16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/72

1.1

Henstillingerne skal opfattes som en rettesnor for de politiske beslutninger, der skal tages for at gennemføre en fremtidsrettet ressource-, forsknings-, udviklings- og udenrigspolitik i EU og på nationalt plan. Gennemførelsen af Lissabon-målsætningerne, i henhold til hvilke EU inden udgangen af dette årti skal udvikles til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomi, kræver en innovativ industripolitik, der harmonerer med social- og miljøpolitiske retningslinjer, der er en forudsætning for at gennemføre strukturelle forandringer. De nødvendige industrielle ændringer skal udformes proaktivt og som strategiske komponenter i en bæredygtig udvikling. Dette betyder både, at væksten skal udformes på en måde, så råstofferne udnyttes bedre, og så der spares på alle ressourcer, og at endelige ressourcer gradvis skal erstattes med fornybare. Sideløbende med de to strategier udfolder der sig et industrielt perspektiv, hvor grundlaget er teknologiske innovationer. Konsekvensen er arbejdspladser af høj kvalitet inden for industri og industrirelaterede tjenesteydelser.

1.2

I markedsøkonomier er det først og fremmest virksomhederne selv, der har ansvaret for råstofforsyningen. Ikke desto mindre er det en politisk opgave at medvirke til at udforme rammebetingelserne for en høj grad af forsyningssikkerhed og til en bæredygtig råstofforsyning på områder som industri-, forsknings-, arbejdsmarkeds- og miljøpolitik. For gennem en øget satsning på nye teknologier påvirkes ikke blot konkurrenceevnen og situationen på arbejdsmarkedet positivt, men også omstillingen til en bæredygtig økonomi fremmes.

1.3

Som grundlag for en bæredygtig råstofpolitik bidrager livscyklusanalyser til, at mineralske og metalliske råstoffer kan udvindes effektivt og forarbejdes på en måde, der skåner miljøet, at der kan videreudvikles genanvendelsesprocesser, samt at udnyttelsen af råstoffer, der kun findes i begrænset mængde, og som øger drivhuseffekten, gradvis, hvor dette teknologisk set er muligt, kan erstattes med øget miljøskånsom brug af fornybare, klimaneutrale energikilder med lavt kulstofindhold, eller at udnyttelsen sker under anvendelse af effektiv teknologi med lav udledning af kulstof. Dette skal i første række opnås gennem en målrettet politik i EU og i medlemsstaterne. Udvalget mener, at de to strategier — effektivitets- og substitutionsstrategien — er en chance for at reducere importafhængigheden i råstofforsyningen.

1.4

I lyset af den markante vækst i verdens forbrug af råstoffer kan der i fremtiden opstå flaskehalse i råstofforsyningen i hvert fald for nogle råstoffers vedkommende. Forandringerne på verdensmarkedet kræver en proaktiv politik fra erhvervslivets og fra EU's og medlemsstaternes side. For at forhindre udflytning af produktionen til udlandet kan EU's institutioner med en aktiv handels-, forsknings- og udenrigspolitik og medlemsstaterne med deres nationale råstof- og energipolitik bidrage til at sikre råstofforsyningen, som industrien dog primært selv bærer ansvaret for. EØSU opfordrer medlemsstaterne i EU til at medvirke til at udforme grundtegningen til en europæisk råstof- og energipolitik og til at påtage sig deres medansvar for en bæredygtig råstofpolitik i Europa.

1.5

EØSU mener, at EU i tæt samarbejde med medlemsstaterne og alle interessegrupper bør drage omsorg for, at den europæiske industris råstofforsyning ikke bringes i fare, og for, at der er adgang til råstoffer til rimelige priser på verdensmarkedet. For at nå disse målsætninger bør EU træffe foranstaltning til, at unfair konkurrence og protektionisme imødegås, både inden for rammerne af samarbejdet i multilaterale organisationer som WTO, OECD og ILO samt bilateralt. Den indgående dialog med de politiske og industrielle aktører er et centralt instrument i gennemførelsen af målsætningen.

1.6

Udvalget er overbevist om, at den europæiske industri har alle forudsætninger for offensivt at imødegå de nuværende og fremtidige udfordringer, der opstår på grund af strukturforandringerne i den globale konkurrence. Hvis der bliver ført en helhedsorienteret innovativ politik, der i lige høj grad lægger vægt på økonomisk velstand og hensynet til sociale og miljømæssigt relevante aspekter, vil Europa vedblive med at være et konkurrencedygtigt hjemsted for industriproduktion og udvikle sig til en bæredygtig økonomi.

1.7

Det skal afslutningsvis understreges, at råstofforsyningen på grund af Europas høje industrialiseringsgrad er af stor betydning for at nå Lissabon-målsætningerne. Europas relativt stærke afhængighed af import af fossile, metalliske og mineralske råstoffer indebærer risici, der bunder ikke blot i forsyningssikkerheden, men også i råstofprisernes udvikling i lyset af det globale forbrug. Virksomhederne og det politiske niveau kan udvise rettidig omhu ved aktivt at gennemføre foranstaltninger til forbedring af ressourceeffektiviteten, til fremme af teknologiske innovationer på råstof- og genanvendelsesområdet, til substitution af ikke-fornybare med fornybare råstoffer og til diversificering af udbudet af råstoffer gennem en øget satsning på Europas egne råstofkilder. Med hensyn til kul vil det også blive afgørende, hvorvidt det klimaneutrale »Clean Coal«-perspektiv lader sig realisere. Alene at sikre adgang til tilfredsstillende råstofmængder til konkurrencedygtige priser ville derimod ikke være tilstrækkeligt. Derfor må det være en global politisk opgave i markant omfang at få begrænset den stigende anvendelse af fossile energikilder. EU's rolle i denne proces vil skulle fastlægges i de kommende måneder.

2.1

Råstoffer er det første led i en vidt forgrenet kæde, som skaber værditilvækst. I tider med tiltagende globalisering er de forudsætningen for samfundsøkonomiens resultater samt udviklings- og vækstmuligheder. Dette gælder energikilder og mange metalliske, mineralske og biologiske råstoffer, som er afgørende, primære input for industrien. Europa er afhængig af import af mange råstoffer, hvilket man hidtil ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksom på, men hvilket registreres mere bevidst i tider med stigende råstofpriser. Priseksplosioner på fossile energikilder og på koks og stål er gode eksempler herpå.

2.2

Ofte hersker der kun en vag forestilling om de enkelte råstoffers vigtighed. Dette kan skyldes, at råstoffer er af underordnet betydning set i forhold til den samlede faktorfordeling, selvom råstoffer til forskel fra andre produktionsfaktorer for det meste ikke er substituerbare på kort sigt. Forsyningsunderskud, for slet ikke at tale om leveringsstop, fører derfor ofte til produktionsbegrænsninger. Det betyder, at prisbevægelser på råstofmarkederne næsten i fuldt omfang slår igennem på produktionen i de efterfølgende led og dermed påvirker hele økonomien. I den forbindelse må man heller ikke overse de sociale aspekter.

2.3

Den hastige økonomiske vækst i andre dele af verden (Kina, Indien osv.) har i de sidste ti år medført en dramatisk stigning i forbruget af primære energikilder og industrielle råstoffer.

2.4

Det er også vigtigt at nævne råstoffernes regionale fordeling og uoverensstemmelsen mellem reservernes placering og forbrugsstedet. I denne forbindelse er navnlig Europa en region, der allerede i dag har et stort behov for import af råstoffer og fossile energikilder, og hvis importafhængighed vil stige endnu mere fremover.

2.5

Energiforsyningen er den europæiske økonomis drivkraft. Fordi mange af energikilderne er endelige og på grund af de dramatiske prisstigninger, kriges og de politiske forholds indflydelse på forsyningssikkerheden og på grund af de i global sammenhæng ofte ineffektive nationale »energipolitikker« lever Europa med en meget høj forsyningsrisiko.

3.1

Selvom bemærkningerne gælder for mange råstoffer, beskrives og analyseres som eksempel i det følgende navnlig situationen for energikilder, fordi en række kritiske udviklingstendenser her er særdeles aktuelle (olieprissvingninger, stop for leverancer af russisk naturgas), og fordi der foreligger særligt gode data, og man allerede drøfter politiske tiltag på dette område.

3.2

Verdens samlede olieproduktion steg i 2004 til 3.847 megatons. Indtil udgangen af 2004 er der verden over i alt udvundet ca. 139 gigatons, siden den industrielle olieproduktion begyndte, heraf halvdelen i løbet af de sidste 22 år. Hermed er allerede over 46 % af de hidtil påviste reserver af konventionel olie udvundet.

3.3

I denne sammenhæng skal især Kinas rolle nævnes, eftersom Kina i de sidste 20 år fra at være nettoeksportør af råolie er gået over til at være nettoimportør og i fremtiden på grund af sin voldsomme økonomiske vækst i stadig stigende grad vil trække på de internationalt disponible ressourcer.

3.4

Desuden har andre begivenheder såsom Irak-krigen, orkaner i Amerika, investeringsstop, som har ført til flaskehalse i produktions- og transportkapaciteten, midlertidige strejkeaffødte leveringsstop samt spekulation bidraget til, at priserne på olie og, med en tidsforskydning, på naturgas er steget mærkbart. Alligevel er de reelle, altså inflationsrensede, priser i dag stadig lavere end i begyndelsen af 80'erne.

3.5

Ud over disse prisbevægelser melder der sig naturligvis også spørgsmålet om de fossile energikilders disponibilitet. Ved udgangen af 2004 androg det samlede potentiale af traditionel olie ca. 381 gigatons. Landene i Mellemøsten tegner sig for ca. 62 % af verdens reserver, Amerika for ca. 13 % og SNG for knap 10 %. Det skal bemærkes, at næsten to tredjedele af det samlede potentiale allerede er udvundet i Nordamerika, mens andelen i SNG ligger på godt en tredjedel og Mellemøstens kun på knap en fjerdedel.

3.6

Situationen er stort set den samme for naturgassens vedkommende. Verdens samlede potentiale af traditionel naturgas andrager ca. 461 billioner kubikmeter, hvilket stort set svarer til det samlede råoliepotentiales energiindhold. Over halvdelen af naturgasreserverne er koncentreret i tre lande (Rusland, Iran og Qatar). Det forventes, at der som ekstra naturgasreserver findes yderligere 207 billioner kubikmeter. Indtil nu er knap 18 % af de hidtil påviste naturgasreserver udvundet. Naturgasforbruget nåede i 2004 op på ca. 2,8 billioner kubikmeter, hvilket er det højeste nogensinde. De største naturgasforbrugere var USA fulgt af Rusland, Tyskland, Storbritannien, Canada, Iran og Italien.

3.7

Det er kul, der findes de største reserver af. Målt ud fra verdens kulforbrug i 2004 rækker stenkulreserverne fra begyndelsen af 2005 at regne endnu i 172 år, og reserverne af brunkul i endnu 218 år. I 2004 havde kul en andel på 27 % af verdens samlede forbrug af primær energi. Kun forbruget af råolie lå endnu højere. Stenkul tegnede sig for 24 %, og brunkul for 3 %. Kul var i 2004 med en andel på ca. 37 % verdens vigtigste energiråstof til el-produktion.

3.8

Stenkulforekomsterne er fordelt mere ligeligt end olie- og naturgasforekomsterne. Selv om Rusland også her råder over en betragtelig del af de globale forekomster, besidder Nordamerika, Asien, Australien og Sydafrika, som har langt mindre olie og naturgas, store stenkulforekomster. Verdens kulreserver er dog stærkt koncentreret. Næsten tre fjerdedele af reserverne ligger i blot fire lande, nemlig USA, Rusland, Kina og Indien. Også EU har dog — i modsætning til, hvad der gælder for oliens og gasens vedkommende — betydelige forekomster af kul. Dog skal det påpeges, at kvaliteten er stærkt forskellig. For kokskul, som kun leveres fra få regioner, og som der er en relativt ensartet efterspørgsel efter på verdensplan, handles ca. 35 % af den samlede produktion internationalt. I alt er det dog kun 16 % af verdens kulproduktion, der handles globalt. Også hvad eksportudbuddet angår, er landekoncentrationen stor, og også virksomhedskoncentrationen er tiltagende. Især eksportudbuddet af kokskul stammer for over 60 %'s vedkommende fra Australien, 50 % af al kuleksport kommer fra Kina.

3.9

Prisudviklingen for kul har i de seneste årtier svaret til oliens og naturgassens, men på et klart lavere niveau pr. energiindhold. Netop ud fra et råstofsynspunkt må det ikke overses, at råstoffet kul ikke kun kan udnyttes som energikilde og som uundværligt reduktionsmiddel i jernproduktionen, men har mange anvendelsesmuligheder og kan bruges til fremstilling af brændstoffer, i forskellige kemiske sammenhænge eller i byggematerialeindustrien. Dog skal det bæres in mente, at kul af miljøbeskyttelseshensyn så vidt muligt bør udnyttes med moderne, rene og effektive teknologier, hvortil grundet den høje drivhusgasemissionsfaktor også skal regnes teknologier til CO2-udskillelse og –oplagring.

3.10

For i endnu højere grad at tydeliggøre den ømtålelige forsyningssikkerhed henvises der til udsagnene om et stærkt stigende energiforbrug på verdensplan i Det Internationale Energiagenturs (IEA) World Energy Outlook fra november 2005. Ændres forbrugsmønsteret ikke, vil verdens energiefterspørgsel stige med over 50 % frem til 2030, nemlig til 16,3 mia. tons olieækvivalenter. Hændelserne omkring årsskiftet 2006, hvor Ruslands indstilling af gasleverancer til Ukraine også medførte færre gasleverancer til Central- og Vesteuropa, kan give et første fingerpeg om mulige fremtidige forsyningsscenarier, hvis Europas afhængighed af energiimport stiger endnu mere. Derfor må gennemførelsen af Kommissionens to grønbøger om »forsyningssikkerhed« og »energieffektivitet« samt en bred og konstruktiv debat om den nye grønbog om en europæisk energistrategi også anses for et prioriteret mål.

3.11

I denne sammenhæng må der gøres opmærksom på, at IEA's skøn er kontraproduktivt i forhold til klimabeskyttelsen. I stedet for den reduktion i udledningen af drivhusgasser, der er nødvendig af hensyn til klimabeskyttelsen, ville IEA's skøn være ensbetydende en stigning i CO2-udledningerne på ikke mindre end 52 % frem til 2030. Derfor må det være en global politisk opgave i markant omfang at få begrænset kulstofudledningen fra den stigende anvendelse af fossile energikilder. EU's rolle i denne proces vil skulle fastlægges i de kommende måneder.

3.12

Fra forskellig side nævnes atomkraften som en mulig løsning på problemet med drivhuseffekten. Ud over risikoproblematikken må der også stilles kritiske spørgsmål til forsyningssikkerheden. Verdens uranreserver er fordelt på få lande. De vigtigste udvindingsområder for uran ligger i dag i Australien, Nordamerika, i nogle afrikanske lande samt i SNG-landene. Derudover spekuleres der i forventede forekomster i Kina og Mongoliet. En udvidelse af den fredelige udnyttelse af atomenergien navnlig i Kina kan føre til en uran-flaskehals inden for de næste 30 år.

3.13

Rundt regnet 12 % af den mineralske olie anvendes til fremstilling af petrokemiske produkter. En vigtig petrokemisk produktgruppe udgøres af plastmaterialer. I 2004 blev der på verdensplan produceret 224 mio. tons plast. Heraf kom 23,6 % fra Vesteuropa. Ifølge aktuelle prognoser vil forbruget af plast i verden stige yderligere: Frem til 2010 regner man med en stigning i forbruget pr. Indbygger på 4,5 % om året. De vigtigste vækstmarkeder er Østeuropa og Sydøstasien.

3.14

Ud over de fossile energikilder er malm et vigtigt råstof for den europæiske økonomi. I den forbindelse må navnlig jernmalmen fremhæves. I 2004 blev der på verdensplan produceret over en milliard tons stål. I forhold til andre materialer produceres der klart mere stål. I forhold til malm har det vist sig, at der i 2004 blev brugt 1,25 mia. tons jernmalm, hvorimod de næststørste forbrugsmængder af malm var bauxit med 146 mio. tons, krom med 15,5 mio. tons, zink med 9 mio. tons og mangan med 8,2 mio. tons, der således hver især var 10 til hundrede gange lavere.

3.15

De Forenede Staters geologiske selskab har i 2005 vurderet, at de jernmalmsreserver, hvis udnyttelse regnes for økonomisk rentable, udgør en jernmængde på ca. 80 mia. tons, altså mere end 100 gange det nuværende behov. Inddrager man de reserver, der i dag ikke regnes for rentable, øges reservernes samlede volumen imidlertid til ca. 180 mia. tons jern. På trods af de store reserver forventes det, at jernmalm også i fremtiden vil blive handlet til høje priser. Én af grundene til dette er sikkert, at markedet er behersket af tre store firmaer (CVRD, BHP og Rio Tinto), der tegner sig for godt 75 % af det jernmalm, der produceres i verden. Endvidere må der også regnes med flaskehalse inden for søtransporten, hvilket fører til øgede transportomkostninger og til højere kostpriser på jernmalm for den europæiske stålindustri.

3.16

I forbindelse med sikringen af den europæiske jern- og stålproduktion skal der også tages hensyn til adgangen til koks og kokskul. USA's eksport af kokskul vil falde, hvilket vil styrke Canadas og Australiens position på markedet. For imidlertid at sikre forsyningerne på globalt plan er der behov for en kontinuerlig udbygning af kapaciteterne i disse lande. Kina vil på grund af udbygningen af sine koksværker i øget omfang optræde som leverandør af koks, selvom der også i andre lande kommer til at ske en opbygning af kapaciteten til at levere koks til hjemmemarkedet.

3.17

Metalskrot er ligeledes et råstof, der er vigtigt for stålproduktionen. Den globale handel med metalskrot er steget klart inden for de seneste år. På grund af stålprodukternes lange holdbarhed kan udbudet af metalskrot imidlertid ikke følge med efterspørgslen, hvorved situationen på det allerede i dag stærkt belastede marked for metalskrot vil blive endnu mere spændt. Man regner med, at priserne på metalskrot, der mellem 2002 og 2004 steg med en faktor 3, på lang sigt vil stige igen på trods af den kendsgerning, at der i de seneste måneder har kunnet konstateres en mindre spændt situation på markedet.

3.18

Andre metalliske råstoffer som mangan, krom, nikkel, kobber, titan og vanadium er vigtige legeringsmaterialer, der i høj grad påvirker grundmaterialets egenskaber. Ligesom palladium, et vigtigt råstof på high tech-området, skal disse metaller importeres til Europa.

3.19

For de her behandlede råstoffers vedkommende, men også for mange andres, gælder det, at der nu er tilstrækkelige mængder af råstoffer til rådighed, og at de prisstigninger, der ses i øjeblikket, derfor ikke er et signal om en udtømning af ressourcerne på mellemlang sigt. Det betyder imidlertid ikke, at forskydninger i udbud og efterspørgsel er udelukkede, og at prisudsvingene er tilfældige. For på kort sigt er udbudet af råstoffer ikke særlig smidigt på grund af kapitalkrævende udvindingsprojekter med lang tidshorisont. I situationer med kraftig efterspørgsel er flaskehalse og prisstigninger derfor højst tænkelige. Det samme gælder transportkapaciteterne, der ligeledes begrænser den tekniske adgang til (import-)råstoffer. De tilstrækkelige reserver og ressourcer på globalt plan begrænser ganske vist risiciene for forstyrrelser i forsyningsmængderne, men de yder ingen beskyttelse mod prisstigninger, der kan mærkes på kort og mellemlang sigt. Politiske indgreb og monopol- eller oligopoladfærd fra de virksomheders side, der har en dominerende stilling på markedet, må selvfølgelig heller ikke lades ude af betragtning ved en samlet vurdering af leverancernes sikkerhed og af prisstabiliteten netop på de internationale råstofmarkeder.

3.20

Dette gælder så meget mere, som en stor del af udnyttelsen ikke blot af vigtige energikilder, men også af metalliske råstoffer er koncentreret i bestemte regioner og virksomheder i verden, og så meget mere som denne koncentration siden starten af halvfemserne er steget mærkbart i hvert fald for de metalliske råstoffers vedkommende. Således kunne Chile næsten tredoble sin andel af produktionen af kobbermalm i forhold til 1990, og bauxit udvindes for næsten 40 %'s vedkommende i Australien. Også Brasilien har i betydelig grad kunnet øge sin betydning som bauxit-leverandør, således at dette land i mellemtiden er blevet verdens næststørste producent af bauxit, hvilket understreger Sydamerikas vigtige position i forbindelse med udvindingen af metalmalm. Dette gælder også for jernmalm, der for ca. 30 %'s vedkommende udvindes i Brasilien. Kun Sverige kan som det eneste EU-land udvise nogen nævneværdig udvinding af jernmalm, men denne udgør imidlertid kun 1,6 % af verdens samlede produktion.

4.1

Med sit bidrag til den samlede beskæftigelse og værditilvækst er industrien fortsat af stor betydning for økonomien i EU. Den er det vigtigste led i værdikæden ved skabelsen af realkapitalgoder. Uden industrielt fremstillede produkter var der mange tjenesteydelser, der ville være indholdsløse. Derfor vil industriproduktionen ikke miste sin betydning som velstandskilde. Det er følgelig af afgørende betydning for industrien at sikre råstofforsyningen. For de fossile og mange metalliske råstoffers vedkommende ses der en ulige fordeling mellem forekomster og forbrug. På grund af oligopolstrukturerne i leverandørlandene kan dette også i Europa føre til forvridninger af markedet. For at reducere Europas importafhængighed i fremtiden må der, som det sker i grønbogen, kræves energiforsyningssikkerhed og iværksættes passende foranstaltninger for alle råstoffers vedkommende.

4.2

Statistikkerne viser, at der er markante forskelle både på de europæiske virksomheders råstofudnyttelse og deres energieffektivitet. Derfor kan der samlet set siges at eksistere potentielle besparelser i Europa, hvis realisering bør prioriteres for at reducere den samlede afhængighed og styrke udviklingsindsatsen.

4.3

Der er imidlertid én branche, der på trods af sin afhængighed af import af råstoffer ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Den europæiske stålindustri er konkurrencedygtig på verdensmarkedet, idet den allerede har lagt strukturforandringerne bag sig og har uddraget den rigtige lære heraf. Gennem denne konsolideringsproces er der i dag opnået en struktur, hvor det også i økonomisk vanskelige tider er muligt for virksomhederne at realisere et passende udbytte. Andre lande som Kina og Indien har endnu de nødvendige strukturforandringer til gode.

4.4

Lige netop i EU råder stålindustrien over intakte, effektive værdikæder, i hvilke stål spiller en central rolle. Dertil kommer fordele på infrastruktur- og logistikområderne. På det europæiske stålmarked mødes udbydere og kunder på et relativt lille område med gode trafikale forbindelser til det internationale jernbane-, vandvejs- og vejnet, hvilket resulterer i tilsvarende konkurrencefordele.

4.5

Derudover har de europæiske stålvirksomheder gjort sig store anstrengelser og investeret betydelige store summer i miljøbeskyttelse og energieffektivitet. Næst efter USA har de den højeste genanvendelsesprocent, de bruger meget metalskrot i produktionen og sparer således på ressourcerne. Også forbruget af reduktionsmidler i højovnene er markant lavere end i andre lande uden for Europa.

4.6

Trods denne positive stemning i den europæiske stålindustri er det imidlertid værd at bide mærke i, at navnlig fremstillingen af flydende stål på grund af afhængigheden af importen af råstoffer, de høje energipriser og øgede miljøbeskyttelseskrav på mellemlang sigt er i fare for ikke mere at blive gennemført i Europa, men at blive flyttet til regioner, der kan tilbyde sikre råstofforsyninger og gunstige energipriser. Eftersom dette ikke alene kan konstateres for jerns, men også for aluminiums og andre metallers vedkommende, kan Europa miste et betydeligt antal arbejdspladser, der kun vil kunne erstattes gennem forskning i og udvikling af ressourceudnyttelse og energieffektivitet samt af innovativ produktudvikling og af industrielle tjenesteydelser. En udflytning af fremstillingen af flydende stål til lande med dårligere miljøstandarder og lavere energipriser bidrager nemlig ikke til en »bæredygtig udvikling« på globalt plan, men forringer kun Europas position på markedet.

5.1

Hvis den globale økonomi som hidtil først og fremmest vokser takket være udnyttelsen af fossile råstoffer, kan man gå ud fra, at der gennem øget udledning af drivhusgasser kan forventes større problemer med klimabeskyttelsen, før råstofkilderne udtømmes. IEA regner således i sin rapport »World Energy Outlook 2006« med en stigning i den globale udledning af CO2 på mere end 52 % i forhold til 2004 frem til 2030. Det skal ses i forhold til vurderinger af, at industrilandenes CO2-udledninger på globalt plan skal reduceres med 80 % frem til 2050 for vedvarende at holde klimaforandringerne på et niveau, der er miljømæssigt forsvarligt og acceptabelt for mennesker. Der er altså behov for teknologier, der giver mulighed for en markant forringelse af udledningen af drivhusgasser.

5.2

Ofte anses øget brug af vedvarende energikilder for at være den mest oplagte mulighed for at reducere udledningen af drivhusgasser. EU er på dette område en pioner, når Unionen i sin hvidbog om vedvarende energi sætter sig som mål, at 12 % af den primære energiproduktion i 2010 skal komme fra vedvarende energikilder (1). For imidlertid at nå dette mål er der ikke alene behov for nye anlæg på områderne biomasse, vind- og solenergi. Det er frem for alt også afgørende markant at få forringet den hidtidige vækst i energiforbruget. De potentielle besparelser skal udnyttes på alle niveauer inden for produktion, forbrug og affaldsbortskaffelse. Målrettet fremme af det tekniske fremskridt giver således mulighed for i fremtiden at reducere udledningen af drivhusgasser og øger også den europæiske industris konkurrenceevne.

5.3

Det Europæiske Miljøagentur er i 2005 nået frem til, at der i år 2030 vil kunne produceres mellem 230 og 300 Mtoe biomasse pr. år (det svarer henholdsvis til 9,6 og 12,6 × 1019 joule) uden negative virkninger på miljøet og stort set under bibeholdelse af EU's selvforsyning med landbrugsprodukter. Det ville svare til ca. 20 % af det nuværende energiforbrug i EU 25. Årligt ville 100 Mtoe stamme fra affald, 40 til 60 Mtoe fra skovbrugsprodukter og 90 til 140 Mtoe fra landbrugsprodukter. Ud over energiudvindelse fra bioråstoffer er det også muligt at producere et bredt udvalg af produkter, der i øjeblikket af prismæssige årsager lever en nichetilværelse. Intelligente råstofkombinationer og måder at forarbejde dem på samt nye udnyttelsesstrategier kan allerede i nær fremtid gøre f. eks. bioplast konkurrencedygtigt.

5.4

Der er på globalt plan behov for øget anvendelse af fornybare råstoffer. Hidtil er der inden for fremme af forskning og teknologi ikke i tilstrækkelig grad blevet taget hensyn til de fornybare energi- og råstofkilder. Under de nuværende pris- og omkostningsbetingelser er det nødvendigt via forskellige markedsføringstiltag at sikre en bredere opdyrkning af markedet og udvikling af teknologien.

5.5

I forbindelse med den landbrugsmæssige biomasse skal der tages hensyn til, at udviklingen i det disponible landbrugsareal målt i forhold til jordens samlede befolkning er dramatisk. I dag står der et ca. lige så stort areal til rådighed til dyrkning af korn som i 1970, men dengang var der tre milliarder mennesker færre, hvilket vil sige, at der i 1970 i verden som helhed opdyrkedes 0,18 ha pr. indbygger, hvor man i dag er nede på knap 0,11 ha. Tendensen vil blive forstærket, for der går rundt regnet syv millioner ha dyrkbart landbrugsareal tabt om året ved erosion, tilsaltning eller udtørring, og mere end en fjerdedel af al opdyrket jord regnes for at være i farezonen.

5.6

Ifølge FAO's vurderinger vil udviklingslandene i de kommende 20 år skulle fordoble deres import af korn. Derfor vil der i fremtiden formentlig opstå mangel på korn, som dermed vil blive dyrere. Derfor vil produktionsdyrenes foderbehov og efterspørgslen efter fornybare råstoffer i i-landene i øget omfang komme til at konkurrere med udviklingslandenes behov for fødevarer. Produktionsdyrenes foderbehov vil kunne nedbringes ved en reduktion af det høje kødforbrug, hvilket ville medføre en bedre adgang til næringskalorier, eftersom 90 % af energiindholdet går tabt ved anvendelsen som foder. Det vil altså især blive afgørende med en øget satsning på bedre udnyttelse af lignin- og hemicelluloseholdige planter og plantebestanddele samt af biprodukter (træ, strå, græsser, for kun at nævne de klassiske eksempler). På grund af det store udviklings- og forskningsbehov i fremtiden på dette område er det også tvingende nødvendigt i EU's rammeprogram for forskningen at foretage et paradigmeskifte henimod et fornybart energi- og råstofgrundlag og større effektivitet.

5.7

På den baggrund er det nemmere at forstå, at omstillingen til vedvarende energikilder og fornybare råstoffer til industrien kun udgør en del af problemets løsning. Det drejer sig om at sikre, at der bliver anvendt teknologier, der forbruger markant mindre energi og råstoffer end i dag for at opnå en tilsvarende ydelse. Således er det gennem de seneste fire årtier lykkedes stålindustrien at reducere energiforbruget og CO2-udledningen med ca. 50 %. For at skabe mulighed for yderligere potentielle besparelser planlægger ULCOS (Ultra Low CO2 Steelmaking), det konsortium, som den europæiske stålindustri i fællesskab med visse forskningsinstitutioner har taget initiativ til, en markant reduktion af udledningerne og dermed et gennembrud for en mere energieffektiv stålproduktionsproces. En reduktionsproces, der blev udviklet i 80'erne, giver allerede i dag mulighed for at nedsætte kravene til kullenes kvalitet og for at reducere CO2-udledningen med op til 30 % i forhold til højovnsprocessen.

5.8

Øgning af energieffektiviteten er den mest lovende strategi for en sænkning af omkostningerne, til beskyttelse af ressourcerne og til sikring af arbejdspladserne. For med gennemsnitligt 40 % af omkostningerne er udgifterne til råstoffer den største omkostningsfaktor i de forarbejdende erhverv. En effektiv anvendelse af råstofferne bidrager ved et konstant output både til at nedbringe udgifterne og til at skåne miljøet på grund af et mindre ressourceforbrug. Gennem statslige initiativer og programmer, som f. eks. forskningsprojekter og konkurrencer, der giver incitamenter til en forbedring af effektiviteten, kan virksomhederne tilskyndes til at udnytte dette potentiale. Netop i små og mellemstore virksomheder bør der skabes større bevidsthed om mulige potentielle effektivitetsforbedringer og besparelser i anvendelsen af råstofferne, nemlig gennem støtte til egnede ledelsessystemer som EMAS og ISO 14001.

5.9

Udnyttelsen af de råstofforekomster, der er adgang til i EU, navnlig kulforekomsterne, skal ske på et højt teknisk niveau. En yderligere udbygning af kapaciteterne kan også af hensyn til klimabeskyttelsen kun bifaldes på den betingelse, at »Clean Coal«-perspektivet tillige realiseres i forbindelse hermed.

5.10

Teknologiske innovationer i forbindelse med udviklingen af materialer med forbedrede egenskaber inden for produktion, forarbejdning og udnyttelse, samt stigende genanvendelsesprocenter kunne yderligere være en mulighed for at slippe ud af afhængigheden af råstofimporten. På dette område må man kombinere væsentlige forbedringer af råstofudnyttelsen med udvikling af innovative produkter. Dette perspektiv medfører ændret efterspørgsel for forskellige råstoffers vedkommende. På den måde kan der opstå et vækstpotentiale, der er skabt af forskningsinitiativer, og som giver både industri-, beskæftigelses- og miljøpolitiske fordele i forhold til traditionelle metoder.

5.11

Ud over de direkte besparelser i industrien skal det imidlertid tages med i betragtning, at der eksisterer store potentielle besparelser i husholdningerne og inden for transport. Ved hjælp af lav- og passivenergihuse kan der opnås store besparelser både ved opvarmning og køling. Kombineret med effektive varmegenvindingsteknologier såsom kondensationskedler eller varmepumper kan der i den forbindelse realiseres potentialer på op til 90 % i forhold til det nuværende gennemsnit. Også inden for privattrafikken er besparelser på en faktor fire gennem optimering af fremdriftssystemer og brugeradfærd ingen illusion.