valgte option og de valgte tiltag. Endelig vil det for at afhjælpe den opsplitning, som findes i dag, være hensigtsmæssigt at sikre mapping (sammenfald) mellem de personer, der har ansvaret for koordinationen af de i KOM(2005) 488 foreslåede aktioner på alle niveauer, i regionerne, medlemsstaterne og EU-institutionerne. Kommissionen har udført et stor arbejde i forbindelse med landerapporterne (trendcharts), hvor de enkelte landes innovations- og forskningsinstitutioner beskrives — et arbejde, som kan lægges til grund for den omtalte mapping. Det kunne også være relevant at se på erfaringerne med anvendelsen af virtual agencies inden for forskning og innovation i USA.

2.10

EØSU gør desuden opmærksom på, at hovedbegreberne (forskning, innovation, viden og teknologi) ikke defineres i meddelelsen. Kommissionen har derfor støttet fælles europæisk forskning med henblik på definitioner. Eurostat og OECD har defineret innovation. Det seneste European Innovation Scorebord vedrørende forholdet mellem input og output inden for innovation, opererer med begrebet innovation efficiency og betragter forskning og udvikling som innovationsinput. Hertil kommer, at der må skelnes bedre mellem aktioner til fordel for forskning og innovation som sådan og politikker til fremme af gunstige vilkår for innovation (f.eks. uddannelse, modtagelse og optræning af mobile menneskelige ressourcer, støtte til SMV'er og ugunstigt stillede regioner i forbindelse med udbredelse af IKT, hvor omkostningerne er væsentligt højere end for andre aktører). Med andre ord mellem innovation forstået som nye produkter og tjenester på markedet og innovation som proces. Det første er en nødvendig forudsætning, men ikke tilstrækkeligt for en dynamisk intern vækst.

2.11

EØSU følger dette område meget aktivt og har afgivet flere udtalelser om det i meddelelsen KOM(2005) 488 omhandlede emne i bredere forstand. Af mangel på plads skal EØSU kun ganske kort minde om sine tidligere udtalelser, herunder ikke mindst udtalelsen CESE 595/2000 om det europæiske forskningsrum, hvor alle temaerne i KOM(2005) 488 anslås — især i punkt 7. Forskning og teknisk innovation og punkt 8. Personaleudveksling mellem forskningscentre og industrien.

2.12

Udtalelsen CESE 724/2001 om videnskab, samfund og borgere i Europa fremhævede grundforskningens betydning for de fleste store opdagelser. EØSU' udtalelse om Europa og grundforskningen (15) og forholdet mellem denne og den applicerede forskning betoner spørgsmålet om patenter i punkt 2.5, hvor udvalget påpeger, at der er presserende behov for en europæisk patentordning, der ligesom i USA opererer med en henstandsperiode fra den videnskabelige offentliggørelse af en opdagelse til patenteringen af anvendelsen af en sådan opdagelse. EF-patentet bør kunne opnås hurtigt og billigt. EØSU beklager, at det er blevet forsinket af sproglige grunde.

2.13

EØSU's udtalelse om forskere i det europæiske forskningsrum støtter det europæiske charter for forskere (16), er enig i, at kontakt mellem den akademiske verden og erhvervslivet er absolut nødvendig, og foreslår en bedre anvendelse af eksperter med mange års erfaring kombineret med kompatibilitet og anerkendelse af flere elementer med hensyn til social sikring og boliganvisning (punkt 5.4) samt bevarelse af familiens enhed (punkt 5.5.5). Udtalelsen om videnskab og teknologi (17), og udtalelsen om det 7. rammeprogram for forskning (18), hvor EØSU fokuserer på dette programs store betydning, finansieringen, opdelingen i underprogrammer og de 9 forskningsemner, som EØSU har afgivet særskilte udtalelser om (19).

2.14

I sin udtalelse om konkurrenceevne og innovation (2007-2013) (20) påpeger EØSU vigtigheden af, at SMV'er og arbejdsmarkedets parter deltager i innovationsbestræbelser (21). De bør inddrages tæt, for at innovationsprocessen kan få succes. En udtalelse under udarbejdelse om politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU, hilser den sektorale indfaldsvinkel velkommen, men erindrer samtidig om, at koordinationen kræver ressourcer (der er ikke noget budget), og udtrykker håb om, at arbejdstagernes kvalifikationer, som et tema, der angår alle sektorer, vies særlig opmærksomhed. Det er meget vigtigt med en mere integreret industripolitisk strategi, eftersom »denne industri beskæftiger mere end 34 millioner mennesker og tegner sig for over 80 % af den private sektors F&U-udgifter i EU«.

3.1

EØSU bifalder navnlig Kommissionens bestræbelser på at etablere et konkurrencedygtigt europæisk system for intellektuel ejendomsret og Kommissionens arbejde vedrørende regler for formidling af forskningsresultater (2007-2013). Det anbefaler, at man er særlig opmærksom på forvaltningen af innovationspatenter i forbindelse med de instrumenter, som er nævnt under punkt 2.7.

3.2

Et bedre system til udbredelse af viden er af vital betydning for konkurrenceevnen. Man bør være særlig opmærksom på initiativet Innovation Relay Centres og på Kommissionens idé med som led i programmet for konkurrenceevne og innovation at give SMV'er vouchers til konsulenttjenester i forbindelse med disses innovationsstrategi. Grænseoverskridende klynger vil lette udbredelsen, og deres betydning vil blive anerkendt i en kommende meddelelse om industriklynger i Europa. En database om klynger vil blive oprettet i 2006.

3.3

EØSU insisterer på den sociale dimension af innovation og af anvendelsen af menneskelig og social kapital til forskning og innovation, og håber, at den næste udgave af OECD's og Eurostats Oslo-manual også vil indeholde statistikker, som tager hensyn hertil, herunder indikatorer for kvalificeret menneskelig kapital og innovationsskabende lokaliteter som universiteter og andre uddannelsessteder og platforme, hvor industri, statsinstitutioner og universiteter arbejder sammen.

3.4

Med hensyn til statsstøtte, som kan sætte skub i virksomhedernes forskningsinvesteringer, glæder EØSU sig over den opmærksomhed, som vies SMV'erne, og anmoder Kommissionen om at betragte jobskabelse som en investering i forskning og innovation, så længe stillinger er specielt øremærket til disse formål. EØSU understreger ligeledes nødvendigheden af at fremhjælpe etableringen af innovative SMV'er, bl.a. ved hjælp af risikokapital. I den forbindelse bør også Den Europæiske Investeringsfond inddrages.

3.5

En vigtig innovationsfaktor — i betragtning af den i punkt 2.4.5 nævnte globale konkurrence — er adgangen til menneskelige ressourcer med up to date-viden på alle niveauer. Meddelelsen fokuserer på forskningsressourcerne. Men man skal også være opmærksom på den ikke-videnskabelige faglige arbejdskraft. Desuden bør der ske en afstemning af udbud og efterspørgsel på kvalifikationer og specifik viden efter sektorernes behov. Med henblik på effektive og hurtige løsninger er det hensigtsmæssigt, at arbejdsmarkedets parter og alle andre relevante aktører inddrages. EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hul på debatten om dette emne.

3.6

For samtidig at sikre mobiliteten må der gøres fremskridt med hensyn til de fælles europæiske kompetence-charts, der er nødvendige for de enkelte sektorer eller fag, uden at glemme uddannelsernes kvalitative side (værdier, lige muligheder). Eftersom Kommissionens generaldirektorater for beskæftigelse, uddannelse og kultur også beskæftiger sig med menneskelige ressourcer, ville det være nyttigt at integrere deres initiativer til fordel for forskning og innovation i den her behandlede meddelelse for at dække hele spektret.

3.7

EØSU tilskynder Kommissionen til at fremme forskning og innovation i alle sektorer: problemer med konkurrenceevnen findes ikke kun inden for højteknologi. Den strategiske forvaltning af ændringer som følge af en massiv overtagelse af nye teknologier i SMV'er vil kunne integreres i de foreslåede aktioner. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre vigtige aktører er meget vigtig i den forbindelse.

3.8

EØSU er enig med Esko Aho-rapporten i, at der ikke tages nok hensyn til virksomheder med over 250 medarbejdere, formentlig bl.a. fordi definitionen af SMV'er er for restriktiv i forhold til den tilsvarende definition i USA og Japan. EØSU finder økonomisk støtte til innovative SMV'er nødvendig for at etablere en europæisk innovationsøkonomi med social samhørighed. Det er ikke overraskende, at Paxis-regionen Emilia Romagna er en af de mest aktive, selv om andre innovationsindikatorer i Italien er mindre favorable. Tilsvarende bør støttetjenester til virksomhederne være specialiserede for at passe til de forskellige former for SMV og deres særlige karakteristika (kooperativer, erhvervsdrivende foreninger m.m.).

3.9

EØSU så gerne, at Kommissionen redegjorde for aktioner til fordel for forskning og innovation, der involverer andre regioner i verden. Kommissionen anvender allerede en global indfaldsvinkel i sine TrendCharts og i adskillige andre initiativer. Efter meddelelse 346 af 25. juni 2001 om det europæiske forskningsrums internationale dimension, har INCO-delen af det 6. rammeprogram udtrykkeligt begunstiget deltagelse af tredjelande — et tiltag, der vil fortsætte under det 7. rammeprogram. Aktionerne vil kunne trækkes frem i et særligt afsnit. Storbyer og bymiljøer betydning for innovation bør ligeledes studeres nærmere.

3.10

EØSU opfordrer Kommissionen til at evaluere timingen med hensyn til teknologiske investeringer, liberalisering og omstrukturering, al den stund virksomhederne, især de største af dem, vil skulle overveje administrative ændringer samtidig med behovene for investeringer i forskning og innovation (f.eks. inden for energi, transport og netværksindustrier).

3.11

EØSU advarer i øvrigt om, at det kan blive nødvendigt at finde den rigtige balance mellem fremme af innovation gennem fælles marketing og licensing af nye produkter og tjenester for virksomheder på den ene side og konkurrencelovgivningen på den anden.

3.12

EØSU betragter innovation som et input til en konkurrencedygtig økonomi med social samhørighed og ikke som et endemål i sig selv. Velvidende, at dette er en stor udfordring, anmoder EØSU Kommissionen om at udarbejde statistik og støtte studier, der kan gøre det lettere at måle relationer mellem innovation, konkurrenceevne og social samhørighed, så den bliver i stand til at evaluere sine resultater på en klar og effektiv måde og at formidle disse resultater til de europæiske borgere på en overbevisende måde. Som allerede påpeget af andre: man skal være ambitiøs og satse på dristige teknologiske projekter med ægte social og politisk værdi (Dosi et al, 2005).

3.13

Endelig anmoder EØSU, der betragter innovation som et system, Kommissionen om at samordne sine tiltag med Den Europæiske Investeringsbank for at sikre synergier med dennes programmer, Den Europæiske Investeringsfond, det 7. rammeprogram for forskning og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, så innovation bliver et dynamisk og velstruktureret system.