2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/144

Ordfører:

José Antonio MORENO DÍAZ

1.1.

EØSU mener, at det er absolut nødvendigt effektivt at reformere det fælles europæiske asylsystem og forbedre de lovlige adgangsveje til Den Europæiske Union med udgangspunkt i respekten for forfulgte menneskers rettigheder.

1.2.

Med dette sigte bør der foreslås et egentligt fælles og bindende system for alle medlemsstater, som harmoniserer de nationale lovgivninger, eller — i mangel heraf — i det mindste indføres en fælles ordning for gensidig anerkendelse af afgørelser om asyl mellem alle EU's medlemslande, som kan føre til et virkeligt fælles europæisk asylsystem.

1.3.

Under alle omstændigheder ser EØSU positivt på det foreslåede mål om at gøre proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, mere smidig for at effektivisere systemet, men mener dog, at der er brug for større klarhed og indføjelse af garantibestemmelser om procedurespørgsmål, individuel behandling af asylansøgninger, opretholdelse af diskretionære klausuler, opretholdelse af tidsbegrænsningen for en medlemsstats forpligtelse til overtagelse af en asylansøger, asylansøgeres rettigheder og begrænsningen af den korrigerende fordelingsmekanisme.

1.4.

Der må sikres overensstemmelse mellem de budgetoverslag, der foreslås i forordningen, de eksisterende overslag på dette område og de dermed forbundne tiltag, som Kommissionen agter at gennemføre som led i den fundamentale ændring af det fælles europæiske asylsystem, samt overensstemmelse med andre af EU's politikker.

1.5.

Alle medlemsstater bør være ansvarlige for at give ansøgeren detaljerede og ajourførte oplysninger om de procedurer, der følger af Dublinsystemet, i samklang med de krav, der er fastsat i artikel 4.

1.6.

Proportionalitetsprincippet bør holdes i hævd for at understøtte systemets reelle bæredygtighed med hensyn til den hurtige adgang til asylproceduren for ansøgerne og kapaciteten i medlemsstaternes forvaltninger til at håndhæve systemet.

2.1.

Den 6. april 2016 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse, hvori den peger på svaghederne i udformningen og anvendelsen af det fælles asylsystem, herunder især Dublin-forordningens bestemmelser, og udstikker fem prioriterede områder for at rette op på denne situation.

2.2.

Kommissionen foreslår at reformere det fælles europæiske asylsystem for at skabe et mere retfærdigt, effektivt og bæredygtigt system gennem en ændring af den nuværende forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse.

2.3.

Kommissionen slår fast, at Dublinsystemet ikke blev udformet for at sikre en bæredygtig, retfærdig og effektiv ansvarsdeling i hele EU vedrørende ansøgerne om international beskyttelse. Det såkaldte Dublinsystem har ikke fungeret godt nok eller på en ensartet måde: de seneste års erfaringer har vist, at i situationer med massetilstrømning påhviler det et begrænset antal medlemsstater at behandle hovedparten af ansøgningerne om international beskyttelse, hvilket i nogle tilfælde fører til en stadigt mere udbredt tilsidesættelse af EU's asylregler.

2.4.

For at rette op på disse svagheder foreslår Kommissionen at ændre forordningen med henblik på at:

3.1.1.

Mindreårige: Forslaget til reform følger de hidtidige retningslinjer, men kun for uledsagede mindreårige, som anmoder om international beskyttelse.

3.1.2.

Familiemedlemmer: Forslaget udvider definitionen af familiemedlemmer på to punkter: den udvides til også at omfatte søskende og familie, der er skabt før ankomsten til medlemsstaten og ikke nødvendigvis i oprindelseslandet, således som det var tilfældet i Dublin III-forordningen. Begge aspekter er af afgørende betydning, og EØSU henleder især opmærksomheden på de nødsituationer, som reelt opstår ved ikke at betragte søskende som »familiemedlemmer«, og som i mange tilfælde går ud over uledsagede mindreårige, hvis eneste familie i en medlemsstat er vedkommendes søskende.

3.1.3.

Opholdstilladelse eller visum: Forslaget opretholder medlemsstatens ansvar for at behandle ansøgningen om international beskyttelse i forbindelse med udstedelsen af de nævnte dokumenter, men tilføjer nye bestemmelser for at afklare ansvarlighedskriterierne.

3.1.4.

Irregulær indrejse via en medlemsstat: Forslaget sletter bestemmelserne om ansvarets ophør 12 måneder efter den irregulære grænsepassage.

3.1.5.

Diskretionære klausuler: Forslaget begrænser medlemsstaternes kapacitet og giver kun mulighed for at overtage ansvaret for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, som den ikke er ansvarlig for, når ansøgningen baseres på familierelationer, som ikke er omfattet af familiedefinitionen.

3.1.6.

Når det gælder afhængige personer indeholder forslaget ingen ændring, og dermed skal medlemsstaterne — når ansøgeren på grund af graviditet, et nyfødt barn, alvorlig sygdom, et alvorligt handicap eller høj alder er afhængig af hjælp fra vedkommendes barn, søskende eller forælder, som har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, eller når disse familiemedlemmer er afhængige af hjælp fra ansøgeren — lade ansøgeren blive sammen med eller sammenføre denne med de pågældende familiemedlemmer under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjemlandet, at de er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de bekræfter dette skriftligt.

3.2.1.

Forslaget til reform af Dublinforordningen har til formål at indføre et mere retfærdigt og bæredygtigt system ved at forenkle proceduren og øge effektiviteten, men de foreslåede ændringer går ikke altid i retning af opfyldelsen af disse mål.

I henhold til artikel 3 i forslaget til reform skal der foretages en analyse af kriterierne for en asylansøgnings antagelighed, før der træffes afgørelse om, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og forud for en undersøgelse af eventuel tilstedeværelse af familiemedlemmer i en anden medlemsstat eller af mindreåriges behov.

De antagelighedskriterier, som kan vurderes på forhånd, baseres på begreberne sikkert tredjeland, første asylland, sikkert oprindelsesland og det vage juridiske begreb fare for sikkerheden.

I forslaget indføres ændringer af fristerne, som forkortes væsentligt, og tilbagetagelsesprocedurerne gøres mere smidige.

3.2.2.

Med reformen slettes bestemmelserne i den nuværende artikel 19 om ansvarets ophør (hvis ansøgeren har forladt EU's område i mindst tre måneder eller er blevet udsendt). Dette betyder, at den samme medlemsstat vil være ansvarlig for enhver ansøgning, som en person indgiver på et hvilket som helst tidspunkt, selv om vedkommende er vendt tilbage til sit hjemland i længere perioder, de personlige og familiemæssige forhold har ændret sig i mellemtiden eller forholdene i den pågældende medlemsstat har ændret sig væsentligt.

3.3.1.

Retten til information: Artikel 6, stk. 1, styrker asylansøgeres ret til information, mens deres ansøgning behandles for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og præciserer, hvilke oplysninger, de har krav på.

3.3.2.

Adgang til effektive retsmidler: Artikel 27 i forslaget til reform foreskriver, at en afgørelse om overførsel til den ansvarlige medlemsstat straks skal meddeles ansøgeren skriftligt, og at vedkommende skal informeres om muligheden for at påklage afgørelsen. Artikel 28 giver garanti for, at klager over afgørelser om overførsel af asylansøgere har opsættende virkning, og fastsætter frister — omend for korte (kun syv dage til indgivelse af klage) — for denne genbehandling.

3.3.3.

Ret til fri bevægelighed og frihedsberøvelse af ansøgere i forbindelse med proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig: Artikel 29 i forslaget halverer fristerne for sagsbehandlingen, hvis ansøgeren er frihedsberøvet. Ligeledes forkortes fristen for gennemførelse af overførslen, eller alternativ løsladelse, fra seks til fire uger.

3.4.1.

Forslaget indeholder udtrykkelige bestemmelser om asylansøgeres pligt til at:

3.4.2.

Manglende overholdelse heraf får i henhold til artikel 5 nogle konsekvenser for proceduren og modtagelsen, som er ude af proportioner, og som er i modstrid med standarderne i de gældende direktiver om henholdsvis fælles procedurer (direktiv 2013/32/EU) og standarder for modtagelse (direktiv 2013/33/EU) og med EU's charter om grundlæggende rettigheder:

4.3.1.

EØSU går ikke ind for, at anvendelsen af den diskretionære klausul begrænses til familierelationer, som falder uden for definitionen af familiemedlemmer, eftersom det er vigtigt at tage højde for, at der kan opstå problemer i en medlemsstat, som ikke kun er af kvantitativ — på grund af antallet af ansøgere om international beskyttelse — men også kvalitativ art vedrørende spørgsmål, som er relevante for en effektiv anvendelse af direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, for så vidt angår adgang til asylproceduren for ansøgere om international beskyttelse, information og rådgivning, proceduremæssige garantier og særlige procedurer for personer med behov herfor. Det omarbejdede direktiv 2013/33/EU om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse indeholder fælles regler for at sikre, at ansøgere om international beskyttelse har sammenlignelige levevilkår i alle medlemsstater, og at deres grundlæggende rettigheder bliver respekteret fuldt ud.

4.3.2.

Der kan opstå situationer, hvor en medlemsstat ikke er i stand til at garantere overholdelsen af bestemmelserne i disse to direktiver, og det er derfor nødvendigt at bevare ordlyden af bestemmelsen i Dublin III-forordningen om, at enhver medlemsstat kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, som den modtager, også selv om behandlingen af den ikke påhviler den.

4.3.3.

Ligeledes bør der tages hensyn til, at mange ansøgere om international beskyttelse er alvorligt syge og/eller har et svært handicap og ingen familiemæssig tilknytning i nogen medlemsstat: på grund af deres særlige situation er de imidlertid af lægelige årsager ikke i stand til at blive overført til den ansvarlige medlemsstat, hvilket betyder, at de er afhængige af den medlemsstat, hvor de har indgivet deres ansøgning om international beskyttelse. Det er nødvendigt at tage højde for disse tilfælde i den foreslåede omformulering af de diskretionære klausuler.

4.3.4.

Det er absolut nødvendigt at bevare muligheden for ansvarsovertagelse af humanitære eller kulturelle grunde for at garantere hensyntagen til særligt sårbare ansøgere om international beskyttelse, i henhold til bestemmelserne i direktiv 2013/32/EU, og en differentieret behandling ud fra en evaluering af deres særlige situation.

4.4.1.

Vurderingen af en ansøgnings antagelighed — uden først at undersøge tilstedeværelsen af familiemedlemmer i en anden medlemsstat eller mindreåriges behov — kan i tilfælde af en afvisning af en ansøgning om international beskyttelse kollidere med retten til et familieliv, som anerkendes i artikel 7 i charteret om grundlæggende rettigheder og i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention.

4.4.2.

Den automatiske anvendelse af begreberne sikkert tredjeland, første asylland, sikkert oprindelsesland og det juridiske begreb »fare for sikkerheden« kan føre til diskriminerende situationer afhængigt af nationalitet eller flugtrute. Desuden finder en fremskyndet procedure i henhold til artikel 3, stk. 3, anvendelse i tilfælde af et sikkert oprindelsesland og, hvis der er en fare for sikkerheden. En sådan hurtig behandling må under ingen omstændigheder undergrave de proceduremæssige garantier på grund af korte frister. Den må heller ikke føre til en ikke-individualiseret vurdering af disse ansøgninger om international beskyttelse, som strider mod artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2013/32/EU.

4.4.3.

Artikel 33 i forslaget giver ingen forbedring mht. fremsendelsen af oplysninger mellem medlemsstaterne om sårbare omstændigheder, helbredssituation og andre særlige forhold, som gør sig gældende for de ansøgere, som skal overføres, skønt dette er en af de største mangler, der er konstateret ved anvendelsen af Dublinsystemet i praksis.

4.4.4.

Bestemmelsen om ansvarets ophør, når en ansøger frivilligt forlader EU i mere end tre måneder eller er blevet udsendt, kan føre til situationer, hvor der ikke tages hensyn til familiebånd, som er blevet dannet i hjemlandet efter den første ansøgning om international beskyttelse i EU. Bestemmelsen kan også indebære, at der ved en efterfølgende ansøgning ikke garanteres de modtageforhold og procedurer i den ansvarlige medlemsstat, som blev opfyldt ved den første ansøgning.

4.5.1.

Hvad angår retten til information tager bestemmelsen om oplysning via en folder ikke hensyn til, at denne i de fleste medlemsstater kun indeholder generelle oplysninger på et sprog, som ansøgerne kun forstår lidt eller slet intet af. Denne information bør altid gives under samtalen.

4.5.2.

Når det gælder retten til effektive retsmidler, bør adgangen hertil efter udvalgets mening ikke begrænses til følgende tre tilfælde, eftersom dette vil begrænse adgangen til effektiv retsbeskyttelse:

4.5.3.

Hvad angår retten til fri bevægelighed og muligheden for frihedsberøvelse af ansøgere i forbindelse med proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, begrænses frihedsberøvelsen (to uger), men dette tilfører intet nyt til de ekstraordinære tilfælde, hvor frihedsberøvelse kan finde sted. I betragtning af de divergerende nationale praksisser, som Kommissionen selv har observeret, er det tilrådeligt at fastlægge klare og præcise kriterier for frihedsberøvelse i undtagelsestilfælde og for evalueringen af foranstaltningens nødvendighed og proportionalitet.

4.6.1.

Anvendelsen af et så højt kriterium, 150 % af den pågældende medlemsstats kapacitet, kan, indtil denne grænse nås, gå ud over modtagelsesforholdene og de proceduremæssige vilkår for asylansøgere, som allerede befinder sig i den pågældende stat. Hvis der ud fra kriterierne er fastlagt en modtagelseskapacitet, forekommer det logisk at aktivere denne mekanisme, når denne kapacitet overskrides og ikke vente, til den overskrides med 150 %. Hvis denne mekanisme skal være effektiv, er fordelingen desuden nødt til at omfatte alle, som har ret til at søge om asyl, uanset deres oprindelsesland.

4.6.2.

Denne mekanisme finder anvendelse før afgørelsen af, hvilken stat der er ansvarlig, og afgørelsen træffes af den medlemsstat, hvortil ansøgeren er blevet overført. Dette betyder, at en ansøger om international beskyttelse — efter at være blevet overført fra den ansvarsoverdragende medlemsstat til tilflytningsmedlemsstaten — igen kan blive overført til en tredje medlemsstat, hvor ansøgerens familiemedlemmer opholder sig, hvilket svækker systemets effektivitet og yderligere forsinker adgangen til procedurerne for tildeling af international beskyttelse.

4.6.3.

Hertil kommer, at der — eftersom mekanismen er automatisk — ikke tages hensyn til asylansøgernes individuelle situation eller særlige behov såsom særlig sårbarhed, der kan tale imod en overførsel til tilflytningsmedlemsstaten.

4.6.4.

Den korrigerende mekanisme omfatter ikke ansøgere om international beskyttelse, som måtte være ankommet før ikrafttrædelsen af denne reform, eller ansøgere, som i henhold til artikel 3 afvises før anvendelsen af kriterierne for udpegelse af den ansvarlige medlemsstat. Det samme gælder ansøgere, som er ankommet til en medlemsstat, før den når op på 150 % af sin kapacitet. Alt dette kan udviske det egentlige mål med denne mekanisme og få en meget begrænset effekt på fordelingen af ansvaret for behandlingen af ansøgninger og på modtagelsen.

4.6.5.

Muligheden for, at medlemsstaterne kan træde ud af denne korrigerende mekanisme ved at betale et beløb for hver ansøger om international beskyttelse, som ikke overføres til deres område, kan føre til diskriminerende situationer ved at give dem mulighed for på grundlag af religion, etnisk baggrund eller nationalitet at vælge, hvilke ansøgere om international beskyttelse de accepterer på deres område, og hvem de ikke vil tage imod.