31989L0048

*****

RAADETS DIREKTIV

af 21. december 1988

om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed

(89/48/EOEF)

RAADET FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 49, artikel 57, stk. 1, og artikel 66,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

i samarbejde med Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg (3), og

ud fra foelgende betragtninger:

I henhold til Traktatens artikel 3, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevaegelighed for personer og tjenesteydelser et af Faellesskabets maal; dette indebaerer for medlemsstaternes statsborgere, at de blandt andet har ret til at udoeve et erhverv som selvstaendig eller loenmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har opnaaet deres erhvervsmaessige kvalifikationer;

de bestemmelser, som indtil dato er blevet vedtaget af Raadet, og i henhold til hvilke medlemsstaterne til erhvervsmaessige formaal gensidigt anerkender de eksamensbeviser for videregaaende uddannelser, der er udstedt paa deres omraade, omfatter kun faa erhverv; kravene til det udannelsesniveau og den uddannelsestid, som var en betingelse for adgang til disse erhverv, var stort set fastlagt paa samme maade i alle medlemsstaterne, eller der er blevet foretaget en raekke mindre harmoniseringer, som var noedvendige med henblik paa indfoerelsen af disse sektorbestemte ordninger for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser;

for hurtigt at indfri forventningerne hos de europaeiske borgere, som er i besiddelse af et eksamensbevis for videregaaende erhvervskompetencegivende uddannelse, der er udstedt i en anden medlemsstat end den, hvori de oensker at udoeve deres erhverv, boer der ligeledes indfoeres en anden metode for gensidig anerkendelse af disse eksamensbeviser, som for disse borgere letter adgangen til at udoeve enhver form for erhvervsvirksomhed, som i vaertslandet er gjort betinget af, at borgeren har gennemgaaet en post-gymnasial uddannelse, forudsat at de er i besiddelse af et saadant eksamensbevis, som giver adgang til disse aktiviteter, bekraefter en uddannelse af mindst tre aars varighed og er udstedt i en anden medlemsstat;

et saadant resultat kan naas, hvis der indfoeres en generel ordning for gensidig anerkendelse af erhvervskompetencegivende eksamensbeviser for videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed;

for saa vidt angaar erhverv, for hvis udoevelse Faellesskabet ikke har fastsat et obligatorisk minimumskvalifikationsniveau, har medlemsstaterne fortsat ret til at fastsaette et saadant niveau med henblik paa at sikre kvaliteten af denne virksomhed paa deres omraade; en medlemsstat kan dog ikke uden at tilsidesaette de forpligtelser, der paahviler den i henhold til Traktatens artikel 5, paalaegge en EF-statsborger at erhverve kvalifikationer, som medlemsstaten saedvanligvis indskraenker sig til at fastsaette under henvisning til de eksamensbeviser, der udstedes inden for rammerne af statens eget nationale uddannelsessystem, naar den paagaeldende allerede helt eller delvis har erhvervet

disse kvalifikationer i en anden medlemsstat; de vaertslande, i hvilke udoevelsen af et bestemt erhverv er lovreguleret, skal derfor tage hensyn til de kvalifikationer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og vurdere, om de svarer til de kvalifikationer, som landet selv kraever;

et samarbejde mellem medlemsstaterne kan lette deres overholdelse af disse forpligtelser; der boer derfor fastsaettes naermere bestemmelser for et saadant samarbejde;

begrebet »lovreguleret erhvervsmaessig virksomhed« boer defineres saaledes, at der tages hensyn til forskellige nationale sociologiske forhold; begrebet boer omfatte, ikke blot erhvervsmaessige aktiviteter, hvortil adgangen i en medlemsstat er betinget af et eksamensbevis, men ogsaa erhvervsmaessige aktiviteter, hvortil der er fri adgang, naar de udoeves under anvendelse af en erhvervstitel, der er forbeholdt personer, som opfylder bestemte kvalifikationskrav; erhvervssammenslutninger og -organisationer, som tildeler deres medlemmer saadanne titler, og som er anerkendt af de offentlige myndigheder, kan ikke under paaberaabelse af deres privatretlige karakter unddrage sig den ved dette direktiv fastsatte ordning;

det er ligeledes noedvendigt at fastlaegge, hvilke krav med hensyn til erhvervsmaessig erfaring eller proevetid vaertslandet kan forlange opfyldt af den paagaeldende ud over eksamensbevis for videregaaende uddannelse, naar dennes kvalifikationer ikke svarer til dem, der er foreskrevet i landets nationale bestemmelser;

der kan ligeledes indfoeres en egnethedsproeve i stedet for proevetid; formaalet med saavel proevetid som egnethedsproeve er at forbedre de bestaaende forhold med hensyn til medlemsstaternes gensidige anerkendelse af eksamensbeviser og dermed at lette den frie bevaegelighed for personer inden for Faellesskabet; sigtet med dem er at vurdere egnetheden hos en indvandrer, som har faaet en erhvervsuddannelse i en anden medlemsstat, til at tilpasse sig sit nye erhvervsmiljoe; egnethedsproeven vil, set fra indvandrerens synspunkt, have den fordel, at den forkorter tilpasningsperioden; principielt er det indvandreren selv, der skal vaelge mellem proevetid og egnethedsproeve; visse erhverv er dog af en saadan art, at medlemsstaterne maa have mulighed for paa visse betingelser at kraeve enten en proevetid eller en egnethedsproeve; i saerdeleshed goer forskellene mellem medlemsstaternes retssystemer, ogsaa selv om de er af varierende betydning fra en medlemsstat til en anden, det berettiget med saerbestemmelser, da en uddannelse i en juridisk disciplin i oprindelseslandet i henhold til et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis som regel ikke daekker den juridiske viden, som vaertslandet kraever inden for det tilsvarende juridiske omraade;

endvidere har indfoerelsen af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for videregaaende uddannelser hverken til formaal at aendre de erhvervsmaessige, herunder etiske, bestemmelser, som gaelder for enhver, der udoever et erhverv paa en medlemsstats omraade, eller at unddrage vandrende arbejdstagere anvendelsen af disse bestemmelser; ordningen begraenses til fastsaettelse af passende foranstaltninger, hvorved det kan sikres, at den vandrende arbejdstager overholder de bestemmelser, som gaelder for det paagaeldende erhverv i vaertslandet;

Faellesskabet har i henhold til Traktatens artikel 49, artikel 57, stk. 1, og artikel 66 kompetence til at vedtage de bestemmelser, der er noedvendige for at indfoere og anvende en saadan ordning;

den generelle ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for videregaaende uddannelse beroerer paa ingen maade anvendelsen af Traktatens artikel 48, stk. 4, og artikel 55;

en ordning af denne art, der bidrager til at befaeste den europaeiske borgers ret til at udnytte sine erhvervsmaessige kundskaber i en hvilken som helst medlemsstat, vil befaeste og samtidig sikre hans ret til at erhverve saadanne kundskaber dér, hvor han maatte oenske det;

ordningen skal, naar den har vaeret anvendt i en vis periode, underkastes en naermere vurdering af den effektivitet, hvormed den fungerer, for at der blandt andet kan tages stilling til, i hvilket omfang den kan forbedres eller dens anvendelsesomraade udvides -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstaas ved:

a) eksamensbevis: ethvert eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis eller samtlige saadanne eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser under ét

- som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne stats love eller administrative bestemmelser

- hvoraf det fremgaar, at indehaveren med positivt resultat har gennemgaaet en post-gymnasial uddannelse af mindst tre aars varighed eller af tilsvarende varighed paa deltid, ved et universitet eller en anden hoejere laereanstalt eller ved en anden uddannelsesinstitution med samme uddannelsesniveau, og i paakommende tilfaelde, at han med positivt resultat har gennemgaaet den erhvervsmaessige uddannelse, der kraeves ud over den post-gymnasiale uddannelse, og

- hvoraf det fremgaar, at indehaveren besidder de erhvervsmaessige kvalifikationer, der er paakraevet for at faa adgang til et lovreguleret erhverv i den paagaeldende medlemsstat eller til at udoeve det

saafremt den uddannelse, som dette eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis er udstedt for, overvejende har fundet sted i Faellesskabet, eller saafremt indehaveren har en erhvervserfaring af tre aars varighed attesteret af den medlemsstat, som har anerkendt et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis udstedt i et tredjeland.

Med et eksamensbevis som defineret i foerste afsnit sidestilles ethvert eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis eller samtlige saadanne eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser under ét, som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, saafremt der er tale om beviser for en uddannelse, der har fundet sted i Faellesskabet og i denne medlemsstat anerkendes af en kompetent myndighed som vaerende paa tilsvarende niveau, og saafremt der i den paagaeldende medlemsstat til disse beviser er knyttet de samme rettigheder vedroerende adgang til og udoevelse af et lovreguleret erhverv;

b) vaertsland: den medlemsstat, hvori en EF-statsborger ansoeger om tilladelse til at udoeve et lovreguleret erhverv, og som ikke er den stat, i hvilken den paagaeldende erhvervede sit eksamensbevis eller foerst udoevede det paagaeldende erhverv;

c) lovreguleret erhverv: den eller de samlede lovregulerede erhvervsmaessige former for virksomhed, der udgoer dette erhverv i en medlemsstat;

d) lovreguleret erhvervsmaessig virksomhed: erhvervsmaessig virksomhed, naar der enten direkte eller indirekte ifoelge love eller administrative bestemmelser kraeves et eksamensbevis for i en medlemsstat at optage eller udoeve denne virksomhed eller en form heraf. Som en form for udoevelse af lovreguleret erhvervsmaessig virksomhed betragtes blandt andet:

- udoevelse af en aktivitet under anvendelse af en faglig titel, saafremt anvendelse af den paagaeldende titel er forbeholdt personer, der er i besiddelse af det i henhold til love eller administrative bestemmelser kraevede eksamensbevis

- udoevelse af erhvervsmaessig virksomhed inden for sundhedssektoren, i det omfang vederlag og/eller refusion for denne virksomhed i henhold til medlemsstatens sociale sikringsordning er betinget af, at den paagaeldende er i besiddelse af et eksamensbevis.

Naar foerste afsnit ikke finder anvendelse, sidestilles med en lovreguleret erhvervsmaessig virksomhed en erhvervsmaessig virksomhed udoevet af medlemmerne af en sammenslutning eller en organisation, som isaer har til formaal at fremme og opretholde et hoejt niveau inden for den paagaeldende erhvervsgren, og som med henblik paa virkeliggoerelsen af denne maalsaetning fra en medlemsstat har modtaget en anerkendelse i en saerlig form og:

- udsteder et eksamensbevis til sine medlemmer

- sikrer, at de overholder de faglige regler, som den har fastsat, og

- giver dem ret til at anvende en titel eller en forkortelse eller at opnaa en stilling svarende til dette eksamensbevis.

En ikke udtoemmende liste over sammenslutninger eller organisationer, der paa tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv opfylder de i andet afsnit anfoerte betingelser, er indeholdt i bilaget. Naar en medlemsstat indroemmer en sammenslutning eller en organisation den i andet afsnit omhandlede anerkendelse, giver den meddelelse herom til Kommissionen, som offentliggoer denne oplysning i De Europaeiske Faellesskabers Tidende;

e) erhvervserfaring: faktisk og lovmaessig udoevelse af et bestemt erhverv i en medlemsstat;

f) proevetid: udoevelse af et lovreguleret erhverv, der finder sted i vaertslandet paa en kvalificeret fagmands ansvar og eventuelt er ledsaget af en supplerende uddannelse. Proevetiden afsluttes med en bedoemmelse. Bestemmelserne for proevetid og bedoemmelse heraf samt den indvandrende praktikants status fastsaettes af den kompetente myndighed i vaertslandet;

g) egnethedsproeve: en kontrol udelukkende af ansoegerens faglige kundskaber, som foretages af vaertslandets kompetente myndigheder, og hvis formaal er at vurdere ansoegerens egnethed til at udoeve et lovreguleret erhverv i dette land.

Med henblik paa denne kontrol opstiller de kompetente myndigheder en liste over de fag, der paa grundlag af en sammenligning mellem den uddannelse, der kraeves i den paagaeldende medlemsstat, og den uddannelse, som ansoegeren har faaet, ikke er omfattet af eksamensbeviset eller det eller de kvalifikationsbeviser, som ansoegeren fremlaegger.

Ved egnethedsproeven skal der tages hensyn til det forhold, at ansoegeren i oprindelseslandet eller det land, han kommer fra, er en kvalificeret fagmand. Proeven skal vedroere fag, som vaelges blandt dem, der er opfoert paa listen, og hvortil kendskab er en vaesentlig forudsaetning for, at ansoegeren kan udoeve det paagaeldende erhverv i vaertslandet. Proeven kan ligeledes omfatte kendskabet til den faglige etik, der gaelder for de paagaeldende former for virksomhed i dette land. De naermere betingelser for egnethedsproeven fastsaettes af vaertslandets kompetente myndigheder under overholdelse af reglerne i faellesskabsretten.

Den status, der i vaertslandet tilkommer den ansoeger, der oensker at forberede sig til egnethedsproeven i det paagaeldende land, fastsaettes af de kompetente myndigheder i dette land.

Artikel 2

Dette direktiv gaelder for enhver EF-statsborger, der oensker at udoeve et lovreguleret erhverv som selvstaendig eller loenmodtager i et vaertsland.

Dette direktiv gaelder ikke for de erhverv, der er omfattet af et saerligt direktiv, hvorved der mellem medlemsstaterne indfoeres en gensidig anerkendelse af eksamensbeviser.

(1) EFT nr. C 217 af 28. 8. 1985, s. 3, og nr. C 143 af 10. 6. 1986, s. 7.

(2) EFT nr. C 345 af 31. 12. 1985, s. 80, og EFT nr. C 309 af 5. 12. 1988.

(3) EFT nr. C 75 af 3. 4. 1986, s. 5.

Artikel 3

Naar der i vaertslandet kraeves et eksamensbevis for at optage eller udoeve et bestemt lovreguleret erhverv, kan den kompetente myndighed ikke under henvisning til manglende kvalifikationer naegte en EF-statsborger adgang til at optage eller udoeve et saadant erhverv paa samme vilkaar som dem, der gaelder for landets egne statsborgere,

a) saafremt ansoegeren er i besiddelse af det eksamensbevis, som i en anden medlemsstat er foreskrevet som betingelse for adgang til dér at optage eller udoeve det samme erhverv, og som er opnaaet i en medlemsstat, eller

b) saafremt ansoegeren paa fuldtidsbasis har udoevet det paagaeldende erhverv i mindst to aar i loebet af de forudgaaende ti aar i en anden medlemsstat, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret i henhold til artikel 1, litra c), og artikel 1, litra d), foerste afsnit, og den paagaeldende er i besiddelse af et eller flere kvalifikationsbeviser:

- som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med medlemsstatens love eller administrative bestemmelser

- hvoraf det fremgaar, at indehaveren med positivt resultat har gennemgaaet en post-gymnasial uddannelse af mindst tre aars varighed eller af tilsvarende varighed paa deltid, ved et universitet eller en anden hoejere laereanstalt eller ved en anden uddannelsesinstitution med samme uddannelsesniveau i en medlemsstat, og, i givet fald, at han med positivt resultat har gennemgaaet den erhvervsmaessige uddannelse, der kraeves ud over den post-gymnasiale uddannelse, og

- som har forberedt ham til at udoeve det paagaeldende erhverv.

Med det i foerste afsnit omhandlede kvalifikationsbevis sidestilles ethvert kvalifikationsbevis eller samtlige saadanne kvalifikationsbeviser under ét, som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, saafremt der er tale om beviser for en uddannelse, der har fundet sted i Faellesskabet og af denne medlemsstat anerkendes som vaerende paa tilsvarende niveau, paa betingelse af at denne anerkendelse er blevet meddelt de oevrige medlemsstater og Kommissionen.

Artikel 4

1. Artikel 3 er ikke til hinder for, at vaertslandet ligeledes af ansoegeren kraever:

a) at han beviser, at han har erhvervserfaring, naar varigheden af den uddannelse, som han i henhold til artikel 3, litra a) og b), dokumenterer at have gennemgaaet, er mindst et aar kortere end den uddannelsestid, der kraeves i vaertslandet. Kravene til laengden af erhvervserfaringen maa i saa fald ikke overstige:

- det dobbelte af den manglende uddannelsestid, naar denne vedroerer en postgymnasial uddannelse og/eller en praktisk uddannelse, der gennemfoeres under tilsyn af en praktiklaerer og afsluttes med en eksamen

- den manglende udannelsestid, naar denne vedroerer erhvervspraktik, der gennemfoeres med stoette fra en kvalificeret fagmand.

For saa vidt angaar eksamensbeviser i henhold til artikel 1, litra a), sidste afsnit, fastsaettes varigheden af den uddannelse, der anerkendes som vaerende paa samme niveau, paa grundlag af den uddannelse, der er defineret i artikel 1, litra a), foerste afsnit.

Ved anvendelsen af dette litra skal der tages hensyn til den i artikel 3, litra b), omhandlede erhvervserfaring.

Laengden af den kraevede erhvervserfaring maa under ingen omstaendigheder overstige fire aar;

b) at han gennemgaar en proevetid, der dog ikke maa overstige tre aar, eller bestaar en egnethedsproeve:

- naar den uddannelse, han i henhold til artikel 3, litra a) og b), har faaet, omfatter fag eller discipliner, der er vaesentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det eksamensbevis, som er foreskrevet i vaertslandet, eller

- naar det lovregulerede erhverv - i det tilfaelde, der er naevnt i artikel 3, litra a) - i vaertslandet omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmaessig virksomhed, der ikke forekommer i det lovregulerede erhverv i oprindelseslandet eller det land, som ansoegeren kommer fra, og denne forskel er karakteriseret ved en saerlig uddannelse, som kraeves i vaertslandet, og som omfatter fag, der er vaesensforskellige fra de fag, der er omfattet af det af ansoegeren fremlagte eksamensbevis, eller

- naar det lovregulerede erhverv - i det tilfaelde, der er naevnt i artikel 3, litra b) - i vaertslandet omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmaessig virksomhed, der ikke forekommer i det erhverv, som ansoegeren har udoevet i sit oprindelsesland eller sit seneste opholdsland, og denne forskel er karakteriseret ved en saerlig uddannelse, der kraeves i vaertslandet, og som omfatter fag, der er vaesensforskellige fra de fag, der er omfattet af det eller de af ansoegeren fremlagte kvalifikationsbeviser.

Goer vaertslandet brug af denne mulighed, skal det give ansoegeren ret til at vaelge mellem proevetid og egnethedsproeve. For erhverv, for hvis udoevelse det er noedvendigt at have noeje kendskab til national ret, og i forbindelse med hvilke raadgivning og/eller bistand med hensyn til national ret indgaar som et vaesentligt og fast element, kan vaertslandet som en fravigelse af dette princip foreskrive en proevetid eller en egnethedsproeve. Har vaertslandet for andre erhvervs vedkommende til hensigt at indfoere fravigelser fra ansoegerens ret til selv at vaelge, finder fremgangsmaaden i artikel 10 anvendelse.

2. Vaertslandet kan dog ikke anvende bestemmelserne i stk. 1, litra a) og b), kumulativt. Artikel 5

Med forbehold af artikel 3 og 4 har ethvert vaertsland mulighed for at tillade, at ansoegeren med henblik paa at forbedre sine muligheder for at tilpasse sig erhvervsmiljoeet i det paagaeldende land dér kan fuldfoere, som en sidestillet uddannelse, den del af erhvervsuddannelsen, der bestaar i erhvervspraktik og gennemfoeres med stoette fra en kvalificeret fagmand, og som han ikke havde fuldfoert i oprindelseslandet eller det seneste opholdsland.

Artikel 6

1. Den kompetente myndighed i et vaertsland, der goer adgang til et lovreguleret erhverv betinget af, at ansoegeren fremlaegger attest for haederlighed, vandelsattest eller bevis for, at han ikke er under konkurs, og som kan suspendere eller inddrage retten til udoevelse af et saadant erhverv i tilfaelde af grov forsoemmelse eller skoedesloeshed i udoevelsen af den paagaeldende virksomhed eller overtraedelse af straffeloven, skal som tilstraekkeligt bevis for statsborgere fra andre medlemsstater, der oensker at udoeve dette erhverv paa dens omraade, godkende de dokumenter, der er udstedt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der er oprindelsesland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgaar, at disse krav er opfyldt.

Hvis de dokumenter, der er omhandlet i foerste afsnit, ikke udstedes af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der er oprindelsesland eller seneste opholdsland, erstattes de af en under ed afgivet erklaering eller - i de medlemsstater, hvor saadan edsaflaeggelse ikke anvendes - af en hoejtidelig erklaering afgivet af den paagaeldende for en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller i givet fald for en notar eller et statsanerkendt fagligt organ, som udsteder en attestation med bekraeftelse af denne ed eller hoejtidelige erklaering.

2. Kraever den kompetente myndighed i vaertslandet af statsborgerne i dette land dokumentation for fysisk og psykisk sundhed som betingelse for adgang til og udoevelse af et lovreguleret erhverv, skal den som tilstraekkeligt bevis herfor godkende fremlaeggelse af det dokument, der kraeves i den medlemsstat, der er oprindelsesland eller seneste opholdsland.

Saafremt den medlemsstat, der er oprindelsesland eller seneste opholdsland, i forbindelse med adgang til eller udoevelse at det paagaeldende erhverv ikke kraever dokumentation af denne art, godkender vaertslandet, at statsborgere fra den medlemsstat, der er oprindelsesland eller seneste opholdsland, fremlaegger en af en kompetent myndighed i denne stat udstedt attestation, der svarer til attestationerne i vaertslandet.

3. Den kompetente myndighed i vaertslandet kan kraeve, at de dokumenter og attester, der er omhandlet i stk. 1 og 2, ved fremlaeggelsen hoejst er tre maaneder gamle.

4. Hvis den kompetente myndighed i vaertslandet som betingelse for adgang til og udoevelse af et lovreguleret erhverv kraever af landets statsborgere, at de aflaegger en ed eller afgiver en hoejtidelig erklaering, og kan denne ed eller denne erklaering paa grund af sin udforming ikke bruges af statsborgere fra de andre medlemsstater, skal den drage omsorg for, at en passende og daekkende udformning kan forelaegges for de paagaeldende.

Artikel 7

1. Den kompetente myndighed i vaertslandet skal sikre, at de EF-statsborgere, som opfylder betingelserne for dér i landet at faa adgang til og udoeve et lovreguleret erhverv, har ret til at benytte den faglige titel i vaertslandet, der svarer til det paagaeldende erhverv.

2. Den kompetente myndighed i vaertslandet skal sikre, at de EF-statsborgere, som opfylder betingelserne for dér i landet at faa adgang til og udoeve et lovreguleret erhverv, har ret til at benytte hjemlandets eller det seneste opholdslands retmaessige titel og eventuelt en forkortelse heraf paa det paagaeldende lands sprog. Vaertslandet kan foreskrive, at denne titel skal efterfoelges af navn og beliggenhed for den institution eller den eksamenskommission, der har tildelt den.

3. Hvis et erhverv i vaertslandet er reguleret af en sammenslutning eller organisation som omhandlet i artikel 1, litra d), kan medlemsstaternes statsborgere kun anvende den faglige titel eller den forkortelse, som denne sammenslutning eller organisation giver ret til, saafremt de kan fremlaegge bevis paa medlemskab af naevnte sammenslutning eller organisation.

Goer sammenslutningen eller organisationen opnaaelse af medlemskab betinget af visse kvalifikationer, kan denne betingelse, for saa vidt angaar statsborgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af et eksamensbevis i henhold til artikel 1, litra a), eller et kvalifikationsbevis i henhold til artikel 3, litra b), kun goeres gaeldende paa de vilkaar, der er fastsat i dette direktiv, saerlig artikel 3 og 4.

Artikel 8

1. Vaertslandet accepterer som bevis for, at de i artikel 3 og 4 naevnte betingelser er opfyldt, de attester og dokumenter, som medlemsstaternes kompetente myndigheder har udstedt, og som vedkommende skal fremlaegge til stoette for sin ansoegning om tilladelse til at udoeve det paagaeldende erhverv.

2. Behandlingen af en ansoegning om tilladelse til at udoeve et lovreguleret erhverv skal afsluttes saa hurtigt som muligt, og resultatet skal meddeles ved en begrundet beslutning truffet af vaertslandets kompetente myndighed senest fire maaneder efter, at samtlige akter vedroerende den paagaeldende er fremlagt. Beslutningen eller manglende beslutning kan appelleres i henhold til nationale retsregler.

Artikel 9

1. Medlemsstaterne udpeger inden for den frist, der er fastsat i artikel 12, de kompetente myndigheder, der er bemyndiget til at modtage ansoegningerne og traeffe de beslutninger, der er omhandlet i dette direktiv. De giver de oevrige medlemsstater og Kommissionen underretning herom.

2. Hver medlemsstat udpeger en person, der skal varetage koordineringen af de i stk. 1 omhandlede myndigheders virksomhed, og giver de oevrige medlemsstater og Kommissionen underretning herom. Koordinatoren har til opgave at drage omsorg for en ensartet gennemfoerelse af dette direktiv paa alle de beroerte erhverv. Der nedsaettes ved Kommissionen en koordinationsgruppe bestaaende af de af de enkelte medlemsstater udpegede koordinatorer eller deres stedfortraeder og med Kommissionens repraesentant som formand.

Denne gruppe har til opgave:

- at lette ivaerksaettelsen af dette direktiv

- at indsamle alle relevante oplysninger om direktivets gennemfoerelse i medlemsstaterne.

Kommissionen kan hoere gruppen om eventuelle aendringer i den indfoerte ordning.

3. Medlemsstaterne traeffer foranstaltninger med henblik paa at tilvejebringe den noedvendige oplysning om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser inden for rammerne af dette direktiv. De kan i denne opgave bistaas af Informationscentrene vedroerende Akademisk Anerkendelse af Eksamensbeviser og Studieperioder, som er etableret i medlemsstaterne som led i gennemfoerelsen af resolutionen vedtaget af Raadet og undervisningsministrene, forsamlet i Raadet, den 9. februar 1976 (1), og i givet fald af de relevante faglige sammenslutninger eller organisationer. Kommissionen tager de initiativer, der er noedvendige for at sikre udbygning og koordinering af fremsendelsen af de noedvendige oplysninger.

Artikel 10

1. Har en medlemsstat i medfoer af artikel 4, stk. 1, litra b), andet afsnit, tredje punktum, til hensigt, i forbindelse med et erhverv i henhold til dette direktiv, at fratage ansoegere retten til at vaelge mellem proevetid og egnethedsproeve, skal den straks fremsende et udkast til den paagaeldende forskrift til Kommissionen. Samtidig skal den meddele Kommissionen grundene til, at det er noedvendigt at vedtage en saadan forskrift.

Kommissionen underretter straks de oevrige medlemsstater om udkastet; den kan desuden hoere den i artikel 9, stk. 2, omhandlede koordinationsgruppe om dette udkast.

2. Med forbehold af Kommissionens og de oevrige medlemsstaters mulighed for at indgive bemaerkninger til udkastet kan medlemsstaten kun vedtage forskriften, hvis Kommissionen ikke inden for en frist paa tre maaneder har rejst indsigelse mod den ved en beslutning.

3. Efter anmodning fra en medlemsstat eller Kommissionen skal medlemsstaterne straks fremsende den endelige ordlyd af en forskrift, der foelger af anvendelsen af denne artikel.

Artikel 11

Efter udloebet af den i artikel 12, fastsatte frist, skal medlemsstaterne hvert andet aar til Kommissionen fremsende en rapport om gennemfoerelsen af den indfoerte ordning.

Denne rapport skal ud over almindelige bemaerkninger ogsaa indeholde en statistisk oversigt over de afgoerelser, der er truffet, samt en beskrivelse af de vigtigste problemer, som gennemfoerelsen af direktivet har medfoert.

Artikel 12

Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv inden for en frist paa to aar fra dets meddelelse (1). De underretter straks Kommissionen herom.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 13

Senest fem aar efter den dato, der er fastsat i artikel 12, aflaegger Kommissionen for Europa-Parlamentet og Raadet en beretning om, hvorledes den generelle ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for videregaaende uddannelse med dertil knyttet erhvervskompetence af mindst tre aars varighed har fungeret.

Kommissionen skal, naar den har foretaget alle de noedvendige konsultationer, ved denne lejlighed fremlaegge sine konklusioner vedroerende aendringer, der eventuelt kan foretages i den indfoerte ordning. Samtidig forelaegger Kommissionen i givet fald forslag til forbedring af de bestaaende retsforskrifter med det formaal at lette den frie bevaegelighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser for de personer, som er omfattet af dette direktiv.

Artikel 14

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 21. december 1988.

Paa Raadets vegne

V. PAPANDREOU

Formand

(1) EFT nr. C 38 af 19. 2. 1976, s. 1.

(2) Dette direktiv er meddelt medlemsstaterne den 4. januar 1989.

BILAG

Liste over faglige sammenslutninger eller organisationer, som opfylder betingelserne i artikel 1, litra d), andet afsnit

IRLAND (1)

1. The Institute of Chartered Accountants in Ireland (2)

2. The Institute of Certified Public Accountants in Ireland (2)

3. The Association of Certified Accountants (2)

4. Institution of Engineers of Ireland

5. Irish Planning Institute

DET FORENEDE KONGERIGE

1. Institute of Chartered Accountants in England and Wales

2. Institute of Chartered Accountants of Scotland

3. Institute of Chartered Accountants in Ireland

4. Chartered Association of Certified Accountants

5. Chartered Institute of Loss Adjusters

6. Chartered Institute of Management Accountants

7. Institute of Chartered Secretaries and Administrators

8. Chartered Insurance Institute

9. Institute of Actuaries

10. Faculty of Actuaries

11. Chartered Institute of Bankers

12. Institute of Bankers in Scotland

13. Royal Institution of Chartered Surveyors

14. Royal Town Planning Institute

15. Chartered Society of Physiotherapy

16. Royal Society of Chemistry

17. British Psychological Society

18. Library Association

19. Institute of Chartered Foresters

20. Chartered Institute of Building

21. Engineering Council

22. Institute of Energy

23. Institution of Structural Engineers

24. Institution of Civil Engineers

25. Institution of Mining Engineers

26. Institution of Mining and Metallurgy

(1) Irske statsborgere er ogsaa medlemmer af foelgende sammenslutninger eller organisationer i Det Forenede Kongerige:

Institute of Chartered Accountants in England and Wales

Institute of Chartered Accountants of Scotland

Institute of Actuaries

Faculty of Actuaries

The Chartered Institute of Management Accountants

Institute of Chartered Secretaries and Administrators

Royal Town Planning Institute

Royal Institution of Chartered Surveyors

Chartered Institute of Building.

(2) Kun i forbindelse med regnskabsrevision.

ERKLAERING FRA RAADET OG KOMMISSIONEN

ad artikel 9, stk. 1

Raadet og Kommissionen er enige om, at de faglige organisationer og de hoejere uddannelsesinstitutioner skal hoeres eller paa passende vis inddrages i beslutningsprocessen.

27. Institution of Electrical Engineers

28. Institution of Gas Engineers

29. Institution of Mechanical Engineers

30. Institution of Chemical Engineers

31. Institution of Production Engineers

32. Institution of Marine Engineers

33. Royal Institution of Naval Architects

34. Royal Aeronautical Society

35. Institute of Metals

36. Chartered Institution of Building Services Engineers

37. Institute of Measurement and Control

38. British Computer Society