20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/34

1.1

EU's medfinansiering af oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter i og uden for EU blev indtil 1999 gennemført inden for de enkelte markedsordninger. De sektorielle bestemmelser blev derefter erstattet af en mere horisontal strategi gennem forordning (EF) nr. 2702/1999 og (EF) nr. 2826/2000 for foranstaltninger i henholdsvis tredjelande og det indre marked, som understøtter indsatsen for medlemsstaternes og virksomhedernes egne salgsfremstød. Uden forlængelse udløber førstnævnte forordning med udgangen af 2004, og Kommissionen har i marts 2004 i overensstemmelse med et krav i forordningerne fremlagt en udførlig rapport om anvendelsen med forslag til forenkling og forbedringer.

1.2

Inden for EU har problemer som kogalskab, dioxin og listeria øget behovet for tillid til europæiske fødevarer og information om kontrolsystemer til sikring af kvalitet og sporbarhed. Der er derfor overvejende tale om information om lovgivning til sikring af kvalitet, sikkerhed, mærkning, sporbarhed, ordninger for beskyttede geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser, specificitetsattestering, økologisk produktion og integreret produktion med det formål at øge europæiske produkters image i forbrugernes øjne.

1.3

I tredjelande har ordningen ligeledes til formål at oplyse om EU's bestræbelser for at sikre kvalitet og sikkerhed samt karakteristika for produkter, der er knyttet til bestemte områder, og om krav til sikring af økologiske produkter. Såvel inden for EU som i tredjelande anvendes oplysningskampagner, PR-aktiviteter, salgsfremmende foranstaltninger og reklame samt deltagelse i messer og udstillinger, som kan bane vejen for nationale og private kampagner, som har til formål at øge markedsandelen for egne produkter.

1.4

Som hovedregel udgør EU's bidrag til salgsfremmende programmer 50 %, mens pågældende branchesammenslutninger betaler 30 % og medlemsstaterne 20 %, hvilket for begge deles vedkommende kan ske med parafiskale afgifter. Medlemsstaternes udgifter betragtes som intervention og godtgøres af Kommissionen.

1.5

De pågældende europæiske eller nationale organisationer skal selv tage initiativ til programmerne, mens medlemsstaterne er ansvarlige for forvaltningen, kontrollen og betalingen. Med henblik på at sikre den europæiske dimension gives prioritet til programmer, som fremlægges af to eller flere medlemsstater og erhvervsorganisationer. Disse programmer støder dog i praksis på en række vanskeligheder som følge af forskellige administrative regler og procedurer samt manglende engagement i visse medlemsstater. Samlet set kræver koordination, kontrol og administration i øvrigt uforholdsmæssig meget tid og ressourcer for de pågældende forslagsstillere.

1.6

Forslagene sigter mod at formindske ulemperne i form af komplikationer og bureaukrati, som der er nærmere redegjort for i Kommissionens rapport. Herudover har ændringerne til formål at sikre, at programmerne i højere grad får et substantielt indhold af reel europæisk interesse.

2.1

Ændringen af den fælles landbrugspolitik og den mere intensive konkurrence på markederne bekræfter behovet for ordningen, ligesom konkurrerende landes støtte til oplysningskampagner og salgsfremstød på eksportmarkederne berettiger en fortsættelse af EU's ordning såvel inden for som uden for EU.

2.1.1

Der er imidlertid et betydeligt behov for forenklinger og forbedringer. Kommissionen har gennem høring af erhvervsorganisationer og øvrige involverede udarbejdet et grundigt oplæg for den forestående revision med henblik på, at de administrative procedurer forenkles, og at ordningen kommer til at fungere så hensigtsmæssigt som muligt.

2.2

Som påpeget af Kommissionen er det imidlertid for tidligt at vurdere resultaterne af den nye ordning. Gennemførelsen begyndte først gradvist i 2001 for tredjelande og i 2002 for det indre marked, og 2003 var det første år, hvor den var fuldstændigt gennemført. Derfor er det som foreslået af Kommissionen relevant at udarbejde en yderligere rapport ved udgangen af 2006 med en analyse af den måde, hvorpå ordningen fungerer efter revisionen Det vil desuden gøre det muligt at evaluere dens anvendelse i de nye EU-medlemsstater.

2.3

Mange organisationer er således først nu ved at blive fortrolige med ordningens bestemmelser og administrative krav. En del af de fremlagte forslag til programmer har imidlertid som påpeget af Kommissionen været af begrænset interesse set fra et europæisk synspunkt. Der bør derfor lægges større vægt på programmer af et omfang, som har betydning i EU-sammenhæng, samt på at sikre synergien mellem nationale aktiviteter og EU-aktiviteter.

2.4

Ikke mindst efter udvidelsen bør EU generelt bestræbe sig på at udforme så enkle regelsæt som muligt af hensyn til overskueligheden. Uanset de interne og eksterne programmers forskellige formål og indhold er opdelingen i to forordninger historisk begrundet. Med henblik på en yderligere forenkling bør forordningerne snarest belejligt sammenskrives i et fælles regelsæt med henblik på større brugervenlighed. Hovedparten af bestemmelserne er enslydende, og forskellene er oftest ubegrundede. De foreliggende ændringsforslag til forordningerne er ligeledes ens for så vidt angår fremlæggelse af programforslag, beslutningstagning og kontrol.

2.5

Endvidere ydes i henhold til bestemmelserne vedrørende udvikling af landdistrikterne støtte til information, salgsfremstød og reklame for landbrugsprodukter og fødevarer efter bestemmelser, som varierer i udformning i forhold til nærværende ordning. Uanset at der på det seneste er skabt bedre klarhed over ordningernes forskellige anvendelsesområder, burde Kommissionen allerede nu have gennemført en vurdering af mulighederne for at afskaffe denne overlapning. Der er således ikke grund til at udsætte denne drøftelse til senere, som foreslået af Kommissionen.

2.6

EU's medfinansiering bør fortsætte som hidtil, og budgetmidlerne bør øges under hensyn til udvidelsen og de fremtidige behov. Ordningen kan således medvirke til integreringen og etableringen af det indre marked på de forskellige produktområder med respekt for varieteter og den gastronomiske mangfoldighed. De europæiske erhvervsorganisationer bør således i højere grad gennemføre informationskampagner, som oplyser om produkternes kvaliteter og variationen i forbrugerpræferencer inden for EU. For så vidt angår tredjelandsmarkederne, bør der samtidig med den gradvise afvikling af eksportrestitutionerne ske en opprioritering under hensyn til de realistiske muligheder for at gennemføre effektive programmer.

2.7

Ordningens begrænsede udnyttelse på tredjelandsmarkederne skyldes ikke mindst kravet om, at programmerne alene vedrører generiske kampagner. Det medfører, at erhvervsorganisationernes mere betydende medlemsvirksomheder i mange tilfælde er tilbageholdende og afstår fra at medvirke til finansiering af programmerne. Støtte til labels og dermed enkeltvirksomheder er udelukket, men hvis foranstaltningerne skal have en mærkbar effekt på eksportmarkederne, må Kommissionen udvise en vis fleksibilitet i kampagner og lignende med hensyn til accept af et afbalanceret antal labels som en integreret del af den generiske kampagne, således at det bliver muligt at skabe en forbindelse mellem kampagnens budskab og produkterne på markedet. Kommissionen bør forsøge at forene det generiske med det specifikke og dermed skabe fælles synergier. Det vil ikke i sig selv påvirke kampagnens budskab, men medvirke til, at indkøbere og kunder i øvrigt i praksis kan finde de pågældende produkter, som omfattes af en kampagne. Der er også i stigende grad opmærksomhed omkring produkternes oprindelse inden for EU-området. Hvis derimod et marked allerede domineres af varemærker, er merværdien af EU's salgsfremstød begrænset, idet de private varemærker i så fald oftest vil konkurrere intensivt om at øge deres markedsandele ved brug af betydelige reklamebudgetter.

2.8

Der er ikke grund til at ændre medfinansieringssatserne mellem medlemsstaterne og erhvervsorganisationerne. Det er et problem, at visse medlemsstater udviser manglende engagement eller ikke ser sig i stand til at opfylde medfinansieringskravet, hvorved pågældende erhvervsorganisationer er afskåret fra at gøre brug af ordningerne, medmindre finansieringen sker ved parafiskale afgifter. Som administrativ forenkling bør de nuværende degressive medfinansieringssatser for flerårige programmer bortfalde, og EU's medfinansiering fastsættes til 50 %.

2.9

Accepten af parafiskale afgifter som finansieringskilde medfører allerede, at visse organisationer reelt dækker 50 %. Denne mulighed bør bevares, men reglerne for den obligatoriske del fra medlemsstaterne på 20 % bør i konsekvens heraf lempes, således at medlemsstaterne fra sag til sag afgør, hvor stor en finansiering de vil tildele et program. Imidlertid bør et minimumsbidrag fra pågældende organisation på f.eks. 20 % være obligatorisk.

2.10

EØSU finder, at det bør være muligt at støtte afsætningsfremmende foranstaltninger for blomster og planter på tredjelandsmarkeder på samme måde, som det praktiseres på det interne marked.

2.11

Det er administrativt belastende og uden sagligt formål, at medlemsstaternes finansielle bidrag under ordningen behandles under traktatens bestemmelser om statsstøtte. Den foreslåede undtagelse fra meddelelsesproceduren på tilsvarende måde som i landdistriktsordningen burde således have været gældende fra starten.

2.12

Muligheden for fastsættelse af et minimums- og maksimumsbudget for de udvalgte programmer er hensigtsmæssig i betragtning af den administrative byrde og det betydelige antal mindre programmer uden effekt på de pågældende markeder. Det er nødvendigt at prioritere programmer med en varighed og et budget, der er tilstrækkeligt til at sikre en mere optimal effekt.

2.13

For så vidt angår økologiske produkter inden for EU er det nødvendigt, at de nationale og de private certificerings- og kontrolordninger i størst muligt omfang indordnes i EU's fælles ordning for økologiske produkter. Denne udvikling er godt i gang og bør i størst muligt omfang understøttes af informationskampagner for at skabe et egentligt indre marked for økologiske produkter til erstatning af de nationale og private ordninger. Informationskampagner i tredjelande for økologiske produkter fra EU har hidtil kun haft en begrænset effekt. Etableringen af det indre marked for økologiske produkter er en forudsætning for markedsføring af økologiske produkter i tredjelande. Hertil kommer problemer vedrørende gensidig anerkendelse af ordningerne mellem f.eks. EU og USA.

3.1

Det må overvejes, om det er muligt at gå videre i den interne arbejds- og ansvarsfordeling mellem medlemsstater og Kommissionen end foreslået. Det samme gælder behovet for forenkling og en mere klar ansvarsfordeling i forbindelse med inddragelsen af de mange komiteer og organer, som er involveret i udarbejdelse af regler, udvælgelse, gennemførelse, opfølgning og kontrol. De foreslås således yderligere udvidet med »ad hoc«-arbejdsgrupper bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne og/eller eksperter med særlig ekspertise i salgsfremme og reklame, som kan vejlede Kommissionen i udviklingen af strategien for og foranstaltningerne til gennemførelse af ordningen.

3.2

Den foreslåede ændring for udvælgelse af gennemførelsesorganisationer udgør en væsentlig forenkling. Der er ligeledes behov for, at de pågældende organisationer afhængigt af kampagnens karakter selv udfører visse aktiviteter inden for et program, samt at gennemførelsesorganet først udvælges efter Kommissionens vedtagelse.

3.3

For så vidt angår de øvrige kritikpunkter, herunder tidsforbruget fra fremsendelsen af forslagene til den endelige beslutning, kravet til detaljeringsniveau i den tidlige fase samt beslutningernes manglende gennemsigtighed, udgør de foreslåede ændringer skridt til en imødegåelse af kritikken. Samtidig er det imidlertid nødvendigt at overveje en lempelse af de belastende rapporteringskrav.

3.4

Den foreslåede fleksibilitet for Kommissionen med hensyn til selv at tage initiativ til oplysnings- og salgskampagner med henblik på at sikre en mere ligelig fordeling på de forskellige produktområder må anses for hensigtsmæssig i betragtning af overvægten af ansøgninger på frugt- og grøntsagsområdet, medens andre sektorer har fået ringe eller meget beskeden opmærksomhed. Den praktiske gennemførelse rejser dog en række spørgsmål, f.eks. angående den udtømmende liste i bilagene, som nævner de lande og produkter, der kan komme i betragtning for EU-salgsfremstød.

3.5

EU's logo for økologi bør tydeligt fremgå i informations- og afsætningsaktiviteter med henblik på at øge kendskabet til EU's certificerings- og kontrolordning og fremme harmoniseringen af de nationale ordninger. Logoet indeholder de tolv stjerner og symboliserer EU, således at kravet om påsætning af EU-flaget på kampagnematerialet efter nærmere fastsatte principper bør nedtones. De nuværende krav medfører forskellige EU-symboler i samme kampagnemateriale. Hertil kommer nationale økologilogoer og afsenderlogo, hvilket gør budskabet uklart. Kampagner støttet af LIFE-programmet bærer således LIFE-logoet, som ligeledes indeholder de tolv stjerner, og ikke EU-flaget.

3.6

Det hidtidige krav om, at nationale logoer for økologi kun må indgå, såfremt der er tale om videregående nationale regler, medfører forskelsbehandling og modvirker harmoniseringen. I udkastet til den europæiske aktionsplan for økologi (1) foreslås nationale logoer således anvendt parallelt med EU-logoet.

3.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en procedurevejledning for operatører, som både vil hjælpe disse og myndighederne i deres kontrolvirksomhed og dermed være til gavn for hele den nye EU-politik for salgsfremme.

3.8

Disse bestemmelser er først gennemført for nylig, men der begynder allerede at vise sig essentielle behov, der skal overvejes med henblik på fremtiden. Kommissionen bør udvise stor omhu med koordineringen af foranstaltningerne på de forskellige markeder for at undgå overlapninger eller budskaber, der krydser hinanden, hvilket kun svækker salgsfremstødets effektivitet.

4.1

Kommissionens forslag bør vedtages under hensyntagen til ovennævnte bemærkninger vedrørende behovet for yderligere forenklinger.